I et tidligere kapitel har vi fremlagt det islamiske syn på den menneskelige personlighed. Vi har set, at menneskets afgørende værd ligger i dets selv og ikke i dets fysiske legeme. Hvad angår selvet, er alle mennesker lige, uanset hvor forskellige de må være med hensyn til kaste, tro eller race. Dette syn anerkender til fulde menneskets værdighed som menneske. Koranen har udtrykt dette syn i et klart og utvetydigt sprog:

Vi har visselig hædret (hvert eneste af) Adams børn. (17:70)

Som mennesker er alle lige; hver eneste besidder en værdifuld juvel, selvet. Det er grundprincippet i det islamiske samfundssystem.

Deraf må nødvendigvis følge, at personlighed er et mål i sig selv. Intet menneske har ret til at udbytte et andet menneske eller bruge det for at fremme egne interesser.¹ Hvis man organiserede samfundet på dette grundlag, ville der hverken være herskere eller undersåtter. Dette er det andet princip, på hvilket det islamiske samfundssystem er baseret. Intet menneske har ret til at tvinge andre til at adlyde det. Gud alene skal adlydes gennem de love, Han har åbenbaret.

Det sømmer sig ikke for nogen, som Allah har givet Bogen med Loven,(foruden) dømmekraft og nubuwwa, at sige: "Adlyd mig i stedet for Allah!" Han vil snarere sige: "Vær gudhengivne; studér Skriften nøje og undervis andre i den!" (3:79)

Koranen forbyder mennesket at tilrane sig magt til at dømme og herske over andre mennesker, og dog gør den sig ikke til talsmand for et lovløst anarkistisk samfund. Hvad den gør, er at opstille princippet, at alle mennesker er lige, og at Gud alene har ret til at herske over dem (12:40), og ingen har ret til at have del i magten (18:26). Disse principper udgør rammen for et islamisk samfund.

Gud er den absolutte transcendente virkelighed. Hvorledes kan vi adlyde Ham, hvis vi ikke kan komme i kontakt med Ham? Svaret er: ved at overholde Hans Love nedfældet i Koranen. Dette er grunden til, at Rasūl'en blev bedt om at sige:

"Skulle jeg søge en anden dommer end Allah, når Han dog har sendt en tydelig og udførlig bog?" (6:114)

Den sociale del af den guddommelige åbenbaring giver os love, der har til hensigt at lede den sociale udvikling på rette spor. Islam har udviklet en politisk organisation baseret på Koranens evige principper. Da disse principper ikke har deres udspring i det menneskelige intellekt, men i guddommelig visdom, vil mennesker, når de adlyder dem, adlyde Gud og ikke nogen dødelig. I det islamiske samfund er alle lige for loven. Det er et samfund af frie og ligeværdige mennesker, der har svoret Gud troskab, og som adlyder Hans Love.

Her er en anden indfaldsvinkel. Vi har set, at mennesket har to selv, det virkelige selv og det fysiske selv eller legeme. Forholdet mellem de to selv er nært og intimt; men medens kroppen forandrer sig uafladeligt, er det virkelige selv af varig karakter. Det virkelige selv forbliver uforandret, medens kroppen forandres. Siden islam interesserer sig for det hele menneske, søger det at forene de to faktorer. Muhammad Iqbal har uddybet dette punkt i The Reconstruction of Religious Thought in Islam:

"Det højeste åndelige grundlag for alt liv, som islam opfatter det, er evigt og åbenbarer sig selv i en skiftende mangfoldighed. Et samfund baseret på en sådan opfattelse af virkeligheden må forene uforanderlighed og forandring. Det må indeholde evige principper til at regulere det kollektive liv, for det evige giver os fodfæste i en verden i stadig forandring. Hvis evige principper imidlertid opfattes som udelukkende alle muligheder for forandring – der ifølge Koranen er et af Guds største tegn – vil de immobilisere, hvad af naturen er grundlæggende mobilt." (pp. 147-148)

Loven nedfældet i Koranen er – selv om den er uforanderlig – dynamisk af natur ved at tage højde for både uforanderlighed og forandring:

Din Rabb's ord er fuldkomne med hensyn til sandhed og retfærdighed. Ingen er bemyndiget til at ændre Hans ord. Han er althørende og alvidende. (6:115)

Hvad denne uforanderlige og evige lov gør, er at markere grænserne for det tilladte, som ingen har lov til at overskride. Inden for denne ramme har vi imidlertid frihed til at udforme supplerende love som tid og omstændigheder kræver. Disse supplerende love kan selvsagt underkastes forandring og skal udformes og revideres af folkets repræsentanter ved "indbyrdes rådslagning" (42:38). Inden for de rammer, som Koranen fastlægger, tillader islam frie og uhæmmede demokratiske aktiviteter. Koranen giver endog mennesket frihed til at udtænke sit eget rådgivende apparat. Rådgivningens udformning er afhængig af, hvad folket finder passende.

Samfundet, umma'en, er fuldt forpligtet over for denne evige og uforanderlige lov, der fastsætter grænserne for lovgivningen inden for det islamiske demokrati. Samfundet kan ikke rive sig løs fra denne fortøjning. Ingen kan påberåbe sig retten til at afvige fra de love, som er nedfældet i Koranen som vejledning for den islamiske stats handlemåde. Intet menneske og ingen gruppe er ufejlbarlig. Vi kan ikke udelukke muligheden af, at flertallets beslutninger, ja selv enstemmige vedtagelser, kan være forkerte. Sådanne forkerte beslutninger vil dog ikke skade samfundet nævneværdigt, så længe de ikke berører samfundets grundlag. Hvis lovgiverne imidlertid har beføjelser til at forandre samfundets basis, vil deres forkerte beslutninger få skæbnesvangre følger for alle. Social stabilitet kan kun sikres, hvis lovgiverne bruger deres magtbeføjelser inden for rammerne af de varige fundamentale principper nedfældet i Koranen. Hvis denne ramme forkastes, vil der ikke længere være tale om et islamisk samfund. Inden for denne evigtgyldige ramme er forandring ikke blot tilladt, men endog tilrådelig. Livets omstændigheder forandres til stadighed, og landets forfatning og regeringsmaskineri må også fra tid til anden revideres og opdateres. Det er indlysende, at uforanderlighed og forandring i et sådant system sagtens kan forenes. Det islamiske samfund er både stabilt og progressivt. Det hviler på et fast fundament af evigtgyldige principper; men mennesker har frihed til at rejse en hvilken som helst overbygning de måtte ønske på dette fundament. At øve godt imod andre er et uforanderligt etisk princip; men måden, hvorpå vi kan øve godt imod andre er afhængig af de konkrete omstændigheder. Det første kan ikke overlades til folket; men det andet bør være deres afgørelse. Vi må huske på, at fremskridt er en forandring, der bringer systemet nærmere det fuldkomne. Det er forandring, der – alt imens de opnåede værdier bevares – udvider dem og hæver dem til et højere plan.

Koranen stadfæster menneskehedens enhed og misbilliger ethvert forsøg på at dele menneskeheden i over- og underordnede grupper på grundlag af hudfarve, race, kaste eller tro. Den fortæller os, at "menneskeheden udgør et eneste fællesskab" (2:213). Denne enhed skyldes ikke ensartet kropsbygning, men har sin kilde i hjertet. Koranen siger: "Jeres skabelse og jeres opvækst er som et eneste selvs skabelse og opvækst" (31:28). Det islamiske samfunds første og fornemste opgave er at bevare og forstærke denne enhed. Kortsynede mennesker er imidlertid fristet til at tilegne sig levevis, der svækker den:

Overtræderne bryder den pagt, de har indgået med Allah og opsplitter det, som Allah har beordret forenet og sammenholdt. De spreder ufred og kaos på jorden, men skader (i sidste ende) kun sig selv. (2:27)

Koranen har et eminent og praktisk syn på livet. Den holder ikke blot et ideal frem for os, som vi skal beundre og lovprise; den viser også, hvorledes dette ideal kan realiseres i det virkelige liv. Menneskehedens enhed, der er virkelig men usynlig, skal komme klart til udtryk ved menneskets indsats. Det første skridt til at forene menneskeheden blev taget af Abraham (må Herrens fred og velsignelser være med ham). Før ham havde hver stamme tilbedt sin egen stammegud og troet på den enhed, som dens totem symboliserede. Abraham (må Herrens fred og velsignelser være med ham) byggede Huset, der var viet til alles Gud, og som symboliserede menneskehedens enhed. Det var menneskets første fælles platform:

Det første gudshus, der blev opført for menneskeheden, var det i Mekka – en velsignelse og vejledning for alverden. (3:96)

Dette hus, Ka‘ba'en, var det synlige symbol på fred og sikkerhed for alle mennesker:

Enhver, der træder ind i det, er i sikkerhed. (3:97)

Vi gjorde Huset (i Mekka) til samlingssted for menneskeheden og et sikkert område (2:125).

Det skal med andre ord tjene som fokus for alle mennesker spredt ud over hele jordens overflade.

Ka‘ba'en skal tjene som centrum for den universelle sociale orden, som Koranen skitserer. Denne orden er karakteristisk ved fraværet af sharr og tilstedeværelsen af khair. Der lægges vægt på det første aspekt, når Koranen hævder, at kun de, der tiltræder ordenen, vil være fri for frygt og nyde sikkerhed. Det andet aspekt understreges i dette vers:

Allah gjorde Ka‘ba'en til et sikkert fodfæste for menneskeheden. (5:100)

Det betyder, at menneskeheden ved hjælp af denne sociale orden vil lære at være uafhængig og vil blive hævet til højere plan. Den skal tjene som udgangspunkt for menneskets fortsatte udvikling. Dette punkt uddybes i kapitlet Hajj i Koranen. Mekka erklæres at være en åben by. Ingen kan nægtes adgang eller borgerret i den. Koranen siger herom:

Vi har gjort al-Masjid al-Harām (i Mekka) til et sikkert sted for menneskene, både for den fastboende og for den udefra kommende. (22:25)

Abraham (må Herrens fred og velsignelser være med ham) blev pålagt at "kundgøre hajj for menneskene" (22:27), for at alle dem, der tror på menneskehedens enhed kan samles og gøre denne enhed til et synligt faktum. Dette er betydningen af hajj. Den vil sætte dem i stand til at koncentrere deres fælles interesser og vil udvide omfanget af aftalen "for at de må erfare, hvad der gavner dem" (22:28). Enhver er velkommen i Mekka, alle menneskers hjem:

Enhver, der har mulighed derfor, er forpligtet over for Allah til at besøge Huset. (3:97)

Det er en pligt for ethvert menneske at besøge Allahs Hus, hvis han har mulighed derfor. Han alene vil drage nytte deraf – ikke Gud, idet "Allah er uafhængig af alle skabninger" (3:97).

Invitationen til Guds Hus omfatter alle mennesker. Ved at deltage i denne universelle forsamling, bliver menneskene klar over deres fælles interesser, mål og idealer. Det er ikke en 'religiøs sammenkomst'. De mennesker, der tager dertil, forventes at diskutere alle de problemer, som menneskeheden konfronteres med, og at søge løsninger, der baner vejen til fremskridt for mennesket. Det påhviler alle, der deltager i denne forsamling, der er viet til at tjene menneskeheden, at lægge alle snævre interesser til side og udelukkende tænke på menneskehedens ve og vel. Hensigten med hajj kan kun opfyldes, hvis der er tale om målbevidst hengivelse til Gud og Hans skabelse. Uretfærdighed, grusomhed og snæversynede interesser er under alle omstændigheder afskyelige sharr-handlinger; men er specielt afskyelige for dem, der besøger Mekka, symbolet for menneskehedens virkelige enhed, og dens sociale, kulturelle og politiske centrum. Alle, der tror på Guds enhed og dermed på menneskehedens enhed, har ret til at gå ind i Mekka og yde deres lille bidrag til at fremme menneskehedens sag og til at virkeliggøre det guddommelige program, der er tiltænkt mennesket. Mushrikīn er forment adgang til Mekka, idet de benægter Lovens enhed og dermed menneskehedens enhed. Derfor afgives der en erklæring på dagen for den store hajj, der forbyder mushrikīn at træde ind i Ka‘ba'en (9:3, 9:28). Ifølge Koranen er mushrikīn ikke kun dem, der dyrker afguder, men også dem, der forfølger umenneskelige mål. De, der har sådanne motiver, kan ikke være loyale over for Gud.

Det islamiske samfund bygger på alle menneskenes lige værd. Islam understreger de faktorer, der forener menneskeheden. Som allerede nævnt, tager den afstand fra alle former for opdeling af menneskeheden på grundlag af hudfarve, race, tro, sprog eller territorium. Sådanne opdelinger hugger selve roden til enhed over. Det er derfor, Koranen henvender sig til de troende som "det bedste fællesskab, der er opstået (til at virke) til gavn for menneskeheden" (3:110). I Koranens andet kapitel erklæres Ka‘ba'en at være både centrum for islams sociale liv såvel som symbolet for dets idealer. I det samme kapitel bliver vi mindet om vore forpligtelser over for menneskeheden:

Vi har gjort jer til et midtsøgende fællesskab, for at I må holde øje med alt, hvad menneskene foretager sig. (2:143)

Det muslimske trossamfund, umma'en, bliver altså pålagt at lede menneskeheden til sit mål. Den påbydes at udvikle et universelt samfund på basis af de absolutte værdier, der bekræftes i Koranen. Menneskehedens stadige moralske og materielle fremskridt som en familie er dermed sikret. Hajj-institutionen samler mennesker fra alle dele af verden på et sted, Mekka. Denne internationale forsamling udgør den bedste mulighed for at udtænke et passende program til menneskehedens forening i overensstemmelse med de principper, der er nedfældet i Koranen. Alle, hvem menneskehedens ve og vel ligger på sinde, kan række hinanden deres hænder og bygge et samfund, hvor hvert individ har spillerum til at udvikle sine evner. Abraham (må Herrens fred og velsignelser være med ham), der byggede Ka‘ba'en, var den første til at stævne menneskeheden sammen i denne opgave. Koranen siger retteligen om ham, at han var "udpeget til leder af og forbillede for menneskeheden." (2:124)

Behovet for en koransk samfundsorden opstår ud fra den kendsgerning at menneskeheden, på grund af fraværet af en universel levevis, må forblive opdelt i indbyrdes fjendtlige grupper. Under sådanne omstændigheder kan der ikke herske varig fred eller sikkerhed for individet og ingen fremgang og lykke i verden. Koranen henleder derfor konstant opmærksomheden på menneskehedens enhed, selv om konflikter ikke umiddelbart kan bortelimineres:

Hvis Allah ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Allahs navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Allah hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. (22:40)

Det kan ikke afvises, at der er et presserende behov for en politisk organisation, der kan omfatte hele menneskeheden. De eksisterende politiske systemer opdeler blot menneskeheden i stridende parter. Hver gruppe har udtænkt et system, der tjener dets egne interesser og understøtter dets egne ambitioner. Hver af de politiske ideologier tjener udelukkende dens egne ophavsmænd, men lader andre i stikken. En enkelt gruppes etniske, kulturelle eller faglige overlegenhed er enten underforstået eller eksplicit bekræftet i disse ideologier. Nazisme eller fascisme forsvarer en stærkere races ret til at udbytte en svagere. Kommunisme fastslår teoretisk arbejdernes overlegenhed, men lægger rent praktisk magten i partiets hænder. Demokrati indskærper troen på den kulturelle overlegenhed hos et folk i en bestemt stat og søger at fremme denne på bekostning af andre staters befolkning. Kun Koranen tilbyder tanker og holdninger, der appellerer til alle mennesker. Menneskeligt værd og menneskenes ligeværd er dens hjørnestene. Dens mål er at opløfte og forene hele menneskeheden. Den imødegår ethvert forsøg på at splitte menneskeheden op i grupper. Den afviser menneskers indbyrdes fysiske forskelle som betydningsløs, og lægger vægten på det, der grundlæggende er fælles for alle mennesker. Det er derfor Koranen omtaler Gud som "menneskehedens Rabb" (1:2), Rasūl'en som "kilden til rahma for alle levende væsener" (21:107), og Hans budskab som "en påmindelse for alverden" (6:90).

Vi kan nu gå videre med at overveje principperne ‘adl og ihsān, der udgør grundlaget for islams sociale orden. Muslimer befales aldrig at afvige fra ‘adl og ihsān's vej. Koranen siger: "Allah påbyder visselig ‘adl og ihsān" (16:90). Med ‘adl menes 'at give hvert menneske, hvad det tilkommer', og med ihsān menes 'aktivt at genoprette andres ufuldkommenhed og sætte dem i stand til uhindret at udvikle deres personlighed'. Begrebet ‘adl bruges ikke i den rent juridiske betydning: retfærdighed. Det tages i videst mulige betydning og sikrer ikke kun mennesket dets legale rettigheder, men fair og retfærdig behandling på alle områder af det sociale liv. Koranen har nedfældet to principper for at vejlede mennesket. For det første, at ingen skal bære en andens byrde (53:38), og for det andet, at enhver er berettiget til løn efter fortjeneste (53:39). Det betyder, at mennesket i den islamiske orden straffes eller belønnes for sine egne handlinger og holdes ansvarlig for sine forsætlige handlinger. Ingen må berøves frugten af sit arbejde, ej heller må han tilegne sig, hvad med rette tilkommer en anden. Hvis man oprigtigt tror på disse principper og konstant handler i overensstemmelse med dem, vil al udbytning og uretfærdighed ophøre.

Koranen pålægger os at være retfærdige selv i omgangen med vore fjender. Vi har ingen ret til at skelne mellem ven og fjende. Koranen er utvetydig på dette punkt:

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige vidner for Allahs sag, og lad ikke andres had til jer forlede jer til at handle uretfærdigt. Vær retsindige; thi retsind er beslægtet med fromhed. Nær ærefrygt for Allah, for Han er vidende om alt, hvad I gør. (5:9)

Vi bør altid handle retfærdigt, selv når retfærdigheden skader vore egne interesser:

Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for Allah – selv om det skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres slægt, for rig eller fattig, for Allah er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår sandheden, er Allah visselig vel bekendt med alt, hvad I gør. (4:135)

Brændende optagethed af retfærdighed betyder langt mere end blot at være retfærdig over for os selv. Vi bør sørge for, at der hersker retfærdighed alle vegne. Det er muslimernes pligt at bekæmpe uretfærdighed hvor og i hvilken form den end viser sig. Her opstår spørgsmålet: Hvordan skal vi bekæmpe uretfærdighed? Svaret er, at så vidt som det er muligt, skal vi bekæmpe uretfærdighed med fredelige midler, så som overtalelse og rationel argumentation. Kun når disse bestræbelser slår fejl, er vi berettiget til at ty til magtanvendelse. På dette punkt står vi over for spørgsmålet om krig og dens årsager.

Kan krig afskaffes, og i bekræftende fald hvorledes? Er krig nogensinde berettiget, og i bekræftende fald hvornår? Koranens holdning til disse spørgsmål er særdeles realistisk også på dette punkt. Medens den forkaster krig som et onde, indrømmer den, at krig kan være nødvendig så længe som "fjenden ikke nedlægger sine våben" (47:4). Hvis et fredeligt folk angribes af en aggressiv og skånselsløs fjende, er det eneste rigtige for det at kæmpe i selvforsvar. Fjendens fysiske magt skal overvindes ved hjælp af en kombination af fysisk og moralsk styrke. Når en vellykket modstand har sat fjenden i en fornuftig sindstilstand, vil vejen være åben for en fredelig løsning på stridighederne. Islam tillader brugen af magt i selvforsvar, for at beskytte gudshuse for alle trosretninger, for at udrydde uretfærdighed, grusomhed og tyranni, og sidst men ikke mindst for at forhindre en langt mere skræmmende krig i større målestok.²

Islams holdning til spørgsmålet om afskaffelse af krig er forsigtig og realistisk. Afskaffelse af krig bør være vort mål; men vi må se i øjnene, at målet kun kan nås gradvist. Koranen indeholder konkrete forslag, der, hvis de føres ud i livet, vil føre til udryddelse af al krig på jorden. For det første bør menneskene overtales til at acceptere, at det – eftersom de er rationelle væsener – sømmer sig for dem at løse alle deres stridigheder på fredelig og rationel vis. For det andet bør der tages skridt til at eliminere alle årsager, der fører til krig. Hovedårsagerne er som regel ideologiske forskelligheder. Krig bryder ofte ud, fordi magtfulde nationer forsøger at påtvinge andre nationer deres religiøse tro eller politiske ideologi. Koranen forbyder tvang under nogen som helst form i trosanliggender. Mennesket burde have frihed til at vælge sin egen levevis, den burde ikke påtvinges den fra oven. Koranen siger udtrykkeligt: "Der må ikke være tvang i spørgsmål vedrørende dīn" (2:256). Frihed og tvang er uforenelige. Ingen har ret til at påtvinge andre islam. En muslim kan ligeledes ikke tvinges til at forblive inden for islams fold. Det er op til individet at forkaste eller acceptere troen efter ønske:

Sig: "Dette er sandheden fra jeres Rabb!" Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

Det er ikke kun fysisk tvang, der er forbudt, men også alle former for irrationelle metoder til at hverve proselytter for islam. Det er forkert at tilskynde mennesker til at slutte sig til islam ved antydninger, falsk propaganda eller løfter om materiel vinding eller politisk magt. Enhver, der slutter sig til islam bør gøre det frit, rationelt og ud fra eget ønske. Koranen forsikrer derfor gentagne gange menneskene om, at Rasūl'en ikke var afhængig af mirakler, men udelukkende af sit budskabs iboende værdi. Han afviste konsekvent at drage fordel af folkets lettroenhed:

Hvis det havde været din Rabb's vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskene til at tro? (10:99)

Koranen betragter hele menneskeheden som én eneste familie (2:213) og er derfor modstander af opdeling af menneskeheden i grupper. Den eneste opdeling, der anerkendes, er baseret på ideologi. Den første gruppe består af dem, der tror på de absolutte værdier nedfældet i Koranen. Den anden gruppe består af dem, der fornægter og afviser de absolutte værdier. Dette er det eneste grundlag for opdeling. De troende og de ikke-troende tilhører naturligvis to forskellige grupper. De troende er forenede i Gud og har viet deres liv til jagten på varige værdier. De ikke-troende mangler tro på Gud og på absolutte værdier, og følgelig på deres egen høje skæbne.

Koranen behandler imidlertid ikke dem, der ikke går ind for islams idealer som pariaer. Deres rettigheder betragtes som hellige. Muslimerne opfordres til at beskytte ikke-muslimernes rettigheder med samme ihærdighed som muslimernes. Det er værd at bemærke, at den islamiske sociale orden søger at give ikke-muslimerne alt, hvad de har brug for til deres udvikling. Den er lige så bekymret for ikke-muslimernes ve og vel som for muslimernes. Muslimerne siger:

"Vi bespiser jer alene for Allahs skyld og ønsker hverken belønning eller tak fra jer." (76:9)

Det påstås ofte, at en islamisk stat diskriminerer mellem muslimer og ikke-muslimer, der lever inden for deres område ved at afkræve de sidstnævnte en speciel skat, jiziya. Dette er fuldstændig forkert og baseret på en alvorlig misforståelse af tingenes rette sammenhæng. Da Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) etablerede den første islamiske stat, blev nogle mindre ikke-muslimske stater undertvunget på grund af deres rebelske holdning; men i stedet for at besætte deres område, fik de tildelt fuld autonomi, og blev sikret fuld beskyttelse imod angreb udefra. Som tegn på deres troskab imod den islamiske stat, og til gengæld for den militære beskyttelse, man gav dem, betalte de en nominel skat kaldet jiziya. Dette ord forekommer kun én gang i Koranen (9:29) og betyder ifølge Lanes leksikon "kompensation for modtaget beskyttelse." Der er tilfælde i historien, hvor en islamisk stat har tilbagebetalt jiziya-beløbet, når den var ude af stand til at yde den ikke-muslimske stat beskyttelse.

Islam bestræber sig på at fremme forståelse og samarbejde mellem muslimer og ikke-muslimer. Dens mål er at opbygge et klasseløst og forenet samfund baseret på varige værdier. Koranen siger:

Hjælp hinanden i birr og taqwā – hjælp ikke hinanden i ithm og ‘udwān. (5:3)

Den islamiske stat taler derfor kraftigt for internationalt samarbejde i alle forehavender, der kan fremme menneskehedens velfærd.

På grund af Koranens optagethed af menneskehedens enhed, er den selvfølgelig modstander af sekterisme i dīn og af politisk partidannelse. Sekter og partier avler strid og uenighed i umma'en. Ifølge Koranen er sekterisme en form for shirk:

Vær ikke som mushrikīn, der deler deres dīn op i sekter, der hver især fryder sig over sig selv. (30:31-32)

Nabī'en tilrådes ikke at have noget at gøre med dem, der opdeler muslimerne i sekter:

Hvad angår dem, der deler deres dīn op i sekter, da vedkommer de på ingen måde dig. (6:159)

Vi bliver yderlige advaret:

Vær ikke som dem, der har splittet sig og er blevet uenige efter at have modtaget tydelige tegn. En smertelig straf venter dem. (3:105)

Politiske partier har ikke deres berettigelse. Hvert partis tilsyneladende forsvar for politisk frihed er i virkeligheden en undskyldning for at tilrane sig den politiske magt og bruge den i egen interesse. Der er ikke plads til politiske partier i en umma, der har viet sig til oprettelsen af den guddommelige orden af retfærdighed, der forsøger at svejse forskellige stridende parter blandt menneskene sammen til et enigt progressivt samfund, der vil tillade hvert enkelt individ at leve et kreativt liv og at udvikle hele sit potentiale og alle sine evner. Et sådant liv er mennesket værdigt. Som Koranen siger:

Det er den rette levevis (for alle); men de fleste erkender det ikke. (30:30)

Vestlig nationalisme har beviseligt udgjort en frugtbar grobund for krige og konflikter. Under nationalismen og dens udløber, kolonialismen, har millioner af mennesker i Asien og Afrika lidt undertvingelsens ydmygelser og udbytningens elendighed. Nationalisme er den største hindring for menneskehedens sammensmeltning. Hvorledes kan nationalismens virus standses? Lad os se, hvad Murry skriver om nationalisme i Adam and Eve:

"Nationalismens religion er djævelsk. Hvad enten den besætter tyskere, russere, japanere, amerikanere eller englændere, viser den sig som selvets største begejstring – Satan, denne verdens fyrstes religion, som alle store religioner i vore dage har underkastet sig. Kristendommen i alle dens skikkelser – undtagen den, som en lille minoritet, der afviser nationalisme, bekender sig til – er druknet i nationalismens sataniske religion.

Derfor kan de store religioner ikke skaffe os ud af vor elendighed. En sand og universel religion, der påbyder en lydighed, der rækker ud over nationalismens krav, eksisterer ikke. I deres stiltiende og uhellige alliance med nationalismen helliger de hovedårsagen for vor elendighed. Hvis religion er nødvendig for vor frelse ... må den for det første være en religion, der fremtvinger lydighed fra en person, der rækker fuldstændig ud over nationalismens krav; og for det andet må den være en religion, der udvider og styrker menneskets evne til at handle som et individ." (p. 66)

Den form for 'religion', Murry sukker efter, eksisterer. Man behøver bare se nøjere på islam. Vestlige tænkere, der er desillusionerede af kristendommen, vender sig til internationalismen som en effektiv modpol for nationalismen. En kort overgang troede man, at Folkeforbundet indvarslede en æra med fred og venskab mellem verdens nationer. Folkeforbundet sås som det første skridt hen imod etablering af en verdensorden. Forbundet fejlede, og endnu en krig rystede verden. Hen imod slutningen af anden verdenskrig oprettede vestlige statsledere i et desperat forsøg på at afværge endnu en krig de Forenede Nationer. Vil FN have succes, hvor folkeforbundet fejlede? Emery Reves giver i Fredens anatomi udtryk for en temmelig pessimistisk holdning:

"Vi har leget længe nok med internationalismens legetøj. Det spørgsmål vi står overfor er ikke et spørgsmål mellem nationalismer. Det er et spørgsmål om en krise i det menneskelige samfund fremkaldt af nationalismen, og som følgelig hverken nationalisme eller internationalisme nogensinde kan løse." (p. 99)

Det er universalisme, der er brug for. En tro eller en bevægelse, der kan skabe et værdisystem, der overskrider nationalstaternes struktur. Reves skriver videre:

"For at sige det rent ud: Det tyvende århundredes krise betyder, at vor planet i en vis udstrækning må bringes ind under samlet kontrol. Det er vor opgave, vor pligt at forsøge på at indføre denne samlede kontrol ad demokratisk vej, ved, at man først kundgør principperne, at opnå den ved at overbevise om dens rigtighed og ved den mindst mulige blodsudgydelse. Hvis vi ikke løser denne opgave, kan vi være sikre på, at historiens lov vil påtvinge os flere og flere krige, med stadigt frygteligere våben, imod stadigt mægtigere grupper, indtil endelig en samlet kontrol er opnået ved erobring. (p. 141)

Den politiske organisation, som Reves anbefaler som den eneste løsning på de problemer, verden står over for, er ikke ulig den Islamiske Orden, som er beskrevet i det foregående. Vi citerer fra en anden politisk tænker, Hertz, hvis synspunkter i Nationality in History and Politics er af største interesse:

"Det er nu generelt anerkendt, at en international organisations maskineri ikke kan arbejde uden den rette ånd; men hvorledes kan denne ånd skabes eller styrkes? At proklamere generelle principper er tydeligvis ikke nok. Ej heller er det tilstrækkeligt at fastslå, at nationer skal oplæres i den ånd, hvis en praktisk plan og et passende antal af kvalificerede lærere ikke er til rådighed. Vanen med at behandle sådanne spørgsmål på en urealistisk og overfladisk måde, er dømt til fiasko, desillusion og kynisme. Uddannelse hen imod et verdensborgerskab er desuden ikke kun et anliggende for skolerne. Det er forbundet med alle store politiske og økonomiske spørgsmål og kan kun løses, hvis verdens politiske nationer vil indføre detaljerede planer baseret på identiske principper." (p. 413)

Cobban har i The Crisis of Civilization givet udtryk for samme syn:

"Oprettelse af en verdensstat er den løsning, vi tilsyneladende er tvunget til at ty til." (p. 225)

Laski plæderede i Human Rights for oprettelse af "en universel social orden, der skal bestå af medlemmer fra alle fire verdenshjørner." (p. 91)

Gould tænker i samme baner, som følgende citat fra Man, Nature and Time viser:

"At vor primære bekymring gælder 'hjem og land' er blot naturligt og rigtigt; men vi kan ikke slippe uden om, hvad der ligger i at være medlem af et verdenssamfund." (p. 281)

Videre skriver han:

"Hidtil har der ikke været ret meget at spore af en generel stemning for en international sammenslutning, der omfatter hele menneskeheden. Det er endnu for tidligt at håbe derpå; men at enkelte grupper af enkeltpersoner i forskellige lande rent praktisk arbejder derfor, er en garanti for, at man – når tiden er inde – vil kunne gå ind i et helt konkret og mere omspændende samarbejde." (p. 284)

Jo mere moderne tænkere går i dybden med problematikken, desto mere bliver de overbevist om det faktum, at menneskehedens endelige redning ligger i at forme hele menneskeheden til et eneste samfund. Warren Wagar har for nylig udgivet en oplysende bog, hvis titel The City of Man hentyder til det emne, han diskuterer. Han citerer udførligt nutidige historikere, videnskabsmænd, teologer, tænkere, statsledere etc. af internationalt ry, der forudser oprettelsen af en verdensorden inden længe. Kapitlet Verdensherredømme i bogen starter med disse bemærkninger:

"Eftersom det er menneskehedens 'ultimative spørgsmål', er et verdensherredømme også det mest grundigt udforskede aspekt af den spirende verdenscivilisation i nyligt udkomne bøger om verdens problemer. At forudsige eller foreslå en verdensforfatning var i de første mange år under og efter anden verdenskrig så at sige nationalt tidsfordriv især for den engelsk-talende intelligentsia. I slutningen af 1940'erne stod bevægelsen for en verdensregering fadder til omkring halvfjerds organiserede grupper rundt om i verden, der fik tilslutning af hundreder af tusinder medlemmer. Næsten en fjerdedel af medlemmerne af den amerikanske kongres og det britiske parlament gav i mange år deres støtte til resolutioner til fordel for en verdensforbundsregering. Herbert J. Müller kom i slutningen af sin bestseller The Uses of the Past fra 1952 til den 'gængse konklusion', at menneskets største håb lå i 'en form for verdensføderation på demokratisk basis.' H. Stuart Hughes talte i sin Essay for Our Times om 'den solide og nu velkendte overbevisning, at enhver nation bør overføre størstedelen af sin suverænitet til en verdensautoritet.' For Norman Cousins, var et verdensherredømme 'på trapperne.' Det var 'uundgåeligt. Ingen argumenter hverken for eller imod kan ændre kendsgerningen.' Prominente ældre statsmænd, videnskabsmænd så berømte som Albert Einstein, filosoffer så berømte som Bertrand Russell, kirkelige og verdslige ledere, skolebørn: koret steg til enorme højder indtil det – for et kort vildledende øjeblik – syntes uimodståeligt." (p. 32)

Gunnar Myrdal skriver i Beyond the Welfare State:

"Tydeligvis vil den fulde virkeliggørelse af vore idealer skabe en verden uden grænser og uden national diskrimination; en verden, hvor alle har frihed til at bevæge sig rundt, som de ønsker, og kan søge deres egen lykke på lige vilkår. Politisk ville det betyde en verdensstat, demokratisk styret af alle folkeslags vilje. Et eller andet sted i den religiøse afdeling, vi alle rummer i vor sjæl ... har vi denne vision om en perfekt integreret verden." (p. 163)

Pitirim Sorokin giver i The Reconstruction of Humanity udtryk for den opfattelse, at "en eller anden form for verdensregering er absolut nødvendig for at hjælpe de nødvendige sociale og kulturelle forandringer på vej, som er nødvendige for afskaffelse af krig" (p. 18). Hugh Miller fra University of California skriver i The Community of Man:

"Civilisationen må genvinde slægtskabet i det forbund, som i begyndelsen skabte mennesket på jorden, og som så midlertidigt spredte sig i klaner, stammer og racer.... Civilisation er menneskeheden gjort til familie igen – og gjort velvillig. (Det næste skridt i menneskets udvikling må være) et verdenssamfund, der omfatter menneskeheden, og i hvilken alle de traditionelle kulturer er vævet ind i et stort fremtidigt samfund." (pp. 131 & 140)

Teilhard de Chardin, 'mystiker, teist, jesuit, videnskabsmand, evolutionær humanist og spåmand om verdensordenen' siger i Building of the Earth:

"Der er kun én vej, der fører opad; den, der igennem bedre organisering leder til større syntese og enhed. (Den menneskelige samvittighed må udvide sig ud over) de vide, men stadig alt for restriktive kredse for familie, land og race. Nationernes tidsalder er slut. Den opgave, der nu ligger foran os – hvis vi da ikke vil gå til grunde – er at ryste vore gamle fordomme af os og genopbygge kloden." (pp. 13, 16 & 30)

Arnold Toynbee, den store historiker, forestiller sig i Historien i nyt lys en verdensorden "i hvilken hele menneskeheden vil kunne leve sammen i harmoni som medlem af én eneste altomfattende familie".

Han uddyber dette punkt i sin lille, men meget belysende bog The Present Day Experiment in Western Civilization, hvor han siger:

"Hvis vi kan undgå at begå masseselvmord, er der ingen grund til at vi ikke i sidste instans skulle kunne få en verdensstat med en demokratisk parlamentarisk forfatning. Hvis vi virkelig skal undgå masseselvmord, må vi hurtigt have vor verdensstat, hvilket vil betyde, at vi i begyndelsen må have den med en udemokratisk forfatningsform. Parlamentarisk styre – og a fortiori et demokratisk parlamentarisk styre – er kun praktisk i et samfund, hvis medlemmer har en række ting til fælles: fælles politiske principper udledt af et fælles livssyn, der til gengæld udspringer af en fælles levevis. De forskellige racer, nationer, civilisationer og religioner af verden af i dag er stadig langt fra en tilnærmelse til en sådan grad af homogenitet og solidaritet." (p. 67)

Det er nøjagtig dette, Koranen lagde vægt på for fjorten hundrede år siden, da den sagde:

Menneskeheden udgør et eneste fællesskab. (2:213 og 10:19)

Den sociale orden nedfældet i Koranen er en praktisk måde at integrere menneskeheden i et harmonisk samfund. Således er den religion, som Erich Fromm i Det sunde samfund ser frem til skal opstå inden for de næste århundreder:

"... en religion, der svarer til menneskeslægtens udvikling. Det vigtigste træk ved en sådan religion vil blive dens universelle præg, overensstemmende med den forening af menneskeheden, der har fundet sted i denne epoke. Den skulle omfatte de humanistiske lærer, der er fælles for alle Østens og Vestens store religioner; dens doktriner vil ikke stride imod menneskehedens rationelle indsigt i vor tid, og den vil lægge vægt på livets praksis, snarere end på trossætninger.... Den vil være historiens første fuldstændige humanistiske religion." (p. 253)

Wagar skriver i The City of Man:

"En rationel, etisk og praktisk tro i harmoni med videnskaben, der gør det muligt for mennesket omsider at leve i harmoni med sig selv og kosmos." (p. 168)

Verden behøver ikke vente flere hundrede år på en sådan 'religion's opståen: Den er der allerede, bevaret i Koranens ord. Vanskeligheden er, at den ikke er blevet præsenteret for verden i sin sande kulør. Vi må erkende, at vi – Bogens vogtere – alene er at klandre herfor.

1.   Da Aristoteles forsvarede slaveriet, fremførte han det argument, at nogle mennesker
      fødes som slaver. De bør derfor betragtes som levende ejendele, dvs. bruges som
      redskab lige som en håndværker bruger sit værktøj. Koranen har derimod
      fuldstændig forkastet sådanne idéer og har givet alle former for slaveri dødsstødet
      ved at gengive mennesket sin tabte værdighed. Dette emne debatteres yderligere i
      kapitel 'Kvinden'.
2.   Spørgsmålet om krig behandles mere detaljeret i næste kapitel.