|
|
KAPITEL 15 |
|
Mennesket og Krig |
|
|
|
|
1. Den fjerne fortid
Menneskenes særpræg er forvirrende i deres mangfoldighed og i
de modsigelser, de indebærer. Menneskets evne til højnelse
modsvares af dets evne til fornedrelse. Mennesket kan vokse til
det sublime, men også synke til den dybeste fornedrelse. Mennesket
kan på den ene side tilbede Gud med en englelig inderlighed og på
den anden side finde djævelsk fornøjelse i en udsvævende
livsførelse. Mennesket kan af kærlighed stige til åndelige højder
og endog dø for sin elskede, men kan også hade som et jungledyr.
Udstyret med et intellekt, der kan udforske rummet og kan veje
både solen og jorden, kan mennesket dog forblive uvidende om sit
eget værd og iboende evner og som en tåbe følge en vej, der ganske
givet vil føre til menneske artens udslettelse.
Krige har fulgt mennesket igennem hele dets eksistens på denne
planet. Så vidt som vort øje kan skue ind i den fjerne fortid, ser
vi mennesker bekrige hinanden. På trods af den prægtige
civilisation, mennesket har skabt, og på trods af dets strålende
kunstneriske og videnskabelige præstationer, må man overveje, om
et væsen, der så ihærdigt forsøger at ødelægge sin art,
overhovedet fortjener at kaldes menneskeligt. Det er sandt, at der
fra tid til anden har været mennesker, der har holdt fredens,
tolerancens og fællesskabets banner højt; men lige så prominente
personer har ofte prædiket det modsatte budskab og forherliget
krig. Kamp var en ædel beskæftigelse for Nietzsche. "Mænd burde
uddannes i krigsførelse," var hans råd, "og kvinder i produktion
af krigere," og han tilføjer for at tydeliggøre sin opfattelse:
"Alt andet er tåbeligt." Mussolini så på krig som en moralsk
nødvendighed. Hitler anså krig som livets grundlæggende princip.
For ham var loven udelukkende noget, en soldat fastlagde. På den
måde er det kun dem, der hjælper en stat med at forberede krig,
der virkelig bidrager til den nationale kultur og den sociale
velfærd. "Vi burde destruere alle de institutioner, der værner om
fred og sikkerhed for mennesket," siger Heinrich Hauser. "Livet
vil kun være stabilt i en tidsalder, vi kan kalde barbarisk."
Selv om sådanne ekstreme synspunkter nu almindeligvis mødes med
hovedrysten, er der selv i vore dage indflydelsesrige personer,
der ikke ville tøve med at kaste verden ud i krig for at løse
internationale stridigheder; heldigvis er der i hvert eneste land
besindige personer til at holde dem tilbage. Udsigten til en
atomkrig, der vil tilintetgøre både den sejrende og den besejrede,
virker også afskrækkende.
Det er et faktum, at krigstruslen ikke er fjernet fra verden af
i dag. Den kunst, som nogle statsledere udøver – at balancere på
randen til krig – udgør en alvorlig trussel imod menneskeheden.
Det er besynderligt, at det moderne menneske, der higer efter at
kolonisere månen og andre planeter, ikke kan løse de problemer,
det står over for her på jorden.
Lad os se, om Koranen kan hjælpe os ud af kniben. Har den et
middel til at afhjælpe den gærende uro? Hvis ja, hvorledes kan
midlet da anvendes? Koranen tilskriver Gud to betydningsfulde
egenskaber: As-Salām og Al-Mu'min. As-Salām er det
væsen, der er kilden til fred og harmoni og som sikrer alle
væsener en fredelig sameksistens. Al-Mu'min er det væsen,
der giver ly til og beskytter alle og skænker fred til alle
væsener på alle livets områder. Endvidere kaldes den levevis, som
Koranen foreskriver os, islam, der i grundprincippet
betyder 'fred'.
Mu'min'en er den, hvis liv er et eksempel på fred. Koranen
refererer til sig selv som midlet til at bane vejen til fred
(5:18). Den sammenkalder menneskene til 'Fredens Hjem' (10:25).
'Fredens Hjem' er belønningen for at leve i overensstemmelse med
Koranens budskab (6:127). Der hersker fred i et samfund bestående
af mu'min'er. Når de forlader denne verden, vil malā'ika'erne
modtage dem med hilsenen: "Fred er med jer (som belønning) for
jeres tålmodighed og udholdenhed" (13:24). Et brændende ønske
for fred afspejles i de ord, med hvilke en muslim hilser en anden:
"Fred være med dig," siger han, og får det glade svar: "Og fred
være med dig også." Koranen bruger udtrykket fasād om alt
det, der forstyrrer den sociale fred. Gud bryder sig ikke om
fasād (2:205). Gud befaler mennesket ikke at skabe splid eller
bruge vold i verden (7:56). Det siges om de troende, at de ikke
avler vold og fortræd (28:83).
Det står altså klart, at islam er en ihærdig tilhænger af fred,
og at den afskyr enhver form for vold og fortræd. Islam søger at
etablere universel fred og at sikre alle fredselskende mennesker
sikkerhed.
Det er uden tvivl sandt, at mennesker i det store og hele
ønsker at leve i fred. Ikke desto mindre er voldsudbrud ikke noget
sjældent fænomen. Koranen giver os fornuftige råd om, hvordan man
kan standse vold, når den bryder ud. Hvis et individ forstyrrer
freden, kan vi forsøge at overtale det, og hvis det mislykkes, kan
regeringen være nødt til at bryde ind og holde ham tilbage med
magt. Problemet er imidlertid langt vanskeligere, når én nation
angriber en anden.
2. Kristendom og krig
Kristendommen favoriserer en ikke-modstandspolitik over for det
onde. Man tilrådes ikke at imødegå ondt med ondt og ikke at
imødegå vold med vold. Det Nye Testamente fortæller os, at
kærlighed er det bedste svar på en voldelig handling:
I har hørt, at der er sagt: "Øje for øje og tand for tand."
Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den,
der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så
vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din
kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til
at følge ham én mil, så gå to mil med ham. (Matthæus 5:38-41)
At øve godt som gengæld for ondt siges at være den bedste måde
at bekæmpe det onde. Uden tvivl er det ædle følelser, der i det
personlige forhold mellem individer kan være prisværdigt. Det er
dog tvivlsomt, om Jesus (må Herrens fred og velsignelser være med
ham) ville have fremsat en sådan forskrift på universelt plan, for
erfaring beviser ikke visdommen i den. De kan kun bruges i sjældne
tilfælde, og anbīya taler ikke for de sjældne undtagelser.
Også kristendommens historie benægter deres pålidelighed. William
Ralph Inges kommentar i The Fall of the Idols til denne
måde at kæmpe mod det onde på fortjener nøje overvejelse:
"Ikke-voldsprincippet blev nedfældet af en lille gruppe
mennesker i fjendtligsindede omgivelser; men et organiseret
samfund kan ikke afstå fra brugen af tvang. Ingen ville antyde,
at en kristen regering ikke må standse en bande kriminelle inden
for sine egne grænser, og dersom dette tillades, kan vi da være
i tvivl om, at den ikke ville forsvare sig imod en indtrængende
fjende?... Augustin mente, at krig kan retfærdiggøres for at
drive hensynsløse og rovgriske angreb tilbage, og at man ved at
forhindre sådanne forbrydelser handler i angriberens interesse.
'Hvis retfærdigheden fjernes, hvad er et rige da andet end en
stor røverbande?'... Ved at indrømme, at visse situationer, der
gør en forsvarskrig uundgåelig, kan opstå, har vi fundet frem
til et princip, der kan vejlede os i konkrete situationer." (pp.
176, 179, 181)
Selv i Det Nye Testamente, som det forefindes i dag, er der
udtalelser her og der, der tydeligt er i strid med læresætningen
om ikke-vold og absolut ikke-modstand imod det onde. For eksempel
berettes det, at Jesus (må Herrens fred og velsignelser være med
ham) har sagt:
Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg
er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for
at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes
mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine
husfolk til fjender. (Matthæus 10:34-36)
Det er tydeligt, at brugen af magt for at forsvare en god sag,
ikke udelukkes i kristendommen.
I vor egen tid betragtede man inderen "Mahatma" Gandhi som en
standhaftig og kompromisløs fortaler for ikke-vold; men også han
måtte nedtone sin idealisme og indtage en mere realistisk holdning
til det onde:
"Hvis åben krigsførelse var en mulighed, ville jeg indrømme,
at vi ligesom andre lande må betræde voldens vej og i det
mindste udvikle de kvaliteter, som tapperhed på slagmarken
fremelsker."1
Denne ahimsa's2 apostel går endog så
langt som til at indrømme, at når nødvendigheden opstår, vil ikke
kun mænd, men også kvinder være nødsaget til at gribe til vold og
imødegå magt med magt.3 Det er unødvendigt at
tilføje, at denne rishi's4 følgere har
grebet til vold, når som helst det tjente deres formål.
3. Koranen og krig
Koranen appellerer aldrig til menneskets flygtige følelser, ej
heller giver den efter for dets humørsvingninger. Koranen ser
problemerne på en realistisk måde og giver rationelle løsninger på
dem. Ligesom Det Nye Testamente råder den os til at gengælde ondt
med godt, idet sådanne handlinger har en helbredende effekt på
synderen, ligesom vort moralske værd vil højnes:
Imødegå det onde med noget, der er bedre. Så vil din fjende
blive din mest fortrolige ven. (41:34)
Et andet sted beskrives en mu'min som en, "der
imødegår ondt med godt" (28:54); men hvis fjenden er så gemen
at drage nytte af sådan godhed, tillader Koranen brugen af magt –
forudsat man holder sig inden for anstændighedens og
retfærdighedens rammer. Selv om den tillader magt i sådanne
tilfælde, råder Koranen os til at være milde imod den, der
foruretter os. Hvis han angrer, skal han tilgives. Koranen
formaner os til at tilgive vore fjender og dem, der foruretter os:
Den, der tilgiver og slutter forlig, vil blive belønnet af
Allah. (42:40)
Koranen bruger begrebet zālim (grusom, tyrannisk) om
dem, der ikke tilgiver deres fjender. Et andet sted giver Koranen
mennesket lov til at bede fjenden yde erstatning for den tort og
svie, han har påført ham. Vil han ikke det, bør han straffes.
Koranen fordømmer dem, der er uretfærdige og grusomme imod deres
medmennesker. De fortjener en alvorlig straf (42:42). Koranen
indskærper mennesket, at tilgivelse er en ædel ting. Koranen beder
os tilgive den, der har skadet os, når som helst vi har grund til
at tro, at en sådan tilgivelse vil gavne både synderen såvel som
samfundet.
4. Loven og magtanvendelse
Koranen gør sig til talsmand for, at gode love ikke er nok til
at sikre fred i verden. Det er nødvendigt, at lovene håndhæves,
som det sig hør og bør:
Vi sendte Vore sendebud med tydelige tegn og med Vore Love og
kriterier (for ret og uret), for at mennesket må leve sit liv i
retfærdighed. Vi har også skabt stål, som besidder kampkraft og
andre anvendelsesmuligheder til gavn for menneskeheden. (57:25)
Med andre ord, en lov, som ikke bakkes op af magt, er ikke
andet end en from henstilling. Loven må håndhæves, hvis den
sociale orden skal opretholdes. Koranen taler derfor for, at
staten opretholder den nødvendige magt for at håndhæve dens love.
Hvis Koranen kalder Gud As-Salām, Kilden til Fred, giver
den Ham også navne som Beskytteren, Den Mægtige, Betvingeren og
Den Selvopretholdende. Også staten bør afspejle disse egenskaber.
Den magt, som overdrages til staten, skal bruges til at
opretholde lov og orden og som forsvar imod dem, der truer statens
uafhængighed. Staten skal derimod ikke bruge sin magt til at
indskrænke individets frihed. Hensigten med en stats etablering er
at opretholde tilstande, der tillader individet at udvikle sig og
opnå selverkendelse. Denne hensigt kan kun opfyldes, hvis staten
er fuldt uafhængig og forberedt på at imødegå aggressioner fra et
hvilket som helst hold:
Hold jeres bedste våben parat til skræk og advarsel for
Allahs og jeres fjender – også dem, hvis fjendskab I endnu er
uvidende om, men som Allah kender vel. (8:60)
Staten bør ikke bruge sin magt til at underkue svagere
nationer. Den skal bruge sin magt til at skabe tilstande, der
muliggør, at den levevis, Gud har foreskrevet, kan følges. Den
første krig, som muslimerne udkæmpede, belyser retten til at bruge
magt.
Rasūl'en og en lille gruppe af hans hengivne tilhængere
levede i Mekka i tretten år. I denne periode udholdt de tålmodigt
og ydmygt mange former for forfølgelse. Hver eneste fornærmelse
eller voldshandling blev mødt med tavshed eller i yderste tilfælde
med en mild protest; men den selvbeherskelse, de pålagde sig selv,
blev fejlagtigt opfattet som svaghed, og hver eneste dag led de
under de krænkelser og overgreb, de blev udsat for. Da
undertrykkelsen blev utålelig, forlod de deres fædrene hjem og
søgte tilflugt i Medina, en by flere hundrede mil fra Mekka. Selv
dér kunne de ikke være i fred. Deres fjender var opsat på at
tvinge dem til at frasige sig deres nye tro eller på at udslette
dem, hvis de nægtede at føje sig. En formidabel styrke marcherede
imod dem. For flygtningene var det et spørgsmål om liv eller død.
Selv da tøvede de med at imødegå magt med magt. De ventede
tålmodigt på Guds vejledning for at gøre det rette. Til slut fik
de tilladelse til at bruge magt og tage kampen op mod deres
uforsonlige fjender:
Der påhviler ikke den forfulgte, der hjælper sig selv og
forsvarer sig imod overgreb, nogen skyld. (42:41)
En klar anvisning gives i følgende vers:
Det er tilladt dem, imod hvem der kæmpes, at kæmpe, fordi der
er øvet uret imod dem. Allah har visselig magt til at hjælpe
alle dem, der uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjem,
blot fordi de sagde: "Allah er vor Rabb!" Hvis Allah ikke holdt
nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre, ville både klostre,
kirker, synagoger og moskéer, hvori Allahs navn ihukommes
uafladeligt, være blevet ødelagt. Allah hjælper visselig dem,
der virker for Hans sag. Han er vældig og almægtig. (22:39-40)
Vi kan konkludere fra disse vers, at kun dem, der forfølges og
ikke får lov til at leve i fred, har ret til at ty til krig. Det
rejser spørgsmålet, om hvad de skal gøre, hvis de ikke besidder de
nødvendige midler til at forsvare sig? I sådan et tilfælde
opfordrer Koranen alle retfærdige mænd til at haste dem til
undsætning og kæmpe på deres vegne:
Hvorfor skulle I ikke kæmpe for Allahs sag og for de
undertrykte (og hjælpeløse) – de mænd, kvinder og børn, der
klager: "Rabb! Hjælp os bort fra denne by og dens uretfærdige
indbyggere (der ikke følger Allahs Lov). Lad fremtræde én, der
vil beskytte os og hjælpe os." De troende stræber og kæmper for
Allahs sag. De vantro kæmper for taghūt's sag. Bekæmp shaitān's
venner; hans list vil aldrig lykkes. (4:75-76)
Meningen er klar. Undertrykte folk over hele verden bønfalder
om hjælp og undsætning. Hører I ikke de undertryktes skrig? Eller
tænker I, der selv er i sikkerhed, at det ikke er nødvendigt at
kæmpe? I tager fejl. Det er jeres pligt at komme alle, der lider
under forfølgelse og undertrykkelse, til hjælp. Det er jeres pligt
at bekæmpe grusomhed og uretfærdighed, selv om ofrene ikke
bekender sig til de samme værdier og begreber, som I selv, og ikke
tilhører jeres nation eller race. Hvorfra de undertryktes nødråb
end når jer, bør I haste hen og bekæmpe undertrykkeren. Det er,
hvad 'kamp i Guds navn' betyder.
Mu'min'erne kæmper for Guds sag imod grusomhed, tyranni og
uretfærdighed. Deres mål er, at retfærdighed skal herske i verden.
De ikke-troende kæmper for at underkue andre mennesker og udnytter
dem i egen interesse. Koranen fortæller os i et simpelt og direkte
sprog, hvornår krig er berettiget og hvornår ikke. Principperne
nedfældet i Koranen er klare og afgrænsede. De er ikke affattet i
et sprog, der kan fortolkes på flere forskellige måder. Skelnen
mellem en retfærdig og en uretfærdig krig er tydelig og bør ikke
sløres ved sofistikerede argumenter. For eksempel har mennesker,
der er virkelig forfulgte, ret til at gøre oprør imod deres lands
regering. De ville dog handle direkte i modstrid med koranske
principper, hvis de overdriver og betegner ubetydelige chikanerier
som forfølgelse. De kan kun siges at være ofre for forfølgelse,
hvis de nægtes de basale rettigheder, som Koranen definerer.
Mu'min'en vil kun gribe til våben for at forsvare disse
rettigheder, og han vil ile de undertrykte til hjælp – muslim
eller ikke-muslim.
5. Regler for adfærd
Så meget om de omstændigheder, der tillader krig. Lad os nu
betragte de adfærdsregler, der er nedfældet i Koranen for muslimer
i krig. For det første, så er pligten til retfærdighed imod
medmennesker lige så bindende i krigs- som i fredstider:
Oh I troende! Vær standhaftige og retsindige vidner for
Allahs sag, og lad ikke andres had til jer forlede jer til at
handle uretfærdigt. Vær retsindige; thi retsind er beslægtet med
fromhed. Nær ærefrygt for Allah, for Han er vidende om alt, hvad
I gør. (5:9)
Vi skal være retfærdige, selv over for vore fjender. Koranen
tillader os ikke under nogen omstændigheder at afvige fra
retfærdighedens vej. Hvis en undertrykker har frataget mennesker
deres basale rettigheder, så byder retfærdigheden, at disse
rettigheder skal gives tilbage til dem. Det skal så vidt muligt
ske ad fredelig vej. Kun, hvis dette slår fejl, må man ty til
krig; men selv i krig skal fjendens basale rettigheder
respekteres. Når fjenden er besejret, skal han behandles med den
hensynsfuldhed, der tilkommer alle menneskelige væsener.
For det andet fastslår Koranen, at aftaler skal overholdes i
krigs- som i fredstider. Verdensfreden afhænger først og fremmest
af den tillid, man har til pagter. En aftale har kun værdi, så
længe der hersker indbyrdes tillid. Kan en aftale blive
respekteret, hvis den ene af parterne mener, at i krig er alt
tilladt? Den stærke part kunne tage afstand fra aftalen, når som
helst det passer den. Det er derfor Solon siger, at en traktat er
et spindelvæv, der fanger den svage, og end ikke er et halmstrå
værd for den stærke.
Machiavelli forsvarer i Fyrsten hårdnakket skruppelløse
studehandler i politik. Han anbefaler regenten i klare vendinger
at bryde sin tro, når som helst det passer ham:
"En klog fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis det ville
skade ham selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at
afgive sit løfte, er bortfaldet." (p. 68)
Hans elev, Frederik II, mente at:
"Politik snarere består i at drage nytte af favorable
omstændigheder end i at planlægge dem på forhånd. Det er derfor
jeg råder jer til ikke at indgå traktater, der afhænger af
usikre begivenheder, og at holde jeres hænder frie."5
En indisk politisk tænker havde fremsat lignende doktriner
længe før Machiavelli. Betegnelsen kautilya (listig), som
han fik påhæftet, viser, at han forsvarede brugen af list og svig
i politik. Han mente, at kun en listig og skrupelløs mand kunne
spille det politiske spil med succes. I sin bog Arthashastra
skriver han således, at aftaler ikke er ukrænkelige,
men kan fordrejes og brydes, hvis det skønnes nødvendigt. Han
råder dog en hersker til at gøre det med list, således at hverken
hans eget folk eller hans egne modstandere mistænker ham for at
bryde pagten.
I direkte modsætning til denne forherligelse af
formålstjenlighed påbyder Koranen kategorisk:
Opfyld jeres forpligtelser. (5:1)
Den minder os om, at vi ikke kun er ansvarlige over for dem, vi
har givet vort ord, men også over for Gud; og Gud befaler os at
opfylde vore forpligtelser:
Hold jeres løfter og opfyld jeres forpligtelser, for I vil
blive draget til ansvar for hver eneste af dem (på Dommedag).
(17:34)
Hvad skal man stille op, hvis den anden part bryder aftalen?
Det antages almindeligvis, at aftalen automatisk bliver ugyldig i
et sådant tilfælde. Ikke sådan med Koranen. Den misbilliger
overilet handling og råder os til at appellere til fjenden om at
genoverveje sin beslutning og overholde aftalen. Kun, hvis denne
appel viser sig at være forgæves, og fjenden fortsætter med at
bryde aftalen, har vi ret til ikke længere at opfatte den som
bindende for os:
Hvis I nærer (velbegrundet) frygt for, at jeres pagtsfæller
vil forråde jer, da opløs (pagten) for at være på lige fod.
Allah elsker visselig ikke forrædere. (8:58)
I islams tidlige tider, da Koranens lov blev overholdt af alle,
var det ganske utænkeligt, at muslimer skulle bryde en pagt. Selv,
hvis løftet var blevet givet af en individuel muslim, blev det
altid overholdt. En hændelse fra slaget ved Badr illustrerer
Rasūl'ens holdning til en muslims æresord. I dette slag stod
313 muslimer over for en stor styrke på over tusinde mænd. De
havde alle odds imod sig og ville have hilst enhver forøgelse af
deres antal velkommen. Under kampene, da udfaldet stadig var
usikkert, kom to bevæbnede mænd pludselig til syne og sluttede sig
til kampen på deres side. Rasūl'en spurgte dem, hvorledes
det var lykkedes dem at passere fjendens land. De svarede, at man
havde prøvet at stoppe dem, men havde ladet dem fortsætte, da de
havde givet deres ord på, at de ikke ville gribe til våben imod
dem. Rasūl'en sagde, at deres ord stod ved magt. Han
befalede dem ikke at kæmpe og sagde, at kampen ville blive afgjort
i henhold til Guds Lov. Selv på dette kritiske tidspunkt tillod
han ikke sine mænd at bryde deres løfte.
En prekær situation opstod, da nogle hedenske kvinder antog
islam, mens deres ægtemænd forblev tro imod deres gamle guder.
Ægtemændene begyndte at forfølge deres hustruer for at tvinge dem
til at frasige sig islam. Nogle af disse kvinder søgte tilflugt i
Medina, og muslimerne blev anmodet om at sende kvinderne tilbage
til deres ægteviede mænd. Da Islamisk Lov imidlertid ikke tillader
ægteskab imellem en muslimsk kvinde og en hedning, meddelte man
kvinderne, at de var frie, og at man ikke agtede at tvinge dem til
at vende tilbage til deres ægtemænd, og deres ægtemænd fik
refunderet, hvad de havde foræret deres hustruer eller givet ud på
dem (60:10-11). Det skal bemærkes, at disse mænd var islams svorne
fjender og var opsatte på at ødelægge den lille muslimske
menighed. Selv sådanne fjender ville Rasūl'en ikke
forfordele med hensyn til, hvad der med rette tilkom dem. Denne
iver efter retfærdighed og fair behandling kunne ikke andet end
gøre indtryk på islams fjender.
Endelig må et tilbud om fred fra fjenden under ingen
omstændigheder afslås. Måske har muslimerne god grund til at være
skeptiske over for fjendens motiver; men deres skepsis bør ikke
afholde dem fra at tage imod fredstilbudet. Det kan være, at
tilbudet kommer på et tidspunkt, hvor sejren ligger inden for
muslimernes rækkevidde. Selv da bør de ikke fortsætte krigen, men
nedlægge våbnene og indlede fredsforhandlinger. Hvis fjenden har
følt sig tvunget til at indgå en fredsaftale, er formålet med
krigen opnået. Hensigten var ikke at underkue fjenden eller erobre
hans landområder, men at slå angrebet tilbage. Hvis fjenden af en
hvilken som helst grund viser villighed til at nedlægge våbnene,
bør muslimerne følge trop. Fjenden kan have fremført tilbudet om
fred blot for at vinde tid eller for at dække over en forbryderisk
plan; men selv i et sådant tilfælde påbydes muslimerne at stole på
Gud og acceptere tilbudet i god tro, "for Allah er
tilstrækkelig for dig. Han hjælper dig og styrker dig ved hjælp af
de af dine trosfæller (der sammen med dig kæmper for Guds sag)"
(8:64). Alle nødvendige forholdsregler skal dog tages, og
fjenden skal opmuntres til at afstå fra angreb; men tilbudet skal
ikke vrages på grund af mistanke om skjulte motiver.
Hvor længe bør krigen fortsætte, hvis fjenderne nægter at komme
til forståelse? Koranen påbyder muslimerne at fortsætte krigen,
indtil dens formål er nået. Hvis hensigten er nået, bør krigen
afsluttes straks. Uberettiget angreb, forfølgelse af en religiøs
gruppe, undertrykkelse og krænkelse af menneskerettighederne er
nogle af de årsager, der retfærdiggør krig.
Hvis krigen ikke kan afsluttes, men de krigsførende parter kan
enes om en midlertidig våbenhvile, bør lejligheden gribes
øjeblikkelig. Medens kampen hviler, kan gemytterne falde til ro,
og klarsyn og selvransagelse kan skabe en atmosfære, der kan føre
til en fredelig bilæggelse af stridighederne. I vore dage bruger
man ordet våbenhvile om sådanne midlertidige arrangementer. Denne
metode til at afslutte krig blev allerede anbefalet af Koranen for
1400 år siden. Et andet skridt i samme retning var at etablere en
international konvention gående ud på, at det var forbudt at føre
krig i visse måneder (9:36).6
6. Krigsfanger
Koranen påbyder, at krigsfanger behandles humant og medlidende.
I datidens Arabien blev krigsfanger som alle andre steder
sædvanligvis gjort til slaver. Mænd og kvinder blev solgt, og
ingen tog anstød af denne praksis. Koranen, der lægger så megen
vægt på det menneskelige selvs værd, kunne naturligvis ikke
billige et sådant overgreb på et menneskes værdighed. Den befaler
muslimer at behandle krigsfanger på anden vis. Påbudet lød:
Når I møder de vantro (i åben forsvarskamp), da giv dem én
over nakken. Når I har fået overtaget, da tag dem til fange.
Frigiv dem derefter storsindet eller forlang løsepenge. (47:4)
Betydningen af dette vers er tydelig. Krigsfanger kan udveksles
med muslimer i fjendens varetægt, eller sættes fri, når den
fastsatte løsesum er betalt, eller sættes fri betingelsesløst som
en venskabelig gestus eller af rent humanitære årsager. Hvilket
alternativ, man end vælger, er resultatet det samme: Krigsfanger
får deres frihed. I hele Koranen er dette det eneste vers, der
omhandler krigsfanger. Hverken her eller andre steder er der nogen
som helst antydning af, at krigsfanger må gøres til slaver.
Koranen, der påbyder menneskene at sone deres synder – selv for
mindre forseelser – ved at frigive en slave (90:13), der tillader
krig i forsvar for menneskerettigheder, og som proklamerer
menneskenes ligeværd, kan selvsagt ikke billige nogen som helst
form for slaveri. Den påbyder tværtimod, at krigsfanger behandles
som gæster, så længe de er i muslimernes varetægt. Abu Aziz var en
af dem, der blev taget til fange i slaget ved Badr. Efter sin
løsladelse vendte han tilbage til sit folk og fortalte dem om den
behandling, han havde fået. "Jeg blev indkvarteret hos en ansār.7
Han gav mig brød og andet godt at spise, medens han selv og hans
familie levede af dadler. Jeg følte mig skamfuld og gav ofte
brødet tilbage til ham. Han afviste at røre det og tvang mig til
at spise det."
En anden mand, der faldt i muslimernes hænder i Badr, var
Sohail bin ‘Umar. Sohail var en kendt, oratorisk begavelse,
der havde fremsagt mange smædedigte om Rasūl'en. Muslimerne
ønskede naturligvis at straffe ham, og én foreslog, at man skulle
slå to af hans fortænder ud. Rasūl'en gav dog ikke sit
samtykke til dette forslag, og ingen vovede at røre Sohail.
Nogle af dem, der blev taget til fange i Badr, blev sat fri
efter at have betalt løsesummen. Der var mange, der var for
fattige til at betale. De, der kunne læse og skrive, fik at vide,
at de kunne genvinde deres frihed ved at lære 10 muslimer at læse
og skrive. De resterende blev sat fri betingelsesløst. De, der
havde betalt deres løsesum, fik at vide, at hvis de nogen sinde
skulle slutte sig til muslimerne, ville de få pengene refunderet:
Oh sendebud! Sig til krigsfangerne i din varetægt: "Hvis
Allah ser noget godt i jeres hjerter, vil Han give jer noget
bedre end det, I har mistet; og Han vil tilgive jer, for Han er
tilgivende og barmhjertig." (8:70)
Det skal bemærkes, at hver gang ordene 'slave' eller 'slavinde'
optræder i Koranen, refererer de til de slaver/slavinder, der
allerede fandtes i det arabiske samfund. De omtales i datid.
Intetsteds siger Koranen: "Gør jeres fjender til slaver, og her er
reglerne for omgangen med dem." Da muslimerne kom til magten
frigav de gradvist de slaver, der levede i det arabiske samfund og
lukkede derved døren for fremtidigt slaveri.
Mennesker, der tilhørte fjendens lejr, søgte fra tid til anden
tilflugt hos muslimerne. Koranen påbød muslimerne ikke at sende
dem tilbage. Muslimerne skulle give dem asyl, og skulle gøre dem
bekendt med Koranens budskab. Det stod dem selvfølgelig frit for
enten at modtage eller afvise budskabet. Hvis de besluttede sig
for at vende tilbage til deres folk, skulle de ikke blot have lov
til at vende hjem, men skulle også eskorteres på vej, så de kunne
vende hjem i fuld sikkerhed:
Hvis en af jeres modstandere beder om beskyttelse, da beskyt
ham, at han må høre Allahs ord, og før ham derefter til et
sikkert sted. (9:6)
Det er klart muslimernes pligt at oplyse disse mænd om islams
hensigt og mål; men Koranen forbyder utvetydigt muslimerne at
tvinge dem til at antage den islamiske tro.
7. Kan krig afskaffes?
Menneskehedens historie udgør et broget mønster af skiftende
freds- og krigsperioder. Vil det samme mønster fortsætte, eller
kan en varig fred opnås i den nærmeste fremtid? Vi kan besvare
disse spørgsmål ved hjælp af Koranen. Det vers, der handler om
krigsfanger, fortsætter med ordene: "... indtil
fjendtlighederne bringes til ophør" (47:4). Med andre ord, har
de motiver, der fører til krig, ikke sin rod i mennesket. De
opstår i en bestemt slags samfundsorden og vil forsvinde, hvis
denne orden forandres radikalt. Det samfund, vi har bygget op, er
præget af konkurrence og begærlighed. Hvis det erstattes af den
koranske samfundsorden, der fremmer kreativitet og konkurrence på
det sociale område, vil krig ophøre med at være en del af
menneskets tilværelse. Der vil herske fred over hele verden.
Koranen søger at svejse de forskellige grupper af mennesker sammen
til et eneste harmonisk, universelt samfund. Al rivalisering
mellem nationer og grupper vil forsvinde. I en sådan samfundsorden
vil individer såvel som grupper ikke kæmpe med hinanden om magten
– den magt, der vil sætte dem i stand til at dominere og udbytte
andre. De vil have lært at ønske langt ædlere ting, der vil forene
dem i stedet for at splitte dem. De vil ønske selvudvikling ved at
tjene andre og arbejde for det fælles vel: menneskehedens
fremskridt. Denne samfundsorden ville give mennesket, hvad det
behøver allermest af alt: sikkerhed og fred og mulighed for
selvudfoldelse og selvudvikling. Intet i dette samfund ville vække
misundelse, jalousi, grådighed eller ondskabsfuldhed i mennesket.
Der ville ikke være interessesammenstød og følgelig ingen
konflikt. Så ville, med Koranens ord: "fjendtlighederne blive
bragt til ophør", dvs. at der ikke i den nye samfundsorden vil
være brug for den rolle, krig indtil da har spillet.
Som tingene står nu, kan det dog sommetider være nødvendigt at
føre krig i retfærdighedens navn. Tirmidhi beretter, at Rasūl'en
har sagt: "Hensigten med krig er at tvinge undertrykkeren til at
bøje sig for retfærdigheden." Al-Bukhāri, en af dem, der har
samlet Rasūl'ens traditioner, beretter, at Rasūl'en
engang blev spurgt: "En mand går i krig for at høste berømmelse,
en anden for at bevise sit mod, og en tredje af hævngerrighed.
Hvilke af disse tre motiver kan man billige?" Rasūl'en
svarede: "Den, der kæmper for, at Guds Lov må være enerådende,
kæmper for Gud."
Menneskeskabte love tjener udelukkende en bestemt gruppes
interesser. Sådanne love er uacceptable for andre grupper; men Gud
er Rabb for hele menneskeheden. Hans Lov beskytter hvert
enkelt menneskes interesser. Følgelig udgør Hans Love et sikkert
fundament for verdensfreden. I islam kaldes dette fundament
tawhīd, dvs. enhed. Tawhīd står for Den Ene Guds ene
lovsæt for den ene skabelse – menneskeheden. Den samfundsorden,
der bygger på dette fundament er dīn og er den samme
for hele menneskeheden.
Denne sandhed begynder at gå op for vestlige tænkere. Hvis de
ikke får øje på den i sit fulde omfang, ligger fejlen hos
muslimerne, der modtog den guddommelige lov for 1400 år siden og
endnu ikke har forelagt og fortolket den for menneskeheden.
Muslimer bør huske på, at det videnskabelige syn ligger dybt i det
moderne sind, og at det moderne menneske taler videnskabens sprog.
Koranen siger: "Menneskeheden udgør et eneste fællesskab"
(2:213). Det er langt nemmere for det moderne menneske at
forstå denne sandhed, end det var for deres forfædre for 1400 år
siden. Mennesket kan kun få retmæssig anerkendelse og realisere
sit potentiale som medlem af et universelt broderskab. Koranen
forsøgte at etablere et sådant broderskab og gjorde det inden for
de områder, hvor koranske love var fremherskende. Koranens budskab
er ikke for en bestemt gruppe, men for hele menneskeheden. Hver af
de anbīya, der gik forud for Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham), talte til en bestemt gruppe. Kun
Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) var bærer
af et budskab for menneskeheden som helhed:
"Oh menneskehed! Jeg er blevet sendt til jer alle som
budbringer fra Allah – Ham, der råder over himlene og jorden.
Der er ingen anden gud end Ham." (7:158)
Alle denne planets fredselskende beboere bør derfor stå sammen
om Koranen og gå fremad under dens banner. Drømmen om en
vedvarende fred vil så blive til virkelighed:
Oh menneskehed! Der er kommet en advarsel fra jeres Rabb, en
balsam for jeres hjerter, en vejledning og rahma for de troende.
(10:57)
Om samfundsordenen siger Koranen:
Enhver, der træder ind i den, er i sikkerhed. (3:97)
Mennesker over hele verden burde give sig i kast med at opbygge
denne samfundsorden, der rummer menneskehedens håb.
|
|
|
|
|
|
1. M. K. Gandhi: Young India, p. 147. Ifølge MANSUR: Process of Independence, p. 44.
2. Ahimsa betyder 'ikke-vold' og var nøgleordet for Gandhi og hans frihedsbevægelse i
det tidligere Britisk Indien.
3.
Harijan, Ahmadabad, 27. oktober 1946.
4. Rishi er en person, der betragtes som 'hellig' eller 'vis'.
5.
Ifølge MURRAY: The Individual and the State, p. 212.
6.
Der er her tale om månederne dhu'l-ka'da, dhu'l-hijja, muharram og
rajab. (overs.)
7.
'Ansār' betyder egentlig 'hjælper' og er betegnelsen for de muslimer i Medina, der
forud for Profetens udvandring til byen i 622 havde antaget islam, og som 'hjalp'
Profeten og de mekkanske udvandrere i den første tid efter deres ankomst ved bl.a.
at give dem husly. (overs.) |
|
|
|
|
|