|
|
KAPITEL 14 |
|
Det Politiske System |
|
Del 1: Det Menneskeskabte System |
|
|
|
|
1. Urtiden Antropologer
understøtter ikke den opfattelse, at mennesket nogensinde har
levet i ensomhed som tigeren eller løven. Mennesket har altid
været svagt og forsvarsløst imod omstrejfende stærke dyr.
Mennesket kunne kun overleve i en form for kollektiv. En gruppe
mennesker kunne overleve under forhold, hvor et enkeltindivid ikke
havde nogen som helst chance, så mennesket begyndte meget tidligt
ganske naturligt at leve i grupper. Fællesskab kræver en form for
social organisering. Menneskene kan kun samarbejde på bekostning
af deres egne egoistiske impulser. Fællesskabets regler betyder
indgreb i individets frihed. De første sociale bånd opstod på
grund af blodsbånd. Grupperne bestod som regel af storfamilier.
Faderens autoritet overgik til patriarken, stammens overhoved. Sæd
og skik regulerede gruppemedlemmernes adfærd. De primitive
mennesker troede, at stammens traditioner var uforanderlige og
ukrænkelige. Den patriarkale autoritet og rigide skikke beskyttede
samfundsordenen og satte en effektiv klods for anti-sociale
aktiviteter, som individer måtte være fristet til at deltage i.
En ny autoritet så imidlertid dagens lys – det var præsten.
Hans overlegenhed bundede i hans viden om de religiøse ritualer og
om korrekt adfærd i templet og ved højtidelige lejligheder.
Ritualerne blev gradvist meget komplekse, og patriarken måtte
overlade ansvaret for dem til en professionel. Overtro – en
faktor, som man måtte regne med i primitive samfund – gav
yderligere magt til præsten. I en foranderlig verden kan ingen
form for social organisation være permanent. Stamme-organisationen
blev erstattet af en rent politisk organisation. Rajaen eller
kongen erstattede patriarken. Han var sædvanligvis en mand, der
havde organiseret militære styrker, der havde gjort ham i stand
til at udvide sin magt til at omfatte flere stammer.
Det politiske system, der derved så dagens lys, bestod af
forskellige stammer. En konsekvens af denne forandring blev, at
stammetraditionernes tag i menneskene svækkedes betydeligt.
Menneskene levede side om side med borgere med andre traditioner,
og en bestemt tradition kunne ikke længere betragtes som hellig og
ukrænkelig. Den sociale orden måtte nu opretholdes ved fysisk
magt. Hvis kongen var magtfuld, ville han sædvanligvis have held
til at holde sammen på gruppen. Han støttede sig sædvanligvis til
embedsmænd, som han personligt udpegede. Den nye sociale orden var
imidlertid ikke nær så stabil som stammeordenen, der var baseret
på blodsbånd og hævdvundne traditioner. Menneskene kunne ikke
holdes i skak længe af gangen ved hjælp af brutal magt alene.
Oprør rystede ofte kongens autoritet. I knibe søgte han efter en
allieret, og en sådan var nær ved hånden. Præsten havde også
personlige interesser, som han ikke var villig til at opgive.
Enhver social eller politisk omvæltning ville bringe både kongens
og præstens særlige interesser i fare. Resultatet var, at kongen
og præsten gik sammen og støttede hinanden indbyrdes. Kongen
understøttede præsternes magt på det religiøse område ved at
beskytte den gejstlige ordens interesser. Og de taknemmelige
præster overøste kongen med hellighed og respekt. Folkets lydighed
blev nu gennemtvunget ved hjælp af både magt og overtro.
2. Kamp mellem herskere og undersåtter
Der er noget i mennesket, der irriteres ved ydre tvang.
Frihedsflammen i menneskets hjerte blafrer måske sommetider, men
slukkes aldrig helt. Menneskets tålmodighed er ikke uudtømmelig,
og klemt mellem præsters og kongers tyranni, blev mennesket mere
og mere utilfreds og længtes efter politisk og intellektuel
frihed. Det varede derfor ikke længe, før mennesket rejste sig
imod præsternes hårde greb og kongernes autoritet. Historien
fortæller om massernes blodige kamp for at tilbagevinde deres
frihed og ryste både åndelige og politiske åg af sig. De, der
deltog i denne kamp var:
- Verdslige såvel som åndelige magthavere, der kæmpede hårdt
for status quo.
- Ambitiøse elementer, der forsøgte at få deres bid af kagen.
- Masserne, der igen og igen forsøgte at ryste de
undertrykkende åg af deres skuldre.
- Nogle få reflekterende mennesker, der gik i gang med den
vanskelige opgave at udtænke et politisk system, der kunne
forene autoriteten og den personlige frihed. De ønskede at
beskytte samfundet, idet de mest af alt frygtede politisk kaos;
men de ønskede også, at individet skulle nyde den frihed, som er
dets grundlæggende ret.
Interessant er menneskets vedvarende forsøg på at udtænke et
socio-politisk system, der kunne imødekomme menneskets basale
rettigheder og samtidig opretholde en betryggende samfundsorden.
Et sådant forsøg blev gjort af de kristne præster. De udviklede et
system, der går under betegnelsen teokrati. Det var ikke særlig
succesrigt, hovedsageligt fordi det gjorde et fanatisk og
undertrykkende indhug i menneskerettighederne. Det var tyranni
sanktioneret af religionen. Det blev opretholdt i kristendommens
navn, selv om kristendommen hævdede udelukkende at stå for
menneskets 'åndelige' frihed. Med Viscount Samuels ord i Belief
and Action:
"Kristendommen har støttet doktrinen om 'kongernes
guddommelige ret' og må bære ansvaret for alle de ulykkelige
konsekvenser, som denne doktrin har haft op igennem Europas
historie." (p. 39)
3. Magt er ret
Doktrinen 'magt er ret', havde også sine fortalere. Den blev
forsvaret ved besnærende argumenter. Det blev sagt, at en
samfundsorden, der ikke fandt støtte hos magtens mænd, ikke ville
vare længe. Igennem hele menneskehedens historie havde de stærke
regeret over de svage. At ligestille de mægtige og de svage vil
være at gå imod naturen, hævdede modstanderne af de svages ret.
Fornuftige mennesker har altid fundet denne doktrin både oprørende
og ydmygende.
4. Samfundspagt
Doktrinen om kongernes guddommelige ret blev i det syttende og
attende århundrede anfægtet af nogle store tænkere. Hobbes, Locke,
Rousseau og andre udviklede rivaliserende teorier, der gjorde rede
for kongedømmets opståen og forsvarede kongens krav på sine
undersåtters lydighed. Teorien om en samfundspagt er baseret på en
myte. Det antages, at der i begyndelsen ikke var nogen begrænsning
for menneskets gøren og laden. Lov og orden eksisterede ikke, og
mennesket havde ingen forestilling om rettigheder og pligter.
Jungleloven herskede, og hver især kæmpede for sine egne
interesser. Denne tilstand af lovløshed blev snart uudholdelig.
Usikkerheden blev smertefuld. Selv de stærke nagedes af frygten
for, at en endnu stærkere på et eller andet tidspunkt ville
fratage dem deres besiddelser. Menneskene mødtes og blev enige om
at betale sig til social sikkerhed. De opgav deres frihed og
underkastede sig kongens absolutte autoritet. Det var kongens
pligt at indføre love og påse, at ingen af hans undersåtter led
uret. Kongens ret til at regere afhang derfor af folkets samtykke.
Dette samtykke kunne trækkes tilbage, hvis kongen ikke magtede at
overholde sine forpligtelser. Kongedømme var derfor en
menneskeskabt institution. Folkets vilje havde gjort ham til
konge, og folkets vilje kunne detronisere ham.
Teorien om en samfundspagt var imidlertid ikke baseret på et
bevidst historisk faktum. Ikke desto mindre var den snedig på sin
egen måde. Den frigjorde kongedømmet fra dets guddommelige magt og
gjorde folkets vilje til autoritetens ultimative kilde. Således
var vejen banet for demokratiets indførelse.
I kølvandet på demokratiets opståen fulgte problemet om
suveræniteten. Hos hvem ligger suveræniteten? Forskellige svar
blev givet; men de var alle enige om at placere den hos folket.
Rousseau hævdede, at suveræniteten lå hos hele folket. Locke
hævdede, at den lå hos majoriteten i befolkningen. Karl Marx
placerer den hos dem, der kontrollerer produktionsapparatet.
Kapitalismen placerer den hos de kapitalstærke, mens socialismen
placerer den hos arbejderklassen.
5. Demokrati
Demokrati opfattes nu generelt som den bedste regeringsform.
Det opstod hovedsageligt i Vesten, men også folk i Asien og Afrika
anser det for den førende politiske visdom. Lad os undersøge dets
påstande omhyggeligt og se, hvor vidt lovprisningen af det er
berettiget. Demokrati er blevet defineret som folkets regering –
ved folket og for folket. Det er hovedsagelig den anden faktor af
denne definition, der kræver en kommentar. Det betyder, at man i
en demokratisk stat ikke skelner mellem den, der regerer og dem,
der regeres. Folket formodes at regere sig selv. Det kan de ikke
direkte, så de vælger repræsentanter. Disse repræsentanter vælger
til gengæld de ministre, der konkret leder regeringen. Lovene og
den politik, som regeringen fører, og de principielle
foranstaltninger, som den træffer, afspejler ganske vist folkets
vilje – ikke hele folkets, men majoritetens.
Dette er i korte træk demokrati. Der er ingen tvivl om, at
dette er det bedste system, mennesket indtil videre har været i
stand til at udvikle for sig selv. Grundprincippet, som det hviler
på, at ingen har ret til at regere over en anden, er ideelt; men
spørgsmålet er, om demokrati har nået eller vil være i stand til
at nå det mål, det har sat sig. Vesten har været demokratiets
vugge, så vi må spørge Vestens tænkere, hvad de siger om det.
6. Demokratiets svigt
I sin bog The Crisis of Civilisation gør Alfred Cobban
fra London Universitet rede for grundene til den vestlige
civilisations nedtur:
"Ser man på politik udtrykt i aktuelle kendsgerninger i stedet
for abstrakt teori, må man erkende, at det er praktisk taget
umuligt at identificere hersker og undersåt i forbindelse med
teorien om folkets suverænitet. De, der regerer, er et andet sæt
mennesker end dem, der regeres. Lige så snart samfund har
udviklet sig ud over det mest primitive stade, har de aldrig
været og vil aldrig være de samme. At foregive, at de er, kan
kun føre til det værste magtmisbrug i staten." (p. 68)
A. C. Ewing fra Cambridge Universitet har behandlet demokrati i
sin bog The Individual, the State and World Government.
Følgende citat fra bogen viser tendensen i hans tanker:
"Havde Rousseau skrevet nu og ikke, som han gjorde, før man i
den moderne verden havde gjort sig erfaringer med demokratiet,
ville han ikke have været så optimistisk." (p. 116)
Et lignende synspunkt er fremført af en anden tænker, Rene
Guenon, i sin bog The Crisis of the Modern World. Den
relevante passage fortjener trods sin længde at blive citeret i
sin helhed:
"Hvis ordet 'demokrati' defineres som folkets egen regering,
udtrykker det en absolut umulighed og kan end ikke eksistere de
facto i vore dage, som det ej heller har kunnet førhen. Det er
modstridende at sige, at de samme personer på samme tid kan
herske over andre og være dem, der herskes over, fordi – for nu
at bruge Aristoteles' udtryksmåde – det samme væsen kan ikke
være 'både – og' i den samme sammenhæng. Forholdet mellem
hersker og undersåt fordrer tilstedeværelse af begge parter; der
kan ikke være undersåtter, hvis der ikke også er herskere, selv
om de måtte være illegitime og ikke have anden adkomst til
magten end deres eget krav. Den største evne hos dem, der
kontrollerer den moderne verden, ligger i at få folket til at
tro, at det selv regerer, og at folket er mere tilbøjeligt til
at tro på dette, hvis det smigres dermed; folket er i alle
tilfælde ikke i stand til at reflektere tilstrækkeligt til at se
umuligheden deri. Det var for at skabe denne illusion, at man
opfandt den 'universelle valgret'. Loven antages at blive
udformet af majoritetens meninger; men man overser ganske, at
mening er noget, der meget let kan manipuleres blot ved at
stille passende forslag, der skaber strømninger i den ene eller
anden retning."1
Alle disse forfatteres anstrengelser for at vise, at den
absolutte og ubegrænsede lovgivende magt ligger hos folket,
stemmer ikke overens med fakta. Man har antaget, at loven træder i
kraft på grundlag af en enstemmig beslutning truffet af hele
befolkningens repræsentanter, og at den derfor er retfærdig. Denne
antagelse er hovedårsagen til demokratiets nedtur i vore dage.
Mencken har støttet dette synspunkt, som følgende passage fra
Treatise on Right and Wrong viser:
"Under alle disse fiaskoer ligger der en større: fiasko for
mennesket, det mest sociale af alle højere dyrearter og langt
det mest intelligente til at forsyne sig selv med hvad som
helst, selv det, der vagt beskrives som en god regeringsform.
Mennesket har gjort mange forsøg i den retning, nogle af dem var
sindrige, andre yderst heroiske; men alle måtte de lide skibbrud
efter at være ført ud i livet. Grunden hertil er ikke okkult;
den skal findes i den afgrundsdybe forskel mellem hvad
regeringen er i teorien og i praksis. I teorien er regeringen et
simpelt middel til at tilfredsstille forskellige fælles behov,
og de mennesker, der vælges til den, er blot tjenestemænd (som
de alle ynder at sige). I praksis er regeringens hovedformål dog
overhovedet ikke service, men udbytning." (pp. 233-234)
Og han fortsætter:
"Af alle regeringsformer er det sandsynligvis demokratiet, der
har lidt den mest kranke skæbne i hænderne på disse håndlangere.
Idet de meget vel ved, hvor lidt folk almindeligvis er påvirket
af rationelle ideer og hvor meget af rent humbug, gør de fælles
sag med enhver pressionsgruppe, som opstår, og bliver på den
måde holdt i embede gennem en uendelig række af offentlige
fjender." (p. 235)
Toynbee skriver i sin seneste bog The Present Day Experiment
in Western Civilization:
"Et demokratisk parlamentarisk styre er mindre effektivt og
derfor mere uøkonomisk end et oligarki, og selv et
parlamentarisk oligarki er ineffektivt og ekstravagant i
sammenligning med et godt administreret autoritært regime." (p.
35)
7. FN's spørgeskema
I 1947 nedsatte FN's kulturelle organisation UNESCO en
undersøgelseskomite, der skulle studere og rapportere om,
hvorledes det demokratiske system fungerer i forskellige lande.
Komiteen indbød nogle store tænkere til at bidrage med artikler
til det planlagte værk om demokrati. Mange forskellige opfattelser
var repræsenteret i værket, der blev udgivet under titlen
Democracy in a World of Tensions. "Hvad betyder demokrati?"
var det første spørgsmål, der blev stillet. Mange af tænkerne
måtte tilstå, at ordet var vagt, og at dets præcise mening ikke
var fastlagt. Nogle få gik så langt som til at kalde det "et af de
mest dunkle ord i nutidens sprogbrug." (p. 460)
Det næste spørgsmål var: "Er majoritetsafgørelser altid
rigtige, og er protest imod dette lig med protest imod
demokratiet?" Svaret var:
"Det indebærer ikke, at majoritetens afgørelse er ufejlbarlig,
og det står altid minoriteten frit for at agitere og stemme for
at omstøde tidligere majoritetsbeslutninger" (p. 504).
Når vi peger på demokratiets svagheder, er det kun rimeligt, at
vi samtidig anerkender dets positive sider. Den demokratiske
styreform vil kunne stå distancen i enhver sammenligning med
enevælde, despotisme og teokrati – den værste form for despotisme,
hvor folket udbyttes og undertrykkes i Guds navn (der er ikke
plads til præster i dīn). Demokrati er et klart fremskridt
i forhold til tidligere styreformer. Ved at hævde menneskenes
ligeværd, ved at bede staten fremme folkets interesser og ved at
udvide rækkevidden af individets frihed, har demokratiet været til
umådelig gavn for menneskeheden. Den kritik, der rettes imod det
er ikke rettet imod demokrati i almindelighed, men imod den form,
den har udviklet i Vesten. Denne form for demokrati er baseret på
sekularisering og lider derfor af en fatal svaghed. Det bygger på
menneskets skiftende interesser og forestillinger, og fordi det
ikke bygger på varige værdier, kan det påvirkes af det mindste
vindpust. Sekulært demokrati er en reaktion på teokrati, der
direkte eller indirekte havde rørt ved grundlaget for fred og
frihed i Europa.
Teologiske stridigheder udgjorde en konstant trussel imod den
indre fred. Sekularismen forsøgte at løse problemet ved at flytte
moralitet og religion fra regeringens kompetenceområde over i
privatsfæren. Det uheldige resultat blev, at mennesket ikke havde
nogen stabil referenceramme og ingen objektive standarder til at
vejlede sig i den politiske proces. Politiske beslutninger kunne
træffes på et hvilket som helst flygtigt grundlag. Udsagnet "det
er menneskeligt at fejle" viste sig at være sandt. Mennesket
handlede og dømte forkert, både kollektivt og individuelt. Den
antagelse, at et helt folk aldrig kan fare vild, opnåede kun ringe
opbakning i det virkelige liv. Kollektiv visdom er lige så
ufuldkommen og mangelfuld som individuel visdom. De regeringer,
der opstod, reflekterede individets svagheder. Snell skrev i
The New World:
"Regeringer er altid sammensat af mænd, der deler
menneskehedens generelle ufuldkommenheder, hvilket betyder, at
de aldrig kan være mere noble eller mere oplyste end de
mennesker, der administrerer deres love og udformer deres
politik." (p. 17)
Aldous Huxley har fat i noget af det samme i sin bog
Videnskaben, friheden og freden, når han skriver:
"Historien kan ikke opvise nogen eksempler på, at alt for
megen magt ikke har virket korrumperende på de herskende, og der
er absolut ingen grund til at tro, at menneskenes opførsel i
denne henseende i fremtiden på nogen måde skulle blive
anderledes end i fortid og nutid." (p. 49)
En objektiv målestok baseret på varige værdier har et
langsigtet mål. Uden dem kan mennesket ikke se ret langt ud over
sine egne umiddelbart egoistiske interesser, der i det lange løb
måske ikke er til dets eget bedste. Menneskets juridiske
anstrengelser vil vise sig ikke kun at være skadelige for ham
selv, men vil også fremmedgøre ham for de grupper, som omgiver
ham.
Sociale grupperinger vil uundgåeligt lede til menneskehedens
splittelse. Hver gruppe fremmer venskab imellem sine egne
medlemmer og opfordrer dem til at indtage en fjendtlig holdning
over for andre grupper for at fremme sin egen interesse.
Stammestridigheder var som regel bitre og stadigt tilbagevendende.
Stammerne blev senere erstattet af nationalstater. Fjendtlighed
over for fremmedgrupper er lige så karakteristisk for stater som
for stammer. Hver eneste stat føler uvilje og had imod sine
naboer. Den mindste provokation får dem til at fare i struberne på
hinanden. Cobbans bemærkninger til dette punkt i The Crisis of
Civilization fortjener opmærksomhed:
"Nationalisme er en følelse, der fødes af had og holdes i live
af fjendskab. Nationer bliver opmærksomme på sig selv igennem
deres konflikter med andre nationer, og deres fjendtlige
følelser ophører ikke ved fuldførelsen af national enhed. Ikke
så snart en nation har forsvaret sin ret til selvbestemmelse,
vil den gå i gang med at undertrykke andre nationer, der
fremsætter samme krav. Af alle disse årsager kan man konkludere,
at nationalisme er et meget farligt grundlag for en stat." (p.
166)
Frederick Hertz, nationalismens historiker, skriver i sin bog
Nationality in History and Politics:
"Historien viser, at langt de fleste stridigheder mellem
nationer stort set ikke havde andre årsager, end at disse
nationer bestod af forskellige folk, der hed noget forskelligt.
Betegnelser som 'franskmand', 'spanier' eller 'italiener' vil
selvfølgelig vække had og foragt hos en englænder, hvorimod det
simple ord 'menneske' altid vil have en gavnlig effekt, når det
bruges rigtigt." (p. 328)
I sin bog Menneskeheden på skillevejen giver Bertrand
Russell udtryk for det synspunkt, at det, der i vore dage står i
vejen for sociale kontakter, der rækker ud over nationens grænser,
og som derfor udgør den mest alvorlige trussel imod menneskeheden,
er nationalismen. Vi noterer med overraskelse, at Russell
fordømmer nationalisme generelt, men roser sit eget folks
nationalisme i høje toner.
Der er imidlertid en fundamental forskel på fortidens stammer
og vore dages nationer. Nationalisme indikerer ikke blot en form
for politisk gruppering, men har udviklet sig til en kult, der i
det enkelte menneske vækker en lidenskabelig kærlighed til dets
egen nation og voldsom antipati for andre nationer. Det er
besynderligt, at Vesten, der praktisk taget har vendt ryggen til
religion som værende upassende for et rationelt menneske, i stedet
har taget en pseudo-religiøs kult som nationalisme til sig. Aldous
Huxleys bemærkning herom i Videnskaben, friheden og freden
er værd at lægge mærke til:
"Nationalisme fører til moralsk fordærv, fordi den fornægter
universalisme, benægter, at der kun er een Gud, benægter, at
mennesket har en værdi i sig selv som menneske; og fordi den
samtidig går ind for isolation, opmuntrer forfængelighed, hovmod
og selvtilfredshed, opægger hadet og forsikrer, at det er
nødvendigt og rigtigt at føre krig." (p. 40)
I Mål og midler skriver samme forfatter:
"Den politiske tænkning i det tyvende århundrede er utrolig
primitiv. Man personificerer staten som et levende væsen med
lidenskaber, begær og følelser. 'Statspersonen' er
overmenneskelig af størrelse og energi, men afgjort
undermenneskelig moralsk set. Almindelig anstændig opførsel kan
man ikke vente af statspersonen. Man forestiller sig, at denne
person helt mangler karakteregenskaber som tålmodighed,
overbærenhed og forsonlighed, ja selv almindelig sund fornuft og
sans for, hvad der er i egen interesse. Mennesker, der privat
opfører sig fornuftigt og moralsk, kommer straks, når de
optræder på statspersonens vegne, til at ligne deres stupide,
hysteriske og sindssygt pirrelige guddom. Når sagerne ligger
sådan, kan man kun vente sig meget lidt af internationale
konferencer i øjeblikket." (p. 46)
En tankevækkende passage af Hegedus i The State of the World
lyder:
"Til grund for disse to krige lå den samme anarkistiske
opdeling af verden i suveræne, uafhængige nationalstater, der af
naturen er tvunget til at konkurrere og være i modstrid med
hinanden og derfor er ude af stand til at skabe en fælles, sund
økonomisk organisation. Det værste træk ved den situation er
ikke så meget de stadigt tilbagevendende krige, men fraværet af
fred." (p. 11)
8. Patriotisme
Nationalisme har indgivet mennesket troen på, at patriotisme er
den nobleste og højeste dyd. Patriotens slogan er: "My country,
right or wrong." Rümelin, rektor for Universitetet i Tübingen,
skrev i 1875:
"Staten er selvstyrende. Selvrespekt er en forpligtelse for
den og er med til at opretholde og udvikle dens egen styrke og
velfærd. Egoisme – hvis man kalder dette egoisme – er det
højeste princip i al politik. Staten kan kun bekymre sig om en
anden stats interesser, hvis disse kan identificeres med dens
egne interesser. Selvopofrelse er individets princip;
selvhævdelse er statens. Statens opretholdelse retfærdiggør et
hvilket som helst offer og står over enhver morallov."2
Rumelin er hudløs ærlig; men Grey har udtrykt de samme tanker i
et lidt mildere sprog:
"Jeg elsker moral, offentligt og privat; men nationernes
samspil kan ikke reguleres ved denne lov alene."3
Alt imens Burke fordømmer den franske revolution, skriver Walpole:
"Ingen store nationer er nogensinde blevet reddet af gode
mænd, for gode mænd er ikke parate til at strække sig så vidt,
som det er nødvendigt."4
Joad har følgende kommentar i Guide to the Philosophy of
Morals and Politics:
"Den praktiske effekt af en idealistisk teori om holdningen
til mellemstatslige relationer er, at der skabes dobbeltmoral.
Der er én morallov for individet og en anden for staten, således
at mennesker, der i privatlivet er humane, retsindige og
pålidelige, tror, at de, når de på statens vegne indgår aftaler
med repræsentanter for andre stater, er berettiget til at handle
på måder, som de som privatmennesker ville skamme sig inderligt
over." (pp. 729-730)
Cavour har i Foreign Affairs i juli 1952 givet os sit
syn i en nøddeskal:
"Hvis vi gjorde for os selv, hvad vi gør for vort land, hvilke
slubberter ville vi så ikke være."
Vestens generelle accept af og tro på nationalisme har haft tre
uheldige konsekvenser:
- Menneskeheden er blevet opdelt i et antal nationale stater
med modstridende interesser.
- En magtfuld nation har forsøgt at udbytte svagere nationer
under påskud af at ville beskytte dens interesser.
- Fraværet af moralsk tilbageholdenhed har gjort verden til
"en arena med dyr med ét eneste princip: magt er ret," som
Wakeman så rigtigt har påpeget.5
Det er i virkeligheden den macchiavellistiske ånd (dvs. politik
ubundet af moralske hensyn), der har domineret vestlig tankegang i
moderne tid. Vestlige magthavere har taget sig Machiavellis
kyniske råd fra bogen Fyrsten til hjertet:
"Da en fyrste altså skal være i stand til at antage et dyrs
egenskaber, må han både vælge ræven og løven. Løven er hjælpeløs
mod snarer, ræven kan ikke værge sig mod ulvene. Man må være ræv
for at kende snaren og løve for at skræmme ulvene. De, der
udelukkende holder sig til løven, forstår ikke tingene. En klog
fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis det ville skade ham
selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at afgive sit
løfte, er bortfaldet." (p. 68)
Efter at have nævnt nogle gode manerer siger han:
"Det er derfor ikke nødvendigt, at en fyrste ejer alle de
nævnte dyder, men det er nødvendigt, at han tilsyneladende ejer
dem. Ja, jeg vover endda at påstå, at det er skadeligt at have
dem og altid at udøve dem, mens de er nyttige, når man synes at
have dem. Således må fyrsten synes at være mild, tro,
menneskelig, retskaffen og gudfrygtig; men han må være i stand
til om fornødent at slå om i det modsatte. Man må forstå, at en
fyrste, særlig en ny fyrste, ikke kan udøve alle de dyder, der
er grundlaget for et godt ry hos folket, da han ofte for at
sikre sin trone er nødt til at forsynde sig mod troskab,
barmhjertighed, humanitet og religion. Derfor må han vende sig
som vinden og lykkens omskiftelser byder, han må holde fast ved
det gode, så længe det er muligt, men ikke være bange for i
nødstilfælde at benytte sig af det onde." (p. 69)
Vi behøver ikke undskylde dette lange citat fra bogen, da det
er velkendt, at Fyrsten har været vestlige politikeres og
herskeres bibel lige siden den blev skrevet. Den var Karl V, hans
søn og hoffolks konstante følgesvend. Thomas Cromwell hjembragte
et eksemplar af bogen fra Italien og lagde den under hovedpuden,
når han gik til sengs. Catherine af Medici, datter af den prins,
som bogen var dedikeret til, bragte den til Frankrig, og hendes
politiske synspunkter var meget påvirket af den. Hendes søn,
Henrik III, havde den altid i sin lomme. Da han blev myrdet, fandt
man den på ham. Det samme var tilfældet med Henrik IV. Flere paver
og konger beundrede den og bifaldt dens politiske filosofi.
Frederik II, der altid handlede i overensstemmelse med dens
principper i sin omgang med andre herskere, skrev følgende i sit
Political Testament:
"Det vigtigste er at tilsløre sine hensigter og dække over sin
karakter.... Politik består snarere i at drage nytte af
favorable omstændigheder end i at planlægge dem på forhånd. Det
er derfor jeg råder jer til ikke at indgå traktater, der
afhænger af usikre begivenheder, og at holde jeres hænder frie.
For da kan I tage beslutninger i henhold til tid, sted og
omstændigheder; med andre ord i henhold til jeres interesser."6
Politikere, der følger Machiavelli, mener ikke at være bundet
af moralske regler. De forkaster moralske hensyn som irrelevante i
politik. Selv i nutiden har Machiavelli mange entusiastiske
tilhængere. John F. Kennedy citerer i sin bog Mænd af mod
den politiske skribent Frank Kent for at sige:
"Det, der er vigtigst for en politisk ærgerrig person, er
sandsynligvis kunsten at kunne give indtryk af at have noget på
hjerte uden at sige noget af betydning.... Det vigtigste er
ikke at være på den rigtige side i den standende konflikt, men
på den populære side ... uanset egen overbevisning og uden
hensyn til kendsgerningerne. Man må se rent praktisk på, hvordan
man opnår stemmer, og ikke lade sig påvirke af moralske
anfægtelser og tanker om ret og uret." (p. 18)
Kennedy fortsætter:
"Men det kan da ikke være noget problem, vil man måske sige.
Gør altid, hvad der er rigtigt uden hensyn til, om det er
populært. Lad hånt om fristelser og tryk og falske kompromis'er.
Det svar er let – men det er kun let for dem, der ikke er valgt
til et embede og bærer dets ansvar på skuldrene." (p. 21)
Machiavellis synspunkter kan derfor ikke affærdiges som
forældede.
9. Vestlige tænkere
Ingen social gruppering er fri for interne konflikter.
Hovedårsagen til al konflikt ligger i sammenstød mellem
gruppemedlemmers eller forskellige gruppers interesser. Der er til
dato ikke udtænkt noget politisk system, der kan eliminere interne
konflikter. Demokrati er ingen undtagelse. Det har endog
intensiveret det interne pres og har på internationalt plan sat
fart i magtpolitikken. Ikke desto mindre har moderne tænkere ikke
mistet troen på demokratiet og mener, at dets mangler kan
afhjælpes. Lad os se, hvad de har foreslået.
Demokrati er baseret på to fundamentale opfattelser. Den første
er, at herredømmet ligger hos folket. Den anden er, at
flertalsafgørelser altid er rigtige. Cobbans bemærkninger om
grundlaget for demokrati i The Crisis of Civilization
fortjener omhyggelig overvejelse:
"Den traditionelle motivering for folkets suverænitet er, at
regeringen skal baseres på enten magt eller samtykke; og siden
magt ikke kan øve retfærdighed, må en retfærdig regering bygge
på samtykke. Dette er imidlertid hverken logisk eller sandt. Den
kendsgerning, at en million mennesker giver deres samtykke til
en forkert handling, gør den ikke mindre forkert. Hvis ord skal
have mening, bygger en hvilken som helst regerings retsindighed
på dens mål og på den måde, den virkeliggør dem. En vilje bør
kun bestå, hvis det er en god vilje; men dette afhænger ikke af,
hvis vilje det er, men af dens indhold." (p. 76)
10. Moralsk standard
Cobban har foreslået, at 'moralske værdier' sættes som målestok
for at bedømme, hvad der er rigtigt og forkert i stedet for
flertalsafgørelser. Locke kalder dette en 'uforanderlig lov' eller
'naturens lov'. Mabbott skriver i The State and the Citizen:
"Der er en uforanderlig lov, der styrer retfærdige
mellemmenneskelige relationer, uafhængigt af, hvilket samfund
eller land de end måtte tilhøre. Denne naturlige lov ville
ligesom naturlige rettigheder tjene som en begrænsning af en
regerings absolutte herredømme, hvorledes den end måtte være
sammensat og hvilke mål den end måtte forfølge." (p. 23)
11. Lockes fejltagelse
Locke satte sin lid til naturretten som rettesnor. Han
argumenterede, at folk fulgte naturens lov så længe som de levede
naturligt og ikke havde nogen kultur eller civilisation. Dengang
lod de fornuften råde, ikke følelserne. Senere lod de følelserne
råde og ophørte med at leve i overensstemmelse med naturens lov.
Samfundet havde brug for, at naturretten blev genoplivet og
indført. Men når vi spørger, hvorledes man kan finde frem til
denne naturlov, henviser Locke til 'majoritetens vilje' og synes
at argumentere i ring. Majoritetens afgørelse er rigtig, hvis den
er i overensstemmelse med naturens lov, og naturens lov
manifesterer sig kun som majoritetens vilje. Naturretten kan
derfor ikke tjene som en objektiv standard for at dømme en nations
handlinger. Når Locke ser en nation handle uretfærdigt, udbryder
han, at "en regering har ingen ret til at påtvinge et folk sin
vilje; den må være i overensstemmelse med naturens uforanderlige
lov." Når han bliver bedt om at definere kilden til naturretten,
kan han imidlertid ikke komme på noget bedre end majoritetens
vilje. Det minder om at 'søge beskyttelse imod regnen ved at
stille sig under tagrenden'. Resultatet blev det stik modsatte af,
hvad han ønskede.
Hans idé var, at menneskeheden skulle frigøres fra lænkerne af
omskiftelige menneskeskabte love; men hans naturretsteori
kulminerede i den moderne sekulære stat. Det var i første række
uden tvivl "skolastikerne, der forbandt naturretten til den
kristne teologi ved at retfærdiggøre den i den guddommelige vilje,
og derved implantere den sikkert i den middelalderlige politiske
tænkemåde."7 Senere derimod skulle "arbejdet som
de tidlige reformatorer af naturretsteorien præsterede i det
sekstende og syttende århundrede, og specielt Hugo Grotius og
Samuel Pufendorf, vende nærmest op og ned på det hele. Ved at tage
Gud ud af naturretten, gjorde de den til grundlaget for den
moderne sekulære retsstat. De konstruerede en naturretsteori, der
ville 'bringe overbevisning ind i en tidsalder, hvor teologiske
kontroverser gradvist mistede magten til at gøre således', hvorved
'Guds eksistens blev ganske overflødig' for doktrinen."8
12. En højere lov
Den generelle tendens hos moderne vestlige tænkere i vore dage
er, at det er forkert at acceptere majoritetsbeslutninger som
rigtige under alle omstændigheder. Vi har brug for en objektiv
målestok for menneskets handlinger. For Locke var det 'naturens
lov'. Cobban kalder den 'den moralske standard'. Den italienske
patriot Mazzini giver den en mere fast skikkelse når han siger, at
princippet om universel valgret er en god ting, idet den udgør en
lovlig metode for et folk til at beskytte sig imod destruktive
kræfter og fortsætte sin egen regering. Et demokrati kan
imidlertid ikke gøre mere for et folk, der ikke har en fælles tro,
end at beskytte majoritetens interesser og underkue minoriteten.
Vi kan, tilføjer han, være underlagt Gud eller mennesket, et eller
flere mennesker. Hvis der ingen højere autoritet er end mennesket,
hvad kan da frelse os fra undertrykkelse fra magtfulde individer?
Medmindre vi har nogle hellige og uforanderlige love, der ikke er
menneskeskabte, har vi ingen målestok for, hvad der er rigtigt og
forkert. En regering baseret på andre love end Guds vilje,
fortsætter han, giver samme resultat, om den er despotisk eller
revolutionær. Enhver anden magthaver end Gud vil være despot.
Medmindre en regering er i overensstemmelse med Guds Lov, har den
ingen ret til at regere. En regerings hensigt er at implementere
Guds vilje. Hvis en regering forfejler sit mål, er det jeres ret
og pligt at forsøge at afstedkomme en forandring.9
Idéen om en 'højere lov' er ikke ny. "De gamle grækere, bl.a.
Sofokles, Heraklit, Platon og Aristoteles ydede et stort bidrag
til fremkomsten og udviklingen af tanken om en guddommelig
inspireret, universel, uforanderlig og evig naturret. De skrev
f.eks., at 'alle menneskeskabte love opretholdes af den ene
guddommelige lov, der er uendelig stærk og mere end tilstrækkelig
for dem alle' (Heraklit). Platons teori om en menneskeskabt lov
som en ufuldkommen kopi af en ideel form, der kun eksisterer i
tankeverdenen, er et andet udtryk for stort set samme synspunkt.
Men for Platon som for grækerne i almindelighed, var naturretten
'ikke mere end et sammenligningsgrundlag … en intellektuel
standard' og 'brugtes ikke som middel til konkret juridisk
stillingtagen.'"10 Som Corwin skrev i The
'Higher Law' Background of American Constitutional Law:
"Aristoteles blev forledt til at identificere det rationelle med
det generelle i menneskeskabte love. I Statslære stiller
han spørgsmålet om hvorvidt lovens eller individets herredømme er
at foretrække, og han besvarer sit eget spørgsmål i sikre
vendinger: 'At indsætte loven som autoritet er, synes det, at
indsætte Gud og fornuft alene. At indsætte mennesket er at
introducere et dyr, idet begær er noget dyrisk, og selv de bedste
blandt magtens mænd er tilbøjelige til at lade sig rive med af
lidenskaberne. Vi kan således konkludere, at loven er fornuft uden
lidenskab og derfor at foretrække frem for et hvilket som helst
individ.'" (p. 8)
Det var imidlertid op til de græske stoikere efter 300 f.v.t.
og senere i Rom at udvikle en autentisk naturretsteori på dette
filosofiske grundlag. Bracton, en dommer under Henrik III,
forberedte et gigantisk værk baseret på studier af romersk lov. Vi
finder følgende passage i dette værk, der forklarer romernes
synspunkt med hensyn til loven. Den siger:
"Kongen burde ikke selv være underlagt mennesket, men Gud og
loven, for det er loven, der skaber kongen. Lad derfor kongen
tilskrive loven, hvad loven tilskriver ham, nemlig herredømme og
magt, for der er ingen konge, hvor viljen og ikke loven har
herredømme."11
Pointen er imidlertid blevet tydeliggjort af Cicero, den store
romerske jurist og taler, i en passage i Republikken, der
lyder således:
"Der eksisterer faktisk en sand lov – nemlig sund fornuft –
som er i overensstemmelse med naturen, som passer til alle
mennesker, og som er uforanderlig og evig. Med sine påbud
opfordrer den menneskene til at opfylde deres forpligtelser, med
sine forbud afholder den dem fra at handle forkert.... At sætte
denne lov ud af kraft ved hjælp af menneskeskabte love kan
aldrig være moralsk rigtigt, ej heller er det tilladt at
begrænse dens virke, og at annullere den er umuligt. Hverken
senatet eller folket kan fritage os for forpligtelsen til at
adlyde denne lov, og der er ikke brug for en Sextus Aleius til
at fremsætte eller fortolke den. Den fastlægger ikke én regel i
Rom og en anden i Athen, ej heller vil der gælde én regel i dag
og en anden i morgen. Men der vil være én lov, evig og
uforanderlig, der til alle tider binder alle mennesker; og der
vil – som det var tilfældet førhen – være én fælles herre og
hersker over menneskene, nemlig Gud, der er denne lovs
ophavsmand, fortolker og garant. Det menneske, der ikke vil
adlyde den, vil svigte sit eget jeg, og han vil – ved at
fornægte et menneskes sande natur – lide den strengeste straf af
alle, selv om han er undsluppet alle de andre konsekvenser, som
mennesket kalder straf."12
13. Det moderne menneskes søgen efter lyset
Efter århundreders resultatløs eksperimentering med
menneskeskabte love, leder det moderne menneske stadig med lys og
lygte efter den slags lov, som Cicero så inderligt længtes efter.
Problemet er, hvor man skal finde sådanne love – evige,
uforanderlige, ukrænkelige – der kan anvendes på alle og til alle
tider. Kilden må være overmenneskelig, dvs. givet af Gud Selv.
Vesten måtte naturligvis finde hjælp i religionen for at skaffe
sig sådanne love. De forsøgte sig med kristendommen; men der var
ingen svar at hente. Kristendommen har ingen love at give, og alt
er verdensfjernt. Med Joads ord:
"Kristendommen placerer ikke menneskets egentlige liv i denne
verden, men i den næste. Medens den næste verden udelukkende er
god, opfattes denne verden som – i hvert fald til en vis grad –
ond. Medens det næste liv er evigt, er livet på jorden flygtigt.
Menneskets nuværende eksistens opfattes som en forberedelse og
oplæring til det hinsidige liv, og dens fortræffelighed ligger i
den grundighed og effektivitet, med hvilken oplæringen foregår.
Intet på jorden er helt og fuldstændig godt, og de goder, som
det jordiske liv indeholder, er kun gode som middel til at opnå
større goder, som er lovet herefter." (p. 127)
Den spanske lærde Falta de Gracia skriver:
"Begrebet retfærdighed er ganske fremmed for ånden i
kristendommen, ligesom intellektuel ærlighed. Det ligger ganske
uden for dens etiske forestillinger."13
Whitehead skriver i Adventures of Ideas:
"Da samfundet nu er konstitueret, ville en bogstavelig
overholdelse af de moralske forskrifter, der er spredt ud over
Evangeliet, betyde en pludselig død." (p. 18)
Dorsey, civilisationens historiker, hævder i Civilization,
at millioner af mennesker i dag føler, at kristendommen er de
slagnes religion. De accepterer religionen, men indrømmer
højtideligt dens defaitistiske ånd. Intet i livet er
tilfredsstillende, siger de. "Ønsket om tilfredsstillelse er
forkert, og tilfredsstillelse af forkastelige begær er synd" er et
slogan, der umuliggør et sandt og sundt liv. Det ødelægger
menneskeheden. (p. 446)
Den tyske humanist Gerhard Szczesny ser i The Future of
Unbelief kristendommen som et ørkenfolks tro, et dualistisk
verdenssyn i bund og grund uforeneligt med filosofi og videnskab
og en to tusind år gammel bremse for fremskridtet. (p. 105)
14. Menneskerettighedserklæringen
Det samme gælder for andre religioner, både i øst og vest. Det
er faktisk nyttesløst at søge Guds absolutte kriterium for rigtigt
og forkert i religion. Religion er i sig selv menneskeskabt. Under
disse omstændigheder var det moderne menneske, en frustreret,
hjælpeløs og ynkværdig sjæl, tvunget til at søge objektive
standarder uden for religionen. Han fik hjælp fra De forenede
Nationer. FN udpegede en kommission til at gøre rede for og
definere menneskets fundamentale rettigheder. Ud fra kommissionens
anbefalinger udgav FN i 1948 sin berømte
menneskerettighedserklæring. Dokumentet opremsede de grundlæggende
menneskerettigheder. FN påbød sine medlemslande at garantere alle
deres borgere disse rettigheder og betragte dem som hellige og
ukrænkelige. Deklarationen blev udråbt til at være den største
bedrift i moderne tid. Man håbede, at regeringer verden over i
fremtiden ville afstå fra at gøre indgreb i disse rettigheder.
Dette håb er ulykkeligvis ikke gået i opfyldelse. UNESCO, en af
FN's organisationer, havde udsendt et spørgeskema med et udkast af
den foreslåede deklaration. Disse svar er udgivet i Human
Rights: Comments and Interpretations med forord af Jacques
Maritain. Han mener, at eftersom "rettigheder er menneskelige, kan
de – ligesom alt andet menneskeligt – underkastes ændringer og
begrænsninger." (p. 15). John Lewis, redaktøren for Modern
Quarterly, London, er ligeledes dristig i sin kritik af
deklarationen. Han skriver, at det er ren fiktion, at
menneskerettigheder er absolutte, eller er en del af den
menneskelige natur og opstod, da mennesket begyndte at leve i
organiserede samfund (p. 54). Gerard, professor ved Chicagos
Universitet, skriver, at deklarationen er et forsøg på at
fastsætte det rette forhold imellem menneske og samfund, og at
'rettighederne' ikke kan anskues som uforanderlige i al evighed.
(p. 207-209)
15. Søgen efter varige værdier
Denne kritik har lagt en dæmper på vor entusiasme for
deklarationen. Forestillingen om, at mennesket besidder visse
umistelige rettigheder synes ikke at være berettiget. Hvis
menneskene besidder en fælles livsfilosofi, kunne de forventes at
respektere de rettigheder, der understøtter denne filosofi. I
mangel af en sådan filosofi, er der ingen garanti for, at én
åndsretnings rettigheder accepteres af en anden åndsretning. Den
første betingelse, der skal opfyldes, er, at man bliver enige om
et fælles værdisystem. Joad klargør dette:
"Jeg foreslog, at et godt liv for individet består i stræben
efter visse absolutte værdier. Hvis jeg har ret i, at det er ved
stræben efter værdier at et menneske udvikler sin personlighed,
kan vi tilføje, at det er statens mål at etablere de rette
betingelser for at individet kan stræbe efter absolutte værdier
og at opmuntre ham i sin stræben. Vi er derfor i stand til at
etablere et princip om samfundets fremskridt, som også er en
målestok til at vurdere forskellige samfunds relative værd." (p.
806)
Hvor første opgave består derfor i at bestemme absolutte
værdiers beskaffenhed. Vi vil derefter se, at det er statens
opgave at stille betingelser til rådighed, så mennesket frit kan
forfølge dem. Menneskerettighederne vil dermed blive bragt i et
meningsfyldt forhold til jagten på værdier og vil ikke blive
betragtet som vilkårlige. Denne opgave er endnu ikke løst. Lad os
se, om islam kan hjælpe os dermed. |
|
|
|
|
|
1. Ifølge EWING: The Individual, the State and World Government, pp. 106-109.
2. Ifølge MURRAY: The Individual and the State, p. 216.
3. Ifølge STEBBING: Ideals and Illusions, p. 13.
4. Ibid. p. 14
5.
Ifølge SPALDING: Civilization in East and West.
6.
Ifølge MURRAY: op. cit., pp. 209-212.
7.
Ifølge ANDREWS (ed.): Constitutions and Constitutionalism, p. 17.
8.
Ibid.
9.
Ifølge GRIFFITH: Interpreters of Man, p. 46.
10.
Ifølge ANDREWS (ed.): Constitutions and Constitutionalism, p. 15.
11.
Ifølge CORWIN: The 'Higher Law' Background of American Constitutional Law, p. 27.
12.
Ifølge ANDREWS: Constitutions and Constitutionalism, p. 16.
13.
Ifølge BRIFFAULT: The Making of Humanity, p. 333. |
|
|
|
|
|