I moderne tider er religion synlig på mange forskellige områder. Sommetider opfattes den som et naturfænomen, der som sådan hører ind under videnskaben. Hvorimod den som individets erfaring hører ind under psykologien, og som social faktor hører til sociologernes område. Sociologer er imidlertid udelukkende interesseret i religions funktion som en kraft, der er med til at binde samfundet sammen. Religions rolle i menneskets historie er dog ikke blevet overset, den er blevet studeret. I vort forsøg på at forstå religions beskaffenhed, må vi først se på de definitioner, som forskellige forskere og tænkere har fremsat.

Den, der studerer religion, er lige så desorienteret over religionernes forskellighed og mangfoldighed, som han er forbløffet over den enkelte religions indviklede beskaffenhed. Det forekommer nærmest umuligt at udlede det grundlæggende element fra den komplekse og uensartede mængde af forestillinger og praksis, som religionerne er omgærdet med. Under disse omstændigheder er det naturligt at udvælge nogle aspekter, som man finder vigtige og karakteristiske, og forsøge at definere religion inden for denne specielle ramme. Derfor er der så mange forskellige definitioner af religion; men ingen af dem omfatter hele fænomenet eller dets universelle karakter. I virkeligheden fremsætter hver eneste forsker sin egen definition, nogle mere end én. Overraskende nok er nogle af dem endog selvmodsigende. Nogle forskere fastholder, at det er nødvendigt for en religion at indeholde et sæt læresætninger, medens andre mener, at religion kan eksistere som en ren emotionel holdning alene. For nogle er troen på Gud selve kernen i religion, medens andre forkaster dette synspunkt og henviser til buddhismen eller andre ateistiske religioner. Lad os imidlertid undersøge nogle få definitioner af religion i håb om at finde nogle fælles elementer, der binder dem til en forståelig definition:

"Religion er – subjektivt set – anerkendelsen af alle pligter som guddommelige påbud." (Kant)

"Religion er opfattelsen af hver individuel detalje som en del af en helhed, og alt det begrænsede som et udtryk for det ubegrænsede." (Schleiermacher)

"Det, der udtrykker den grundlæggende tendens i alle religioner, er princippet om værdiernes bevarelse." (Høffding)

"Religion er det enkelte individs følelser, handlinger og erfaringer, så vidt som det opfatter sig selv som forbundet med, hvad det end måtte opfatte som guddommeligt." (James)

"Magi og religion udviklede sig som et middel, som mennesket troede, det kunne bruge til at skaffe sig magt (over sine omgivelser) og underlægge sig universet." (Calverton)

Whitehead omtaler religion som "det, individet stiller op med sin egen ensomhed"² og definerer det andetsteds som "en kraft af tro, der renser menneskets indre".³ Whiteheads opfattelse af religions beskaffenhed fremgår endnu tydeligere af den følgende passage i hans Science and the Modern World:

"Religion er visionen om noget, der står udover, bagved og indeni alt det umiddelbare og virkelige, der blot venter på stillingtagen; noget, der er en svag mulighed – og alligevel det mest nærværende faktum; noget, der giver mening til alt, hvad der sker, men som dog rækker ud over menneskelig fatteevne; noget, der besidder det højeste gode, men som alligevel er uden for rækkevidde; noget, der er det højeste ideal og den håbløse søgen." (p. 222)

I sin kommentar til forskellige definitioner af religion, The Philosophy of Religion, siger Galloway: "Når vi holder os de psykologiske faktorer af den religiøse samvittighed for øje, og måden de arbejder på, forundres vi over nogle definitioners utilstrækkelighed og ensidighed. Vi finder dem muligvis anvendelige i visse stadier af religion, men ikke i andre. Eller vi finder, at de udelader visse vigtige faktorer" (p. 181). Store lærdes manglende succes har dog ikke afskrækket George Galloway fra at fremsætte sin egen definition. Han definerer religion som "menneskets tro på kræfter uden for sig selv, hvorved det søger at tilfredsstille emotionelle behov og opnå stabilitet i sit liv, hvilket det udtrykker i tilbedelse og gudhengivelse." (p. 184)

Campbell har helliget et kapitel i sit tankevækkende værk On Selfhood and Godhood til diskussionen om problemet med at definere religion. Han fremsætter også selv en definition, der fortjener at blive taget under overvejelse:

"Religion kan defineres som en sindstilstand, der omfatter tro på eksistensen af et overnaturligt væsen eller væsener med transcendent kraft og værd, der sammen med den komplekse, følelsesbetonede måde at tilbede på, viser den indre sammenhæng med denne tro." (p. 248)

Leuba har i sin bog A Psychological Study of Religion opremset ikke mindre end otteogfyrre forskellige definitioner af religion fremsat af velrenommerede forskere. Selv denne liste er imidlertid ufuldkommen, idet Ducasse nævner syvogtyve andre i sin bog A Philosophical Scrutiny of Religion.⁴ For at gøre forvirringen komplet, er der som før nævnt mange modstridende definitioner. Som Paton bemærker i The Modern Predicament:

"For ethvert seriøst syn på religion er det altid muligt at finde et andet lige så seriøst, der synes at være dets diametrale modsætning." (p. 59)

Denne imponerende række af modstridende definitioner gjorde, at Ouspensky gik ind for en relativistisk religionsteori. I På sporet af det mirakuløse siger han, at "religion svarer til niveauet af et menneskes væren; og ét menneskes religion egner sig måske overhovedet ikke for et andet menneske." (p. 390) Hans definition er klart utilstrækkelig og utilfredsstillende, eftersom den fuldstændig overser den virkelighed, som religion forholder sig til, og fratager den enhver form for objektivitet.

Vi har forsøgt at lede efter et element, der går igen i alle de vigtige definitioner. Dette element ville – hvis det findes – udgøre religions inderste kerne, og må som sådan forventes at have en fremtrædende plads i hver religion. Det element, der går igen i de fleste definitioner – om end ikke i alle – er troen på eksistensen af en transcendent kosmisk kraft, der almindeligvis betegnes som 'guddommelig'. Også guddommelighed er præsenteret både som en eneste entitet og som mange; men den monistiske opfattelse er mere udbredt end den pluralistiske. Medens religiøse mennesker sjældent sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af en ophøjet kraft, så er deres tanker om dens beskaffenhed vage og lige så forskellige som de forskellige definitioner af religion selv. Og hver eneste religiøs tænker synes at forestille sig Gud på sin egen facon. Kun nogle få skal citeres her.

Kant omtaler Gud som "moralens lovgiver", og William James beskriver Ham som "den højere del af universet." Matthew Arnold opfatter Gud som "den kraft, der går ind for retfærdighed."⁵ For James Jeans er Gud "den største matematiker." Bergson identificerer i et af sine tidlige værker Gud som "den skabende energi." Senere, i The Two Sources of Religion and Morality, da hans tanker har taget en mystisk drejning, omtaler han Gud som "kærlighed" og "den elskede" (pp. 245-246). Vi ser altså, at der er lige så mange definitioner af 'Gud' som af 'religion'. Det skal imidlertid understreges, at Gud er uendelig, og at vort begrænsede intellekt derfor aldrig kan forstå Hans sande natur. Nogle af dem, der forsøger at definere Gud, giver deres fantasi frit spil og kaster sig ud i vilde og fuldstændig urealistiske spekulationer. Andre, der søger noget, som de kan klamre sig til, identificerer Gud som 'natur', men glemmer, at Gud er transcendent. Han kan sanses, men ikke fattes. At opfatte Gud siges at forekomme i mystiske oplevelser;⁶ men denne opfattelse er, som flere store mystikere selv bevidner, kun brudstykkeagtig, flygtig og nærmest uopnåelig. En forståelig definition af Gud er derfor ikke mulig. Ikke desto mindre må det være muligt at formulere nogle forestillinger om Gud; men dette tilfredsstiller ikke 'religion'. Den kræver en mere fyldestgørende forestilling om Gud. Vi bør derfor tage spørgsmålet op, om og hvordan en sådan forestilling om Gud kan formuleres.

Troen på Gud er religions hjerteblod. Spørgsmål i forbindelse med Gud har naturligvis tiltrukket sig opmærksomhed fra både tilhængere og modstandere af religion. Hvad er Gud, og hvorledes kan vi komme til at kende Ham, er spørgsmål, som ingen seriøs religionsforsker kan feje til side. Passende og tilfredsstillende svar på disse grundlæggende spørgsmål vil gøre det muligt for os at forstå Guds beskaffenhed og vurdere værdien af religion. Faktisk har også disse spørgsmål fundet mange forskellige og modstridende svar. Og selve spørgsmålene er blevet udformet i overensstemmelse med forfatterens egne synspunkter. De, der har en positiv indstilling til spørgsmålet, stiller spørgsmål: "Hvorledes opstod forestillingen om Gud i menneskets sind?" Grant Allen og I. G. Frazer repræsenterer denne gruppe forfattere. Deres svar kan sammenfattes således:

Det primitive menneske levede i konstant frygt for naturens voldsomme kræfter, der truede det med død og ødelæggelse. Storme, lyn og torden, jordskælv og andre naturkatastrofer skræmte mennesket og indgød det ærefrygt. Da menneskets tankegang var domineret af animistiske idéer, personificerede det naturens kræfter og søgte at formilde dem ved tilbedelse og ofring. Og således befolkede det verden med guder. I takt med sin udvikling fandt mennesket det nødvendigt at give en fornuftig begrundelse for og forklaring på sin tilknytning til guderne. Trangen til monisme fik mennesket til at reducere de mangfoldige guder til én ophøjet guddom. Mennesket udtænkte en abstrakt idé om det Absolutte og konkretiserede den – drevet af en ubevidst indre trang. Den gud, der således opstod, er en subjektiv gud, der udelukkende eksisterer i forhold til jeget. Sheen udtrykker det således i Philosophy of Religion:

"Den eneste gud, der kan nås følelsesmæssigt, er en subjektiv gud født af ens egne følelser." (p. 238)

Dette er kort fortalt den teori, der har ført til udviklingen af forestillingen om én gud. Man antog længe, at forestillingen om Gud kun forekommer hos det moderne menneske, og at den var fuldkommen fremmed for det primitive menneske. I de senere år⁷ har man imidlertid fundet konkrete beviser på, at denne opfattelse er fejlagtig. På basis af disse beviser har nogle forskere gjort sig til talsmænd for, at også det primitive menneske var bevidst om Gud. Ifølge Toynbee's Historiesyn og religiøs tro, er en sådan teori fremsat af Pater W. Schmidt, der baserede sin teori på egne observationer om "fælles træk ved religioner, der findes hos nulevende primitive folk spredt rundt om i forskellige afkroge af hele den beboede del af vor klode" (p. 29).

Forfatteren til nærværende værk kan dog ikke sige, hvorledes de forskere, der arbejder på dette område, har reageret over for denne teori. Hvis de opfatter den som værd at overveje, vil det betyde, at det er muligt at gribe spørgsmålet "Hvad er Gud?" an på flere forskellige måder. Hvis Guds eksistens blev anerkendt af selv de mest primitive folk, kan man roligt fremsætte den påstand, at der er en ægte forbindelse mellem forestillingen om Gud og det virkelige – hvor ufuldkommen og utilstrækkelig den så end repræsenterer dette virkelige. Derved får religion også gyldighed som en måde at kontakte det virkelige på. I stedet for at være udtryk for subjektive ønsker, ses religion som en transaktion med den objektive virkelighed. Set ud fra denne synsvinkel bliver religion ikke et fantasibillede, men selve virkeligheden. Dette er et vigtigt punkt, som vi vil vende tilbage til senere. Her og nu er det tilstrækkeligt at bemærke, at i denne forbindelse er forestillingen om en objektiv virkelighed og troen på et væsen, der eksisterer uafhængigt af os – et væsen, der er både immanent og transcendent – en vag reminiscens af den oprindelige dīn.⁸

Vi kan nu vende tilbage til spørgsmålet: "Hvad er religion?"

I det foregående har vi beskæftiget os med to forskellige gudsopfattelser. Ifølge den første er Gud den umiddelbare virkelighed, og ifølge den anden eksisterer Gud udelukkende i den menneskelige forestillingsverden. I overensstemmelse hermed opstår der to forestillinger om religion. Ifølge den ene handler religion om det Absolutte. Dens opgave er at forklare det Absolutte for os og fortælle os, hvorledes vi kan nærme os det. Ifølge den anden er religion en form for overtro opstået ud fra menneskets ønsker og fantasier. Dens funktion er at give illusorisk tilfredsstillelse af de ønsker, der ikke kan blive opfyldt i den fysiske verden. Set ud fra denne synsvinkel har religion sin oprindelse i menneskets primitive mentalitet, i dets uvidenhed, frygt og håb. Jung forklarer f.eks. religion som en biologisk anordning til at sikre menneskets selv og dets sociale væsen imod destruktive kræfter. Det er klart, at et sådant syn henviser religion til individets privatsfære, noget, der udelukkende har fiktiv værdi, og som opfylder en rolle, der næppe kan adskilles fra egenrådige individers fantasier. Religiøs aktivitet vil derfor fremstå som primitiv, irrationel eller ulogisk, og fuldstændig uden forbindelse med virkelighedens verden.

Forskerens indfaldsvinkel til religion bygger på erfaring og historie. Han behandler religion som et naturligt fænomen og håber at forstå det ved at spore det tilbage til dets opståen i primitive samfund og iagttage de forandringer, den har undergået i historiens løb. Forskeren fokuserer hovedsageligt på religions sociale funktion og mener, at religion opstår og overlever, fordi den fremmer social sameksistens og gruppesolidaritet; men han er ikke i stand til at forstå det væsentlige i religion, som den praktiseres i primitive samfund, fordi den dér er pakket ind i bizarre forestillinger og grotesk overtro. Fordi forskeren mangler såkaldt åndelig indsigt, forledes han til at anskue det hele som religion og tager dets overfladiske aspekter for at være religions inderste kerne. Auguste Comte var pioneren for denne form for undersøgelser. Han mente, at menneskets tanker udvikler sig over tre veldefinerede stadier – teologisk, metafysisk og endelig videnskabelig. Religion repræsenterer derfor den tidligste fase i menneskets mentale udvikling. På dette stade er menneskets forhold til virkeligheden emotionel og irrationel, kort sagt kun mystisk, medens mennesket på det metafysiske stade stoler mere på, at fornuften ville lede det til virkelighedens kærne. På det sidste stade, det videnskabelige, indser mennesket vigtigheden af at observere for at indsamle viden om den verden, det lever i. Hvis vi accepterer Comtes synspunkt, vil det betyde, at religion ikke har nogen relevans i den moderne verden, og at dens forestillinger således må betragtes som slet og ret et levn fra gamle dage uden relation til moderne viden og uden betydning for vort liv; og at den ikke fortjener nogen bedre skæbne end at være henvist til at gå i glemmebogen som forældede tanker.

En anden empirisk-orienteret teori giver en mere fornuftig forklaring på religions oprindelse og udvikling. Den understreger, at det primitive menneske levede i konstant frygt for naturens kræfter, der fik det til at føle sig hjælpeløs. Mennesket personificerede og guddommeliggjorde disse kræfter, tilbad dem og ofrede til dem for at formilde dem. Dette var religions første stadium, hvor mennesket ydmygt kastede sig ned for disse guder i håbet om at pacificere dem og for at tilskynde dem til at forskåne det for alskens ulykker. Senere blev mennesket mere tillidsfuldt og mente, at det aktivt kunne gribe ind i naturkræfternes forløb og kunne udvikle metoder til at underlægge dem sin egen vilje. Denne holdning udviklede en ny fase i religion, nemlig magi. Herefter forsøgte mennesket at påvirke guddommene ved amuletter, trylleformularer, besværgelse og okkulte ceremonier, og det var formodentlig således, at præsteskabet opstod. Magikerne blev de første præster.

I takt med at de enkelte befolkningsgrupper voksede, og deres struktur blev mere kompleks, kunne stammetraditionerne ikke længere regulere medlemmernes adfærd. Der var behov for en central organisation, og derved opstod kongedømmet. En enkelt person blev givet uindskrænket magt, og hele administrationen blev lagt i hans hænder. Han beklædte en position højt hævet over folket og havde uindskrænket kontrol over deres ejendom og liv. Hans ord var lov, og underkastelse under denne blev betragtet som essentiel. Han tålte ikke opposition. Hans begær efter magt var umættelig. Hvor magtfuld monarken end var, stræbte han konstant efter endnu mere magt. Som tiden gik, gjorde hans magtbegær ham frygtet, hadet eller elsket – alt efter, hvorledes han behandlede sine undersåtter. Forestillingen om, at enevældigt monarki var nødvendigt for at sikre fred og orden i samfundet, blev alment accepteret. Og således påvirkede det også religion. Forestillingen om Gud blev formet over den enevældige monark, og Gud blev opfattet som det væsen, der regerede over himmelen og jorden som en vilkårlig despot. Han var kongernes konge, universets herre, hvis vilje ikke kunne drages i tvivl, og hvis veje forblev uransagelige. Mennesket stod for Ham i frygt og bæven som et usselt og hjælpeløst væsen.

Religion var ifølge denne teori nu gået ind i sin tredje og sidste fase. Gud blev opfattet som en tyran, og religion blev et redskab til undertrykkelse. Den tjente den herskende klasse, idet den lod dem fremstå som udpeget af den guddommelige mester til at udøve magt i landet og kontrollere masserne. Med dette 'guddommelige stempel' var den herskende klasse beskyttet imod de undertrykte massers vrede. Med religion som forsvar kunne herskerne ustraffet trampe på menigmands rettigheder, der fortsat var udefineret. Dette er i korte træk den marxistiske religionsteori. Marxisterne opfatter religion som en listig opfindelse gjort af bourgeoisiet for at sikre deres egne interesser imod proletariatet. De påstår, at religion er et opium, der gør folket ufølsomt over for dets lidelser og tilskynder det til at resignere og affinde sig med dets egen ulykkelige lod. Dette syn på religion kræver seriøs overvejelse. Vi har måske grund til at sige, at de forskellige religioner indtil videre ikke har været i stand til at tage denne udfordring op. Kun dīn kan gøre dette, som vi skal se senere hen.

Hvad angår forskernes syn på religion, skal det understreges, at religion for dem er en særlig måde at nærme sig virkeligheden på – ret forskellig fra den videnskabelige måde. Medens videnskaben har udviklet et mere sandfærdigt og mere klart syn på et aspekt af virkeligheden, har religion bestræbt sig på at opnå en mere tydelig og mere fyldestgørende opfattelse af virkeligheden i det hele taget og af dens relation til og betydning for mennesket i verden uden for videnskabens rækkevidde. Den kendte fysiker Werner Heisenberg skriver i et af sine nyere værker, at jo mere perfekt videnskaben bliver, jo længere fjerner den sig fra virkeligheden og bevæger sig over i det abstrakte. Da videnskabelige begreber har tendens til at blive mere og mere abstrakte, fjerner de sig mere og mere fra vor daglige og nære virkelighed. Hvert skridt, der fører videnskaben nærmere det perfekte, fjerner det fra livets virkelighed. Religion stræber derimod efter at holde sig tæt til virkeligheden, hvorved dens principper – omend uvidenskabelige – har større betydning for og tættere berøring med menneskets dagligdag.

Den filosofiske opfattelse af religion er bestemt mere velegnet end videnskabens. Filosoffen leder efter den dybere mening og stræber efter at nå et forståeligt syn på religion og på dens værdi for menneskelivet. Uheldigvis er mange filosoffer blevet hæmmet af deres forudfattede meninger og har derfor fejlet i deres søgen. Endvidere har den menneskelige fornuft alvorlige begrænsninger, og man kan med rette tvivle på, om fornuft alene kan føre os til virkelighedens kerne. Nogle filosoffer er uden tvivl – som resultat af deres dybe og intense refleksion – nået til en gudsopfattelse; men denne gud viser sig at være en ren abstraktion, meget forskellig fra den levende Gud, som religion forsøger at omfatte. Kort sagt, fornuften alene har stadig ikke gjort os i stand til at besvare spørgsmålet: "Hvad er religion?"

Mystikeren for sin part appellerer til sin subjektive erfaring, som han opfatter som fuldstændig overbevisende og højst tilfredsstillende – i det mindste for ham selv. Han påstår, at han i denne erfaring føler sig i tæt og levende kontakt med det Absolutte. Uheldigvis kan denne erfaring – som mystikeren selv tilstår – hverken beskrives eller meddeles. Han kan hverken videregive sin viden til andre eller overbevise andre om, at hans erfaring ikke blot var subjektiv og illusorisk. Endvidere er mystikerens 'absolutte' statisk og uforanderlig. Tid reduceres til ren illusion; men vor erfaringsverden undergår stadig forandringer. Hvad er da kilden til forandring, hvis Gud står uden for tidens strømninger? Mystikeren har ikke noget plausibelt svar på et sådant spørgsmål.

Måske kan en gennemgang af verdens højere religioner (der oprindeligt var den samme dīn modtaget fra forskellige anbīya op igennem tiderne) give os svar på spørgsmålet om religions natur og validitet. Uheldigvis er dette ikke en let opgave. Uendelige forhindringer må overvindes, før vi kan nå frem til en retfærdig bedømmelse af værdien af hver enkelt af disse adyān. De fleste adyān's historie er indhyllet i tåge, og selv historikernes skarpe øje kan ikke trænge igennem den tåge, der omgærder de fleste rusul's liv. Autentiske fakta er svære at opdrive, og problemet kompliceres yderligere af de mange myter, der er opstået om dem i tidernes løb. Selv indgående forskning kan ofte ikke skille fakta fra fiktion. Beretningerne om deres liv bygger derfor i reglen på myter og gisninger. Hvad værre er, så er selv deres lære ikke tilgængelig for os i deres oprindelige form. Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår deres såkaldte udsagn blev nedfældet, og der er god grund til at tro, at der fra tid til anden er blevet rettet i de hellige bøger, der normalt anses for at indeholde deres lære. Passager er blevet udeladt eller indføjet i de mange efter hinanden følgende udgaver. Rusul'ernes lære er vitterlig blevet bevaret i skrifterne, men kun i forvansket form. Det er derfor næsten umuligt at genfinde den oprindelige form og substans af disse adyān.

Den eneste undtagelse herfra er den dīn, der hedder islam. Dens nabī og hans fæller levede i historiens rampelys, og hans lære og handlinger blev omhyggeligt optegnet af hans tilhængere, og de kan kontrolleres ved beretninger af samtidige historikere fra de omkringliggende lande. Autentiske fakta om hans liv og levned er tilgængelige i samtidige optegnelser. Endvidere er Koranen, som islam bygger på, overleveret til os nøjagtig, som den blev givet os gennem Rasūl'en. Den er altid blevet kopieret med yderste nøjagtighed og omsorg, og ingen muslimsk skriver har nogensinde turdet udelade eller indføje så meget som blot ét eneste bogstav. Islams kilde er således forblevet urørt og uændret. Vi har derfor begrundet håb om, at et grundigt studie af islam vil give os nøglen til dīn's sande natur og funktion.