Den Koranske Samfundsorden

Hovedformålet med den socio-politiske gruppering, der omfatter Rubūbiyya-ordenen, er at give individet frit spillerum til selvudvikling. Det grundlæggende princip er, at individets værd sættes i fokus, og at gruppen eksisterer for at gøre det muligt for individet at udvikle sig og udtrykke sig så vidt det evner. Hovedvægten lægges på det personlige værd. Et samfund baseret på disse principper vil bestå af frie individer, der hver især beriger deres liv ved at arbejde for at alt liv beriges, og som hver især bevæger sig fremad ved at hjælpe andre til at gøre det samme. Et sådant samfund bør bedømmes ud fra, hvorledes det løser de sociale, politiske og økonomiske problemer, som alle menneskelige grupperinger står over for. Vi vil først se på det økonomiske system, det gør sig til talsmand for.

Kapitalisme er det ældste af de økonomiske systemer. I tidens løb er det blevet omgivet med et skær af ukrænkelighed. Menneskene troede, at det var det eneste system, der var egnet til 'den menneskelige natur'. De kunne ikke forestille sig, at et samfund kunne trives og blomstre med noget andet økonomisk system. Den industrielle og kommercielle revolution gav kapitalismen vind i sejlene, og den nåede sit højdepunkt i det nittende århundrede. Da kapitalismen blev gennemført til sin yderste grænse, blev dets mangler åbenlyse og kunne ikke længere ignoreres. Kapitalismen har uden tvivl visse fortrin, og den har hjulpet mennesket til at skabe en civilisation og opnå højere levestandard. Kapitalismen kalder nogle af de bedste kvaliteter frem i mennesket, så som initiativ, opfindsomhed, kreativitet og ydeevne. Men dens svagheder overgår dens fortrin, idet den lægger alt for stor vægt på kapitalen og ikke yder en anden vigtig faktor retfærdighed: arbejdet. Resultatet er, at størsteparten af udbyttet går til den, der indskyder kapital, medens arbejderen må nøjes med en ussel løn. Kapitalen har tendens til at ophobe sig på få hænder, medens fattigdom er den største del af befolkningens lod. Denne ulige fordeling af nationens rigdomme, der er en nødvendig følge af kapitalismen, tolereres en tid, men vil før eller siden fremkalde klassekamp og bane vejen for samfundets opløsning. Kapitalisme bygger på to antagelser. Den første er, at mennesket har en ukrænkelig ret til de besiddelser, det har erhvervet sig. Den anden er, at samfundet kun kan blomstre, hvis det ikke blander sig i den enkeltes økonomiske dispositioner. Kapitalisten sætter al sin lid til laissez faire-doktrinen og anser privat ejendom for ukrænkelig. Han fremfører, at hvad han tjener ved egen dygtighed og indsats, udelukkende tilhører ham selv. Ingen kan gøre krav på at få del heri. Han kan, hvis han synes, give noget eller det hele til en anden; men ingen kan tvinge ham til at gøre det. Og han gør intet forkert, hvis han beholder det hele for sig selv. Denne holdning illustreres ved beretningen om Korah, der findes i Koranen. Da han blev bedt om at give en del af sin enorme formue til de fattige og trængende, svarede han lige præcis som vore dages kapitalister: "Hvorfor skulle jeg? Dette er resultatet af min egen indsats" (28:78). Koranen fortæller os, at manden begår en stor fejl, hvis han tror, at hans formue ene og alene er blevet til ved hans egen indsats:

Når ulykke rammer mennesket, anråber han Os (om hjælp). Når Vi nådigt har beriget ham, siger han: "Dette opnåede jeg helt ved egen hjælp." Nej! Det er en prøvelse (fra Os); men de fleste ved det ikke. (39:49)

Kapitalistens største vildfarelse bliver åbenlys, når vi ser på de omstændigheder, som produktionen af kapitalen afhænger af:

1. Menneskets fysiske og intellektuelle evner.
2. Uddannelse og oplæring.
3. Muligheder.
4. Flid.

Det er klart, at mennesket kun kan give sig selv æren for den fjerde faktor: det arbejde, han lægger for dagen. Menneskets naturlige evner er en gave fra Gud, som det ikke er kommet i besiddelse af ved egen indsats. Han står i gæld til samfundet for den uddannelse og oplæring, han har fået. Samfundet giver ham også de muligheder, der skal til for at producere en formue. Følgelig kan mennesket med rette kun gøre krav på den del af formuen, han selv har produceret, dvs. resultatet af det arbejde, han har lagt i det. Hans indsats giver ham ret til en del af den formue, han har produceret, men ikke til den hele. Koranen siger dette klart:

Mennesket får ikke andet, end hvad det stræber efter. (53:39)

Hvis dette princip accepteres og efterleves i god tro, vil konflikten mellem arbejdstagere og arbejdsgivere forsvinde, og derved fjernes en alvorlig trussel imod den offentlige ro og orden. Kapitalisten vil gladelig bruge den største part af sit overskud til samfundets ve og vel, og arbejderne vil kunne leve i økonomisk tryghed. Dette princip anfægtes af den kendsgerning, at der er medfødte forskelle menneskene imellem, og at det er urimeligt at behandle dem ens. De, der har større evner, kan med rette gøre krav på en større del af nationens rigdom. Koranens syn er, at et menneskes værd ikke afhænger af dets begavelse, men af, hvad det yder. Alle mennesker er lige for Gud – uanset deres indbyrdes forskelligheder. Kapitalisternes argumenter gjaldt kun, så længe man mente, at intellektuelt arbejde havde større værdi end manuelt arbejde. I dag tror vi på et spektrum af værdier. Enhver form for arbejde er lige så værdifuldt som et andet forudsat, at mennesket udfører det med liv og sjæl. Manuelt arbejde har lige så stor værdi som intellektuelt arbejde. Menneskenes indbyrdes forskelligheder giver hver enkelt sit helt unikke særpræg. Hvor forskellige menneskene end måtte være intellektuelt, kan de være lige værdige som mennesker, hvis hver enkelt samvittighedsfuldt yder sit bedste. Det er i samfundets interesse, at nogle mennesker har større evner på nogle områder end andre. Ifølge Koranen er hensigten med denne forskel blandt de forskellige individer at skabe en arbejdsdeling (43:32), og den skulle ikke være grund til at skabe ulighed i samfundet og udsætte forskellige grupper af mennesker for forskelsbehandling. Viden om, at menneskene er ulige, burde ej heller forlede os til at slække på vore bestræbelser for at højne den almene levestandard i samfundet. Rubūbiyya-ordenen er forpligtet til at give hvert enkelt individ mulighed for at udvikle sig. For den er hver mands ret til at have spillerum til at udvikle sig hellig og ukrænkelig.

Arbejdsdeling skal sikre den maksimale fortjeneste og indebærer ikke, at den, der udfører det manuelle arbejde, er ringere end den, der tager sig af det organisatoriske. En persons arbejde kan uden tvivl være mere indbringende end en andens. Koranen har den holdning, at en person, der tjener mere, ikke burde beholde hele fortjenesten for sig selv, men burde give sin overflod til dem, der på grund af manglende evner eller muligheder ikke tjener nok til at tilfredsstille deres behov. Det ideelle samfund lægger mere vægt på den gensidige hjælp end på individualisme. Det siges tydeligt i følgende vers:

Allah har velsignet nogle af jer frem for andre med hensyn til evnen til at tjene til livets underhold; men de, der er velsignet (med overflod), giver ikke af deres overflod til deres undersåtter for at dele ligeligt med dem. Vil de virkelig lade hånt om Allahs velsignelser? (16:71)

'Guds velsignelser' indbefatter de fordele, som individet nyder, og som ikke er opnået ved egen indsats, især dets medfødte evner, uddannelse og andre muligheder. I taknemmelighed for disse gaver, burde mennesket bruge sine ressourcer til at hjælpe dem, der er mindre heldige, end han selv. Han burde opfatte sin rigdom som en gave fra Gud, og han burde give udtryk for sin taknemmelighed for Gud igennem velgørenhed. Vi burde alle leve som medlemmer af en eneste familie, og vi er virkelig så at sige 'Guds børn'. Faderen diskriminerer ikke imellem sine børn. Han elsker dem alle lige højt. Gud er, som Koranen siger, verdenernes Herre (1:2). Han drager omsorg for hvert eneste levende væsen i verden. Begrebet 'én verden', der har udviklet sig i det seneste årti, er blevet bebudet af Koranen for længe siden.

En nødvendig konsekvens af denne holdning er, at produktionsmidlerne ikke burde ejes af en person eller gruppe, men af alle i fællesskab. Koranen kaster værdifuldt lys over dette punkt, som vi vil se i det næste afsnit.

Jord er det vigtigste produktionsmiddel. Ønsket om at besidde jord har vist sig at være en frugtbar grobund for stridigheder – ikke kun mellem enkeltindivider, men også mellem nationer. Langt de fleste krige er blevet udkæmpet for at erhverve landområder. Stridigheder om retten til jord har ført til endeløse retssager. Koranen fastslår kategorisk, at jorden tilhører Gud og tjener til at give underhold til alle levende væsener. Privat ejendomsret er således udelukket:

Han har skabt jorden til gavn for alle levende væsener. (55:10)

Jorden er kilden til at skaffe levebrød til både mennesker og andre væsener:

Vi underholder (både) dig og dem, du ikke er forpligtet til at underholde. (15:20)

Dette understreges yderligere i et andet vers:

Derefter bredte Han jorden ud og frembragte vand og grøde, og Han fæstnede bjergene, for at forsyne jer og jeres kvæg. (79:30-33)

Det er således tydeligt, at jorden, ligesom vandet og luften, varmen og lyset, er Guds gave til menneskeheden. Hvis et menneske kræver ejendomsretten over dem, er det ensbetydende med, at han påkalder sig lighed med Gud. Koranen fastslår klart:

Sig: "Tror I virkelig ikke på Ham, der skabte jorden på to tidsperioder, og tilskriver I Ham ligesindede? Han (og ingen anden) råder over verdenerne og opretholder dem. Han anbragte høje, stabile bjerge på jorden og velsignede den. Og Han tildelte den fire årstider for at dække alt det skabtes behov." (41:9-10)

Ligesom en persons arbejdsindsats bestemmer hans retmæssige andel af den producerede formue, skal hans andel i afgrøderne stå i forhold til hans indsats. Havde det ikke været for forskellige favorable faktorer, kunne hans indsats have været forgæves. Koranen påpeger dette i det følgende vers:

Har I betragtet jeres såsæd? Er det jer, der får den til at vokse – eller er det Os? Hvis Vi havde villet, kunne Vi visselig have ladet den udtørre, så I ikke ville ophøre med at klage: "Se! Vi er tynget af gæld og berøvet vort høstudbytte!" Har I betragtet vandet, som I drikker? Er det jer, der lader det falde ned fra skyen – eller er det Os? Hvis Vi havde villet, kunne Vi (sagtens) have gjort den sur og fordærvet. Hvorfor er I ikke taknemmelige? Har I betragtet ilden, som I antænder? Er det jer, der får brændet til at vokse – eller er det Os? Vi har skabt det som en påmindelse og til gavn for de trængende. (56:63-73)

Vi må derfor konkludere, at vi – ved at deltage i den guddommelige Rubūbiyya-orden – deltager i en joint-venture handel, i hvilken Gud indskyder kapitalen, og vi bidrager med vor arbejdskraft. Vi kan kun gøre krav på den del af jordens afgrøder, som vi har tjent ved eget arbejde og må overlade resten til Gud, dvs. til samfundets vel. Muhammad Iqbal har udtrykt denne idé i linjer af ufattelig skønhed, der oversat lyder som følger:

"Hvem giver næring til sæden i jorden, som ingen lysstråle kan trænge igennem
Hvem rejser skyerne fra oceanets bølger?
Hvem driver den fejende vestenvind?
Hvis er jorden, hvis er solens lys?
Hvem har fyldt majskolben med perleagtige kerner?
Hvem råder over årstidernes skiften?
Godsejer! Jorden er hverken din eller min,
dine forfædre ejede den ikke, det gør ej heller hverken du eller jeg."
- Bāl-i-Jibrīl (Gabriels vinge)

Koranen erklærer, at jordens afgrøder udgør 'underhold for menneskeheden' (50:11). Den mindste ændring i naturens orden kan berøve mennesket dets underhold:

Hvem kan skænke jer underhold, hvis Han vil tilbageholde det? (67:21)

Samme tankegang uddybes i følgende vers:

Lad mennesket betragte sin føde: Vi lader vandet strømme i rigelige mængder. Vi kløver jorden i kløfter og får såsæd, vindruer og nærende planter, oliventræer og daddelpalmer, tæt bevoksede haver, frugt og grøntfoder til at vokse frem for at forsyne jer og jeres kvæg. (80:24-32)

Koranen stadfæster ikke ejendomsretten til jorden, ej heller til andre produktionsmidler. Dyrene æder så meget, som de har brug for, og overlader resten til andre. Mennesket alene plages af ønsket om at samle skatte og er stolt af sit forråd, hvorved han beholder for sig selv, hvad han ikke virkelig har brug for:

Og hvor mange levende væsener er ikke i stand til at sørge for deres eget underhold? (29:60)

Ønsket om at samle skatte er starten på den proces, der kulminerer i det kapitalistiske system. Ved at give de rige mulighed for at udnytte de fattige, har kapitalismen fyldt verden med nød, had og gensidig mistro. Den har gjort verden til et sandt helvede. Koranen udråber kapitalisterne til menneskehedens fjender:

Giv dem, der samler skatte af guld og sølv og ikke giver dem ud for Allahs sag, en advarsel om en smertelig straf den dag, da der vil være lagt brænde på Jahannams bål. Deres pande, deres sider og deres ryg vil brænde deri (og der vil blive sagt til dem): "Dette er, hvad I har samlet til jer selv. Smag på det, I pugede sammen." (9:34-35)

Kapitalismen appellerer til menneskets selviske motiver og frister dem, der har ophobet skatte, til at give frit løb for deres asociale tilbøjeligheder. Lad dem ikke glemme dommen, der – med Koranens ord – med sikkerhed indhenter dem, der udnytter et system, der er så skadeligt for menneskehedens interesser:

Lad ikke dem, der puger sammen, hvad Allah nådefuldt har givet dem, tro, at det er bedre for dem. Nej! Det er værre for dem. Det, de puger sammen, vil være som et reb om deres hals, når deres regnskab skal gøres op. Allah er arving til himlene og jorden, og Han er bekendt med alt, hvad I gør. (3:180)

Kapitalismen er en frugtbar grobund for menneskehedens elendighed, og er derfor et inhumant system. Det vil ganske sikkert blive afskaffet, når menneskene bliver mere oplyste og har en klarere fornemmelse for deres virkelige interesser:

I er visselig dem, der er kaldet til at give ud af jeres ressourcer for Allahs sag. De af jer, der (på gnieragtig vis) ophober (rigdomme) og derved berøver andre deres underhold, berøver i virkeligheden sig selv. Allah er rig og uafhængig, og I er fattige. Hvis I svigter Allahs sag, vil Han sætte andre i jeres sted, der ikke vil være som jer. (47:38)

Dette er også historiens dom. Koranen tilskynder os til at være opmærksom på de nationers skæbne, der ophobede rigdom og vendte sig bort fra de højere idealer. De blev erstattet af andre:

Hvor mange byer har Vi ikke udslettet, fordi (indbyggerne) ikke var retsindige, og ladet andre folkeslag opstå i deres sted? (21:11)

Mennesket har pligt til at gøre sit yderste for at tjene til livets ophold. Det må beholde, hvad det finder nødvendigt og overlade resten til sit samfund. Koranen siger ganske utvetydigt:

De spørger, hvad de skal give ud (til gavn for andre). Sig: "Jeres overflod!" (2:219)

Det kapitalistiske system kan imidlertid ikke afskaffes med et pennestrøg. Det er velbefæstet som en væsentlig del af det moderne samfund. Det vil tage tid at få det rykket op med rode og erstattet af Rubūbiyya-ordenen. Det er et faktum, vi står over for; men der er ingen grund til at fortvivle. Vi skal huske på, at mennesket kun kan gøre fremskridt langsomt og gradvist. Så længe mennesket bevæger sig støt i den rigtige retning, er der ingen grund til utålmodighed. Det er ikke nemt at nå et højt mål. Mennesket må arbejde hårdt og vente tålmodigt og tillidsfuldt på den endelige succes. Koranen anbefaler os at gå forsigtigt frem i denne sag uden at forhaste os eller handle uoverlagt. Den foreslår forskellige forholdsregler imod ophobning af rigdomme på få hænder. Renter, dvs. penge tjent ved hjælp af kapital, erklæres ulovlige. Arveloven er udformet for at sikre en retfærdig fordeling af en afdød persons formue imellem alle slægtninge. Mennesket påbydes at være gavmildt over for forældre, slægtninge og andre trængende, og at give alle mulige indrømmelser til sine skyldnere. Derved sikres, at penge holdes i cirkulation. Kort sagt, så anbefaler Koranen tiltag, der i sidste instans fører til indførelse af Rubūbiyya-ordenen. Alle disse forholdsregler er imidlertid kun gyldige i en overgangsperiode. Under Rubūbiyya-ordenen vil hver enkelt være villig til at overdrage samfundet, hvad han ikke selv har brug for til at tilfredsstille sine basale behov. Rasūl'en var som overhoved for denne orden den første til at vise ved praktiske eksempler, hvorledes dette højere mål kunne nås. Han ophobede aldrig en eneste øre i hele sit liv, ej heller ejede han noget som helst. Ved at følge hans eksempel kan vi håbe på at gøre fremskridt hen imod det perfekte mål. Hvad der er brug for, er en erkendelse af, at Rubūbiyya-ordenen alene kan bringe fred, fremgang og lykke til menneskeheden, og at den kan bane vejen for menneskets fremskridt og udvikling. Når denne erkendelse er nået, vil det ikke være vanskeligt at forvandle et moderne samfund til en Rubūbiyya-orden. Der er allerede tegn på, at denne proces er begyndt:

Den lovede omvæltning vil ganske sikkert komme – det er der ingen tvivl om; men de fleste mennesker tror det ikke. (40:59)

Den guddommelige handling, der fører til fremskridt, er ganske sikkert på færde i menneskenes verden ligesom i naturens verden:

Han er den, Hvis Love opererer i himlene og på jorden, og Han er vís og alvidende. (43:84)