Ghulam Ahmad Parwez
(1903-1985) stammer oprindeligt fra Batala, en by i
Punjab-provinsen i Indien, engang et prominent hjemsted for
islamisk viden, filosofi og kultur. Vejledt af sin bedstefar, en
fremtrædende lærd og eminent sufi, studerede Parwez Koranen og de
islamiske klassikere. Tidligt fik han et indgående kendskab til og
forståelse for konventionel islams traditioner, tro og praksis,
inkl. tasawwuf (sufisme) og dens komplicerede system af
esoterisk meditation og individuelle åndelige øvelser.
Denne grundige oplæring i hele det idésystem, der traditionelt
i muslimske samfund går under betegnelsen 'religion', dannede
grundlaget for Parwez' kritiske studier af Den hellige Korans
altomfattende budskab – ikke kun af islams og muslimernes historie
og af menneskehedens pre-islamiske tro og praksis, men af alt med
tilknytning til menneskets tænkning og ideologiske bevægelser op
igennem historien. Resultatet af disse kritiske studier er en
gennemgribende reevaluering af værdier – en reevaluering, der
tidligere har figureret i den indisk-muslimske filosof Muhammad Iqbals (1877-1938) værker og som især viser
sig i hans dybdeborende indsigt i islam som "en protest imod alle
religioner i ordets oprindelige betydning." Det blev ikke Allama
Iqbal forundt selv at videreudvikle denne oplivende og
revolutionerende teori i et værk, han havde til hensigt at skrive
som en 'Introduktion til studier i islam'. I en tid, hvor bitre
sekteriske konflikter hærgede den islamiske verden, fastholdt han
imidlertid nødvendigheden af at befri islam for "den hårde skal"
af århundreders indflydelse af pre-islamisk overtro på de
muslimske nationer, "der havde immobiliseret et i bund og grund
dynamisk livssyn ... for at genopdage de oprindelige sandheder om
frihed, lighed og solidaritet i den hensigt at genskabe vore
moralske, sociale og politiske idealer, der oprindeligt var både
enkle og universelle."
|
 |
|
G. A. Parwez |
Parwez' enorme filosofiske arbejde er en virkeliggørelse af
Allama Iqbals ønske om at studere islam – ikke som en religion,
men som en dīn, et ord, der ikke har nogen parallel i vestlige sprog. Denne bog er – ligesom Parwez' mange bøger,
afhandlinger, forelæsninger og foredrag, hans fascinerende
fremstilling af Koranen (i tredive dele) og hans moderne
koranleksikon (i fire bind) – en redegørelse for kernen i ordet
dīn. Hans revolutionerende værker og foredrag har inspireret
en vidt udbredt kritisk bevægelse blandt intellektuelle såvel som
menigmand i Pakistan og har påvirket lignende strømninger i andre
lande. Centralorganet for hans bevægelse – månedsbladet
Tolu-e-Islam (islamisk daggry) – bliver ivrigt studeret både i
Pakistan og i udlandet. Parwez' omfangsrige arbejde har strakt sig
over mere end tredive år sideløbende med, at han varetog sine
officielle pligter som embedsmand. Da han blev pensioneret,
helligede han sig bevægelsen fuldt og helt; bl.a. som medlem af
Kommissionen for Islamisk Lov, der blev udpeget i henhold til
Pakistans forfatning af 1956.
Nærværende arbejde, det første af forfatterens værker, der er
oversat til engelsk (og nu også til dansk), er – som dets titel
antyder – et studie i islams ånd og kerne; ikke som religion, som
den hidtil er blevet kaldt, men som en udfordring til og en
protest imod al religion, der blot er et andet navn for det
historiske fænomen, der går under betegnelsen 'præstevælde', og
som der intet som helst belæg er for i Koranen. Islam er snarere
en modstander af 'præstevælde'. Ironisk nok har tendensen til
'præstevælde' langsomt udviklet sig i de muslimske samfund og har
efterhånden fået et fast greb om alt med relation til islams tro
og praksis. Inden for det muslimske samfund er Parwez' bevægelse
en af de mest vitale kræfter, der har genindtaget det
revolutionerende standpunkt – ligesom i islams første dage – at
udskifte begrebet religion med det begreb, der i Koranen kaldes
dīn. Ifølge Parwez er islam ikke navnet på den individuelle,
personlige oplevelse af et nært forhold til det Guddommelige.
Islam er i sin essens et livssyn, inden for hvilket både individet
såvel som fællesskabet har positiv mening og kan undergå en ubrudt
udvikling i det Dennesidige såvel som i det Hinsidige. Det er
udelukkende på basis af islams varige værdier, at menneskene kan
håbe på at udvikle sig – og vikle sig ud af – de mange rent
pragmatiske og amoralske tidsbegrænsede filosofier uden
forbindelse til et guddommeligt inspireret budskab, og derigennem
sikre deres fremtidige eksistens.
En stor del af den forvirring, der hersker i verden af i dag,
skyldes ikke den avancerede teknologiske og videnskabelige viden,
men benægtelse af den evigtgyldige menneskelige virkelighed og
afhængighed af Gud, der ikke kun er den evige giver af underhold
og viden, men som også – gennem Sit sendebud – vejleder os om de
bedste og mest rationelle måder til at skabe orden i menneskenes
vilkår. Islam er derfor ikke et personligt, individuelt
anliggende, men et kollektivt system; ikke et redskab til
personlig frelse men til global velfærd; ikke en modstander af
fornuft, men en befrier af den menneskelige fornuft; ikke en kilde
til overtro, men en radikal udfordring til al overtro; ikke en
fortaler for frygtsom konformitet, men en skaber af menneskeligt
mod og selvtillid; ikke et kald til forsagelse af det konkrete og
flugt fra virkeligheden, men et kald til at erobre og underlægge
sig naturens verden; ikke en tilhænger af status quo og tilsikrede
interesser, men et lysende pejlemærke for en total revolte imod
alle former for tyranni og udbytning. Det er, kort sagt, et stort
'JA' til livet og en komplet afvisning af det klynkende 'NEJ', som
det religiøse 'præstevælde' har brugt til at lænke det
guddommelige potentiale, som Gud har skabt i mennesket. Islam er
en udfordring til al religion.