|
|
Introduktion |
|
|
|
|
Menneskehedens
historie er tragisk læsning. Ned igennem tiderne er vi vidne til
en række nationers, civilisationers og kulturers storhed og fald.
Mennesket har uden tvivl hele vejen igennem vist en
bemærkelsesværdig konstruktiv genialitet og har indimellem haft
succes på trods af lejlighedsvis tilbagegang og naturkatastrofer.
Men denne konstruktive genialitet er altid blevet undermineret af
en indbygget svaghed i dets idealer eller livssyn, der i sidste
ende har forårsaget bestræbelsernes endeligt. Ikke desto mindre
har der været nogle bemærkelsesværdige undtagelser i rækken, når
tanken om global velfærd for mennesket tog form for alvor; men
hovedtrækket ved samfundstypen i alle disse civilisationer har
altid været frustration.
Det samme sørgelige skuespil har gentaget sig igen og igen. Vi
har set folk stræbe uafladeligt efter at skabe en stor
civilisation, som blev centrum for deres ønsker og ambitioner,
længsler og håb. De så deres succes som det ypperligste, mennesket
kunne opnå. De håbede, at denne civilisation sluttelig ville
frigøre mennesket fra tyranniets og slaveriets klør og føre det
ind i en æra af evig fred, sikkerhed og tilfredshed. De levede i
illusionen om at have opbygget en civilisation uden sidestykke,
hvis vækst ville være en kilde til evig stolthed og lykke for dem.
Hvert skridt de tog, tændte et nyt håb i deres hjerter om i sidste
ende at opnå ultimativ velstand og fremskridt; men udviklingen
nåede aldrig den ønskede kulmination, og hovedmålet forblev en
illusion. Hver gang satte et antiklimaks ind, længe før målet var
nået, og menneskene begyndte selv at ødelægge det imponerende
bygningsværk, de havde rejst igennem tiderne, og de knuste alle
deres håb, idealer og drømme.
Historien er fyldt med sådanne beretninger om menneskelige
civilisationers storhed og fald. Det gamle Babylon, Egypten,
Grækenland, Persien, Rom, Indien – ja selv i dele af Den nye
Verden finder vi gravpladser for storslåede civilisationer. De
står som levende vidnesbyrd om menneskets tragiske nederlag, og må
uvægerligt vække til eftertanke hos den eftertænksomme beskuer. De
er en opfordring til at stoppe op en stund og reflektere over
Koranens advarsel:
Vær ikke som den kvinde, der optrævler den tråd, hun har
arbejdet så hårdt på at spinde. (16:92)
Nutidig civilisation
Lad os for en stund fundere over verden af i dag, hvor de
vestlige nationer spiller en førende rolle. Denne civilisations
glorværdighed forekommer mildest talt blakket. Den gør krav på at
være både magtfuld og dynamisk og har ganske givet hjulpet
mennesket til at underlægge sig nogle af de mest storslåede
naturkræfter. Forbløffende fremskridt på kommunikationsområdet har
betydet, at selv fjerne egne står i nær kontakt med hinanden.
Aldrig før i sin lange og omtumlede historie har mennesket haft så
megen magt over universet og naturens enorme kræfter som i dag.
Denne fantastiske fase i civilisationens historie er næppe
hundrede år gammel; men – som så mange gange før – er dens kollaps
og ruin allerede sigtbar, som Mason siger i Creative Freedom:
"Vi startede denne epoke med videnskabelig effektivitet i fuld
tillid til, at materialismens triumfer ville løse livets
problemer. Vi må nu sande, at vi tog fejl. Livet er ikke så
simpelt." (pp. 183-184)
Ethvert tænkende menneske er knuget ved tanken om, at denne
civilisation, som allerede er blevet rystet i sin grundvold af to
verdenskrige, ikke vil overleve et tredje chok. Ikke alene vil
hele bygningsværket kollapse, men det vil knuse hele menneskeheden
under sig – ja, måske endog udrydde den totalt.
Hvorfor vil det gå sådan? Hverken de gamle civilisationer eller
den nuværende er dog tankeløse menneskers værk. Alle
civilisationer – hedengangne som nutidige – er jo da skabt af
intelligente og kreative mennesker. Dette fremskridtets paradoks
vil uvægerligt lede alle reflekterende til samme konklusion, som
Einstein nåede til i Tanker og meninger fra mine senere år:
"Af smertelig erfaring har vi lært, at rationel tænkning ikke
er tilstrækkelig til at løse problemerne i vort sociale liv.
Grundig forskning og energisk videnskabeligt arbejde har ofte
haft tragiske virkninger for menneskeheden. På den ene side har
dette arbejde skabt opfindelser, som har befriet menneskene for
slidsomt arbejde og derved gjort deres liv lettere og rigere;
men på den anden side har det ført til en betænkelig rastløshed,
gjort menneskene til slaver af sine tekniske omgivelser og – det
mest katastrofale af det hele – skabt midler til menneskenes
egen masseudryddelse. Dette er virkelig en overvældende og
bitter tragedie!" (pp. 66-67)
Med andre ord: Mennesket kan med fornuftens hjælp underlægge
sig naturens kræfter, men kan ikke ved egen hjælp finde
tilfredsstillende løsninger på de komplekse problemer,
menneskeheden står over for. Disse kan i virkeligheden ikke løses,
medmindre vi – og før vi – får svar på visse fundamentale
spørgsmål: Hvad er livets mening og mål? Hvorfor er de forskellige
individers interesser og de forskellige nationers krav ofte så
indbyrdes modstridende, og hvorledes kan de forenes? Hvad er
fremmende, og hvad er ødelæggende for menneskehedens interesser i
almindelighed? Hvad er menneskehedens fælles værdier, og hvorledes
står de i forhold til hinanden? Hvorfor er det nødvendigt at
beskytte og bevare disse værdier, og hvorledes kan det gøres? Hvad
er menneskets fundamentale rettigheder, og hvorledes kan de bedst
sikres? Det er tydeligt, at den menneskelige fornuft og dens
manifestation – videnskaberne – ikke kan hjælpe os stort med disse
spørgsmål. Lad mig derfor igen referere til Einstein i Tanker
og meninger fra mine senere år:
"For videnskaben kan bare fastslå, hvad som er, men
ikke, hvad som burde være, og uden for dens område er der
fremdeles brug for vurdering af forskellige værdier....
Videnskabens repræsentanter har ofte gjort forsøg på at komme
frem til et fundamentalt bedømmelsesgrundlag for livsværdier og
-mål på en metodisk videnskabelig baggrund, og har på denne måde
sat sig selv i opposition til religionen. Disse konflikter er
alle opstået af skæbnesvangre fejltagelser.... For
videnskabsmanden eksisterer kun 'at være', ikke at ønske eller
værdsætte, ikke noget godt eller ondt, intet mål." (pp. 26 & 245)
Da løsningen på menneskehedens fundamentale problemer er
afhængig af tilfredsstillende svar på de ovenfor stillede
spørgsmål. Og da menneskelig fornuft alene ikke kan give
tilfredsstillende svar, vil det være rimeligt at se på nogle af de
andre kilder til viden, der kunne tænkes at hjælpe menneskeheden
med at løse dens fundamentale problemer.
Guddommelig vejledning
Menneskets intellekt hjælper os ikke meget i denne sag, for det
kender ikke andre kilder til viden end sig selv. Der er kun én
vejleder, der kan hjælpe menneskeheden i sin søgen – én, der på
overbevisende måde kundgør Sin evne til at lede dem til deres mål:
Allah er den, der har skabt alt (i himlene og på jorden). Og
Han er den, der vejleder (skabelsen). (20:50)
Denne vejledning, der kommer direkte fra Gud, kaldes
åbenbaring. Den er blevet åbenbaret til menneskeheden op igennem
tiderne ved forskellige anbīya's mellemkomst. Uheldigvis
har tidens tand og menneskenes uagtsomme omgang med Skrifterne
betydet, at budskaberne, som disse før-islamiske anbīya
bragte, ikke er blevet bevaret i deres oprindelige form. For
fjorten hundrede år siden blev den komplette og endelige version
af Guds vejledning åbenbaret til menneskeheden gennem Muhammad (må
Herrens fred og velsignelser være med ham), den sidste i rækken af
rusul. Denne version af den guddommelige vejledning er
indeholdt i Koranen – præcist og i sin oprindelige form.
Koranen
Koranen blev åbenbaret fra tid til anden over en periode på
omkring treogtyve år. Rasūl-Allah traf idiotsikre
foranstaltninger for dens nedskrivning og bevarelse, og før han
døde, var den samlet fuldstændig til en bog, ligesom den var
blevet lært udenad af tusinder af mænd. Bogen er således bevaret i
sin oprindelige form, og det er en historisk kendsgerning, at ikke
et eneste bogstav i den er blevet ændret i løbet af dens
1400-årige eksistens. Denne store og uforlignelige bog er et
enestående testamente over evigtgyldige sandheder og evige
universelle værdier, og den giver oplysning og perfekt vejledning
om alle aspekter af menneskets liv.
Menneskers skriverier er produkter af deres omgivelser og er
bestemt til at videregive en idé eller tjener et eller andet
begrænset formål. Sådanne værker er derfor blot af forbigående
gyldighed og nytte. På den anden side er en bog, der indeholder en
åbenbaret vejledning, evigtgyldig og uafhængig af både tid, sted
og omstændigheder. Dens lære vil aldrig forældes, og der er ingen
grænser for, i hvilken udstrækning den kan vejlede menneskene. Den
indeholder de principper, der bestemmer udviklingen og
realiseringen af individets potentiale, og den forklarer de love,
der styrer nationers opblomstring, storhed og fald. Koranen er en
guddommelig bog, der rummer alle disse egenskaber. Og da den
indeholder Guds endelige vejledning til menneskeheden, er den
altomfattende og komplet i enhver henseende.
Dette Gud den Almægtiges store værk fortæller os, at alle
menneskehedens fejltrin og frustrationer, og alle ødelæggelser og
blodsudgydelser, som verden har lidt under, kan spores tilbage til
vildledende livssyn, som mennesket har taget til sig gennem
forvrængede visioner og pervers tænkning. Én af disse er den
materialistiske livsanskuelse ifølge hvilken mennesket som den
mest udviklede dyreart er totalt afhængig af sit fysiske legemes
eksistens og ophører med at eksistere, når dette forfalder. De
mener, at menneskeliv udelukkende styres af fysiske love.
Bevarelse og fremme af menneskets materielle velfærd er det
eneste, der er værd at stræbe efter. Det er det menneskelige
intellekts opgave at hjælpe mennesket til at nå disse mål. De, der
tror på dette billede af livet, accepterer i virkeligheden
jungleloven, ifølge hvilken magt er ret. En sådan lov resulterer
selvsagt i strid og konflikt mennesker og grupper imellem.
Konflikter, der vil brede sig globalt og være skyld i
massedestruktion af liv og ejendom og uhyrlige menneskelige
lidelser. Kort sagt, så har alle de veje, som mennesket er slået
ind på for at organisere det sociale liv, i sidste ende ført til
gensidig ødelæggelse i stedet for til sikkerhed og fred. I The
Making of Humanity har Briffault klart sat hovedårsagen til
denne misere i fokus ved at sige:
"Ingen af menneskene udtænkt organisationsform, der bygger på
forlorne grundprincipper, vil overleve i længden, uanset om den
forsøges opretholdt ved kløgt og effektivitet eller ved
overfladisk tilpasning og lapperi." (p. 159)
Det koranske livssyn
Koranen slår fast, at mennesket ikke blot er et fysisk væsen,
men består af andet end sit legeme – af noget, der kaldes
personlighed. Mennesket er dog ikke fra starten udstyret med en
fuldt udviklet personlighed. Den eksisterer i latent form, og dens
udvikling er menneskets yderste bestemmelse. Når personligheden
udvikles på rette måde, kan individets liv udfolde sig i højere
former i det Hinsidige efter dets endeligt i det Dennesidige.
Individets fysiske udvikling styres af visse naturlove; men dets
personlighedsudvikling er underkastet et andet sæt af love, som er
blevet givet menneskeheden fra tid til anden ved guddommelig
åbenbaring, som nu findes i sin helhed i Koranen.
Den ideelle samfundsorden
Individets personlighed kan ikke udfolde sig og opfylde sin
bestemmelse i afsondrethed, men i samspil med omgivelserne. Derfor
fastlægger Koranen ikke kun rammeprincipper for individet, men
også for samfundet. Et samfundssystem udviklet i henhold til
Koranens rammelov, sikrer hele menneskehedens fremskridt og
udvikling. Det skaber et samfund, hvor individers og gruppers
interesser ikke kolliderer. For ifølge Koranens grundlæggende
principper vokser individets personlighed proportionalt med dets
bidrag til andre menneskers udvikling. I et samfund, hvor hvert
enkelt individ gør sit yderste for at hjælpe andre – i sidste ende
i egen interesse – vil der ikke opstå konflikter individerne
imellem. Når først menneskenes indbyrdes interessekonflikter er
ryddet af vejen, vil alle andre konflikter, der har været årsag
til tyranni og kaos i verden, automatisk forsvinde. Koranen ridser
et mønster op, ifølge hvilket hele menneskeheden kan komme til at
udgøre ét globalt fællesskab.
Som et resultat af den materialistiske livsanskuelse står
menneskeheden i dag over for en krise, som måske er uden
sidestykke i historien. Denne krise berører alle aspekter af livet
og har taget form af en universel revolte imod religion. Den er
ikke begrænset til et bestemt område eller en bestemt gruppe
mennesker. Den er ikke rettet imod nogen bestemt religion, men
imod religion som sådan. Siden civilisationens opståen er hver
eneste religion på et eller andet tidspunkt blevet udsat for
massiv kritik; men en total modstand imod religion som sådan er et
fænomen, der er opstået i kølvandet på nutidens livssyn. Herom
siger Hocking i Living Religions and A World Faith:
"Alle levende religioner er skibbrudne skuder indhyllet i
skinhellighed og selvtilstrækkelighed. De holdes stædigt sammen
af indbildske dogmers rust – så forsagte under konformitetens
åg. Og kun få tør begive sig af med noget så farefuldt som at
tænke." (p. 202)
Russell er mere klar på det punkt, når han i Derfor er jeg
ikke kristen! siger:
"Religionen hindrer vore børn i at få en fornuftig opdragelse;
religionen forhindrer os i at fjerne de grundlæggende årsager
til krig; religionen forhindrer os i at undervise i det
videnskabelige samarbejdes etik i stedet for de gamle barske
doktriner om synd og straf. Det er muligt, at menneskeheden står
på tærskelen til en guldalder; men hvis den gør det, vil det
være nødvendigt først at dræbe den drage, der bevogter døren, og
denne drage er religionen." (p. 49)
Vor tidsalder udgør således en åben udfordring til al religion.
Denne udfordring er ikke ganske uden fortilfælde. For fjorten
hundrede år siden stod religion ansigt til ansigt med en lignende
udfordring – helt uden sidestykke. Denne udfordring blev frembudt
af Koranen. Den udfordrede åbenlyst datidens religioner: Jødedom,
kristendom, manikæisme, afguds-, stjerne- og naturdyrkelse,
åndemaneri og overtro. Den udfordrede ikke blot sandheden og
gyldigheden af elementerne i en bestemt form for religion, men
lagde vægt på, at 'religion' i sig selv byggede på falsk grundlag.
Denne påstand vil uden tvivl ikke kun overraske ikke-muslimer,
men også muslimer. Man kan fremføre det argument, at islam i sig
selv er en religion (og at Koranen er en religiøs bog) – hvorfor
det er selvmodsigende at hævde, at Koranen er bannerfører for et
oprør imod religion. Der er imidlertid ikke tale om en
selvmodsigelse, men snarere om et paradoks – opstået ved en
fundamental vildfarelse og en vidt udbredt misforståelse med
hensyn til islams beskaffenhed. Islam betragtes almindeligvis som
en religion (madhhab), men er i virkeligheden ikke en
madhhab, men en dīn. Begreberne madhhab og
dīn, der oftest bruges som synonymer, er dog ikke kun vidt
forskellige begreber, men også indbyrdes selvmodsigende. Derfor er
det nødvendigt at forstå den grundlæggende forskel på disse to
begreber for at kunne vurdere dem rigtigt. En korrekt forståelse
af denne forskel er også nødvendig for at befri menneskeheden for
den dødelige krise, den i vore dage befinder sig i.
Koranen beretter om, hvorledes der opstod interessekonflikter,
da menneskene begyndte at leve sammen i grupper, og at dette så
igen førte til voldsomme stridigheder og blodsudgydelser. Da dette
kaos var et resultat af menneskenes egne begrænsninger, var de ude
af stand til at afhjælpe det. Hvad der var brug for, var en
tydelig vejledning fra en kilde, der var mennesket overlegent.
Denne kilde kunne naturligvis ikke være andet end det
Guddommelige, for i hele universet er der ingen, der står over
dets skaber – Gud Selv. Den guddommelige vejledning, som
menneskeheden havde brug for til at komme ud af det morads, den
befandt sig i, blev tilgængelig gennem rusul, Guds
sendebud.
Derfor kom en lang række af guddommelige rusul fra tid
til anden til menneskeheden med et guddommeligt vejledende
regelsæt, og de oprettede en socioøkonomisk orden baseret på de
varige værdier, som denne lov rummer. Gamle konflikter og
stridigheder i de pågældende samfund blev derved bragt til ophør.
Individuel og egennyttig stræben blev erstattet af idealer til
gavn og glæde for samfundet som helhed. Undertrykkelse og
udbytning blev afskaffet til fordel for retfærdighed og lighed.
Det ene individs afhængighed af et andet blev bragt til ophør, og
således også et individs underkastelse under et andet. Hvert
enkelt individ blev sikret sine basale fornødenheder og blev
således stillet tilfreds uden at stå i lydighedsgæld til nogen
anden person eller magt – undtagen Guds Love (eller de varige
værdier i den guddommelige lov). Alle samfundets medlemmer nød
således sand frihed og sikkerhed – sikkerhed og frihed, der ikke
var begrænset til menneskets fysiske eksistens her på jorden, men
også strakte sig til livet i det Hinsidige. Dette livssyn, denne
lov, denne sociale orden var kendt som dīn.
Nabī'en grundlagde denne samfundsorden, og den var
fremherskende også i en årrække efter hans død. Men før eller
senere begyndte de stærke kræfter, som dīn havde holdt i
ave, igen at løfte deres grimme åsyn og underminere dīn ved
at genoplive gamle onder som uretfærdighed, udbytning og tyranni.
I deres forsøg på at genetablere den gamle orden benyttede disse
kræfter sig af mænd i gudsfrygtens kåber, der talte i Guds navn.
De førte sig frem som fortolkere af Guds vilje og forvanskede
dermed ånden og kernen i dīn, som ikke længere var en
levende kraft i samfundet, men blev reduceret til et sæt sjælløse
trossætninger, livløse dogmer og formelle ritualer fuldstændig
blottet for fornuft og viden og denne verdens realiteter. De søgte
at holde menigmand i skak i en labyrint af dogmer og ritualer, og
de religiøse såvel som de verdslige udbyttere havde således frie
hænder til at tage kvælertag på de bedragne masser og til at
berige sig selv gennem andres arbejde. Og således blev dīn
atter en gang forvandlet til madhhab eller 'religion' –
præcis som i fordums tider.
Men denne orden – eller mangel på orden – kunne ikke fortsætte
i det uendelige, og snart kom endnu en rasūl (sendebud fra
Gud) på scenen, udfordrede 'religion's bannerførere og genindførte
dīn eller den levevis og det livssyn, der var blevet
åbenbaret til og indført af hans forgængere.
Denne proces af tesis og antitesis, af opblomstring og forfald,
fortsatte i århundreder og sluttede med islams nabī, gennem
hvem det perfekte sæt guddommelig vejledning, der kommer til
udtryk i Koranen, blev overbragt menneskeheden. Den samfundsorden,
der blev oprettet af denne nabī på grundlag af denne lov,
var kulminationen på den proces, der skulle fuldkommengøre dīn.
Hele menneskehedens historie er kort og godt historien om en
evig kamp mellem dīn og madhhab, der mundede ud i
den enes eller den andens sejr over den anden.
Begrebet 'religion' er et velovervejet fantasifoster opstået i
hovedet på mænd besat af tanken om at pleje deres egne interesser.
Deres eneste mål var at nyde sig selv og livet på andres
bekostning. Masserne blev indoktrineret til at hylde og velsigne
dem, der bedrog dem, og som optrådte i forskellig forklædning for
at indynde sig hos dem.
I deres forsøg på at føre folket bag lyset og snyde dem for
deres rettigheder, betjente 'religion's bannerførere sig altid af
samme taktik: De lod deres egne mål og ambitioner fremstå som
'Guds vilje'. Det er intet mindre end hemmeligheden bag
'religion's jerngreb om masserne. Den mest effektive måde at
opretholde dette jerngreb er at holde masserne i uvidenhed, at
lamme deres fornuft og gøre dem ude af stand til at tænke
selvstændigt, og at fremholde uvidenhed, dumhed og blind
underkastelse som tegn på fromhed og gudsfrygt. 'Religion's ledere
vil have os til at tro, at jo mere obskurt og jo mere
usammenhængende en person udtrykker sig, desto nærmere står han
Gud. Og de vil have os til at tro, at jo mere irrationel og
uvidenskabelig en person er i sine holdninger og indfaldsvinkler,
desto større agtelse bør blive ham til del.
Det eneste argument, der fremføres som forsvar for 'religion',
er at forfædrene fulgte den, hvilket skulle forlene den med et
skær af ukrænkelighed. Hvis nogen drister sig til at sætte
spørgsmålstegn ved religiøs tro eller praksis, vil 'religion's
ledere forsøge at rejse massernes vrede imod ham og anklage ham
for vanhelligelse og fornærmelse imod deres navnkundige forfædre.
Frygt for folkets vrede har været et effektivt våben for
'religion's mænd, når de ville give deres kritikere mundkurv på og
ville skræmme dem til tavshed. Det var for at afvæbne 'religion's
mænd og bryde madhhab's farlige greb om menneskene, og for
at genindføre dīn som guddommelig referenceramme, at Gud
fra tid til anden sendte Sine rusul til menneskene.
Eftersom falskhed ikke har ben at stå på, har den altid
benyttet sig af sandhedens klædedragt. På samme måde søger
'religion' accept ved at forklæde sig som dīn og bruge dens
terminologi og redskaber. Den mangler ganske dīn's sjæl og
ånd, men søger at narre menneskene til at acceptere skyggen i
stedet for substansen. Madhhab er i virkeligheden dīn's
balsamerede legeme. Hvor overraskende fast 'religion's greb om
menneskets underbevidsthed er, kan bedømmes gennem simple fakta.
Kristendommen opfandt begrebet arvesynd med det resultat, at
mennesket blev berøvet sin frie vilje og reduceret til et livløst
objekt, for så vidt som det påstås, at ethvert menneskebarn ved
fødselen ser dagens lys belastet af en synd, det ikke selv er
skyld i, og som det ikke ved egen hjælp kan frigøre sig fra, fordi
det er et hjælpeløst væsen. Den logiske følge af denne tro var, at
mennesket ikke kunne holdes ansvarligt for sine misgerninger. Og
således blev forudbestemmelse og ansvarsfrihed naturlige produkter
af kristendommen.
Flere af Vestens forskere og tænkere har undsagt kristendommen
helt og aldeles. De er endog gået så vidt som at opfatte tro på
Gud som fornuftsstridigt nonsens og er blevet erklærede ateister
og materialister. Ikke desto mindre er det overraskende at se,
hvor dybt kristendommens grundprincipper stikker i deres sind. Den
forskning, de har gjort på mange forskellige felter inden for
naturvidenskab, sociologi, historie, psykologi osv., udmunder alle
i en og samme påstand: Menneskets komplette hjælpeløshed og
ansvarsfrihed for egne handlinger. Darwinistisk forskning gjorde
homo sapiens til et biologisk bestemt væsen, hvis handlinger var
fysisk nedarvede og fuldstændig uden for egen kontrol.
Adfærdspsykologer bandt mennesket til et sæt vaner og reflekser og
fremførte, at alle dets handlinger var bestemt af fysiske stimuli.
Antropologer påstod, at menneskets karaktertræk var nedarvede, og
sociologer fastholdt, at det sociale miljø var ansvarligt for alle
dets handlinger og adfærd. Freudianerne opfatter mennesket som
psykologisk forudbestemt og kundgjorde, at 'egoet ikke er herre i
sit eget hus', idet alle dets afgørelser træffes i
underbevidstheden, der er domineret af kønsdriften. Og marxisterne
så mennesket som en økonomisk bestemt enhed.
Alt dette er de håndgribelige resultater af 'religion's
magtfulde greb, som tænkerne selv mente at have frigjort sig
fuldstændig fra; for selv om de mentalt frigjorde sig fra
religiøse bånd, var deres underbevidsthed stadig bundet. De tog
nemlig ikke dīn's positive tanker til sig efter at have
løst sig fra 'religion's negative tanker. Og fordi det er fysisk
umuligt at have et tomrum i skabelsen, blev deres tanker opfyldt
af negative tanker udefra. Tidens krav tvinger dem til at stille
sig ansigt til ansigt med virkeligheden – specielt fordi den
generation, der er opstået under indflydelse af forudbestemmelsens
filosofi, ikke har respekt for lov og orden og ikke anser en
krænkelse for en krænkelse, idet den har fået det indtryk, at den
ikke er ansvarlig for sine handlinger. Det eneste, der kunne få
den til at ændre kurs, var pres fra samfundet. Men når samfundet
selv består af individer, der ikke føler etisk og moralsk
ansvarlighed, er det ikke svært at ændre loven, så den stemmer
overens med det umoralske samfunds opførsel. Således undergår
Vestens love en gradvis forvandling til et lavere moralsk stade.
Det har fået Vestens tænkere til at vågne op af deres
tornerosesøvn, og de begynder nu så småt at tage afstand fra
forudbestemmelsen og vender sig mere og mere til tanken om den
frie vilje, der – sagt på en anden måde – betyder tro på
menneskets personlighed.
Spørgsmålet er nu, hvorfor menneskene er så tilbøjelige til at
lade sig udnytte af 'religion'. Det mest almindelige svar på dette
centrale spørgsmål er, at 'trang til religion' er naturlig for
mennesket. Mennesket må tro på noget – det være sig Gud eller
mammon eller hvad som helst. Dette er imidlertid en af de
vildfarelser, der op igennem historien er blevet accepteret som en
'evig sandhed', der ikke behøver granskes nøjere. Det argument,
der fremføres for at bekræfte denne antagelse, er, at hele
menneskehedens historie bærer vidnesbyrd om denne 'indre trang',
som mennesket har virkeliggjort på forskellig vis. Det er på denne
måde, fortalerne for 'religion' retfærdiggør den og søger at
forklare den i vore dage. Selv hæderlige lærde og tænkere har
ladet sig overbevise om denne besynderlige 'indre trang' i
mennesket. Lad os se nærmere på denne antagelse og undersøge
grundlaget for og beskaffenheden af denne såkaldte indre trang til
religion.
En af de to fundamentale og mest magtfulde drifter i mennesket
er selvopholdelsesdriften. Mennesket ønsker ikke at gå til grunde
– det vil overleve. Denne kamp for overlevelse kommer til udtryk
allerede ved fødselen, når babyen instinktivt skriger efter føde.
Denne kamp svækkes aldrig og varer ved, lige til mennesket drager
sit sidste åndedrag.
Dette overlevelsesinstinkt deler mennesket med dyrene – dog med
den forskel, at et dyr fra naturens hånd er udstyret med passende
redskaber og våben til overlevelse og selvforsvar. Fysisk magt og
styrke, skarpe tænder, jernhårde kløer, vinger at flyve med,
giftbrod, farve til camouflage og beskyttelse, evne til at svømme
eller springe og løbe med lynets hast – alt sammen redskaber, som
dyrene arver rent biologisk. Mennesket er derimod hjælpeløst. For
at forsvare sig imod naturkatastrofer, vilde dyr og angreb fra
egne artsfæller, har mennesket været nødt til at opfinde redskaber
til selvforsvar. Og således er menneskets historie – til forskel
fra dyrenes – historien om udvikling af sådanne våben til angreb
og forsvar.
Det var dette hjælpeløse menneskes paradoks og dets stærke
selvopholdelsesinstinkt, der fik det til at bøje sig for hvad som
helst, der var magtfuldt, nyttigt eller skadeligt. Mennesket
bøjede sig for naturens manifestationer: Det tilbad dyr og holdt
træer og planter i ære, i håb om at få hjælp til sin egen
overlevelse. I sådanne falske og kunstige støtter var det, at
mennesket hovedsageligt – men forgæves – søgte hjælp til at
overleve.
Det ville være interessant at studere og dokumentere det
faktum, at hvor som helst og når som helst et folk har udviklet en
avanceret produktion af redskaber, har de fjernet sig fra deres
falske guder og er blevet stort set irreligiøse. Deres
højtudviklede våben giver dem selvtillid, og deres erobringer af
verden bevirker, at de afviser alle former for overtro. I det
enkelte individs liv kan man se en lignende proces: I ungdomsårene
gør fysisk styrke og overlegenhed det ligegyldigt over for
religion og overtro; men som det fysiske forfald sætter ind,
bliver individet mere og mere tiltrukket af det religiøse og søger
hjælp og støtte i det, han så pure afviste i sin ungdom. På samme
måde som individet sjældent søger disse falske guders hjælp, når
det har succes, men pietetsfuld søger dem, når det konfronteres
med nederlag og finder sine egne midler til at tage udfordringen
op utilstrækkelige.
Overlevelsesproblematikken er dog ikke begrænset til det
fysiske alene. Et menneske har – ulig dyrene – også hang til at
overleve på det rent menneskelige plan. Et dyr tilfredsstilles af
et godt måltid og skrider først til handling, når det igen sulter
eller bliver truet på sin eksistens. Således er det ikke for
mennesket. Hvis det må føre en bestandig og håbløs kamp livet
igennem for at sikre sig økonomisk, vil dette måske optage det i
en sådan grad, at det ikke har overskud til at tænke på noget som
helst andet. Men lige så snart mennesket har opnået økonomisk og
fysisk sikkerhed, vil det tænke på sin rent menneskelige
overlevelse. I dag står både kapitalistiske og socialistiske
stater over for dette problem på et langt mere intenst og
omfattende plan end udviklingslandene. På grund af deres
videnskabelige magt og blomstrende økonomi, fokuserer de
uvægerligt på anden overlevelse end blot den fysiske.
Eksistentialismen er intet andet end en akut manifestation af
dette alvorlige problem. Tendensen til religiøs og mystisk søgen
hos tænkere og forskere (specielt i alderdommen) er et andet
udtryk for denne søgen efter menneskelig overlevelse.
Sådan er den såkaldte indre trang til religion – hvad enten det
er den primitive mands tilbedelse af naturen eller moderne
tænkeres mystik. Og det er denne indre trang, der så ofte og med
så stor succes – i 'religion's navn – er blevet groft udnyttet af
dem, der blot plejer egne interesser.
Op igennem tiderne har anbīya'ernes dīn blotlagt
udbytterne og udfordret de falske guder, som menneskene har sat på
piedestaler. Det er denne rolle, som dīn – som den kommer
til udtryk i Koranen – er bestemt til at spille i dag og i morgen,
ligesom gårsdagens adyān.
Koranen anerkender de krav, som selvopholdelsesdriften stiller.
Derfor stræber den efter at etablere et økonomisk system, der
garanterer det enkelte individs basale behov på en
tilfredsstillende måde. Den erklærer, at mennesket er i stand til
at besejre naturen, og at dets overlevelse er sikret, hvis det
holder sig strengt til de varige værdier i livet – for da kender
personligheden ikke til døden. De varige værdier – som de er
bevaret i Koranen – er uforanderlige og sande, og derfor
troværdige og pålidelige. De erstatter de falske guder med den
sande Gud, og de erstatter meningsløs religiøs overtro med styrken
i rationel overbevisning. Kort sagt, så tilfredsstiller Koranen
selvopholdelsesdriften både på det fysiske og det menneskelige
plan og frigør derfor mennesket fra 'religion's lænker og
overtroens slaveri.
Det var denne dīn, som den sidste i rækken af anbīya,
Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), prædikede
og etablerede.
Ulykkeligvis mødte islam – ikke længe efter at den islamiske
dīn (dvs. samfundsorden) var blevet etableret af Muhammad (må
Herrens fred og velsignelser være med ham) – samme skæbne som
tidligere adyān. Gud havde fuldkommengjort dīn i
Koranen, og Rasūl havde videregivet Bogen til muslimerne og
etableret en samfundsorden i overensstemmelse med den; men kort
efter hans død begyndte udbyttende kræfter på ny at stikke deres
grimme ansigt frem. De havde deres første succes, da et arveligt
monarki blev etableret og opretholdt af kapitalisme. Derefter
begyndte disse to kræfter at forvanske dīn til madhhab
for at sikre deres egen overlevelse og konsolidering. Og det
lykkedes snart for dem. Ligesom de gamle anbīya's adyān,
har islam gradvist mistet sin sjæl og substans som dīn og
er degenereret til en livløs madhhab bundet af dogmer og
ritualer. Det eneste, der adskiller denne degenereringsproces fra
de tidligere er, at Guds Lov, Koranen, forblev intakt i sin
oprindelige form – en historisk bekræftet realitet. Det er en
yderst vigtig kendsgerning at holde sig for øje. For hvis nogen af
de andre af menneskenes madhhab skulle søge at gå tilbage
til deres oprindelige form som dīn, vil det være dem
komplet umuligt, fordi de mangler det oprindelige budskab, som
blev åbenbaret til deres egen nabī. Kun muslimer har håb om
at kunne genetablere islam i sin oprindelige form som dīn,
fordi den islamiske dīn's komplette lovkodeks indgår i
Koranen og er bevaret i præcis samme form, som den blev åbenbaret
til Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) for
fjorten hundrede år siden.
Koranen opfordrer menneskene til ikke at lade sig skræmme af
destruktive kræfter og til ikke at miste modet, selv om de skulle
finde foretagendet uoverskueligt og skræmmende. Koranen opfordrer
menneskene til at tro på og have tillid til den livsholdning og
den samfundsorden, som den foreskriver, og til at give den en fair
chance. Hvis de gør det af et ærligt hjerte, forsikrer Koranen
dem, at de inden længe vil overvinde alle ødelæggelsens og
forfaldets kræfter og vil rejse sig fra deres nuværende elendighed
til storslåede bedrifter og uanet berømmelse. Det essentielle i
den samfundsorden, som Koranen beskriver, er ganske simpelt den,
at naturens kræfter skal betvinges, og at sejren skal bruges til
at udvikle og forbedre hele menneskehedens vilkår i
overensstemmelse med de varige værdier, der kommer til udtryk i
Guds åbenbarede Bog, Koranen, for:
Kun en samfundsorden, der er til gavn for hele menneskeheden,
vil bestå. (13:17)
Jeg har viet den bedste del af mit liv til at studere den
løsningsmodel, som Koranen fremsætter for de problemer,
vanskeligheder og farer, der truer menneskeheden i vore dage. Jeg
har skrevet om dette emne i hen ved et kvart århundrede, og mine
skrifter har nået alle afkroge af landet. Indtil nu har de dog
udelukkende været tilgængelige på urdu, og jeg føler mig nu kaldet
til at præsentere Koranens løsningsmodel for nutidens problemer
for en større tilhørerskare ved hjælp af det engelske sprog. Mit
hovedformål er at vise, at mennesket ikke har grund til at føle
sig overvældet af tilsyneladende uløselige problemer, det står
over for, og som får det til at føle sig hjælpeløst og foragteligt
og til at resignere i fortvivlelse. Der er nemlig stadig en kilde,
mennesket kan vende sig til for at finde lys og håb. Og hvis det
følger lyset, er der ingen tvivl om, at det vil være i stand til
at overvinde de problemer, der umiddelbart synes uløselige. Og
mennesket vil være fortrøstningsfuldt og i stand til at udvikle
sig yderligere.
En af de største vanskeligheder, jeg har mødt, ligger i
oversættelsen af koranske begreber og vendinger i tilknytning til
dīn. De fleste af de tilsvarende gængse engelske begreber
har tilknytning til madhhab, og hvis jeg benytter dem, vil
det være næsten umuligt at skelne dīn fra madhhab,
og hovedformålet med denne bog vil kuldsejle. Det kan siges, at
jeg kunne vælge passende synonymer fra det engelske ordforråd1;
men dette er i virkeligheden umuligt, for det engelske sprog
rummer ganske enkelt ikke ord og vendinger, der kunne gengive den
nøjagtige mening af relevante koranske begreber. Tag blot selve
ordet dīn. Det har intet nøjagtigt modstykke i det engelske
sprog. Det er også grunden til, at det er stort set umuligt at
oversætte Koranen til noget andet sprog på redelig vis. Jeg
citerer her den kendte britiske orientalist Gibb, der i sin
berømte bog Modern Trends in Islam siger:
"Koranen er hovedsageligt uoversættelig på samme måde som ædel
poesi er det. Læseren vil aldrig være i stand til at videregive
sine visioner i ordinært sprog. Han kan kun udtrykke sig i
brudte billeder, hvis tonefald og hver eneste nuance må studeres
længe og oprigtigt, før læseren opfatter deres dybeste mening –
billeder, i hvilke også musik og lyde spiller en stor rolle for
at afstemme hørerens hjerne til at modtage budskabet. At
omskrive dem i andre ord kan kun være at lemlæste dem, at
erstatte det fineste guld med ler, den intuitive sansnings
vingeflugt med det uinspirerede intellekts møjsommelighed.... En engelsk
oversættelse af Koranen må benytte sig af præcise og ofte
vilkårlige vendinger for det arabiske sprogs mange-facetterede,
juvel-lignende arabiske sentenser. Og jo mere ordret den er, jo
mere grå og farveløs vil den uvægerligt være.... Selv så simpel
en sætning som:

Vi råder visselig over liv og død, og til Os skal alle vende
tilbage. (50:43)
er det umuligt at gengive på engelsk (eller noget andet
sprog) på grund af kraften i det fem gange gentagne ord 'Vi' i
originalens kun seks ord." (p. 4)
På grund af disse alvorlige vanskeligheder har mit eneste
alternativ været at bibeholde de oprindelige koranske begreber og
at forklare dem i et glossar. Disse ordforklaringer har jeg
selvfølgelig ikke selv 'opfundet'. De er baseret på etymologiske
betragtninger over den oprindelige mening af roden i de relevante
ord og vendinger. De understøttes af autoritative arabiske leksika
og af de koranvers, som de forekommer i. Jeg har også samlet et
forståeligt koranleksikon i fire bind efter det samme mønster, som
allerede er udgivet. På samme måde har jeg forklaret Koranens
mening i et separat værk, Mafhūm-ul-Qur'ān (Exposition of
the Holy Qur'ān).
Det ville fremgå af et sammenlignende studie over begreberne
dīn og madhhab, at de vitterlig har nogle fællestræk,
f.eks. troen på Gud, på guddommelig vejledning og på et liv efter
døden. Men denne lighed stikker ikke særlig dybt eller er ikke
omfattende nok, for hvis man reflekterer over disse begrebers
virkelige mening, vil det være klokkeklart, at ligheden mellem
dīn og madhhab blot er overfladisk. Selv disse begreber
har forskellig betydning og bibetydning i dīn og madhhab
– på mange områder er deres betydning endog indbyrdes
selvmodsigende.
De første kapitler af nærværende værk indeholder en historisk
diskussion om begreberne Gud og religion. Den bør ikke betragtes
som en diskussion om dīn, ej heller er det et forsøg på at
sammenligne islam med andre religioner og på at fastslå islams
overlegenhed i forhold til dem. Fra de tidligere i dette kapitel
anførte betragtninger skulle det fremgå, at det er ganske
udelukket at sammenligne islam med nogen af de eksisterende
religioner. Islam er en dīn, dvs. et livssyn eller en
levevis, der kun kan sammenlignes med en anden levevis – ikke med
en religion, for religion som sådan har intet som helst at gøre
med de problemer, menneskeheden står over for her på jorden. Dette
forklarer, hvorfor Koranen ikke præsenterer islam som rival til
nogen anden religion, men fastholder, at denne dīn
(samfundsorden eller livssyn) til slut vil sejre over alle
menneskeskabte systemer (9:33). Jeg beder Dem derfor, kære læser,
om ikke at betragte denne bog som en bog om religion. Den bør ikke
studeres ud fra andre synsvinkler, end at det livssyn og den
samfundsorden, som bogen præsenterer, vil være løsningen på de
alvorlige problemer og vanskeligheder, som menneskeheden i vore
dage står over for.
I dag tager tænkende kvinder og mænd afstand fra både
materialisme såvel som 'religion' (madhhab), for ingen af
dem viser en vej ud af menneskehedens aktuelle forlegenhed. Den
eneste løsning er den dīn, der præsenteres på de følgende
sider. Denne dīn, der udelukkende kommer til udtryk i
Koranens vers, for – som allerede nævnt – er Koranen den eneste af
alle de bøger med åbenbarede adyān, der er forblevet intakt
nøjagtig som den blev åbenbaret til Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham), der videregav den til menneskeheden.
Det økonomiske problem er det alvorligste af alle i vore dage,
og hverken kapitalisme eller kommunisme har en effektiv løsning på
det. Den islamiske dīn giver os en løsningsmodel også på
dette område; men dette aspekt af islam berøres kun overfladisk i
nærværende bog.
I øvrigt vil læseren på de følgende sider støde på mange
citater, især fra vestlige tænkere. Jeg vil gerne pointere lige
fra starten, at disse citater ikke er brugt for at bekræfte
sandheden i Koranens principper eller forskrifter. Alle Koranens
udsagn og påstande er selvindlysende sandheder og behøver ikke
yderligere bekræftelse. Citaterne tjener et ganske andet formål:
Koranen præsenterede for fjorten hundrede år siden omridset af en
ny samfundsorden. Dengang var menneskene ikke blot uenige, men
også arge modstandere af den. Det ser dog ud til, at tidens krav
og den vanskelige situation, menneskeheden befinder sig i, har
tendens til at bringe menneskeheden gradvist nærmere til den
islamiske samfundsorden. Adskillige ikke-muslimske tænkere, der
indtil for nylig satte deres lid til den ene eller den anden af de
mange menneskeskabte ordener, der splitter menneskeheden, er nu
ved at opgive dem. Og de nye retningslinjer, som de nu udtænker
for at sikre fred, retfærdighed og lykke for menneskeheden, ligner
meget den samfundsorden, som Koranen foreskrev for mange år siden.
Det er blot for at illustrere denne kendsgerning, at jeg ofte
citerer kendte vestlige tænkere. Det menneskelige intellekt nærmer
sig gradvist forståelsen af de varige værdier, der kommer til
udtryk i Koranen. Uagtet alle udbyttende kræfter vil den evige
sandhed få overhånd – jo før jo bedre for menneskehedens
emancipation.
|
|
|
|
|
|
1. Det samme gælder selvsagt for det danske sprog. (overs.)
|
|
|
|
|
|