|
|
KAPITEL 16 |
|
Nationers Storhed og Fald |
|
|
|
|
1. Koranen og historien
Koranen henleder igen og igen menneskets opmærksomhed på
naturfænomener og historiske begivenheder, og den tilskynder
mennesket til at grunde over dem. Selv om disse to områder synes
ret forskellige, ligner de dybest set hinanden, idet de begge
afspejler samme guddommelige hensigt. Lovens virke kan erkendes i
begge. De processer, der indgår i levende organismers fødsel og
død, er i dag ganske gennemskuelige; men når vi bevæger os fra det
individuelle til det kollektive, bliver billedet vagt. Ikke desto
mindre har man samlet pålideligt data om de love, der styrer
menneskegruppers opståen og opløsning. Historien har forsøgt at
udvide spektret og at identificere de love, der styrer nationers
storhed og fald. Det har været et prisværdigt forsøg; men det har
indtil videre ikke givet et tilfredsstillende svar på årsagerne
til historiens gang. Ingen af de fremførte koncepter har holdt
stand ret længe. Resultatet er, at historien stadig synes at bestå
af en række tilfældige hændelser.
Koranen opfordrer til at se historiens gang fra en ny vinkel,
der fortjener opmærksomhed. Ifølge Koranen er den guddommelige
hensigt på færde iblandt mennesker som også i naturen – den
livløse verden – men med en markant forskel. I naturen opfyldes
den guddommelige hensigt gradvist, igennem love, der ikke er til
at komme udenom. Vi kan kalde dem den guddommelige vilje.
Materialet er passivt og kan antage en hvilken som helst form i
overensstemmelse med Guds hensigt. I historien derimod virker
hensigten igennem villigt og aktivt samarbejde med frie begrænsede
væsener. Den guddommelige vilje har pålagt sig selv
tilbageholdenhed, således at disse væsener kan handle og vælge for
sig selv. De menneskelige væsener, der spiller deres rolle på
historiens scene, har sommetider levet og handlet i harmoni med
Guds hensigt, og sommetider imod den. I det første tilfælde
trivedes de, gjorde fremskridt og indtog deres retmæssige plads i
civilisationens fortrop. I det andet tilfælde sakkede de agterud,
gik i opløsning og blev til slut fortrængt af andre. I denne
proces er der en årsagssammenhæng. Hver levevis producerer sine
egne konsekvenser. Det lovsæt, der regulerer disse resultater, er
'Loven om Gengæld' – som man sår, så høster man. Denne lov er lige
så ubøjelig og ubønhørlig i sin virken som enhver anden naturlov.
Koranen bekræfter denne lov gang på gang og giver mange eksempler
på, hvorledes den har påvirket menneskehedens historie. En nation,
der antager en levevis, der stemmer overens med universets
moralske orden, vil få succes på alle områder. En nation, hvis
levevis er i modstrid med denne orden, vil uvægerligt forfalde og
gå i opløsning.
Historien er en fortegnelse over nationers storhed og fald. Den
fortæller os om nationer, der blomstrede i fortiden – om deres
levevis, deres mål, deres kulturelle værdier, deres handlinger og
konsekvenserne af disse handlinger. Hvis man ser på historien som
en vurdering af, hvorledes værdier klarer sig – i stedet for som
blot en optegnelse over en række hændelser – kan den hjælpe os til
at løse vore egne problemer. En sådan vurdering sætter os i stand
til at forudsige og kontrollere vore kollektive anliggender. Vi
kan undgå faldgruber. Hvis vi følger en vej, der har bragt andre
nationer ud i et katastrofalt endeligt, kan vi i tide lægge en
bremse på os selv, følge vort fodspor tilbage til korsvejen og
vælge en bedre vej, hvis ikke den rigtige. Vi har således et
vejledende lys til at bedømme vor egen levevis, vore tanker og
handlinger, som også kan give os indsigt i andre nationers fremtid
på grundlag af de idealer, de forsøger at leve op til. Kort og
godt: hvis vi ønsker at få det bedste ud af livet, kan vi ikke
undgå at studere historien og relatere menneskenes adfærd til den
skæbne, der ramte dem. Det er derfor, Koranen tilskynder os til at
rejse ud i verden og med egne øjne se den skæbne, der ramte dem,
der trodsede Gud og Hans Love. Rigdom, magt, befolkningstal –
intet kunne frelse dem, hvis de lod hånt om højere værdier.
Historien har dømt dem, ligesom den til sin tid vil dømme os. Vi
har forudsigelsen lige ved hånden:
Vi har nedsendt tydelige åbenbaringer for gennem eksempler og
lignelser at klargøre for jer, hvorledes det gik dem, der var
før jer. En formaning for de gudfrygtige (der ønsker at sikre
sig imod livets faldgruber). (24:34)
Koranens metode er først at nævne de love, der styrer
nationernes skæbne, for derefter at gengive hændelser fra
historien for at illustrere disse loves virkemåde. Det er ikke
Koranens hensigt at gengive disse hændelser i alle detaljer, men
at give tilstrækkelige referencer til at belyse problemet og
udelade resten. Koranen giver os således en dyb indsigt i livets
processer, således at den inspirerer til ubetinget tro på dens
udtalelser, når den f.eks. siger:
Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige)
forfædres endeligt? De var både mere talrige og stærkere og
efterlod sig mange spor i landet. Men alt dette gavnede dem ikke
den mindste smule. For da sendebudene kom til dem med tydelige
tegn, jublede de blot over den viden, de allerede besad (og
holdt for enestående); men sluttelig blev de indhentet af det,
de så spottende havde afvist. (40:82-83)
Disse nationer nød mange fordele. De besad magt, rigdom,
teknisk viden og en rig kultur. De havde ekspanderet og spredt sig
ud over jorden; men da de valgte at lade hånt om universets
moralske orden, viste alle deres forsøg på at afværge skæbnens
gang sig nyttesløse. De forfaldt og gik i opløsning. De kunne ikke
påberåbe sig uvidenhed, for de var blevet advaret af anbīya
fra deres egne rækker. Disse anbīya havde advaret dem for
at få dem til at indse deres fejltrin og forbedre sig. De valgte
imidlertid at overse advarselen og fortsatte ad den farlige sti.
Forfængelighed og stolthed beherskede deres hjerter, og opstemt
over midlertidige succeser kunne de ikke se de mere vidtrækkende
konsekvenser af deres handlinger. Til sidst nåede de grænsen, som
Guds Lov har sat for alting. Da de overskred den, var deres skæbne
beseglet. De havde nået det punkt, hvorefter tilbagevenden bliver
umulig. Anger kunne ikke længere frelse dem efter dette:
(Da de havde overskredet fristen) kunne deres imān ikke
hjælpe dem, da de så Vor straf. Således er Allahs sædvane, som
den altid har været gældende over for menneskene. De ugudelige
vil (uvægerligt) gå til grunde. (40:85)
Et iøjnefaldende aspekt af Guds evige og uforanderlige Lov er,
at forandring og genrejsning er mulig inden for visse grænser. Ud
over disse grænser består intet, og alle forsøg på at redde sig
selv løber ud i sandet.
2. Lovens virke
Den grundlæggende holdning, som loven fordrer for al
menneskelig sameksistens, er respekt for menneskets værdighed –
for den menneskelige personlighed, som hvert enkelt individ
besidder, og som har et indre værd. Ligegyldighed over for dette
værd giver sig udslag i udbytning af andre mennesker enten ved at
skade deres person eller deres ejendom. Udbyttende nationer vil
uvægerligt gå til grunde:
Hvor mange byer har Vi ikke udslettet, fordi (indbyggerne)
ikke var retsindige, og ladet andre folkeslag opstå i deres
sted? Og da de så (konsekvensen af deres handlinger i form af)
Allahs vrede, forsøgte de at flygte. "Flygt ikke, men vend
tilbage til jeres hjem og til det liv, I fandt så velbehageligt,
for at I må blive stillet til regnskab!" (Da indså de deres
fejltrin) og sagde: "Ve os! Vi har visselig syndet!" (21:11-14)
Konsekvenserne ses måske ikke lige med det samme, men er ikke
desto mindre uundgåelige. Universet var ikke bestemt for at være
uden moralsk orden:
Vi skabte visselig ikke himlene og jorden og (alt) derimellem
for lutter tidsfordriv. (21:16)
Allah har skabt himlene og jorden, for at Vor Lov om Gengæld
kan sættes i værk, og ingen vil lide uret. (45:22)
Når et folk vælger at leve et liv stik imod den moralske orden,
vil der ikke gå lang tid, før nedturen starter; men der kan gå
nogen tid, før effekten bliver synlig i form af social og
økonomisk 'sygdom'. De fleste, der prøver at analysere årsagerne
til en nations sammenbrud, vil få øje på symptomerne, men vil
sjældent kunne se den egentlige årsag: en ugudelig livsform. Man
kan sætte en stopper for symptomerne uden at behandle den
egentlige sygdom. Derved vil sygdommen blot bryde frem igen i en
anden og mere farlig form. Koranen med sit altomfattende livssyn
kræver en radikal kur, dvs. en fuldstændig omvendelse og
nyorientering. Når denne forandring er gennemført, vil symptomerne
langsomt forsvinde. Den eneste kur imod sociale sygdomme er
tilbagevenden til retfærdighedens vej.
Koranen udpeger Loven om Gengæld som Guds sunna – den
måde, Han behandler verden i alle fysiske og moralske aspekter.
Sunna indbefatter orden, ensartethed og konsekvens. Den er
udtryk for Guds rationelt dirigerede vilje.
Dette er den kurs, Gud har fulgt med hensyn til dem, der gik
bort før os. Guds befaling er en lov i overensstemmelse med et
bestemt mønster kaldet guddommelige love (33:38). Denne lov eller
'Guds sædvane' kender ikke til forandring. Den vil operere i
fremtiden, som den har opereret i fortiden:
Dette er Allahs sædvane med hensyn til dem, der gik bort
førhen; og aldrig vil du finde nogen forandring i Allahs Lov.
(33:62)
Denne 'Guds sædvane' hænger også specielt sammen med
konsekvenserne af at gå imod Hans Love:
De svor ved Allah en højtidelig ed, at hvis en advarer skulle
komme til dem, ville de følge hans vejledning mere lydigt end
noget andet folk; men da advareren kom til dem, vakte det blot
deres modvilje, og de viste den ved at fremture med hovmod i
landet og stifte uro. Uroen vil dog falde tilbage på
urostifterne selv. Forventer de (virkelig) at blive behandlet
anderledes end dem før dem? Allahs Lov er uforanderlig, og
aldrig vil Allah ændre Sin fremgangsmåde. (35:42-43)
Intet i universet ligger uden for Guds rækkevidde eller uden
for Hans viden:
Han er visselig alvís og almægtig. (35:44)
3. Det koranske historiesyn
På grund af sin rationelle natur vil mennesket altid søge at
erkende meningen med alting. Mennesket har haft mindre succes med
at erkende historiens mening. Hvad betyder historien? Er den blot
"en fortælling, fortalt os af en tåbe … som slet ingenting
betyder"? Eller kan vi – hvor dunkel den end måtte være – få øje
på en plan, et mønster eller en rytme i den lange række af
begivenheder, som historien vidner om? Dette spørgsmål har
beskæftiget mange af de store tænkere. De har dog ikke fået mere
end nogle forjættede glimt af historiens betydning. Vi skal kort
referere til nogle af det nittende århundredes mest
betydningsfulde tænkere: Hegel og Marx.
Evolution er nøgleordet i Hegels historiesyn. Hvis vi spørger,
hvad det er, der udvikler sig, er svaret: fornuften eller den
absolutte idé. Idéen udvikler sig konstant og virkeliggør sit
enorme potentiale i den historiske proces. Processen er derfor
både meningsfuld og formålsrettet. Udviklingen går imidlertid ikke
lige fremad: idéen starter som en tese, og en modsat kraft, en
antitese, opstår, hvorefter der er et kompromis kaldet syntese,
der omfatter det bedste i hvert af de to standpunkter. Idéens
fremadgående bevægelse kaldes dialektik. Fornuften – enten
individets, samfundets eller universets – udvikler sig på den
dialektiske måde. Disharmonien, der eksisterer implicit i alting,
er årsagen til forandring og udvikling. For Hegel er universet
både rationelt og dynamisk. Hver civilisation står på et højere
trin end den foregående og vil til sin tid give plads til en endnu
højere. Fremskridt er derfor en reel kendsgerning. Hegels
synspunkt giver ganske sikkert den historiske proces mening. Hans
historiesyn har imidlertid en svaghed. Det yder ikke
individualiteten retfærdighed. Evolutionen har ganske langsomt til
slut produceret det frie og rationelle individ. Et sådant individ
kunne betragtes som målet for denne proces. Den fremtidige
udvikling ville således gå i retning af gradvis fuldkommengørelse
af det enkelte individ. Hegel lægger vægten på helheden, og
individet skal kun tjene denne helhed. Vi mener, at dette er en
fatal fejltagelse, som er ansvarlig (om end ikke eneansvarlig) for
teorien om "nationen som en organisme med funktioner, mål og
midler, der ganske overgår de enkeltindividers eller gruppers, som
den består af ... en moralsk, politisk og økonomisk enhed,
realiseret i [en totalitær] stat"1 hvorved den
knuser individet under Jagan'nath-vognens jernhjul.2
Ifølge den marxistiske teori ligger hovedvægten på den
økonomiske faktor. En hvilken som helst tidsalders økonomiske
system bestemmer dens idealer, værdier, moralske standard og alle
andre aspekter af samfundet. Et økonomisk system giver plads til
et andet på samme dialektiske måde. Også her ligger fokus på
samfundet og ikke på individet. Samfundet udvikler sig under
påvirkning af de økonomiske kræfter, og individet har intet andet
valg end at tilpasse sig det sociale system, der tilfældigvis er
fremherskende. Ethvert individ, der nægter at tilpasse sig det
sociale mønster, bliver udrenset. Den marxistiske teori ignorerer
evolutionens hovedtrend i vore dage. Også den har ledt til
etablering af et totalitært regime, i hvilket det enkelte individ
ikke er andet end et lille hjul i et stort maskineri.
Det er tydeligt, at både Hegel og Marx kun så en del af – og
ikke hele sandheden. Begge havde de ret i at se universet som et
dynamisk evolverende system. Begge tog de fejl ved at benægte, at
målet var fremkomsten af fuldt udviklede, perfekte, frie og
rationelle individer. Den historiske proces får kun mening, hvis
den ses som en udvikling hen imod dette mål.
Dette er det centrale element i Koranens historiesyn. Den
historiske proces er en manifestation af udviklingsprocessen – en
proces, hvis deltagere er frie og fremsynede individer. Deres
fremsyn er imidlertid begrænset og præget af forvirring. I denne
situation er der ubegrænsede muligheder for at gå i en forkert
retning. Hvad der er brug for, er en objektiv retledning, der kan
holde menneskene på vejen mod et fjernt mål, der ikke umiddelbart
er begribeligt. Menneskelig fornuft suppleret med åbenbaring
sætter mennesket i stand til at genopdage den rette vej. Den
historiske proces vil i sidste instans skabe de rette betingelser
for at det enkelte individ kan hellige sig stræben efter de
absolutte værdier, som åbenbaringen først og fremmest drejer sig
om. Målet er at oprette den guddommelige samfundsorden.
Vi kan med rette spørge, hvorfor denne samfundsorden ikke er
synlig noget sted, selv ikke i noget muslimsk land, selv om
Koranen har været med os i 1400 år. Svaret er, at den kosmiske
proces arbejder langsomt, meget langsomt. Det er kun på lang sigt,
at vi kan se en verdensproces' tendens og udvikling. For at citere
Koranen: "En dag for Allah er som tusinde år efter jeres
tidsregning" (22:47). Menneskeheden kan arbejde sig langsomt
frem mod dette mål. Mennesket må lide mange tilbageslag,
omvæltninger, skuffelser og prøvelser, før hårdt arbejde vil føre
det til målet. Mennesket må være tålmodigt og fortrøstningsfuldt
og holde modet oppe, selv i perioder, hvor projektet synes
udsigtsløst. Den, der gør det rigtige, hvor lille indsatsen end
måtte synes, hjælper processen fremad – og den, der handler
forkert, udskyder den. Hver eneste handling har sine naturlige
konsekvenser for ophavsmanden såvel som for samfundet:
Hver eneste, der har gjort blot den
allermindste smule godt, vil se det. Og hver eneste, der har gjort
blot den allermindste smule ondt, vil se det. (99:7-8)
Hver eneste af et menneskes handlinger optegnes, og
konsekvenserne er uundgåelige. Det gode sejrer over det onde. En
god handling kan ophæve konsekvenserne af en ond handling. Som
Koranen siger: "Gode handlinger ophæver slette handlinger"
(11:114). Individets eller nationens skæbne afhænger derfor
af, hvilke handlinger, der er de dominerende:
Så vil den, hvis gode gerninger bliver fundet tunge, leve et
liv i nydelse og tilfredshed. Men den, hvis gode gerninger
bliver fundet for lette, vil styrte i en (bundløs) afgrund. Og
hvad kan forklare dig, hvad det er? Det er en voldsom, flammende
ild! (101:6-11)
En grum skæbne venter den nation, der har sat sig selv i
opposition til universets moralske orden. Som vi allerede har set,
arbejder Loven om Gengæld langsomt. Effekten af en specifik
levevis er måske ikke synlig de første mange år, og nationen lader
sig narre af en falsk følelse af sikkerhed. Hvis den imidlertid
ikke forandrer sin livsførelse og fortsætter den forkerte kurs, er
den dømt til undergang, "og Allah vil lade dem gå deres
undergang i møde, uden at de bemærker det" (68:44). Den
universelle guddommelige lov har ikke brug for en nation, der blot
hæmmer menneskehedens fremskridt. En sådan nation går sin egen
undergang i møde. Dens forsvinden vil end ikke bemærkes:
Himlene og jorden begræd dem ikke, ej heller blev de benådet. (44:29)
En sådan nation vil før eller senere forsvinde ud af historien.
En nation, der forfalder til destruktive metoder, vil få en
kortere eller længere frist. Den vil blive frelst, hvis den kommer
på rette spor inden den når det punkt, hvorefter der ingen vej er
tilbage. Denne frist benævnes ajal i Koranen. "For hver
eneste nation er der en ajal" (7:34), og "for hver ajal er
en lov blevet åbenbaret" (13:38). Grænsen, som ingen nation
kan passere uden at være uigenkaldeligt fortabt, er fastsat af den
guddommelige lov:
Allah udsletter eller bevarer i overensstemmelse med den lov,
der udspringer af Ham. (13:39)
4. Nationernes skæbne
Historien bærer vidnesbyrd om den kendsgerning, at nationers og
individers opførsel regeres af Loven om Gengæld. En nation, der
lever og handler i overensstemmelse med den moralske orden og som
fremmer menneskets udvikling, vil blomstre og blive stærk. En
uretfærdig og reaktionær nation går sin egen fortabelse i møde.
Enhver nation får succes eller fejler som konsekvens af sine egne
handlinger. Historiens hændelser er hverken vilkårlige eller uden
forbindelse til hinanden, men bestemt af den uforanderlige
standard. Historien er ikke en lunefuld skæbne, men en
lovformelig, velordnet proces. Hvis en nation lider, har den selv
påført sig lidelsen. Den kan ikke laste nogen som helst ydre
kræfter. "Den, der går til grunde, gør det efter at have
modtaget klare beviser. Den, der overlever, gør det efter at have
modtaget klare beviser" (8:42) siger Koranen. Succes eller
fejlen er konsekvensen af god eller dårlig opførsel. Det siger
Koranen tydeligt:
Allah har visselig ikke gjort
menneskene uret – det gjorde de selv. (11:101)
Det er mennesket selv, der ofte handler i strid med sine egne
interesser:
Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I er taknemmelige og tror på Ham? (4:147)
Et andet sted siger Koranen det endnu mere tydeligt: "Når
ulykke rammer mennesket, siger det: "Min Rabb har fornedret mig
(uden grund)." Koranen svarer, at Gud aldrig er uretfærdig
imod mennesket. "Hvis I lider, er det, fordi I ikke viser
omsorg for den forældreløse og ikke opmuntrer hinanden til at
bespise de fattige; fordi I grådigt fortærer den arv (I er blevet
betroet), og fordi I elsker rigdom over alt andet" (89:16-20).
Dette er årsagerne til deres ulykke. Koranens princip er klart og
tydeligt:
Rabb'en vil aldrig ødelægge byer,
hvis indbyggere er retsindige. (11:117)
Kun de vildfarne vil blive straffet
med udslettelse. (46:35)
'Nationernes skæbne' er et tilbagevendende tema i Koranen. Det
er værd at slå meningen med denne betegnelse fast. Nogle nationer
er faktisk gået helt i glemmebogen. Det er imidlertid ikke denne
kendsgerning, Koranen gør os opmærksom på. Koranen ønsker, at vi
reflekterer over den skæbne, der ramte de nationer, der igennem
deres misgerninger mistede deres uafhængighed og lever i
fattigdom, politisk undertrykkelse og økonomisk afhængighed. De
spiller ikke længere nogen aktiv rolle i verden. Ledelsen af
menneskeheden er gledet dem af hænde. De lever ikke længere
– de vegeterer blot. De har meldt sig ud af menneskeheden,
der langsomt men sikkert bevæger sig hen imod et storslået mål.
Det øjeblik, de mistede kontakten med den moralske orden, startede
deres forfald. Døden er at foretrække frem for forfald. Koranen
siger, at en nation starter sin nedtur, når den higer efter rigdom
og puger penge sammen. Den burde have brugt pengene på samfundets
ve og vel; men de rige samlede til hobe i stedet for at hjælpe de
fattige og trængende. Den uundgåelige konsekvens heraf var, at
nationens tilstand forværredes. Menneskene troede, at rigdom
gjorde dem stærke; men rigdom var som gift i systemet og
underminerede det. Menneskene ruinerede sig selv ved at forfølge
uværdige mål:
I er visselig dem, der er kaldet til at give ud af jeres
ressourcer for Allahs sag. De af jer, der (på gnieragtig vis)
ophober (rigdomme) og derved berøver andre deres underhold,
berøver i virkeligheden sig selv. Allah er rig og uafhængig, og
I er fattige. Hvis I svigter Allahs sag, vil Han sætte andre i
jeres sted, der ikke vil være som jer. (47:38)
Meningen er tydelig. Hvis en nation nægter at arbejde for
menneskehedens fremskridt og for etablering af den guddommelige
orden, og i stedet søger at ophøje sig selv over andre, vil den
blive erstattet af en anden nation, der vil være mere vægtig for
menneskehedens balance. Den rige nation vil hænge fast i sin
rigdom, og en anden nation vil blive udpeget til at lede
menneskeheden. Denne sidstnævnte nation vil være "bedre end sin
forgænger" (70:41).
Kampen mellem nationer fortsætter på alle fronter. En nation,
der benytter sig af brutal magtanvendelse og list, vil have succes
en tid; men vil i sidste ende fejle. Den står ikke blot over for
en ydre fjende, men også over for sin egen befolknings
utilfredshed. Hvor stærk og velorganiseret regeringen end måtte
være, vil den bukke under for sine modstandere, fordi den var
baseret på uretfærdighed og tyranni. Politiske fraktioners
rivalisering og folkets stigende utilfredshed med det
undertrykkende regime, vil bringe nationen til fald – selv om den
ikke besejres på en slagmark. Det er den skæbne, der venter et
uretfærdigt samfund:
Sig: "Han er i stand til at straffe jer oppefra eller
nedefra, eller til at skabe forvirring ved at opsplitte jer og
lade jer smage hinandens tyranni." (6:65)
Kampen mellem nationerne vil, hvis den føres på det fysiske
plan med brutal magt over for brutal magt, fornedre menneskene og
gøre dem til dyr. Mennesket demoraliseres ikke, hvis kampen
begrænses til det moralske plan. En sådan kamp fører ikke til had
nationer imellem; men det system – det være sig politisk, sociale
eller økonomisk – der baner vejen for fremskridt, vil sejre. Her
er der brug for at mane til forsigtighed. Det øjeblik et system
har succes, skal man ikke konkludere, at det er mere værdifuldt
end rivaliserende systemer. Vi skal se på det længere forløb. Kun,
hvis succesen er vedvarende og viser sig at give gode resultater
for menneskeheden over en årrække, kan systemet betegnes som
værdifuldt. Den historiske proces prøver hvert system og bevarer
udelukkende det, der udvikler og beriger menneskenes liv. Koranen
opfordrer os med rette til at studere historien:
Har de ikke rejst ud i verden og set deres (ugudelige)
forfædres endeligt? De var dem overlegne i styrke, de dyrkede
jorden og befolkede den i tusindtal, og sendebud kom til dem med
tydelige tegn (men de afviste dem). Det var ikke Allah, der
gjorde dem uret – det gjorde de selv. (30:9)
Et hastigt blik på de imponerende ruiner af deres byer viser,
at de besad alt, hvad mennesket kan ønske: magt, rigdom, umådelige
ressourcer og høj intelligens; og dog kunne de ikke stå imod
forfaldets kræfter – deres værdisystem var ganske simpelt
fundamentalt forkert. De var forhekset af falske og midlertidige
værdier så som magt, rigdom og materiel vinding. De var
intelligente, men besad ikke visdom. De manglede indsigt i livets
dybere mening, og de betalte prisen for at lade hånt om de krav,
som universets moralske orden stiller. Koranen fremfører ‘Ad-
og Thamūd-folkene som eksempel, to rige og magtfulde
nationer. Koranen siger om dem, at de "tydeligvis var
indsigtsfulde" (29:38); men de valgte en livsform, der byggede
på et forkert værdisystem. Koranen siger, at det er op til
mustabsirīn'erne, dvs. de intellektuelle og de ledende
tænkere, at opdage den rette vej og overbevise masserne om at
følge den. Hvis disse mennesker ikke udfører deres opgave
ordentligt, vil nationen forfalde til uretfærdighed og tyranni og
gå sin egen undergang i møde. En nations førende tænkere har til
opgave at holde øje med nationen og råbe vagt i gevær, når noget
går galt. Det er de intellektuelle, der må klandres, hvis en
nation forfølger falske værdier. Hvis en nation begynder at
forfalde, starter processen sædvanligvis i toppen. Det er
samfundets øvre lag, der først bliver korrupt, hvorefter
korruptionen breder sig nedefter. Det er besynderligt, at højt
intelligente mennesker er de første til at blive korrupte; men det
er åbenbart svært for dem at modstå fristelsen til at bruge deres
intelligens til at fremme deres egne interesser:
Vi har visselig givet (fortidens nationer) anseelse og magt,
som Vi ikke har givet jer, og Vi har givet dem ører og øjne og
hjerter; men deres hørelse, syn og forstand gavnede dem ikke,
fordi de forkastede Allahs åbenbaringer. Og det, de så spottende
afviste, hændte (på Dommedag). (46:26)
Det er denne sandhed, Koranen henleder vor opmærksomhed på.
Viden og forståelse, rigdom og magt, evner og intelligens vil ikke
gavne os, hvis vi følger en kurs, der går modsat den evige
moralske orden. Et socialt system baseret på falske værdier, på
forherligelse af rigdom og magt, vil måske blomstre for en tid,
men vil i sidste ende smuldre. Muhammad Iqbal har ganske rigtigt
skrevet:
"Et samfund baseret på kapitalisme kan ikke opretholde sig
selv, lige meget, hvor ihærdigt politikerne end forsøger at
understøtte det."
- Bāng-e-Dara (Karavaneklokkens klang)
I løbet af en diskussion om Romerrigets undergang, har
Briffault i The Making of Humanity gjort nogle
tankevækkende observationer, som er værd at reflektere over:
"Ingen af menneskene udtænkt organisationsform, der bygger på
forlorne grundprincipper, vil overleve i længden uanset, om den
forsøges opretholdt ved kløgt og effektivitet eller ved
overfladisk tilpasning og lapperi. Den er dømt i bund og grund,
så længe som roden forbliver, som den er." (p. 159)
Han siger videre:
"Menneskeheden står ikke nødvendigvis på et højere stade, når
det svæver over skyerne, ej heller udgør hundrede mil i timen et
fremskridt; mennesket forandres ikke intellektuelt ved at være i
stand til at veje stjernerne og boltre sig i bredere
videnskabelige sfærer. Menneskets gøremål har et dybere aspekt.
Der er noget, der står essensen af menneskets værd nærmere end
nogen form for materiel eller intellektuel magt, end kontrol
over naturen eller udvikling af intellektet. Magt, civilisation
og kultur er intet værd, hvis de associeres med dårlig moral.
Den moralske standard er den virkelige målestok for værdien af
menneskets verden. Det er i dets etiske betydning, at ordet
'god' har sin afgørende betydning, når den bruges om
menneskelige anliggender; og ingen menneskelig udviklingsproces
kan betragtes som virkelig, hvis den ikke frem for alt er en
udvikling i 'godhed'." (p. 259)
Et samfund baseret på falske principper, vil uvægerligt gå i
opløsning. Vi citerer igen Briffault:
"Hvad der virkelig sker er, at samfundets rytme, den tingenes
orden i hvilken krænkelse af rettigheder er almindelig og
accepteret, uundgåeligt vil svækkes og forgå. Hvor meget
individet end midlertidigt vil drage nytte af uretfærdighed, vil
den sociale organisation, det er en del af, og den klasse, der
nyder frugten af denne uretfærdighed, uundgåeligt svækkes af sin
handlemåde. De er ikke tilpasset omgivelserne. Syndens sold er
døden som følge af den uundgåelige naturlige
udvælgelsesprocedure." (p. 262)
Dette hændte ikke kun i fjern fortid, da mennesket stadig var
uvidende og intellektuelt umodent. Vi kan se den samme
opløsningsproces i den moderne videnskabelige civilisation. Lad os
se, hvad vestlige tænkere har at sige om deres egen civilisation.
Vi citerer Rene Guenon i The Crisis of the Modern World:
"Det er gået gradvist ned ad bakke med den moderne
civilisation, indtil den er endt med at synke til det laveste i
mennesket og kun stræber efter en smule mere end
tilfredsstillelse af de materielle behov; et mål, der i alle
tilfælde er illusorisk, idet det konstant skaber flere kunstige
behov, end det kan tilfredsstille." (p. 26)
Han siger videre:
"Ikke kun har de begrænset deres intellektuelle ambitioner til
at opfinde og konstruere maskiner; men de er endt med selv at
blive maskiner. De opfindelser, hvis antal øges med en stadigt
stigende hastighed, er alle så meget farligere, da de bringer
kræfter ind i spillet, hvis sande natur er ret ukendt for det
menneske, der bruger dem." (pp. 126, 131)
Guenon drister sig til at forudsige det endelige resultat af
disse aktiviteter:
"De, der slipper naturens brutale kræfter løs, vil gå til
grunde, knust af de selvsamme kræfter, som de ikke længere
behersker." (p. 136)
Einsteins bemærkninger til dette emne i Tanker og meninger
fra mine senere år fortjener også opmærksomhed:
"Af smertelig erfaring har vi lært, at rationel tænkning ikke
er tilstrækkelig til at løse problemerne i vort sociale liv.
Grundig forskning og energisk videnskabeligt arbejde har ofte
haft tragiske virkninger for menneskeheden. På den ene side har
dette arbejde skabt opfindelser, som har befriet menneskene for
slidsomt arbejde og derved gjort deres liv lettere og rigere;
men på den anden side har det ført til en betænkelig rastløshed,
gjort menneskene til slaver af deres tekniske omgivelser og –
det mest katastrofale af det hele – skabt midler til menneskenes
egen masseudryddelse. Dette er virkelig en overvældende og
bitter tragedie!" (pp. 66-67)
Han advarer os imod at overlade vor skæbne til intellektet:
"Og det er sikkert, at vi bør tage os i agt for at gøre
intellektet til vor gud. Det har selvfølgelig kraftige muskler,
men ingen personlighed. Det kan ikke lede, bare tjene; og det er
ikke kræsent i valg af leder. Dette kommer ofte tydeligt frem
hos intellektets præster, de intellektuelle. Intellektet har et
skarpt øje for metoder og midler, men er blindt for mål og
værdier." (pp. 164-165)
Resultatet er med Jungs ord fra The Modern Man in Search of
Soul: "Langs verdens hovedlandeveje synes alt udslidt, øde og
forladt" (p. 251).
Hidtil har vi set på det moderne samfund. Nu er tiden inde til
at vende os mod individet og dets problemer. Det antages
almindeligvis, at det moderne menneske langt fra er lykkeligt. Det
besidder viden, magt og materielle goder, som dets forfædre end
ikke turde drømme om. Dette har dog ikke givet mennesket, hvad det
mest af alt ønsker: fred og glæde. Jung satte sig for at
diagnosticere den sygdom, som det moderne menneske lider af. Han
nåede den konklusion, at det moderne menneskes krop, men ikke dets
sjæl, er tilfreds. Mennesket lever ikke i harmoni med universet.
Det længes efter forening med universet, men synes, at der er en
afgrund imellem ham selv og virkeligheden. På et eller andet
tidspunkt gik det galt for mennesket, og midt i al luksus blev det
mismodets bytte. Muhammad Iqbal udsendte et lignende faresignal.
Han siger om det moderne menneske:
"Kærlighed har ingen plads i
menneskets liv; hans intellekt er som slangebid og gør ham
rastløs.
Han har ikke givet den guddommelige vejledning mulighed for at
underkaste sig og kontrollere sit intellekt.
Han udforsker stjernerne, men har ikke udforsket sit allerinderste
jeg.
Han fanger kraften i solens stråler; men hans eget liv er
fremdeles hyllet i mørke."
- Darb-e-Kalīm (Moses' slag)
Det moderne menneske har rigdom, magt og uendelige ressourcer.
Menneskets kontrol over naturens kræfter og dets teknologiske
fremskridt er virkelig bemærkelsesværdige. Hvad er da årsagen til
menneskets utilfredshed og til civilisationens forfald? Koranen
giver os et svar; årsagen ligger i mennesket selv:
Allah vil visselig aldrig ændre
menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (8:53, 13:11)
Disse vers gør det klart, at menneskets skæbne ligger i hans
egne hænder. Hvad han har brug for, er en forandring i hjertet.
Mennesket har fulgt falske idealer og stræbt efter nedrige mål.
Han har afskåret sig selv fra virkeligheden og driver formålsløst
omkring. Han har tabt det ædle af syne, som han en gang så et
glimt af igennem den guddommelige åbenbaring. En tid lang fulgte
han det, men lod sig snart lokke af hverdagens glitterstads. Han
greb ud efter det, men det har blot desillusioneret ham. Han var
ikke bestemt til at blive et pragtfuldt dyr, men til at stige op
til et højere eksistensplan. Mennesket kan kun redde sig selv ved
at genfinde sin imān i Gud og i sit eget ædle selv, der
indeholder så store potentialer, som han har tilsidesat.
Helbredelsen ligger i hans tilbagevenden til Gud, dvs. genoptagen
af jagten på absolutte værdier. Lad os se, hvad Bertrand Russell
siger om dette i Samfundets magt og individets frihed:
"I den verden vi lever i, er det godes muligheder næsten
ubegrænsede og det ondes ikke mindre. Vore øjeblikkelige
vanskeligheder skyldes mere end noget andet den omstændighed, at
vi i forfærdende grad har lært at forstå og beherske naturens
kræfter udenfor os, men ikke de kræfter, der rører sig i os
selv." (p. 106)
Flere vers i Koranen kaster lys over en nations gradvise
undergang. Som allerede nævnt, er det samfundets øvre lag, der er
de første til at blive smittet med ugudelighed. Statsoverhoveder
og førende tænkere lader sig lokke af falske idealer og værdier.
De tror, at intellektuel viden og teknologi vil gøre dem til
verdens herskere. De betragter absolutte værdier som hjernespind
opstået i sværmeriske sind. De lukker øjnene for menneskets
skjulte rigdomme og forherliger det, som mennesket har til fælles
med dyrene, og deres forkvaklede livssyn smitter af på deres
tilhængere. Besmittelsen griber om sig, indtil hele samfundet er
besmittet:
Har du set de utaknemmelige, der valgte vantro frem for
gudhengivelse, og (derved) foranledigede deres folks fortabelse?
Et kummerligt endeligt. (14:28-29)
Heller ikke masserne, der lod sig forføre af deres ledere, er
uskyldige. Det er uden tvivl sandt, at menigmand ikke har samme
intelligens, indsigt og viden, som deres ledere har; men som
ansvarlige væsener er det menneskenes pligt at tænke for sig selv
og ruske op i vildfarne ledere. Dette forsømte de, og derfor kan
de ikke slippe for straf; og i Helvede vil menigmand stille deres
ledere til ansvar for den skæbne, der blev dem til del:
Hvis du kunne se, hvorledes synderne bliver stedt for deres
Rabb, og hvorledes de giver hinanden skylden (for deres ulykke).
De svage (tilhængere) vil sige til de stolte (ledere): "Havde
det ikke været for jer, ville vi visselig have troet." (34:31)
Lederne vil svare, at tilhængerne frivilligt adlød dem og
således har del i deres skyld:
Og de stolte vil sige til de svage: "Jog vi jer bort fra
vejledningen, efter den var kommet til jer? Nej! I er selv
skyldige." (34:32)
Kort sagt: ledere og tilhængere vil anklage hinanden, når de
ser dommen. Tilhængerne vil tilstå, at de fulgte lederne af egen
fri vilje, men vil forsvare sig med, at de blev forført af
ledernes besnærende argumenter og troværdige ræsonnement:
De svage vil sige til de stolte: "Nej! Det hørte til jeres
plan, at I nat og dag befalede os ikke at tro på Allah og at
give Ham partnere." (34:33)
Tilhængerne vil bønfalde Gud om at straffe lederne dobbelt,
idet de både er skyldige i deres egen vildfarelse og i at have
revet andre med sig:
Og de siger: "Rabb! Vi adlød vore ledere og store mænd, og de
ledte os bort fra vejen. Rabb! Giv dem dobbelt straf og forband
dem med en mægtig forbandelse." (33:67-68)
Koranen viser os således allegorisk ledernes og tilhængernes
respektive roller i en nations fald. Korruption starter i toppen
af et samfund og spreder sig nedad. Ved at forsømme sin pligt til
at tænke selvstændigt, bliver menigmand medskyldig i ledernes
forbrydelser. Havde han gjort oprør, ville lederne måske have
kunnet bringes til fornuft og til at holde sig selv i skak. Det
var en synd i sig selv at adlyde vildfarne ledere, og menigmand må
bøde herfor.
Det er ikke kun individer, der imiterer deres overmænd. Også
nationer fristes til at imitere stærkere, rigere og mere udviklede
nationer. Tilbagestående nationer følger villigt mere avancerede
nationers lederskab. De efteraber de store nationer, kopierer
deres manerer og levevis, og overtager deres institutioner,
moralske standard og idealer. De fleste af en svagere nations
indbyggere er stolte over at handle og tænke som en mere avanceret
nation. Der etableres et leder-medløberforhold mellem den store
nation og andre nationer. Den førende nation befaler, og de
tilsluttede nationer adlyder underdanigt. Hvis den store nation
forfølger falske idealer og værdier, vil de nationer, der har
accepteret dens lederskab, gøre ligeså. En sådan passiv
underkastelse under en anden nation lammer den svagere nations
mentale kræfter. Menneskene mister evnen til at tænke
selvstændigt. De falder for den ledende nations glans og ser ikke
dens fejl og svagheder. De former deres liv efter den ledende
nation, de tænker og føler som den. Hvad den førende nation finder
rigtigt, er rigtigt for dem også. De følger blindt i den førende
nations spor og vil i sidste ende falde i den samme afgrund. Dette
er sket igen og igen op igennem historien. I øjeblikket er
østerlandene som forhekset af de vestlige civilisationers
glamourøse facade. De betragter den ganske ukritisk. De er
glødende beundrere af både dens gode og dårlige egenskaber. Også
de tilbeder falske guder som materiel opblomstring og teknologisk
magt. De går deres undergang i møde, og når ødelæggelsen rammer
dem begge, vil de kaste skylden på hverandre:
Hver gang en nation træder ind i (Helvede), vil den forbande
sin søster(nation). Når de sluttelig alle er fulgt den ene efter
den anden, vil den sidste sige om den første: "Rabb! De
vildledte os, så giv dem dobbelt straf i Ilden." (7:38)
Og Gud vil sige:
"For hver af dem er der dobbelt
(straf); men (omfanget) kan I ikke fatte." (7:38)
Grunden hertil er indlysende. Gud har givet alle mennesker
"øjne og ører" (viden og forstand). Det er deres pligt at
udnytte dem til fulde. De burde tænke nøje over konsekvensen af
den kurs, som andre opfordrer dem til at følge. Som rationelle og
frie væsener er de ansvarlige for deres egne handlinger; de kan
ikke flytte ansvaret over på hinandens skuldre. De skal selv
tænke, beslutte og vælge. Hvis de tillader andre – hvor overlegne
disse end måtte være dem intellektuelt – at tænke, beslutte og
vælge for sig, frasiger de sig retten til det frie valg. De må
tage konsekvensen af deres handlinger, hvad enten de handlede
efter moden overvejelse eller ureflekteret imiterede dem, de
beundrede. Havde de reflekteret over den guddommelige åbenbaring
og over den skæbne, der har ramt vildfarne nationer i fortiden,
ville de ikke have ladet sig blænde af en nations forbigående
succes, hvis den handlede i åbenlys modstrid med den moralske
orden. De går deres egen fortabelse i møde og kan ikke påberåbe
sig som forsvar, at de blot fulgte en nation, der var mere vidende
end de selv:
Hvor mange samfund har Vi ikke ødelagt, der misbrugte deres
overflod. Reflektér over alle deres bebyggelser, hvoraf kun
nogle få har været beboet i tiden efter dem. Og Vi er deres
arvinger. (28:58)
Hvor mange byer har Vi ikke ødelagt, fordi befolkningen
syndede? Hvor mange brønde og knejsende paladser ligger ikke øde
hen? (22:45)
Koranen siger om dem, at "de er blevet en legende" (23:44).
Hvor flygtig jordisk herlighed er, kan ses af ruinerne af
fortidens store bebyggelser:
Sig: "Rejs ud i verden og se
syndernes endeligt." (27:69)
Vi opfordres til at studere historien, for at vi kan undgå den
vej, der har ruineret andre. Vi tilrådes at rejse ud i verden og
nøje studere vore dages nationer. Vi vil se, at hverken viden,
magt eller rigdom kan frelse en nation, der forfølger falske
værdier:
Er de ikke rejst ud i verden med åbent sind og lutter øre?
Det er visselig ikke deres øjne, der er blinde, men hjertet i
deres bryst. (22:46)
Den store lektie, som Koranen lærer os, er, at individer såvel
som nationer er deres egen skæbnes smed. Deres skæbne ligger i
deres egne hænder. Hvis de vælger at lade hånt om den moralske
orden, vil de uvægerligt gå til grunde. Hvis de derimod lever i
harmoni med den evige moralske orden og forfølger de absolutte
værdier, ligger der en ubegrænset vifte af fremskridt foran dem.
Koranen gør ikke blot rede for denne generelle sandhed, men giver
også nogle retningslinjer for individet såvel som for staten.
Grundprincippet er nedfældet i følgende vers:
Han sender regn ned fra himlen, (der får) floderne til at
strømme og svulme op i deres lejer, og floderne fører skum (af
urenheder) med sig på overfladen. Fra de metaller, som
(menneskene) smelter i ilden for at støbe smykker og redskaber,
danner der sig lignende skum. Således viser Allah det sande og
det værdiløse. Skummet forsvinder ud i den blå luft; men det,
der gavner menneskeheden, vil bestå. Således fremsætter Allah
lignelser. (13:17)
Det ukrænkelige og uforanderlige kriterium er, at:
Kun det, der gavner hele
menneskeheden vil bestå; alt andet vil forsvinde ud i
intetheden ligesom skum.
Det er dette uforanderlige princip, der kaster lys over
nationernes storhed og fald. Så længe en nation bidrager med noget
nyttigt til menneskeheden og dermed til det gode i verden, vil den
blomstre. I samme øjeblik den forsømmer dette, starter dens
nedtur, og den vil til slut ophøre med at spille en effektiv rolle
i verdens affærer. Om nationen forsvinder eller holder sig i live
i årtier eller århundreder, er irrelevant. Den kosmiske hensigt
har ikke brug for den og arbejder igennem andre nationer. Det er
derfor klart, at den nation, der sætter det, der gavner
menneskeheden, i højsædet, følger den rette vej. En nation, der
skaber noget af værdi for menneskeheden, noget, der beriger livet
for alle mennesker, vil blomstre og gøre fremskridt. Den nation,
der stræber efter at sikre alle mennesker et liv i lykke, fred og
fremskridt, vil overleve. Væbnet magt, kontrol over naturens
kræfter og rigdom vil ikke gavne en nation, hvis dens politik
skader menneskehedens interesser. De vil gå til grunde, for:
Kun det, der gavner menneskeheden, vil bestå. (13:17)
5. Den kosmiske proces
Denne diskussion udspringer af spørgsmålet: "Hvorfor er den
koranske samfundsorden, der sikrer menneskeheden et fredfyldt,
blomstrende og herligt liv, endnu ikke etableret noget sted i
verden, end ikke i en muslimsk stat, selv om den guddommelige
vejledning har været med os i fjorten århundreder?" Det foreløbige
svar er, at den kosmiske proces er yderst langsommelig
sammenlignet med tidens gang. Dette punkt kræver nærmere
forklaring. Forandringer i det ydre og det indre univers sker
automatisk, ifølge Guds plan og gradvist, og hver er de tusinder
af år om at fuldføres. Dette er den kosmiske proces. Med hensyn
til mennesket, sker denne proces på en lidt anden måde. Mennesket
(og her er der tale om det menneske, der ikke lever i henhold til
den guddommelige vejledning) vil, når omstændighederne presser ham
til at forandre tingenes tilstand, følge den kurs, han finder den
bedste, arbejde ihærdigt for den både dag og nat; men vil til slut
finde ud af, at han fulgte en forkert kurs. Han opgiver den og
følger en ny kurs. Dette vil han være nødt til at gentage flere
gange. Ofte vil han føle sig udmattet på sin rejse og vil opgive
eksperimentet i dyb skuffelse. Selv, når han når sit mål, vil det
involverede arbejde og den tid, det har taget ham, vil ikke stå i
rimeligt forhold til det opnåede resultat – livet er så kort, og
den vej, der skal tilbagelægges, er så lang. Denne proces
bestående af 'trial and error' er en anden kosmisk proces.
Mennesket er imidlertid ikke blevet overladt til sig selv med
hensyn til at finde vejen frem. Mennesket er blevet velsignet med
guddommelig vejledning. Hvis mennesket straks følger den vej, der
anbefales, vil han ikke kun være beskyttet imod faldgruber, men
tiden, det tager at nå målet, vil også skrumpe ind fra kosmisk til
menneskelig tidsregning. For fjorten hundrede år siden foretog en
gruppe troende dette eksperiment med succes. Ud over, at det førte
til enestående resultater, beviste de, at den koranske
samfundsorden hverken var en utopi eller urealiserbar. Senere
generationer forlod den kurs med det resultat, at de mødte samme
skæbne som tidligere nationer, der handlede på samme måde. (Dette
er det negative bevis for den effektivitet, hvormed den
guddommelige lov hersker over nationernes storhed og fald). Den
guddommelige kurs er der stadig og kan tages op af en hvilken som
helst nation, der ønsker at nå menneskets bestemmelse sikkert og
hurtigst muligt:
Sig: "Dette er sandheden fra jeres
Rabb!" Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro.
(18:29)
|
|
|
|
|
|
1. Charter of Labour of 1927, ifølge BARKER: Principles of Social and Political Theory, p.
133.
2.
Jagan'nath betyder Verdens herre og er navn for den indiske gud Vishnu, der er
kendt ved, at hans billede under sommerens 'vognfest' føres i procession på en tung
vogn, under hvis hjul særlig fromme tidligere sagdes at have kastet sig. (overs.)
|
|
|
|
|
|