Menneskehedens historie er tragisk læsning. Ned igennem tiderne er vi vidne til en række nationers, civilisationers og kulturers storhed og fald. Mennesket har uden tvivl hele vejen igennem vist en bemærkelsesværdig konstruktiv genialitet og har indimellem haft succes på trods af lejlighedsvis tilbagegang og naturkatastrofer. Men denne konstruktive genialitet er altid blevet undermineret af en indbygget svaghed i dets idealer eller livssyn, der i sidste ende har forårsaget bestræbelsernes endeligt. Ikke desto mindre har der været nogle bemærkelsesværdige undtagelser i rækken, når tanken om global velfærd for mennesket tog form for alvor; men hovedtrækket ved samfundstypen i alle disse civilisationer har altid været frustration.

Det samme sørgelige skuespil har gentaget sig igen og igen. Vi har set folk stræbe uafladeligt efter at skabe en stor civilisation, som blev centrum for deres ønsker og ambitioner, længsler og håb. De så deres succes som det ypperligste, mennesket kunne opnå. De håbede, at denne civilisation sluttelig ville frigøre mennesket fra tyranniets og slaveriets klør og føre det ind i en æra af evig fred, sikkerhed og tilfredshed. De levede i illusionen om at have opbygget en civilisation uden sidestykke, hvis vækst ville være en kilde til evig stolthed og lykke for dem. Hvert skridt de tog, tændte et nyt håb i deres hjerter om i sidste ende at opnå ultimativ velstand og fremskridt; men udviklingen nåede aldrig den ønskede kulmination, og hovedmålet forblev en illusion. Hver gang satte et antiklimaks ind, længe før målet var nået, og menneskene begyndte selv at ødelægge det imponerende bygningsværk, de havde rejst igennem tiderne, og de knuste alle deres håb, idealer og drømme.

Historien er fyldt med sådanne beretninger om menneskelige civilisationers storhed og fald. Det gamle Babylon, Egypten, Grækenland, Persien, Rom, Indien – ja selv i dele af Den nye Verden finder vi gravpladser for storslåede civilisationer. De står som levende vidnesbyrd om menneskets tragiske nederlag, og må uvægerligt vække til eftertanke hos den eftertænksomme beskuer. De er en opfordring til at stoppe op en stund og reflektere over Koranens advarsel:

Vær ikke som den kvinde, der optrævler den tråd, hun har arbejdet så hårdt på at spinde. (16:92)

Lad os for en stund fundere over verden af i dag, hvor de vestlige nationer spiller en førende rolle. Denne civilisations glorværdighed forekommer mildest talt blakket. Den gør krav på at være både magtfuld og dynamisk og har ganske givet hjulpet mennesket til at underlægge sig nogle af de mest storslåede naturkræfter. Forbløffende fremskridt på kommunikationsområdet har betydet, at selv fjerne egne står i nær kontakt med hinanden. Aldrig før i sin lange og omtumlede historie har mennesket haft så megen magt over universet og naturens enorme kræfter som i dag.

Denne fantastiske fase i civilisationens historie er næppe hundrede år gammel; men – som så mange gange før – er dens kollaps og ruin allerede sigtbar, som Mason siger i Creative Freedom:

"Vi startede denne epoke med videnskabelig effektivitet i fuld tillid til, at materialismens triumfer ville løse livets problemer. Vi må nu sande, at vi tog fejl. Livet er ikke så simpelt." (pp. 183-184)

Ethvert tænkende menneske er knuget ved tanken om, at denne civilisation, som allerede er blevet rystet i sin grundvold af to verdenskrige, ikke vil overleve et tredje chok. Ikke alene vil hele bygningsværket kollapse, men det vil knuse hele menneskeheden under sig – ja, måske endog udrydde den totalt.

Hvorfor vil det gå sådan? Hverken de gamle civilisationer eller den nuværende er dog tankeløse menneskers værk. Alle civilisationer – hedengangne som nutidige – er jo da skabt af intelligente og kreative mennesker. Dette fremskridtets paradoks vil uvægerligt lede alle reflekterende til samme konklusion, som Einstein nåede til i Tanker og meninger fra mine senere år:

"Af smertelig erfaring har vi lært, at rationel tænkning ikke er tilstrækkelig til at løse problemerne i vort sociale liv. Grundig forskning og energisk videnskabeligt arbejde har ofte haft tragiske virkninger for menneskeheden. På den ene side har dette arbejde skabt opfindelser, som har befriet menneskene for slidsomt arbejde og derved gjort deres liv lettere og rigere; men på den anden side har det ført til en betænkelig rastløshed, gjort menneskene til slaver af sine tekniske omgivelser og – det mest katastrofale af det hele – skabt midler til menneskenes egen masseudryddelse. Dette er virkelig en overvældende og bitter tragedie!" (pp. 66-67)

Med andre ord: Mennesket kan med fornuftens hjælp underlægge sig naturens kræfter, men kan ikke ved egen hjælp finde tilfredsstillende løsninger på de komplekse problemer, menneskeheden står over for. Disse kan i virkeligheden ikke løses, medmindre vi – og før vi – får svar på visse fundamentale spørgsmål: Hvad er livets mening og mål? Hvorfor er de forskellige individers interesser og de forskellige nationers krav ofte så indbyrdes modstridende, og hvorledes kan de forenes? Hvad er fremmende, og hvad er ødelæggende for menneskehedens interesser i almindelighed? Hvad er menneskehedens fælles værdier, og hvorledes står de i forhold til hinanden? Hvorfor er det nødvendigt at beskytte og bevare disse værdier, og hvorledes kan det gøres? Hvad er menneskets fundamentale rettigheder, og hvorledes kan de bedst sikres? Det er tydeligt, at den menneskelige fornuft og dens manifestation – videnskaberne – ikke kan hjælpe os stort med disse spørgsmål. Lad mig derfor igen referere til Einstein i Tanker og meninger fra mine senere år:

"For videnskaben kan bare fastslå, hvad som er, men ikke, hvad som burde være, og uden for dens område er der fremdeles brug for vurdering af forskellige værdier.... Videnskabens repræsentanter har ofte gjort forsøg på at komme frem til et fundamentalt bedømmelsesgrundlag for livsværdier og -mål på en metodisk videnskabelig baggrund, og har på denne måde sat sig selv i opposition til religionen. Disse konflikter er alle opstået af skæbnesvangre fejltagelser.... For videnskabsmanden eksisterer kun 'at være', ikke at ønske eller værdsætte, ikke noget godt eller ondt, intet mål." (pp. 26 & 245)

Da løsningen på menneskehedens fundamentale problemer er afhængig af tilfredsstillende svar på de ovenfor stillede spørgsmål. Og da menneskelig fornuft alene ikke kan give tilfredsstillende svar, vil det være rimeligt at se på nogle af de andre kilder til viden, der kunne tænkes at hjælpe menneskeheden med at løse dens fundamentale problemer.

Menneskets intellekt hjælper os ikke meget i denne sag, for det kender ikke andre kilder til viden end sig selv. Der er kun én vejleder, der kan hjælpe menneskeheden i sin søgen – én, der på overbevisende måde kundgør Sin evne til at lede dem til deres mål:

Allah er den, der har skabt alt (i himlene og på jorden). Og Han er den, der vejleder (skabelsen). (20:50)

Denne vejledning, der kommer direkte fra Gud, kaldes åbenbaring. Den er blevet åbenbaret til menneskeheden op igennem tiderne ved forskellige anbīya's mellemkomst. Uheldigvis har tidens tand og menneskenes uagtsomme omgang med Skrifterne betydet, at budskaberne, som disse før-islamiske anbīya bragte, ikke er blevet bevaret i deres oprindelige form. For fjorten hundrede år siden blev den komplette og endelige version af Guds vejledning åbenbaret til menneskeheden gennem Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), den sidste i rækken af rusul. Denne version af den guddommelige vejledning er indeholdt i Koranen – præcist og i sin oprindelige form.

Koranen blev åbenbaret fra tid til anden over en periode på omkring treogtyve år. Rasūl-Allah traf idiotsikre foranstaltninger for dens nedskrivning og bevarelse, og før han døde, var den samlet fuldstændig til en bog, ligesom den var blevet lært udenad af tusinder af mænd. Bogen er således bevaret i sin oprindelige form, og det er en historisk kendsgerning, at ikke et eneste bogstav i den er blevet ændret i løbet af dens 1400-årige eksistens. Denne store og uforlignelige bog er et enestående testamente over evigtgyldige sandheder og evige universelle værdier, og den giver oplysning og perfekt vejledning om alle aspekter af menneskets liv.

Menneskers skriverier er produkter af deres omgivelser og er bestemt til at videregive en idé eller tjener et eller andet begrænset formål. Sådanne værker er derfor blot af forbigående gyldighed og nytte. På den anden side er en bog, der indeholder en åbenbaret vejledning, evigtgyldig og uafhængig af både tid, sted og omstændigheder. Dens lære vil aldrig forældes, og der er ingen grænser for, i hvilken udstrækning den kan vejlede menneskene. Den indeholder de principper, der bestemmer udviklingen og realiseringen af individets potentiale, og den forklarer de love, der styrer nationers opblomstring, storhed og fald. Koranen er en guddommelig bog, der rummer alle disse egenskaber. Og da den indeholder Guds endelige vejledning til menneskeheden, er den altomfattende og komplet i enhver henseende.

Dette Gud den Almægtiges store værk fortæller os, at alle menneskehedens fejltrin og frustrationer, og alle ødelæggelser og blodsudgydelser, som verden har lidt under, kan spores tilbage til vildledende livssyn, som mennesket har taget til sig gennem forvrængede visioner og pervers tænkning. Én af disse er den materialistiske livsanskuelse ifølge hvilken mennesket som den mest udviklede dyreart er totalt afhængig af sit fysiske legemes eksistens og ophører med at eksistere, når dette forfalder. De mener, at menneskeliv udelukkende styres af fysiske love. Bevarelse og fremme af menneskets materielle velfærd er det eneste, der er værd at stræbe efter. Det er det menneskelige intellekts opgave at hjælpe mennesket til at nå disse mål. De, der tror på dette billede af livet, accepterer i virkeligheden jungleloven, ifølge hvilken magt er ret. En sådan lov resulterer selvsagt i strid og konflikt mennesker og grupper imellem. Konflikter, der vil brede sig globalt og være skyld i massedestruktion af liv og ejendom og uhyrlige menneskelige lidelser. Kort sagt, så har alle de veje, som mennesket er slået ind på for at organisere det sociale liv, i sidste ende ført til gensidig ødelæggelse i stedet for til sikkerhed og fred. I The Making of Humanity har Briffault klart sat hovedårsagen til denne misere i fokus ved at sige:

"Ingen af menneskene udtænkt organisationsform, der bygger på forlorne grundprincipper, vil overleve i længden, uanset om den forsøges opretholdt ved kløgt og effektivitet eller ved overfladisk tilpasning og lapperi." (p. 159)

Koranen slår fast, at mennesket ikke blot er et fysisk væsen, men består af andet end sit legeme – af noget, der kaldes personlighed. Mennesket er dog ikke fra starten udstyret med en fuldt udviklet personlighed. Den eksisterer i latent form, og dens udvikling er menneskets yderste bestemmelse. Når personligheden udvikles på rette måde, kan individets liv udfolde sig i højere former i det Hinsidige efter dets endeligt i det Dennesidige. Individets fysiske udvikling styres af visse naturlove; men dets personlighedsudvikling er underkastet et andet sæt af love, som er blevet givet menneskeheden fra tid til anden ved guddommelig åbenbaring, som nu findes i sin helhed i Koranen.

Individets personlighed kan ikke udfolde sig og opfylde sin bestemmelse i afsondrethed, men i samspil med omgivelserne. Derfor fastlægger Koranen ikke kun rammeprincipper for individet, men også for samfundet. Et samfundssystem udviklet i henhold til Koranens rammelov, sikrer hele menneskehedens fremskridt og udvikling. Det skaber et samfund, hvor individers og gruppers interesser ikke kolliderer. For ifølge Koranens grundlæggende principper vokser individets personlighed proportionalt med dets bidrag til andre menneskers udvikling. I et samfund, hvor hvert enkelt individ gør sit yderste for at hjælpe andre – i sidste ende i egen interesse – vil der ikke opstå konflikter individerne imellem. Når først menneskenes indbyrdes interessekonflikter er ryddet af vejen, vil alle andre konflikter, der har været årsag til tyranni og kaos i verden, automatisk forsvinde. Koranen ridser et mønster op, ifølge hvilket hele menneskeheden kan komme til at udgøre ét globalt fællesskab.

Som et resultat af den materialistiske livsanskuelse står menneskeheden i dag over for en krise, som måske er uden sidestykke i historien. Denne krise berører alle aspekter af livet og har taget form af en universel revolte imod religion. Den er ikke begrænset til et bestemt område eller en bestemt gruppe mennesker. Den er ikke rettet imod nogen bestemt religion, men imod religion som sådan. Siden civilisationens opståen er hver eneste religion på et eller andet tidspunkt blevet udsat for massiv kritik; men en total modstand imod religion som sådan er et fænomen, der er opstået i kølvandet på nutidens livssyn. Herom siger Hocking i Living Religions and A World Faith:

"Alle levende religioner er skibbrudne skuder indhyllet i skinhellighed og selvtilstrækkelighed. De holdes stædigt sammen af indbildske dogmers rust – så forsagte under konformitetens åg. Og kun få tør begive sig af med noget så farefuldt som at tænke." (p. 202)

Russell er mere klar på det punkt, når han i Derfor er jeg ikke kristen! siger:

"Religionen hindrer vore børn i at få en fornuftig opdragelse; religionen forhindrer os i at fjerne de grundlæggende årsager til krig; religionen forhindrer os i at undervise i det videnskabelige samarbejdes etik i stedet for de gamle barske doktriner om synd og straf. Det er muligt, at menneskeheden står på tærskelen til en guldalder; men hvis den gør det, vil det være nødvendigt først at dræbe den drage, der bevogter døren, og denne drage er religionen." (p. 49)

Vor tidsalder udgør således en åben udfordring til al religion.

Denne udfordring er ikke ganske uden fortilfælde. For fjorten hundrede år siden stod religion ansigt til ansigt med en lignende udfordring – helt uden sidestykke. Denne udfordring blev frembudt af Koranen. Den udfordrede åbenlyst datidens religioner: Jødedom, kristendom, manikæisme, afguds-, stjerne- og naturdyrkelse, åndemaneri og overtro. Den udfordrede ikke blot sandheden og gyldigheden af elementerne i en bestemt form for religion, men lagde vægt på, at 'religion' i sig selv byggede på falsk grundlag.

Denne påstand vil uden tvivl ikke kun overraske ikke-muslimer, men også muslimer. Man kan fremføre det argument, at islam i sig selv er en religion (og at Koranen er en religiøs bog) – hvorfor det er selvmodsigende at hævde, at Koranen er bannerfører for et oprør imod religion. Der er imidlertid ikke tale om en selvmodsigelse, men snarere om et paradoks – opstået ved en fundamental vildfarelse og en vidt udbredt misforståelse med hensyn til islams beskaffenhed. Islam betragtes almindeligvis som en religion (madhhab), men er i virkeligheden ikke en madhhab, men en dīn. Begreberne madhhab og dīn, der oftest bruges som synonymer, er dog ikke kun vidt forskellige begreber, men også indbyrdes selvmodsigende. Derfor er det nødvendigt at forstå den grundlæggende forskel på disse to begreber for at kunne vurdere dem rigtigt. En korrekt forståelse af denne forskel er også nødvendig for at befri menneskeheden for den dødelige krise, den i vore dage befinder sig i.

Koranen beretter om, hvorledes der opstod interessekonflikter, da menneskene begyndte at leve sammen i grupper, og at dette så igen førte til voldsomme stridigheder og blodsudgydelser. Da dette kaos var et resultat af menneskenes egne begrænsninger, var de ude af stand til at afhjælpe det. Hvad der var brug for, var en tydelig vejledning fra en kilde, der var mennesket overlegent. Denne kilde kunne naturligvis ikke være andet end det Guddommelige, for i hele universet er der ingen, der står over dets skaber – Gud Selv. Den guddommelige vejledning, som menneskeheden havde brug for til at komme ud af det morads, den befandt sig i, blev tilgængelig gennem rusul, Guds sendebud.

Derfor kom en lang række af guddommelige rusul fra tid til anden til menneskeheden med et guddommeligt vejledende regelsæt, og de oprettede en socioøkonomisk orden baseret på de varige værdier, som denne lov rummer. Gamle konflikter og stridigheder i de pågældende samfund blev derved bragt til ophør. Individuel og egennyttig stræben blev erstattet af idealer til gavn og glæde for samfundet som helhed. Undertrykkelse og udbytning blev afskaffet til fordel for retfærdighed og lighed. Det ene individs afhængighed af et andet blev bragt til ophør, og således også et individs underkastelse under et andet. Hvert enkelt individ blev sikret sine basale fornødenheder og blev således stillet tilfreds uden at stå i lydighedsgæld til nogen anden person eller magt – undtagen Guds Love (eller de varige værdier i den guddommelige lov). Alle samfundets medlemmer nød således sand frihed og sikkerhed – sikkerhed og frihed, der ikke var begrænset til menneskets fysiske eksistens her på jorden, men også strakte sig til livet i det Hinsidige. Dette livssyn, denne lov, denne sociale orden var kendt som dīn.

Nabī'en grundlagde denne samfundsorden, og den var fremherskende også i en årrække efter hans død. Men før eller senere begyndte de stærke kræfter, som dīn havde holdt i ave, igen at løfte deres grimme åsyn og underminere dīn ved at genoplive gamle onder som uretfærdighed, udbytning og tyranni. I deres forsøg på at genetablere den gamle orden benyttede disse kræfter sig af mænd i gudsfrygtens kåber, der talte i Guds navn. De førte sig frem som fortolkere af Guds vilje og forvanskede dermed ånden og kernen i dīn, som ikke længere var en levende kraft i samfundet, men blev reduceret til et sæt sjælløse trossætninger, livløse dogmer og formelle ritualer fuldstændig blottet for fornuft og viden og denne verdens realiteter. De søgte at holde menigmand i skak i en labyrint af dogmer og ritualer, og de religiøse såvel som de verdslige udbyttere havde således frie hænder til at tage kvælertag på de bedragne masser og til at berige sig selv gennem andres arbejde. Og således blev dīn atter en gang forvandlet til madhhab eller 'religion' – præcis som i fordums tider.

Men denne orden – eller mangel på orden – kunne ikke fortsætte i det uendelige, og snart kom endnu en rasūl (sendebud fra Gud) på scenen, udfordrede 'religion's bannerførere og genindførte dīn eller den levevis og det livssyn, der var blevet åbenbaret til og indført af hans forgængere.

Denne proces af tesis og antitesis, af opblomstring og forfald, fortsatte i århundreder og sluttede med islams nabī, gennem hvem det perfekte sæt guddommelig vejledning, der kommer til udtryk i Koranen, blev overbragt menneskeheden. Den samfundsorden, der blev oprettet af denne nabī på grundlag af denne lov, var kulminationen på den proces, der skulle fuldkommengøre dīn.

Hele menneskehedens historie er kort og godt historien om en evig kamp mellem dīn og madhhab, der mundede ud i den enes eller den andens sejr over den anden.

Begrebet 'religion' er et velovervejet fantasifoster opstået i hovedet på mænd besat af tanken om at pleje deres egne interesser. Deres eneste mål var at nyde sig selv og livet på andres bekostning. Masserne blev indoktrineret til at hylde og velsigne dem, der bedrog dem, og som optrådte i forskellig forklædning for at indynde sig hos dem.

I deres forsøg på at føre folket bag lyset og snyde dem for deres rettigheder, betjente 'religion's bannerførere sig altid af samme taktik: De lod deres egne mål og ambitioner fremstå som 'Guds vilje'. Det er intet mindre end hemmeligheden bag 'religion's jerngreb om masserne. Den mest effektive måde at opretholde dette jerngreb er at holde masserne i uvidenhed, at lamme deres fornuft og gøre dem ude af stand til at tænke selvstændigt, og at fremholde uvidenhed, dumhed og blind underkastelse som tegn på fromhed og gudsfrygt. 'Religion's ledere vil have os til at tro, at jo mere obskurt og jo mere usammenhængende en person udtrykker sig, desto nærmere står han Gud. Og de vil have os til at tro, at jo mere irrationel og uvidenskabelig en person er i sine holdninger og indfaldsvinkler, desto større agtelse bør blive ham til del.

Det eneste argument, der fremføres som forsvar for 'religion', er at forfædrene fulgte den, hvilket skulle forlene den med et skær af ukrænkelighed. Hvis nogen drister sig til at sætte spørgsmålstegn ved religiøs tro eller praksis, vil 'religion's ledere forsøge at rejse massernes vrede imod ham og anklage ham for vanhelligelse og fornærmelse imod deres navnkundige forfædre. Frygt for folkets vrede har været et effektivt våben for 'religion's mænd, når de ville give deres kritikere mundkurv på og ville skræmme dem til tavshed. Det var for at afvæbne 'religion's mænd og bryde madhhab's farlige greb om menneskene, og for at genindføre dīn som guddommelig referenceramme, at Gud fra tid til anden sendte Sine rusul til menneskene.

Eftersom falskhed ikke har ben at stå på, har den altid benyttet sig af sandhedens klædedragt. På samme måde søger 'religion' accept ved at forklæde sig som dīn og bruge dens terminologi og redskaber. Den mangler ganske dīn's sjæl og ånd, men søger at narre menneskene til at acceptere skyggen i stedet for substansen. Madhhab er i virkeligheden dīn's balsamerede legeme. Hvor overraskende fast 'religion's greb om menneskets underbevidsthed er, kan bedømmes gennem simple fakta. Kristendommen opfandt begrebet arvesynd med det resultat, at mennesket blev berøvet sin frie vilje og reduceret til et livløst objekt, for så vidt som det påstås, at ethvert menneskebarn ved fødselen ser dagens lys belastet af en synd, det ikke selv er skyld i, og som det ikke ved egen hjælp kan frigøre sig fra, fordi det er et hjælpeløst væsen. Den logiske følge af denne tro var, at mennesket ikke kunne holdes ansvarligt for sine misgerninger. Og således blev forudbestemmelse og ansvarsfrihed naturlige produkter af kristendommen.

Flere af Vestens forskere og tænkere har undsagt kristendommen helt og aldeles. De er endog gået så vidt som at opfatte tro på Gud som fornuftsstridigt nonsens og er blevet erklærede ateister og materialister. Ikke desto mindre er det overraskende at se, hvor dybt kristendommens grundprincipper stikker i deres sind. Den forskning, de har gjort på mange forskellige felter inden for naturvidenskab, sociologi, historie, psykologi osv., udmunder alle i en og samme påstand: Menneskets komplette hjælpeløshed og ansvarsfrihed for egne handlinger. Darwinistisk forskning gjorde homo sapiens til et biologisk bestemt væsen, hvis handlinger var fysisk nedarvede og fuldstændig uden for egen kontrol. Adfærdspsykologer bandt mennesket til et sæt vaner og reflekser og fremførte, at alle dets handlinger var bestemt af fysiske stimuli. Antropologer påstod, at menneskets karaktertræk var nedarvede, og sociologer fastholdt, at det sociale miljø var ansvarligt for alle dets handlinger og adfærd. Freudianerne opfatter mennesket som psykologisk forudbestemt og kundgjorde, at 'egoet ikke er herre i sit eget hus', idet alle dets afgørelser træffes i underbevidstheden, der er domineret af kønsdriften. Og marxisterne så mennesket som en økonomisk bestemt enhed.

Alt dette er de håndgribelige resultater af 'religion's magtfulde greb, som tænkerne selv mente at have frigjort sig fuldstændig fra; for selv om de mentalt frigjorde sig fra religiøse bånd, var deres underbevidsthed stadig bundet. De tog nemlig ikke dīn's positive tanker til sig efter at have løst sig fra 'religion's negative tanker. Og fordi det er fysisk umuligt at have et tomrum i skabelsen, blev deres tanker opfyldt af negative tanker udefra. Tidens krav tvinger dem til at stille sig ansigt til ansigt med virkeligheden – specielt fordi den generation, der er opstået under indflydelse af forudbestemmelsens filosofi, ikke har respekt for lov og orden og ikke anser en krænkelse for en krænkelse, idet den har fået det indtryk, at den ikke er ansvarlig for sine handlinger. Det eneste, der kunne få den til at ændre kurs, var pres fra samfundet. Men når samfundet selv består af individer, der ikke føler etisk og moralsk ansvarlighed, er det ikke svært at ændre loven, så den stemmer overens med det umoralske samfunds opførsel. Således undergår Vestens love en gradvis forvandling til et lavere moralsk stade. Det har fået Vestens tænkere til at vågne op af deres tornerosesøvn, og de begynder nu så småt at tage afstand fra forudbestemmelsen og vender sig mere og mere til tanken om den frie vilje, der – sagt på en anden måde – betyder tro på menneskets personlighed.

Spørgsmålet er nu, hvorfor menneskene er så tilbøjelige til at lade sig udnytte af 'religion'. Det mest almindelige svar på dette centrale spørgsmål er, at 'trang til religion' er naturlig for mennesket. Mennesket må tro på noget – det være sig Gud eller mammon eller hvad som helst. Dette er imidlertid en af de vildfarelser, der op igennem historien er blevet accepteret som en 'evig sandhed', der ikke behøver granskes nøjere. Det argument, der fremføres for at bekræfte denne antagelse, er, at hele menneskehedens historie bærer vidnesbyrd om denne 'indre trang', som mennesket har virkeliggjort på forskellig vis. Det er på denne måde, fortalerne for 'religion' retfærdiggør den og søger at forklare den i vore dage. Selv hæderlige lærde og tænkere har ladet sig overbevise om denne besynderlige 'indre trang' i mennesket. Lad os se nærmere på denne antagelse og undersøge grundlaget for og beskaffenheden af denne såkaldte indre trang til religion.

En af de to fundamentale og mest magtfulde drifter i mennesket er selvopholdelsesdriften. Mennesket ønsker ikke at gå til grunde – det vil overleve. Denne kamp for overlevelse kommer til udtryk allerede ved fødselen, når babyen instinktivt skriger efter føde. Denne kamp svækkes aldrig og varer ved, lige til mennesket drager sit sidste åndedrag.

Dette overlevelsesinstinkt deler mennesket med dyrene – dog med den forskel, at et dyr fra naturens hånd er udstyret med passende redskaber og våben til overlevelse og selvforsvar. Fysisk magt og styrke, skarpe tænder, jernhårde kløer, vinger at flyve med, giftbrod, farve til camouflage og beskyttelse, evne til at svømme eller springe og løbe med lynets hast – alt sammen redskaber, som dyrene arver rent biologisk. Mennesket er derimod hjælpeløst. For at forsvare sig imod naturkatastrofer, vilde dyr og angreb fra egne artsfæller, har mennesket været nødt til at opfinde redskaber til selvforsvar. Og således er menneskets historie – til forskel fra dyrenes – historien om udvikling af sådanne våben til angreb og forsvar.

Det var dette hjælpeløse menneskes paradoks og dets stærke selvopholdelsesinstinkt, der fik det til at bøje sig for hvad som helst, der var magtfuldt, nyttigt eller skadeligt. Mennesket bøjede sig for naturens manifestationer: Det tilbad dyr og holdt træer og planter i ære, i håb om at få hjælp til sin egen overlevelse. I sådanne falske og kunstige støtter var det, at mennesket hovedsageligt – men forgæves – søgte hjælp til at overleve.

Det ville være interessant at studere og dokumentere det faktum, at hvor som helst og når som helst et folk har udviklet en avanceret produktion af redskaber, har de fjernet sig fra deres falske guder og er blevet stort set irreligiøse. Deres højtudviklede våben giver dem selvtillid, og deres erobringer af verden bevirker, at de afviser alle former for overtro. I det enkelte individs liv kan man se en lignende proces: I ungdomsårene gør fysisk styrke og overlegenhed det ligegyldigt over for religion og overtro; men som det fysiske forfald sætter ind, bliver individet mere og mere tiltrukket af det religiøse og søger hjælp og støtte i det, han så pure afviste i sin ungdom. På samme måde som individet sjældent søger disse falske guders hjælp, når det har succes, men pietetsfuld søger dem, når det konfronteres med nederlag og finder sine egne midler til at tage udfordringen op utilstrækkelige.

Overlevelsesproblematikken er dog ikke begrænset til det fysiske alene. Et menneske har – ulig dyrene – også hang til at overleve på det rent menneskelige plan. Et dyr tilfredsstilles af et godt måltid og skrider først til handling, når det igen sulter eller bliver truet på sin eksistens. Således er det ikke for mennesket. Hvis det må føre en bestandig og håbløs kamp livet igennem for at sikre sig økonomisk, vil dette måske optage det i en sådan grad, at det ikke har overskud til at tænke på noget som helst andet. Men lige så snart mennesket har opnået økonomisk og fysisk sikkerhed, vil det tænke på sin rent menneskelige overlevelse. I dag står både kapitalistiske og socialistiske stater over for dette problem på et langt mere intenst og omfattende plan end udviklingslandene. På grund af deres videnskabelige magt og blomstrende økonomi, fokuserer de uvægerligt på anden overlevelse end blot den fysiske. Eksistentialismen er intet andet end en akut manifestation af dette alvorlige problem. Tendensen til religiøs og mystisk søgen hos tænkere og forskere (specielt i alderdommen) er et andet udtryk for denne søgen efter menneskelig overlevelse.

Sådan er den såkaldte indre trang til religion – hvad enten det er den primitive mands tilbedelse af naturen eller moderne tænkeres mystik. Og det er denne indre trang, der så ofte og med så stor succes – i 'religion's navn – er blevet groft udnyttet af dem, der blot plejer egne interesser.

Op igennem tiderne har anbīya'ernes dīn blotlagt udbytterne og udfordret de falske guder, som menneskene har sat på piedestaler. Det er denne rolle, som dīn – som den kommer til udtryk i Koranen – er bestemt til at spille i dag og i morgen, ligesom gårsdagens adyān.

Koranen anerkender de krav, som selvopholdelsesdriften stiller. Derfor stræber den efter at etablere et økonomisk system, der garanterer det enkelte individs basale behov på en tilfredsstillende måde. Den erklærer, at mennesket er i stand til at besejre naturen, og at dets overlevelse er sikret, hvis det holder sig strengt til de varige værdier i livet – for da kender personligheden ikke til døden. De varige værdier – som de er bevaret i Koranen – er uforanderlige og sande, og derfor troværdige og pålidelige. De erstatter de falske guder med den sande Gud, og de erstatter meningsløs religiøs overtro med styrken i rationel overbevisning. Kort sagt, så tilfredsstiller Koranen selvopholdelsesdriften både på det fysiske og det menneskelige plan og frigør derfor mennesket fra 'religion's lænker og overtroens slaveri.

Det var denne dīn, som den sidste i rækken af anbīya, Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), prædikede og etablerede.

Ulykkeligvis mødte islam – ikke længe efter at den islamiske dīn (dvs. samfundsorden) var blevet etableret af Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) – samme skæbne som tidligere adyān. Gud havde fuldkommengjort dīn i Koranen, og Rasūl havde videregivet Bogen til muslimerne og etableret en samfundsorden i overensstemmelse med den; men kort efter hans død begyndte udbyttende kræfter på ny at stikke deres grimme ansigt frem. De havde deres første succes, da et arveligt monarki blev etableret og opretholdt af kapitalisme. Derefter begyndte disse to kræfter at forvanske dīn til madhhab for at sikre deres egen overlevelse og konsolidering. Og det lykkedes snart for dem. Ligesom de gamle anbīya's adyān, har islam gradvist mistet sin sjæl og substans som dīn og er degenereret til en livløs madhhab bundet af dogmer og ritualer. Det eneste, der adskiller denne degenereringsproces fra de tidligere er, at Guds Lov, Koranen, forblev intakt i sin oprindelige form – en historisk bekræftet realitet. Det er en yderst vigtig kendsgerning at holde sig for øje. For hvis nogen af de andre af menneskenes madhhab skulle søge at gå tilbage til deres oprindelige form som dīn, vil det være dem komplet umuligt, fordi de mangler det oprindelige budskab, som blev åbenbaret til deres egen nabī. Kun muslimer har håb om at kunne genetablere islam i sin oprindelige form som dīn, fordi den islamiske dīn's komplette lovkodeks indgår i Koranen og er bevaret i præcis samme form, som den blev åbenbaret til Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) for fjorten hundrede år siden.

Koranen opfordrer menneskene til ikke at lade sig skræmme af destruktive kræfter og til ikke at miste modet, selv om de skulle finde foretagendet uoverskueligt og skræmmende. Koranen opfordrer menneskene til at tro på og have tillid til den livsholdning og den samfundsorden, som den foreskriver, og til at give den en fair chance. Hvis de gør det af et ærligt hjerte, forsikrer Koranen dem, at de inden længe vil overvinde alle ødelæggelsens og forfaldets kræfter og vil rejse sig fra deres nuværende elendighed til storslåede bedrifter og uanet berømmelse. Det essentielle i den samfundsorden, som Koranen beskriver, er ganske simpelt den, at naturens kræfter skal betvinges, og at sejren skal bruges til at udvikle og forbedre hele menneskehedens vilkår i overensstemmelse med de varige værdier, der kommer til udtryk i Guds åbenbarede Bog, Koranen, for:

Kun en samfundsorden, der er til gavn for hele menneskeheden, vil bestå. (13:17)

Jeg har viet den bedste del af mit liv til at studere den løsningsmodel, som Koranen fremsætter for de problemer, vanskeligheder og farer, der truer menneskeheden i vore dage. Jeg har skrevet om dette emne i hen ved et kvart århundrede, og mine skrifter har nået alle afkroge af landet. Indtil nu har de dog udelukkende været tilgængelige på urdu, og jeg føler mig nu kaldet til at præsentere Koranens løsningsmodel for nutidens problemer for en større tilhørerskare ved hjælp af det engelske sprog. Mit hovedformål er at vise, at mennesket ikke har grund til at føle sig overvældet af tilsyneladende uløselige problemer, det står over for, og som får det til at føle sig hjælpeløst og foragteligt og til at resignere i fortvivlelse. Der er nemlig stadig en kilde, mennesket kan vende sig til for at finde lys og håb. Og hvis det følger lyset, er der ingen tvivl om, at det vil være i stand til at overvinde de problemer, der umiddelbart synes uløselige. Og mennesket vil være fortrøstningsfuldt og i stand til at udvikle sig yderligere.

En af de største vanskeligheder, jeg har mødt, ligger i oversættelsen af koranske begreber og vendinger i tilknytning til dīn. De fleste af de tilsvarende gængse engelske begreber har tilknytning til madhhab, og hvis jeg benytter dem, vil det være næsten umuligt at skelne dīn fra madhhab, og hovedformålet med denne bog vil kuldsejle. Det kan siges, at jeg kunne vælge passende synonymer fra det engelske ordforråd¹; men dette er i virkeligheden umuligt, for det engelske sprog rummer ganske enkelt ikke ord og vendinger, der kunne gengive den nøjagtige mening af relevante koranske begreber. Tag blot selve ordet dīn. Det har intet nøjagtigt modstykke i det engelske sprog. Det er også grunden til, at det er stort set umuligt at oversætte Koranen til noget andet sprog på redelig vis. Jeg citerer her den kendte britiske orientalist Gibb, der i sin berømte bog Modern Trends in Islam siger:

"Koranen er hovedsageligt uoversættelig på samme måde som ædel poesi er det. Læseren vil aldrig være i stand til at videregive sine visioner i ordinært sprog. Han kan kun udtrykke sig i brudte billeder, hvis tonefald og hver eneste nuance må studeres længe og oprigtigt, før læseren opfatter deres dybeste mening – billeder, i hvilke også musik og lyde spiller en stor rolle for at afstemme hørerens hjerne til at modtage budskabet. At omskrive dem i andre ord kan kun være at lemlæste dem, at erstatte det fineste guld med ler, den intuitive sansnings vingeflugt med det uinspirerede intellekts møjsommelighed.... En engelsk oversættelse af Koranen må benytte sig af præcise og ofte vilkårlige vendinger for det arabiske sprogs mange-facetterede, juvel-lignende arabiske sentenser. Og jo mere ordret den er, jo mere grå og farveløs vil den uvægerligt være.... Selv så simpel en sætning som:

Vi råder visselig over liv og død, og til Os skal alle vende tilbage. (50:43)

er det umuligt at gengive på engelsk (eller noget andet sprog) på grund af kraften i det fem gange gentagne ord 'Vi' i originalens kun seks ord." (p. 4)

På grund af disse alvorlige vanskeligheder har mit eneste alternativ været at bibeholde de oprindelige koranske begreber og at forklare dem i et glossar. Disse ordforklaringer har jeg selvfølgelig ikke selv 'opfundet'. De er baseret på etymologiske betragtninger over den oprindelige mening af roden i de relevante ord og vendinger. De understøttes af autoritative arabiske leksika og af de koranvers, som de forekommer i. Jeg har også samlet et forståeligt koranleksikon i fire bind efter det samme mønster, som allerede er udgivet. På samme måde har jeg forklaret Koranens mening i et separat værk, Mafhūm-ul-Qur'ān (Exposition of the Holy Qur'ān).

Det ville fremgå af et sammenlignende studie over begreberne dīn og madhhab, at de vitterlig har nogle fællestræk, f.eks. troen på Gud, på guddommelig vejledning og på et liv efter døden. Men denne lighed stikker ikke særlig dybt eller er ikke omfattende nok, for hvis man reflekterer over disse begrebers virkelige mening, vil det være klokkeklart, at ligheden mellem dīn og madhhab blot er overfladisk. Selv disse begreber har forskellig betydning og bibetydning i dīn og madhhab – på mange områder er deres betydning endog indbyrdes selvmodsigende.

De første kapitler af nærværende værk indeholder en historisk diskussion om begreberne Gud og religion. Den bør ikke betragtes som en diskussion om dīn, ej heller er det et forsøg på at sammenligne islam med andre religioner og på at fastslå islams overlegenhed i forhold til dem. Fra de tidligere i dette kapitel anførte betragtninger skulle det fremgå, at det er ganske udelukket at sammenligne islam med nogen af de eksisterende religioner. Islam er en dīn, dvs. et livssyn eller en levevis, der kun kan sammenlignes med en anden levevis – ikke med en religion, for religion som sådan har intet som helst at gøre med de problemer, menneskeheden står over for her på jorden. Dette forklarer, hvorfor Koranen ikke præsenterer islam som rival til nogen anden religion, men fastholder, at denne dīn (samfundsorden eller livssyn) til slut vil sejre over alle menneskeskabte systemer (9:33). Jeg beder Dem derfor, kære læser, om ikke at betragte denne bog som en bog om religion. Den bør ikke studeres ud fra andre synsvinkler, end at det livssyn og den samfundsorden, som bogen præsenterer, vil være løsningen på de alvorlige problemer og vanskeligheder, som menneskeheden i vore dage står over for.

I dag tager tænkende kvinder og mænd afstand fra både materialisme såvel som 'religion' (madhhab), for ingen af dem viser en vej ud af menneskehedens aktuelle forlegenhed. Den eneste løsning er den dīn, der præsenteres på de følgende sider. Denne dīn, der udelukkende kommer til udtryk i Koranens vers, for – som allerede nævnt – er Koranen den eneste af alle de bøger med åbenbarede adyān, der er forblevet intakt nøjagtig som den blev åbenbaret til Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), der videregav den til menneskeheden.

Det økonomiske problem er det alvorligste af alle i vore dage, og hverken kapitalisme eller kommunisme har en effektiv løsning på det. Den islamiske dīn giver os en løsningsmodel også på dette område; men dette aspekt af islam berøres kun overfladisk i nærværende bog.

I øvrigt vil læseren på de følgende sider støde på mange citater, især fra vestlige tænkere. Jeg vil gerne pointere lige fra starten, at disse citater ikke er brugt for at bekræfte sandheden i Koranens principper eller forskrifter. Alle Koranens udsagn og påstande er selvindlysende sandheder og behøver ikke yderligere bekræftelse. Citaterne tjener et ganske andet formål: Koranen præsenterede for fjorten hundrede år siden omridset af en ny samfundsorden. Dengang var menneskene ikke blot uenige, men også arge modstandere af den. Det ser dog ud til, at tidens krav og den vanskelige situation, menneskeheden befinder sig i, har tendens til at bringe menneskeheden gradvist nærmere til den islamiske samfundsorden. Adskillige ikke-muslimske tænkere, der indtil for nylig satte deres lid til den ene eller den anden af de mange menneskeskabte ordener, der splitter menneskeheden, er nu ved at opgive dem. Og de nye retningslinjer, som de nu udtænker for at sikre fred, retfærdighed og lykke for menneskeheden, ligner meget den samfundsorden, som Koranen foreskrev for mange år siden. Det er blot for at illustrere denne kendsgerning, at jeg ofte citerer kendte vestlige tænkere. Det menneskelige intellekt nærmer sig gradvist forståelsen af de varige værdier, der kommer til udtryk i Koranen. Uagtet alle udbyttende kræfter vil den evige sandhed få overhånd – jo før jo bedre for menneskehedens emancipation.