Vi har allerede i introduktionen gjort opmærksom på, at de fleste af de ord og vendinger, der benyttes i Koranen i forbindelse med dens lære og det system, den står for, ikke kan oversættes korrekt til hverken engelsk eller noget andet sprog. I nærværende værk har vi derfor ikke gjort forsøg på at kaste os ud i dette næsten umulige forehavende. I stedet har vi brugt de originale arabiske ord og vendinger alle de steder, hvor vi frygtede, at meningen kunne blive forvansket i oversættelsesproceduren. I dette glossar vil vi forsøge at forklare den virkelige mening og sande betydning af alle sådanne ord og vendinger. Det skal for god ordens skyld understreges, at disse fortolkninger ikke er hverken subjektive eller ex cathedra, men baseret på autoritative og universelt anerkendte leksika over det arabiske sprog, som f.eks.:

1. Lane: Arabic-English Lexicon.
2. Lisān-ul-‘Arab.
3. Tāj-ul-‘Arūs.
4. Muhīt-ul-Muhīt.
5. Rāghib: Mufradāt-ul-Qur'ān.

Disse fortolkninger understøttes også af sammenhængen i de respektive koranpassager, som de forekommer i. Alle relevante ord og vendinger er blevet udførligt behandlet i mit andet værk Lughāt-ul-Qur'ān (koranleksikon), der er udgivet på urdu i fire bind.

1. ‘Adl (ain-dāl-lām): Betyder 'retfærdighed' – ikke kun den form for retfærdighed, som domstolene beskæftiger sig med, men retfærdighed i alle livets forhold. Retfærdighed er den tilstand, hvor hvert enkelt individ får, hvad der tilkommer det – ikke kun økonomisk, men også med hensyn til alle de fundamentale rettigheder, der tilkommer det i kraft af at være menneske. Koranen lægger stor vægt på ‘adl. Etablering af ‘adl er den koranske samfundsordens endelige mål.
   
   Koranen foreskriver imidlertid ikke kun ‘adl, men også ihsān: at kompensere en person for dens utilstrækkelighed og genoprette dens balance. Økonomisk betyder retfærdighed f.eks., at hvert enkelt individ skal modtage det fulde udbytte af sit arbejde; men i tilfælde, hvor dette ikke er tilstrækkeligt til at tilfredsstille dets behov, må forskellen mellem individets fortjeneste og behov udfyldes. Dette kaldes ihsān. Ihsān er ikke kun med til at genetablere den enkeltes balance, men også til at opretholde balance i samfundet.
    
2. Adyān (dāl-ya-nūn): Flertalsform for dīn (9). Ifølge Koranen er alle jordens folkeslag fra tid til anden blevet velsignet med guddommelig vejledning gennem forskellige anbīya (flertalsform for nabī (24)). Alle disse anbīya var betroet den opgave at etablere den samme dīn eller livssyn; men som tiden gik, forsømte deres tilhængere at opretholde den dīn, som deres anbīya havde etableret i sin oprindelige renhed. De afveg fra den rette kurs, ændrede og omformede Guds åbenbarede vejledning og indsmuglede elementer i den, der er fuldstændig fremmede for og i modstrid med dens ånd. Dīn blev således reduceret til religion (madhhab (20)) og mistede fuldstændig sin sjæl.
   
   Koranen udelukker tilstedeværelsen af flere dīn og betragter kun én dīn. Rent faktisk findes flertalsformen af dīn (adyān) overhovedet ikke i Koranens tekst. Brugen af flertalsformen adyān refererer derfor – også i nærværende bog – udelukkende til de forskellige versioner af den guddommelige vejledning, som er blevet givet menneskeheden gennem forskellige anbīya.
    
3. A‘māl-ul-hasanah: A‘māl er flertalsform af ‘amal, der betyder 'handling'. På engelsk/dansk taler man ofte om 'gode og dårlige handlinger'; men Koranen bruger vendinger som a‘māl-ul-hasanah og a‘māl-us-sayyi'ah, som er langt mere vidtfavnende. Hasanāt betyder handlinger, der er hasīn eller resulterer i skabelse af husn (skønhed). Husn betyder også 'rigtige proportioner'. Når en person handler i overensstemmelse med Guds Lov, vil hver eneste handling hjælpe ham til at skabe husn i sin egen personlighed, og til at bringe den i harmoni og balance. Husn bidrager ydermere til at opretholde og skabe harmoni og balance i samfundet og i universet som helhed. Individet udvikler en harmonisk og afbalanceret personlighed, og derved skabes et samfund uden ubalance og disharmoni – et samfund, der sikrer alle sand lykke.
   
   Koranen beskriver også handlinger, der er a‘māl-us-sayyi'ah. Sayyi'ah er det modsatte af hasanah og står for handlinger, der forstyrrer balancen i individets personlighed og resulterer i social ubalance.
   
   Koranen beskriver flere egenskaber hos Gud, der kollektivt kendes som al-asmā-ul-husnā, dvs. egenskaber, der er sammensmeltet i et enkelt væsen i rigtige proportioner i perfekt harmoni og ligevægt. Koranen opfordrer endvidere menneskene til at udvikle disse guddommelige egenskaber i sig selv i samme harmoni og balance – inden for det menneskeligt mulige naturligvis. Det er det rette middel til at opnå personlighedens vækst og endelige mål.
    
4. A‘māl-us-sayyi'ah: Se a‘māl-ul-hasanah (3).
    
5. Amr (alif-mīm-ra): På dansk er der kun ét ord, der beskriver en tings opståen, nemlig 'skabelse'. Koranen omtaler imidlertid to skabelses-stadier:

6. Anbīya: Flertalsform for nabī (24).
    
7. Bātil (ba-ta-lām): Se haqq (11).
    
8. Birr (ba-ra-ra): Oversættes almindeligvis til 'gode' eller 'fromme gerninger', men har i virkeligheden en meget videre betydning, bl.a. stor, vid, omfattende, stor af sind, udførlig, tilstrækkelig og rigelig. Birr beskriver derfor en adfærd, der sikrer alle borgere tilstrækkelig med livsfornødenheder ved at befri individet for snæversyn og udvide dets personlighed og livssyn.
    
9. Dīn (dāl-ya-nūn): Dette ord er blevet brugt i mange forskellige betydninger, bl.a. magt, herredømme, styrende magt, ejendomsret, magtudøvelse, ledelse, styring, lovsamling, forfatning, Lov om Gengæld, en måde at måle konsekvensen af menneskets handlinger, lydighed, underkastelse og livssyn. Dīn omfatter alle disse aspekter.
   
   Koranen beskriver islam som ad-dīn, der almindeligvis oversættes til 'religion'; men med alle afskygninger af ordet dīn in mente, må det være klart, at denne oversættelse ikke kun er ukorrekt, men også forvansker og fuldstændig tilsidesætter ordets virkelige betydning. Islam er ikke en religion. Ikke et eneste sted i Koranen beskrives islam som en religion (madhhab (20)). Islam er en livsform, et livssyn, et socialt system, en regeringsform og et lovsystem. Islam er den guddommelige orden, der styrer hele universets liv og udvikling. Koranens hele mål og hensigt er at etablere en universel orden baseret på gudgivne livsværdier. Dette er ad-dīn.
    
10. Hajj (ha-jīm-jīm): Den årlige forsamling af delegerede fra det islamiske samfund, hvor menneskehedens problemer diskuteres og søges løst i lyset af de guddommelige love. Den virkelige hensigt med denne forsamling er skabelsen af et universelt broderskab – den eneste løsning på menneskehedens aktuelle problemer.
     
11. Haqq (ha-qāf-qāf): Et meget omfattende koransk begreb, der almindeligvis oversættes til 'sandhed' eller 'ret', men har en meget videre betydning.
    
    Ifølge Lane, er ordets primære betydning 'det, som opfylder de krav, der stilles til visdom, retfærdighed, ret, sandhed, virkelighed eller kendsgerninger. Det, en bestemt situation eller sammenhæng kræver, som f.eks. at en dør kan åbnes eller lukkes gnidningsløst. Den egenskab eller kvalitet at være retfærdig, korrekt, redelig eller sanddru. At blive stadfæstet eller bekræftet som en sandhed eller et faktum. Evig eksistens. Gyldig, væsentlig eller virkelig. At eksistere som et ubestrideligt faktum'.
    
    Disse forskellige betydninger af ordet gør det klart, at haqq på ingen måde er begrænset til tanker og idéer, forestillinger og tro. Haqq står for de konstruktive resultater af opfattelser og idéer, der manifesterer sig selv i håndgribelig form og er i harmoni med tidernes skiftende behov. Ingen tro eller teori i relation til denne verden kan beskrives som haqq, medmindre dens sandhed stadfæstes af en positiv manifestation af dens konstruktive muligheder. Disse konstruktive resultater vil være varige og uforgængelige, for ordet haqq bruges udelukkende om varige og uforgængelige ting.
    
    Modsætningen til haqq er bātil. Det skal understreges, at bātil ikke udelukkende står for destruktive idéer eller handlinger, men inkluderer al tænkning og adfærd, der ikke fører til konstruktive resultater.
     
12. Ihsān (ha-sīn-nūn): Se ‘adl (1).
     
13. Imān (alif-mīm-nūn): At være overbevist, at acceptere, at bekræfte, at stole på eller have tillid til. Oversættes almindeligvis til 'tro' – og 'tro' betyder at acceptere uden bevis eller argument, eller uden hensyntagen til fornuft eller eftertanke, viden eller indsigt. Tro opfattes generelt som en benægtelse af viden eller fornuft. Det siges f.eks. om Kant, at han "fandt det nødvendigt at fornægte viden for at give plads for tro."
    
    Kant foreslår faktisk selv i Kritik af den rene fornuft en tredeling af erkendelse i viden, opfattelse og tro:

    "Opfattelse er en dom, der helt igennem er utilstrækkelig – ikke kun objektivt, men også subjektivt. Hvis vor dom kun er subjektivt tilstrækkelig og samtidig anses for at være objektivt utilstrækkelig, har vi det, der kaldes tro. Endelig, hvis en ting anses for sand både subjektivt og objektivt, er det viden."

    Ifølge Koranen er imān imidlertid ikke, hvad ovenfor er beskrevet som tro, men hvad Kant kalder viden. Imān er faktisk synonym med overbevisning og er baseret på fornuft og viden. Koranen anerkender intet, der er adskilt fra fornuft og involverer blind accept af et hvilket som helst postulat, som imān. Ganske vist involverer dīn accept af visse ting, der ikke kan forstås gennem sanseindtryk; men der er ingen grund til at antage, at ting, der ikke kan erkendes, ikke eksisterer overhovedet. Faktisk tvinger vor fornuft og tænkning os til at anerkende eksistensen af mange sådanne ting. Hvad der end sker, betyder imān – ifølge Koranen – den overbevisning, der er resultat af fuldkommen intellektuel accept og tilfredsstillelse. Denne form for overbevisning giver en følelse af amn, af indre tilfredsstillelse og fred (amn og imān har fælles rod). En mu'min er én, der accepterer sandheden på en sådan måde, at den sikrer ham indre fred og hjælper ham til at arbejde for og værne om fred og sikkerhed for hele menneskeheden. Al-Mu'min er én af Guds egne egenskaber.
     
14. Ithm (alif-tha-mīm): Koranen bruger flere forskellige udtryk for 'forbrydelse' eller 'overtrædelse af Guds Lov'. Disse udtryk bruges for at angive de forskellige virkninger eller resultater af en forbrydelse. F.eks. burde en person, der ønsker at holde sig til den rette vej i livet, holde sig til det fællesskab, der er opstået til gavn for hele menneskeheden. (Dette fællesskab kaldes ummat-un-muslimatun.) Hvis han imidlertid opfører sig på en måde, der gør ham så svag, nedtrykt og sløv, at han ikke er i stand til at holde trit med fællesskabet og sakker agterud, er han skyldig i ithm. Med andre ord: Enhver handling, der svækker den menneskelige personlighed, falder ind under kategorien ithm.
    
    På den anden side er der forbrydelser, der stimulerer ens trods og tilskynder en til at overskride lovens grænser. Sådanne forbrydelser benævnes ‘udwān (38). Begge disse kategorier – ithm såvel som ‘udwān – er forbundet med krænkelse af Guds Lov; kun virkningen er forskellig. Det skal for god ordens skyld nævnes, at den gængse opfattelse af 'synd' ikke eksisterer i islams etiske kodeks. Den opfattelse, at krænkelse af guddommelige påbud er 'synd' og overtrædelse af sociale love og regler er 'forbrydelse', er en vildfarelse og i modstrid med det islamiske livssyn. Det islamiske samfund skal virke for at håndhæve den guddommelige lov. Derfor udelukker den dobbeltheden mellem Guds og samfundets love og påbud. Denne dobbelthed er kun mulig i religion (madhhab), ikke i dīn.
     
15. Jahannam: Oversættes almindeligvis til 'Helvede' – et ord, der dog ikke til fulde gengiver Koranens mening med begrebet.
    
    Ifølge Koranen har livet manifesteret sig selv i menneskelig form efter at have gennemgået forskellige udviklingsstadier. Det er det endelige led i udviklingen af liv i denne verden. Livet er imidlertid ikke begrænset til denne verden, men fortsætter efter døden. Det ophøjede liv, som et individ med en udviklet personlighed er i stand til at leve efter livet i denne materielle verden, kaldes det himmelske liv eller livet i Janna. En mindre udviklet personlighed er derimod bestemt til fortabelse, til et liv i Helvede eller i Jahannam.
    
    Janna og Jahannam er ikke konkrete steder eller lokaliteter, men betegner forskellige tilstande af det menneskelige liv, som bliver beskrevet metaforisk. Det må også være klart, at disse tilstande ikke udelukkende har forbindelse med livet i det Hinsidige, men har deres begyndelse i denne materielle verden. En social orden baseret på Koranens principper resulterer i en lykkelig situation, hvor alle livsfornødenheder er til rådighed i overflod og er sikret på yderst rimelig vis, som det sømmer sig for menneskelig værdighed. Dette giver virkelig lykke, fred og harmoni i sjælen. Dette kaldes himmelsk liv (Janna). Et samfund baseret på principper, der står fjernt fra Guds Lov, fører derimod angst og utilfredshed med sig. Dette kaldes et helvedes liv (Jahannam). Jahannam er et hebræisk ord sammensat af je og hinnom (dansk: Gehenna) og betyder hinnoms dal. Det var en dalkløft syd for Jerusalem, hvor børn blev brændt levende og ofret til den oldsemitiske stammegud Molok. Jahannam betegner derfor en tilstand, hvor menneskeheden er styrtet i fordærv. På arabisk bruges ordet jahīm ofte i denne betydning. Det betyder 'forhindre' og betegner en tilstand, hvor den menneskelige udvikling stagnerer i stedet for at videreudvikle sig.
     
16. Janna (jīm-nūn-nūn): Se Jahannam (15).
     
17. Khair (kha-ya-ra): Oversættes almindeligvis til 'god' i modsætning til sharr, der oversættes til 'ond'. Heller ikke disse ord gengiver nøjagtigt Koranens mening med ordene.
    
    Mennesket er udstyret med mangfoldige evner. Bruges disse evner i overensstemmelse med Guds Lov, vil mennesket udvikle både sin egen personlighed og bidrage til menneskehedens velfærd som sådan. Dette er khair. Når mennesket derimod bruger sine evner i modstrid med Guds Lov, vil individets personlighed gå i opløsning og skade menneskehedens interesser. Dette er sharr. Også de menneskelige evner, der ikke bliver brugt konstruktivt, hører under betegnelsen sharr.
    
    Redegørelsen for begreberne khair og sharr giver også svar på spørgsmålet om, hvorfor Gud, der selv er khair, har skabt sharr. Sharr er nemlig i virkeligheden ikke en gudskabt uafhængig egenskab eller kraft: Mennesket skabes med fri vilje, og når det efter eget valg bruger sine evner til destruktive formål, resulterer det i sharr.
     
18. Khalq (kha-lām-qāf): Se amr (5).
     
19. Kufr (kāf-fa-ra): Dette er modsætningen til – eller fornægtelsen af – imān (13). Det betyder at fornægte sandheden, at forhindre, bekæmpe eller trodse Guds Lov. Grundbetydningen af ordet er at 'dække' eller 'skjule'. Den, der fornægter sandheden, forsøger i virkeligheden at skjule den og kaldes derfor en kāfir. Kufr betyder åbenlys fornægtelse, ikke hykleri. Hykleren foregiver at tro på noget, han ikke accepterer i hjertet, medens kāfir'en på sin side i det mindste er så oprigtig at bekende sin opfattelse åbenlyst. Det er derfor, Koranen fordømmer hykleren og forviser ham til Helvedes dyb.
    
    Definitionen af kufr er imidlertid ikke begrænset til fornægtelse af sandheden, men omfatter også hemmeligholdelse eller tilbageholdelse af livsfornødenheder, som Gud har skabt til gavn for hele menneskeheden, og som Han ønsker tilgængelige for alle.¹
     
20. Madhhab (dhāl-ha-ba): Betyder ordret 'vej' eller 'retning'. Ordet forekommer ikke i Koranen, og i islamisk jurisprudens (fiqh) står det for 'lovskole'. Det danske ord 'religion' oversættes bedst til madhhab. At islam på dansk generelt beskrives som 'religion' er en fundamental vildfarelse. Det skal her igen pointeres, at islam er en dīn (9), ikke en madhhab. Vor tids eneste guddommelige dīn er islam, hvis principper og forskrifter er nedfældet og bevaret i Koranen.
     
21. Maghfira (ghain-fa-ra): Oversættes almindeligvis til 'tilgivelse'. Koranens Lov om Gengæld benægter imidlertid selve begrebet 'tilgivelse'. Enhver menneskelig handling har – ifølge denne lov – en naturlig og logisk konsekvens, for hvilken der ikke kan være tale om tilgivelse. Den korrekte betydning af ordet maghfira er at 'dække' eller 'beskytte'. F.eks. hedder den hjelm eller det dække, der beskytter en krigers hoved og hals, mighfar.
    
    Den indre modstandskraft er den første forudsætning for at forebygge sygdom: Kroppen må have den nødvendige styrke til at modstå angreb fra kræfter, der skader helbredet. Hvis angrebet imidlertid er for stærkt, og personen bliver syg, må hans modstandskraft styrkes for at forhindre, at sygdommen tager en skæbnesvanger drejning – og i stedet helbreder den. Denne forebyggende og helbredende proces kaldes maghfira.
    
    Oprigtig hengivelse til Guds Lov giver mennesket den nødvendige styrke til at modstå livets destruktive kræfter; men farer mennesket vild og gør sig skyldig i overtrædelse af denne lov, vil dets personlighed svækkes. Bevidst god opførsel er det bedste middel til at råde bod på situationen, til at genvinde styrke, og til at undgå skadelige virkninger af forseelsen. Dette kaldes maghfira.
     
22. Malā'ika (alif-lām-kāf eller mīm-lām-kāf): Oversættes almindeligvis til 'engle'; men den almindelige opfattelse af ordet er meget forskellig fra Koranens brug af ordet. Universet kan opdeles i to dele: Den materielle verden, som vi kan opfatte med vore sanser, og den verden, der ligger uden for vor fatteevne. Koranen bruger i første instans ordet malā'ika om kræfter, der er på færde i naturen. Når den f.eks. i den billedlige fortælling om Adam siger, at malā'ika'erne kastede sig ned for Adam, betyder det, at mennesket er blevet givet evne til at erobre og underlægge sig naturens kræfter. Koranens betydning af malā'ika omfatter foruden fysiske kræfter også de psykiske kræfter i det enkelte menneskes indre. Når ordet bruges med henvisning til den anden del af universet – den del, der ligger uden for vor fatteevne – står malā'ika for de kræfter, der dér arbejder på at opfylde Guds hensigter og således i praksis virkeliggør den guddommelige verdensorden. I denne betydning omfatter ordet også de kræfter, ved hvis mellemkomst Guds ord op igennem tiderne blev åbenbaret til de forskellige anbīya (6). I denne betydning kan malā'ika derfor også kaldes 'sendebud' eller 'budbringer'.
    
    Malā'ika'er er ikke udstyret med nogen form for vilje eller selvstændig magt. De helliger sig udelukkende de opgaver, de er bestemt til at løse, og kan ikke handle på anden måde, end de gør. Mennesket er det eneste væsen i hele universet, der er udstyret med en fri vilje og uafhængig magt.
     
23. Mushrik (shīn-ra-kāf): Én, der er skyldig i shirk (33). Flertalsform: mushrikīn.
     
24. Nabī (nūn-ba-alif eller nūn-ba-wau): Oversættes almindeligvis til profet (én, der profeterer, forudsiger). Denne oversættelse er ukorrekt og misvisende. Nabī er ikke afledt af nabaun, der betyder 'at informere'. I gamle dage blev ordet nabī brugt om en person tilknyttet det jødiske tempel med den specielle opgave at forudsige kommende begivenheder. I Koranen bruges ordet som afledt af nabwatun, der betyder et 'ophøjet sted', dvs. en person, der er hævet over andre – med andre ord én, der lever i denne materielle verden, men også kan sanse det skjulte Hinsidige, fordi han modtager guddommelig åbenbaring. En nabī's opgave er nubuwwa, at modtage guddommelig vejledning gennem åbenbaring. (Se også rasūl (28))
     
25. Nubuwwa: Den opgave, der består i at modtage guddommelig vejledning gennem åbenbaring. (Se nabī (24))
     
26. Qur'ān (qāf-ra-alif): Koranen, den bog, som Gud åbenbarede til Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), der videregav den til muslimerne i den form, som vi kender i dag. Historisk-videnskabelig forskning beviser uden skygge af tvivl, at ikke så meget som et komma er blevet ændret i den originale korantekst, og ifølge Koranen selv vil den ej heller blive ændret i fremtiden. Dette er Koranens enestående særkende, som ikke deles af andre eksisterende åbenbarede bøger. Koranen rummer den dīn, der blev åbenbaret til tidligere anbīya, i dens sande og perfekte form. Denne bog er ikke kun en etik- og moralkodeks, men en vejledning og et regelsæt for alle livets sammenhænge. Koranen er, ifølge islam, den endelige autoritet i spørgsmål om dīn. De påbud og principper, som Koranen indeholder, er hjørnestenene i et islamisk samfund, og dens regler udgør den ramme, inden for hvilken en islamisk stats love bør formuleres. Koranens principper, grænser eller rammer er uforanderlige; men de love, som staten udsteder inden for disse hjørnesten, kan ændres i takt med skiftende behov og omstændigheder. Koranen er den sidste af hellige skrifter, fordi nubuwwa ophørte med Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham). Følgelig kan ingen menneskelig opfattelse eller udtalelse i spørgsmål om dīn opfattes som autoritativ. Ej heller kan nogen menneskeskabt lov i modstrid med Koranen opfattes som bindende for muslimer. Koranen er en vejledning for hele menneskeheden og overskrider barrierer som tid og rum. Den islamiske stat er et redskab til at håndhæve de love og påbud, der er indeholdt i Koranen.
     
27. Rabb (ra-ba-ba): Oversættes almindeligvis til 'Herre'; men heller ikke dette ord gengiver til fulde meningen med det arabiske forlæg. Rabb betyder en, der gør det muligt for en ting eller person at vokse og udvikle sig – og i sidste ende realisere alle sine potentialer. Den proces, ved hvilken et væsen (eller ting) fuldbyrder eller realiserer sig selv, kaldes rubūbiyya. Intet i universet bliver til i fuldbyrdet tilstand, men fødes med visse muligheder, der – hvis de bliver udviklet og realiseret – kan gøre personen (eller tingen) til det, der er dens bestemmelse. Ligesom andre ting og væsener i universet, er mennesket udstyret med mangfoldige muligheder, der – hvis de udvikles rigtigt – kan gøre det muligt at bevæge sig fra det dyriske til det menneskelige stade. Koranen opfordrer til etablering af en social orden, i hvilken hvert enkelt individ har mulighed for at udvikle og realisere sine latente fysiske og åndelige potentialer. Et sådant system kaldes rubūbiyya, og etablering af dette system er det endelige mål og hensigt med islam.
     
28. Rasūl (ra-sīn-lām) (flertal rusul): En nabī's opgave består ikke udelukkende i at modtage guddommelig vejledning – det er blot begyndelsen. Roden af ordet rasūl betyder 'sendebud' eller 'den, der har et budskab at overbringe'. Det er nabī'ens opgave at overbringe menneskeheden det budskab, Gud åbenbarer til ham – uden at foretage den mindste ændring deri, og det er i kraft af denne funktion, at han kaldes en rasūl. Men selv den mest redelige videregivelse af det guddommelige budskab fuldender ikke rasūl'ens opgave. Han er også ansvarlig for at oprette en social orden i overensstemmelse med de principper, som det guddommelige budskab indeholder. Med andre ord er det hans opgave 'at etablere Guds rige på jorden'. Det er hans opgave at gøre en ende på de selvbestaltede politiske og religiøse lederes tyranni og undertrykkelse og at etablere en social orden, hvor mennesker ikke vil være afhængige af andre og ikke vil være underlagt andet end Guds Lov. Rasūl'en fremstår derfor som en revolutionær, der ikke bare giver løfter, men i praksis ved eksemplets magt etablerer Guds Lov og søger at bringe alle mennesker under dens herredømme. Dette er rasūl'ens egentlige opgave og kaldes risāla.
    
    Set i lyset af denne forklaring, står det klart, at nabī og rasūl er to sider af samme sag. En nabī er også rasūl og vice versa.
    
    Nubuwwa eller modtagelse af guddommelig åbenbaring og vejledning sluttede med Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham). Den vejledning, han modtog, er bevaret fuldt og helt i Koranen. Det påhviler den menighed eller umma, der tror på Koranen, at overbringe Guds budskab til menneskeheden og at etablere en samfundsorden i overensstemmelse med budskabets principper.
     
29. Rubūbiyya: Se rabb (27).
     
30. Rūh (ra-wau-ha): Oversættes almindeligvis til 'sjæl' eller 'ånd'. 'Sjæl' er et begreb, der stammer fra den græske filosofi, og 'ånd' har en speciel mening i kristen metafysik. Koranens opfattelse af rūh er imidlertid væsentlig forskellig fra både 'sjæl' og 'ånd'. Den mest træffende oversættelse ville være 'guddommelig energi', der kommer til udtryk i en fri og selvbestemmende vilje. Kun Gud besidder en fri vilje, som Han tildeler menneskene – ingen andre væsener får del i denne kraft. Koranen fastholder, at den frie viljes kraft ikke er en del af menneskets naturlige beskaffenhed og derfor ikke kan kaldes en 'fysisk kraft'. Det er en kraft, som Gud specielt indgiver menneskene. Dette forklarer, hvorfor Gud har beskrevet den som 'Sin rūh' – den menneskelige personlighed, der bærer den frie vilje.
    
    Dette må imidlertid ikke blive opfattet som at den menneskelige personlighed er en del af den guddommelige personlighed. Personlighed er absolut udelelig. Ingen personlighed kan derfor være del af en anden personlighed. Vi har alle hørt om den vildfarelse, at menneskets ånd er en del af Guds ånd i den fysiske verden, og at målet for og hensigten med menneskets liv på jorden er at rense sin sjæl for dens fysiske urenheder, for at den igen må blive del af den guddommelige ånd. Denne misforståelse strider ganske imod Koranens ånd. Gud har udstyret hvert individ med en rudimentær personlighed, og hensigten med det jordiske liv er at udvikle denne personlighed således, at mennesket efter døden kan fortsætte sin rejse.
    
    Ordet rūh bruges også i Koranen i andre betydninger; men i nærværende bog bruges den udelukkende i den oven for beskrevne betydning. Derfor er de andre betydninger ikke forklaret her.
     
31. Shaitān (shīn-ta-nūn): Mennesket er udrustet med mangfoldige evner og har frihed til at bruge dem, som det vil. Disse evner omfatter dets impulser. Hvis mennesket bruger disse evner i overensstemmelse med Guds Lov, vil det føre til resultater, der kan bidrage til hele menneskehedens ve og vel. Hvis mennesket derimod bruger sine evner i modstrid med Guds Lov, vil det føre til destruktive resultater. Den impuls, der tilskynder mennesket til at bruge sine evner i modstrid med Guds Lov, kaldes shaitān. Det almindelig danske ord herfor, 'djævelen' eller 'satan', udtrykker ikke klart Koranens betydning af ordet.
    
    Ordet shaitān er også blevet brugt om trodsige og oprørte mennesker. Med andre ord om sådanne mennesker, der selv trodser Guds Lov og også opfordrer andre til at gøre det samme.
    
    Eftersom destruktive aktiviteter uundgåeligt medfører frustrationer og sorg, bliver shaitān også kaldt iblīs – et skuffet væsen, der ikke er i stand til at skabe livslykke.
     
32. Sharr (shīn-ra-ra): Se khair (17).
     
33. Shirk (shīn-ra-kāf): At underkaste sig menneskeskabte love sammen med eller under udelukkelse af Guds Lov. Islam forbyder lydighed mod andre love end dem, der er udformet af Gud. I virkeligheden er ikke kun reel underkastelse under andre love, men også troen på, at noget sådant er tilladt, ensbetydende med shirk. Polyteisme forstås almindeligvis som tilbedelse af afguder. Det er selvfølgelig rigtigt, at afgudsdyrkelse – eller tilbedelse af andre af naturens kræfter – er shirk; men denne definition er langt fra udtømmende. Ej heller er disse former for afgudsdyrkelse de mest alvorlige, for de har i regelen deres udspring i uvidenhed. Den mest afskyelige form for shirk er underkastelse under andre love end Guds. Fra et islamisk synspunkt er det vigtigste lydighed – ikke tilbedelse. Muslimer adlyder Gud, de tilbeder Ham ikke i ordets almindelige betydning.
     
34. Taqdīr (qāf-dāl-ra): Dette ord oversættes almindeligvis til 'skæbne', og troen på skæbnens uafvendelighed opfattes af mange som et fundamentalt princip i islam. Dette er en fuldstændig misforståelse. Et livssyn, der er baseret på menneskets frie vilje kan umuligt have noget som helst med fatalisme at gøre. Menneskets frie vilje og skæbnens uafvendelighed er ganske modstridende principper.
    
    Hvis en mangosten lægges i jorden og passes og plejes med omhu, vil den vokse til et mangotræ, der med tiden vil bære mangofrugter. Realiseringen af mangostenens potentiale kaldes taqdīr. 'Bestemmelse' er en mere præcis oversættelse af taqdīr. Mangotræet er mangostenens bestemmelse. Hvis stenen ikke vokser til et træ, opfylder den ikke sin bestemmelse: Dette er mangostenens skæbne.
    
    Mennesket er udstyret med mangfoldige potentialer. Hvis mennesket vedholdende følger den rette vej, vil dets muligheder gradvist realisere sig, og dets personlighed vil udvikle sig til at nå et perfekt menneskeligt stade i dette liv, der også vil omfatte de udviklingsstadier, der venter i det hinsidige liv. Denne udvikling af individet kaldes taqdīr.
     
35. Taqwā (wau-qāf-ya): Oversættes almindeligvis til 'fromhed', der dog ikke udtrykker ordets virkelige mening til fulde. Afvigelse fra den rette vej fører til menneskets ruin. Taqwā hjælper det med at holde sig på den rette vej og frelse det fra ødelæggelse. Blot at frelse sig selv fra at gå til grunde er en negativ dyd, hvorimod Koranen anser livets positive aspekt for at være af fundamental betydning. I den sammenhæng omfatter taqwā ikke kun det at frelse sig selv fra destruktive kræfter, men også at stabilisere ens personlighed ved at fremtvinge overholdelse af Guds Lov. Mere konkret betyder det, redeligt og effektivt at opfylde alle de pligter, som Gud gennem åbenbaring har pålagt mennesket. Denne betydning er vid nok til at omfatte ædel karakter og ren vandel. Én, der lever et liv i taqwā er en muttaqi.
     
36. Tawhīd (alif-ha-dāl): At adlyde Guds Lov under udelukkelse af alle andre. Som allerede nævnt under Qur'ān (26), er denne lov nedfældet i Koranen.
     
37. Tawba (ta-wau-ba): Hvis et menneske på sin vej kommer til et vejkryds, drejer, fortsætter og efter nogen tid indser, at han befinder sig på den forkerte vej, og at denne ikke vil bringe ham til sit mål, må han vende om og gå tilbage til det sted, hvor han drejede til den forkerte side. Denne form for tilbagevenden kaldes tawba.
    
    Det er indlysende, at en tilbagevenden til vejkrydset ikke umiddelbart vil føre mennesket til sit mål. Det må også vælge den rette vej. Tawba dækker således alle tre aspekter af denne proces: At indse sin fejl, at følge sine spor tilbage og derefter slå ind på den rette vej.
     
38. ‘Udwān (ain-dāl-wau): Se ithm (14).