Koranen henleder igen og igen menneskets opmærksomhed på naturfænomener og historiske begivenheder, og den tilskynder mennesket til at grunde over dem. Selv om disse to områder synes ret forskellige, ligner de dybest set hinanden, idet de begge afspejler samme guddommelige hensigt. Lovens virke kan erkendes i begge. De processer, der indgår i levende organismers fødsel og død, er i dag ganske gennemskuelige; men når vi bevæger os fra det individuelle til det kollektive, bliver billedet vagt. Ikke desto mindre har man samlet pålideligt data om de love, der styrer menneskegruppers opståen og opløsning. Historien har forsøgt at udvide spektret og at identificere de love, der styrer nationers storhed og fald. Det har været et prisværdigt forsøg; men det har indtil videre ikke givet et tilfredsstillende svar på årsagerne til historiens gang. Ingen af de fremførte koncepter har holdt stand ret længe. Resultatet er, at historien stadig synes at bestå af en række tilfældige hændelser.

Koranen opfordrer til at se historiens gang fra en ny vinkel, der fortjener opmærksomhed. Ifølge Koranen er den guddommelige hensigt på færde iblandt mennesker som også i naturen – den livløse verden – men med en markant forskel. I naturen opfyldes den guddommelige hensigt gradvist, igennem love, der ikke er til at komme udenom. Vi kan kalde dem den guddommelige vilje. Materialet er passivt og kan antage en hvilken som helst form i overensstemmelse med Guds hensigt. I historien derimod virker hensigten igennem villigt og aktivt samarbejde med frie begrænsede væsener. Den guddommelige vilje har pålagt sig selv tilbageholdenhed, således at disse væsener kan handle og vælge for sig selv. De menneskelige væsener, der spiller deres rolle på historiens scene, har sommetider levet og handlet i harmoni med Guds hensigt, og sommetider imod den. I det første tilfælde trivedes de, gjorde fremskridt og indtog deres retmæssige plads i civilisationens fortrop. I det andet tilfælde sakkede de agterud, gik i opløsning og blev til slut fortrængt af andre. I denne proces er der en årsagssammenhæng. Hver levevis producerer sine egne konsekvenser. Det lovsæt, der regulerer disse resultater, er 'Loven om Gengæld' – som man sår, så høster man. Denne lov er lige så ubøjelig og ubønhørlig i sin virken som enhver anden naturlov. Koranen bekræfter denne lov gang på gang og giver mange eksempler på, hvorledes den har påvirket menneskehedens historie. En nation, der antager en levevis, der stemmer overens med universets moralske orden, vil få succes på alle områder. En nation, hvis levevis er i modstrid med denne orden, vil uvægerligt forfalde og gå i opløsning.

Historien er en fortegnelse over nationers storhed og fald. Den fortæller os om nationer, der blomstrede i fortiden – om deres levevis, deres mål, deres kulturelle værdier, deres handlinger og konsekvenserne af disse handlinger. Hvis man ser på historien som en vurdering af, hvorledes værdier klarer sig – i stedet for som blot en optegnelse over en række hændelser – kan den hjælpe os til at løse vore egne problemer. En sådan vurdering sætter os i stand til at forudsige og kontrollere vore kollektive anliggender. Vi kan undgå faldgruber. Hvis vi følger en vej, der har bragt andre nationer ud i et katastrofalt endeligt, kan vi i tide lægge en bremse på os selv, følge vort fodspor tilbage til korsvejen og vælge en bedre vej, hvis ikke den rigtige. Vi har således et vejledende lys til at bedømme vor egen levevis, vore tanker og handlinger, som også kan give os indsigt i andre nationers fremtid på grundlag af de idealer, de forsøger at leve op til. Kort og godt: hvis vi ønsker at få det bedste ud af livet, kan vi ikke undgå at studere historien og relatere menneskenes adfærd til den skæbne, der ramte dem. Det er derfor, Koranen tilskynder os til at rejse ud i verden og med egne øjne se den skæbne, der ramte dem, der trodsede Gud og Hans Love. Rigdom, magt, befolkningstal – intet kunne frelse dem, hvis de lod hånt om højere værdier. Historien har dømt dem, ligesom den til sin tid vil dømme os. Vi har forudsigelsen lige ved hånden:

Vi har nedsendt tydelige åbenbaringer for gennem eksempler og lignelser at klargøre for jer, hvorledes det gik dem, der var før jer. En formaning for de gudfrygtige (der ønsker at sikre sig imod livets faldgruber). (24:34)

Koranens metode er først at nævne de love, der styrer nationernes skæbne, for derefter at gengive hændelser fra historien for at illustrere disse loves virkemåde. Det er ikke Koranens hensigt at gengive disse hændelser i alle detaljer, men at give tilstrækkelige referencer til at belyse problemet og udelade resten. Koranen giver os således en dyb indsigt i livets processer, således at den inspirerer til ubetinget tro på dens udtalelser, når den f.eks. siger:

Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var både mere talrige og stærkere og efterlod sig mange spor i landet. Men alt dette gavnede dem ikke den mindste smule. For da sendebudene kom til dem med tydelige tegn, jublede de blot over den viden, de allerede besad (og holdt for enestående); men sluttelig blev de indhentet af det, de så spottende havde afvist. (40:82-83)

Disse nationer nød mange fordele. De besad magt, rigdom, teknisk viden og en rig kultur. De havde ekspanderet og spredt sig ud over jorden; men da de valgte at lade hånt om universets moralske orden, viste alle deres forsøg på at afværge skæbnens gang sig nyttesløse. De forfaldt og gik i opløsning. De kunne ikke påberåbe sig uvidenhed, for de var blevet advaret af anbīya fra deres egne rækker. Disse anbīya havde advaret dem for at få dem til at indse deres fejltrin og forbedre sig. De valgte imidlertid at overse advarselen og fortsatte ad den farlige sti. Forfængelighed og stolthed beherskede deres hjerter, og opstemt over midlertidige succeser kunne de ikke se de mere vidtrækkende konsekvenser af deres handlinger. Til sidst nåede de grænsen, som Guds Lov har sat for alting. Da de overskred den, var deres skæbne beseglet. De havde nået det punkt, hvorefter tilbagevenden bliver umulig. Anger kunne ikke længere frelse dem efter dette:

(Da de havde overskredet fristen) kunne deres imān ikke hjælpe dem, da de så Vor straf. Således er Allahs sædvane, som den altid har været gældende over for menneskene. De ugudelige vil (uvægerligt) gå til grunde. (40:85)

Et iøjnefaldende aspekt af Guds evige og uforanderlige Lov er, at forandring og genrejsning er mulig inden for visse grænser. Ud over disse grænser består intet, og alle forsøg på at redde sig selv løber ud i sandet.

Den grundlæggende holdning, som loven fordrer for al menneskelig sameksistens, er respekt for menneskets værdighed – for den menneskelige personlighed, som hvert enkelt individ besidder, og som har et indre værd. Ligegyldighed over for dette værd giver sig udslag i udbytning af andre mennesker enten ved at skade deres person eller deres ejendom. Udbyttende nationer vil uvægerligt gå til grunde:

Hvor mange byer har Vi ikke udslettet, fordi (indbyggerne) ikke var retsindige, og ladet andre folkeslag opstå i deres sted? Og da de så (konsekvensen af deres handlinger i form af) Allahs vrede, forsøgte de at flygte. "Flygt ikke, men vend tilbage til jeres hjem og til det liv, I fandt så velbehageligt, for at I må blive stillet til regnskab!" (Da indså de deres fejltrin) og sagde: "Ve os! Vi har visselig syndet!" (21:11-14)

Konsekvenserne ses måske ikke lige med det samme, men er ikke desto mindre uundgåelige. Universet var ikke bestemt for at være uden moralsk orden:

Vi skabte visselig ikke himlene og jorden og (alt) derimellem for lutter tidsfordriv. (21:16)

Allah har skabt himlene og jorden, for at Vor Lov om Gengæld kan sættes i værk, og ingen vil lide uret. (45:22)

Når et folk vælger at leve et liv stik imod den moralske orden, vil der ikke gå lang tid, før nedturen starter; men der kan gå nogen tid, før effekten bliver synlig i form af social og økonomisk 'sygdom'. De fleste, der prøver at analysere årsagerne til en nations sammenbrud, vil få øje på symptomerne, men vil sjældent kunne se den egentlige årsag: en ugudelig livsform. Man kan sætte en stopper for symptomerne uden at behandle den egentlige sygdom. Derved vil sygdommen blot bryde frem igen i en anden og mere farlig form. Koranen med sit altomfattende livssyn kræver en radikal kur, dvs. en fuldstændig omvendelse og nyorientering. Når denne forandring er gennemført, vil symptomerne langsomt forsvinde. Den eneste kur imod sociale sygdomme er tilbagevenden til retfærdighedens vej.

Koranen udpeger Loven om Gengæld som Guds sunna – den måde, Han behandler verden i alle fysiske og moralske aspekter. Sunna indbefatter orden, ensartethed og konsekvens. Den er udtryk for Guds rationelt dirigerede vilje.

Dette er den kurs, Gud har fulgt med hensyn til dem, der gik bort før os. Guds befaling er en lov i overensstemmelse med et bestemt mønster kaldet guddommelige love (33:38). Denne lov eller 'Guds sædvane' kender ikke til forandring. Den vil operere i fremtiden, som den har opereret i fortiden:

Dette er Allahs sædvane med hensyn til dem, der gik bort førhen; og aldrig vil du finde nogen forandring i Allahs Lov. (33:62)

Denne 'Guds sædvane' hænger også specielt sammen med konsekvenserne af at gå imod Hans Love:

De svor ved Allah en højtidelig ed, at hvis en advarer skulle komme til dem, ville de følge hans vejledning mere lydigt end noget andet folk; men da advareren kom til dem, vakte det blot deres modvilje, og de viste den ved at fremture med hovmod i landet og stifte uro. Uroen vil dog falde tilbage på urostifterne selv. Forventer de (virkelig) at blive behandlet anderledes end dem før dem? Allahs Lov er uforanderlig, og aldrig vil Allah ændre Sin fremgangsmåde. (35:42-43)

Intet i universet ligger uden for Guds rækkevidde eller uden for Hans viden:

Han er visselig alvís og almægtig. (35:44)

På grund af sin rationelle natur vil mennesket altid søge at erkende meningen med alting. Mennesket har haft mindre succes med at erkende historiens mening. Hvad betyder historien? Er den blot "en fortælling, fortalt os af en tåbe … som slet ingenting betyder"? Eller kan vi – hvor dunkel den end måtte være – få øje på en plan, et mønster eller en rytme i den lange række af begivenheder, som historien vidner om? Dette spørgsmål har beskæftiget mange af de store tænkere. De har dog ikke fået mere end nogle forjættede glimt af historiens betydning. Vi skal kort referere til nogle af det nittende århundredes mest betydningsfulde tænkere: Hegel og Marx.

Evolution er nøgleordet i Hegels historiesyn. Hvis vi spørger, hvad det er, der udvikler sig, er svaret: fornuften eller den absolutte idé. Idéen udvikler sig konstant og virkeliggør sit enorme potentiale i den historiske proces. Processen er derfor både meningsfuld og formålsrettet. Udviklingen går imidlertid ikke lige fremad: idéen starter som en tese, og en modsat kraft, en antitese, opstår, hvorefter der er et kompromis kaldet syntese, der omfatter det bedste i hvert af de to standpunkter. Idéens fremadgående bevægelse kaldes dialektik. Fornuften – enten individets, samfundets eller universets – udvikler sig på den dialektiske måde. Disharmonien, der eksisterer implicit i alting, er årsagen til forandring og udvikling. For Hegel er universet både rationelt og dynamisk. Hver civilisation står på et højere trin end den foregående og vil til sin tid give plads til en endnu højere. Fremskridt er derfor en reel kendsgerning. Hegels synspunkt giver ganske sikkert den historiske proces mening. Hans historiesyn har imidlertid en svaghed. Det yder ikke individualiteten retfærdighed. Evolutionen har ganske langsomt til slut produceret det frie og rationelle individ. Et sådant individ kunne betragtes som målet for denne proces. Den fremtidige udvikling ville således gå i retning af gradvis fuldkommengørelse af det enkelte individ. Hegel lægger vægten på helheden, og individet skal kun tjene denne helhed. Vi mener, at dette er en fatal fejltagelse, som er ansvarlig (om end ikke eneansvarlig) for teorien om "nationen som en organisme med funktioner, mål og midler, der ganske overgår de enkeltindividers eller gruppers, som den består af ... en moralsk, politisk og økonomisk enhed, realiseret i [en totalitær] stat"¹ hvorved den knuser individet under Jagan'nath-vognens jernhjul.²

Ifølge den marxistiske teori ligger hovedvægten på den økonomiske faktor. En hvilken som helst tidsalders økonomiske system bestemmer dens idealer, værdier, moralske standard og alle andre aspekter af samfundet. Et økonomisk system giver plads til et andet på samme dialektiske måde. Også her ligger fokus på samfundet og ikke på individet. Samfundet udvikler sig under påvirkning af de økonomiske kræfter, og individet har intet andet valg end at tilpasse sig det sociale system, der tilfældigvis er fremherskende. Ethvert individ, der nægter at tilpasse sig det sociale mønster, bliver udrenset. Den marxistiske teori ignorerer evolutionens hovedtrend i vore dage. Også den har ledt til etablering af et totalitært regime, i hvilket det enkelte individ ikke er andet end et lille hjul i et stort maskineri.

Det er tydeligt, at både Hegel og Marx kun så en del af – og ikke hele sandheden. Begge havde de ret i at se universet som et dynamisk evolverende system. Begge tog de fejl ved at benægte, at målet var fremkomsten af fuldt udviklede, perfekte, frie og rationelle individer. Den historiske proces får kun mening, hvis den ses som en udvikling hen imod dette mål.

Dette er det centrale element i Koranens historiesyn. Den historiske proces er en manifestation af udviklingsprocessen – en proces, hvis deltagere er frie og fremsynede individer. Deres fremsyn er imidlertid begrænset og præget af forvirring. I denne situation er der ubegrænsede muligheder for at gå i en forkert retning. Hvad der er brug for, er en objektiv retledning, der kan holde menneskene på vejen mod et fjernt mål, der ikke umiddelbart er begribeligt. Menneskelig fornuft suppleret med åbenbaring sætter mennesket i stand til at genopdage den rette vej. Den historiske proces vil i sidste instans skabe de rette betingelser for at det enkelte individ kan hellige sig stræben efter de absolutte værdier, som åbenbaringen først og fremmest drejer sig om. Målet er at oprette den guddommelige samfundsorden.

Vi kan med rette spørge, hvorfor denne samfundsorden ikke er synlig noget sted, selv ikke i noget muslimsk land, selv om Koranen har været med os i 1400 år. Svaret er, at den kosmiske proces arbejder langsomt, meget langsomt. Det er kun på lang sigt, at vi kan se en verdensproces' tendens og udvikling. For at citere Koranen: "En dag for Allah er som tusinde år efter jeres tidsregning" (22:47). Menneskeheden kan arbejde sig langsomt frem mod dette mål. Mennesket må lide mange tilbageslag, omvæltninger, skuffelser og prøvelser, før hårdt arbejde vil føre det til målet. Mennesket må være tålmodigt og fortrøstningsfuldt og holde modet oppe, selv i perioder, hvor projektet synes udsigtsløst. Den, der gør det rigtige, hvor lille indsatsen end måtte synes, hjælper processen fremad – og den, der handler forkert, udskyder den. Hver eneste handling har sine naturlige konsekvenser for ophavsmanden såvel som for samfundet:

Hver eneste, der har gjort blot den allermindste smule godt, vil se det. Og hver eneste, der har gjort blot den allermindste smule ondt, vil se det. (99:7-8)

Hver eneste af et menneskes handlinger optegnes, og konsekvenserne er uundgåelige. Det gode sejrer over det onde. En god handling kan ophæve konsekvenserne af en ond handling. Som Koranen siger: "Gode handlinger ophæver slette handlinger" (11:114). Individets eller nationens skæbne afhænger derfor af, hvilke handlinger, der er de dominerende:

Så vil den, hvis gode gerninger bliver fundet tunge, leve et liv i nydelse og tilfredshed. Men den, hvis gode gerninger bliver fundet for lette, vil styrte i en (bundløs) afgrund. Og hvad kan forklare dig, hvad det er? Det er en voldsom, flammende ild! (101:6-11)

En grum skæbne venter den nation, der har sat sig selv i opposition til universets moralske orden. Som vi allerede har set, arbejder Loven om Gengæld langsomt. Effekten af en specifik levevis er måske ikke synlig de første mange år, og nationen lader sig narre af en falsk følelse af sikkerhed. Hvis den imidlertid ikke forandrer sin livsførelse og fortsætter den forkerte kurs, er den dømt til undergang, "og Allah vil lade dem gå deres undergang i møde, uden at de bemærker det" (68:44). Den universelle guddommelige lov har ikke brug for en nation, der blot hæmmer menneskehedens fremskridt. En sådan nation går sin egen undergang i møde. Dens forsvinden vil end ikke bemærkes:

Himlene og jorden begræd dem ikke, ej heller blev de benådet. (44:29)

En sådan nation vil før eller senere forsvinde ud af historien. En nation, der forfalder til destruktive metoder, vil få en kortere eller længere frist. Den vil blive frelst, hvis den kommer på rette spor inden den når det punkt, hvorefter der ingen vej er tilbage. Denne frist benævnes ajal i Koranen. "For hver eneste nation er der en ajal" (7:34), og "for hver ajal er en lov blevet åbenbaret" (13:38). Grænsen, som ingen nation kan passere uden at være uigenkaldeligt fortabt, er fastsat af den guddommelige lov:

Allah udsletter eller bevarer i overensstemmelse med den lov, der udspringer af Ham. (13:39)

Historien bærer vidnesbyrd om den kendsgerning, at nationers og individers opførsel regeres af Loven om Gengæld. En nation, der lever og handler i overensstemmelse med den moralske orden og som fremmer menneskets udvikling, vil blomstre og blive stærk. En uretfærdig og reaktionær nation går sin egen fortabelse i møde. Enhver nation får succes eller fejler som konsekvens af sine egne handlinger. Historiens hændelser er hverken vilkårlige eller uden forbindelse til hinanden, men bestemt af den uforanderlige standard. Historien er ikke en lunefuld skæbne, men en lovformelig, velordnet proces. Hvis en nation lider, har den selv påført sig lidelsen. Den kan ikke laste nogen som helst ydre kræfter. "Den, der går til grunde, gør det efter at have modtaget klare beviser. Den, der overlever, gør det efter at have modtaget klare beviser" (8:42) siger Koranen. Succes eller fejlen er konsekvensen af god eller dårlig opførsel. Det siger Koranen tydeligt:

Allah har visselig ikke gjort menneskene uret – det gjorde de selv. (11:101)

Det er mennesket selv, der ofte handler i strid med sine egne interesser:

Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I er taknemmelige og tror på Ham? (4:147)

Et andet sted siger Koranen det endnu mere tydeligt: "Når ulykke rammer mennesket, siger det: "Min Rabb har fornedret mig (uden grund)." Koranen svarer, at Gud aldrig er uretfærdig imod mennesket. "Hvis I lider, er det, fordi I ikke viser omsorg for den forældreløse og ikke opmuntrer hinanden til at bespise de fattige; fordi I grådigt fortærer den arv (I er blevet betroet), og fordi I elsker rigdom over alt andet" (89:16-20). Dette er årsagerne til deres ulykke. Koranens princip er klart og tydeligt:

Rabb'en vil aldrig ødelægge byer, hvis indbyggere er retsindige. (11:117)

Kun de vildfarne vil blive straffet med udslettelse. (46:35)

'Nationernes skæbne' er et tilbagevendende tema i Koranen. Det er værd at slå meningen med denne betegnelse fast. Nogle nationer er faktisk gået helt i glemmebogen. Det er imidlertid ikke denne kendsgerning, Koranen gør os opmærksom på. Koranen ønsker, at vi reflekterer over den skæbne, der ramte de nationer, der igennem deres misgerninger mistede deres uafhængighed og lever i fattigdom, politisk undertrykkelse og økonomisk afhængighed. De spiller ikke længere nogen aktiv rolle i verden. Ledelsen af menneskeheden er gledet dem af hænde. De lever ikke længere – de vegeterer blot. De har meldt sig ud af menneskeheden, der langsomt men sikkert bevæger sig hen imod et storslået mål. Det øjeblik, de mistede kontakten med den moralske orden, startede deres forfald. Døden er at foretrække frem for forfald. Koranen siger, at en nation starter sin nedtur, når den higer efter rigdom og puger penge sammen. Den burde have brugt pengene på samfundets ve og vel; men de rige samlede til hobe i stedet for at hjælpe de fattige og trængende. Den uundgåelige konsekvens heraf var, at nationens tilstand forværredes. Menneskene troede, at rigdom gjorde dem stærke; men rigdom var som gift i systemet og underminerede det. Menneskene ruinerede sig selv ved at forfølge uværdige mål:

I er visselig dem, der er kaldet til at give ud af jeres ressourcer for Allahs sag. De af jer, der (på gnieragtig vis) ophober (rigdomme) og derved berøver andre deres underhold, berøver i virkeligheden sig selv. Allah er rig og uafhængig, og I er fattige. Hvis I svigter Allahs sag, vil Han sætte andre i jeres sted, der ikke vil være som jer. (47:38)

Meningen er tydelig. Hvis en nation nægter at arbejde for menneskehedens fremskridt og for etablering af den guddommelige orden, og i stedet søger at ophøje sig selv over andre, vil den blive erstattet af en anden nation, der vil være mere vægtig for menneskehedens balance. Den rige nation vil hænge fast i sin rigdom, og en anden nation vil blive udpeget til at lede menneskeheden. Denne sidstnævnte nation vil være "bedre end sin forgænger" (70:41).

Kampen mellem nationer fortsætter på alle fronter. En nation, der benytter sig af brutal magtanvendelse og list, vil have succes en tid; men vil i sidste ende fejle. Den står ikke blot over for en ydre fjende, men også over for sin egen befolknings utilfredshed. Hvor stærk og velorganiseret regeringen end måtte være, vil den bukke under for sine modstandere, fordi den var baseret på uretfærdighed og tyranni. Politiske fraktioners rivalisering og folkets stigende utilfredshed med det undertrykkende regime, vil bringe nationen til fald – selv om den ikke besejres på en slagmark. Det er den skæbne, der venter et uretfærdigt samfund:

Sig: "Han er i stand til at straffe jer oppefra eller nedefra, eller til at skabe forvirring ved at opsplitte jer og lade jer smage hinandens tyranni." (6:65)

Kampen mellem nationerne vil, hvis den føres på det fysiske plan med brutal magt over for brutal magt, fornedre menneskene og gøre dem til dyr. Mennesket demoraliseres ikke, hvis kampen begrænses til det moralske plan. En sådan kamp fører ikke til had nationer imellem; men det system – det være sig politisk, sociale eller økonomisk – der baner vejen for fremskridt, vil sejre. Her er der brug for at mane til forsigtighed. Det øjeblik et system har succes, skal man ikke konkludere, at det er mere værdifuldt end rivaliserende systemer. Vi skal se på det længere forløb. Kun, hvis succesen er vedvarende og viser sig at give gode resultater for menneskeheden over en årrække, kan systemet betegnes som værdifuldt. Den historiske proces prøver hvert system og bevarer udelukkende det, der udvikler og beriger menneskenes liv. Koranen opfordrer os med rette til at studere historien:

Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige) forfædres endeligt? De var dem overlegne i styrke, de dyrkede jorden og befolkede den i tusindtal, og sendebud kom til dem med tydelige tegn (men de afviste dem). Det var ikke Allah, der gjorde dem uret – det gjorde de selv. (30:9)

Et hastigt blik på de imponerende ruiner af deres byer viser, at de besad alt, hvad mennesket kan ønske: magt, rigdom, umådelige ressourcer og høj intelligens; og dog kunne de ikke stå imod forfaldets kræfter – deres værdisystem var ganske simpelt fundamentalt forkert. De var forhekset af falske og midlertidige værdier så som magt, rigdom og materiel vinding. De var intelligente, men besad ikke visdom. De manglede indsigt i livets dybere mening, og de betalte prisen for at lade hånt om de krav, som universets moralske orden stiller. Koranen fremfører ‘Ad- og Thamūd-folkene som eksempel, to rige og magtfulde nationer. Koranen siger om dem, at de "tydeligvis var indsigtsfulde" (29:38); men de valgte en livsform, der byggede på et forkert værdisystem. Koranen siger, at det er op til mustabsirīn'erne, dvs. de intellektuelle og de ledende tænkere, at opdage den rette vej og overbevise masserne om at følge den. Hvis disse mennesker ikke udfører deres opgave ordentligt, vil nationen forfalde til uretfærdighed og tyranni og gå sin egen undergang i møde. En nations førende tænkere har til opgave at holde øje med nationen og råbe vagt i gevær, når noget går galt. Det er de intellektuelle, der må klandres, hvis en nation forfølger falske værdier. Hvis en nation begynder at forfalde, starter processen sædvanligvis i toppen. Det er samfundets øvre lag, der først bliver korrupt, hvorefter korruptionen breder sig nedefter. Det er besynderligt, at højt intelligente mennesker er de første til at blive korrupte; men det er åbenbart svært for dem at modstå fristelsen til at bruge deres intelligens til at fremme deres egne interesser:

Vi har visselig givet (fortidens nationer) anseelse og magt, som Vi ikke har givet jer, og Vi har givet dem ører og øjne og hjerter; men deres hørelse, syn og forstand gavnede dem ikke, fordi de forkastede Allahs åbenbaringer. Og det, de så spottende afviste, hændte (på Dommedag). (46:26)

Det er denne sandhed, Koranen henleder vor opmærksomhed på. Viden og forståelse, rigdom og magt, evner og intelligens vil ikke gavne os, hvis vi følger en kurs, der går modsat den evige moralske orden. Et socialt system baseret på falske værdier, på forherligelse af rigdom og magt, vil måske blomstre for en tid, men vil i sidste ende smuldre. Muhammad Iqbal har ganske rigtigt skrevet:

"Et samfund baseret på kapitalisme kan ikke opretholde sig selv, lige meget, hvor ihærdigt politikerne end forsøger at understøtte det."
- Bāng-e-Dara (Karavaneklokkens klang)

I løbet af en diskussion om Romerrigets undergang, har Briffault i The Making of Humanity gjort nogle tankevækkende observationer, som er værd at reflektere over:

"Ingen af menneskene udtænkt organisationsform, der bygger på forlorne grundprincipper, vil overleve i længden uanset, om den forsøges opretholdt ved kløgt og effektivitet eller ved overfladisk tilpasning og lapperi. Den er dømt i bund og grund, så længe som roden forbliver, som den er." (p. 159)

Han siger videre:

"Menneskeheden står ikke nødvendigvis på et højere stade, når det svæver over skyerne, ej heller udgør hundrede mil i timen et fremskridt; mennesket forandres ikke intellektuelt ved at være i stand til at veje stjernerne og boltre sig i bredere videnskabelige sfærer. Menneskets gøremål har et dybere aspekt. Der er noget, der står essensen af menneskets værd nærmere end nogen form for materiel eller intellektuel magt, end kontrol over naturen eller udvikling af intellektet. Magt, civilisation og kultur er intet værd, hvis de associeres med dårlig moral. Den moralske standard er den virkelige målestok for værdien af menneskets verden. Det er i dets etiske betydning, at ordet 'god' har sin afgørende betydning, når den bruges om menneskelige anliggender; og ingen menneskelig udviklingsproces kan betragtes som virkelig, hvis den ikke frem for alt er en udvikling i 'godhed'." (p. 259)

Et samfund baseret på falske principper, vil uvægerligt gå i opløsning. Vi citerer igen Briffault:

"Hvad der virkelig sker er, at samfundets rytme, den tingenes orden i hvilken krænkelse af rettigheder er almindelig og accepteret, uundgåeligt vil svækkes og forgå. Hvor meget individet end midlertidigt vil drage nytte af uretfærdighed, vil den sociale organisation, det er en del af, og den klasse, der nyder frugten af denne uretfærdighed, uundgåeligt svækkes af sin handlemåde. De er ikke tilpasset omgivelserne. Syndens sold er døden som følge af den uundgåelige naturlige udvælgelsesprocedure." (p. 262)

Dette hændte ikke kun i fjern fortid, da mennesket stadig var uvidende og intellektuelt umodent. Vi kan se den samme opløsningsproces i den moderne videnskabelige civilisation. Lad os se, hvad vestlige tænkere har at sige om deres egen civilisation. Vi citerer Rene Guenon i The Crisis of the Modern World:

"Det er gået gradvist ned ad bakke med den moderne civilisation, indtil den er endt med at synke til det laveste i mennesket og kun stræber efter en smule mere end tilfredsstillelse af de materielle behov; et mål, der i alle tilfælde er illusorisk, idet det konstant skaber flere kunstige behov, end det kan tilfredsstille." (p. 26)

Han siger videre:

"Ikke kun har de begrænset deres intellektuelle ambitioner til at opfinde og konstruere maskiner; men de er endt med selv at blive maskiner. De opfindelser, hvis antal øges med en stadigt stigende hastighed, er alle så meget farligere, da de bringer kræfter ind i spillet, hvis sande natur er ret ukendt for det menneske, der bruger dem." (pp. 126, 131)

Guenon drister sig til at forudsige det endelige resultat af disse aktiviteter:

"De, der slipper naturens brutale kræfter løs, vil gå til grunde, knust af de selvsamme kræfter, som de ikke længere behersker." (p. 136)

Einsteins bemærkninger til dette emne i Tanker og meninger fra mine senere år fortjener også opmærksomhed:

"Af smertelig erfaring har vi lært, at rationel tænkning ikke er tilstrækkelig til at løse problemerne i vort sociale liv. Grundig forskning og energisk videnskabeligt arbejde har ofte haft tragiske virkninger for menneskeheden. På den ene side har dette arbejde skabt opfindelser, som har befriet menneskene for slidsomt arbejde og derved gjort deres liv lettere og rigere; men på den anden side har det ført til en betænkelig rastløshed, gjort menneskene til slaver af deres tekniske omgivelser og – det mest katastrofale af det hele – skabt midler til menneskenes egen masseudryddelse. Dette er virkelig en overvældende og bitter tragedie!" (pp. 66-67)

Han advarer os imod at overlade vor skæbne til intellektet:

"Og det er sikkert, at vi bør tage os i agt for at gøre intellektet til vor gud. Det har selvfølgelig kraftige muskler, men ingen personlighed. Det kan ikke lede, bare tjene; og det er ikke kræsent i valg af leder. Dette kommer ofte tydeligt frem hos intellektets præster, de intellektuelle. Intellektet har et skarpt øje for metoder og midler, men er blindt for mål og værdier." (pp. 164-165)

Resultatet er med Jungs ord fra The Modern Man in Search of Soul: "Langs verdens hovedlandeveje synes alt udslidt, øde og forladt" (p. 251).

Hidtil har vi set på det moderne samfund. Nu er tiden inde til at vende os mod individet og dets problemer. Det antages almindeligvis, at det moderne menneske langt fra er lykkeligt. Det besidder viden, magt og materielle goder, som dets forfædre end ikke turde drømme om. Dette har dog ikke givet mennesket, hvad det mest af alt ønsker: fred og glæde. Jung satte sig for at diagnosticere den sygdom, som det moderne menneske lider af. Han nåede den konklusion, at det moderne menneskes krop, men ikke dets sjæl, er tilfreds. Mennesket lever ikke i harmoni med universet. Det længes efter forening med universet, men synes, at der er en afgrund imellem ham selv og virkeligheden. På et eller andet tidspunkt gik det galt for mennesket, og midt i al luksus blev det mismodets bytte. Muhammad Iqbal udsendte et lignende faresignal. Han siger om det moderne menneske:

"Kærlighed har ingen plads i menneskets liv; hans intellekt er som slangebid og gør ham rastløs.
Han har ikke givet den guddommelige vejledning mulighed for at underkaste sig og kontrollere sit intellekt.
Han udforsker stjernerne, men har ikke udforsket sit allerinderste jeg.
Han fanger kraften i solens stråler; men hans eget liv er fremdeles hyllet i mørke."
- Darb-e-Kalīm (Moses' slag)

Det moderne menneske har rigdom, magt og uendelige ressourcer. Menneskets kontrol over naturens kræfter og dets teknologiske fremskridt er virkelig bemærkelsesværdige. Hvad er da årsagen til menneskets utilfredshed og til civilisationens forfald? Koranen giver os et svar; årsagen ligger i mennesket selv:

Allah vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (8:53, 13:11)

Disse vers gør det klart, at menneskets skæbne ligger i hans egne hænder. Hvad han har brug for, er en forandring i hjertet. Mennesket har fulgt falske idealer og stræbt efter nedrige mål. Han har afskåret sig selv fra virkeligheden og driver formålsløst omkring. Han har tabt det ædle af syne, som han en gang så et glimt af igennem den guddommelige åbenbaring. En tid lang fulgte han det, men lod sig snart lokke af hverdagens glitterstads. Han greb ud efter det, men det har blot desillusioneret ham. Han var ikke bestemt til at blive et pragtfuldt dyr, men til at stige op til et højere eksistensplan. Mennesket kan kun redde sig selv ved at genfinde sin imān i Gud og i sit eget ædle selv, der indeholder så store potentialer, som han har tilsidesat. Helbredelsen ligger i hans tilbagevenden til Gud, dvs. genoptagen af jagten på absolutte værdier. Lad os se, hvad Bertrand Russell siger om dette i Samfundets magt og individets frihed:

"I den verden vi lever i, er det godes muligheder næsten ubegrænsede og det ondes ikke mindre. Vore øjeblikkelige vanskeligheder skyldes mere end noget andet den omstændighed, at vi i forfærdende grad har lært at forstå og beherske naturens kræfter udenfor os, men ikke de kræfter, der rører sig i os selv." (p. 106)

Flere vers i Koranen kaster lys over en nations gradvise undergang. Som allerede nævnt, er det samfundets øvre lag, der er de første til at blive smittet med ugudelighed. Statsoverhoveder og førende tænkere lader sig lokke af falske idealer og værdier. De tror, at intellektuel viden og teknologi vil gøre dem til verdens herskere. De betragter absolutte værdier som hjernespind opstået i sværmeriske sind. De lukker øjnene for menneskets skjulte rigdomme og forherliger det, som mennesket har til fælles med dyrene, og deres forkvaklede livssyn smitter af på deres tilhængere. Besmittelsen griber om sig, indtil hele samfundet er besmittet:

Har du set de utaknemmelige, der valgte vantro frem for gudhengivelse, og (derved) foranledigede deres folks fortabelse? Et kummerligt endeligt. (14:28-29)

Heller ikke masserne, der lod sig forføre af deres ledere, er uskyldige. Det er uden tvivl sandt, at menigmand ikke har samme intelligens, indsigt og viden, som deres ledere har; men som ansvarlige væsener er det menneskenes pligt at tænke for sig selv og ruske op i vildfarne ledere. Dette forsømte de, og derfor kan de ikke slippe for straf; og i Helvede vil menigmand stille deres ledere til ansvar for den skæbne, der blev dem til del:

Hvis du kunne se, hvorledes synderne bliver stedt for deres Rabb, og hvorledes de giver hinanden skylden (for deres ulykke). De svage (tilhængere) vil sige til de stolte (ledere): "Havde det ikke været for jer, ville vi visselig have troet." (34:31)

Lederne vil svare, at tilhængerne frivilligt adlød dem og således har del i deres skyld:

Og de stolte vil sige til de svage: "Jog vi jer bort fra vejledningen, efter den var kommet til jer? Nej! I er selv skyldige." (34:32)

Kort sagt: ledere og tilhængere vil anklage hinanden, når de ser dommen. Tilhængerne vil tilstå, at de fulgte lederne af egen fri vilje, men vil forsvare sig med, at de blev forført af ledernes besnærende argumenter og troværdige ræsonnement:

De svage vil sige til de stolte: "Nej! Det hørte til jeres plan, at I nat og dag befalede os ikke at tro på Allah og at give Ham partnere." (34:33)

Tilhængerne vil bønfalde Gud om at straffe lederne dobbelt, idet de både er skyldige i deres egen vildfarelse og i at have revet andre med sig:

Og de siger: "Rabb! Vi adlød vore ledere og store mænd, og de ledte os bort fra vejen. Rabb! Giv dem dobbelt straf og forband dem med en mægtig forbandelse." (33:67-68)

Koranen viser os således allegorisk ledernes og tilhængernes respektive roller i en nations fald. Korruption starter i toppen af et samfund og spreder sig nedad. Ved at forsømme sin pligt til at tænke selvstændigt, bliver menigmand medskyldig i ledernes forbrydelser. Havde han gjort oprør, ville lederne måske have kunnet bringes til fornuft og til at holde sig selv i skak. Det var en synd i sig selv at adlyde vildfarne ledere, og menigmand må bøde herfor.

Det er ikke kun individer, der imiterer deres overmænd. Også nationer fristes til at imitere stærkere, rigere og mere udviklede nationer. Tilbagestående nationer følger villigt mere avancerede nationers lederskab. De efteraber de store nationer, kopierer deres manerer og levevis, og overtager deres institutioner, moralske standard og idealer. De fleste af en svagere nations indbyggere er stolte over at handle og tænke som en mere avanceret nation. Der etableres et leder-medløberforhold mellem den store nation og andre nationer. Den førende nation befaler, og de tilsluttede nationer adlyder underdanigt. Hvis den store nation forfølger falske idealer og værdier, vil de nationer, der har accepteret dens lederskab, gøre ligeså. En sådan passiv underkastelse under en anden nation lammer den svagere nations mentale kræfter. Menneskene mister evnen til at tænke selvstændigt. De falder for den ledende nations glans og ser ikke dens fejl og svagheder. De former deres liv efter den ledende nation, de tænker og føler som den. Hvad den førende nation finder rigtigt, er rigtigt for dem også. De følger blindt i den førende nations spor og vil i sidste ende falde i den samme afgrund. Dette er sket igen og igen op igennem historien. I øjeblikket er østerlandene som forhekset af de vestlige civilisationers glamourøse facade. De betragter den ganske ukritisk. De er glødende beundrere af både dens gode og dårlige egenskaber. Også de tilbeder falske guder som materiel opblomstring og teknologisk magt. De går deres undergang i møde, og når ødelæggelsen rammer dem begge, vil de kaste skylden på hverandre:

Hver gang en nation træder ind i (Helvede), vil den forbande sin søster(nation). Når de sluttelig alle er fulgt den ene efter den anden, vil den sidste sige om den første: "Rabb! De vildledte os, så giv dem dobbelt straf i Ilden." (7:38)

Og Gud vil sige:

"For hver af dem er der dobbelt (straf); men (omfanget) kan I ikke fatte." (7:38)

Grunden hertil er indlysende. Gud har givet alle mennesker "øjne og ører" (viden og forstand). Det er deres pligt at udnytte dem til fulde. De burde tænke nøje over konsekvensen af den kurs, som andre opfordrer dem til at følge. Som rationelle og frie væsener er de ansvarlige for deres egne handlinger; de kan ikke flytte ansvaret over på hinandens skuldre. De skal selv tænke, beslutte og vælge. Hvis de tillader andre – hvor overlegne disse end måtte være dem intellektuelt – at tænke, beslutte og vælge for sig, frasiger de sig retten til det frie valg. De må tage konsekvensen af deres handlinger, hvad enten de handlede efter moden overvejelse eller ureflekteret imiterede dem, de beundrede. Havde de reflekteret over den guddommelige åbenbaring og over den skæbne, der har ramt vildfarne nationer i fortiden, ville de ikke have ladet sig blænde af en nations forbigående succes, hvis den handlede i åbenlys modstrid med den moralske orden. De går deres egen fortabelse i møde og kan ikke påberåbe sig som forsvar, at de blot fulgte en nation, der var mere vidende end de selv:

Hvor mange samfund har Vi ikke ødelagt, der misbrugte deres overflod. Reflektér over alle deres bebyggelser, hvoraf kun nogle få har været beboet i tiden efter dem. Og Vi er deres arvinger. (28:58)

Hvor mange byer har Vi ikke ødelagt, fordi befolkningen syndede? Hvor mange brønde og knejsende paladser ligger ikke øde hen? (22:45)

Koranen siger om dem, at "de er blevet en legende" (23:44). Hvor flygtig jordisk herlighed er, kan ses af ruinerne af fortidens store bebyggelser:

Sig: "Rejs ud i verden og se syndernes endeligt." (27:69)

Vi opfordres til at studere historien, for at vi kan undgå den vej, der har ruineret andre. Vi tilrådes at rejse ud i verden og nøje studere vore dages nationer. Vi vil se, at hverken viden, magt eller rigdom kan frelse en nation, der forfølger falske værdier:

Er de ikke rejst ud i verden med åbent sind og lutter øre? Det er visselig ikke deres øjne, der er blinde, men hjertet i deres bryst. (22:46)

Den store lektie, som Koranen lærer os, er, at individer såvel som nationer er deres egen skæbnes smed. Deres skæbne ligger i deres egne hænder. Hvis de vælger at lade hånt om den moralske orden, vil de uvægerligt gå til grunde. Hvis de derimod lever i harmoni med den evige moralske orden og forfølger de absolutte værdier, ligger der en ubegrænset vifte af fremskridt foran dem. Koranen gør ikke blot rede for denne generelle sandhed, men giver også nogle retningslinjer for individet såvel som for staten. Grundprincippet er nedfældet i følgende vers:

Han sender regn ned fra himlen, (der får) floderne til at strømme og svulme op i deres lejer, og floderne fører skum (af urenheder) med sig på overfladen. Fra de metaller, som (menneskene) smelter i ilden for at støbe smykker og redskaber, danner der sig lignende skum. Således viser Allah det sande og det værdiløse. Skummet forsvinder ud i den blå luft; men det, der gavner menneskeheden, vil bestå. Således fremsætter Allah lignelser. (13:17)

Det ukrænkelige og uforanderlige kriterium er, at:

Kun det, der gavner hele menneskeheden vil bestå; alt andet vil forsvinde ud i intetheden ligesom skum.

Det er dette uforanderlige princip, der kaster lys over nationernes storhed og fald. Så længe en nation bidrager med noget nyttigt til menneskeheden og dermed til det gode i verden, vil den blomstre. I samme øjeblik den forsømmer dette, starter dens nedtur, og den vil til slut ophøre med at spille en effektiv rolle i verdens affærer. Om nationen forsvinder eller holder sig i live i årtier eller århundreder, er irrelevant. Den kosmiske hensigt har ikke brug for den og arbejder igennem andre nationer. Det er derfor klart, at den nation, der sætter det, der gavner menneskeheden, i højsædet, følger den rette vej. En nation, der skaber noget af værdi for menneskeheden, noget, der beriger livet for alle mennesker, vil blomstre og gøre fremskridt. Den nation, der stræber efter at sikre alle mennesker et liv i lykke, fred og fremskridt, vil overleve. Væbnet magt, kontrol over naturens kræfter og rigdom vil ikke gavne en nation, hvis dens politik skader menneskehedens interesser. De vil gå til grunde, for:

Kun det, der gavner menneskeheden, vil bestå. (13:17)

Denne diskussion udspringer af spørgsmålet: "Hvorfor er den koranske samfundsorden, der sikrer menneskeheden et fredfyldt, blomstrende og herligt liv, endnu ikke etableret noget sted i verden, end ikke i en muslimsk stat, selv om den guddommelige vejledning har været med os i fjorten århundreder?" Det foreløbige svar er, at den kosmiske proces er yderst langsommelig sammenlignet med tidens gang. Dette punkt kræver nærmere forklaring. Forandringer i det ydre og det indre univers sker automatisk, ifølge Guds plan og gradvist, og hver er de tusinder af år om at fuldføres. Dette er den kosmiske proces. Med hensyn til mennesket, sker denne proces på en lidt anden måde. Mennesket (og her er der tale om det menneske, der ikke lever i henhold til den guddommelige vejledning) vil, når omstændighederne presser ham til at forandre tingenes tilstand, følge den kurs, han finder den bedste, arbejde ihærdigt for den både dag og nat; men vil til slut finde ud af, at han fulgte en forkert kurs. Han opgiver den og følger en ny kurs. Dette vil han være nødt til at gentage flere gange. Ofte vil han føle sig udmattet på sin rejse og vil opgive eksperimentet i dyb skuffelse. Selv, når han når sit mål, vil det involverede arbejde og den tid, det har taget ham, vil ikke stå i rimeligt forhold til det opnåede resultat – livet er så kort, og den vej, der skal tilbagelægges, er så lang. Denne proces bestående af 'trial and error' er en anden kosmisk proces.

Mennesket er imidlertid ikke blevet overladt til sig selv med hensyn til at finde vejen frem. Mennesket er blevet velsignet med guddommelig vejledning. Hvis mennesket straks følger den vej, der anbefales, vil han ikke kun være beskyttet imod faldgruber, men tiden, det tager at nå målet, vil også skrumpe ind fra kosmisk til menneskelig tidsregning. For fjorten hundrede år siden foretog en gruppe troende dette eksperiment med succes. Ud over, at det førte til enestående resultater, beviste de, at den koranske samfundsorden hverken var en utopi eller urealiserbar. Senere generationer forlod den kurs med det resultat, at de mødte samme skæbne som tidligere nationer, der handlede på samme måde. (Dette er det negative bevis for den effektivitet, hvormed den guddommelige lov hersker over nationernes storhed og fald). Den guddommelige kurs er der stadig og kan tages op af en hvilken som helst nation, der ønsker at nå menneskets bestemmelse sikkert og hurtigst muligt:

Sig: "Dette er sandheden fra jeres Rabb!" Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

1.   Charter of Labour of 1927, ifølge BARKER: Principles of Social and Political Theory, p.
      133.
2.   Jagan'nath betyder Verdens herre og er navn for den indiske gud Vishnu, der er
      kendt ved, at hans billede under sommerens 'vognfest' føres i procession på en tung
      vogn, under hvis hjul særlig fromme tidligere sagdes at have kastet sig. (overs.)