|
|
Glossar |
|
|
|
|
Vi har allerede i introduktionen gjort opmærksom på, at de
fleste af de ord og vendinger, der benyttes i Koranen i
forbindelse med dens lære og det system, den står for, ikke kan
oversættes korrekt til hverken engelsk eller noget andet sprog. I
nærværende værk har vi derfor ikke gjort forsøg på at kaste os ud
i dette næsten umulige forehavende. I stedet har vi brugt de
originale arabiske ord og vendinger alle de steder, hvor vi
frygtede, at meningen kunne blive forvansket i
oversættelsesproceduren. I dette glossar vil vi forsøge at
forklare den virkelige mening og sande betydning af alle sådanne
ord og vendinger. Det skal for god ordens skyld understreges, at
disse fortolkninger ikke er hverken subjektive eller ex cathedra,
men baseret på autoritative og universelt anerkendte leksika over
det arabiske sprog, som f.eks.:
- Lane: Arabic-English Lexicon.
- Lisān-ul-‘Arab.
- Tāj-ul-‘Arūs.
- Muhīt-ul-Muhīt.
- Rāghib: Mufradāt-ul-Qur'ān.
Disse fortolkninger understøttes også af sammenhængen i de
respektive koranpassager, som de forekommer i. Alle relevante ord
og vendinger er blevet udførligt behandlet i mit andet værk
Lughāt-ul-Qur'ān (koranleksikon), der er udgivet på urdu i
fire bind.
- ‘Adl (ain-dāl-lām): Betyder 'retfærdighed' – ikke kun
den form for retfærdighed, som domstolene beskæftiger sig med,
men retfærdighed i alle livets forhold. Retfærdighed er den
tilstand, hvor hvert enkelt individ får, hvad der tilkommer det
– ikke kun økonomisk, men også med hensyn til alle de
fundamentale rettigheder, der tilkommer det i kraft af at være
menneske. Koranen lægger stor vægt på ‘adl. Etablering af
‘adl er den koranske samfundsordens endelige mål.
Koranen foreskriver imidlertid ikke kun ‘adl, men også
ihsān: at kompensere en person for dens utilstrækkelighed og
genoprette dens balance. Økonomisk betyder retfærdighed f.eks.,
at hvert enkelt individ skal modtage det fulde udbytte af sit
arbejde; men i tilfælde, hvor dette ikke er tilstrækkeligt til
at tilfredsstille dets behov, må forskellen mellem individets
fortjeneste og behov udfyldes. Dette kaldes ihsān. Ihsān
er ikke kun med til at genetablere den enkeltes balance, men
også til at opretholde balance i samfundet.
- Adyān (dāl-ya-nūn): Flertalsform for dīn
(9). Ifølge Koranen er alle jordens folkeslag fra tid til anden
blevet velsignet med guddommelig vejledning gennem forskellige
anbīya (flertalsform for nabī (24)). Alle disse
anbīya var betroet den opgave at etablere den samme dīn
eller livssyn; men som tiden gik, forsømte deres tilhængere at
opretholde den dīn, som deres anbīya havde
etableret i sin oprindelige renhed. De afveg fra den rette kurs,
ændrede og omformede Guds åbenbarede vejledning og indsmuglede
elementer i den, der er fuldstændig fremmede for og i modstrid
med dens ånd. Dīn blev således reduceret til religion
(madhhab (20)) og mistede fuldstændig sin sjæl.
Koranen udelukker tilstedeværelsen af flere dīn og
betragter kun én dīn. Rent faktisk findes flertalsformen
af dīn (adyān) overhovedet ikke i Koranens tekst. Brugen
af flertalsformen adyān refererer derfor – også i
nærværende bog – udelukkende til de forskellige versioner af den
guddommelige vejledning, som er blevet givet menneskeheden
gennem forskellige anbīya.
- A‘māl-ul-hasanah: A‘māl er flertalsform af
‘amal, der betyder 'handling'. På engelsk/dansk taler man
ofte om 'gode og dårlige handlinger'; men Koranen bruger
vendinger som a‘māl-ul-hasanah og a‘māl-us-sayyi'ah,
som er langt mere vidtfavnende. Hasanāt betyder
handlinger, der er hasīn eller resulterer i skabelse af
husn (skønhed). Husn betyder også 'rigtige
proportioner'. Når en person handler i overensstemmelse med Guds
Lov, vil hver eneste handling hjælpe ham til at skabe husn
i sin egen personlighed, og til at bringe den i harmoni og
balance. Husn bidrager ydermere til at opretholde og
skabe harmoni og balance i samfundet og i universet som helhed.
Individet udvikler en harmonisk og afbalanceret personlighed, og
derved skabes et samfund uden ubalance og disharmoni – et
samfund, der sikrer alle sand lykke.
Koranen beskriver også handlinger, der er a‘māl-us-sayyi'ah.
Sayyi'ah er det modsatte af
hasanah
og står for handlinger, der forstyrrer balancen i individets
personlighed og resulterer i social ubalance.
Koranen beskriver flere egenskaber hos Gud, der kollektivt
kendes som al-asmā-ul-husnā, dvs. egenskaber, der er
sammensmeltet i et enkelt væsen i rigtige proportioner i perfekt
harmoni og ligevægt. Koranen opfordrer endvidere menneskene til
at udvikle disse guddommelige egenskaber i sig selv i samme
harmoni og balance – inden for det menneskeligt mulige
naturligvis. Det er det rette middel til at opnå personlighedens
vækst og endelige mål.
- A‘māl-us-sayyi'ah: Se a‘māl-ul-hasanah (3).
- Amr (alif-mīm-ra): På dansk er der kun ét ord, der
beskriver en tings opståen, nemlig 'skabelse'. Koranen omtaler
imidlertid to skabelses-stadier:
1. Den guddommelige planlægning, hvor Guds styrende energi
igangsætter en ufuldstændig genstand, der vil videreudvikle
sig til sin tilsigtede bestemmelse.
2. Den fysiske skabelsesproces, hvor genstanden antager den
tilsigtede fysiske form.
Skabelse involverer en sammensmeltning af flere elementer på en
ganske bestemt måde og i ganske bestemte proportioner, så der
skabes en fuldkommen ny genstand, som f.eks. vand, der opstår
ved en kombination af ilt og brint.
Hvordan den guddommelige planlægning opererer i de forskellige
stadier af amr, er ukendt for os; men den kan forstås ved
hjælp af de fysiske love. Mennesket kan faktisk ikke alene
forstå processen, men kan også samarbejde med Gud i den kreative
proces. De love, der styrer de forskellige objekter i universet,
er igangsat ved guddommelig planlægning (‘ālam-ul-amr);
men de håndhæves og fuldbyrdes i den fysiske verden (‘ālam-ul-khalq).
- Anbīya: Flertalsform for nabī (24).
- Bātil (ba-ta-lām): Se haqq (11).
- Birr (ba-ra-ra): Oversættes
almindeligvis til 'gode' eller 'fromme gerninger', men har i
virkeligheden en meget videre betydning, bl.a. stor, vid,
omfattende, stor af sind, udførlig, tilstrækkelig og rigelig.
Birr beskriver derfor en adfærd, der sikrer alle
borgere tilstrækkelig med livsfornødenheder ved at befri
individet for snæversyn og udvide dets personlighed og livssyn.
- Dīn (dāl-ya-nūn): Dette ord er blevet
brugt i mange forskellige betydninger, bl.a. magt, herredømme,
styrende magt, ejendomsret, magtudøvelse, ledelse, styring,
lovsamling, forfatning, Lov om Gengæld, en måde at måle
konsekvensen af menneskets handlinger, lydighed, underkastelse
og livssyn. Dīn omfatter alle disse aspekter.
Koranen beskriver islam som ad-dīn, der almindeligvis
oversættes til 'religion'; men med alle afskygninger af ordet
dīn in mente, må det være klart, at denne oversættelse ikke
kun er ukorrekt, men også forvansker og fuldstændig
tilsidesætter ordets virkelige
betydning. Islam er ikke en religion. Ikke et eneste sted i
Koranen beskrives islam som en religion (madhhab (20)).
Islam er en livsform, et livssyn, et socialt system, en
regeringsform og et lovsystem. Islam er den guddommelige orden,
der styrer hele universets liv og udvikling. Koranens hele mål
og hensigt er at etablere en universel orden baseret på gudgivne
livsværdier. Dette er ad-dīn.
- Hajj (ha-jīm-jīm): Den årlige forsamling af
delegerede fra det islamiske samfund, hvor menneskehedens
problemer diskuteres og søges løst i lyset af de guddommelige
love. Den virkelige hensigt med denne forsamling er skabelsen af
et universelt broderskab – den eneste løsning på menneskehedens
aktuelle problemer.
- Haqq (ha-qāf-qāf): Et meget omfattende koransk
begreb, der almindeligvis oversættes til 'sandhed' eller 'ret',
men har en meget videre betydning.
Ifølge Lane, er ordets primære betydning 'det, som opfylder
de krav, der stilles til visdom, retfærdighed, ret, sandhed,
virkelighed eller kendsgerninger. Det, en bestemt situation
eller sammenhæng kræver, som f.eks. at en dør kan åbnes eller
lukkes gnidningsløst. Den egenskab eller kvalitet at være
retfærdig, korrekt, redelig eller sanddru. At blive stadfæstet
eller bekræftet som en sandhed eller et faktum. Evig eksistens.
Gyldig, væsentlig eller virkelig. At eksistere som et
ubestrideligt faktum'.
Disse forskellige betydninger af ordet gør det klart, at
haqq på ingen måde er begrænset til tanker og idéer,
forestillinger og tro. Haqq står for de konstruktive
resultater af opfattelser og idéer, der manifesterer sig selv i
håndgribelig form og er i harmoni med tidernes skiftende behov.
Ingen tro eller teori i relation til denne verden kan beskrives
som haqq, medmindre dens sandhed stadfæstes af en positiv
manifestation af dens konstruktive muligheder. Disse
konstruktive resultater vil være varige og uforgængelige, for
ordet haqq bruges udelukkende om varige og uforgængelige
ting.
Modsætningen til haqq er bātil. Det skal
understreges, at bātil ikke udelukkende står for
destruktive idéer eller handlinger, men inkluderer al tænkning
og adfærd, der ikke fører til konstruktive resultater.
- Ihsān (ha-sīn-nūn): Se ‘adl
(1).
-
Imān (alif-mīm-nūn): At være overbevist, at
acceptere, at bekræfte, at stole på eller have tillid til.
Oversættes almindeligvis til 'tro' – og 'tro' betyder at
acceptere uden bevis eller argument, eller uden hensyntagen til
fornuft eller eftertanke, viden eller indsigt. Tro opfattes
generelt som en benægtelse af viden eller fornuft. Det siges
f.eks. om Kant, at han "fandt det nødvendigt at fornægte
viden for at give plads for tro."
Kant foreslår faktisk selv i Kritik af den rene fornuft
en tredeling af erkendelse i viden, opfattelse og
tro:
"Opfattelse er en dom, der helt igennem er utilstrækkelig –
ikke kun objektivt, men også subjektivt. Hvis vor dom kun er
subjektivt tilstrækkelig og samtidig anses for at være objektivt
utilstrækkelig, har vi det, der kaldes tro. Endelig, hvis en
ting anses for sand både subjektivt og objektivt, er det viden."
Ifølge Koranen er imān imidlertid ikke, hvad ovenfor
er beskrevet som tro, men hvad Kant kalder viden.
Imān er faktisk synonym med overbevisning og er
baseret på fornuft og viden. Koranen anerkender intet, der er
adskilt fra fornuft og involverer blind accept af et hvilket som
helst postulat, som imān. Ganske vist involverer
dīn accept af visse ting, der ikke kan forstås gennem
sanseindtryk; men der er ingen grund til at antage, at ting, der
ikke kan erkendes, ikke eksisterer overhovedet. Faktisk tvinger
vor fornuft og tænkning os til at anerkende eksistensen af mange
sådanne ting. Hvad der end sker, betyder
imān – ifølge Koranen – den overbevisning, der er
resultat af fuldkommen intellektuel accept og tilfredsstillelse.
Denne form for overbevisning giver en følelse af amn, af
indre tilfredsstillelse og fred (amn og
imān har fælles rod). En mu'min er én, der
accepterer sandheden på en sådan måde, at den sikrer ham indre
fred og hjælper ham til at arbejde for og værne om fred og
sikkerhed for hele menneskeheden. Al-Mu'min er én af Guds
egne egenskaber.
- Ithm (alif-tha-mīm): Koranen bruger flere forskellige
udtryk for 'forbrydelse' eller 'overtrædelse af Guds Lov'. Disse
udtryk bruges for at angive de forskellige virkninger eller
resultater af en forbrydelse. F.eks. burde en person, der ønsker
at holde sig til den rette vej i livet, holde sig til det
fællesskab, der er opstået til gavn for hele menneskeheden.
(Dette fællesskab kaldes ummat-un-muslimatun.) Hvis han
imidlertid opfører sig på en måde, der gør ham så svag, nedtrykt
og sløv, at han ikke er i stand til at holde trit med
fællesskabet og sakker agterud, er han skyldig i ithm.
Med andre ord: Enhver handling, der svækker den menneskelige
personlighed, falder ind under kategorien ithm.
På den anden side er der forbrydelser, der stimulerer ens
trods og tilskynder en til at overskride lovens grænser. Sådanne
forbrydelser benævnes ‘udwān (38). Begge disse kategorier
– ithm såvel som ‘udwān – er forbundet med
krænkelse af Guds Lov; kun virkningen er forskellig. Det skal
for god ordens skyld nævnes, at den gængse opfattelse af 'synd'
ikke eksisterer i islams etiske kodeks. Den opfattelse, at
krænkelse af guddommelige påbud er 'synd' og overtrædelse af
sociale love og regler er 'forbrydelse', er en vildfarelse og i
modstrid med det islamiske livssyn. Det islamiske samfund skal
virke for at håndhæve den guddommelige lov. Derfor udelukker den
dobbeltheden mellem Guds og samfundets love og påbud. Denne
dobbelthed er kun mulig i religion (madhhab), ikke i
dīn.
- Jahannam: Oversættes almindeligvis til 'Helvede' – et
ord, der dog ikke til fulde gengiver Koranens mening med
begrebet.
Ifølge Koranen har livet manifesteret sig selv i menneskelig
form efter at have gennemgået forskellige udviklingsstadier. Det
er det endelige led i udviklingen af liv i denne verden. Livet
er imidlertid ikke begrænset til denne verden, men fortsætter
efter døden. Det ophøjede liv, som et individ med en udviklet
personlighed er i stand til at leve efter livet i denne
materielle verden, kaldes det himmelske liv eller livet i
Janna. En mindre udviklet personlighed er derimod bestemt
til fortabelse, til et liv i Helvede eller i Jahannam.
Janna og Jahannam er ikke konkrete steder eller
lokaliteter, men betegner forskellige tilstande af det
menneskelige liv, som bliver beskrevet metaforisk. Det må også
være klart, at disse tilstande ikke udelukkende har forbindelse
med livet i det Hinsidige, men har deres begyndelse i denne
materielle verden. En social orden baseret på Koranens
principper resulterer i en lykkelig situation, hvor alle
livsfornødenheder er til rådighed i overflod og er sikret på
yderst rimelig vis, som det sømmer sig for menneskelig
værdighed. Dette giver virkelig lykke, fred og harmoni i sjælen.
Dette kaldes himmelsk liv (Janna). Et samfund baseret på
principper, der står fjernt fra Guds Lov, fører derimod angst og
utilfredshed med sig. Dette kaldes et helvedes liv
(Jahannam). Jahannam er et hebræisk ord sammensat af je
og hinnom (dansk: Gehenna) og betyder hinnoms dal.
Det var en dalkløft syd for Jerusalem, hvor børn blev brændt
levende og ofret til den oldsemitiske stammegud Molok.
Jahannam betegner derfor en tilstand, hvor menneskeheden er
styrtet i fordærv. På arabisk bruges ordet jahīm ofte i
denne betydning. Det betyder 'forhindre' og betegner en
tilstand, hvor den menneskelige udvikling stagnerer i stedet for
at videreudvikle sig.
- Janna (jīm-nūn-nūn): Se Jahannam (15).
- Khair (kha-ya-ra): Oversættes almindeligvis
til 'god' i modsætning til sharr, der oversættes til
'ond'. Heller ikke disse ord gengiver nøjagtigt Koranens mening
med ordene.
Mennesket er udstyret med mangfoldige evner. Bruges disse
evner i overensstemmelse med Guds Lov, vil mennesket udvikle
både sin egen personlighed og bidrage til menneskehedens velfærd
som sådan. Dette er khair. Når mennesket derimod bruger
sine evner i modstrid med Guds Lov, vil individets personlighed
gå i opløsning og skade menneskehedens interesser. Dette er
sharr. Også de menneskelige evner, der ikke bliver
brugt konstruktivt, hører under betegnelsen sharr.
Redegørelsen for begreberne khair og sharr
giver også svar på spørgsmålet om, hvorfor Gud, der selv er
khair, har skabt
sharr. Sharr er nemlig i virkeligheden ikke en gudskabt
uafhængig egenskab eller kraft: Mennesket skabes med fri vilje,
og når det efter eget valg bruger sine evner til destruktive
formål, resulterer det i sharr.
- Khalq (kha-lām-qāf): Se amr (5).
- Kufr (kāf-fa-ra): Dette er modsætningen til –
eller fornægtelsen af – imān (13). Det betyder at
fornægte sandheden, at forhindre, bekæmpe eller trodse Guds Lov.
Grundbetydningen af ordet er at 'dække' eller 'skjule'. Den, der
fornægter sandheden, forsøger i virkeligheden at skjule den og
kaldes derfor en kāfir. Kufr betyder åbenlys fornægtelse,
ikke hykleri. Hykleren foregiver at tro på noget, han ikke
accepterer i hjertet, medens kāfir'en på sin side i det
mindste er så oprigtig at bekende sin opfattelse åbenlyst. Det
er derfor, Koranen fordømmer hykleren og forviser ham til
Helvedes dyb.
Definitionen af kufr er imidlertid ikke begrænset til
fornægtelse af sandheden, men omfatter også hemmeligholdelse
eller tilbageholdelse af livsfornødenheder, som Gud har skabt
til gavn for hele menneskeheden, og som Han ønsker tilgængelige
for alle.1
- Madhhab (dhāl-ha-ba): Betyder ordret 'vej' eller
'retning'. Ordet forekommer ikke i Koranen, og i islamisk
jurisprudens (fiqh) står det for 'lovskole'. Det danske
ord 'religion' oversættes bedst til madhhab. At islam på
dansk generelt beskrives som 'religion' er en fundamental
vildfarelse. Det skal her igen pointeres, at islam er en dīn
(9), ikke en madhhab. Vor tids eneste guddommelige
dīn er islam, hvis principper og forskrifter er nedfældet og
bevaret i Koranen.
- Maghfira (ghain-fa-ra): Oversættes
almindeligvis til 'tilgivelse'. Koranens Lov om Gengæld benægter
imidlertid selve begrebet 'tilgivelse'. Enhver menneskelig
handling har – ifølge denne lov – en naturlig og logisk
konsekvens, for hvilken der ikke kan være tale om tilgivelse.
Den korrekte betydning af ordet maghfira er at 'dække'
eller 'beskytte'. F.eks. hedder den hjelm eller det dække, der
beskytter en krigers hoved og hals, mighfar.
Den indre modstandskraft er den første forudsætning for at
forebygge sygdom: Kroppen må have den nødvendige styrke til at
modstå angreb fra kræfter, der skader helbredet. Hvis angrebet
imidlertid er for stærkt, og personen bliver syg, må hans
modstandskraft styrkes for at forhindre, at sygdommen tager en
skæbnesvanger drejning – og i stedet helbreder den. Denne
forebyggende og helbredende proces kaldes maghfira.
Oprigtig hengivelse til Guds Lov giver mennesket den nødvendige
styrke til at modstå livets destruktive kræfter; men farer
mennesket vild og gør sig skyldig i overtrædelse af denne lov,
vil dets personlighed svækkes. Bevidst god opførsel er det
bedste middel til at råde bod på situationen, til at genvinde
styrke, og til at undgå skadelige virkninger af forseelsen.
Dette kaldes maghfira.
- Malā'ika (alif-lām-kāf eller mīm-lām-kāf):
Oversættes almindeligvis til 'engle'; men den almindelige
opfattelse af ordet er meget forskellig fra Koranens brug af
ordet. Universet kan opdeles i to dele: Den materielle verden,
som vi kan opfatte med vore sanser, og den verden, der ligger
uden for vor fatteevne. Koranen bruger i første instans ordet
malā'ika om kræfter, der er på færde i naturen. Når den
f.eks. i den billedlige fortælling om Adam siger, at malā'ika'erne
kastede sig ned for Adam, betyder det, at mennesket er blevet
givet evne til at erobre og underlægge sig naturens kræfter.
Koranens betydning af malā'ika
omfatter foruden fysiske kræfter også de psykiske kræfter i
det enkelte menneskes indre. Når ordet bruges med henvisning til
den anden del af universet – den del, der ligger uden for vor
fatteevne – står malā'ika for de kræfter, der dér
arbejder på at opfylde Guds hensigter og således i praksis
virkeliggør den guddommelige verdensorden. I denne betydning
omfatter ordet også de kræfter, ved hvis mellemkomst Guds ord op
igennem tiderne blev åbenbaret til de forskellige anbīya
(6). I denne betydning kan malā'ika derfor også kaldes
'sendebud' eller 'budbringer'.
Malā'ika'er er ikke udstyret med nogen form for vilje
eller selvstændig magt. De helliger sig udelukkende de opgaver,
de er bestemt til at løse, og kan ikke handle på anden måde, end
de gør. Mennesket er det eneste væsen i hele universet, der er
udstyret med en fri vilje og uafhængig magt.
- Mushrik (shīn-ra-kāf): Én, der er skyldig i
shirk (33). Flertalsform: mushrikīn.
- Nabī (nūn-ba-alif eller nūn-ba-wau): Oversættes
almindeligvis til profet (én, der profeterer, forudsiger). Denne
oversættelse er ukorrekt og misvisende. Nabī er ikke
afledt af nabaun, der betyder 'at informere'. I gamle
dage blev ordet nabī brugt om en person tilknyttet det
jødiske tempel med den specielle opgave at forudsige kommende
begivenheder. I Koranen bruges ordet som afledt af nabwatun,
der betyder et 'ophøjet sted', dvs. en person, der er hævet over
andre – med andre ord én, der lever i denne materielle verden,
men også kan sanse det skjulte Hinsidige, fordi han modtager
guddommelig åbenbaring. En nabī's opgave er nubuwwa,
at modtage guddommelig vejledning gennem åbenbaring. (Se også
rasūl
(28))
- Nubuwwa: Den opgave, der består i at modtage
guddommelig vejledning gennem åbenbaring. (Se nabī
(24))
- Qur'ān (qāf-ra-alif): Koranen, den bog, som
Gud åbenbarede til Muhammad (må Herrens fred og velsignelser
være med ham), der videregav den til muslimerne i den form, som
vi kender i dag. Historisk-videnskabelig forskning beviser uden
skygge af tvivl, at ikke så meget som et komma er blevet ændret
i den originale korantekst, og ifølge Koranen selv vil den ej
heller blive ændret i fremtiden. Dette er Koranens enestående
særkende, som ikke deles af andre eksisterende åbenbarede bøger.
Koranen rummer den dīn, der blev åbenbaret til tidligere
anbīya, i dens sande og perfekte form. Denne bog er ikke kun
en etik- og moralkodeks, men en vejledning og et regelsæt for
alle livets sammenhænge. Koranen er, ifølge islam, den endelige
autoritet i spørgsmål om dīn. De påbud og principper, som
Koranen indeholder, er hjørnestenene i et islamisk samfund, og
dens regler udgør den ramme, inden for hvilken en islamisk stats
love bør formuleres. Koranens principper, grænser eller rammer
er uforanderlige; men de love, som staten udsteder inden for
disse hjørnesten, kan ændres i takt med skiftende behov og
omstændigheder. Koranen er den sidste af hellige skrifter, fordi
nubuwwa ophørte med Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham). Følgelig kan ingen menneskelig
opfattelse eller udtalelse i spørgsmål om dīn opfattes
som autoritativ. Ej heller kan nogen menneskeskabt lov i
modstrid med Koranen opfattes som bindende for muslimer. Koranen
er en vejledning for hele menneskeheden og overskrider barrierer
som tid og rum. Den islamiske stat er et redskab til at håndhæve
de love og påbud, der er indeholdt i Koranen.
- Rabb (ra-ba-ba): Oversættes almindeligvis til
'Herre'; men heller ikke dette ord gengiver til fulde meningen
med det arabiske forlæg. Rabb betyder en, der gør det
muligt for en ting eller person at vokse og udvikle sig – og i
sidste ende realisere alle sine potentialer. Den proces, ved
hvilken et væsen (eller ting) fuldbyrder eller realiserer sig
selv, kaldes rubūbiyya. Intet i universet bliver til i
fuldbyrdet tilstand, men fødes med visse muligheder, der – hvis
de bliver udviklet og realiseret – kan gøre personen (eller
tingen) til det, der er dens bestemmelse. Ligesom andre ting og
væsener i universet, er mennesket udstyret med mangfoldige
muligheder, der – hvis de udvikles rigtigt – kan gøre det muligt
at bevæge sig fra det dyriske til det menneskelige stade.
Koranen opfordrer til etablering af en social orden, i hvilken
hvert enkelt individ har mulighed for at udvikle og realisere
sine latente fysiske og åndelige potentialer. Et sådant system
kaldes rubūbiyya, og etablering af dette system er det
endelige mål og hensigt med islam.
- Rasūl (ra-sīn-lām) (flertal
rusul): En nabī's opgave består ikke udelukkende i
at modtage guddommelig vejledning – det er blot begyndelsen.
Roden af ordet rasūl betyder 'sendebud' eller 'den, der
har et budskab at overbringe'. Det er nabī'ens opgave at
overbringe menneskeheden det budskab, Gud åbenbarer til ham –
uden at foretage den mindste ændring deri, og det er i kraft af
denne funktion, at han kaldes en rasūl. Men selv den mest
redelige videregivelse af det guddommelige budskab fuldender
ikke rasūl'ens opgave. Han er også ansvarlig for at
oprette en social orden i overensstemmelse med de principper,
som det guddommelige budskab indeholder. Med andre ord er det
hans opgave 'at etablere Guds rige på jorden'. Det er hans
opgave at gøre en ende på de selvbestaltede politiske og
religiøse lederes tyranni og undertrykkelse og at etablere en
social orden, hvor mennesker ikke vil være afhængige af andre og
ikke vil være underlagt andet end Guds Lov. Rasūl'en
fremstår derfor som en revolutionær, der ikke bare giver løfter,
men i praksis ved eksemplets magt etablerer Guds Lov og søger at
bringe alle mennesker under dens herredømme. Dette er rasūl'ens
egentlige opgave og kaldes risāla.
Set i lyset af denne forklaring, står det klart, at nabī
og rasūl er to sider af samme sag. En nabī er
også rasūl og vice versa.
Nubuwwa eller modtagelse af guddommelig åbenbaring og
vejledning sluttede med Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham). Den vejledning, han modtog, er
bevaret fuldt og helt i Koranen. Det påhviler den menighed eller
umma, der tror på Koranen, at overbringe Guds budskab til
menneskeheden og at etablere en samfundsorden i overensstemmelse
med budskabets principper.
- Rubūbiyya: Se rabb (27).
- Rūh (ra-wau-ha): Oversættes almindeligvis til
'sjæl' eller 'ånd'. 'Sjæl' er et begreb, der stammer fra den
græske filosofi, og 'ånd' har en speciel mening i kristen
metafysik. Koranens opfattelse af rūh er imidlertid
væsentlig forskellig fra både 'sjæl' og 'ånd'. Den mest
træffende oversættelse ville være 'guddommelig energi', der
kommer til udtryk i en fri og selvbestemmende vilje. Kun Gud
besidder en fri vilje, som Han tildeler menneskene – ingen andre
væsener får del i denne kraft. Koranen fastholder, at den frie
viljes kraft ikke er en del af menneskets naturlige beskaffenhed
og derfor ikke kan kaldes en 'fysisk kraft'. Det er en kraft,
som Gud specielt indgiver menneskene. Dette forklarer, hvorfor
Gud har beskrevet den som 'Sin rūh' – den menneskelige
personlighed, der bærer den frie vilje.
Dette må imidlertid ikke blive opfattet som at den menneskelige
personlighed er en del af den guddommelige personlighed.
Personlighed er absolut udelelig. Ingen personlighed kan derfor
være del af en anden personlighed. Vi har alle hørt om den
vildfarelse, at menneskets ånd er en del af Guds ånd i den
fysiske verden, og at målet for og hensigten med menneskets liv
på jorden er at rense sin sjæl for dens fysiske urenheder, for
at den igen må blive del af den guddommelige ånd. Denne
misforståelse strider ganske imod Koranens ånd. Gud har udstyret
hvert individ med en rudimentær personlighed, og hensigten med
det jordiske liv er at udvikle denne personlighed således, at
mennesket efter døden kan fortsætte sin rejse.
Ordet rūh bruges også i Koranen i andre betydninger; men
i nærværende bog bruges den udelukkende i den oven for beskrevne
betydning. Derfor er de andre betydninger ikke forklaret her.
- Shaitān (shīn-ta-nūn): Mennesket er udrustet
med mangfoldige evner og har frihed til at bruge dem, som det
vil. Disse evner omfatter dets impulser. Hvis mennesket bruger
disse evner i overensstemmelse med Guds Lov, vil det føre til
resultater, der kan bidrage til hele menneskehedens ve og vel.
Hvis mennesket derimod bruger sine evner i modstrid med Guds
Lov, vil det føre til destruktive resultater. Den impuls, der
tilskynder mennesket til at bruge sine evner i modstrid med Guds
Lov, kaldes shaitān. Det almindelig danske ord herfor,
'djævelen' eller 'satan', udtrykker ikke klart Koranens
betydning af ordet.
Ordet shaitān er også blevet brugt om trodsige og
oprørte mennesker. Med andre ord om sådanne mennesker, der selv
trodser Guds Lov og også opfordrer andre til at gøre det samme.
Eftersom destruktive aktiviteter uundgåeligt medfører
frustrationer og sorg, bliver shaitān også kaldt
iblīs – et skuffet væsen, der ikke er i stand til at
skabe livslykke.
- Sharr (shīn-ra-ra): Se khair (17).
- Shirk (shīn-ra-kāf): At underkaste sig
menneskeskabte love sammen med eller under udelukkelse af Guds
Lov. Islam forbyder lydighed mod andre love end dem, der er
udformet af Gud. I virkeligheden er ikke kun reel underkastelse
under andre love, men også troen på, at noget sådant er tilladt,
ensbetydende med shirk. Polyteisme forstås almindeligvis
som tilbedelse af afguder. Det er selvfølgelig rigtigt, at
afgudsdyrkelse – eller tilbedelse af andre af naturens kræfter –
er shirk; men denne definition er langt fra udtømmende.
Ej heller er disse former for afgudsdyrkelse de mest alvorlige,
for de har i regelen deres udspring i uvidenhed. Den mest
afskyelige form for shirk er underkastelse under andre
love end Guds. Fra et islamisk synspunkt er det vigtigste
lydighed – ikke tilbedelse. Muslimer adlyder Gud, de tilbeder
Ham ikke i ordets almindelige betydning.
- Taqdīr (qāf-dāl-ra): Dette ord oversættes
almindeligvis til 'skæbne', og troen på skæbnens uafvendelighed
opfattes af mange som et fundamentalt princip i islam. Dette er
en fuldstændig misforståelse. Et livssyn, der er baseret på
menneskets frie vilje kan umuligt have noget som helst med
fatalisme at gøre. Menneskets frie vilje og skæbnens
uafvendelighed er ganske modstridende principper.
Hvis en mangosten lægges i jorden og passes og plejes med
omhu, vil den vokse til et mangotræ, der med tiden vil bære
mangofrugter. Realiseringen af mangostenens potentiale kaldes
taqdīr. 'Bestemmelse' er en mere præcis oversættelse af
taqdīr. Mangotræet er mangostenens bestemmelse. Hvis
stenen ikke vokser til et træ, opfylder den ikke sin
bestemmelse: Dette er mangostenens skæbne.
Mennesket er udstyret med mangfoldige potentialer. Hvis
mennesket vedholdende følger den rette vej, vil dets muligheder
gradvist realisere sig, og dets personlighed vil udvikle sig til
at nå et perfekt menneskeligt stade i dette liv, der også vil
omfatte de udviklingsstadier, der venter i det hinsidige liv.
Denne udvikling af individet kaldes taqdīr.
- Taqwā (wau-qāf-ya): Oversættes almindeligvis
til 'fromhed', der dog ikke udtrykker ordets virkelige mening
til fulde. Afvigelse fra den rette vej fører til menneskets
ruin. Taqwā hjælper det med at holde sig på den rette vej
og frelse det fra ødelæggelse. Blot at frelse sig selv fra at gå
til grunde er en negativ dyd, hvorimod Koranen anser livets
positive aspekt for at være af fundamental betydning. I den
sammenhæng omfatter taqwā
ikke kun det at frelse sig selv fra destruktive kræfter, men
også at stabilisere ens personlighed ved at fremtvinge
overholdelse af Guds Lov. Mere konkret betyder det, redeligt og
effektivt at opfylde alle de pligter, som Gud gennem åbenbaring
har pålagt mennesket. Denne betydning er vid nok til at omfatte
ædel karakter og ren vandel. Én, der lever et liv i taqwā
er en muttaqi.
- Tawhīd (alif-ha-dāl): At adlyde Guds Lov under
udelukkelse af alle andre. Som allerede nævnt under Qur'ān
(26), er denne lov nedfældet i Koranen.
- Tawba (ta-wau-ba): Hvis et menneske på sin vej
kommer til et vejkryds, drejer, fortsætter og efter nogen tid
indser, at han befinder sig på den forkerte vej, og at denne
ikke vil bringe ham til sit mål, må han vende om og gå tilbage
til det sted, hvor han drejede til den forkerte side. Denne form
for tilbagevenden kaldes tawba.
Det er indlysende, at en tilbagevenden til vejkrydset ikke
umiddelbart vil føre mennesket til sit mål. Det må også vælge
den rette vej. Tawba dækker således alle tre aspekter af
denne proces: At indse sin fejl, at følge sine spor tilbage og
derefter slå ind på den rette vej.
- ‘Udwān (ain-dāl-wau): Se ithm (14).
|
|
|
|
|
|
1. Kufr omfatter således også det ikke at udvise omsorg for ens medmennesker, dvs.
ikke at ville dele hverken materielle eller andre goder så som tid, indsigt og viden,
kærlighed eller andre menneskelige ressourcer med dem. Se f.eks. Koranen 3:92,
4:36-38, 41:6-8 og 107:1-7. (overs.) |
|
|
|
|
|