|
|
KAPITEL 14 |
|
Det Politiske System |
|
Del 2: Det Koranske System |
|
|
|
|
1. Det islamiske syn på
menneskeheden
I et tidligere kapitel har vi fremlagt det islamiske syn på den
menneskelige personlighed. Vi har set, at menneskets afgørende
værd ligger i dets selv og ikke i dets fysiske legeme. Hvad angår
selvet, er alle mennesker lige, uanset hvor forskellige de må være
med hensyn til kaste, tro eller race. Dette syn anerkender til
fulde menneskets værdighed som menneske. Koranen har udtrykt dette
syn i et klart og utvetydigt sprog:
Vi har visselig hædret (hvert eneste af) Adams børn. (17:70)
Som mennesker er alle lige; hver eneste besidder en værdifuld
juvel, selvet. Det er grundprincippet i det islamiske
samfundssystem.
Deraf må nødvendigvis følge, at personlighed er et mål i sig
selv. Intet menneske har ret til at udbytte et andet menneske
eller bruge det for at fremme egne interesser.1
Hvis man organiserede samfundet på dette grundlag, ville der
hverken være herskere eller undersåtter. Dette er det andet
princip, på hvilket det islamiske samfundssystem er baseret. Intet
menneske har ret til at tvinge andre til at adlyde det. Gud alene
skal adlydes gennem de love, Han har åbenbaret.
Det sømmer sig ikke for nogen, som Allah har givet Bogen med
Loven,(foruden) dømmekraft og nubuwwa, at sige: "Adlyd mig i
stedet for Allah!" Han vil snarere sige: "Vær gudhengivne;
studér Skriften nøje og undervis andre i den!" (3:79)
Koranen forbyder mennesket at tilrane sig magt til at dømme og
herske over andre mennesker, og dog gør den sig ikke til talsmand
for et lovløst anarkistisk samfund. Hvad den gør, er at opstille
princippet, at alle mennesker er lige, og at Gud alene har ret til
at herske over dem (12:40), og ingen har ret til at have del i
magten (18:26). Disse principper udgør rammen for et islamisk
samfund.
Gud er den absolutte transcendente virkelighed. Hvorledes kan
vi adlyde Ham, hvis vi ikke kan komme i kontakt med Ham? Svaret
er: ved at overholde Hans Love nedfældet i Koranen. Dette er
grunden til, at Rasūl'en blev bedt om at sige:
"Skulle jeg søge en anden dommer end Allah, når Han dog har
sendt en tydelig og udførlig bog?" (6:114)
Den sociale del af den guddommelige åbenbaring giver os love,
der har til hensigt at lede den sociale udvikling på rette spor.
Islam har udviklet en politisk organisation baseret på Koranens
evige principper. Da disse principper ikke har deres udspring i
det menneskelige intellekt, men i guddommelig visdom, vil
mennesker, når de adlyder dem, adlyde Gud og ikke nogen dødelig. I
det islamiske samfund er alle lige for loven. Det er et samfund af
frie og ligeværdige mennesker, der har svoret Gud troskab, og som
adlyder Hans Love.
Her er en anden indfaldsvinkel. Vi har set, at mennesket har to
selv, det virkelige selv og det fysiske selv eller legeme.
Forholdet mellem de to selv er nært og intimt; men medens kroppen
forandrer sig uafladeligt, er det virkelige selv af varig
karakter. Det virkelige selv forbliver uforandret, medens kroppen
forandres. Siden islam interesserer sig for det hele menneske,
søger det at forene de to faktorer. Muhammad Iqbal har uddybet
dette punkt i The Reconstruction of Religious Thought in Islam:
"Det højeste åndelige grundlag for alt liv, som islam opfatter
det, er evigt og åbenbarer sig selv i en skiftende
mangfoldighed. Et samfund baseret på en sådan opfattelse af
virkeligheden må forene uforanderlighed og forandring. Det må
indeholde evige principper til at regulere det kollektive liv,
for det evige giver os fodfæste i en verden i stadig forandring.
Hvis evige principper imidlertid opfattes som udelukkende alle
muligheder for forandring – der ifølge Koranen er et af Guds
største tegn – vil de immobilisere, hvad af naturen er
grundlæggende mobilt." (pp. 147-148)
Loven nedfældet i Koranen er – selv om den er uforanderlig –
dynamisk af natur ved at tage højde for både uforanderlighed og
forandring:
Din Rabb's ord er fuldkomne med hensyn til sandhed og
retfærdighed. Ingen er bemyndiget til at ændre Hans ord. Han er
althørende og alvidende. (6:115)
Hvad denne uforanderlige og evige lov gør, er at markere
grænserne for det tilladte, som ingen har lov til at overskride.
Inden for denne ramme har vi imidlertid frihed til at udforme
supplerende love som tid og omstændigheder kræver. Disse
supplerende love kan selvsagt underkastes forandring og skal
udformes og revideres af folkets repræsentanter ved "indbyrdes
rådslagning" (42:38). Inden for de rammer, som Koranen
fastlægger, tillader islam frie og uhæmmede demokratiske
aktiviteter. Koranen giver endog mennesket frihed til at udtænke
sit eget rådgivende apparat. Rådgivningens udformning er afhængig
af, hvad folket finder passende.
Samfundet, umma'en, er fuldt forpligtet over for denne
evige og uforanderlige lov, der fastsætter grænserne for
lovgivningen inden for det islamiske demokrati. Samfundet kan ikke
rive sig løs fra denne fortøjning. Ingen kan påberåbe sig retten
til at afvige fra de love, som er nedfældet i Koranen som
vejledning for den islamiske stats handlemåde. Intet menneske og
ingen gruppe er ufejlbarlig. Vi kan ikke udelukke muligheden af,
at flertallets beslutninger, ja selv enstemmige vedtagelser, kan
være forkerte. Sådanne forkerte beslutninger vil dog ikke skade
samfundet nævneværdigt, så længe de ikke berører samfundets
grundlag. Hvis lovgiverne imidlertid har beføjelser til at
forandre samfundets basis, vil deres forkerte beslutninger få
skæbnesvangre følger for alle. Social stabilitet kan kun sikres,
hvis lovgiverne bruger deres magtbeføjelser inden for rammerne af
de varige fundamentale principper nedfældet i Koranen. Hvis denne
ramme forkastes, vil der ikke længere være tale om et islamisk
samfund. Inden for denne evigtgyldige ramme er forandring ikke
blot tilladt, men endog tilrådelig. Livets omstændigheder
forandres til stadighed, og landets forfatning og
regeringsmaskineri må også fra tid til anden revideres og
opdateres. Det er indlysende, at uforanderlighed og forandring i
et sådant system sagtens kan forenes. Det islamiske samfund er
både stabilt og progressivt. Det hviler på et fast fundament af
evigtgyldige principper; men mennesker har frihed til at rejse en
hvilken som helst overbygning de måtte ønske på dette fundament.
At øve godt imod andre er et uforanderligt etisk princip; men
måden, hvorpå vi kan øve godt imod andre er afhængig af de
konkrete omstændigheder. Det første kan ikke overlades til folket;
men det andet bør være deres afgørelse. Vi må huske på, at
fremskridt er en forandring, der bringer systemet nærmere det
fuldkomne. Det er forandring, der – alt imens de opnåede værdier
bevares – udvider dem og hæver dem til et højere plan.
2. Den universelle menneskehed
Koranen stadfæster menneskehedens enhed og misbilliger ethvert
forsøg på at dele menneskeheden i over- og underordnede grupper på
grundlag af hudfarve, race, kaste eller tro. Den fortæller os, at
"menneskeheden udgør et eneste fællesskab" (2:213). Denne
enhed skyldes ikke ensartet kropsbygning, men har sin kilde i
hjertet. Koranen siger: "Jeres skabelse og jeres opvækst er som
et eneste selvs skabelse og opvækst" (31:28). Det islamiske
samfunds første og fornemste opgave er at bevare og forstærke
denne enhed. Kortsynede mennesker er imidlertid fristet til at
tilegne sig levevis, der svækker den:
Overtræderne bryder den pagt, de har indgået med Allah og
opsplitter det, som Allah har beordret forenet og sammenholdt.
De spreder ufred og kaos på jorden, men skader (i sidste ende)
kun sig selv. (2:27)
Koranen har et eminent og praktisk syn på livet. Den holder
ikke blot et ideal frem for os, som vi skal beundre og lovprise;
den viser også, hvorledes dette ideal kan realiseres i det
virkelige liv. Menneskehedens enhed, der er virkelig men usynlig,
skal komme klart til udtryk ved menneskets indsats. Det første
skridt til at forene menneskeheden blev taget af Abraham (må
Herrens fred og velsignelser være med ham). Før ham havde hver
stamme tilbedt sin egen stammegud og troet på den enhed, som dens
totem symboliserede. Abraham (må Herrens fred og velsignelser være
med ham) byggede Huset, der var viet til alles Gud, og som
symboliserede menneskehedens enhed. Det var menneskets første
fælles platform:
Det første gudshus, der blev opført for menneskeheden, var
det i Mekka – en velsignelse og vejledning for alverden. (3:96)
Dette hus, Ka‘ba'en, var det synlige symbol på fred og
sikkerhed for alle mennesker:
Enhver, der træder ind i det, er i sikkerhed. (3:97)
Ka‘ba 'en er ikke erklæret hellig. Dens vigtighed udspringer
af det, den symboliserer. Flaget er symbol på national enhed;
sceptret er symbol på kongemagt, og Ka‘ba'en er symbol på
hele menneskehedens enhed. Koranen omtaler symboler som sha‘air-ullah.
Ka‘ba'en symboliserer menneskehedens enhed såvel som den
universelle politiske organisation, der er skitseret i Koranen:
Vi gjorde Huset (i Mekka) til samlingssted for menneskeheden og
et sikkert område (2:125).
Det skal med andre ord tjene som
fokus for alle mennesker spredt ud over hele jordens overflade.
Ka‘ba'en skal tjene som centrum for den universelle sociale
orden, som Koranen skitserer. Denne orden er karakteristisk ved
fraværet af sharr og tilstedeværelsen af khair. Der
lægges vægt på det første aspekt, når Koranen hævder, at kun de,
der tiltræder ordenen, vil være fri for frygt og nyde sikkerhed.
Det andet aspekt understreges i dette vers:
Allah gjorde Ka‘ba'en til et sikkert fodfæste for
menneskeheden. (5:100)
Det betyder, at menneskeheden ved hjælp af denne sociale orden
vil lære at være uafhængig og vil blive hævet til højere plan. Den
skal tjene som udgangspunkt for menneskets fortsatte udvikling.
Dette punkt uddybes i kapitlet Hajj i Koranen. Mekka
erklæres at være en åben by. Ingen kan nægtes adgang eller
borgerret i den. Koranen siger herom:
Vi har gjort al-Masjid al-Harām (i Mekka) til et sikkert sted
for menneskene, både for den fastboende og for den udefra
kommende. (22:25)
Abraham (må Herrens fred og velsignelser være med ham) blev
pålagt at "kundgøre hajj for menneskene" (22:27), for at
alle dem, der tror på menneskehedens enhed kan samles og gøre
denne enhed til et synligt faktum. Dette er betydningen af
hajj. Den vil sætte dem i stand til at koncentrere deres
fælles interesser og vil udvide omfanget af aftalen "for at de
må erfare, hvad der gavner dem" (22:28). Enhver er velkommen i
Mekka, alle menneskers hjem:
Enhver, der har mulighed derfor, er forpligtet over for Allah
til at besøge Huset. (3:97)
Det er en pligt for ethvert menneske at besøge Allahs Hus, hvis
han har mulighed derfor. Han alene vil drage nytte deraf – ikke
Gud, idet "Allah er uafhængig af alle skabninger" (3:97).
Invitationen til Guds Hus omfatter alle mennesker. Ved at
deltage i denne universelle forsamling, bliver menneskene klar
over deres fælles interesser, mål og idealer. Det er ikke en
'religiøs sammenkomst'. De mennesker, der tager dertil, forventes
at diskutere alle de problemer, som menneskeheden konfronteres
med, og at søge løsninger, der baner vejen til fremskridt for
mennesket. Det påhviler alle, der deltager i denne forsamling, der
er viet til at tjene menneskeheden, at lægge alle snævre
interesser til side og udelukkende tænke på menneskehedens ve og
vel. Hensigten med hajj kan kun opfyldes, hvis der er tale
om målbevidst hengivelse til Gud og Hans skabelse. Uretfærdighed,
grusomhed og snæversynede interesser er under alle omstændigheder
afskyelige sharr-handlinger; men er specielt afskyelige for
dem, der besøger Mekka, symbolet for menneskehedens virkelige
enhed, og dens sociale, kulturelle og politiske centrum. Alle, der
tror på Guds enhed og dermed på menneskehedens enhed, har ret til
at gå ind i Mekka og yde deres lille bidrag til at fremme
menneskehedens sag og til at virkeliggøre det guddommelige
program, der er tiltænkt mennesket. Mushrikīn er forment
adgang til Mekka, idet de benægter Lovens enhed og dermed
menneskehedens enhed. Derfor afgives der en erklæring på dagen for
den store hajj, der forbyder mushrikīn at træde ind
i Ka‘ba'en (9:3, 9:28). Ifølge Koranen er mushrikīn
ikke kun dem, der dyrker afguder, men også dem, der forfølger
umenneskelige mål. De, der har sådanne motiver, kan ikke være
loyale over for Gud.
3. Den internationale menneskehed
Det islamiske samfund bygger på alle menneskenes lige værd.
Islam understreger de faktorer, der forener menneskeheden. Som
allerede nævnt, tager den afstand fra alle former for opdeling af
menneskeheden på grundlag af hudfarve, race, tro, sprog eller
territorium. Sådanne opdelinger hugger selve roden til enhed over.
Det er derfor, Koranen henvender sig til de troende som "det
bedste fællesskab, der er opstået (til at virke) til gavn for
menneskeheden" (3:110). I Koranens andet kapitel erklæres
Ka‘ba'en at være både centrum for islams sociale liv såvel som
symbolet for dets idealer. I det samme kapitel bliver vi mindet om
vore forpligtelser over for menneskeheden:
Vi har gjort jer til et midtsøgende fællesskab, for at I må
holde øje med alt, hvad menneskene foretager sig. (2:143)
Det muslimske trossamfund, umma'en, bliver altså pålagt
at lede menneskeheden til sit mål. Den påbydes at udvikle et
universelt samfund på basis af de absolutte værdier, der bekræftes
i Koranen. Menneskehedens stadige moralske og materielle
fremskridt som en familie er dermed sikret. Hajj-institutionen
samler mennesker fra alle dele af verden på et sted, Mekka. Denne
internationale forsamling udgør den bedste mulighed for at udtænke
et passende program til menneskehedens forening i overensstemmelse
med de principper, der er nedfældet i Koranen. Alle, hvem
menneskehedens ve og vel ligger på sinde, kan række hinanden deres
hænder og bygge et samfund, hvor hvert individ har spillerum til
at udvikle sine evner. Abraham (må Herrens fred og velsignelser
være med ham), der byggede Ka‘ba'en, var den første til at
stævne menneskeheden sammen i denne opgave. Koranen siger
retteligen om ham, at han var "udpeget til leder af og
forbillede for menneskeheden." (2:124)
4. Frihed, retfærdighed og skønhed
Behovet for en koransk samfundsorden opstår ud fra den
kendsgerning at menneskeheden, på grund af fraværet af en
universel levevis, må forblive opdelt i indbyrdes fjendtlige
grupper. Under sådanne omstændigheder kan der ikke herske varig
fred eller sikkerhed for individet og ingen fremgang og lykke i
verden. Koranen henleder derfor konstant opmærksomheden på
menneskehedens enhed, selv om konflikter ikke umiddelbart kan
bortelimineres:
Hvis Allah ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af
andre, ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori
Allahs navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Allah
hjælper visselig dem, der virker for Hans sag. (22:40)
Det kan ikke afvises, at der er et presserende behov for en
politisk organisation, der kan omfatte hele menneskeheden. De
eksisterende politiske systemer opdeler blot menneskeheden i
stridende parter. Hver gruppe har udtænkt et system, der tjener
dets egne interesser og understøtter dets egne ambitioner. Hver af
de politiske ideologier tjener udelukkende dens egne ophavsmænd,
men lader andre i stikken. En enkelt gruppes etniske, kulturelle
eller faglige overlegenhed er enten underforstået eller eksplicit
bekræftet i disse ideologier. Nazisme eller fascisme forsvarer en
stærkere races ret til at udbytte en svagere. Kommunisme fastslår
teoretisk arbejdernes overlegenhed, men lægger rent praktisk
magten i partiets hænder. Demokrati indskærper troen på den
kulturelle overlegenhed hos et folk i en bestemt stat og søger at
fremme denne på bekostning af andre staters befolkning. Kun
Koranen tilbyder tanker og holdninger, der appellerer til alle
mennesker. Menneskeligt værd og menneskenes ligeværd er dens
hjørnestene. Dens mål er at opløfte og forene hele menneskeheden.
Den imødegår ethvert forsøg på at splitte menneskeheden op i
grupper. Den afviser menneskers indbyrdes fysiske forskelle som
betydningsløs, og lægger vægten på det, der grundlæggende er
fælles for alle mennesker. Det er derfor Koranen omtaler Gud som "menneskehedens
Rabb" (1:2), Rasūl'en som "kilden til rahma for alle
levende væsener" (21:107), og Hans budskab som "en
påmindelse for alverden" (6:90).
5. ‘Adl og ihsān
Vi kan nu gå videre med at overveje principperne ‘adl og
ihsān, der udgør grundlaget for islams sociale orden.
Muslimer befales aldrig at afvige fra ‘adl og ihsān's
vej. Koranen siger: "Allah påbyder visselig ‘adl og ihsān"
(16:90). Med ‘adl menes 'at give hvert menneske, hvad
det tilkommer', og med ihsān menes 'aktivt at genoprette
andres ufuldkommenhed og sætte dem i stand til uhindret at udvikle
deres personlighed'. Begrebet ‘adl bruges ikke i den rent
juridiske betydning: retfærdighed. Det tages i videst mulige
betydning og sikrer ikke kun mennesket dets legale rettigheder,
men fair og retfærdig behandling på alle områder af det sociale
liv. Koranen har nedfældet to principper for at vejlede mennesket.
For det første, at ingen skal bære en andens byrde (53:38), og for
det andet, at enhver er berettiget til løn efter fortjeneste
(53:39). Det betyder, at mennesket i den islamiske orden straffes
eller belønnes for sine egne handlinger og holdes ansvarlig for
sine forsætlige handlinger. Ingen må berøves frugten af sit
arbejde, ej heller må han tilegne sig, hvad med rette tilkommer en
anden. Hvis man oprigtigt tror på disse principper og konstant
handler i overensstemmelse med dem, vil al udbytning og
uretfærdighed ophøre.
Koranen pålægger os at være retfærdige selv i omgangen med vore
fjender. Vi har ingen ret til at skelne mellem ven og fjende.
Koranen er utvetydig på dette punkt:
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige vidner for
Allahs sag, og lad ikke andres had til jer forlede jer til at
handle uretfærdigt. Vær retsindige; thi retsind er beslægtet med
fromhed. Nær ærefrygt for Allah, for Han er vidende om alt, hvad
I gør. (5:9)
Vi bør altid handle retfærdigt, selv når retfærdigheden skader
vore egne interesser:
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige som vidner for
Allah – selv om det skulle være til skade for jer selv, for
jeres forældre eller jeres slægt, for rig eller fattig, for
Allah er bedre til at varetage deres interesser. Følg ikke jeres
egne begær på bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger
eller omgår sandheden, er Allah visselig vel bekendt med alt,
hvad I gør. (4:135)
Brændende optagethed af retfærdighed betyder langt mere end
blot at være retfærdig over for os selv. Vi bør sørge for, at der
hersker retfærdighed alle vegne. Det er muslimernes pligt at
bekæmpe uretfærdighed hvor og i hvilken form den end viser sig.
Her opstår spørgsmålet: Hvordan skal vi bekæmpe uretfærdighed?
Svaret er, at så vidt som det er muligt, skal vi bekæmpe
uretfærdighed med fredelige midler, så som overtalelse og rationel
argumentation. Kun når disse bestræbelser slår fejl, er vi
berettiget til at ty til magtanvendelse. På dette punkt står vi
over for spørgsmålet om krig og dens årsager.
6. Krig og ideologiske forskelligheder
Kan krig afskaffes, og i bekræftende fald hvorledes? Er krig
nogensinde berettiget, og i bekræftende fald hvornår? Koranens
holdning til disse spørgsmål er særdeles realistisk også på dette
punkt. Medens den forkaster krig som et onde, indrømmer den, at
krig kan være nødvendig så længe som "fjenden ikke nedlægger
sine våben" (47:4). Hvis et fredeligt folk angribes af en
aggressiv og skånselsløs fjende, er det eneste rigtige for det at
kæmpe i selvforsvar. Fjendens fysiske magt skal overvindes ved
hjælp af en kombination af fysisk og moralsk styrke. Når en
vellykket modstand har sat fjenden i en fornuftig sindstilstand,
vil vejen være åben for en fredelig løsning på stridighederne.
Islam tillader brugen af magt i selvforsvar, for at beskytte
gudshuse for alle trosretninger, for at udrydde uretfærdighed,
grusomhed og tyranni, og sidst men ikke mindst for at forhindre en
langt mere skræmmende krig i større målestok.2
Islams holdning til spørgsmålet om afskaffelse af krig er
forsigtig og realistisk. Afskaffelse af krig bør være vort mål;
men vi må se i øjnene, at målet kun kan nås gradvist. Koranen
indeholder konkrete forslag, der, hvis de føres ud i livet, vil
føre til udryddelse af al krig på jorden. For det første bør
menneskene overtales til at acceptere, at det – eftersom de er
rationelle væsener – sømmer sig for dem at løse alle deres
stridigheder på fredelig og rationel vis. For det andet bør der
tages skridt til at eliminere alle årsager, der fører til krig.
Hovedårsagerne er som regel ideologiske forskelligheder. Krig
bryder ofte ud, fordi magtfulde nationer forsøger at påtvinge
andre nationer deres religiøse tro eller politiske ideologi.
Koranen forbyder tvang under nogen som helst form i
trosanliggender. Mennesket burde have frihed til at vælge sin egen
levevis, den burde ikke påtvinges den fra oven. Koranen siger
udtrykkeligt: "Der må ikke være tvang i spørgsmål vedrørende
dīn" (2:256). Frihed og tvang er uforenelige. Ingen har ret
til at påtvinge andre islam. En muslim kan ligeledes ikke tvinges
til at forblive inden for islams fold. Det er op til individet at
forkaste eller acceptere troen efter ønske:
Sig: "Dette er sandheden fra jeres Rabb!" Lad den, der vil,
tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Det er ikke kun fysisk tvang, der er forbudt, men også alle
former for irrationelle metoder til at hverve proselytter for
islam. Det er forkert at tilskynde mennesker til at slutte sig til
islam ved antydninger, falsk propaganda eller løfter om materiel
vinding eller politisk magt. Enhver, der slutter sig til islam bør
gøre det frit, rationelt og ud fra eget ønske. Koranen forsikrer
derfor gentagne gange menneskene om, at Rasūl'en ikke var
afhængig af mirakler, men udelukkende af sit budskabs iboende
værdi. Han afviste konsekvent at drage fordel af folkets
lettroenhed:
Hvis det havde været din Rabb's vilje, ville alle på jorden
have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskene til at tro?
(10:99)
Koranen betragter hele menneskeheden som én eneste familie
(2:213) og er derfor modstander af opdeling af menneskeheden i
grupper. Den eneste opdeling, der anerkendes, er baseret på
ideologi. Den første gruppe består af dem, der tror på de
absolutte værdier nedfældet i Koranen. Den anden gruppe består af
dem, der fornægter og afviser de absolutte værdier. Dette er det
eneste grundlag for opdeling. De troende og de ikke-troende
tilhører naturligvis to forskellige grupper. De troende er
forenede i Gud og har viet deres liv til jagten på varige værdier.
De ikke-troende mangler tro på Gud og på absolutte værdier, og
følgelig på deres egen høje skæbne.
Koranen behandler imidlertid ikke dem, der ikke går ind for
islams idealer som pariaer. Deres rettigheder betragtes som
hellige. Muslimerne opfordres til at beskytte ikke-muslimernes
rettigheder med samme ihærdighed som muslimernes. Det er værd at
bemærke, at den islamiske sociale orden søger at give
ikke-muslimerne alt, hvad de har brug for til deres udvikling. Den
er lige så bekymret for ikke-muslimernes ve og vel som for
muslimernes. Muslimerne siger:
"Vi bespiser jer alene for Allahs skyld og ønsker hverken
belønning eller tak fra jer." (76:9)
Det påstås ofte, at en islamisk stat diskriminerer mellem
muslimer og ikke-muslimer, der lever inden for deres område ved at
afkræve de sidstnævnte en speciel skat, jiziya. Dette er
fuldstændig forkert og baseret på en alvorlig misforståelse af
tingenes rette sammenhæng. Da Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham) etablerede den første islamiske stat,
blev nogle mindre ikke-muslimske stater undertvunget på grund af
deres rebelske holdning; men i stedet for at besætte deres område,
fik de tildelt fuld autonomi, og blev sikret fuld beskyttelse imod
angreb udefra. Som tegn på deres troskab imod den islamiske stat,
og til gengæld for den militære beskyttelse, man gav dem, betalte
de en nominel skat kaldet jiziya. Dette ord forekommer kun
én gang i Koranen (9:29) og betyder ifølge Lanes leksikon
"kompensation for modtaget beskyttelse." Der er tilfælde i
historien, hvor en islamisk stat har tilbagebetalt jiziya-beløbet,
når den var ude af stand til at yde den ikke-muslimske stat
beskyttelse.
Islam bestræber sig på at fremme forståelse og samarbejde
mellem muslimer og ikke-muslimer. Dens mål er at opbygge et
klasseløst og forenet samfund baseret på varige værdier. Koranen
siger:
Hjælp hinanden i birr og taqwā – hjælp ikke hinanden i ithm og
‘udwān. (5:3)
Den islamiske stat taler derfor kraftigt for internationalt
samarbejde i alle forehavender, der kan fremme menneskehedens
velfærd.
7. Sekterisme
På grund af Koranens optagethed af menneskehedens enhed, er den
selvfølgelig modstander af sekterisme i dīn og af politisk
partidannelse. Sekter og partier avler strid og uenighed i umma'en.
Ifølge Koranen er sekterisme en form for shirk:
Vær ikke som mushrikīn, der deler deres dīn op i sekter, der
hver især fryder sig over sig selv. (30:31-32)
Nabī'en tilrådes ikke at have noget at gøre med dem, der
opdeler muslimerne i sekter:
Hvad angår dem, der deler deres dīn op i sekter, da vedkommer
de på ingen måde dig. (6:159)
Vi bliver yderlige advaret:
Vær ikke som dem, der har splittet sig og er blevet uenige
efter at have modtaget tydelige tegn. En smertelig straf venter
dem. (3:105)
Politiske partier har ikke deres berettigelse. Hvert partis
tilsyneladende forsvar for politisk frihed er i virkeligheden en
undskyldning for at tilrane sig den politiske magt og bruge den i
egen interesse. Der er ikke plads til politiske partier i en
umma, der har viet sig til oprettelsen af den guddommelige
orden af retfærdighed, der forsøger at svejse forskellige
stridende parter blandt menneskene sammen til et enigt progressivt
samfund, der vil tillade hvert enkelt individ at leve et kreativt
liv og at udvikle hele sit potentiale og alle sine evner. Et
sådant liv er mennesket værdigt. Som Koranen siger:
Det er den rette levevis (for alle); men de fleste erkender det
ikke. (30:30)
Vestlig nationalisme har beviseligt udgjort en frugtbar grobund
for krige og konflikter. Under nationalismen og dens udløber,
kolonialismen, har millioner af mennesker i Asien og Afrika lidt
undertvingelsens ydmygelser og udbytningens elendighed.
Nationalisme er den største hindring for menneskehedens
sammensmeltning. Hvorledes kan nationalismens virus standses? Lad
os se, hvad Murry skriver om nationalisme i Adam and Eve:
"Nationalismens religion er djævelsk. Hvad enten den besætter
tyskere, russere, japanere, amerikanere eller englændere, viser
den sig som selvets største begejstring – Satan, denne verdens
fyrstes religion, som alle store religioner i vore dage har
underkastet sig. Kristendommen i alle dens skikkelser – undtagen
den, som en lille minoritet, der afviser nationalisme, bekender
sig til – er druknet i nationalismens sataniske religion.
Derfor kan de store religioner ikke skaffe os ud af vor
elendighed. En sand og universel religion, der påbyder en
lydighed, der rækker ud over nationalismens krav, eksisterer
ikke. I deres stiltiende og uhellige alliance med nationalismen
helliger de hovedårsagen for vor elendighed. Hvis religion er
nødvendig for vor frelse ... må den for det første være en
religion, der fremtvinger lydighed fra en person, der rækker
fuldstændig ud over nationalismens krav; og for det andet må den
være en religion, der udvider og styrker menneskets evne til at
handle som et individ." (p. 66)
Den form for 'religion', Murry sukker efter, eksisterer. Man
behøver bare se nøjere på islam. Vestlige tænkere, der er
desillusionerede af kristendommen, vender sig til
internationalismen som en effektiv modpol for nationalismen. En
kort overgang troede man, at Folkeforbundet indvarslede en æra med
fred og venskab mellem verdens nationer. Folkeforbundet sås som
det første skridt hen imod etablering af en verdensorden.
Forbundet fejlede, og endnu en krig rystede verden. Hen imod
slutningen af anden verdenskrig oprettede vestlige statsledere i
et desperat forsøg på at afværge endnu en krig de Forenede
Nationer. Vil FN have succes, hvor folkeforbundet fejlede? Emery
Reves giver i Fredens anatomi udtryk for en temmelig
pessimistisk holdning:
"Vi har leget længe nok med internationalismens legetøj. Det
spørgsmål vi står overfor er ikke et spørgsmål mellem
nationalismer. Det er et spørgsmål om en krise i det
menneskelige samfund fremkaldt af nationalismen, og som følgelig
hverken nationalisme eller internationalisme nogensinde kan
løse." (p. 99)
Det er universalisme, der er brug for. En tro eller en
bevægelse, der kan skabe et værdisystem, der overskrider
nationalstaternes struktur. Reves skriver videre:
"For at sige det rent ud: Det tyvende århundredes krise
betyder, at vor planet i en vis udstrækning må bringes ind under
samlet kontrol. Det er vor opgave, vor pligt at forsøge på at
indføre denne samlede kontrol ad demokratisk vej, ved, at man
først kundgør principperne, at opnå den ved at overbevise om
dens rigtighed og ved den mindst mulige blodsudgydelse. Hvis vi
ikke løser denne opgave, kan vi være sikre på, at historiens lov
vil påtvinge os flere og flere krige, med stadigt frygteligere
våben, imod stadigt mægtigere grupper, indtil endelig en samlet
kontrol er opnået ved erobring. (p. 141)
Den politiske organisation, som Reves anbefaler som den eneste
løsning på de problemer, verden står over for, er ikke ulig den
Islamiske Orden, som er beskrevet i det foregående. Vi citerer fra
en anden politisk tænker, Hertz, hvis synspunkter i Nationality
in History and Politics er af største interesse:
"Det er nu generelt anerkendt, at en international
organisations maskineri ikke kan arbejde uden den rette ånd; men
hvorledes kan denne ånd skabes eller styrkes? At proklamere
generelle principper er tydeligvis ikke nok. Ej heller er det
tilstrækkeligt at fastslå, at nationer skal oplæres i den ånd,
hvis en praktisk plan og et passende antal af kvalificerede
lærere ikke er til rådighed. Vanen med at behandle sådanne
spørgsmål på en urealistisk og overfladisk måde, er dømt til
fiasko, desillusion og kynisme. Uddannelse hen imod et
verdensborgerskab er desuden ikke kun et anliggende for
skolerne. Det er forbundet med alle store politiske og
økonomiske spørgsmål og kan kun løses, hvis verdens politiske
nationer vil indføre detaljerede planer baseret på identiske
principper." (p. 413)
Cobban har i The Crisis of Civilization givet udtryk for
samme syn:
"Oprettelse af en verdensstat er den løsning, vi
tilsyneladende er tvunget til at ty til." (p. 225)
Laski plæderede i Human Rights for oprettelse af "en
universel social orden, der skal bestå af medlemmer fra alle fire
verdenshjørner." (p. 91)
Gould tænker i samme baner, som følgende citat fra Man,
Nature and Time viser:
"At vor primære bekymring gælder 'hjem og land' er blot
naturligt og rigtigt; men vi kan ikke slippe uden om, hvad der
ligger i at være medlem af et verdenssamfund." (p. 281)
Videre skriver han:
"Hidtil har der ikke været ret meget at spore af en generel
stemning for en international sammenslutning, der omfatter hele
menneskeheden. Det er endnu for tidligt at håbe derpå; men at
enkelte grupper af enkeltpersoner i forskellige lande rent
praktisk arbejder derfor, er en garanti for, at man – når tiden
er inde – vil kunne gå ind i et helt konkret og mere omspændende
samarbejde." (p. 284)
Jo mere moderne tænkere går i dybden med problematikken, desto
mere bliver de overbevist om det faktum, at menneskehedens
endelige redning ligger i at forme hele menneskeheden til et
eneste samfund. Warren Wagar har for nylig udgivet en oplysende
bog, hvis titel The City of Man hentyder til det emne, han
diskuterer. Han citerer udførligt nutidige historikere,
videnskabsmænd, teologer, tænkere, statsledere etc. af
internationalt ry, der forudser oprettelsen af en verdensorden
inden længe. Kapitlet Verdensherredømme i bogen starter med
disse bemærkninger:
"Eftersom det er menneskehedens 'ultimative spørgsmål', er et
verdensherredømme også det mest grundigt udforskede aspekt af
den spirende verdenscivilisation i nyligt udkomne bøger om
verdens problemer. At forudsige eller foreslå en
verdensforfatning var i de første mange år under og efter anden
verdenskrig så at sige nationalt tidsfordriv især for den
engelsk-talende intelligentsia. I slutningen af 1940'erne stod
bevægelsen for en verdensregering fadder til omkring halvfjerds
organiserede grupper rundt om i verden, der fik tilslutning af
hundreder af tusinder medlemmer. Næsten en fjerdedel af
medlemmerne af den amerikanske kongres og det britiske parlament
gav i mange år deres støtte til resolutioner til fordel for en
verdensforbundsregering. Herbert J. Müller kom i slutningen af
sin bestseller The Uses of the Past fra 1952 til den
'gængse konklusion', at menneskets største håb lå i 'en form for
verdensføderation på demokratisk basis.' H. Stuart Hughes talte
i sin Essay for Our Times om 'den solide og nu velkendte
overbevisning, at enhver nation bør overføre størstedelen af sin
suverænitet til en verdensautoritet.' For Norman Cousins, var et
verdensherredømme 'på trapperne.' Det var 'uundgåeligt. Ingen
argumenter hverken for eller imod kan ændre kendsgerningen.'
Prominente ældre statsmænd, videnskabsmænd så berømte som Albert
Einstein, filosoffer så berømte som Bertrand Russell, kirkelige
og verdslige ledere, skolebørn: koret steg til enorme højder
indtil det – for et kort vildledende øjeblik – syntes
uimodståeligt." (p. 32)
Gunnar Myrdal skriver i Beyond the Welfare State:
"Tydeligvis vil den fulde virkeliggørelse af vore idealer
skabe en verden uden grænser og uden national diskrimination; en
verden, hvor alle har frihed til at bevæge sig rundt, som de
ønsker, og kan søge deres egen lykke på lige vilkår. Politisk
ville det betyde en verdensstat, demokratisk styret af alle
folkeslags vilje. Et eller andet sted i den religiøse afdeling,
vi alle rummer i vor sjæl ... har vi denne vision om en perfekt
integreret verden." (p. 163)
Pitirim Sorokin giver i The Reconstruction of Humanity
udtryk for den opfattelse, at "en eller anden form for
verdensregering er absolut nødvendig for at hjælpe de nødvendige
sociale og kulturelle forandringer på vej, som er nødvendige for
afskaffelse af krig" (p. 18). Hugh Miller fra University of
California skriver i The Community of Man:
"Civilisationen må genvinde slægtskabet i det forbund, som i
begyndelsen skabte mennesket på jorden, og som så midlertidigt
spredte sig i klaner, stammer og racer.... Civilisation er
menneskeheden gjort til familie igen – og gjort velvillig. (Det
næste skridt i menneskets udvikling må være) et verdenssamfund,
der omfatter menneskeheden, og i hvilken alle de traditionelle
kulturer er vævet ind i et stort fremtidigt samfund." (pp. 131 &
140)
Teilhard de Chardin, 'mystiker, teist, jesuit, videnskabsmand,
evolutionær humanist og spåmand om verdensordenen' siger i
Building of the Earth:
"Der er kun én vej, der fører opad; den, der igennem bedre
organisering leder til større syntese og enhed. (Den
menneskelige samvittighed må udvide sig ud over) de vide, men
stadig alt for restriktive kredse for familie, land og race.
Nationernes tidsalder er slut. Den opgave, der nu ligger foran
os – hvis vi da ikke vil gå til grunde – er at ryste vore gamle
fordomme af os og genopbygge kloden." (pp. 13, 16 & 30)
Arnold Toynbee, den store historiker, forestiller sig i
Historien i nyt lys en verdensorden "i hvilken hele
menneskeheden vil kunne leve sammen i harmoni som medlem af én
eneste altomfattende familie".
Han uddyber dette punkt i sin lille, men meget belysende bog
The Present Day Experiment in Western Civilization, hvor han
siger:
"Hvis vi kan undgå at begå masseselvmord, er der ingen grund
til at vi ikke i sidste instans skulle kunne få en verdensstat
med en demokratisk parlamentarisk forfatning. Hvis vi virkelig
skal undgå masseselvmord, må vi hurtigt have vor verdensstat,
hvilket vil betyde, at vi i begyndelsen må have den med en
udemokratisk forfatningsform. Parlamentarisk styre – og a
fortiori et demokratisk parlamentarisk styre – er kun praktisk i
et samfund, hvis medlemmer har en række ting til fælles: fælles
politiske principper udledt af et fælles livssyn, der til
gengæld udspringer af en fælles levevis. De forskellige racer,
nationer, civilisationer og religioner af verden af i dag er
stadig langt fra en tilnærmelse til en sådan grad af homogenitet
og solidaritet." (p. 67)
Det er nøjagtig dette, Koranen lagde vægt på for fjorten
hundrede år siden, da den sagde:
Menneskeheden udgør et eneste fællesskab. (2:213 og 10:19)
Den sociale orden nedfældet i Koranen er en praktisk måde at
integrere menneskeheden i et harmonisk samfund. Således er den
religion, som Erich Fromm i Det sunde samfund ser frem til
skal opstå inden for de næste århundreder:
"... en religion, der svarer til menneskeslægtens udvikling.
Det vigtigste træk ved en sådan religion vil blive dens
universelle præg, overensstemmende med den forening af
menneskeheden, der har fundet sted i denne epoke. Den skulle
omfatte de humanistiske lærer, der er fælles for alle Østens og
Vestens store religioner; dens doktriner vil ikke stride imod
menneskehedens rationelle indsigt i vor tid, og den vil lægge
vægt på livets praksis, snarere end på trossætninger.... Den
vil være historiens første fuldstændige humanistiske religion."
(p. 253)
Wagar skriver i The City of Man:
"En rationel, etisk og praktisk tro i harmoni med videnskaben,
der gør det muligt for mennesket omsider at leve i harmoni med
sig selv og kosmos." (p. 168)
Verden behøver ikke vente flere hundrede år på en sådan
'religion's opståen: Den er der allerede, bevaret i Koranens ord.
Vanskeligheden er, at den ikke er blevet præsenteret for verden i
sin sande kulør. Vi må erkende, at vi – Bogens vogtere – alene er
at klandre herfor.
|
|
|
|
|
|
1. Da Aristoteles forsvarede slaveriet, fremførte han det argument, at nogle mennesker
fødes som slaver. De bør derfor betragtes som levende ejendele, dvs. bruges som
redskab lige som en håndværker bruger sit værktøj. Koranen har derimod
fuldstændig forkastet sådanne idéer og har givet alle former for slaveri dødsstødet
ved at gengive mennesket sin tabte værdighed. Dette emne debatteres yderligere i
kapitel 'Kvinden'.
2. Spørgsmålet om krig behandles mere detaljeret i næste kapitel. |
|
|
|
|
|