Denne grundige oplæring i hele det idésystem, der traditionelt i muslimske samfund går under betegnelsen 'religion', dannede grundlaget for Parwez' kritiske studier af Den hellige Korans altomfattende budskab – ikke kun af islams og muslimernes historie og af menneskehedens pre-islamiske tro og praksis, men af alt med tilknytning til menneskets tænkning og ideologiske bevægelser op igennem historien. Resultatet af disse kritiske studier er en gennemgribende reevaluering af værdier – en reevaluering, der tidligere har figureret i den indisk-muslimske filosof Muhammad Iqbals (1877-1938) værker og som især viser sig i hans dybdeborende indsigt i islam som "en protest imod alle religioner i ordets oprindelige betydning." Det blev ikke Allama Iqbal forundt selv at videreudvikle denne oplivende og revolutionerende teori i et værk, han havde til hensigt at skrive som en 'Introduktion til studier i islam'. I en tid, hvor bitre sekteriske konflikter hærgede den islamiske verden, fastholdt han imidlertid nødvendigheden af at befri islam for "den hårde skal" af århundreders indflydelse af pre-islamisk overtro på de muslimske nationer, "der havde immobiliseret et i bund og grund dynamisk livssyn ... for at genopdage de oprindelige sandheder om frihed, lighed og solidaritet i den hensigt at genskabe vore moralske, sociale og politiske idealer, der oprindeligt var både enkle og universelle."

	G. A. Parwez

Parwez' enorme filosofiske arbejde er en virkeliggørelse af Allama Iqbals ønske om at studere islam – ikke som en religion, men som en dīn, et ord, der ikke har nogen parallel i vestlige sprog. Denne bog er – ligesom Parwez' mange bøger, afhandlinger, forelæsninger og foredrag, hans fascinerende fremstilling af Koranen (i tredive dele) og hans moderne koranleksikon (i fire bind) – en redegørelse for kernen i ordet dīn. Hans revolutionerende værker og foredrag har inspireret en vidt udbredt kritisk bevægelse blandt intellektuelle såvel som menigmand i Pakistan og har påvirket lignende strømninger i andre lande. Centralorganet for hans bevægelse – månedsbladet Tolu-e-Islam (islamisk daggry) – bliver ivrigt studeret både i Pakistan og i udlandet. Parwez' omfangsrige arbejde har strakt sig over mere end tredive år sideløbende med, at han varetog sine officielle pligter som embedsmand. Da han blev pensioneret, helligede han sig bevægelsen fuldt og helt; bl.a. som medlem af Kommissionen for Islamisk Lov, der blev udpeget i henhold til Pakistans forfatning af 1956.

Nærværende arbejde, det første af forfatterens værker, der er oversat til engelsk (og nu også til dansk), er – som dets titel antyder – et studie i islams ånd og kerne; ikke som religion, som den hidtil er blevet kaldt, men som en udfordring til og en protest imod al religion, der blot er et andet navn for det historiske fænomen, der går under betegnelsen 'præstevælde', og som der intet som helst belæg er for i Koranen. Islam er snarere en modstander af 'præstevælde'. Ironisk nok har tendensen til 'præstevælde' langsomt udviklet sig i de muslimske samfund og har efterhånden fået et fast greb om alt med relation til islams tro og praksis. Inden for det muslimske samfund er Parwez' bevægelse en af de mest vitale kræfter, der har genindtaget det revolutionerende standpunkt – ligesom i islams første dage – at udskifte begrebet religion med det begreb, der i Koranen kaldes dīn. Ifølge Parwez er islam ikke navnet på den individuelle, personlige oplevelse af et nært forhold til det Guddommelige. Islam er i sin essens et livssyn, inden for hvilket både individet såvel som fællesskabet har positiv mening og kan undergå en ubrudt udvikling i det Dennesidige såvel som i det Hinsidige. Det er udelukkende på basis af islams varige værdier, at menneskene kan håbe på at udvikle sig – og vikle sig ud af – de mange rent pragmatiske og amoralske tidsbegrænsede filosofier uden forbindelse til et guddommeligt inspireret budskab, og derigennem sikre deres fremtidige eksistens.