I tidens løb gik det langsomt og med al tydelighed op for mennesket, at verden ikke blot forandrer sig, men også udvikler sig hen imod perfektion. Forandringerne er hverken tilfældige eller uberegnelige. De går i én bestemt retning. Ved at forandre sig viser verden sin sande natur: I løbet af processen, bliver det implicitte eksplicit, og det skjulte kommer frem i lyset. Formålet løber som en gylden og bindende tråd igennem universet. Forandringernes progressive aspekt undgik ikke nogle tidlige græske tænkeres opmærksomhed. Grækerne var et usædvanlig begavet folkefærd, og deres frugtbare fantasi udforskede sindets og materiens verden, helt uden at være hæmmet af traditioner og vaner. Utrætteligt udviklede de stadig nye teorier og fremsatte nye synspunkter. De forudsagde evolutionsteorien, ligesom de forudsagde mange af tidens videnskabelige teorier. Det er den moderne videnskabs fortjeneste, at den ved at anføre håndgribelige beviser har opløftet tågede hypoteser til videnskabelige teorier eller nærmest naturlove. Fysikken viser et billede af et univers, der udvikler og udvider sig. Biologer beskriver i minutiøse detaljer livets udvikling fra encellede dyre- og plantelignende organismer (protozoer og protophytaer) til homo sapiens. Det er sandt, at biologer med undtagelse af Lamarck forkaster formålet som fremmed for videnskaben, fordi 'formål' ikke passer ind i naturvidenskabens begrebsverden. Men for det menneske, der fordomsfrit ser på verden, er formålet en kendsgerning; det er videnskabens briller, der hinder nogle i at lægge mærke til det. Ikke desto mindre står målet skrevet med store bogstaver i naturens selv.

Vi forstår en ting, når vi kender dens formål. Intet omkring os forbliver som det er i et bestemt øjeblik; det er under stadig forandring og bliver forskelligt fra det, det er. Som regel er vi langt mindre interesserede i, hvad en ting er, end hvad den bliver til. Antag, at vi på en spadseretur møder en mand, der løber hurtigt. Det er ikke ved at bestemme hans eksakte placering på et bestemt tidspunkt, at vi forstår hans aktivitet, men ved at kende hans hensigt og det mål, han styrer imod. Den fysiske verden opfylder et formål, alt i mens den udvikler sig. Selv om den fysiske verden ikke er bevidst om formålet, så er det ikke desto mindre formålet, der bestemmer dens værdi og beriger den med nye egenskaber. Formålet er positivt, konstruktivt og virker objektivt. Vi kan sige, at verden er bestemt til at bevæge sig hen imod og nå det mål, som Gud i Sin visdom har sat for den. Dette gælder for det ydre univers. Det er anderledes med mennesket.

Da mennesket besidder et frit selv, kan det kun udvikle sig og nå sin egen bestemmelse gennem sin egen fri vilje og sine personlige anstrengelser. Mennesket kan ikke tvinges til at udvikle sig, det må udvikle sig selv. Fordi mennesket vokser, sammenlignes det i Koranen med en plante: Frøet spirer og frembringer et ungt skud. Den spæde stilk vokser i højde og drøjde. Den bliver et fuldt udvokset træ, der bærer frugt. Frøet har opfyldt sin bestemmelse ved at reproducere sin slags. Mennesket tager sin begyndelse i en befrugtet ægcelle. Efter fødselen vokser det i højde og styrke, indtil det bliver voksent og klar til at reproducere sig. Analogien kan ikke føres videre end dertil. Mennesket har, når det har avlet børn, ikke opfyldt sin bestemmelse. Dets bestemmelse er meget forskellig fra plantens. Mennesket er ikke blot et redskab til at bevare sin art. Dets krop har uden tvivl opfyldt sit formål, når den har avlet børn, men mennesket besidder et selv, og dette selv avler ikke sin lige. Det forplanter sig ikke. Koranen siger om det guddommelige Selv, at "Han avler ikke afkom, ej heller er Han blevet avlet" (112:3). Dette er også sandt for det menneskelige selv, der – selv om det er uendelig lavere end det guddommelige Selv – har mere til fælles med dette end med fysiske objekter eller dyr. Selvets virke er kreativt, ikke prokreativt. Det skaber værdier, og værdierne beriger og udvider dets natur og ophøjer det på livets skala. Mens naturens evolution skrider frem under Guds direkte kontrol og overvågning, deltager mennesket aktivt i sin egen udvikling. Mennesket udvikler sig som et resultat af sit eget frie valg og sine egne anstrengelser. Selvets udvikling er derfor styret af love, der er forskellige fra de love, der gælder for naturen. Mennesket kan ikke klare sig uden Guds hjælp og vejledning, men disse tilbydes det i en form, der hverken forringer selvets integritet eller bringer dets frihed i fare. Det er overladt til mennesket at acceptere eller afvise den guddommelige vejledning. Dīn indbefatter de principper for opførsel, der leder mennesket til sit mål; men de gør det kun, hvis de accepteres og efterleves frit og uden tvang.

Fra dette udgangspunkt er det klart, at udvikling er en lov i verden. I Koranens sprog betegnes denne som Rubūbiyya-loven. Denne lov slår fast, at Gud bærer universet og alt, hvad det indeholder, fra et trin til et højere. Gud holder alle ting i gang og virkeliggør deres latente evner. Det er et dynamisk univers, og mennesket er det mest dynamiske væsen i det. I sådan et univers vil der selvsagt være forskellige eksistenstrin. Rubūbiyya-loven er afstemt efter hvert enkelt trin; men dens hensigt og mål forbliver helt igennem upåvirket. Loven er universets redningsplanke og garant for, at alting vil udvikle sig til sit yderste. Den eneste undtagelse herfra er mennesket, der igennem sin egen vilje kan sætte sig selv op imod den og misbruge sin frihed ved at vælge at bevæge sig nedad i stedet for opad, at krybe på jorden i stedet for at svæve i skyerne (7:176).

Evolutionsprocessen, der ses i den ydre verden, tager i mennesket form af selvudvikling. Under hvilke betingelser skrider selvudviklingen jævnt og uhindret fremad? Nogle betingelser er fælles for udvikling generelt, andre gælder kun selvudvikling – den mest spændende form for udvikling. Lad os først betragte de generelle betingelser. Intet eksisterer isoleret og af sig selv. Alting står i forbindelse med andre ting, og forbindelsen mellem dem er ikke blot sameksistens, men også samarbejde. Udviklingen afhænger derfor af tilstedeværelsen af og samarbejde imellem flere faktorer. For at tage et konkret eksempel, kan et frø udvikle sig til et træ. Dets vækst afhænger imidlertid af jordbunden, vand, mineraler, luft og sollys. Alle disse faktorer skal ikke blot være til stede, men også forekomme i et bestemt forhold til hinanden og til frøet. Hvis frøet placeres i én potte, jord i en anden og vand i en tredje, vil intet ske; men hvis frøet placeres i den rette forbindelse med de andre ting, så de kan samarbejde, vil frøet snart vokse og spire.

Også den menneskelige krop udvikler sig i nøje samarbejde med de omgivende kræfter og objekter. Alle ting i verden er indbyrdes afhængige af hinanden; de har brug for hinanden og hjælper hinanden. Dette er endnu mere sandt med hensyn til menneskets selv. Selvet kan kun udvikle sig i sociale omgivelser og i vekselvirkning med andre frie selv. Selvet har brug for et samfund i harmoni og samklang med sig selv. Det vokser i sammenhæng med venskabelige relationer med beslægtede væsener, hvis sympati og samarbejde er vigtige for dets vækst. Deltagelse i sociale aktiviteter i det godes tjeneste, giver selvet en ny dimension. Selvrealisering er kun mulig for mennesket i et samfund, et samfund, der er baseret på retfærdighed og respekt for menneskelig personlighed, et samfund, der er viet til opnåelse af højere værdier. Et samfund, der favoriserer selvets vækst, er et samfund, hvor hvert eneste menneske med glæde hjælper andre og er taknemmelig for at modtage hjælp fra dem. Et samfund i splid sætter det fysiske selv over alt andet. I et sådant samfund vil hvert eneste menneske udelukkende tænke på sig selv og sine personlige interesser. Han vil være konstant optaget af at beskytte sit liv, sin ejendom og sine børn imod andre mennesker. Biologiske motiver vil dominere sindet, og trangen til et højere liv vil komme i anden række. I et samfund som dette vil det ikke være muligt at forfølge det gode. Mennesket har brug for et samfund, i hvilket alle medlemmer er bundet sammen af venskabsbånd og animeret af venskabsånd. Troen på disse værdier er den første forpligtelse for den, der tror på Gud. Koranen tilskynder mennesket til at opbygge et samfund, i hvilket menneskene er forenede i troen på Gud med det formål at opbygge et samfund, der ikke sønderrives af interne spændinger og stridigheder:

Oh I troende! Frygt Allah, som det sig sømmer, og dø ikke på anden måde end som gudhengivne. Og hold alle sammen fast ved det bånd, der forbinder jer med Allah, og opsplit jer ikke. Husk i taknemmelighed Allahs nådegaver, for I var fjender, og Han forenede jeres hjerter i kærlighed, at I ved Hans nåde blev brødre. (3:102-103)

Koranens umma er et sådant kultiveret og åndrigt samfund. "Vi har gjort jer til et midtsøgende fællesskab" (2:143). Dette er grunden til, at Koranen lægger vægt på fællesskab og samliv og misbilliger munkevæsenet. Goethe bemærkede engang, at karakteren ikke dannes i ensomhed, men i det pulserende liv. Selvet svinder i ensomhed, men vokser og udvikler sig igennem aktiv og vedvarende deltagelse i gruppeaktiviteter.

En harmonisk, fast sammentømret og integreret personlighed kan kun tage form i et afbalanceret og solidarisk samfund. Menneskets sind er skueplads for modstridende ønsker. Også samfundet bærer kimen til uoverensstemmelser i sig, idet det består af individer med forskellige og ofte modstridende lyster, interesser og mål. I samfundet bør konflikter ikke løses ved at undertrykke én gruppe og give en anden gruppe frit spil. Løsningen ligger i gensidig tilpasning, i forsoning og i opdagelsen af en livsform, der tilfredsstiller begge parter på rimelig vis. Balance og harmoni bør karakterisere både individet såvel som samfundet. Hvorledes kan den menneskelige personlighed blive harmonisk? Svaret er, at det udelukkende kan ske, hvis den tager de guddommelige egenskaber, asmā-ul-husnā (de smukke navne), til sig.

De guddommelige egenskaber repræsenterer hver for sig den højeste grad af indefra virkende værdier og kvaliteter, der kollektivt afspejler den højeste grad af harmoni. Hvis vi husker på, at harmoni er en væsentlig betingelse for skønhed – nogle vil endog gå så vidt som til at sige, at harmoni i sig selv er skønhed – vil det stå klart for os, hvorfor ordet husnā bruges om disse egenskaber. De er smukke, fordi de hver for sig står i indbyrdes ret forhold til hinanden og derved udgør et harmonisk hele. Husn må dog tages i en videre mening. Den betegner ikke kun fysisk skønhed, men også moralsk skønhed. Harmoni er den eneste modgift mod uoverensstemmelser og konflikt i selvet såvel som i samfundet.

Der er i det mindste én markant forskel mellem selvets og kroppens udvikling. Kroppen vokser ved at indtage nærende substanser fra omgivelserne. Jo mere næring, jo bedre vækst. Paradoksalt nok vokser selvet ikke ved at modtage, men ved at give. Gavmildhed fremmer selvets vækst – nærighed bremser det. Jo mere selvet giver ud af sine ressourcer, desto rigere bliver det. Hvis mennesket tidligt erkender dette, vil det ile de nødlidende til undsætning. Stolthed over rigdom vil vige pladsen for glæde over gavmildhed. Mennesket vil tænke mere på, hvad det kan give end på, hvad det kan beholde for sig selv. Besidderinstinktet vil svækkes, og ønsket om gavmildhed vil styrkes. Koranen priser dem, der lader andres interesser gå forud for deres egne:

De troende foretrækker andre frem for sig selv, selv om de (selv) lider afsavn. De, der ser bort fra egne begær, vil have fremgang. (59:9)

Gavmildhedens diametrale modsætning er begæret, der i Koranen 59:9 omtales som shuh-un-nafs. Den begærlige er besiddende og egoistisk. Den begærlige ønsker at tilrane sig alt godt inden for rækkevidde og er ganske ufølsom over for andres behov. Antag, at nogle mennesker er forsamlede ved en vandhane. De ved, at vandstrømmen vil standse om en times tid. Hver enkelt er opsat på at få fyldt sin beholder. Den begærlige baner sig vej gennem mængden, skubber en andens beholder bort og sætter sin egen under vandhanen i stedet. Han er ligeglad med, om andre må gå uden vand. Det eneste, der tæller for ham er, at han selv får rigeligt med vand. Begærlighed slår det menneskelige selv ihjel, og Koranen advarer os om at være på vagt over for det snigende begær og opfordrer os til at hjælpe alle – ikke bare slægt og venner. Koranens syn er objektivt og universelt. Den går efter hele menneskehedens vel – ikke kun en bestemt gruppes. Ifølge Koranen vil kun det bestå, der gavner mennesket – hvem det end må være, og hvilket land, nation eller gruppe det så end må tilhøre. Vi gør godt i at reflektere over dette vers:

Han sender regn ned fra himlen, (der får) floderne til at strømme og svulme op i deres lejer, og floderne fører skum (af urenheder) med sig på overfladen. Fra de metaller, som (menneskene) smelter i ilden for at støbe smykker og redskaber, danner der sig lignende skum. Skummet forsvinder ud i den blå luft; men det, der gavner menneskeheden, vil bestå. Således tydeliggør Allah det sande og det værdiløse ved lignelser. (13:17)

Sætningerne 'kun det vil bestå, der gavner menneskeheden' og dens naturlige pendant 'kun de overlever, der virker til gavn for menneskeheden', udgør de grundlæggende principper for selvudvikling. Loven er ikke 'den bedst egnede overlever', men 'den mest gavmilde overlever'. Med andre ord, så er kun den mest gavmilde – ifølge Koranens fastlagte norm – egnet til at overleve. De, der har taget Koranens sande ånd til sig, vil tage afstand fra egoisme og vil vie deres liv i menneskehedens tjeneste. Det er de virkelige muslimer.

Nationalisme og kolonialisme har været de dominerende kræfter i Vesten i de seneste 2-3 århundreder. Det har avlet både snæversyn og provinsialisme. Europæerne tænkte kun på deres eget land eller eget rige. Nogle vestlige tænkere har dog tilskyndet deres landsmænd til at arbejde for hele menneskehedens ve og vel. Vi citerer en velformuleret passage fra Rashdalls The Theory of Good and Evil:

"Man kan hævde, at idealet er, at jeg skal producere noget for en anden og føle velvære derved; medens han til gengæld arbejder for mit velbefindende og føler velvære derved." (Vol. II, p. 77)

I Briffaults Making of Humanity finder vi et velformuleret forsvar for dette synspunkt:

"De egenartede midler og betingelser for menneskets udvikling fordrer, at udviklingen ikke skal foregå på individuelt, men på mellemmenneskeligt plan; således at hvert enkelt individs udvikling er resultatet af denne økumeniske udvikling." (p. 260)

Videre siger han:

"Menneskehedens udvikling! Det er den byrde, der ligger på menneskets udvikling, og det er den grundfæstede, nej barske kendsgerning, som 'moralloven' er et vagt udtryk for. Det er ikke altruismens bankende impuls, ingen tilskyndelse til generøsitet for generøsitetens egen skyld, men en tung byrde, der er lagt på menneskets udvikling af de ubøjelige vilkår, der styrer den." (p. 261)

Et andet sted har han uddybet sit synspunkt yderligere:

"Målt med naturens målestok må en handling, der gavner menneskets udviklingsproces, anses for at være god – ligesom en handling, der har tendens til at hæmme, forsinke eller modarbejde denne proces, må anses for dårlig. Det individ, der er direkte part i denne udvikling, er fortjenstfuldt. Det individ, der bevæger sig uden for udviklingsstrømmen, er nytteløst – og det individ, der forsøger at bekæmpe udviklingsstrømmen, er fordømt. Det er de moralske værdiers naturlige, absolutte og aktuelle standard. Naturen værdsætter ikke det mest hellige og godgørende liv, der ikke bidrager til menneskelig vækst, nær så højt som en enkelthandling, der permanent fremmer menneskeracens udvikling.... Den eneste målestok for værdier som naturen tager i betragtning – ved at bevare den for alle tider – er bidrag til fremme af en højere menneskehed." (p. 352)

Individets virkelige interesser er ikke adskilt fra, men sammenvævet med menneskehedens interesser. De er ikke modsætninger, men identiske. Mennesket realiserer sig selv ved at fremme menneskehedens interesser. Dette er den sandhed, som Koranen forkynder. Den betragter 'hele menneskeheden som ét fællesskab' (10:19). Den anerkender ikke skelnen mellem kaste, race, tro eller farve. Menneskeheden udgør ét hele, én eneste, men dog kompleks, helhed:

Jeres skabelse og jeres opstandelse er som blot et eneste selv(s skabelse og opstandelse). (31:28)

Koranen omtaler Ka‘ba'en, den muslimske verdens centrum, som 'en institution for hele menneskeheden' (5:100). Den påstår, at individets velfærd afhænger af samfundets velfærd. Muslimer opfordres til ikke kun at arbejde for det muslimske samfund, men for hele menneskehedens ve og vel. Koranen efterlader ingen tvivl om dette, og Whitehead siger i Adventures of Ideas samstemmende:

"Det perfekte liv findes i mål, der rækker ud over individet." (p. 373)

Mason skriver i Creative Freedom:

"Det enkelte individ udvikler sin egen personlighed ved at tilfredsstille sine behov, og dets selvbevidste fortolkning af sin ubevidste viden om sin rene, åndelige oprindelse, kan have indflydelse på dets aktiviteter. Individet burde – som del af et større fællesskab – dog kun engagere sig i sådanne aktiviteter, der søger at udvide den kreative frihed til det yderste ved at alle enkeltindivider presser deres kreativitet til dens yderste grænse. Mennesket kan vende sig fra sin anden udvikling, mens han samtidig holder fast ved den første. Mennesket kan derfor være individuelt moralsk og umoralsk, når det handler som del af et større fællesskab. De største personligheder forener de to dyder." (p. 226)

Menneskehedens indbyrdes afhængighed er et gennemgående tema i Koranen. Koranens vejledning til mennesket har dobbelt sigte: at fremme individets såvel som samfundets ve og vel. Den, der arbejder for menneskehedens bedste, arbejder samtidigt for sit eget bedste. Dette syn er også fremsat af nogle store vestlige tænkere, som f.eks. Kant:

Koranen går et skridt videre ved at sige, at 'de troende foretrækker andre frem for sig selv, selv om der er fattigdom i deres midte' (59:9). Julian Huxley, en stor videnskabsmand, der ikke ser det som sin opgave at fremme religion, siger i Religion without Revelation samstemmende:

"Jeg tror, at menneskets hele forpligtelse kan opsummeres således: Mere liv for din nabo som også for dig selv. Og jeg tror, at mennesket kan opfylde denne forpligtelse og gradvist opnå sin bestemmelse, omend ikke uden rådvildhed, møje og smerte. En religion, der har dette som sin centrale kerne og fortolker den visionært – både med hensyn til de muligheder, der står åbne for mennesket såvel som med hensyn til de begrænsninger, mennesket er underlagt – vil være en sand religion, fordi den har meget til fælles med livet; den vil fremme livets vækst og vil selv vokse sammen med denne vækst. Jeg tror på livets religion." (p. 113)

Huxley tror selvfølgelig ikke, at mennesket har behov for hjælp af guddommelig åbenbaring. Han fastholder, at fornuft alene kan sætte et menneske i stand til at forstå den sande sammenhæng mellem sig selv og menneskeheden. Her oversimplificerer han problemstillingen. Han kan ikke se, at ren intellektuel forståelse af sandheden ikke er nogen garanti for, at vi altid vil følge den vanskelige vej, han foreslår. Fornuften kan lede os til den knejsende tinde, der udvider vor horisont; men åbenbaring giver os styrke til at forblive dér og til at indrette vort liv i overensstemmelse med vore visioner. Ovids berømte udsagn er rammende: 'Video meliora proboque, deteriora sequor!' (Jeg ser den rette vej, kender den god, men følger den slette!). Fornuften kan udpege den rette vej for os; men den har ikke magt til at tvinge os til at følge den. Åbenbaring supplerer fornuften. Den bekræfter og udvider det syn, som fornuften giver os, og den opretholder og vejleder os på den besværlige vej til vort mål. Åbenbaring sammenkalder menneskene til et rigere liv og er kun for 'de levende' (36:70).

Det, vi altid bør huske på, er, at livet er meget mere end fysisk eksistens. Det er en fortløbende udvikling hen imod et højere socialt, moralsk og intellektuelt udviklingsstade. Mennesket nærmer sig dette stade ved at hjælpe sine medmennesker til at gøre det samme. Hvis mennesket skubber samfundet fremad, vil samfundet til gengæld skubbe mennesket, og de vil begge stige mod det ønskede højere stade:

Oh I troende! Følg Allah og Hans sendebud, når han kalder jer til det, der giver jer liv (og trivsel). (8:24)

Kort sagt, så er mennesket organisk forbundet med hele menneskeheden. Det enkelte menneskes vitale interesser er bundet sammen med menneskehedens interesser. Mennesket kan kun opfylde sig selv ved at tjene andre mennesker og ved at sætte deres interesser højere end sine egne. Mennesket kan kun realisere det gode i sig selv ved at arbejde for det gode i almindelighed:

(De troende siger): "Vi bespiser jer alene for Allahs skyld og ønsker hverken belønning eller tak fra jer." (76:9)

Mennesket tjener i virkeligheden sig selv ved at tjene andre. Spørgsmålet om belønning melder sig overhovedet ikke:

Findes der anden belønning for ihsān end ihsān? (55:60)

De troende, der har viet deres liv til menneskehedens tjeneste, holder rubūbiyya's døre åbne for alle og glæder sig uforbeholdent over andres fremskridt:

De, der giver ud af deres ressourcer for Allahs sag (til gavn for menneskeheden), og som ikke efterfølgende gør opmærksom på deres gavmildhed eller krænker (modtageren), vil blive belønnet af deres Rabb. De har intet at frygte eller være bekymret for. (2:262)

De er lykkelige for at tjene andre og søger hverken rigdom eller berømmelse:

Oh I troende! Gør ikke jeres omsorg værdiløs ved upassende selvforherligelse og krænkelse (af modtageren) – som dem, der giver ud af deres ressourcer for at blive set af andre, men som hverken tror på Allah eller Den Sidste Dag. (2:264)

Således sagde Rasūl'en, hvis mission det var at kalde menneskene til Rubūbiyya-ordenen:

Jeg beder jer ikke om belønning herfor. Min belønning er udelukkende hos Verdenernes Rabb. (26:109)

Vi kommer nu til det afgørende spørgsmål: Er det virkelig muligt for mennesket at ofre sine interesser til fordel for almenvellets ve og vel? Mennesket er uden tvivl udstyret med uegennyttige såvel som egennyttige impulser. Men egoismen, der tilskynder mennesket til at beholde alle goder for sig selv, er langt mere magtfuld end de sociale impulser. Desuden støtter verdens visdom også egoistiske impulser. Få kan modstå umiddelbar personlig gevinst. Mysticisme søger at styrke det uegennyttige motiv ved at indgyde mennesket idéer så som at kroppen er værdiløs, at alle sensuelle nydelser er syndige, og at verden er gennemsyret af ondskab. De mener, at hvis mennesket er fuldstændig overbevist om, at kroppen er en hindring for dets 'åndelige' fremskridt, vil det ophøre med at bekymre sig om sine fysiske behov. Koranen bifalder dog ikke denne form for verdensfjernhed. Den behandler kroppen og verden med tilbørlig respekt. Den fortæller os, at der ikke er noget syndigt i at besidde verdslige goder og i at efterkomme fysiske behov. Den anerkender fuldt ud det faktum, at det er muligt at have værdifulde erfaringer gennem kroppen:

Mennesket tiltrækkes af de glæder, som hans hustru og børn, hans ophobede guld og sølv, hans fuldblodsheste, hans kvæg og jordbesiddelser (bereder ham). Det er denne verdens flygtige goder; men det ypperligste hjem er hos Allah. (3:14)

Koranen tilskynder mennesket til at nyde denne verdens goder:

Sig: "Hvem kan forbyde det smukke og gavnlige, Allah har skabt for Sine tjenere?" (7:32)

Mysticismen plæderer for undertrykkelse af egoistiske impulser for at give plads for de uegennyttige impulser. Koranen er imod dette syn og påbyder os at yde både det fysiske såvel som det virkelige selv retfærdighed. Hvorledes kan disse to selvs interesser forenes, og hvorledes kan mennesket få det bedste ud af begge verdener? Det vil vi se på i næste kapitel.

1.   Ifølge RASHDALL: The Theory of Good and Evil, Vol. I, p. 133.