|
|
KAPITEL 10 |
|
Overlevelse: Individuel og Kollektiv |
|
|
|
|
1. Menneskets kærlighed til
livet Længselen efter udødelighed har dybe rødder i
mennesket. Det klamrer sig lidenskabeligt til livet og viger
rædselsslagent tilbage for udsigten til udslettelse. Mennesket
værdsætter livet over alt og er villig til at betale den højeste
pris – selv i form af smerte og elendighed – for at bevare eller
forlænge det. I århundreder har mennesket utrætteligt været på
jagt efter en livseliksir, der kunne forlænge livet uendeligt.
Frustration blev drivkraften til vedvarende anstrengelser i den
retning. Menneskets kærlighed til livet er grænseløs; det ønsker
for enhver pris at leve. Til slut måtte mennesket – hvor
smerteligt det end føltes – erkende, at dets jordiske liv før
eller siden når sin afslutning. Mennesket indså det frugtesløse i
sine anstrengelser for at undslippe døden, og dog brændte ønsket
om liv i det lige så heftigt som det brændte i dets fjerne
forfædres bryst. Satan, fortælles det, udnyttede Adams intense
ønske om udødelighed og ledte ham bort fra hæderlighedens vej. Han
forsikrede Adam, at i det øjeblik han smagte på den forbudne
frugt, ville han blive udødelig, og Adam kunne ikke modstå
fristelsen. I Koranen berettes hændelsen allegorisk og malerisk:
Men shaitān hviskede til ham og sagde: "Oh Adam! skal jeg
vise dig udødelighedens træ og den uforgængelige magts tinde?"
Da spiste de (Adam og hans hustru) af træet, så at deres
nøgenhed blev åbenlys for dem, og de dækkede sig med Havens
blade. Adam var ulydig imod sin Rabb og voldte sit eget fordærv.
(20:120-121)
Adam er billede på mennesket, satan er billede på
nedværdigende og ødelæggende kræfter. Fristet af disse, har
mennesket ofte søgt genveje til udødelighed og har forsaget den
vej, der – skønt lang og brydsom – som eneste kan lede mennesket
til det ønskede mål.
Mennesket reagerede på to forskellige måder på visheden om, at
døden er uundgåelig. Nogle få samlede deres håb om det jordiske
liv og nægtede at se længere end døden. Deres mål var at få mest
muligt ud af livet, at nyde hvert øjeblik uden at bekymre sig om
deres endelige skæbne. Hvert eneste øjeblik skulle fyldes med
nydelse af enhver art, og tanken om, at døden ventede omkring
hjørnet, intensiverede deres livslyst. De levede i nuet og nægtede
at tænke på fremtiden, der – troede de – aldrig kunne blive deres.
For de fleste forblev tanken om udødelighed dog lige så stærk
om altid. Fanget i deres anstrengelser for at undgå døden,
begyndte de at spekulere på, på hvilken måde liv kunne være mulig
selv efter døden. Nogle af dem satte deres lid til en kollektiv
overlevelse – selv om de ville dø som individer, ville de måske på
en eller anden måde kunne fortsætte med at leve i deres børn og
børnebørn. Deres jordiske liv ville få en ende, men de ville have
videregivet det til deres børn i uendelighed. Denne tro trøstede
dem i nogen grad. Det er derfor, mennesket er så stolt af sit
afkom. Koranen henviser til den glæde, mennesket viser for dem,
det har avlet:
Mennesket tiltrækkes af de glæder, som hans hustru og børn,
hans ophobede guld og sølv, hans fuldblodsheste, hans kvæg og
jordbesiddelser (bereder ham). Det er denne verdens flygtige
goder; men det ypperligste hjem er hos Allah. (3:14)
Det er tydeligt, at det ikke er udødelighed som sådan,
mennesket virkelig ønsker. Det ønsker ikke, at dets legeme
bevares, men en fortsættelse af sin individualitet. I den
kollektive overlevelse forsvinder jeget. Livsfaklen, som mennesket
har videregivet til sine børn, bliver videregivet fra generation
til generation i århundreder, men jeget, som det lovpriste mest og
længtes efter at forevige, slukkedes samme øjeblik, døden indtraf.
Mennesket længes ikke efter kollektiv overlevelse, men efter sit
eget individuelle selvs udødelighed. Dette kan mennesket ikke
kræve som sin ret, ej heller kan det gives ham fra et højere
væsen. Kun ved egne anstrengelser kan mennesket vinde sit jeg's
udødelighed. Mennesket kan besejre døden, men kun ved at udvikle
sig til et plan, der kan modstå dødens chok. Som Koranen siger:
Han skabte livet og døden for at
prøve, hvem af jer, der er retsindig. (67:2)
Dette vers indeholder en stor sandhed. For at forstå den til
fulde, må vi anskue den i alle dens aspekter. Døden er et
naturligt fænomen. Det er en fysisk forandring, der overgår den
menneskelige krop. Kroppen har sit udspring i forening af
forældrenes livsceller. I en årrække har mennesket udviklet sig,
er modnedes og har gjort sine erfaringer. Efter dette højdepunkt
begynder dets opløsning og forfald. Desintegrationsprocessen
kulminerer med døden. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt der er
noget i mennesket, der overlever legemets opløsning. Svaret er, at
selvet, der voksede og udviklede sig i kroppens livmoder, kan
overleve døden og indlede en ny karriere. Vi påstår herved ikke,
at dette er sandt for alle selv. Vi indrømmer, at nogle
velrenommerede filosoffer har fremført det synspunkt, at selvet af
naturen er uforgængeligt. McTaggert, for blot at nævne én, har i
sine skrifter udviklet dette synspunkt og har forsvaret det med
argumenter, der betragtes som værd at beskæftige sig med i
filosofiske kredse.
Vi tilslutter os ikke hans syn, idet det ikke harmonerer med
Koranens syn på det menneskelige selvs bestemmelse. To rationelle
betragtninger understreger vor holdning. For det første indebærer
hans syn tro på selvets præeksistens, for hvilken der ikke er
skyggen af bevis. For det andet ville en accept af hans syn skubbe
vægten fra, hvad selvet gør over på, hvad selvet er.
Moralsk virksomhed ville dermed ophøre at være af vital betydning
for selvets skæbne. Selvet ville være sikret udødelighed, uden det
ringeste hensyn til, hvilket liv – hæderligt eller lastefuldt –
det fører i denne verden. Koranens syn er, at udødelighed ikke kan
tages for givet. Det er den pris, selvet kan vinde ved hæderlig
opførsel og anstrengelse for at realisere sine evner. Selvet kan
vinde prisen – eller miste den. Udfaldet afhænger ene og alene af
kvaliteten og intensiteten af dets anstrengelser. For et selv, der
har levet den rette form for liv, er døden ingen skrækvision.
Koranen tydeliggør dette: "Selv den største rædsel bekymrer dem
ikke" (21:103). Selvet vinder udødeligheden ved viljens rette
indstilling og udførelse af rette handlinger. Dette syn adskiller
sig ikke fra Professor Galloways, som følgende passage fra The
Philosophy of Religion viser:
"At hvert eneste væsen, der har skikkelse af menneske, er
bestemt til udødelighed, uanset hvor dyrisk og uudviklet det så
end er, er mere end vi vover at påstå. At gøre dette ville kræve
langt større viden om det guddommelige end vi besidder. Vi er
enige med Lotze i, at 'hver eneste skabte ting vil fortsætte
hvis og så længe som dens fortsættelse giver mening for verden:
At alt det vil forgå, der udelukkende har en berettiget plads i
en overgangsfase af verdens gang.'" (pp. 572-573)
Lotzes synspunkt er i det store og hele det samme som vores.
Gennem tilegnelse af absolutte værdier relaterer selvet sig til
universets formål og bestemmelse og finder igennem døden en
overgang til et højere plan.
2. Liv efter døden
Koranen understreger, at døden ikke er slutningen, men en port
til en anden form for liv:
Døden er jeres lod, for at Vi kan omdanne jer og gøre jer til
noget, I ikke har kendskab til. I kender visselig den første
skabelse. Hvorfor vil I da ikke besinde jer? (56:60-62)
Det virkelige selv, der ikke er en del af kroppen, er ikke
underlagt fysiske love. Det afhænger af kroppen for at fungere i
den fysiske verden; men det kan fortsætte med at eksistere efter
ødelæggelse af sit redskab, kroppen:
Og de siger: "Hvad! Når vi er blevet til knogler og støv,
skal vi da genopstå i en ny skabelse?" Sig: "Om I så er af sten
eller jern eller af en endnu hårdere substans (vil I få nyt
liv)." De vil sige: "Hvem vil give os nyt liv?" Sig: "Han, der
skabte jer første gang." (17:49-51)
Vi fortolker dette vers således, at selvet ikke er et produkt
af fysiske kræfter og ikke er underlagt naturlovene. Dets
eksistens skyldes udelukkende den guddommelige amr. I det
hinsidige såvel som i dette liv, opretholdes og vejledes selvet af
amr, der også styrer udviklingsprocessen. Selvet vil vise
sig at være egnet eller uegnet til at eksistere og fungere på det
plan, som udviklingen bærer det hen på.
Der er uden tvivl mange filosoffer og videnskabsfolk, der
nægter at tro, at selvet kan overleve legemets opløsning. Deres
argumenter kan opsummeres således: Egoets identitet afhænger af
hukommelsen, og hukommelsen er en af nervevævets funktioner. Når
nervevævet ødelægges, ophører hukommelsen med at eksistere, og
også egoet forsvinder. Vi hævder, at livet efter døden bliver
forståeligt, når det ses i relation til selvets udvikling. Egoet
udspringer i og udvikler sig i afhængighed af kroppen. Det kan
imidlertid nå et udviklingstrin, hvorfra det kan gå videre selv.
Også imagoet befrier sig for den puppe, den udviklede sig i og
starter på en ny, uafhængig karriere. Alt afhænger af egoets
udviklingstrin:
Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke håber på noget
(mere) vægtigt fra Allah, når Han dog har udviklet jer og
gradvist ophøjet jer? (71:13-14)
'Gradvis ophøjelse' er nøgleordene i dette vers. Selvet
forbliver ikke stationært, men er bestemt for at hæve sig til
højere udviklingstrin. Når det når et vist udviklingstrin betyder
det, at det har relateret sig selv til formålet med verden,
hvorfor verden ikke kan tillade sig at kaste selvet overbord.
3. Vilje og handling
Vilje og handling er af yderste vigtighed for selvets
udvikling, og derfor også for dets overlevelse. Vilje og handling
er forskellige aspekter af samme proces. Handling er
'virkeliggørelse af viljen', og viljen er en latent handling. Der
er ganske rigtigt blevet sagt: "ingen vilje, ingen handling," men
det modsatte er også sandt: "ingen handling, ingen vilje." Kun et
frit selv besidder 'vilje' i denne betydning, og kun et sådant
selv kan udføre handlinger, der har forbindelse med overlevelse.
Dyr handler under indflydelse af instinktive drifter og uden at
kunne forudse resultatet af deres handlinger. De kan derfor ikke
siges at have en vilje i egentlig forstand. På samme måde er et
dyrs aktiviteter ikke handlinger i egentlig forstand. En handling
er det, som et frit selv med fuldt overlæg vælger at udføre. Det
frie selv udtrykker sig selv igennem handling, som den betragter
sig selv ansvarlig for. Uden frihed og ansvar er handling i denne
begrænsede betydning ikke mulig. Fakta omkring 'vilje og handling'
har direkte forbindelse med spørgsmålet om overlevelse. Mennesket
er produkt af en lang udviklingsproces. En proces, der aldrig
slutter, men fortsætter i det uendelige. På et vist tidspunkt er
mennesket blevet en aktiv deltager i processen. Med sin frie vilje
og meningsfulde handlen kan mennesket – inden for visse rammer –
bestemme udviklingens hastighed og retning. Denne proces, der har
været på færde i verden i umindelige tider, er således forvandlet
til noget langt mere rationelt og meningsfyldt. Den er også blevet
mere afhængig af sit 'råstof', dvs. mennesket, igennem hvilket den
virker. De primitive organismer blev formet af naturkræfterne for
at egne sig til næste udviklingstrin. Det var en lang og
smertefuld proces, i hvilken det uegnede ubarmhjertigt blev
udrenset, og det egnede fik lov til at blomstre.
Mennesket kan ikke i vore dage regne med naturkræfter til at
forme det og gøre det egnet til det næste trin. Mennesket må forme
sig selv. Det alene kan gøre sig selv egnet til det næste trin,
det bevæger sig hen imod. Menneskets selv forandres hverken af
naturkræfter eller af tilfældige aktiviteter. Det kan kun
forandres af de moralske handlinger, det i fuld frihed vælger og
udfører. Hvis det igennem disse handlinger har gjort sig selv
egnet til næste trin af den 'gradvise opstigning', vil det gå ind
i Janna eller Paradis, som hvert eksistens-trin må
forekomme for en, der kommer fra et lavere trin. På den anden side
vil et menneske, der er uegnet, lide frygtelige kvaler ved synet
af det gode, det ikke kan nyde, af de muligheder, det ikke kan
drage nytte af, og af et glorværdigt liv uden for rækkevidde. Det
er kort sagt i Helvede. Som allerede nævnt, er Himmel og Helvede
ikke lokaliteter, men sindstilstande; men fordi en sindstilstand
er forbigående, er det ikke et dækkende udtryk. Himmel (Janna)
står for virkeliggørelse og opfyldelse af et glødende håb for
fremtiden. Helvede (Jahannam) er frustration med et anstrøg
af samvittighedsnag og anger. Den, der tillader sit selv at
svækkes, stagnerer og perverteres. Han vansmægter i en tilstand
mellem liv og død. Han lever ikke, fordi livet består af en
konstant opadgående bevægelse, som han ikke er i stand til at
følge: Han kan ikke dø, fordi anger og frustrerede ønsker afholder
ham fra at slippe sit greb om livet. Både eksistensens glæde og
ikke-eksistensens sløvhed er ham nægtet. Koranen siger, at et
sådant menneske: "hverken vil dø eller leve" (87:13). Alt,
hvad han kan gøre er at give udtryk for det samvittighedsnag, der
gnaver i ham: "Oh! Havde jeg blot sendt (noget) i forvejen til
mit (kommende) liv" (89:24). Janna's indvånere vil
derimod give udtryk for deres lyksalighed med disse ord: "Vi
skal ikke dø uden vor første (fysiske) død" (37:58-59). De har
med succes bestået dødens prøve, og de ved, at de ikke vil blive
udsat for samme prøve én gang til. Deres øjne vil dvæle ved
udsigten til selvudvikling, og den vej, der leder dem, er oplyst
af guddommeligt lys, "der løber foran dem og på deres højre
side" (57:12). Materialisterne fastholder: "Der er intet
andet liv end livet her på jorden. Vi lever og dør, og intet andet
end tiden ødelægger os" (45:24). Koranen fortæller os
imidlertid, at vi kan stige meget højere end det jordbundne plan,
og "bevæge os uden for himlenes og jordens begrænsninger"
(55:33), forudsat vi udvikler de latente evner i os. Disse to
syn er diametrale modsætninger:
Tror de, der handler ilde, at Vi vil sætte dem lig de troende
og de retsindige – både i dette liv og i det kommende? Hvilken
mangel på dømmekraft. (45:21)
Mu'min'en, der utrætteligt stræber efter det gode og holder
sine øjne rettet imod evige sandheder, frygter ikke døden. Han
hilser den velkommen fordi han tror, at han vil passere igennem
dødens skygge ind i et rigere og mere fuldendt liv. Muhammad Iqbal
siger i Armaghān-i-Hijāz (Hijāz' gave):
"Lad mig fortælle jer, hvorledes I kan genkende den sande
mu'min: Når døden nærmer sig, hilser han den med et smil på
læben, og med uendelig glæde."
Det er således, fordi døden for ham ikke er afslutningen på
livet, men en overgang til et langt mere glorværdigt liv.
Mu'min'en betragter døden som en prøve, der giver ham mulighed
for at bevise sin egnethed for det højere liv, han er på vej ind
i. Jøderne påstod, at hver eneste jøde var bestemt for Paradis. I
så fald, siger Koranen, burde de se døden i øjnene med sindsro,
for de burde ikke have grund til at frygte:
"Hvis hjemmet i det Hinsidige hos Allah er for jer (jøder
alene), og ikke for andre, da ønsk jer døden, hvis I er
oprigtige!" (2:94)
Koranen siger ganske utvetydigt, at Paradis ikke er reserveret
for en bestemt race eller gruppe, men står åbent for alle, der
vedholdende forfølger det gode, der er åbenbaret i Koranen, og som
vier deres liv i sandhedens tjeneste.
4. Udødelighed og evighed
Det skal imidlertid bemærkes, at udødelighed ikke implicerer
evighed. Evigheden tilhører Gud alene. Det står også uden for vor
magt at formulere en præcis definition af udødelighed. Det
refererer til eksistenstrin, der overskrider menneskelig
beregning. Alt vi kan sige – og alt hvad vi behøver at vide – er,
at livet ikke har nogen afslutning. Når vi når et højere trin,
ligger nye visioner åbne for vore ambitioner. Det er livets natur
at bevæge sig fremad uden ophør. Det selv, hvis bevægelse
forsinkes eller standses, lider Helvedes pinsler.1
Her gør vi godt i at vogte os for misforståelser. Vi vil uden
tvivl høste frugten af et godt liv i det Hinsidige; men
handlinger, der leder til realisering af højere værdier gengældes
også i dette liv. Koranens lære vedkommer ikke kun det
overjordiske, det tilskriver også denne verden stor betydning.
Gode handlinger forhøjer livet og giver os ublandede glæder. Den
fulde nydelse af realiserede værdier er måske kun mulig i det
Hinsidige; men vi kan få en forsmag på Himmelens glæder også i
dette liv. Naturligvis kan livets endelige succes eller fiasko
først erkendes, når livet er forbi. På ethvert trin i livet kan
næste skridt føre i enten den rigtige eller den forkerte retning.
Livets regnskab kan først gøres op, når det har nået sin
afslutning. Ikke desto mindre vil et godt menneske ikke blive
foreholdt sin belønning i dette liv. Dets gode gerninger giver
mennesket fred og lykke. Gode gerninger gavner ikke kun
gerningsmanden. Deres godgørende effekt præger verden og er med
til at gøre den til et bedre sted, til hjemstedet for godhed,
skønhed og sandhed. Det gode menneske realiserer sig selv ved at
tjene sine medskabninger og giver dermed sit bidrag til et
retfærdigt samfund, hvor hvert enkelt individ nyder retten til at
udtrykke sig og udvikle sig selv på sin egen måde. At skabe en
sådan social atmosfære har altid været islams mål. Nogle
religioner beskæftiger sig primært med det enkelte menneskes
frelse, medens andre er besat af tanken om samfundenes stabilitet
og effektivitet. Islam søger at skabe et socialt miljø, i hvilket
den menneskelige personlighed kan fungere frit og udfolde sig
fuldstændigt. I næste kapitel vil vi forsøge at vurdere islam som
en kulturel kraft. |
|
|
|
|
|
1. Det skal her bemærkes, at ifølge Koranen er der stor forskel på 'overlevelse efter
døden' og 'udødelighed'. Medens overlevelse tilkommer ethvert levende væsen, der
har opnået selvbevidsthed, er udødelighed kun for dem, der har udviklet deres selv
og derved har kvalificeret sig til højere trin i livet efter døden. |
|
|
|
|
|