Længselen efter udødelighed har dybe rødder i mennesket. Det klamrer sig lidenskabeligt til livet og viger rædselsslagent tilbage for udsigten til udslettelse. Mennesket værdsætter livet over alt og er villig til at betale den højeste pris – selv i form af smerte og elendighed – for at bevare eller forlænge det. I århundreder har mennesket utrætteligt været på jagt efter en livseliksir, der kunne forlænge livet uendeligt. Frustration blev drivkraften til vedvarende anstrengelser i den retning. Menneskets kærlighed til livet er grænseløs; det ønsker for enhver pris at leve. Til slut måtte mennesket – hvor smerteligt det end føltes – erkende, at dets jordiske liv før eller siden når sin afslutning. Mennesket indså det frugtesløse i sine anstrengelser for at undslippe døden, og dog brændte ønsket om liv i det lige så heftigt som det brændte i dets fjerne forfædres bryst. Satan, fortælles det, udnyttede Adams intense ønske om udødelighed og ledte ham bort fra hæderlighedens vej. Han forsikrede Adam, at i det øjeblik han smagte på den forbudne frugt, ville han blive udødelig, og Adam kunne ikke modstå fristelsen. I Koranen berettes hændelsen allegorisk og malerisk:

Men shaitān hviskede til ham og sagde: "Oh Adam! skal jeg vise dig udødelighedens træ og den uforgængelige magts tinde?" Da spiste de (Adam og hans hustru) af træet, så at deres nøgenhed blev åbenlys for dem, og de dækkede sig med Havens blade. Adam var ulydig imod sin Rabb og voldte sit eget fordærv. (20:120-121)

Adam er billede på mennesket, satan er billede på nedværdigende og ødelæggende kræfter. Fristet af disse, har mennesket ofte søgt genveje til udødelighed og har forsaget den vej, der – skønt lang og brydsom – som eneste kan lede mennesket til det ønskede mål.

Mennesket reagerede på to forskellige måder på visheden om, at døden er uundgåelig. Nogle få samlede deres håb om det jordiske liv og nægtede at se længere end døden. Deres mål var at få mest muligt ud af livet, at nyde hvert øjeblik uden at bekymre sig om deres endelige skæbne. Hvert eneste øjeblik skulle fyldes med nydelse af enhver art, og tanken om, at døden ventede omkring hjørnet, intensiverede deres livslyst. De levede i nuet og nægtede at tænke på fremtiden, der – troede de – aldrig kunne blive deres.

For de fleste forblev tanken om udødelighed dog lige så stærk om altid. Fanget i deres anstrengelser for at undgå døden, begyndte de at spekulere på, på hvilken måde liv kunne være mulig selv efter døden. Nogle af dem satte deres lid til en kollektiv overlevelse – selv om de ville dø som individer, ville de måske på en eller anden måde kunne fortsætte med at leve i deres børn og børnebørn. Deres jordiske liv ville få en ende, men de ville have videregivet det til deres børn i uendelighed. Denne tro trøstede dem i nogen grad. Det er derfor, mennesket er så stolt af sit afkom. Koranen henviser til den glæde, mennesket viser for dem, det har avlet:

Mennesket tiltrækkes af de glæder, som hans hustru og børn, hans ophobede guld og sølv, hans fuldblodsheste, hans kvæg og jordbesiddelser (bereder ham). Det er denne verdens flygtige goder; men det ypperligste hjem er hos Allah. (3:14)

Det er tydeligt, at det ikke er udødelighed som sådan, mennesket virkelig ønsker. Det ønsker ikke, at dets legeme bevares, men en fortsættelse af sin individualitet. I den kollektive overlevelse forsvinder jeget. Livsfaklen, som mennesket har videregivet til sine børn, bliver videregivet fra generation til generation i århundreder, men jeget, som det lovpriste mest og længtes efter at forevige, slukkedes samme øjeblik, døden indtraf. Mennesket længes ikke efter kollektiv overlevelse, men efter sit eget individuelle selvs udødelighed. Dette kan mennesket ikke kræve som sin ret, ej heller kan det gives ham fra et højere væsen. Kun ved egne anstrengelser kan mennesket vinde sit jeg's udødelighed. Mennesket kan besejre døden, men kun ved at udvikle sig til et plan, der kan modstå dødens chok. Som Koranen siger:

Han skabte livet og døden for at prøve, hvem af jer, der er retsindig. (67:2)

Dette vers indeholder en stor sandhed. For at forstå den til fulde, må vi anskue den i alle dens aspekter. Døden er et naturligt fænomen. Det er en fysisk forandring, der overgår den menneskelige krop. Kroppen har sit udspring i forening af forældrenes livsceller. I en årrække har mennesket udviklet sig, er modnedes og har gjort sine erfaringer. Efter dette højdepunkt begynder dets opløsning og forfald. Desintegrationsprocessen kulminerer med døden. Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt der er noget i mennesket, der overlever legemets opløsning. Svaret er, at selvet, der voksede og udviklede sig i kroppens livmoder, kan overleve døden og indlede en ny karriere. Vi påstår herved ikke, at dette er sandt for alle selv. Vi indrømmer, at nogle velrenommerede filosoffer har fremført det synspunkt, at selvet af naturen er uforgængeligt. McTaggert, for blot at nævne én, har i sine skrifter udviklet dette synspunkt og har forsvaret det med argumenter, der betragtes som værd at beskæftige sig med i filosofiske kredse.

Vi tilslutter os ikke hans syn, idet det ikke harmonerer med Koranens syn på det menneskelige selvs bestemmelse. To rationelle betragtninger understreger vor holdning. For det første indebærer hans syn tro på selvets præeksistens, for hvilken der ikke er skyggen af bevis. For det andet ville en accept af hans syn skubbe vægten fra, hvad selvet gør over på, hvad selvet er. Moralsk virksomhed ville dermed ophøre at være af vital betydning for selvets skæbne. Selvet ville være sikret udødelighed, uden det ringeste hensyn til, hvilket liv – hæderligt eller lastefuldt – det fører i denne verden. Koranens syn er, at udødelighed ikke kan tages for givet. Det er den pris, selvet kan vinde ved hæderlig opførsel og anstrengelse for at realisere sine evner. Selvet kan vinde prisen – eller miste den. Udfaldet afhænger ene og alene af kvaliteten og intensiteten af dets anstrengelser. For et selv, der har levet den rette form for liv, er døden ingen skrækvision. Koranen tydeliggør dette: "Selv den største rædsel bekymrer dem ikke" (21:103). Selvet vinder udødeligheden ved viljens rette indstilling og udførelse af rette handlinger. Dette syn adskiller sig ikke fra Professor Galloways, som følgende passage fra The Philosophy of Religion viser:

"At hvert eneste væsen, der har skikkelse af menneske, er bestemt til udødelighed, uanset hvor dyrisk og uudviklet det så end er, er mere end vi vover at påstå. At gøre dette ville kræve langt større viden om det guddommelige end vi besidder. Vi er enige med Lotze i, at 'hver eneste skabte ting vil fortsætte hvis og så længe som dens fortsættelse giver mening for verden: At alt det vil forgå, der udelukkende har en berettiget plads i en overgangsfase af verdens gang.'" (pp. 572-573)

Lotzes synspunkt er i det store og hele det samme som vores. Gennem tilegnelse af absolutte værdier relaterer selvet sig til universets formål og bestemmelse og finder igennem døden en overgang til et højere plan.

Koranen understreger, at døden ikke er slutningen, men en port til en anden form for liv:

Døden er jeres lod, for at Vi kan omdanne jer og gøre jer til noget, I ikke har kendskab til. I kender visselig den første skabelse. Hvorfor vil I da ikke besinde jer? (56:60-62)

Det virkelige selv, der ikke er en del af kroppen, er ikke underlagt fysiske love. Det afhænger af kroppen for at fungere i den fysiske verden; men det kan fortsætte med at eksistere efter ødelæggelse af sit redskab, kroppen:

Og de siger: "Hvad! Når vi er blevet til knogler og støv, skal vi da genopstå i en ny skabelse?" Sig: "Om I så er af sten eller jern eller af en endnu hårdere substans (vil I få nyt liv)." De vil sige: "Hvem vil give os nyt liv?" Sig: "Han, der skabte jer første gang." (17:49-51)

Vi fortolker dette vers således, at selvet ikke er et produkt af fysiske kræfter og ikke er underlagt naturlovene. Dets eksistens skyldes udelukkende den guddommelige amr. I det hinsidige såvel som i dette liv, opretholdes og vejledes selvet af amr, der også styrer udviklingsprocessen. Selvet vil vise sig at være egnet eller uegnet til at eksistere og fungere på det plan, som udviklingen bærer det hen på.

Der er uden tvivl mange filosoffer og videnskabsfolk, der nægter at tro, at selvet kan overleve legemets opløsning. Deres argumenter kan opsummeres således: Egoets identitet afhænger af hukommelsen, og hukommelsen er en af nervevævets funktioner. Når nervevævet ødelægges, ophører hukommelsen med at eksistere, og også egoet forsvinder. Vi hævder, at livet efter døden bliver forståeligt, når det ses i relation til selvets udvikling. Egoet udspringer i og udvikler sig i afhængighed af kroppen. Det kan imidlertid nå et udviklingstrin, hvorfra det kan gå videre selv. Også imagoet befrier sig for den puppe, den udviklede sig i og starter på en ny, uafhængig karriere. Alt afhænger af egoets udviklingstrin:

Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke håber på noget (mere) vægtigt fra Allah, når Han dog har udviklet jer og gradvist ophøjet jer? (71:13-14)

'Gradvis ophøjelse' er nøgleordene i dette vers. Selvet forbliver ikke stationært, men er bestemt for at hæve sig til højere udviklingstrin. Når det når et vist udviklingstrin betyder det, at det har relateret sig selv til formålet med verden, hvorfor verden ikke kan tillade sig at kaste selvet overbord.

Vilje og handling er af yderste vigtighed for selvets udvikling, og derfor også for dets overlevelse. Vilje og handling er forskellige aspekter af samme proces. Handling er 'virkeliggørelse af viljen', og viljen er en latent handling. Der er ganske rigtigt blevet sagt: "ingen vilje, ingen handling," men det modsatte er også sandt: "ingen handling, ingen vilje." Kun et frit selv besidder 'vilje' i denne betydning, og kun et sådant selv kan udføre handlinger, der har forbindelse med overlevelse. Dyr handler under indflydelse af instinktive drifter og uden at kunne forudse resultatet af deres handlinger. De kan derfor ikke siges at have en vilje i egentlig forstand. På samme måde er et dyrs aktiviteter ikke handlinger i egentlig forstand. En handling er det, som et frit selv med fuldt overlæg vælger at udføre. Det frie selv udtrykker sig selv igennem handling, som den betragter sig selv ansvarlig for. Uden frihed og ansvar er handling i denne begrænsede betydning ikke mulig. Fakta omkring 'vilje og handling' har direkte forbindelse med spørgsmålet om overlevelse. Mennesket er produkt af en lang udviklingsproces. En proces, der aldrig slutter, men fortsætter i det uendelige. På et vist tidspunkt er mennesket blevet en aktiv deltager i processen. Med sin frie vilje og meningsfulde handlen kan mennesket – inden for visse rammer – bestemme udviklingens hastighed og retning. Denne proces, der har været på færde i verden i umindelige tider, er således forvandlet til noget langt mere rationelt og meningsfyldt. Den er også blevet mere afhængig af sit 'råstof', dvs. mennesket, igennem hvilket den virker. De primitive organismer blev formet af naturkræfterne for at egne sig til næste udviklingstrin. Det var en lang og smertefuld proces, i hvilken det uegnede ubarmhjertigt blev udrenset, og det egnede fik lov til at blomstre.

Mennesket kan ikke i vore dage regne med naturkræfter til at forme det og gøre det egnet til det næste trin. Mennesket må forme sig selv. Det alene kan gøre sig selv egnet til det næste trin, det bevæger sig hen imod. Menneskets selv forandres hverken af naturkræfter eller af tilfældige aktiviteter. Det kan kun forandres af de moralske handlinger, det i fuld frihed vælger og udfører. Hvis det igennem disse handlinger har gjort sig selv egnet til næste trin af den 'gradvise opstigning', vil det gå ind i Janna eller Paradis, som hvert eksistens-trin må forekomme for en, der kommer fra et lavere trin. På den anden side vil et menneske, der er uegnet, lide frygtelige kvaler ved synet af det gode, det ikke kan nyde, af de muligheder, det ikke kan drage nytte af, og af et glorværdigt liv uden for rækkevidde. Det er kort sagt i Helvede. Som allerede nævnt, er Himmel og Helvede ikke lokaliteter, men sindstilstande; men fordi en sindstilstand er forbigående, er det ikke et dækkende udtryk. Himmel (Janna) står for virkeliggørelse og opfyldelse af et glødende håb for fremtiden. Helvede (Jahannam) er frustration med et anstrøg af samvittighedsnag og anger. Den, der tillader sit selv at svækkes, stagnerer og perverteres. Han vansmægter i en tilstand mellem liv og død. Han lever ikke, fordi livet består af en konstant opadgående bevægelse, som han ikke er i stand til at følge: Han kan ikke dø, fordi anger og frustrerede ønsker afholder ham fra at slippe sit greb om livet. Både eksistensens glæde og ikke-eksistensens sløvhed er ham nægtet. Koranen siger, at et sådant menneske: "hverken vil dø eller leve" (87:13). Alt, hvad han kan gøre er at give udtryk for det samvittighedsnag, der gnaver i ham: "Oh! Havde jeg blot sendt (noget) i forvejen til mit (kommende) liv" (89:24). Janna's indvånere vil derimod give udtryk for deres lyksalighed med disse ord: "Vi skal ikke dø uden vor første (fysiske) død" (37:58-59). De har med succes bestået dødens prøve, og de ved, at de ikke vil blive udsat for samme prøve én gang til. Deres øjne vil dvæle ved udsigten til selvudvikling, og den vej, der leder dem, er oplyst af guddommeligt lys, "der løber foran dem og på deres højre side" (57:12). Materialisterne fastholder: "Der er intet andet liv end livet her på jorden. Vi lever og dør, og intet andet end tiden ødelægger os" (45:24). Koranen fortæller os imidlertid, at vi kan stige meget højere end det jordbundne plan, og "bevæge os uden for himlenes og jordens begrænsninger" (55:33), forudsat vi udvikler de latente evner i os. Disse to syn er diametrale modsætninger:

Tror de, der handler ilde, at Vi vil sætte dem lig de troende og de retsindige – både i dette liv og i det kommende? Hvilken mangel på dømmekraft. (45:21)

Mu'min'en, der utrætteligt stræber efter det gode og holder sine øjne rettet imod evige sandheder, frygter ikke døden. Han hilser den velkommen fordi han tror, at han vil passere igennem dødens skygge ind i et rigere og mere fuldendt liv. Muhammad Iqbal siger i Armaghān-i-Hijāz (Hijāz' gave):

"Lad mig fortælle jer, hvorledes I kan genkende den sande mu'min: Når døden nærmer sig, hilser han den med et smil på læben, og med uendelig glæde."

Det er således, fordi døden for ham ikke er afslutningen på livet, men en overgang til et langt mere glorværdigt liv. Mu'min'en betragter døden som en prøve, der giver ham mulighed for at bevise sin egnethed for det højere liv, han er på vej ind i. Jøderne påstod, at hver eneste jøde var bestemt for Paradis. I så fald, siger Koranen, burde de se døden i øjnene med sindsro, for de burde ikke have grund til at frygte:

"Hvis hjemmet i det Hinsidige hos Allah er for jer (jøder alene), og ikke for andre, da ønsk jer døden, hvis I er oprigtige!" (2:94)

Koranen siger ganske utvetydigt, at Paradis ikke er reserveret for en bestemt race eller gruppe, men står åbent for alle, der vedholdende forfølger det gode, der er åbenbaret i Koranen, og som vier deres liv i sandhedens tjeneste.

Det skal imidlertid bemærkes, at udødelighed ikke implicerer evighed. Evigheden tilhører Gud alene. Det står også uden for vor magt at formulere en præcis definition af udødelighed. Det refererer til eksistenstrin, der overskrider menneskelig beregning. Alt vi kan sige – og alt hvad vi behøver at vide – er, at livet ikke har nogen afslutning. Når vi når et højere trin, ligger nye visioner åbne for vore ambitioner. Det er livets natur at bevæge sig fremad uden ophør. Det selv, hvis bevægelse forsinkes eller standses, lider Helvedes pinsler.¹

1.  Det skal her bemærkes, at ifølge Koranen er der stor forskel på 'overlevelse efter
     døden' og 'udødelighed'. Medens overlevelse tilkommer ethvert levende væsen, der
     har opnået selvbevidsthed, er udødelighed kun for dem, der har udviklet deres selv
     og derved har kvalificeret sig til højere trin i livet efter døden.