I dyrenes verden sker udviklingen på grundlag af naturlige årsager. Den styrer hen imod artens perfektion og måske produktionen af en bedre art. Individet tæller ikke; arten er af større vigtighed. Individet ofres uden tøven for artens skyld. Dette er det dyriske stade. På det menneskelige stade skifter fokus imidlertid fra arten til individet. Det er individualitetens opståen, og med den går udviklingsprocessen ind i en ny fase – en påfaldende forskellig fase. Naturkræfter, der indtil da dirigerede udviklingens kurs, træder i baggrunden, og rationelle væsener tager aktivt og bevidst del i udviklingsprocessen. Der sker en tilsvarende forandring i udviklingens mål, idet det nu ikke længere drejer sig om at producere arter tilpasset efter omgivelserne, men om at udvikle et frit og autonomt selv, der er i stand til at dirigere sin opstigen til højere livsstadier. Naturen leder dyret på rette vej. Mennesket må selv opdage den rette vej og følge den ved egne anstrengelser og ved hovedsageligt at stole på sin fornuft. Mennesket finder dog snart på sin rejse gennem det ukendte ud af, at det ikke kan støtte sig til fornuftens flakkende lys. I fortvivlelse vender mennesket sig til Gud om hjælp, som det får i form af en opfordring til at følge Rubūbiyya-ordenen. Denne orden vil naturligvis kun give mening for dem, der har et oprigtigt ønske og ambition om at følge den rette vej. De, der tilslutter sig ordenen er sikret en hurtig og jævn udvikling hen imod selvopfyldelsens mål. Dette er, hvad Janna står for i Koranens terminologi. Mennesket vil bevæge sig hen imod målet i selskab med ligesindede.

Koranen fremsætter et praktisk støtteprogram for dette fristende forehavende. Programmet er hovedsagelig socialt og bestemt for dem, der ikke konkurrerer, men helhjertet samarbejder med hinanden. Koranen opfordrer mennesket til at slutte sig til en sådan gruppe dannet på basis af retfærdighed og med det formål at nå et ædelt ideal. Kun som medlem af denne gruppe kan man føre Rubūbiyya-ordenens program ud i livet og udvikle sin skæbne. Det individuelle menneske besidder enorme potentialer, som dog kun kan virkeliggøres i et gunstigt socialt miljø og igennem samarbejde med åndsfæller. Medlemskab af en gruppe, der holder sammen af gensidig sympati og forståelse og som er inspireret af et højt ideal, er garantien for selvudvikling. Rubūbiyya-ordenen sørger for en sådan gruppe og opfordrer mennesket til at tilslutte sig den ved at opgive alle snævre personlige mål og vie sig selv til det fælles mål. I en sådan gruppe kan mennesket realisere sig selv ved at tjene andre og nyde godt af andres hjælp. Den menneskelige personlighed skrumper og indsnævres ved selvoptagethed. Den udvider sig og blomstrer, når dens egne interesser underlægges hele menneskehedens bredere interesser. Rubūbiyya-ordenens praktiske program kan kun føres ud i livet af en gruppe og af individet som medlem af gruppen. Personligheden kan kun fuldkommengøres i en gruppe, for et isoleret menneske har ingen mulighed for at ofre sig for og tjene andre. Rækkevidden af et isoleret menneskes aktiviteter er for kort til at have indflydelse på dets selvudvikling. Medlemskab af en gruppe kan bidrage til selvudviklingen; men ikke alle grupper giver denne mulighed. Kun en gruppe, der ikke forhindrer sine medlemmers uafhængighed eller på nogen måde truer deres tanke- eller handlefrihed, kan skabe de fornødne omgivelser. Dette individuelle privilegium sikres ved, at medlemskab af gruppen er en aldeles frivillig sag. Individet indgår i en kontrakt med gruppen og påtager sig bestemte forpligtelser til gengæld for bestemte rettigheder. Resultatet af denne sociale kontrakt er staten, der almindeligvis blandt muslimer kaldes khilāfa. Staten eller khilāfa er umma'ens politiske og ledende organ og ramme for Rubūbiyya-ordenen. Umma'en igangsætter det guddommelige program ved khilāfa'ens mellemkomst og giver hvert eneste medlem gunstige muligheder for selvudfoldelse og selvudvikling. Mennesket forventes ifølge Koranen at indgå i en pagt med Gud. Det inviteres til at stille sit liv og sin ejendom til Guds rådighed til gengæld for Janna – en tilstand af perfekt selvopfyldelse:

Gud har visselig indgået en pagt med de troende, at deres liv og ejendom tilhører Ham – til gengæld for et liv i Janna. (9:111)

Som enhver anden verdslig kontrakt, omfatter denne:

1. Køberen – Gud.
2. Sælgeren – den troende.
3. Salgsvaren – den troendes liv og ejendom.
4. Prisen – Janna.

Af disse er 'varen' en konkret, håndgribelig og identificerbar ting, medens sælgeren er et levende væsen. De andre to, Gud og Janna, er abstrakte og uhåndgribelige. Hvorledes kan en handel slås af, når køber eller pris ikke eksisterer, eller i bedste fald er imaginære. 'Sælge sit liv til Gud' er en tom frase, en vildledende illusion. Kontrakten kan kun have mening, når man har indset, at Gud og Janna er virkelige – ja endog mere virkelige end selve mennesket og livet. Dette kan kun ske ved at bringe Gud og Janna i intim og livskraftig relation til levende menneskelig erfaring. Det er præcis dette, Koranen gør.

Vildledt af billedsproget, der i Koranen beskriver Janna, har mange mennesker lokaliseret den i rummet og opfattet den som en herlig jordisk have. Utilfreds med dette simple billede, har andre ihærdigt ledt efter en skjult mening i de relevante koranvers. Det synes som om begge har gjort sig skyldige i ikke at bemærke visse fine hentydninger i Koranen, der giver nøglen til den rette fortolkning. Vi vil først kort gøre rede for det syn, som et dybtgående studie af Koranen har ført os til, og vi vil citere de relevante beviser, som Koranen selv fremfører.

Vi har set, at Koranen opfatter det menneskelige selv som en størrelse i udvikling. Når selvet med succes har afsluttet livets rejse, åbner døden døren til en hel vifte af nye og mere glorværdige muligheder. Glæden ved at have fuldført en værdig opgave blandes med opstemthed ved udsigten til nye muligheder. Efter at have realiseret en vis mængde evner i sin jordiske karriere, vil selvet erkende, hvad det stadig mangler at realisere. Denne sindstilstand, en blanding af glæde og appetit på handling, er Janna, ret forstået. Udtrykket lyksalighed kan beskrive denne sindstilstand på passende vis. Mennesket kan imidlertid i bedste fald kun have en ufuldkommen idé om dette eksistensniveau. Det er radikalt forskelligt fra erfaringer fra dette liv og kan ikke beskrives med ord, siden ord kun kan beskrive dette liv. Det er imidlertid vigtigt at have en forestilling om den lyksalighed, der venter et udviklet selv, når mennesket dør. Dette kan kun opnås med billeder. Det højere eksistensniveau kan ikke beskrives i ord, kun i billeder. Det er derfor, Koranen bruger metaforer i forbindelse med Janna:

En lignelse om Janna, der loves dem, der opfylder deres forpligtelser over for Allah (er): Floder strømmer i dens lavninger; dens udkomme er evigt, og dens skærmende skygge ligeså. (13:35 & 47:15)

'Lignelse' er nøgleordet i dette vers. Det er betydningsfuldt og højst tankevækkende. Vi advares tydeligt imod at insistere på at opfatte de ord, der beskriver glæderne og velværet i Janna, bogstaveligt. Vi må rette vor opmærksomhed mod advarselen om, at ordene kun er metaforer, der hentyder til, men ikke giver en nøjagtig idé om den sindstilstand, der betegnes som Janna. I virkeligheden kan Janna slet ikke beskrives i ord, men kun symboliseres. Det højere eksistensniveau kan hverken visualiseres eller forstås af et lavere stades beboere. Koranen er ganske utvetydig på dette punkt:

Ingen ved, hvilke lyksaligheder der venter dem som belønning for deres gerninger. (32:17)

Et andet koranvers leder os til den virkelige opfattelse af Janna. Vi får at vide, at Janna ikke skal opfattes som et afgrænset område, men som en sammenblanding af tilværelsens mange facetter, forudsat, at tilværelsen er i harmoni med det Guddommelige:

Janna er så vid som himlene og jorden. (3:133 & 57:21)

Ved at være en sindstilstand er Janna hverken utilnærmelig eller uopnåelig for mennesker på jorden. Det gode menneske, der lever i harmoni med Guds vilje (dvs. Hans Lov), får en forsmag på Janna. Koranen omtaler liv levet i overensstemmelse med dens lære som 'himmelsk'. Vi får glimt af Janna i dette liv, og det får Janna til at blive virkelig for os. Janna er bundet til vor nuværende erfaring og er derfor ikke kun et fantasifoster.

Man hører ofte spørgsmålet: "Hvorfor er Janna i Koranen skildret så sensuelt?" Dette er ikke svært at svare på, når vi husker to vigtige fakta. For det første kan en eksistenstilstand så forskellig fra vor nuværende kun fremkaldes på vor nethinde ved hjælp af ting og erfaringer, vi er fortrolige med. Af disse er dog kun udvalgt dem, der har omend kun lille lighed med det, der sker på et højere plan. Begreber lånt fra vor nuværende erfaringsverden bruges til at lade ane – og kun ane – det andet plan.

For det andet blev Koranen (omend bestemt for hele menneskeheden) først givet til et folk, der på grund af historiske og geografiske omstændigheder værdsatte visse ting og behageligheder. Araberne brød sig ikke meget om abstrakt tænkning og metafysiske spekulationer. Kun synlige objekter var virkelige for dem. De havde ikke tendens til at forgude abstrakte idéer. De ænsede kun det, der appellerede til deres sanser. Desuden levede de i et ufrugtbart land. De var omgivet af gold ørken, livet var hårdt og uden mange bekvemmeligheder. Det de værdsatte over alt andet, var kølige kilder, grønne skyggefulde træer med frugter, rislende bække, mælk og honning. Ved hjælp af disse kendte og konkrete ting forsøger Koranen at fremmane en fornemmelse af rigdom på et højere eksistensplan. Når Koranen bruger sensuelle udtryk, undlader den aldrig at henlede folks opmærksomhed på, at disse ord ikke skal tages bogstaveligt. Den fortæller dem, at de ikke blot vil få de haver, de ønsker, men også noget langt mere ønskværdigt. Da hedningen bad Rasūl'en bede Gud sende en have til ham, var svaret:

"Velsignet være Han, der – hvis Han vil – tildeler dig noget, der er langt bedre end de haver med rislende bække, og de paladser (som du drømmer om)." (25:10)

Desuden var araberne fattige og omgivet af rige nationer. Det siger sig selv, at de kastede misundelige blikke mod deres mere heldige naboers rigdom og luksus. Koranen forsikrede dem, at hvis de var gode, ville de få alle disse ting og endog mere. Det er tydeligt, at Koranen opmuntrer umodne, simple mennesker til at slå ind på den rette vej. De var uimodtagelige for andre former for appel. Vi ser jo da også, at Koranen ikke ser noget galt i at nyde denne verdens goder. Den opfordrer ikke menneskene til at foragte det gode, ej heller bifalder den askese og selvfornægtelse:

Allah har lovet dem af jer, der tror og handler i overensstemmelse med Hans Lov, at Han vil give dem magt i landet, som Han gav magt til dem før dem; at Han vil styrke den dīn, som Han har fundet god for dem, og vil forvandle deres frygt til sikkerhed. (24:55)

Dette vers rejser spørgsmålet om nationers storhed og fald. En nation rejser sig pludseligt til magtens og ærens tinde – og forfalder efter en kortere eller længere periode og erstattes af en mere livskraftig nation. Her ser vi også, hvorledes en uforanderlig lov er på spil, loven om nationers overlevelse. Det er grundlæggende en moralsk lov. Så længe en nation ved hjælp af videnskabelig forskning og konkret handling er med til at fremme menneskehedens udvikling, vil den blomstre; men i samme øjeblik dens handlinger bremser menneskehedens udvikling, er den dømt til forfald og udslettelse. Vi kan se, at denne lov har været virksom igennem hele menneskehedens historie. Alle nationer styres af denne lov. Nationers skæbne afhænger af moralske værdier og ikke af brutal magt:

Således har Vi ladet jer arve deres land, deres huse og deres ejendom og land, som I endnu ikke havde betrådt. Og Allah råder over alt. (33:27)

Den nation arver jorden, der af sig selv har tilsluttet sig Rubūbiyya-ordenen og har virkeliggjort den ved at opfostre og udvikle de absolutte værdier og skabe den rette atmosfære til de frie selvs udvikling. En sådan nation vil, når den skal tage sin jord i besiddelse, udbryde:

Priset være Allah, der har opfyldt Sit løfte til os og har ladet os arve jorden, at vi må dvæle i Janna, hvor det behager os. Hvilken rundhåndet belønning for de stræbsomme. (39:74)

Dette vers åbenbarer Janna's sande natur og betoner kontinuiteten mellem det Dennesidige og det Hinsidige. Det er tydeligt, at Janna er en tilstand, og selv om de gode først træder ind i den efter døden, kan de – hvis deres liv er afstemt efter den guddommelige vilje – nyde en forsmag af den allerede her på jorden. Den kendsgerning, at Janna kan forventes allerede i dette liv, viser, at det ikke skal ses som en lokalitet. Dette eksistensplans særkende er, at der sørges for det fysiske selvs fornødenheder, for at det virkelige selv har frihed til at udvikle sig og søge fuldkommengørelse. Det følgende vers, henvendt til Adam, omhandler dette punkt:

(I Janna) vil du hverken lide sult eller være nøgen; du vil hverken tørste eller lide under solens hede. (20:118-119)

Frem for alt andet behøver kroppen føde, klæder og ly. Når disse ting er til stede, kan sindet forfølge højere mål. Det er imidlertid ikke blot disse ting, der vil blive tilvejebragt, men også andre – skønt ikke nødvendige – vil bidrage til at forsøde livet:

De vil dér blive smykket med guldarmbånd, perler og silkeklæder (22:23). Skåle og tallerkener af guld vil blive båret rundt til dem (43:71). Frugter i overflod (43:73). De vil bære klæder af grøn silke og brokade (76:21). Og kød af fjerkræ, som de ønsker (56:21).

Sproget er uden tvivl metaforisk, men netop fordi det er metaforisk, tjener det to formål. Med reference til dette liv bruges ord for konkrete materielle objekter, som er ønskværdige, og som araberne lidenskabeligt ønskede sig. Med reference til det Hinsidige, symboliserer de samme ord glæderne ved et højere eksistensniveau. Det skal bemærkes, at araberne ved at følge Koranens lære virkelig fik alle disse ting, som var blevet dem lovet i dette liv såvel som i det kommende. De tilskyndes til at nyde denne verdens goder og være taknemmelige mod Gud. At nyde dette livs goder er ikke en hindring for at opnå den højere bestemmelse – hvis man da ikke lader sig rive med af fornøjelserne og selvet forbliver frit og uafhængigt. De tidlige muslimer opfyldte denne betingelse, og deres selv forblev frie midt i al den rigdom, som erobringerne bragte dem. I løbet af ganske få år kom araberne i besiddelse af guldarmbånd, redskaber af guld og sølv, silkeklæder, divaner, bægre af umådelig skønhed, frugtbare marker, frugtplantager og skovklædte bjergskråninger i Syrien, Irak og Egypten. Intet under at de følte, at Paradis var kommet til dem på jorden; men deres glæde ved dette liv forhøjede deres længsel efter den ubeskrivelige lyksalighed, der ventede dem i Janna. Og midt i al denne luksus nød de den sjælefred, som ingen kejser eller erobrer havde oplevet. For nydelsen af alle disse goder ledte dem ikke bort fra selvudviklingens vej, og deres virkelige selvs interesser forblev af allerhøjeste vigtighed for dem. Rigdom gjorde dem ikke hovmodige, men ydmyge og taknemmelige mod Gud:

De vil sige: "Æret være Allah, der har fjernet al sorg og lidelse fra os." (35:34)

De fik en forsmag på den fred, der hersker i Janna:

Dér vil de ikke høre indholdsløs snak, men kun: "Fred!" (19:62)

Følelse af uvilje og had kan ikke nå et sind, der er opfyldt af kærlighed og fred:

Og Vi vil fjerne alt had, der måtte være i deres bryst. Som brødre vil de (hvile) over for hinanden på ophøjede divaner. (15:47)

De oplever glæden ved uegennyttigt fællesskab som medlem af et samfund, der forfølger det gode og smukke i målbevidst hengivelse. Den jordiske karriere er blot et forspil til det menneskelige selvs virkelige udvikling. Glæden ved selvopfyldelse symboliseres ved en himmelsk drik:

De retfærdige vil visselig drikke af bægre blandet med (vand fra) kafūr, en kilde, hvoraf Allahs tjenere vil drikke, og som uophørligt sprudler frem i rigeligt mål. (76:5-6)

Et medlem af et sådant samfund vil støt fremme sin selvudvikling. Hvis han ikke kan holde trit med sine fæller, hviler ansvaret på hans egne skuldre:

Dette er en påmindelse til menneskene; til dem, der ønsker at gå fremad såvel som til dem, der vil sakke agterud. Enhver vil blive draget til ansvar for sine egne handlinger. (74:36-38)

Vejen for dem, der bevæger sig fremad, er oplyst af "deres ansigts lys", der bevæger sig fremad med dem. De er taknemmelige for lyset og ønsker mere af det. "Rabb! Fuldkommengør vort lys for os!" (66:8). De fortsætter med at klatre højere og højere på tilværelsens stige. Deres fremskridt bremses ikke af noget:

For dem, der opfylder deres forpligtelser over for deres Rabb, er der højere boliger, over hvilke (endnu) højere boliger er bygget, og floder strømmer i lavningerne. (39:20)

Det er det Janna, som Rubūbiyya-ordenen sikrer dem, der "sælger deres liv og ejendom for Allahs sag."

Janna er derfor ikke kun en abstrakt idé. De troende føler den som virkelig og højst ønskværdig. Denne verden kan give dem en forsmag på Janna sammenkædet med levende erfaring.

Vi har i et tidligere kapitel beskæftiget os med den pagt, der består mellem Gud og mennesket. Mennesket overgiver sit liv og sin ejendom til Gud, der til gengæld belønner det med Janna. Hvorledes kan denne udveksling finde sted? Hvor kan man kontakte Gud? Hvorledes kan liv og ejendom overgives til Ham? Spørgsmålet om kontakten med Gud er simpelt. Gud kommunikerer med os, når vi reciterer og forstår, hvad Han har åbenbaret i Koranen. Det er på den måde, vi kommer i kontakt med Ham.

Med hensyn til spørgsmålet om levering af 'varerne' så kan et tilfredsstillende svar kun gives på baggrund af Rubūbiyya-ordenen. Denne orden er skabt for at hjælpe mennesket til at udvikle alle sine evner og til at opbygge en sund og integreret personlighed, der kan modstå dødens traume og overleve den fysiske opløsning. Mennesket kan ikke opnå dette i afsondrethed, men i selskab med ligesindede og gennem gensidig hjælp og samarbejde. Et sådant samfund er virkeliggørelsen af Rubūbiyya-ordenen. Den er organiseret på kontraktlig basis, og medlemskab er åben for alle, der har lyst til at tilslutte sig dens mål og idealer. Kun et tydeligt ideal opstået af overbevisning giver livet mening. Det menneskelige liv bliver fattigt, banalt, tilfældigt og meningsløst ved fraværet af et ideal. Jo højere idealet, jo mere fuldkomment er livet. Så når mennesket deler sit samfunds høje idealer, og samfundet er animeret af ånden i Rubūbiyya-ordenen, vil menneskets personlighed beriges og dets udvikling stimuleres. Mennesket vil blive klar over fordelen ved denne accelererende udvikling og vil blive motiveret til at opretholde ordenen – midlet til sit fremskridt – for enhver pris, og om nødvendigt på bekostning af sit liv og sin ejendom. Da er det, at handelen er fuldbyrdet og pagten ført ud i livet. Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), bæreren af den sidste åbenbaring, var overhoved for det samfund, der virkeliggjorde Rubūbiyya-ordenen. De mennesker, der stillede deres liv og ejendom til hans rådighed, solgte dem – med Koranens ord – til Gud:

De, der aflægger troskabsløfte til dig, aflægger (i virkeligheden) troskabsløfte til Allah. Allahs hånd er over deres hænder (når I giver hinanden håndslag derpå). (48:10)

Det er samfundet, der er det helt konkrete udtryk for Rubūbiyya-ordenen, og samfundets overhoved er så at sige Guds 'repræsentant' i den betydning, at han påtager sig den vældige opgave at fritage Gud for ansvaret for Sin skabelse ved f.eks. at give dem eksistensmidler og håndhæve Hans Lov i landet. Overhovedet har derfor myndighed til at indgå kontrakter med andre. Grunden hertil er ikke vanskelig at få øje på: Kun én, der har givet sig oprigtigt hen til Gud og fuldstændig identificerer sig med Hans vilje, kan være et sådant samfunds overhoved. De vers, der påbyder mennesket at "give ud i Allahs navn" og "udlåne til Allah" kan kun betyde, at "prisen for Janna" skal betales af den centrale myndighed i et Rubūbiyya-samfund. Samfundet vil naturligvis bruge de ressourcer, det har til sin rådighed, til at forstærke og berige det enkelte menneskes liv og personlighed.

Rubūbiyya-ordenen sætter gang i en ny udviklingsproces – moralens udvikling. Intet menneske, der værdsætter de muligheder, der er bredt ud for det, kan forblive uberørt af denne udviklingsproces. Mennesket vil være villigt til at ofre al sin ejendom for sin fuldkommengørelse. De, der tilslutter sig Rubūbiyya-ordenen og vier sig selv til at stræbe efter selvrealisering, anser ikke nogen pris for at være for høj for at nå så vidt. De ønsker kun det gode, både i dette liv og i det hinsidige. De beder med rette:

Rabb! Vær os gavmild i denne verden og i den kommende. (2:201)

Det virkelige selv kan i sidste instans blive i stand til at opretholde sig selv. På jorden er selvet dog mere eller mindre afhængig af kroppen. Derfor er kroppens behov af yderste vigtighed for mennesket. Kroppen kan kun overleve, hvis tilfredsstillelsen af dens basale behov ikke udsættes for længe. Sult er den mest magtfulde af disse biologiske drifter. Et sultende menneske har ikke øje for andet end det, der kan stille hans sult. Først når sulten er stillet, vil han kunne vende sig mod højere interesser så som kunst, videnskab og religion. Forud for at engagere sig i forfølgelsen af det gode, må mennesket være sikker på, at det selv og dets børn ikke sulter. Koranen forsikrer os:

Vi underholder både jer og jeres børn. (6:151)

Det er Allah, der giver underhold til hvert eneste levende væsen på jorden. (11:6)

Ordet daābbah ('levende væsen') bruges om både mennesker og dyr. Rubūbiyya-ordenen er ansvarlig for alle levende væseners underhold, fordi den er hovedkraften bag etablering af dīn, eller med andre ord 'det himmelske kongedømme' på jorden, der skal udvikle og udvide livet og forskønne det univers, vi lever i.

Dette fører os til et spørgsmål, der har været genstand for heftige kontroverser i mere end et århundrede. Hvis et samfund sørger for alle dets medlemmers rigelige underhold, vil de så ikke miste tilskyndelsen til at arbejde? Vil de ikke blive både dovne og egoistiske? De vil blive dovne, fordi de kan leve komfortabelt uden at løfte så meget som en lillefinger. De vil også blive egoistiske, fordi de vil lade sig nøje med at nyde den komfort, de bliver tildelt, uden at tænke på dem, der er mindre heldige, end de selv. Et sådant samfunds medlemmer vil derfor rent fysisk være 'oppe', men moralsk 'nede'. De, der forsvarer det kapitalistiske system, argumenterer, at kommunistiske samfund ikke kan andet end at fratage mennesket tilskyndelsen til at arbejde. Mennesket finder arbejde kedsommeligt og trættende, og vil – hvis overladt til sig selv – hellere lege end arbejde. Mennesket arbejder, fordi det ønsker mere komfort og luksus eller mere gods og magt. I et egalitært samfund, hvor individet kun får, hvad det har behov for – om det arbejder eller ej – vil produktionen nødvendigvis falde, og der vil være mindre og mindre til fordeling. På trods af ligelig fordeling af goderne, vil et sådant samfund før eller siden bryde sammen. I et kapitalistisk samfund er der derimod frit spillerum for private og individuelle initiativer. Enhver arbejder, fordi han ved, at han vil nyde frugten af sit arbejde. Nationens velstand vokser, og folk er hårdtarbejdende og velstående. Dette er, hvad det kapitalistiske systems talsmænd almindeligvis siger.

Kapitalismen forsømmer imidlertid at se på medaljens bagside. Ved at gøre de rige rigere har den ofte drevet de fattige til randen af sultedøden. Fortalerne for dette system har sagt dette ganske utvetydigt. I sin folder Giving alms no charity and employing the poor a grievance to the nation, fremfører Defoe det argument, at:

Mandeville sætter det på spidsen ved i sin Fable of the Bees at sige:

Joseph Townsend siger det endnu tydeligere i sin Dissertation on the Poor Laws:

Denne filosofi har betydet usigelig lidelse og elendighed for masserne. Den giver moralsk opbakning til en hæmningsløs udbytning af undertvungne og svagere nationer. I desperation rejste arbejderne og de svagere nationer sig i protest. Kampen har krævet mange ofre og raser stadig. Et system, i hvilket den svage og jævne står med ryggen mod muren, medens de skrupelløse klarer tingene på deres egen facon, kan ikke forventes at opmuntre udvikling af frie og hæderlige mennesker.

Kommunisterne søger at omstyrte den kapitalistiske stat for i stedet at indføre en totalitær orden. Midlet er værre end ondet. Ethvert menneske er i et kommunistisk samfund uden tvivl sikret arbejde og tilfredsstillelse af de meste basale behov, men kan næppe siges at være et frit menneske i et frit samfund. Mennesket er reduceret til et lille hjul i et gigantisk maskineri. Det er medlem eller snarere en del af et højt disciplineret samfund. I ord og handling må det rette sig efter ledernes normer. Det må ikke tænke, vælge eller dømme selv. I et Rubūbiyya-samfund sælger mennesket sit liv til Gud. I et kommunistisk samfund sælger mennesket sit liv til staten. Det opfatter, husker, tænker og tror blot, hvad staten ønsker, det skal. Mennesket sælger sin individualitet – sit selv – til staten. Det er ikke længere et mål i sig selv, men blot en brik i statens spil. Kort sagt, så er mennesket reduceret til et lavere stade end en livegen eller slave, til en maskine uden hjerne. Hvorledes kan et frit selv udvikle sig i et sådant samfund? I det koranske samfund er mennesket volontør – i det kommunistiske samfund er han et redskab. Dette er blot det naturlige resultat af den livsfilosofi, der ligger til grund for kommunismen.

I Vesten har idéen om en velfærdsstat appelleret til mange tænkere i det sidste århundrede. Velfærdsstaten tilsigter – ligesom det koranske samfund – at sørge for befolkningens basale behov. En sådan stat er dog stadig kun et ideal – måske opnåeligt, men endnu ikke realiseret. Hvis den etableres, vil dens indbyggere mon være tilstrækkelig motiveret til at arbejde, hvis de allerede har alt, hvad de behøver? Det koranske samfund søger ligesom velfærdsstaten at sætte mennesket over omsorg og behov; men ulig velfærdsstaten, vil det anspore mennesket til at arbejde. Det vil indskærpe mennesket, at det eneste værdige ideal er at udvikle dets skjulte evner til fulde, og at dette kun er muligt ved uselvisk at tjene menneskeheden. Mennesket skal give – ikke tage. Det må arbejde – ikke for sig selv, men for andre. Mennesket opildnes af tanken om at arbejde hårdt for at berige alle menneskers liv, fordi det er den eneste måde, hvorpå det kan realisere sig selv. Denne trang er så stor, at økonomisk sikkerhed ikke svækker drivkraften til arbejde. Vist er det sandt, at brød er nødvendig for livets opretholdelse; men det er lige så sandt, at mennesket ikke lever af brød alene. Både dets fysiske behov og dets højere higen må tilfredsstilles for at opnå virkelig lykke. Hawtreys vægtige bemærkning fortjener at blive taget i betragtning:

Fakta er, at det materialistiske livssyn ikke kan motivere mennesket til at arbejde hårdt til gavn for andre. Det er på dette punkt, at både det kapitalistiske og det kommunistiske livssyn ikke giver det ønskede resultat. Kristne stater i Vesten hævder at tro på Gud; men siden de alle er sekulære, er de praktisk taget lige så 'gudløse' som kommunistiske stater. Det materialistiske livssyn kan ikke hæve mennesket over det dyriske stade, hvor der ikke er nogen tilskyndelse til at ofre sine egne interesser for andres velfærd: Dyr har ingen værdier og er derfor ikke i stand til at opfostre idéen om at sætte andres interesser frem for sine egne. Den kommunistiske livsfilosofi har derfor ikke et fundament, der er stærkt nok til at bære den kommunistiske sociale orden. Dette er kun muligt i Rubūbiyya-ordenen baseret på Koranens menneskesyn, ifølge hvilket idealet er udviklingen af det menneskelige selv, og at selvet udvikler sig i forhold til, hvad man gør og giver til gavn for andre. Dette er en af de varige værdier. Et kommunistisk økonomisk system blandet med koranske varige værdier er den eneste løsning på verdens problemer i dag. Dette er den koranske sociale orden i en nøddeskal. "Bolsjevisme plus Gud" skrev Muhammad Iqbal til Sir Francis Younghusband, "er næsten identisk med islam."⁵

Dette er ikke rette sted til at gå ind i en større diskussion om mysticismens mål og idealer. Vi vil nøjes med at pege på forskellen mellem den levevis, som henholdsvis islam og mysticismen gør sig til talsmand for. Mystikeren tror, at hans sjæl er blevet forurenet ved kontakt med materien, og stræber efter at rense den ved at befri den for materiens onde greb. Han tror, at han kan nå dette ved at trække sig tilbage fra verden og leve afsondret i selvspægelse og selvfornægtelse. Dette syn er baseret på dualisme mellem materie og ånd, en opfattelse, der er fuldstændig fremmed for islam. Ydermere forkaster islam både målet og de midler, der tages i brug for at nå dette mål. I islam er selvudvikling menneskets mål, og det skal ikke nås ved at forsage verden, men ved at udnytte de muligheder, verden indeholder. Islam understøtter det syn, at mennesket kan berige sit liv ved at berige alt liv. Mennesket opmuntres til at gøre godt – ikke udelukkende for sig selv, men for hele menneskeheden. Koranen erklærer, at den, der tror, han udvikler sit selv i afsondrethed, blot skuffer sig selv:

Har du ikke set dem, der tror, at deres personlighed er i udvikling (og erklærer sig selv for 'rene')? Nej! Det er kun igennem de love, Allah har givet, at personligheden kan udvikle sig. (4:49)

Samme synspunkt gør sig gældende i dette vers:

Tilskriv ikke jer selv en udviklet personlighed. Allah er den, der er mest opmærksom på, hvem, der følger Hans Love. (53:32)

Koranen hævder igen:

Kun den kan udvikle sig, der giver af sine ressourcer til andre. (92:18)

Ifølge islams lære, har kun den succes til at udvikle sig, der gør sig fortjent til, hvad han får, og uselvisk giver, hvad han får, til andre. Det er ikke en barmhjertighedsgerning, men en pligt for frie, rationelle væsener.

Munkevæsen er fremmed for islam. Det afsondrede liv hindrer selvet i at vokse. Det er igennem samarbejde med andre til gavn for hele menneskeheden, at mennesket gør fremskridt i sin selvudvikling. Koranen siger:

Vi foreskrev ikke munkevæsenet for (de kristne); det var noget, de selv opfandt. Vi opfordrede dem blot til at søge Allahs velbehag; men de fulgte ikke (Vor opfordring) på rette måde. (57:27)

Den bedste måde at realisere sit selv er som medlem af Rubūbiyya-ordenen, som er et samfund, der stræber efter de absolutte værdier og efter at tjene hele menneskeheden.

1.   Ifølge CARR: The New Society, pp. 41-42.
2.   Ibid.
3.   Ibid.
4.   Ibid. p. 60
5.   Brev offentliggjort i Civil and Military Gazette, Lahore, 30. juli 1931.