|
|
KAPITEL 12 |
|
Rubūbiyya-ordenen |
|
Den Koranske Økonomi |
|
|
|
|
1. Rubūbiyya-ordenens
natur og hensigt I dyrenes verden sker udviklingen på
grundlag af naturlige årsager. Den styrer hen imod artens
perfektion og måske produktionen af en bedre art. Individet tæller
ikke; arten er af større vigtighed. Individet ofres uden tøven for
artens skyld. Dette er det dyriske stade. På det menneskelige
stade skifter fokus imidlertid fra arten til individet. Det er
individualitetens opståen, og med den går udviklingsprocessen ind
i en ny fase – en påfaldende forskellig fase. Naturkræfter, der
indtil da dirigerede udviklingens kurs, træder i baggrunden, og
rationelle væsener tager aktivt og bevidst del i
udviklingsprocessen. Der sker en tilsvarende forandring i
udviklingens mål, idet det nu ikke længere drejer sig om at
producere arter tilpasset efter omgivelserne, men om at udvikle et
frit og autonomt selv, der er i stand til at dirigere sin opstigen
til højere livsstadier. Naturen leder dyret på rette vej.
Mennesket må selv opdage den rette vej og følge den ved egne
anstrengelser og ved hovedsageligt at stole på sin fornuft.
Mennesket finder dog snart på sin rejse gennem det ukendte ud af,
at det ikke kan støtte sig til fornuftens flakkende lys. I
fortvivlelse vender mennesket sig til Gud om hjælp, som det får i
form af en opfordring til at følge Rubūbiyya-ordenen. Denne
orden vil naturligvis kun give mening for dem, der har et
oprigtigt ønske og ambition om at følge den rette vej. De, der
tilslutter sig ordenen er sikret en hurtig og jævn udvikling hen
imod selvopfyldelsens mål. Dette er, hvad Janna står for i
Koranens terminologi. Mennesket vil bevæge sig hen imod målet i
selskab med ligesindede.
Koranen fremsætter et praktisk støtteprogram for dette
fristende forehavende. Programmet er hovedsagelig socialt og
bestemt for dem, der ikke konkurrerer, men helhjertet samarbejder
med hinanden. Koranen opfordrer mennesket til at slutte sig til en
sådan gruppe dannet på basis af retfærdighed og med det formål at
nå et ædelt ideal. Kun som medlem af denne gruppe kan man føre
Rubūbiyya-ordenens program ud i livet og udvikle sin skæbne.
Det individuelle menneske besidder enorme potentialer, som dog kun
kan virkeliggøres i et gunstigt socialt miljø og igennem
samarbejde med åndsfæller. Medlemskab af en gruppe, der holder
sammen af gensidig sympati og forståelse og som er inspireret af
et højt ideal, er garantien for selvudvikling. Rubūbiyya-ordenen
sørger for en sådan gruppe og opfordrer mennesket til at tilslutte
sig den ved at opgive alle snævre personlige mål og vie sig selv
til det fælles mål. I en sådan gruppe kan mennesket realisere sig
selv ved at tjene andre og nyde godt af andres hjælp. Den
menneskelige personlighed skrumper og indsnævres ved
selvoptagethed. Den udvider sig og blomstrer, når dens egne
interesser underlægges hele menneskehedens bredere interesser.
Rubūbiyya-ordenens praktiske program kan kun føres ud i livet
af en gruppe og af individet som medlem af gruppen. Personligheden
kan kun fuldkommengøres i en gruppe, for et isoleret menneske har
ingen mulighed for at ofre sig for og tjene andre. Rækkevidden af
et isoleret menneskes aktiviteter er for kort til at have
indflydelse på dets selvudvikling. Medlemskab af en gruppe kan
bidrage til selvudviklingen; men ikke alle grupper giver denne
mulighed. Kun en gruppe, der ikke forhindrer sine medlemmers
uafhængighed eller på nogen måde truer deres tanke- eller
handlefrihed, kan skabe de fornødne omgivelser. Dette individuelle
privilegium sikres ved, at medlemskab af gruppen er en aldeles
frivillig sag. Individet indgår i en kontrakt med gruppen og
påtager sig bestemte forpligtelser til gengæld for bestemte
rettigheder. Resultatet af denne sociale kontrakt er staten, der
almindeligvis blandt muslimer kaldes khilāfa. Staten eller
khilāfa er umma'ens politiske og ledende organ og
ramme for Rubūbiyya-ordenen. Umma'en igangsætter det
guddommelige program ved khilāfa'ens mellemkomst og giver
hvert eneste medlem gunstige muligheder for selvudfoldelse og
selvudvikling. Mennesket forventes ifølge Koranen at indgå i en
pagt med Gud. Det inviteres til at stille sit liv og sin ejendom
til Guds rådighed til gengæld for Janna – en tilstand af
perfekt selvopfyldelse:
Gud har visselig indgået en pagt med de troende, at deres liv
og ejendom tilhører Ham – til gengæld for et liv i Janna.
(9:111)
Som enhver anden verdslig kontrakt, omfatter denne:
- Køberen – Gud.
- Sælgeren – den troende.
- Salgsvaren – den troendes liv og ejendom.
- Prisen – Janna.
Af disse er 'varen' en konkret, håndgribelig og identificerbar
ting, medens sælgeren er et levende væsen. De andre to, Gud og
Janna, er abstrakte og uhåndgribelige. Hvorledes kan en handel
slås af, når køber eller pris ikke eksisterer, eller i bedste fald
er imaginære. 'Sælge sit liv til Gud' er en tom frase, en
vildledende illusion. Kontrakten kan kun have mening, når man har
indset, at Gud og Janna er virkelige – ja endog mere
virkelige end selve mennesket og livet. Dette kan kun ske ved at
bringe Gud og Janna i intim og livskraftig relation til
levende menneskelig erfaring. Det er præcis dette, Koranen gør.
2. Janna
Vildledt af billedsproget, der i Koranen beskriver Janna,
har mange mennesker lokaliseret den i rummet og opfattet den som
en herlig jordisk have. Utilfreds med dette simple billede, har
andre ihærdigt ledt efter en skjult mening i de relevante
koranvers. Det synes som om begge har gjort sig skyldige i ikke at
bemærke visse fine hentydninger i Koranen, der giver nøglen til
den rette fortolkning. Vi vil først kort gøre rede for det syn,
som et dybtgående studie af Koranen har ført os til, og vi vil
citere de relevante beviser, som Koranen selv fremfører.
Vi har set, at Koranen opfatter det menneskelige selv som en
størrelse i udvikling. Når selvet med succes har afsluttet livets
rejse, åbner døden døren til en hel vifte af nye og mere
glorværdige muligheder. Glæden ved at have fuldført en værdig
opgave blandes med opstemthed ved udsigten til nye muligheder.
Efter at have realiseret en vis mængde evner i sin jordiske
karriere, vil selvet erkende, hvad det stadig mangler at
realisere. Denne sindstilstand, en blanding af glæde og appetit på
handling, er Janna, ret forstået. Udtrykket lyksalighed kan
beskrive denne sindstilstand på passende vis. Mennesket kan
imidlertid i bedste fald kun have en ufuldkommen idé om dette
eksistensniveau. Det er radikalt forskelligt fra erfaringer fra
dette liv og kan ikke beskrives med ord, siden ord kun kan
beskrive dette liv. Det er imidlertid vigtigt at have en
forestilling om den lyksalighed, der venter et udviklet selv, når
mennesket dør. Dette kan kun opnås med billeder. Det højere
eksistensniveau kan ikke beskrives i ord, kun i billeder. Det er
derfor, Koranen bruger metaforer i forbindelse med Janna:
En lignelse om Janna, der loves dem, der opfylder deres
forpligtelser over for Allah (er): Floder strømmer i dens
lavninger; dens udkomme er evigt, og dens skærmende skygge
ligeså. (13:35 & 47:15)
'Lignelse' er nøgleordet i dette vers. Det er betydningsfuldt
og højst tankevækkende. Vi advares tydeligt imod at insistere på
at opfatte de ord, der beskriver glæderne og velværet i Janna,
bogstaveligt. Vi må rette vor opmærksomhed mod advarselen om, at
ordene kun er metaforer, der hentyder til, men ikke giver en
nøjagtig idé om den sindstilstand, der betegnes som Janna.
I virkeligheden kan Janna slet ikke beskrives i ord, men
kun symboliseres. Det højere eksistensniveau kan hverken
visualiseres eller forstås af et lavere stades beboere. Koranen er
ganske utvetydig på dette punkt:
Ingen ved, hvilke lyksaligheder der venter dem som belønning
for deres gerninger. (32:17)
Et andet koranvers leder os til den virkelige opfattelse af
Janna. Vi får at vide, at Janna ikke skal opfattes som
et afgrænset område, men som en sammenblanding af tilværelsens
mange facetter, forudsat, at tilværelsen er i harmoni med det
Guddommelige:
Janna er så vid som himlene og jorden. (3:133 & 57:21)
Ved at være en sindstilstand er Janna hverken
utilnærmelig eller uopnåelig for mennesker på jorden. Det gode
menneske, der lever i harmoni med Guds vilje (dvs. Hans Lov), får
en forsmag på Janna. Koranen omtaler liv levet i
overensstemmelse med dens lære som 'himmelsk'. Vi får glimt af
Janna i dette liv, og det får Janna til at blive
virkelig for os. Janna er bundet til vor nuværende erfaring
og er derfor ikke kun et fantasifoster.
Man hører ofte spørgsmålet: "Hvorfor er Janna i Koranen
skildret så sensuelt?" Dette er ikke svært at svare på, når vi
husker to vigtige fakta. For det første kan en eksistenstilstand
så forskellig fra vor nuværende kun fremkaldes på vor nethinde ved
hjælp af ting og erfaringer, vi er fortrolige med. Af disse er dog
kun udvalgt dem, der har omend kun lille lighed med det, der sker
på et højere plan. Begreber lånt fra vor nuværende erfaringsverden
bruges til at lade ane – og kun ane – det andet plan.
For det andet blev Koranen (omend bestemt for hele
menneskeheden) først givet til et folk, der på grund af historiske
og geografiske omstændigheder værdsatte visse ting og
behageligheder. Araberne brød sig ikke meget om abstrakt tænkning
og metafysiske spekulationer. Kun synlige objekter var virkelige
for dem. De havde ikke tendens til at forgude abstrakte idéer. De
ænsede kun det, der appellerede til deres sanser. Desuden levede
de i et ufrugtbart land. De var omgivet af gold ørken, livet var
hårdt og uden mange bekvemmeligheder. Det de værdsatte over alt
andet, var kølige kilder, grønne skyggefulde træer med frugter,
rislende bække, mælk og honning. Ved hjælp af disse kendte og
konkrete ting forsøger Koranen at fremmane en fornemmelse af
rigdom på et højere eksistensplan. Når Koranen bruger sensuelle
udtryk, undlader den aldrig at henlede folks opmærksomhed på, at
disse ord ikke skal tages bogstaveligt. Den fortæller dem, at de
ikke blot vil få de haver, de ønsker, men også noget langt mere
ønskværdigt. Da hedningen bad Rasūl'en bede Gud sende en
have til ham, var svaret:
"Velsignet være Han, der – hvis Han
vil – tildeler dig noget, der er langt bedre end de haver med
rislende bække, og de paladser (som du drømmer om)." (25:10)
Desuden var araberne fattige og omgivet af rige nationer. Det
siger sig selv, at de kastede misundelige blikke mod deres mere
heldige naboers rigdom og luksus. Koranen forsikrede dem, at hvis
de var gode, ville de få alle disse ting og endog mere. Det er
tydeligt, at Koranen opmuntrer umodne, simple mennesker til at slå
ind på den rette vej. De var uimodtagelige for andre former for
appel. Vi ser jo da også, at Koranen ikke ser noget galt i at nyde
denne verdens goder. Den opfordrer ikke menneskene til at foragte
det gode, ej heller bifalder den askese og selvfornægtelse:
Allah har lovet dem af jer, der tror og handler i
overensstemmelse med Hans Lov, at Han vil give dem magt i
landet, som Han gav magt til dem før dem; at Han vil styrke den
dīn, som Han har fundet god for dem, og vil forvandle deres
frygt til sikkerhed. (24:55)
Dette vers rejser spørgsmålet om nationers storhed og fald. En
nation rejser sig pludseligt til magtens og ærens tinde – og
forfalder efter en kortere eller længere periode og erstattes af
en mere livskraftig nation. Her ser vi også, hvorledes en
uforanderlig lov er på spil, loven om nationers overlevelse. Det
er grundlæggende en moralsk lov. Så længe en nation ved hjælp af
videnskabelig forskning og konkret handling er med til at fremme
menneskehedens udvikling, vil den blomstre; men i samme øjeblik
dens handlinger bremser menneskehedens udvikling, er den dømt til
forfald og udslettelse. Vi kan se, at denne lov har været virksom
igennem hele menneskehedens historie. Alle nationer styres af
denne lov. Nationers skæbne afhænger af moralske værdier og ikke
af brutal magt:
Således har Vi ladet jer arve deres land, deres huse og deres
ejendom og land, som I endnu ikke havde betrådt. Og Allah råder
over alt. (33:27)
Den nation arver jorden, der af sig selv har tilsluttet sig
Rubūbiyya-ordenen og har virkeliggjort den ved at opfostre og
udvikle de absolutte værdier og skabe den rette atmosfære til de
frie selvs udvikling. En sådan nation vil, når den skal tage sin
jord i besiddelse, udbryde:
Priset være Allah, der har opfyldt Sit løfte til os og har
ladet os arve jorden, at vi må dvæle i Janna, hvor det behager
os. Hvilken rundhåndet belønning for de stræbsomme. (39:74)
Dette vers åbenbarer Janna's sande natur og betoner
kontinuiteten mellem det Dennesidige og det Hinsidige. Det er
tydeligt, at Janna er en tilstand, og selv om de gode først
træder ind i den efter døden, kan de – hvis deres liv er afstemt
efter den guddommelige vilje – nyde en forsmag af den allerede her
på jorden. Den kendsgerning, at Janna kan forventes
allerede i dette liv, viser, at det ikke skal ses som en
lokalitet. Dette eksistensplans særkende er, at der sørges for det
fysiske selvs fornødenheder, for at det virkelige selv har frihed
til at udvikle sig og søge fuldkommengørelse. Det følgende vers,
henvendt til Adam, omhandler dette punkt:
(I Janna) vil du hverken lide sult eller være nøgen; du vil
hverken tørste eller lide under solens hede. (20:118-119)
Frem for alt andet behøver kroppen føde, klæder og ly. Når
disse ting er til stede, kan sindet forfølge højere mål. Det er
imidlertid ikke blot disse ting, der vil blive tilvejebragt, men
også andre – skønt ikke nødvendige – vil bidrage til at forsøde
livet:
De vil dér blive smykket med guldarmbånd, perler og
silkeklæder (22:23). Skåle og tallerkener af guld vil blive
båret rundt til dem (43:71). Frugter i overflod (43:73). De vil
bære klæder af grøn silke og brokade (76:21). Og kød af fjerkræ,
som de ønsker (56:21).
Sproget er uden tvivl metaforisk, men netop fordi det er
metaforisk, tjener det to formål. Med reference til dette liv
bruges ord for konkrete materielle objekter, som er ønskværdige,
og som araberne lidenskabeligt ønskede sig. Med reference til det
Hinsidige, symboliserer de samme ord glæderne ved et højere
eksistensniveau. Det skal bemærkes, at araberne ved at følge
Koranens lære virkelig fik alle disse ting, som var blevet dem
lovet i dette liv såvel som i det kommende. De tilskyndes til at
nyde denne verdens goder og være taknemmelige mod Gud. At nyde
dette livs goder er ikke en hindring for at opnå den højere
bestemmelse – hvis man da ikke lader sig rive med af fornøjelserne
og selvet forbliver frit og uafhængigt. De tidlige muslimer
opfyldte denne betingelse, og deres selv forblev frie midt i al
den rigdom, som erobringerne bragte dem. I løbet af ganske få år
kom araberne i besiddelse af guldarmbånd, redskaber af guld og
sølv, silkeklæder, divaner, bægre af umådelig skønhed, frugtbare
marker, frugtplantager og skovklædte bjergskråninger i Syrien,
Irak og Egypten. Intet under at de følte, at Paradis var kommet
til dem på jorden; men deres glæde ved dette liv forhøjede deres
længsel efter den ubeskrivelige lyksalighed, der ventede dem i
Janna. Og midt i al denne luksus nød de den sjælefred, som
ingen kejser eller erobrer havde oplevet. For nydelsen af alle
disse goder ledte dem ikke bort fra selvudviklingens vej, og deres
virkelige selvs interesser forblev af allerhøjeste vigtighed for
dem. Rigdom gjorde dem ikke hovmodige, men ydmyge og taknemmelige
mod Gud:
De vil sige: "Æret være Allah, der
har fjernet al sorg og lidelse fra os." (35:34)
De fik en forsmag på den fred, der hersker i Janna:
Dér vil de ikke høre indholdsløs
snak, men kun: "Fred!" (19:62)
Følelse af uvilje og had kan ikke nå et sind, der er opfyldt af
kærlighed og fred:
Og Vi vil fjerne alt had, der måtte
være i deres bryst. Som brødre vil de (hvile) over for hinanden
på ophøjede divaner. (15:47)
De oplever glæden ved uegennyttigt fællesskab som medlem af et
samfund, der forfølger det gode og smukke i målbevidst hengivelse.
Den jordiske karriere er blot et forspil til det menneskelige
selvs virkelige udvikling. Glæden ved selvopfyldelse symboliseres
ved en himmelsk drik:
De retfærdige vil visselig drikke af bægre blandet med (vand
fra) kafūr, en kilde, hvoraf Allahs tjenere vil drikke, og som
uophørligt sprudler frem i rigeligt mål. (76:5-6)
Et medlem af et sådant samfund vil støt fremme sin
selvudvikling. Hvis han ikke kan holde trit med sine fæller,
hviler ansvaret på hans egne skuldre:
Dette er en påmindelse til menneskene; til dem, der ønsker at
gå fremad såvel som til dem, der vil sakke agterud. Enhver vil
blive draget til ansvar for sine egne handlinger. (74:36-38)
Vejen for dem, der bevæger sig fremad, er oplyst af "deres
ansigts lys", der bevæger sig fremad med dem. De er
taknemmelige for lyset og ønsker mere af det. "Rabb!
Fuldkommengør vort lys for os!" (66:8). De fortsætter med at
klatre højere og højere på tilværelsens stige. Deres fremskridt
bremses ikke af noget:
For dem, der opfylder deres forpligtelser over for deres
Rabb, er der højere boliger, over hvilke (endnu) højere boliger
er bygget, og floder strømmer i lavningerne. (39:20)
Det er det Janna, som Rubūbiyya-ordenen sikrer
dem, der "sælger deres liv og ejendom for Allahs sag."
Janna er derfor ikke kun en abstrakt idé. De troende føler
den som virkelig og højst ønskværdig. Denne verden kan give dem en
forsmag på Janna sammenkædet med levende erfaring.
3. Gud
Vi har i et tidligere kapitel beskæftiget os med den pagt, der
består mellem Gud og mennesket. Mennesket overgiver sit liv og sin
ejendom til Gud, der til gengæld belønner det med Janna.
Hvorledes kan denne udveksling finde sted? Hvor kan man kontakte
Gud? Hvorledes kan liv og ejendom overgives til Ham? Spørgsmålet
om kontakten med Gud er simpelt. Gud kommunikerer med os, når vi
reciterer og forstår, hvad Han har åbenbaret i Koranen. Det er på
den måde, vi kommer i kontakt med Ham.
Med hensyn til spørgsmålet om levering af 'varerne' så kan et
tilfredsstillende svar kun gives på baggrund af Rubūbiyya-ordenen.
Denne orden er skabt for at hjælpe mennesket til at udvikle alle
sine evner og til at opbygge en sund og integreret personlighed,
der kan modstå dødens traume og overleve den fysiske opløsning.
Mennesket kan ikke opnå dette i afsondrethed, men i selskab med
ligesindede og gennem gensidig hjælp og samarbejde. Et sådant
samfund er virkeliggørelsen af Rubūbiyya-ordenen. Den er
organiseret på kontraktlig basis, og medlemskab er åben for alle,
der har lyst til at tilslutte sig dens mål og idealer. Kun et
tydeligt ideal opstået af overbevisning giver livet mening. Det
menneskelige liv bliver fattigt, banalt, tilfældigt og meningsløst
ved fraværet af et ideal. Jo højere idealet, jo mere fuldkomment
er livet. Så når mennesket deler sit samfunds høje idealer, og
samfundet er animeret af ånden i Rubūbiyya-ordenen, vil
menneskets personlighed beriges og dets udvikling stimuleres.
Mennesket vil blive klar over fordelen ved denne accelererende
udvikling og vil blive motiveret til at opretholde ordenen –
midlet til sit fremskridt – for enhver pris, og om nødvendigt på
bekostning af sit liv og sin ejendom. Da er det, at handelen er
fuldbyrdet og pagten ført ud i livet. Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham), bæreren af den sidste åbenbaring, var
overhoved for det samfund, der virkeliggjorde Rubūbiyya-ordenen.
De mennesker, der stillede deres liv og ejendom til hans rådighed,
solgte dem – med Koranens ord – til Gud:
De, der aflægger troskabsløfte til dig, aflægger (i
virkeligheden) troskabsløfte til Allah. Allahs hånd er over
deres hænder (når I giver hinanden håndslag derpå). (48:10)
Det er samfundet, der er det helt konkrete udtryk for
Rubūbiyya-ordenen, og samfundets overhoved er så at sige Guds
'repræsentant' i den betydning, at han påtager sig den vældige
opgave at fritage Gud for ansvaret for Sin skabelse ved f.eks. at
give dem eksistensmidler og håndhæve Hans Lov i landet.
Overhovedet har derfor myndighed til at indgå kontrakter med
andre. Grunden hertil er ikke vanskelig at få øje på: Kun én, der
har givet sig oprigtigt hen til Gud og fuldstændig identificerer
sig med Hans vilje, kan være et sådant samfunds overhoved. De
vers, der påbyder mennesket at "give ud i Allahs navn" og
"udlåne til Allah" kan kun betyde, at "prisen for Janna"
skal betales af den centrale myndighed i et Rubūbiyya-samfund.
Samfundet vil naturligvis bruge de ressourcer, det har til sin
rådighed, til at forstærke og berige det enkelte menneskes liv og
personlighed.
Rubūbiyya-ordenen sætter gang i en ny udviklingsproces –
moralens udvikling. Intet menneske, der værdsætter de muligheder,
der er bredt ud for det, kan forblive uberørt af denne
udviklingsproces. Mennesket vil være villigt til at ofre al sin
ejendom for sin fuldkommengørelse. De, der tilslutter sig
Rubūbiyya-ordenen og vier sig selv til at stræbe efter
selvrealisering, anser ikke nogen pris for at være for høj for at
nå så vidt. De ønsker kun det gode, både i dette liv og i det
hinsidige. De beder med rette:
Rabb! Vær os gavmild i denne verden og i den kommende. (2:201)
4. De daglige fornødenheder
Det virkelige selv kan i sidste instans blive i stand til at
opretholde sig selv. På jorden er selvet dog mere eller mindre
afhængig af kroppen. Derfor er kroppens behov af yderste vigtighed
for mennesket. Kroppen kan kun overleve, hvis tilfredsstillelsen
af dens basale behov ikke udsættes for længe. Sult er den mest
magtfulde af disse biologiske drifter. Et sultende menneske har
ikke øje for andet end det, der kan stille hans sult. Først når
sulten er stillet, vil han kunne vende sig mod højere interesser
så som kunst, videnskab og religion. Forud for at engagere sig i
forfølgelsen af det gode, må mennesket være sikker på, at det selv
og dets børn ikke sulter. Koranen forsikrer os:
Vi underholder både jer og jeres børn. (6:151)
Rubūbiyya -ordenen ser
derfor sig selv som ansvarlig for at sikre sine medlemmers daglige
fornødenheder. Tilfredsstillelse af menneskets fysiske behov er
den ubarmhjertige realitet, man står over for – også selv om den
ikke er målet i sig selv. Når først disse behov er
tilfredsstillet, er sindet frit til at hengive sig til jagten
efter højere mål. Idealet om selvrealisering kan kun appellere til
et menneske, der ikke lider sultens kvaler. Mennesket ønsker
derfor økonomisk sikkerhed frem for alt. Mennesket ønsker dog ikke
kun at leve, men at leve godt. Så snart problemet om den fysiske
overlevelse er løst, vil mennesket vende sig til det, der beriger
og højner livet, så det ikke kun er individets, men kollektivets
overlevelse, der får betydning. Mennesket vil forsøge at
forestille sig en social orden, som det mener, den burde være, og
de varige værdier, der kan sikre dens fremtid. Det er derfor, at
det koranske samfund anser det for sin første forpligtelse at
sikre alle dets medlemmer midler til livets opretholdelse, før det
tager sig af mere ophøjede spørgsmål. Først når denne forpligtelse
er blevet opfyldt på rimelig vis, vil samfundet opfordre sine
medlemmer til at give sig i kast med selvudvikling. Rubūbiyya-samfundet
kan ikke eksistere i isolation. Det kan ikke begrænse Rubūbiyya
til sine egne medlemmer. Et sådant snævert udsyn ville hindre
samfundets fremskridt. Dets udsyn bør omfatte hele menneskeheden.
Samfundet bør interessere sig for mennesket, hvor det end
befinder sig, og hvilke troskabsbånd der end binder det. Det tror,
at hvert eneste menneske er unikt og har sit eget bidrag at
bringe. Rubūbiyya-samfundet må derfor sørge for en passende
atmosfære og rammer, så intet talent går til spilde. Det må stræbe
efter økonomisk sikkerhed for alle. Det må vie sig til at berige
og udvikle livet og vil derfor ikke være tro mod sig selv,
hvis det udelukkende drager omsorg for sine egne medlemmer. Dets
orden må afspejle de guddommelige egenskaber, der karakteriserer
"menneskehedens Rabb" (114:1):
Det er Allah, der giver underhold til
hvert eneste levende væsen på jorden. (11:6)
Ordet daābbah ('levende væsen') bruges om både mennesker
og dyr. Rubūbiyya-ordenen er ansvarlig for alle levende
væseners underhold, fordi den er hovedkraften bag etablering af
dīn, eller med andre ord 'det himmelske kongedømme' på jorden,
der skal udvikle og udvide livet og forskønne det univers, vi
lever i.
Dette fører os til et spørgsmål, der har været genstand for
heftige kontroverser i mere end et århundrede. Hvis et samfund
sørger for alle dets medlemmers rigelige underhold, vil de så ikke
miste tilskyndelsen til at arbejde? Vil de ikke blive både dovne
og egoistiske? De vil blive dovne, fordi de kan leve komfortabelt
uden at løfte så meget som en lillefinger. De vil også blive
egoistiske, fordi de vil lade sig nøje med at nyde den komfort, de
bliver tildelt, uden at tænke på dem, der er mindre heldige, end
de selv. Et sådant samfunds medlemmer vil derfor rent fysisk være
'oppe', men moralsk 'nede'. De, der forsvarer det kapitalistiske
system, argumenterer, at kommunistiske samfund ikke kan andet end
at fratage mennesket tilskyndelsen til at arbejde. Mennesket
finder arbejde kedsommeligt og trættende, og vil – hvis overladt
til sig selv – hellere lege end arbejde. Mennesket arbejder, fordi
det ønsker mere komfort og luksus eller mere gods og magt. I et
egalitært samfund, hvor individet kun får, hvad det har behov for
– om det arbejder eller ej – vil produktionen nødvendigvis falde,
og der vil være mindre og mindre til fordeling. På trods af
ligelig fordeling af goderne, vil et sådant samfund før eller
siden bryde sammen. I et kapitalistisk samfund er der derimod frit
spillerum for private og individuelle initiativer. Enhver
arbejder, fordi han ved, at han vil nyde frugten af sit arbejde.
Nationens velstand vokser, og folk er hårdtarbejdende og
velstående. Dette er, hvad det kapitalistiske systems talsmænd
almindeligvis siger.
Kapitalismen forsømmer imidlertid at se på medaljens bagside.
Ved at gøre de rige rigere har den ofte drevet de fattige til
randen af sultedøden. Fortalerne for dette system har sagt dette
ganske utvetydigt. I sin folder Giving alms no charity and
employing the poor a grievance to the nation, fremfører Defoe
det argument, at:
"Hvis de fattige modtog underhold, ville de forblive
uvirksomme. Hvis de blev sat til at arbejde i offentlige
institutioner, ville de private producenter i samme grad blive
berøvet de fattiges arbejdskraft. Konklusionen – udtrykt i
moderne vendinger – ville være, at de burde kastes ud på
arbejdsmarkedet og få lov til at sulte, hvis de ikke var i stand
til at finde deres plads dér."1
Mandeville sætter det på spidsen ved i sin Fable of the Bees
at sige:
"De fattige har kun deres behov til at ruske sig op til at
blive nyttige; behov, som det er klogt at lette, men tåbeligt at
dække. Det er nødvendigt at holde mange i nød og fattigdom for
at gøre samfundet lykkeligt."2
Joseph Townsend siger det endnu tydeligere i sin Dissertation on the Poor Laws:
"Sult vil tæmme de mest glubske dyr; den vil lære selv de mest
forhærdede anstændighed og høflighed, lydighed og underkastelse.
Kun sult kan tilskynde de fattige til at arbejde."3
Denne filosofi har betydet usigelig lidelse og elendighed for
masserne. Den giver moralsk opbakning til en hæmningsløs udbytning
af undertvungne og svagere nationer. I desperation rejste
arbejderne og de svagere nationer sig i protest. Kampen har krævet
mange ofre og raser stadig. Et system, i hvilket den svage og
jævne står med ryggen mod muren, medens de skrupelløse klarer
tingene på deres egen facon, kan ikke forventes at opmuntre
udvikling af frie og hæderlige mennesker.
Kommunisterne søger at omstyrte den kapitalistiske stat for i
stedet at indføre en totalitær orden. Midlet er værre end ondet.
Ethvert menneske er i et kommunistisk samfund uden tvivl sikret
arbejde og tilfredsstillelse af de meste basale behov, men kan
næppe siges at være et frit menneske i et frit samfund. Mennesket
er reduceret til et lille hjul i et gigantisk maskineri. Det er
medlem eller snarere en del af et højt disciplineret samfund. I
ord og handling må det rette sig efter ledernes normer. Det må
ikke tænke, vælge eller dømme selv. I et Rubūbiyya-samfund
sælger mennesket sit liv til Gud. I et kommunistisk samfund sælger
mennesket sit liv til staten. Det opfatter, husker, tænker og tror
blot, hvad staten ønsker, det skal. Mennesket sælger sin
individualitet – sit selv – til staten. Det er ikke længere et mål
i sig selv, men blot en brik i statens spil. Kort sagt, så er
mennesket reduceret til et lavere stade end en livegen eller
slave, til en maskine uden hjerne. Hvorledes kan et frit selv
udvikle sig i et sådant samfund? I det koranske samfund er
mennesket volontør – i det kommunistiske samfund er han et
redskab. Dette er blot det naturlige resultat af den livsfilosofi,
der ligger til grund for kommunismen.
I Vesten har idéen om en velfærdsstat appelleret til mange
tænkere i det sidste århundrede. Velfærdsstaten tilsigter –
ligesom det koranske samfund – at sørge for befolkningens basale
behov. En sådan stat er dog stadig kun et ideal – måske opnåeligt,
men endnu ikke realiseret. Hvis den etableres, vil dens indbyggere
mon være tilstrækkelig motiveret til at arbejde, hvis de allerede
har alt, hvad de behøver? Det koranske samfund søger ligesom
velfærdsstaten at sætte mennesket over omsorg og behov; men ulig
velfærdsstaten, vil det anspore mennesket til at arbejde. Det vil
indskærpe mennesket, at det eneste værdige ideal er at udvikle
dets skjulte evner til fulde, og at dette kun er muligt ved
uselvisk at tjene menneskeheden. Mennesket skal give – ikke
tage. Det må arbejde – ikke for sig selv, men for andre.
Mennesket opildnes af tanken om at arbejde hårdt for at berige
alle menneskers liv, fordi det er den eneste måde, hvorpå det
kan realisere sig selv. Denne trang er så stor, at økonomisk
sikkerhed ikke svækker drivkraften til arbejde. Vist er det sandt,
at brød er nødvendig for livets opretholdelse; men det er lige så
sandt, at mennesket ikke lever af brød alene. Både dets fysiske
behov og dets højere higen må tilfredsstilles for at opnå virkelig
lykke. Hawtreys vægtige bemærkning fortjener at blive taget i
betragtning:
"Det, der adskiller de forskellige økonomiske systemer fra
hinanden, er den motivation, de giver menneskene til at arbejde."4
Fakta er, at det materialistiske livssyn ikke kan motivere
mennesket til at arbejde hårdt til gavn for andre. Det er på dette
punkt, at både det kapitalistiske og det kommunistiske livssyn
ikke giver det ønskede resultat. Kristne stater i Vesten hævder at
tro på Gud; men siden de alle er sekulære, er de praktisk taget
lige så 'gudløse' som kommunistiske stater. Det materialistiske
livssyn kan ikke hæve mennesket over det dyriske stade, hvor der
ikke er nogen tilskyndelse til at ofre sine egne interesser for
andres velfærd: Dyr har ingen værdier og er derfor ikke i stand
til at opfostre idéen om at sætte andres interesser frem for sine
egne. Den kommunistiske livsfilosofi har derfor ikke et fundament,
der er stærkt nok til at bære den kommunistiske sociale orden.
Dette er kun muligt i Rubūbiyya-ordenen baseret på Koranens
menneskesyn, ifølge hvilket idealet er udviklingen af det
menneskelige selv, og at selvet udvikler sig i forhold til, hvad
man gør og giver til gavn for andre. Dette er en af de varige
værdier. Et kommunistisk økonomisk system blandet med koranske
varige værdier er den eneste løsning på verdens problemer i dag.
Dette er den koranske sociale orden i en nøddeskal. "Bolsjevisme
plus Gud" skrev Muhammad Iqbal til Sir Francis Younghusband, "er
næsten identisk med islam."5
5. Den mystiske vej
Dette er ikke rette sted til at gå ind i en større diskussion
om mysticismens mål og idealer. Vi vil nøjes med at pege på
forskellen mellem den levevis, som henholdsvis islam og
mysticismen gør sig til talsmand for. Mystikeren tror, at hans
sjæl er blevet forurenet ved kontakt med materien, og stræber
efter at rense den ved at befri den for materiens onde greb. Han
tror, at han kan nå dette ved at trække sig tilbage fra verden og
leve afsondret i selvspægelse og selvfornægtelse. Dette syn er
baseret på dualisme mellem materie og ånd, en opfattelse, der er
fuldstændig fremmed for islam. Ydermere forkaster islam både målet
og de midler, der tages i brug for at nå dette mål. I islam er
selvudvikling menneskets mål, og det skal ikke nås ved at forsage
verden, men ved at udnytte de muligheder, verden indeholder. Islam
understøtter det syn, at mennesket kan berige sit liv ved at
berige alt liv. Mennesket opmuntres til at gøre godt – ikke
udelukkende for sig selv, men for hele menneskeheden. Koranen
erklærer, at den, der tror, han udvikler sit selv i afsondrethed,
blot skuffer sig selv:
Har du ikke set dem, der tror, at deres personlighed er i
udvikling (og erklærer sig selv for 'rene')? Nej! Det er kun
igennem de love, Allah har givet, at personligheden kan udvikle
sig. (4:49)
Samme synspunkt gør sig gældende i dette vers:
Tilskriv ikke jer selv en udviklet personlighed. Allah er
den, der er mest opmærksom på, hvem, der følger Hans Love.
(53:32)
Koranen hævder igen:
Kun den kan udvikle sig, der giver af sine ressourcer til andre. (92:18)
Ifølge islams lære, har kun den succes til at udvikle sig, der
gør sig fortjent til, hvad han får, og uselvisk giver, hvad han
får, til andre. Det er ikke en barmhjertighedsgerning, men en
pligt for frie, rationelle væsener.
Munkevæsen er fremmed for islam. Det afsondrede liv hindrer
selvet i at vokse. Det er igennem samarbejde med andre til gavn
for hele menneskeheden, at mennesket gør fremskridt i sin
selvudvikling. Koranen siger:
Vi foreskrev ikke munkevæsenet for (de kristne); det var
noget, de selv opfandt. Vi opfordrede dem blot til at søge
Allahs velbehag; men de fulgte ikke (Vor opfordring) på rette
måde. (57:27)
Den bedste måde at realisere sit selv er som medlem af
Rubūbiyya-ordenen, som er et samfund, der stræber efter de
absolutte værdier og efter at tjene hele menneskeheden.
|
|
|
|
|
|
1. Ifølge CARR: The New Society, pp. 41-42.
2. Ibid.
3. Ibid.
4. Ibid. p. 60
5.
Brev offentliggjort i Civil and Military Gazette, Lahore, 30. juli 1931. |
|
|
|
|
|