Antropologer understøtter ikke den opfattelse, at mennesket nogensinde har levet i ensomhed som tigeren eller løven. Mennesket har altid været svagt og forsvarsløst imod omstrejfende stærke dyr. Mennesket kunne kun overleve i en form for kollektiv. En gruppe mennesker kunne overleve under forhold, hvor et enkeltindivid ikke havde nogen som helst chance, så mennesket begyndte meget tidligt ganske naturligt at leve i grupper. Fællesskab kræver en form for social organisering. Menneskene kan kun samarbejde på bekostning af deres egne egoistiske impulser. Fællesskabets regler betyder indgreb i individets frihed. De første sociale bånd opstod på grund af blodsbånd. Grupperne bestod som regel af storfamilier. Faderens autoritet overgik til patriarken, stammens overhoved. Sæd og skik regulerede gruppemedlemmernes adfærd. De primitive mennesker troede, at stammens traditioner var uforanderlige og ukrænkelige. Den patriarkale autoritet og rigide skikke beskyttede samfundsordenen og satte en effektiv klods for anti-sociale aktiviteter, som individer måtte være fristet til at deltage i.

En ny autoritet så imidlertid dagens lys – det var præsten. Hans overlegenhed bundede i hans viden om de religiøse ritualer og om korrekt adfærd i templet og ved højtidelige lejligheder. Ritualerne blev gradvist meget komplekse, og patriarken måtte overlade ansvaret for dem til en professionel. Overtro – en faktor, som man måtte regne med i primitive samfund – gav yderligere magt til præsten. I en foranderlig verden kan ingen form for social organisation være permanent. Stamme-organisationen blev erstattet af en rent politisk organisation. Rajaen eller kongen erstattede patriarken. Han var sædvanligvis en mand, der havde organiseret militære styrker, der havde gjort ham i stand til at udvide sin magt til at omfatte flere stammer.

Det politiske system, der derved så dagens lys, bestod af forskellige stammer. En konsekvens af denne forandring blev, at stammetraditionernes tag i menneskene svækkedes betydeligt. Menneskene levede side om side med borgere med andre traditioner, og en bestemt tradition kunne ikke længere betragtes som hellig og ukrænkelig. Den sociale orden måtte nu opretholdes ved fysisk magt. Hvis kongen var magtfuld, ville han sædvanligvis have held til at holde sammen på gruppen. Han støttede sig sædvanligvis til embedsmænd, som han personligt udpegede. Den nye sociale orden var imidlertid ikke nær så stabil som stammeordenen, der var baseret på blodsbånd og hævdvundne traditioner. Menneskene kunne ikke holdes i skak længe af gangen ved hjælp af brutal magt alene. Oprør rystede ofte kongens autoritet. I knibe søgte han efter en allieret, og en sådan var nær ved hånden. Præsten havde også personlige interesser, som han ikke var villig til at opgive. Enhver social eller politisk omvæltning ville bringe både kongens og præstens særlige interesser i fare. Resultatet var, at kongen og præsten gik sammen og støttede hinanden indbyrdes. Kongen understøttede præsternes magt på det religiøse område ved at beskytte den gejstlige ordens interesser. Og de taknemmelige præster overøste kongen med hellighed og respekt. Folkets lydighed blev nu gennemtvunget ved hjælp af både magt og overtro.

Der er noget i mennesket, der irriteres ved ydre tvang. Frihedsflammen i menneskets hjerte blafrer måske sommetider, men slukkes aldrig helt. Menneskets tålmodighed er ikke uudtømmelig, og klemt mellem præsters og kongers tyranni, blev mennesket mere og mere utilfreds og længtes efter politisk og intellektuel frihed. Det varede derfor ikke længe, før mennesket rejste sig imod præsternes hårde greb og kongernes autoritet. Historien fortæller om massernes blodige kamp for at tilbagevinde deres frihed og ryste både åndelige og politiske åg af sig. De, der deltog i denne kamp var:

1. Verdslige såvel som åndelige magthavere, der kæmpede hårdt for status quo.
2. Ambitiøse elementer, der forsøgte at få deres bid af kagen.
3. Masserne, der igen og igen forsøgte at ryste de undertrykkende åg af deres skuldre.
4. Nogle få reflekterende mennesker, der gik i gang med den vanskelige opgave at udtænke et politisk system, der kunne forene autoriteten og den personlige frihed. De ønskede at beskytte samfundet, idet de mest af alt frygtede politisk kaos; men de ønskede også, at individet skulle nyde den frihed, som er dets grundlæggende ret.

Interessant er menneskets vedvarende forsøg på at udtænke et socio-politisk system, der kunne imødekomme menneskets basale rettigheder og samtidig opretholde en betryggende samfundsorden. Et sådant forsøg blev gjort af de kristne præster. De udviklede et system, der går under betegnelsen teokrati. Det var ikke særlig succesrigt, hovedsageligt fordi det gjorde et fanatisk og undertrykkende indhug i menneskerettighederne. Det var tyranni sanktioneret af religionen. Det blev opretholdt i kristendommens navn, selv om kristendommen hævdede udelukkende at stå for menneskets 'åndelige' frihed. Med Viscount Samuels ord i Belief and Action:

"Kristendommen har støttet doktrinen om 'kongernes guddommelige ret' og må bære ansvaret for alle de ulykkelige konsekvenser, som denne doktrin har haft op igennem Europas historie." (p. 39)

Doktrinen 'magt er ret', havde også sine fortalere. Den blev forsvaret ved besnærende argumenter. Det blev sagt, at en samfundsorden, der ikke fandt støtte hos magtens mænd, ikke ville vare længe. Igennem hele menneskehedens historie havde de stærke regeret over de svage. At ligestille de mægtige og de svage vil være at gå imod naturen, hævdede modstanderne af de svages ret. Fornuftige mennesker har altid fundet denne doktrin både oprørende og ydmygende.

Doktrinen om kongernes guddommelige ret blev i det syttende og attende århundrede anfægtet af nogle store tænkere. Hobbes, Locke, Rousseau og andre udviklede rivaliserende teorier, der gjorde rede for kongedømmets opståen og forsvarede kongens krav på sine undersåtters lydighed. Teorien om en samfundspagt er baseret på en myte. Det antages, at der i begyndelsen ikke var nogen begrænsning for menneskets gøren og laden. Lov og orden eksisterede ikke, og mennesket havde ingen forestilling om rettigheder og pligter. Jungleloven herskede, og hver især kæmpede for sine egne interesser. Denne tilstand af lovløshed blev snart uudholdelig. Usikkerheden blev smertefuld. Selv de stærke nagedes af frygten for, at en endnu stærkere på et eller andet tidspunkt ville fratage dem deres besiddelser. Menneskene mødtes og blev enige om at betale sig til social sikkerhed. De opgav deres frihed og underkastede sig kongens absolutte autoritet. Det var kongens pligt at indføre love og påse, at ingen af hans undersåtter led uret. Kongens ret til at regere afhang derfor af folkets samtykke. Dette samtykke kunne trækkes tilbage, hvis kongen ikke magtede at overholde sine forpligtelser. Kongedømme var derfor en menneskeskabt institution. Folkets vilje havde gjort ham til konge, og folkets vilje kunne detronisere ham.

Teorien om en samfundspagt var imidlertid ikke baseret på et bevidst historisk faktum. Ikke desto mindre var den snedig på sin egen måde. Den frigjorde kongedømmet fra dets guddommelige magt og gjorde folkets vilje til autoritetens ultimative kilde. Således var vejen banet for demokratiets indførelse.

I kølvandet på demokratiets opståen fulgte problemet om suveræniteten. Hos hvem ligger suveræniteten? Forskellige svar blev givet; men de var alle enige om at placere den hos folket. Rousseau hævdede, at suveræniteten lå hos hele folket. Locke hævdede, at den lå hos majoriteten i befolkningen. Karl Marx placerer den hos dem, der kontrollerer produktionsapparatet. Kapitalismen placerer den hos de kapitalstærke, mens socialismen placerer den hos arbejderklassen.

Demokrati opfattes nu generelt som den bedste regeringsform. Det opstod hovedsageligt i Vesten, men også folk i Asien og Afrika anser det for den førende politiske visdom. Lad os undersøge dets påstande omhyggeligt og se, hvor vidt lovprisningen af det er berettiget. Demokrati er blevet defineret som folkets regering – ved folket og for folket. Det er hovedsagelig den anden faktor af denne definition, der kræver en kommentar. Det betyder, at man i en demokratisk stat ikke skelner mellem den, der regerer og dem, der regeres. Folket formodes at regere sig selv. Det kan de ikke direkte, så de vælger repræsentanter. Disse repræsentanter vælger til gengæld de ministre, der konkret leder regeringen. Lovene og den politik, som regeringen fører, og de principielle foranstaltninger, som den træffer, afspejler ganske vist folkets vilje – ikke hele folkets, men majoritetens.

Dette er i korte træk demokrati. Der er ingen tvivl om, at dette er det bedste system, mennesket indtil videre har været i stand til at udvikle for sig selv. Grundprincippet, som det hviler på, at ingen har ret til at regere over en anden, er ideelt; men spørgsmålet er, om demokrati har nået eller vil være i stand til at nå det mål, det har sat sig. Vesten har været demokratiets vugge, så vi må spørge Vestens tænkere, hvad de siger om det.

I sin bog The Crisis of Civilisation gør Alfred Cobban fra London Universitet rede for grundene til den vestlige civilisations nedtur:

"Ser man på politik udtrykt i aktuelle kendsgerninger i stedet for abstrakt teori, må man erkende, at det er praktisk taget umuligt at identificere hersker og undersåt i forbindelse med teorien om folkets suverænitet. De, der regerer, er et andet sæt mennesker end dem, der regeres. Lige så snart samfund har udviklet sig ud over det mest primitive stade, har de aldrig været og vil aldrig være de samme. At foregive, at de er, kan kun føre til det værste magtmisbrug i staten." (p. 68)

A. C. Ewing fra Cambridge Universitet har behandlet demokrati i sin bog The Individual, the State and World Government. Følgende citat fra bogen viser tendensen i hans tanker:

"Havde Rousseau skrevet nu og ikke, som han gjorde, før man i den moderne verden havde gjort sig erfaringer med demokratiet, ville han ikke have været så optimistisk." (p. 116)

Et lignende synspunkt er fremført af en anden tænker, Rene Guenon, i sin bog The Crisis of the Modern World. Den relevante passage fortjener trods sin længde at blive citeret i sin helhed:

Alle disse forfatteres anstrengelser for at vise, at den absolutte og ubegrænsede lovgivende magt ligger hos folket, stemmer ikke overens med fakta. Man har antaget, at loven træder i kraft på grundlag af en enstemmig beslutning truffet af hele befolkningens repræsentanter, og at den derfor er retfærdig. Denne antagelse er hovedårsagen til demokratiets nedtur i vore dage. Mencken har støttet dette synspunkt, som følgende passage fra Treatise on Right and Wrong viser:

"Under alle disse fiaskoer ligger der en større: fiasko for mennesket, det mest sociale af alle højere dyrearter og langt det mest intelligente til at forsyne sig selv med hvad som helst, selv det, der vagt beskrives som en god regeringsform. Mennesket har gjort mange forsøg i den retning, nogle af dem var sindrige, andre yderst heroiske; men alle måtte de lide skibbrud efter at være ført ud i livet. Grunden hertil er ikke okkult; den skal findes i den afgrundsdybe forskel mellem hvad regeringen er i teorien og i praksis. I teorien er regeringen et simpelt middel til at tilfredsstille forskellige fælles behov, og de mennesker, der vælges til den, er blot tjenestemænd (som de alle ynder at sige). I praksis er regeringens hovedformål dog overhovedet ikke service, men udbytning." (pp. 233-234)

Og han fortsætter:

"Af alle regeringsformer er det sandsynligvis demokratiet, der har lidt den mest kranke skæbne i hænderne på disse håndlangere. Idet de meget vel ved, hvor lidt folk almindeligvis er påvirket af rationelle ideer og hvor meget af rent humbug, gør de fælles sag med enhver pressionsgruppe, som opstår, og bliver på den måde holdt i embede gennem en uendelig række af offentlige fjender." (p. 235)

Toynbee skriver i sin seneste bog The Present Day Experiment in Western Civilization:

"Et demokratisk parlamentarisk styre er mindre effektivt og derfor mere uøkonomisk end et oligarki, og selv et parlamentarisk oligarki er ineffektivt og ekstravagant i sammenligning med et godt administreret autoritært regime." (p. 35)

I 1947 nedsatte FN's kulturelle organisation UNESCO en undersøgelseskomite, der skulle studere og rapportere om, hvorledes det demokratiske system fungerer i forskellige lande. Komiteen indbød nogle store tænkere til at bidrage med artikler til det planlagte værk om demokrati. Mange forskellige opfattelser var repræsenteret i værket, der blev udgivet under titlen Democracy in a World of Tensions. "Hvad betyder demokrati?" var det første spørgsmål, der blev stillet. Mange af tænkerne måtte tilstå, at ordet var vagt, og at dets præcise mening ikke var fastlagt. Nogle få gik så langt som til at kalde det "et af de mest dunkle ord i nutidens sprogbrug." (p. 460)

Det næste spørgsmål var: "Er majoritetsafgørelser altid rigtige, og er protest imod dette lig med protest imod demokratiet?" Svaret var:

"Det indebærer ikke, at majoritetens afgørelse er ufejlbarlig, og det står altid minoriteten frit for at agitere og stemme for at omstøde tidligere majoritetsbeslutninger" (p. 504).

Når vi peger på demokratiets svagheder, er det kun rimeligt, at vi samtidig anerkender dets positive sider. Den demokratiske styreform vil kunne stå distancen i enhver sammenligning med enevælde, despotisme og teokrati – den værste form for despotisme, hvor folket udbyttes og undertrykkes i Guds navn (der er ikke plads til præster i dīn). Demokrati er et klart fremskridt i forhold til tidligere styreformer. Ved at hævde menneskenes ligeværd, ved at bede staten fremme folkets interesser og ved at udvide rækkevidden af individets frihed, har demokratiet været til umådelig gavn for menneskeheden. Den kritik, der rettes imod det er ikke rettet imod demokrati i almindelighed, men imod den form, den har udviklet i Vesten. Denne form for demokrati er baseret på sekularisering og lider derfor af en fatal svaghed. Det bygger på menneskets skiftende interesser og forestillinger, og fordi det ikke bygger på varige værdier, kan det påvirkes af det mindste vindpust. Sekulært demokrati er en reaktion på teokrati, der direkte eller indirekte havde rørt ved grundlaget for fred og frihed i Europa.

Teologiske stridigheder udgjorde en konstant trussel imod den indre fred. Sekularismen forsøgte at løse problemet ved at flytte moralitet og religion fra regeringens kompetenceområde over i privatsfæren. Det uheldige resultat blev, at mennesket ikke havde nogen stabil referenceramme og ingen objektive standarder til at vejlede sig i den politiske proces. Politiske beslutninger kunne træffes på et hvilket som helst flygtigt grundlag. Udsagnet "det er menneskeligt at fejle" viste sig at være sandt. Mennesket handlede og dømte forkert, både kollektivt og individuelt. Den antagelse, at et helt folk aldrig kan fare vild, opnåede kun ringe opbakning i det virkelige liv. Kollektiv visdom er lige så ufuldkommen og mangelfuld som individuel visdom. De regeringer, der opstod, reflekterede individets svagheder. Snell skrev i The New World:

"Regeringer er altid sammensat af mænd, der deler menneskehedens generelle ufuldkommenheder, hvilket betyder, at de aldrig kan være mere noble eller mere oplyste end de mennesker, der administrerer deres love og udformer deres politik." (p. 17)

Aldous Huxley har fat i noget af det samme i sin bog Videnskaben, friheden og freden, når han skriver:

"Historien kan ikke opvise nogen eksempler på, at alt for megen magt ikke har virket korrumperende på de herskende, og der er absolut ingen grund til at tro, at menneskenes opførsel i denne henseende i fremtiden på nogen måde skulle blive anderledes end i fortid og nutid." (p. 49)

En objektiv målestok baseret på varige værdier har et langsigtet mål. Uden dem kan mennesket ikke se ret langt ud over sine egne umiddelbart egoistiske interesser, der i det lange løb måske ikke er til dets eget bedste. Menneskets juridiske anstrengelser vil vise sig ikke kun at være skadelige for ham selv, men vil også fremmedgøre ham for de grupper, som omgiver ham.

Sociale grupperinger vil uundgåeligt lede til menneskehedens splittelse. Hver gruppe fremmer venskab imellem sine egne medlemmer og opfordrer dem til at indtage en fjendtlig holdning over for andre grupper for at fremme sin egen interesse. Stammestridigheder var som regel bitre og stadigt tilbagevendende. Stammerne blev senere erstattet af nationalstater. Fjendtlighed over for fremmedgrupper er lige så karakteristisk for stater som for stammer. Hver eneste stat føler uvilje og had imod sine naboer. Den mindste provokation får dem til at fare i struberne på hinanden. Cobbans bemærkninger til dette punkt i The Crisis of Civilization fortjener opmærksomhed:

"Nationalisme er en følelse, der fødes af had og holdes i live af fjendskab. Nationer bliver opmærksomme på sig selv igennem deres konflikter med andre nationer, og deres fjendtlige følelser ophører ikke ved fuldførelsen af national enhed. Ikke så snart en nation har forsvaret sin ret til selvbestemmelse, vil den gå i gang med at undertrykke andre nationer, der fremsætter samme krav. Af alle disse årsager kan man konkludere, at nationalisme er et meget farligt grundlag for en stat." (p. 166)

Frederick Hertz, nationalismens historiker, skriver i sin bog Nationality in History and Politics:

"Historien viser, at langt de fleste stridigheder mellem nationer stort set ikke havde andre årsager, end at disse nationer bestod af forskellige folk, der hed noget forskelligt. Betegnelser som 'franskmand', 'spanier' eller 'italiener' vil selvfølgelig vække had og foragt hos en englænder, hvorimod det simple ord 'menneske' altid vil have en gavnlig effekt, når det bruges rigtigt." (p. 328)

I sin bog Menneskeheden på skillevejen giver Bertrand Russell udtryk for det synspunkt, at det, der i vore dage står i vejen for sociale kontakter, der rækker ud over nationens grænser, og som derfor udgør den mest alvorlige trussel imod menneskeheden, er nationalismen. Vi noterer med overraskelse, at Russell fordømmer nationalisme generelt, men roser sit eget folks nationalisme i høje toner.

Der er imidlertid en fundamental forskel på fortidens stammer og vore dages nationer. Nationalisme indikerer ikke blot en form for politisk gruppering, men har udviklet sig til en kult, der i det enkelte menneske vækker en lidenskabelig kærlighed til dets egen nation og voldsom antipati for andre nationer. Det er besynderligt, at Vesten, der praktisk taget har vendt ryggen til religion som værende upassende for et rationelt menneske, i stedet har taget en pseudo-religiøs kult som nationalisme til sig. Aldous Huxleys bemærkning herom i Videnskaben, friheden og freden er værd at lægge mærke til:

"Nationalisme fører til moralsk fordærv, fordi den fornægter universalisme, benægter, at der kun er een Gud, benægter, at mennesket har en værdi i sig selv som menneske; og fordi den samtidig går ind for isolation, opmuntrer forfængelighed, hovmod og selvtilfredshed, opægger hadet og forsikrer, at det er nødvendigt og rigtigt at føre krig." (p. 40)

I Mål og midler skriver samme forfatter:

"Den politiske tænkning i det tyvende århundrede er utrolig primitiv. Man personificerer staten som et levende væsen med lidenskaber, begær og følelser. 'Statspersonen' er overmenneskelig af størrelse og energi, men afgjort undermenneskelig moralsk set. Almindelig anstændig opførsel kan man ikke vente af statspersonen. Man forestiller sig, at denne person helt mangler karakteregenskaber som tålmodighed, overbærenhed og forsonlighed, ja selv almindelig sund fornuft og sans for, hvad der er i egen interesse. Mennesker, der privat opfører sig fornuftigt og moralsk, kommer straks, når de optræder på statspersonens vegne, til at ligne deres stupide, hysteriske og sindssygt pirrelige guddom. Når sagerne ligger sådan, kan man kun vente sig meget lidt af internationale konferencer i øjeblikket." (p. 46)

En tankevækkende passage af Hegedus i The State of the World lyder:

"Til grund for disse to krige lå den samme anarkistiske opdeling af verden i suveræne, uafhængige nationalstater, der af naturen er tvunget til at konkurrere og være i modstrid med hinanden og derfor er ude af stand til at skabe en fælles, sund økonomisk organisation. Det værste træk ved den situation er ikke så meget de stadigt tilbagevendende krige, men fraværet af fred." (p. 11)

Nationalisme har indgivet mennesket troen på, at patriotisme er den nobleste og højeste dyd. Patriotens slogan er: "My country, right or wrong." Rümelin, rektor for Universitetet i Tübingen, skrev i 1875:

Rumelin er hudløs ærlig; men Grey har udtrykt de samme tanker i et lidt mildere sprog:

Alt imens Burke fordømmer den franske revolution, skriver Walpole:

Joad har følgende kommentar i Guide to the Philosophy of Morals and Politics:

"Den praktiske effekt af en idealistisk teori om holdningen til mellemstatslige relationer er, at der skabes dobbeltmoral. Der er én morallov for individet og en anden for staten, således at mennesker, der i privatlivet er humane, retsindige og pålidelige, tror, at de, når de på statens vegne indgår aftaler med repræsentanter for andre stater, er berettiget til at handle på måder, som de som privatmennesker ville skamme sig inderligt over." (pp. 729-730)

Cavour har i Foreign Affairs i juli 1952 givet os sit syn i en nøddeskal:

"Hvis vi gjorde for os selv, hvad vi gør for vort land, hvilke slubberter ville vi så ikke være."

Vestens generelle accept af og tro på nationalisme har haft tre uheldige konsekvenser:

1. Menneskeheden er blevet opdelt i et antal nationale stater med modstridende interesser.
2. En magtfuld nation har forsøgt at udbytte svagere nationer under påskud af at ville beskytte dens interesser.
3. Fraværet af moralsk tilbageholdenhed har gjort verden til "en arena med dyr med ét eneste princip: magt er ret," som Wakeman så rigtigt har påpeget.⁵

Det er i virkeligheden den macchiavellistiske ånd (dvs. politik ubundet af moralske hensyn), der har domineret vestlig tankegang i moderne tid. Vestlige magthavere har taget sig Machiavellis kyniske råd fra bogen Fyrsten til hjertet:

"Da en fyrste altså skal være i stand til at antage et dyrs egenskaber, må han både vælge ræven og løven. Løven er hjælpeløs mod snarer, ræven kan ikke værge sig mod ulvene. Man må være ræv for at kende snaren og løve for at skræmme ulvene. De, der udelukkende holder sig til løven, forstår ikke tingene. En klog fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis det ville skade ham selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at afgive sit løfte, er bortfaldet." (p. 68)

Efter at have nævnt nogle gode manerer siger han:

"Det er derfor ikke nødvendigt, at en fyrste ejer alle de nævnte dyder, men det er nødvendigt, at han tilsyneladende ejer dem. Ja, jeg vover endda at påstå, at det er skadeligt at have dem og altid at udøve dem, mens de er nyttige, når man synes at have dem. Således må fyrsten synes at være mild, tro, menneskelig, retskaffen og gudfrygtig; men han må være i stand til om fornødent at slå om i det modsatte. Man må forstå, at en fyrste, særlig en ny fyrste, ikke kan udøve alle de dyder, der er grundlaget for et godt ry hos folket, da han ofte for at sikre sin trone er nødt til at forsynde sig mod troskab, barmhjertighed, humanitet og religion. Derfor må han vende sig som vinden og lykkens omskiftelser byder, han må holde fast ved det gode, så længe det er muligt, men ikke være bange for i nødstilfælde at benytte sig af det onde." (p. 69)

Vi behøver ikke undskylde dette lange citat fra bogen, da det er velkendt, at Fyrsten har været vestlige politikeres og herskeres bibel lige siden den blev skrevet. Den var Karl V, hans søn og hoffolks konstante følgesvend. Thomas Cromwell hjembragte et eksemplar af bogen fra Italien og lagde den under hovedpuden, når han gik til sengs. Catherine af Medici, datter af den prins, som bogen var dedikeret til, bragte den til Frankrig, og hendes politiske synspunkter var meget påvirket af den. Hendes søn, Henrik III, havde den altid i sin lomme. Da han blev myrdet, fandt man den på ham. Det samme var tilfældet med Henrik IV. Flere paver og konger beundrede den og bifaldt dens politiske filosofi. Frederik II, der altid handlede i overensstemmelse med dens principper i sin omgang med andre herskere, skrev følgende i sit Political Testament:

Politikere, der følger Machiavelli, mener ikke at være bundet af moralske regler. De forkaster moralske hensyn som irrelevante i politik. Selv i nutiden har Machiavelli mange entusiastiske tilhængere. John F. Kennedy citerer i sin bog Mænd af mod den politiske skribent Frank Kent for at sige:

"Det, der er vigtigst for en politisk ærgerrig person, er sandsynligvis kunsten at kunne give indtryk af at have noget på hjerte uden at sige noget af betydning.... Det vigtigste er ikke at være på den rigtige side i den standende konflikt, men på den populære side ... uanset egen overbevisning og uden hensyn til kendsgerningerne. Man må se rent praktisk på, hvordan man opnår stemmer, og ikke lade sig påvirke af moralske anfægtelser og tanker om ret og uret." (p. 18)

Kennedy fortsætter:

"Men det kan da ikke være noget problem, vil man måske sige. Gør altid, hvad der er rigtigt uden hensyn til, om det er populært. Lad hånt om fristelser og tryk og falske kompromis'er. Det svar er let – men det er kun let for dem, der ikke er valgt til et embede og bærer dets ansvar på skuldrene." (p. 21)

Machiavellis synspunkter kan derfor ikke affærdiges som forældede.

Ingen social gruppering er fri for interne konflikter. Hovedårsagen til al konflikt ligger i sammenstød mellem gruppemedlemmers eller forskellige gruppers interesser. Der er til dato ikke udtænkt noget politisk system, der kan eliminere interne konflikter. Demokrati er ingen undtagelse. Det har endog intensiveret det interne pres og har på internationalt plan sat fart i magtpolitikken. Ikke desto mindre har moderne tænkere ikke mistet troen på demokratiet og mener, at dets mangler kan afhjælpes. Lad os se, hvad de har foreslået.

Demokrati er baseret på to fundamentale opfattelser. Den første er, at herredømmet ligger hos folket. Den anden er, at flertalsafgørelser altid er rigtige. Cobbans bemærkninger om grundlaget for demokrati i The Crisis of Civilization fortjener omhyggelig overvejelse:

"Den traditionelle motivering for folkets suverænitet er, at regeringen skal baseres på enten magt eller samtykke; og siden magt ikke kan øve retfærdighed, må en retfærdig regering bygge på samtykke. Dette er imidlertid hverken logisk eller sandt. Den kendsgerning, at en million mennesker giver deres samtykke til en forkert handling, gør den ikke mindre forkert. Hvis ord skal have mening, bygger en hvilken som helst regerings retsindighed på dens mål og på den måde, den virkeliggør dem. En vilje bør kun bestå, hvis det er en god vilje; men dette afhænger ikke af, hvis vilje det er, men af dens indhold." (p. 76)

Cobban har foreslået, at 'moralske værdier' sættes som målestok for at bedømme, hvad der er rigtigt og forkert i stedet for flertalsafgørelser. Locke kalder dette en 'uforanderlig lov' eller 'naturens lov'. Mabbott skriver i The State and the Citizen:

"Der er en uforanderlig lov, der styrer retfærdige mellemmenneskelige relationer, uafhængigt af, hvilket samfund eller land de end måtte tilhøre. Denne naturlige lov ville ligesom naturlige rettigheder tjene som en begrænsning af en regerings absolutte herredømme, hvorledes den end måtte være sammensat og hvilke mål den end måtte forfølge." (p. 23)

Locke satte sin lid til naturretten som rettesnor. Han argumenterede, at folk fulgte naturens lov så længe som de levede naturligt og ikke havde nogen kultur eller civilisation. Dengang lod de fornuften råde, ikke følelserne. Senere lod de følelserne råde og ophørte med at leve i overensstemmelse med naturens lov. Samfundet havde brug for, at naturretten blev genoplivet og indført. Men når vi spørger, hvorledes man kan finde frem til denne naturlov, henviser Locke til 'majoritetens vilje' og synes at argumentere i ring. Majoritetens afgørelse er rigtig, hvis den er i overensstemmelse med naturens lov, og naturens lov manifesterer sig kun som majoritetens vilje. Naturretten kan derfor ikke tjene som en objektiv standard for at dømme en nations handlinger. Når Locke ser en nation handle uretfærdigt, udbryder han, at "en regering har ingen ret til at påtvinge et folk sin vilje; den må være i overensstemmelse med naturens uforanderlige lov." Når han bliver bedt om at definere kilden til naturretten, kan han imidlertid ikke komme på noget bedre end majoritetens vilje. Det minder om at 'søge beskyttelse imod regnen ved at stille sig under tagrenden'. Resultatet blev det stik modsatte af, hvad han ønskede.

Hans idé var, at menneskeheden skulle frigøres fra lænkerne af omskiftelige menneskeskabte love; men hans naturretsteori kulminerede i den moderne sekulære stat. Det var i første række uden tvivl "skolastikerne, der forbandt naturretten til den kristne teologi ved at retfærdiggøre den i den guddommelige vilje, og derved implantere den sikkert i den middelalderlige politiske tænkemåde."⁷ Senere derimod skulle "arbejdet som de tidlige reformatorer af naturretsteorien præsterede i det sekstende og syttende århundrede, og specielt Hugo Grotius og Samuel Pufendorf, vende nærmest op og ned på det hele. Ved at tage Gud ud af naturretten, gjorde de den til grundlaget for den moderne sekulære retsstat. De konstruerede en naturretsteori, der ville 'bringe overbevisning ind i en tidsalder, hvor teologiske kontroverser gradvist mistede magten til at gøre således', hvorved 'Guds eksistens blev ganske overflødig' for doktrinen."⁸

Den generelle tendens hos moderne vestlige tænkere i vore dage er, at det er forkert at acceptere majoritetsbeslutninger som rigtige under alle omstændigheder. Vi har brug for en objektiv målestok for menneskets handlinger. For Locke var det 'naturens lov'. Cobban kalder den 'den moralske standard'. Den italienske patriot Mazzini giver den en mere fast skikkelse når han siger, at princippet om universel valgret er en god ting, idet den udgør en lovlig metode for et folk til at beskytte sig imod destruktive kræfter og fortsætte sin egen regering. Et demokrati kan imidlertid ikke gøre mere for et folk, der ikke har en fælles tro, end at beskytte majoritetens interesser og underkue minoriteten. Vi kan, tilføjer han, være underlagt Gud eller mennesket, et eller flere mennesker. Hvis der ingen højere autoritet er end mennesket, hvad kan da frelse os fra undertrykkelse fra magtfulde individer? Medmindre vi har nogle hellige og uforanderlige love, der ikke er menneskeskabte, har vi ingen målestok for, hvad der er rigtigt og forkert. En regering baseret på andre love end Guds vilje, fortsætter han, giver samme resultat, om den er despotisk eller revolutionær. Enhver anden magthaver end Gud vil være despot. Medmindre en regering er i overensstemmelse med Guds Lov, har den ingen ret til at regere. En regerings hensigt er at implementere Guds vilje. Hvis en regering forfejler sit mål, er det jeres ret og pligt at forsøge at afstedkomme en forandring.⁹

Idéen om en 'højere lov' er ikke ny. "De gamle grækere, bl.a. Sofokles, Heraklit, Platon og Aristoteles ydede et stort bidrag til fremkomsten og udviklingen af tanken om en guddommelig inspireret, universel, uforanderlig og evig naturret. De skrev f.eks., at 'alle menneskeskabte love opretholdes af den ene guddommelige lov, der er uendelig stærk og mere end tilstrækkelig for dem alle' (Heraklit). Platons teori om en menneskeskabt lov som en ufuldkommen kopi af en ideel form, der kun eksisterer i tankeverdenen, er et andet udtryk for stort set samme synspunkt. Men for Platon som for grækerne i almindelighed, var naturretten 'ikke mere end et sammenligningsgrundlag … en intellektuel standard' og 'brugtes ikke som middel til konkret juridisk stillingtagen.'"¹⁰ Som Corwin skrev i The 'Higher Law' Background of American Constitutional Law:

"Aristoteles blev forledt til at identificere det rationelle med det generelle i menneskeskabte love. I Statslære stiller han spørgsmålet om hvorvidt lovens eller individets herredømme er at foretrække, og han besvarer sit eget spørgsmål i sikre vendinger: 'At indsætte loven som autoritet er, synes det, at indsætte Gud og fornuft alene. At indsætte mennesket er at introducere et dyr, idet begær er noget dyrisk, og selv de bedste blandt magtens mænd er tilbøjelige til at lade sig rive med af lidenskaberne. Vi kan således konkludere, at loven er fornuft uden lidenskab og derfor at foretrække frem for et hvilket som helst individ.'" (p. 8)

Det var imidlertid op til de græske stoikere efter 300 f.v.t. og senere i Rom at udvikle en autentisk naturretsteori på dette filosofiske grundlag. Bracton, en dommer under Henrik III, forberedte et gigantisk værk baseret på studier af romersk lov. Vi finder følgende passage i dette værk, der forklarer romernes synspunkt med hensyn til loven. Den siger:

Pointen er imidlertid blevet tydeliggjort af Cicero, den store romerske jurist og taler, i en passage i Republikken, der lyder således:

Efter århundreders resultatløs eksperimentering med menneskeskabte love, leder det moderne menneske stadig med lys og lygte efter den slags lov, som Cicero så inderligt længtes efter. Problemet er, hvor man skal finde sådanne love – evige, uforanderlige, ukrænkelige – der kan anvendes på alle og til alle tider. Kilden må være overmenneskelig, dvs. givet af Gud Selv. Vesten måtte naturligvis finde hjælp i religionen for at skaffe sig sådanne love. De forsøgte sig med kristendommen; men der var ingen svar at hente. Kristendommen har ingen love at give, og alt er verdensfjernt. Med Joads ord:

"Kristendommen placerer ikke menneskets egentlige liv i denne verden, men i den næste. Medens den næste verden udelukkende er god, opfattes denne verden som – i hvert fald til en vis grad – ond. Medens det næste liv er evigt, er livet på jorden flygtigt. Menneskets nuværende eksistens opfattes som en forberedelse og oplæring til det hinsidige liv, og dens fortræffelighed ligger i den grundighed og effektivitet, med hvilken oplæringen foregår. Intet på jorden er helt og fuldstændig godt, og de goder, som det jordiske liv indeholder, er kun gode som middel til at opnå større goder, som er lovet herefter." (p. 127)

Den spanske lærde Falta de Gracia skriver:

Whitehead skriver i Adventures of Ideas:

"Da samfundet nu er konstitueret, ville en bogstavelig overholdelse af de moralske forskrifter, der er spredt ud over Evangeliet, betyde en pludselig død." (p. 18)

Dorsey, civilisationens historiker, hævder i Civilization, at millioner af mennesker i dag føler, at kristendommen er de slagnes religion. De accepterer religionen, men indrømmer højtideligt dens defaitistiske ånd. Intet i livet er tilfredsstillende, siger de. "Ønsket om tilfredsstillelse er forkert, og tilfredsstillelse af forkastelige begær er synd" er et slogan, der umuliggør et sandt og sundt liv. Det ødelægger menneskeheden. (p. 446)

Den tyske humanist Gerhard Szczesny ser i The Future of Unbelief kristendommen som et ørkenfolks tro, et dualistisk verdenssyn i bund og grund uforeneligt med filosofi og videnskab og en to tusind år gammel bremse for fremskridtet. (p. 105)

Det samme gælder for andre religioner, både i øst og vest. Det er faktisk nyttesløst at søge Guds absolutte kriterium for rigtigt og forkert i religion. Religion er i sig selv menneskeskabt. Under disse omstændigheder var det moderne menneske, en frustreret, hjælpeløs og ynkværdig sjæl, tvunget til at søge objektive standarder uden for religionen. Han fik hjælp fra De forenede Nationer. FN udpegede en kommission til at gøre rede for og definere menneskets fundamentale rettigheder. Ud fra kommissionens anbefalinger udgav FN i 1948 sin berømte menneskerettighedserklæring. Dokumentet opremsede de grundlæggende menneskerettigheder. FN påbød sine medlemslande at garantere alle deres borgere disse rettigheder og betragte dem som hellige og ukrænkelige. Deklarationen blev udråbt til at være den største bedrift i moderne tid. Man håbede, at regeringer verden over i fremtiden ville afstå fra at gøre indgreb i disse rettigheder. Dette håb er ulykkeligvis ikke gået i opfyldelse. UNESCO, en af FN's organisationer, havde udsendt et spørgeskema med et udkast af den foreslåede deklaration. Disse svar er udgivet i Human Rights: Comments and Interpretations med forord af Jacques Maritain. Han mener, at eftersom "rettigheder er menneskelige, kan de – ligesom alt andet menneskeligt – underkastes ændringer og begrænsninger." (p. 15). John Lewis, redaktøren for Modern Quarterly, London, er ligeledes dristig i sin kritik af deklarationen. Han skriver, at det er ren fiktion, at menneskerettigheder er absolutte, eller er en del af den menneskelige natur og opstod, da mennesket begyndte at leve i organiserede samfund (p. 54). Gerard, professor ved Chicagos Universitet, skriver, at deklarationen er et forsøg på at fastsætte det rette forhold imellem menneske og samfund, og at 'rettighederne' ikke kan anskues som uforanderlige i al evighed. (p. 207-209)

Denne kritik har lagt en dæmper på vor entusiasme for deklarationen. Forestillingen om, at mennesket besidder visse umistelige rettigheder synes ikke at være berettiget. Hvis menneskene besidder en fælles livsfilosofi, kunne de forventes at respektere de rettigheder, der understøtter denne filosofi. I mangel af en sådan filosofi, er der ingen garanti for, at én åndsretnings rettigheder accepteres af en anden åndsretning. Den første betingelse, der skal opfyldes, er, at man bliver enige om et fælles værdisystem. Joad klargør dette:

"Jeg foreslog, at et godt liv for individet består i stræben efter visse absolutte værdier. Hvis jeg har ret i, at det er ved stræben efter værdier at et menneske udvikler sin personlighed, kan vi tilføje, at det er statens mål at etablere de rette betingelser for at individet kan stræbe efter absolutte værdier og at opmuntre ham i sin stræben. Vi er derfor i stand til at etablere et princip om samfundets fremskridt, som også er en målestok til at vurdere forskellige samfunds relative værd." (p. 806)

Hvor første opgave består derfor i at bestemme absolutte værdiers beskaffenhed. Vi vil derefter se, at det er statens opgave at stille betingelser til rådighed, så mennesket frit kan forfølge dem. Menneskerettighederne vil dermed blive bragt i et meningsfyldt forhold til jagten på værdier og vil ikke blive betragtet som vilkårlige. Denne opgave er endnu ikke løst. Lad os se, om islam kan hjælpe os dermed.

1.   Ifølge EWING: The Individual, the State and World Government, pp. 106-109.
2.   Ifølge MURRAY: The Individual and the State, p. 216.
3.   Ifølge STEBBING: Ideals and Illusions, p. 13.
4.   Ibid. p. 14
5.   Ifølge SPALDING: Civilization in East and West.
6.   Ifølge MURRAY: op. cit., pp. 209-212.
7.   Ifølge ANDREWS (ed.): Constitutions and Constitutionalism, p. 17.
8.   Ibid.
9.   Ifølge GRIFFITH: Interpreters of Man, p. 46.
10.  Ifølge ANDREWS (ed.): Constitutions and Constitutionalism, p. 15.
11.  Ifølge CORWIN: The 'Higher Law' Background of American Constitutional Law, p. 27.
12.  Ifølge ANDREWS: Constitutions and Constitutionalism, p. 16.
13.  Ifølge BRIFFAULT: The Making of Humanity, p. 333.