I århundreder har mænd ikke behandlet kvinder hverken retfærdigt eller rimeligt. At kvinden var manden underlegen i intelligens, blev længe taget for givet. Kvinden fik derfor tildelt alle kedelige opgaver, og i den civilisation, manden byggede op, måtte hun nøjes med at spille en underordnet rolle. Først for ganske nylig er kvinden begyndt at forsvare sine rettigheder og kræve ligestilling med manden. Selv om det intellektuelle klima i vore dage i almindelighed er imødekommende over for kvindens krav på ligestilling, er spørgsmålet om ligestillingens gyldighed stadig indhyllet i polemikkens tåger.

Mand og kvinde er uden tvivl forskellige; men forskellighederne er i virkeligheden færre end dem, der normalt anføres. De er stort set biologiske. Den fysiske overlegenhed er den største. Manden overgår kvinden mere i muskelstyrke end i udholdenhed. Han løber almindeligvis hurtigere og slår hårdere. Manden har 10 % flere røde blodlegemer, der transporterer ilt fra lungerne til musklerne, end kvinden har. Kvindens biologiske særegenhed og moderpligter kræver hendes energi i betydelig grad og holder hende til hjemmet i længere perioder. Alle disse faktorer antages at gøre hende til den svageste af de to. Derfor er opgaver, der forudsætter fysisk styrke og megen udendørs aktivitet så som kamp og jagt, naturligt blevet tildelt manden, mens kvinden sædvanligvis tog vare på husligt arbejde så som vask og madlavning. Fysisk styrke var nødvendigt for en primitiv gruppe, der konstant blev truet af fjendtlige grupper, og således spillede manden den dominerende rolle i stammens opbygning. Denne tingenes tilstand fortsatte i århundreder, og manden konsoliderede således sin stilling som hersker over kvinden. Gradvist blev kvinden reduceret til livegen.

Langsomt gik det op for manden, at han havde overvurderet værdien af fysisk styrke og militærmagt. Han indså, at andre færdigheder har samme værd. I vore dage værdsættes intelligens mere end fysisk styrke. Psykologer fortæller os, at kvinden er mandens jævnbyrdige på mange områder – også intellektuelt. Manden er kvinden overlegen i nogle færdigheder, men er hende underlegen i andre. For eksempel overgår manden kvinden i teknisk snilde, mens hun overgår ham i sproglige færdigheder.

Det er i dag generelt accepteret, at mand og kvinde er ligeværdige. Ikke desto mindre ligger mindreværdskomplekset dybt i kvindens bevidsthed. I Europa og Amerika arbejder kvinder og mænd skulder ved skulder i forskning, industri og administration; men kvinder lader sig samtidig ubevidst tilskynde til at gøre sig attraktive for mænd. Størstedelen af de penge, kvinder tjener, bruger de på tøj, makeup og pynt, og de bruger en stor del af deres fritid på at gøre sig smukkere. Det er tydeligt, at deres hovedinteresse er at fascinere og fortrylle mændene. Sådan er det, fordi kvinder altid har fået fortalt – med henvisning til religionen – at Gud først skabte manden og derefter kvinden, fordi manden følte sig ensom. Hun bliver derfor tilskyndet til at tro, at hun udelukkende er til for at opfylde mandens ønsker. Heraf hendes ubevidste hang til at virke så attraktiv for manden som muligt.

Det mindreværdskompleks, kvinden lider af, har sine rødder i den fjerne fortid. De sociale rammer, der er forblevet uændret gennem tiderne, har tildelt hende en meget lavere status end manden. Manden har lejlighedsvis betragtet hende som gudinde, oftere som slave, men sjældent som ven og fælle. I dette mandsskabte samfund havde hun alle odds og magtfulde kræfter, så som traditioner, lov og religion imod sig: Hun havde ingen ejendomsret. Hun kunne ikke selv vælge sin ægtefælle. Hendes far kunne bortgifte hende til hvem, han ville. Hvis hendes mand døde, mens hun endnu var ung, var livslang enkestand hendes lod, for det var hende ikke tilladt at gifte sig igen. Sommetider forventedes det endda af hende, at hun gik i døden sammen med sin ægtemand: Den barbariske tradition sati¹ påbød hende at sidde på sin afdøde mands ligbål og blive brændt levende.

Religionen var hende heller ikke just venlig stemt. Den bibelske fortælling om Adam og Eva er næppe retfærdig over for kvinden. Det står skrevet, at Gud først skabte Adam, og senere Eva ud af Adams ribben. Ribben er krumme, så fromme mænd var villige til at betragte kvinden som 'krum' (uærlig). Fortsættelsen af historien viser, at kvinden ikke kun er 'krum', men også svag. Hun bukkede hurtigt under for Satans fristelser og lokkede Adam i synd. I hele den kristne verden tror man på Eva i forførerens rolle. Den kristne holdning over for kvinder har derfor et anstrøg af frygt og fjendskab. For at bevare deres renhed, anså fromme mænd det nødvendigt at undgå al kontakt med kvinder. Ægteskab blev betragtet som et nødvendigt onde, og cølibat blev anset for en dyd. Kvinden var en hindring for åndelig fremgang, og præsten, som kun skulle bekymre sig om sin sjæl, måtte forblive ugift.

Sådanne idéer har indtil for nylig været fremherskende i mange dele af verden. Koranen forandrede mandens syn på kvinden radikalt. Den gjorde mand og kvinde ligeværdige – den ophøjer ingen af dem over den anden.

Koranen siger ikke, at manden blev skabt først og derfor har forrang for kvinden. Den fortæller os, at vi alle er skabt ud af én monocelle. Forskellen mellem mand og kvinde opstod på et senere stade, og da den viste sig, var de der blot begge to:

Oh I Mennesker! Nær ærefrygt for Rabb'en, der skabte jer af en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (for manden en kvinde, for kvinden en mand), og ved dem lod utallige mænd og kvinder sprede sig (ud over jorden). Nær ærefrygt for Allah, i Hvis navn I gør jeres gensidige rettigheder gældende. (4:1)

Så hvad skabelsen angår, er mand og kvinde absolut ligeværdige, og kvinden er ikke ansvarlig for mandens første ulydighed og den efterfølgende udvisning af Paradis. Begge siges at være blevet ledt på afveje af Satan:

Men Satan fik dem (begge) til at synde og bragte dem (derved) ud af den paradisiske tilstand, de (indtil da) havde befundet sig i. (2:36)

Ifølge Koranen er mand og kvinde lige egnede til at følge den rette vej og lige tilbøjelige til at tillægge sig destruktive vaner. Selvfølgelig er de ikke nøjagtig ens: I nogle henseender er manden kvinden overlegen, mens kvinden i nogle henseender overgår manden. Det er en nødvendig følge af, at deres roller i livet er komplementære. De er ligeværdige, selv om de er forskellige:

Allah har skabt jer således, at den ene overgår den anden (i visse henseender). (4:34)

Det er ikke manden, der overgår kvinden, men den ene, der overgår den anden i visse henseender og overgås af den anden i andre henseender. I tusinder af år har manden fortalt kvinden, at hun er ham underlegen ikke kun i fysisk styrke, men også med hensyn til intelligens og på andre områder. Kun for ganske nylig er hun blevet klar over, at hun i mange henseender er mandens jævnbyrdige. Koranen indprenter kvinden hendes eget værd og egne evner. Koranen løste kvinden fra hendes langvarige trældom. Den siger:

Hvis mænd har potentiale til at udvikle deres personlighed ved at bringe sig selv i harmoni med Guds vilje, har kvinder lignende potentiale. Hvis mænd kan være medlemmer af en bevægelse, der arbejder for fred i verden ifølge Guds ukrænkelige Lov, kan kvinder også deltage og blive dens medlemmer. Hvis mænd kan beherske deres evner og udvikle dem inden for Guds Love, kan kvinder også. Hvis mænd kan forsvare sandheden i deres argumenter gennem praktisk virkeliggørelse, kan kvinder også. Hvis mænd med udholdenhed kan følge den vej, de har valgt, kan kvinder også. Hvis mænd har utrættelige evner til at bringe sig selv mere og mere i harmoni med Guds vilje, når de først er på Hans vej, har kvinder de samme utrættelige evner. Hvis mænd kan ofre lavere værdier for højere værdier, kan kvinder også. Hvis mænd kan beherske sig for ikke at overskride de grænser, de er pålagt, kan kvinder også. Hvis mænd kan holde deres seksuelle drifter inden for givne rammer, kan kvinder også. Hvis mænd kan forstå Guds Love og kan koncentrere deres aktiviteter omkring dem, kan kvinder også. Når mænd og kvinder nu har lige evner og muligheder, skulle resultaterne også være lige for dem begge. Således vil begge nyde beskyttelse og tryghed og alle de fordele og glæder, de vil høste for deres gerninger. (33:35)²

Det er således hævet over enhver tvivl, at mand og kvinde er ligeværdige i alle forhold, der virkelig betyder noget i samfundet. Fremskridtets vej er åben for dem begge, ligesom belønningen herfor er lige for dem begge:

De troende, der gør gode gerninger – mænd såvel som kvinder – vil komme i Paradis og vil ikke lide den mindste uret. (4:124)

Koranen levner ingen tvivl med hensyn til kvindens ejendomsret:

Hvad manden tjener, vil være hans, og hvad kvinden tjener, vil være hendes. (4:32)

Som det ses, betragter Koranen mand og kvinde som absolut ligeværdige i alle henseender. Menneskeheden vil først være perfekt, når den omtaler mand og kvinde som mennesker – uden reference til deres køn. Kvinden har (ligesom manden) sin egen personlighed, og forholdet mellem to personligheder kan aldrig være som middel og mål – enhver personlighed er et mål i sig selv.

Familieliv eksisterer også i dyreverdenen. De fleste nyfødte dyreunger er hjælpeløse og kan ikke overleve, hvis de bliver overladt til sig selv. Sommetider er det moderen, der tager sig af ungerne, andre gange er det begge forældre: I fugleverdenen er både hannen og hunnen beskæftiget med at opfostre ungerne. Hos nogle fiskearter er hunnen ligeglad med ungerne, mens hannen sørger for dem og beskytter dem mod farer. Hos pattedyrene er det hovedsageligt hunnen, der tager sig af ungerne. Nogle dyr lader dog deres unger klare sig selv på et meget tidligt stade.

Menneskebørn er hjælpeløse og afhængige af forældres omsorg i flere år. I den tid udvikles mange følelser, og stærke bånd af kærlighed og hengivenhed binder børn og forældre tæt sammen for altid. Hjemmet er det sted, hvor familiens medlemmer spiller deres respektive roller. Hjemmet symboliserer lykke, fred, tryghed og gensidig sympati. Det er rammen om tilfredsstillende social kontakt og frugtbart samarbejde. I forældrenes varetægt modner barnet ikke blot fysisk, men også menneskeligt og socialt. Familien er den støbeform, i hvilken barnets personlighed støbes og formes. At være medlem af en familie er en forberedelse til at være en del af samfundet. Samfundet er blot en udvidet familie. Ved hjælp af den opdragelse, barnet har fået i en atmosfære af sympati, tolerance og samarbejde, er det i stand til at udfylde sin plads i samfundet som et frit og ansvarligt menneske.

Familien er af største vigtighed for menneskebarnet, og i familien er det moderen, der spiller hovedrollen. Man kan ikke nok fremhæve den indflydelse, moderen har på sine børn. Hun inspirerer dem til idealer og videregiver kultur og traditioner til dem. Det afhænger hovedsageligt af hende, om børnene bliver nyttige eller uduelige samfundsborgere.

Koranen anerkender fuldt ud moderens vitale rolle i familie og samfund. Koranens udtryk for muslimer som befolkningsgruppe er umma, og dette ord er afledt af ordet umm, der betyder 'mor'. Moderen påvirker familien direkte og samfundet indirekte – men ikke mindre effektivt.

Barnet kan kun udvikle en harmonisk personlighed, hvis der hersker en fredelig atmosfære i hjemmet og harmoni og sammenhold mellem forældrene. Forældres uenighed er hovedårsagen til nogle børns forstyrrede udvikling. Koranen opfordrer derfor til at indgå ægteskab med en person, der deler ens synspunkter og idealer og er enig med én i alle væsentlige spørgsmål:

En troende mand bør ikke ægte en afgudsdyrkende kvinde, før hun giver sig hen til Allah (alene). En troende slavinde er bedre end en afgudsdyrkerske, skønt hun virker nok så tiltrækkende. En troende kvinde bør ikke ægte en afgudsdyrkende mand, før han giver sig hen til Allah (alene). En troende slave er bedre end en afgudsdyrker, skønt han virker nok så tiltrækkende. Afgudsdyrkerne vil drage jer mod Helvedes flammer; men Allah kalder jer ved Sin nåde til Paradis og tilgivelse ved Sin Lov. Han gør Sine tegn tydelige for menneskene, for at de må ihukomme Ham. (2:221)

Ægteskab er en kontrakt indgået af egen fri vilje mellem en mand og en kvinde. Kvinden har absolut frihed til selv at vælge sin ægtefælle. Man kan ikke bortgifte en kvinde eller gifte sig med en kvinde imod hendes vilje:

Oh I troende! Det er jer forbudt at arve (afdøde slægtninges) enker imod deres vilje. (4:19)

Det er ægteparrets pligt at give deres børn et lykkeligt hjem. Da kvinden vier det meste af sin tid til børnenes pleje, er det naturligt nok mandens pligt at underholde familien. Denne arbejdsinddeling er i hele familiens interesse:

Mænd er ansvarlige for kvinders underhold, ... (4:34)

Hvis en kvinde imidlertid har tid og overskud til at tjene sine egne penge, står det hende frit for at gøre det. Hvad hun end tjener, er hendes særeje:

Hvad manden tjener, vil være hans, og hvad kvinden tjener, vil være hendes. (4:32)

Mand og kvinde er ligeværdige partnere i bestræbelserne for at få hjemmet til at fungere tilfredsstillende. Ingen af dem bør forsøge at dominere eller udnytte den anden. Kvindens rettigheder skal respekteres på lige fod med mandens. Manden må ikke gøre indgreb i kvindens rettigheder:

Kvinder har rettigheder over for mænd, ligesom mænd har rettigheder over for kvinder inden for rimelighed og lov. (2:228)

Forholdet mellem ægtefællerne skal være nært og gensidigt:

Som nævnt ovenfor, er ægteskab en kontrakt, der indgås frivilligt af parterne. Det er en bindende kontrakt, som dog kan ophæves, hvis der overhovedet ikke er nogen mulighed for at redde ægteskabet. Selv, hvis en sådan situation opstår, bør mand og hustru søge at redde ægteskabet ved at indgå kompromis. Hvis også dette forsøg mislykkes, må familien og samfundet prøve at mægle. Mand og hustru bør da hver vælge en repræsentant til at forsøge at løse problemerne i mindelighed. Først, når deres forsøg også mislykkes, må ægteskabet opløses:

Dersom I frygter et brud mellem en mand og hans hustru, udnævn da en mægler fra hans slægt og en fra hendes. Dersom de ønsker at blive forenet, vil Allah bringe dem sammen igen. Allah er vis og alvidende. (4:35)

Som vi allerede har set, er det hensigten med ægteskabet at leve et liv i kærlighed, harmoni og venskab for at opfylde livets højere mening. Idéen om, at manden skal have mere end én hustru ad gangen passer ikke ind i sådan et fællesskab. Monogami – én mand og én kvinde – er derfor normen ifølge Koranen. Der kan dog opstå situationer, hvor det kan være nødvendigt at afvige fra denne regel i samfundets interesse. For eksempel kan lange krige nedbringe antallet af mænd betydeligt og efterlade et stort antal enker – ofte med børn – og ugifte kvinder uden forsørgelse. Disse kvinder og unge piger skal beskyttes og drages omsorg for uden at deres værdighed krænkes. At der oprettes børnehjem og alderdomshjem er ikke nogen god løsning, for problemet er ikke kun økonomisk – det går meget dybere. Det må være samfundets opgave at håndtere denne delikate situation ved at beskytte de berørtes personlige værdighed såvel som samfundets moralske karakter. Koranen foreslår et rimeligt alternativ ved at slække reglerne for monogami:

Dersom I frygter, at det ikke vil være muligt at finde nogen anden rimelig løsning på problemet vedr. enker og forældreløse, da gift jer med dem, der synes passende: to, tre eller fire (som situationen kræver); men dersom I er bange for ikke at kunne være lige retfærdige mod dem (alle), da gift jer kun med én. (4:3)

Dette er det eneste vers i Koranen, der omhandler polygami; men selv om staten slækker på reglerne, er det stadig ikke obligatorisk for mænd at tage mere end én hustru. De må kun ægte flere kvinder, hvis de kan være retfærdige. Det er klart, at hvis en mand indgår ægteskab i en så speciel situation, er det i nationens tjeneste – både fra hans side som fra hans første hustrus side. Hun vil opfatte det som sin pligt at give beskyttelse til en af sine mindre heldige medsøstre, som uforskyldt er havnet i en så ynkværdig situation. Man kan hævde, at man sjældent vil finde en kvinde, der vil give sit samtykke til at få en rival i huset, og dette argument kan synes velbegrundet i vore dage, hvor egne interesser ofte kommer i første række. Men argumentet falder ganske til jorden i forbindelse med Koranens revolutionerende idéer:

De troende foretrækker andre frem for sig selv, selv om de (selv) lider afsavn. (59:9)

Historien viser os, at en medhustru, der under disse omstændigheder kom til en muslims hus i det koranske samfund i Medina på Rasūl'ens tid, blev hilst hjertelig velkommen af husets øvrige kvinder. De nyankomne kom ikke som rivaler, men var tværtimod dybt taknemmelige over for deres nye omgivelser, for troen havde ganske forandret deres syn på deres medsøstre.

Rasūl'en selv gav det smukkeste eksempel til efterfølgelse. Han giftede sig som 25-årig med den 15 år ældre enke Khadīja. I 25 år var hun hans eneste hustru. Først efter hendes død giftede han sig igen. Omstændighederne, der førte til, at han tog flere hustruer, var dem, der er beskrevet i ovenstående koranvers. Den muslimske menighed i Medina var i konstant krig med omkringboende fjender. Krigene påførte menigheden store tab – antallet af mænd faldt drastisk. Derudover var der en konstant strøm af flygtninge fra Mekka – især kvinder – der ville slutte sig til muslimerne. Det store antal enker og ugifte kvinder skabte problemer for muslimerne, og man måtte tage drastiske midler i brug. Det var i denne nødsituation, at polygami blev tilladt for at beskytte kvinder og børn og give dem sikkerhed og social status. Også Rasūl'en åbnede sit hjem og gav status til:

Sawda og hendes første mand var blandt de muslimer, der søgte tilflugt i Abessinien for Quraish-stammens forfølgelser. Da hendes mand døde, stod hun alene tilbage.

Hafsa var ‘Umar ibn al-Khattābs datter og enke efter Khunais, der var blevet dræbt i slaget ved Uhud. ‘Umar prøvede forgæves at gifte hende bort til en af sine venner – og senere en anden. Rasūl'en kom ‘Umar til hjælp og giftede sig med hende.

Zaynab bint Huzaimas tredje mand var faldet i slaget ved Uhud, og hun stod uden forsørger, da Rasūl'en giftede sig med hende. Hun døde dog få måneder senere.

Umm Salāma og hendes første mand havde også været blandt dem, der søgte tilflugt i Abessinien. Efter deres hjemkomst blev hendes mand dræbt i slaget ved Uhud, og hun var i stor nød, da Rasūl'en kom hende til undsætning.

Zaynab bint Jahsh var af Rasūl'ens egen slægt. Hun havde været gift med en tidligere slave, der dog havde skilt sig fra hende. Som hustru til en tidligere slave, havde hun i omgivelsernes øjne mistet sin status. For at gøre det klart for samfundet i almindelighed, at denne traditionelle tænkemåde var i modstrid med islams ånd, valgte Rasūl'en selv at gifte sig med hende. Derved beviste han, at ingen mister status ved at gifte sig med en frigiven slave.

Umm Habība var datter af Abū Sufyān, én af Quraish-stammens ledere. Hun var udvandret til Abessinien med sin første mand, der dog under opholdet dér blev kristen og lod sig skille fra hende. Hun tog hjem, men blev afvist af sin egen familie, hvorpå Rasūl'en gav hende både status og hjem.

Maimūnas anden mand døde i Mekka, og hun var uden forsørger, da Rasūl'en giftede sig med hende.

Juwairiyya var også enke. Hun var datter af lederen af Bani-Mustaliq-stammen og var blevet taget som krigsfange. Rasūl'en gav hende fri og giftede sig med hende.

Safiyya havde mistet både sin far, sin bror og ægtemand i krigen og stod uden forsørger.

‘Ā'isha var den eneste jomfru, Rasūl'en giftede sig med. Han havde giftet sig med hende før udvandringen til Medina, da hun var omkring 19 år gammel.

Kendsgerningerne taler for sig selv. Med ‘Ā'isha som eneste undtagelse, var de kvinder, Rasūl'en giftede sig med, ældre enker, der stod uden forsørgelse og tag over hovedet. (Koranen specificerer ikke, hvor mange hustruer Rasūl'en havde ad gangen.) Der herskede kaotiske tilstande i samfundet, og Rasūl'en måtte løse de mange sociale problemer. De mange krige gjorde det imidlertid umuligt for det lille samfund at sikre de mange enker og faderløse underhold på anden vis. Da situationen blev bedre, tilbød Rasūl'en kvinderne deres frihed; men de afslog og blev hos ham.

Før islams komme var slaveri almindeligt over hele verden. For datidens rige og magtfulde mænd syntes det ganske normalt at holde slaver, som de havde taget som krigsfanger eller købt på slavemarkedet. Grækerne var de førende tænkere i Den gamle Verden; men ingen græsk tænker har nogensinde talt imod slaveri. Koranen kundgjorde alle menneskers ligeværd for Gud. Den ramte ondet i dets rod ved at anerkende menneskets værd som menneske. Ved islams komme var der imidlertid mange slaver og slavinder i Arabien såvel som andre steder i verden. Den arabiske økonomi var baseret på slaveri, og det var umuligt at afskaffe slaveriet med et enkelt pennestrøg uden at styrte hele samfundet i kaos. Alligevel arbejdede Koranen hen imod afskaffelse af slaveriet og forbedring af slavernes situation på alle tænkelige måder. Muslimerne blev påbudt at behandle deres slaver venligt og hensynsfuldt. At frigive en slave blev gjort til en fortjenstfuld handling, og man kunne bøde for nogle af sine synder ved at give en slave fri. Således mindskedes slavernes antal, og samfundet blev mindre afhængigt af deres arbejdskraft. Vendingen 'som din højre hånd ejede', der forekommer i Koranen, står i datid og hentyder til dem, der allerede på Rasūl'ens tid var trælbundet. Da de lidt efter lidt blev frigivet, led slaveriet en naturlig død. Oprindeligt var det i første række krigsfanger – mænd og kvinder – der blev gjort til slaver; men Koranen påbyder, at krigsfanger skal sættes på fri fod enten kvit og frit eller imod løsepenge (47:4). Dermed var døren for altid lukket for fremtidigt slaveri. Hvad der derefter hændte, er ikke Koranens ansvar, men muslimernes.

Islam var intet mindre end en revolution i menneskelige relationer ved at erklære herre og slave, mand og kvinde lige for Gud. I Arabien havde mændene – ligesom alle andre steder i verden – udelukkende set kvinder som middel til at tilfredsstille deres begær, og ægteskab var blot til for at hindre mændene i at skændes om ejendomsretten til eftertragtede kvinder. Koranen højnede kvindernes status i samfundet og gjorde dem til mændenes ligeværdige partnere.

Kønsdriften er et af menneskets mange instinkter. Den er livets fakkelbærer og er med til at sikre menneskehedens fortsatte beståen.

Det er i dag generelt accepteret, at kønsdriften er en magtfuld og afgørende faktor for menneskets adfærd. I mange år blev menneskets kønsliv i puritanismens og rationalismens navn imidlertid ikke regnet for et seriøst studie værd. I de højere samfundslag blev emnet omhyggeligt undgået. Men i begyndelsen af det tyvende århundrede indtraf reaktionen, og i dag overdrives kønsdriftens betydning for mennesket. Nogle psykologer – anført af Freud – betragter den som selve basis for menneskets natur og allestedsnærværende. Psykoanalytikeren finder sexmotiver i så simple aktiviteter som spisning og leg. Han prøver at løfte kønsdriftens slør og opdager den på uventede områder. Matematikerens grublen over linier og kurver og mystikerens meditation tilfredsstiller begge samme drift, omend på forskellig måde. Bliver kønsdrift omdirigeret i socialt accepterede kanaler, skaber den kultur og civilisation.

Det synes, som om man i Vesten på dette område er gået fra den ene yderlighed til den anden – fra ekstrem ligegyldighed til intens optagethed. Koranen derimod følger den gyldne middelvej: Den tilskriver kønsdriften dens rette plads i livet, men ikke mere. I denne holdning støttes den af videnskaben. Forsøg i dyrs adfærd viser, at kønsdriften – selv om den er stærk – på ingen måde er den stærkeste. Den er svagere end både sult, tørst og forældreinstinkt. Mennesket kan ikke leve i mange dage uden indtagelse af føde og væske; men tilfredsstillelse af kønsdriften kan udsættes på ubestemt tid uden at man tager fysisk eller psykisk skade deraf. Nogle af tidens store mænd har levet et fuldkommen normalt liv uden at dyrke sex. Et liv i cølibat har været ganske naturligt for dem. Det synes, som om kønsdriftens energi kan fortrænges og styres over i andre kanaler.

Der er også en anden vinkel på sagen: Overdreven nydelse af alt andet end lige netop sex skader det umådeholdende menneske, ligesom også ukontrolleret sex påvirker samfundet som helhed. Sex kan være kilden til ukontrollerbar rivalisering og jalousi, som er så ødelæggende for samfundet.

Kønsdriften tjener dog ikke kun artens beståen, men er også særdeles behagelig for individet. Det er naturens list at få mennesket engageret i en aktivitet, der hovedsageligt tjener arten og ikke individet; men mennesket værdsætter kønsdriften for personlig nydelses skyld – nydelsen bliver hovedformålet. For bedre at kunne nyde kønsdriften, stimulerer mennesket sit seksuelle begær kunstigt, hvorved det fordærves og ledes bort fra dets naturlige leje. Derved bliver sex en hindring for menneskets fremgang og selvrealisering.

På denne baggrund kan vi forstå og værdsætte Koranens holdning til sex. Vi kan se, at de restriktioner, den pålægger os, er både rimelige og i menneskets egen interesse. Selvfølgelig er kønsdriften reguleret i ethvert samfund; men Koranen taber aldrig det biologiske formål med kønsdriften af syne. Nogle store religioner har den lære, at sex hovedsagelig er af det onde, og at 'åndelig' fremgang kun er mulig i cølibat. Koranen forkaster dette synspunkt og betragter kønsdriften som en naturlig drift, som skal tilfredsstilles, omend moderat og inden for visse rammer, som ikke er til skade for nogen. I Vesten opfattes ægteskabsbrud som forkasteligt, men ikke utugt blandt ugifte.⁴ Koranen forbyder al seksuel omgang uden for ægteskabets rammer. En mand må udelukkende have sex med sin ægteviede hustru; men selv her advares han imod udelukkende at tænke på nydelse. Han bliver mindet om, at han er med til at bringe et levende, ansvarligt og rationelt væsen til verden. I mange år fremover vil han være ansvarlig for at opdrage og uddanne sine sønner og døtre til nyttige samfundsborgere. Hvis han ikke har mulighed for at give sit barn en god start i livet, bør han ikke avle det. Koranen søger at bibringe begge partnere ansvarlighed i en aktivitet, som kan være begyndelsen til et nyt liv. De bliver formanet til at se længere frem end blot til den umiddelbare nydelse og til at forstå deres ansvar. Nydelse er tilladt; men det er forkert at lade sig slavebinde af den. Koranen fortæller menneskene, at de kan og skal kontrollere deres kønsdrift og tilfredsstille den med måde, og at de skal tænke alvorligt over de forpligtelser, de påfører sig selv.

Koranen lægger følgelig særlig vægt på ærbarhed. Den anses for en fornem dyd, der fremmer menneskets moralske og mentale udvikling. Ærbarhed er nødvendig for moralsk renhed og mental sundhed. Freuds teorier har – med rette eller urette – ansporet mennesket til at tro, at seksuel afholdenhed er til skade for helbredet. Seksuel afholdenhed antages at være kimen til neurotiske forstyrrelser. De, der fastholder disse synspunkter, gør Freud uret. Han forsvarede ikke selv tøjlesløshed. Det er ikke seksuel afholdenhed, men undertrykt seksualitet, der giver neurotiske forstyrrelser. Det er, hvad Freuds lære virkelig går ud på. Nogle læger har kun overfladisk kendskab til psykoanalyse og råder deres patienter til at få bugt med deres hæmninger ved at 'give slip på' sig selv: Intet under, at patienterne så ofte får det værre i stedet for bedre. Neurotikerne er besat af sex på grund af sociale fordomme og fortrængninger. Seksuel afholdenhed skader ikke normale mennesker, men virker befordrende for den mentale sundhed.

Hvad bør en mand da gøre, hvis omstændighederne ikke tillader ham at gifte sig? Koranen råder ham til at bevare sin ærbarhed og afstå fra at tilfredsstille sin kønsdrift, indtil det er muligt for ham at få en passende partner:

De, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør leve afholdende, indtil Allah nådigt beriger dem. (24:33)

Det er bydende nødvendigt at tilfredsstille sult og tørst under alle omstændigheder; men tilfredsstillelse af kønsdriften kan uden at gøre skade udsættes i lange tider eller endog for altid. Ulig sult og tørst, vækkes kønsdriften aldrig af sig selv: Den vækkes helt bevidst. En travl, optaget mand vil føle tørst, når hans krop mangler væske, uanset han selv er klar over det eller ej. Først vil følelsen være svag, men med tiden vil den føles uudholdelig, så han må standse op og indtage væske, hvis han vil overleve. Således vil det også være med sultfølelse. Det forholder sig imidlertid anderledes med kønsdriften. Den vil aldrig af sig selv blive uimodståelig, medmindre den bliver mentalt eller fysisk stimuleret. Den mest ophidsende faktor er selve tanken om sex, så den må kontrolleres. Derfor er ærbarhed hverken en fysiologisk eller en psykologisk umulighed. Ved at lægge vægt på vigtigheden af at bevare sig selv ærbar, hjælper Koranen også med at løse problemet med overbefolkning. Ærbarhed gælder ikke kun i udenomsægteskabelige forhold, men også ægtepar bør kun tilfredsstille deres kønsdrift, når de er parat til at hilse en familieforøgelse velkommen. Dette ideal vil gavne både legeme og sjæl og kontrollere befolkningstilvæksten.

Med vore dages moralopfattelse må dette råd synes perfekt. Situationen er udelukkende som den er, fordi nydelse er blevet det altdominerende mål. Selvtilfredsstillelse har sløret billedet af hensigten med livet, som er at forberede sig selv til en tilværelse på et højere plan. Koranens råd er ment for dem, der er opmærksomme på denne mening. Det er ikke blot et råd for de gudfrygtige, for Koranen giver det også et praktisk islæt. Det gælder først om at dyrke den rigtige holdning til sex ved at huske på, at hensigten med seksuel aktivitet er forplantning og ikke ren og skær nydelse. Det vil have en dæmpende effekt på lidenskaben og give os ansvarsfølelse. Viden om den mulige konsekvens af vor handling vil holde os fra at handle tankeløst, så vi kan påtage os de pligter, som vi aldrig kan frasige os. Hos dyrene er kønsdriften kontrolleret af naturen og vækkes kun, når naturen ønsker en undfangelse. Derfor er der ikke tale om 'familieplanlægning' hos dyr. Mennesket har derimod valgfrihed også på det seksuelle område, så det kan sætte børn i verden i overensstemmelse med sine egne planer. Misbrug af denne frihed med sex for nydelsens skyld vil resultere i uønskede undfangelser med alle de uheldige følger det har for både individet og samfundet.

Koranen opfordrer os til selvkontrol for at spare os for sådanne situationer. Ved selvkontrol kan kønsdriften omdirigeres i sunde kanaler. Det siger sig selv, at det vil vise sig til gavn for både individet og samfundet som helhed. Det vil styrke menneskets moral og afværge problemer med overbefolkning.

Koranen søger kort sagt at regulere menneskets kønsdrift på følgende måder:

1.   Sati (enkebrænding) er en hinduistisk skik, der har eksisteret helt siden det 4.-3.
      århundrede f.v.t. Den blev forbudt og klassificeret som mord i 1829, men har holdt
      sig på afsides liggende steder endnu langt senere. (overs.)
2.   Oversættelsen af dette koranvers er foretaget på grundlag af forfatterens egen
      Mafhūm-ul-Qur'ān (Exposition of the Holy Qur'ān).
3.   Klæder giver velvære og beskytter imod vind og vejr og nyfigne blikke, og de dækker
      over evt. fejl og mangler. Jvf. også talemåden 'som hånd i handske'. (overs.)
4.   Jeg skal i denne forbindelse endnu engang minde om, at nærværende bog er
      skrevet i Pakistan inden Vestens seksuelle 'frigørelsesproces' og inden Woodstocks
      'Tre dage med fred, musik og kærlighed' i slutningen af 1960'erne. I øvrigt kan en
      bedragen ægtefælle med loven i hånd straffe sin utro partner ved at forlange
      omgående skilsmisse. (overs.)