|
|
KAPITEL 18 |
|
Kvinden |
|
|
|
|
1. Mand og kvinde – et
sammenlignende studie I århundreder har mænd ikke behandlet
kvinder hverken retfærdigt eller rimeligt. At kvinden var manden
underlegen i intelligens, blev længe taget for givet. Kvinden fik
derfor tildelt alle kedelige opgaver, og i den civilisation,
manden byggede op, måtte hun nøjes med at spille en underordnet
rolle. Først for ganske nylig er kvinden begyndt at forsvare sine
rettigheder og kræve ligestilling med manden. Selv om det
intellektuelle klima i vore dage i almindelighed er imødekommende
over for kvindens krav på ligestilling, er spørgsmålet om
ligestillingens gyldighed stadig indhyllet i polemikkens tåger.
Mand og kvinde er uden tvivl forskellige; men forskellighederne
er i virkeligheden færre end dem, der normalt anføres. De er stort
set biologiske. Den fysiske overlegenhed er den største. Manden
overgår kvinden mere i muskelstyrke end i udholdenhed. Han løber
almindeligvis hurtigere og slår hårdere. Manden har 10 % flere
røde blodlegemer, der transporterer ilt fra lungerne til
musklerne, end kvinden har. Kvindens biologiske særegenhed og
moderpligter kræver hendes energi i betydelig grad og holder hende
til hjemmet i længere perioder. Alle disse faktorer antages at
gøre hende til den svageste af de to. Derfor er opgaver, der
forudsætter fysisk styrke og megen udendørs aktivitet så som kamp
og jagt, naturligt blevet tildelt manden, mens kvinden
sædvanligvis tog vare på husligt arbejde så som vask og
madlavning. Fysisk styrke var nødvendigt for en primitiv gruppe,
der konstant blev truet af fjendtlige grupper, og således spillede
manden den dominerende rolle i stammens opbygning. Denne tingenes
tilstand fortsatte i århundreder, og manden konsoliderede således
sin stilling som hersker over kvinden. Gradvist blev kvinden
reduceret til livegen.
Langsomt gik det op for manden, at han havde overvurderet
værdien af fysisk styrke og militærmagt. Han indså, at andre
færdigheder har samme værd. I vore dage værdsættes intelligens
mere end fysisk styrke. Psykologer fortæller os, at kvinden er
mandens jævnbyrdige på mange områder – også intellektuelt. Manden
er kvinden overlegen i nogle færdigheder, men er hende underlegen
i andre. For eksempel overgår manden kvinden i teknisk snilde,
mens hun overgår ham i sproglige færdigheder.
Det er i dag generelt accepteret, at mand og kvinde er
ligeværdige. Ikke desto mindre ligger mindreværdskomplekset dybt i
kvindens bevidsthed. I Europa og Amerika arbejder kvinder og mænd
skulder ved skulder i forskning, industri og administration; men
kvinder lader sig samtidig ubevidst tilskynde til at gøre sig
attraktive for mænd. Størstedelen af de penge, kvinder tjener,
bruger de på tøj, makeup og pynt, og de bruger en stor del af
deres fritid på at gøre sig smukkere. Det er tydeligt, at deres
hovedinteresse er at fascinere og fortrylle mændene. Sådan er det,
fordi kvinder altid har fået fortalt – med henvisning til
religionen – at Gud først skabte manden og derefter kvinden, fordi
manden følte sig ensom. Hun bliver derfor tilskyndet til at tro,
at hun udelukkende er til for at opfylde mandens ønsker. Heraf
hendes ubevidste hang til at virke så attraktiv for manden som
muligt.
Det mindreværdskompleks, kvinden lider af, har sine rødder i
den fjerne fortid. De sociale rammer, der er forblevet uændret
gennem tiderne, har tildelt hende en meget lavere status end
manden. Manden har lejlighedsvis betragtet hende som gudinde,
oftere som slave, men sjældent som ven og fælle. I dette
mandsskabte samfund havde hun alle odds og magtfulde kræfter, så
som traditioner, lov og religion imod sig: Hun havde ingen
ejendomsret. Hun kunne ikke selv vælge sin ægtefælle. Hendes far
kunne bortgifte hende til hvem, han ville. Hvis hendes mand døde,
mens hun endnu var ung, var livslang enkestand hendes lod, for det
var hende ikke tilladt at gifte sig igen. Sommetider forventedes
det endda af hende, at hun gik i døden sammen med sin ægtemand:
Den barbariske tradition sati1 påbød
hende at sidde på sin afdøde mands ligbål og blive brændt levende.
Religionen var hende heller ikke just venlig stemt. Den
bibelske fortælling om Adam og Eva er næppe retfærdig over for
kvinden. Det står skrevet, at Gud først skabte Adam, og senere Eva
ud af Adams ribben. Ribben er krumme, så fromme mænd var villige
til at betragte kvinden som 'krum' (uærlig). Fortsættelsen af
historien viser, at kvinden ikke kun er 'krum', men også svag. Hun
bukkede hurtigt under for Satans fristelser og lokkede Adam i
synd. I hele den kristne verden tror man på Eva i forførerens
rolle. Den kristne holdning over for kvinder har derfor et anstrøg
af frygt og fjendskab. For at bevare deres renhed, anså fromme
mænd det nødvendigt at undgå al kontakt med kvinder. Ægteskab blev
betragtet som et nødvendigt onde, og cølibat blev anset for en
dyd. Kvinden var en hindring for åndelig fremgang, og præsten, som
kun skulle bekymre sig om sin sjæl, måtte forblive ugift.
Sådanne idéer har indtil for nylig været fremherskende i mange
dele af verden. Koranen forandrede mandens syn på kvinden
radikalt. Den gjorde mand og kvinde ligeværdige – den ophøjer
ingen af dem over den anden.
Koranen siger ikke, at manden blev skabt først og derfor har
forrang for kvinden. Den fortæller os, at vi alle er skabt ud af
én monocelle. Forskellen mellem mand og kvinde opstod på et senere
stade, og da den viste sig, var de der blot begge to:
Oh I Mennesker! Nær ærefrygt for Rabb'en, der skabte jer af
en enkelt livscelle, af hvilken Han skabte mager (for manden en
kvinde, for kvinden en mand), og ved dem lod utallige mænd og
kvinder sprede sig (ud over jorden). Nær ærefrygt for Allah, i
Hvis navn I gør jeres gensidige rettigheder gældende. (4:1)
Så hvad skabelsen angår, er mand og kvinde absolut ligeværdige,
og kvinden er ikke ansvarlig for mandens første ulydighed og den
efterfølgende udvisning af Paradis. Begge siges at være blevet
ledt på afveje af Satan:
Men Satan fik dem (begge) til at synde og bragte dem (derved)
ud af den paradisiske tilstand, de (indtil da) havde befundet
sig i. (2:36)
Ifølge Koranen er mand og kvinde lige egnede til at følge den
rette vej og lige tilbøjelige til at tillægge sig destruktive
vaner. Selvfølgelig er de ikke nøjagtig ens: I nogle henseender er
manden kvinden overlegen, mens kvinden i nogle henseender overgår
manden. Det er en nødvendig følge af, at deres roller i livet er
komplementære. De er ligeværdige, selv om de er forskellige:
Allah har skabt jer således, at den ene overgår den anden (i
visse henseender). (4:34)
Det er ikke manden, der overgår kvinden, men den ene, der
overgår den anden i visse henseender og overgås af den anden i
andre henseender. I tusinder af år har manden fortalt kvinden, at
hun er ham underlegen ikke kun i fysisk styrke, men også med
hensyn til intelligens og på andre områder. Kun for ganske nylig
er hun blevet klar over, at hun i mange henseender er mandens
jævnbyrdige. Koranen indprenter kvinden hendes eget værd og egne
evner. Koranen løste kvinden fra hendes langvarige trældom. Den
siger:
Hvis mænd har potentiale til at udvikle deres personlighed
ved at bringe sig selv i harmoni med Guds vilje, har kvinder
lignende potentiale. Hvis mænd kan være medlemmer af en
bevægelse, der arbejder for fred i verden ifølge Guds
ukrænkelige Lov, kan kvinder også deltage og blive dens
medlemmer. Hvis mænd kan beherske deres evner og udvikle dem
inden for Guds Love, kan kvinder også. Hvis mænd kan forsvare
sandheden i deres argumenter gennem praktisk virkeliggørelse,
kan kvinder også. Hvis mænd med udholdenhed kan følge den vej,
de har valgt, kan kvinder også. Hvis mænd har utrættelige evner
til at bringe sig selv mere og mere i harmoni med Guds vilje,
når de først er på Hans vej, har kvinder de samme utrættelige
evner. Hvis mænd kan ofre lavere værdier for højere værdier, kan
kvinder også. Hvis mænd kan beherske sig for ikke at overskride
de grænser, de er pålagt, kan kvinder også. Hvis mænd kan holde
deres seksuelle drifter inden for givne rammer, kan kvinder
også. Hvis mænd kan forstå Guds Love og kan koncentrere deres
aktiviteter omkring dem, kan kvinder også. Når mænd og kvinder
nu har lige evner og muligheder, skulle resultaterne også være
lige for dem begge. Således vil begge nyde beskyttelse og
tryghed og alle de fordele og glæder, de vil høste for deres
gerninger. (33:35)2
Det er således hævet over enhver tvivl, at mand og kvinde er
ligeværdige i alle forhold, der virkelig betyder noget i
samfundet. Fremskridtets vej er åben for dem begge, ligesom
belønningen herfor er lige for dem begge:
De troende, der gør gode gerninger – mænd såvel som kvinder –
vil komme i Paradis og vil ikke lide den mindste uret. (4:124)
Koranen levner ingen tvivl med hensyn til kvindens ejendomsret:
Hvad manden tjener, vil være hans, og hvad kvinden tjener, vil
være hendes. (4:32)
Som det ses, betragter Koranen mand og kvinde som absolut
ligeværdige i alle henseender. Menneskeheden vil først være
perfekt, når den omtaler mand og kvinde som mennesker – uden
reference til deres køn. Kvinden har (ligesom manden) sin egen
personlighed, og forholdet mellem to personligheder kan aldrig
være som middel og mål – enhver personlighed er et mål i sig selv.
2. Kvinde og mor
Familieliv eksisterer også i dyreverdenen. De fleste nyfødte
dyreunger er hjælpeløse og kan ikke overleve, hvis de bliver
overladt til sig selv. Sommetider er det moderen, der tager sig af
ungerne, andre gange er det begge forældre: I fugleverdenen er
både hannen og hunnen beskæftiget med at opfostre ungerne. Hos
nogle fiskearter er hunnen ligeglad med ungerne, mens hannen
sørger for dem og beskytter dem mod farer. Hos pattedyrene er det
hovedsageligt hunnen, der tager sig af ungerne. Nogle dyr lader
dog deres unger klare sig selv på et meget tidligt stade.
Menneskebørn er hjælpeløse og afhængige af forældres omsorg i
flere år. I den tid udvikles mange følelser, og stærke bånd af
kærlighed og hengivenhed binder børn og forældre tæt sammen for
altid. Hjemmet er det sted, hvor familiens medlemmer spiller deres
respektive roller. Hjemmet symboliserer lykke, fred, tryghed og
gensidig sympati. Det er rammen om tilfredsstillende social
kontakt og frugtbart samarbejde. I forældrenes varetægt modner
barnet ikke blot fysisk, men også menneskeligt og socialt.
Familien er den støbeform, i hvilken barnets personlighed støbes
og formes. At være medlem af en familie er en forberedelse til at
være en del af samfundet. Samfundet er blot en udvidet familie.
Ved hjælp af den opdragelse, barnet har fået i en atmosfære af
sympati, tolerance og samarbejde, er det i stand til at udfylde
sin plads i samfundet som et frit og ansvarligt menneske.
Familien er af største vigtighed for menneskebarnet, og i
familien er det moderen, der spiller hovedrollen. Man kan ikke nok
fremhæve den indflydelse, moderen har på sine børn. Hun inspirerer
dem til idealer og videregiver kultur og traditioner til dem. Det
afhænger hovedsageligt af hende, om børnene bliver nyttige eller
uduelige samfundsborgere.
Koranen anerkender fuldt ud moderens vitale rolle i familie og
samfund. Koranens udtryk for muslimer som befolkningsgruppe er
umma, og dette ord er afledt af ordet umm, der betyder
'mor'. Moderen påvirker familien direkte og samfundet indirekte –
men ikke mindre effektivt.
Barnet kan kun udvikle en harmonisk personlighed, hvis der
hersker en fredelig atmosfære i hjemmet og harmoni og sammenhold
mellem forældrene. Forældres uenighed er hovedårsagen til nogle
børns forstyrrede udvikling. Koranen opfordrer derfor til at indgå
ægteskab med en person, der deler ens synspunkter og idealer og er
enig med én i alle væsentlige spørgsmål:
En troende mand bør ikke ægte en afgudsdyrkende kvinde, før
hun giver sig hen til Allah (alene). En troende slavinde er
bedre end en afgudsdyrkerske, skønt hun virker nok så
tiltrækkende. En troende kvinde bør ikke ægte en afgudsdyrkende
mand, før han giver sig hen til Allah (alene). En troende slave
er bedre end en afgudsdyrker, skønt han virker nok så
tiltrækkende. Afgudsdyrkerne vil drage jer mod Helvedes flammer;
men Allah kalder jer ved Sin nåde til Paradis og tilgivelse ved
Sin Lov. Han gør Sine tegn tydelige for menneskene, for at de må
ihukomme Ham. (2:221)
Ægteskab er en kontrakt indgået af egen fri vilje mellem en
mand og en kvinde. Kvinden har absolut frihed til selv at vælge
sin ægtefælle. Man kan ikke bortgifte en kvinde eller gifte sig
med en kvinde imod hendes vilje:
Oh I troende! Det er jer forbudt at arve (afdøde slægtninges)
enker imod deres vilje. (4:19)
Det er ægteparrets pligt at give deres børn et lykkeligt hjem.
Da kvinden vier det meste af sin tid til børnenes pleje, er det
naturligt nok mandens pligt at underholde familien. Denne
arbejdsinddeling er i hele familiens interesse:
Mænd er ansvarlige for kvinders underhold, ... (4:34)
Hvis en kvinde imidlertid har tid og overskud til at tjene sine
egne penge, står det hende frit for at gøre det. Hvad hun end
tjener, er hendes særeje:
Hvad manden tjener, vil være hans, og hvad kvinden tjener, vil
være hendes. (4:32)
Mand og kvinde er ligeværdige partnere i bestræbelserne for at
få hjemmet til at fungere tilfredsstillende. Ingen af dem bør
forsøge at dominere eller udnytte den anden. Kvindens rettigheder
skal respekteres på lige fod med mandens. Manden må ikke gøre
indgreb i kvindens rettigheder:
Kvinder har rettigheder over for mænd, ligesom mænd har
rettigheder over for kvinder inden for rimelighed og lov.
(2:228)
Forholdet mellem ægtefællerne skal være nært og gensidigt:
De er jeres klæder, og I er deres klæder. (2:187)3
Som nævnt ovenfor, er ægteskab en kontrakt, der indgås
frivilligt af parterne. Det er en bindende kontrakt, som dog kan
ophæves, hvis der overhovedet ikke er nogen mulighed for at redde
ægteskabet. Selv, hvis en sådan situation opstår, bør mand og
hustru søge at redde ægteskabet ved at indgå kompromis. Hvis også
dette forsøg mislykkes, må familien og samfundet prøve at mægle.
Mand og hustru bør da hver vælge en repræsentant til at forsøge at
løse problemerne i mindelighed. Først, når deres forsøg også
mislykkes, må ægteskabet opløses:
Dersom I frygter et brud mellem en mand og hans hustru,
udnævn da en mægler fra hans slægt og en fra hendes. Dersom de
ønsker at blive forenet, vil Allah bringe dem sammen igen. Allah
er vis og alvidende. (4:35)
Som vi allerede har set, er det hensigten med ægteskabet at
leve et liv i kærlighed, harmoni og venskab for at opfylde livets
højere mening. Idéen om, at manden skal have mere end én hustru ad
gangen passer ikke ind i sådan et fællesskab. Monogami – én mand
og én kvinde – er derfor normen ifølge Koranen. Der kan dog opstå
situationer, hvor det kan være nødvendigt at afvige fra denne
regel i samfundets interesse. For eksempel kan lange krige
nedbringe antallet af mænd betydeligt og efterlade et stort antal
enker – ofte med børn – og ugifte kvinder uden forsørgelse. Disse
kvinder og unge piger skal beskyttes og drages omsorg for uden at
deres værdighed krænkes. At der oprettes børnehjem og
alderdomshjem er ikke nogen god løsning, for problemet er ikke kun
økonomisk – det går meget dybere. Det må være samfundets opgave at
håndtere denne delikate situation ved at beskytte de berørtes
personlige værdighed såvel som samfundets moralske karakter.
Koranen foreslår et rimeligt alternativ ved at slække reglerne for
monogami:
Dersom I frygter, at det ikke vil være muligt at finde nogen
anden rimelig løsning på problemet vedr. enker og forældreløse,
da gift jer med dem, der synes passende: to, tre eller fire (som
situationen kræver); men dersom I er bange for ikke at kunne
være lige retfærdige mod dem (alle), da gift jer kun med én.
(4:3)
Dette er det eneste vers i Koranen, der omhandler polygami; men
selv om staten slækker på reglerne, er det stadig ikke
obligatorisk for mænd at tage mere end én hustru. De må kun ægte
flere kvinder, hvis de kan være retfærdige. Det er klart, at hvis
en mand indgår ægteskab i en så speciel situation, er det i
nationens tjeneste – både fra hans side som fra hans første
hustrus side. Hun vil opfatte det som sin pligt at give
beskyttelse til en af sine mindre heldige medsøstre, som
uforskyldt er havnet i en så ynkværdig situation. Man kan hævde,
at man sjældent vil finde en kvinde, der vil give sit samtykke til
at få en rival i huset, og dette argument kan synes velbegrundet i
vore dage, hvor egne interesser ofte kommer i første række. Men
argumentet falder ganske til jorden i forbindelse med Koranens
revolutionerende idéer:
De troende foretrækker andre frem for sig selv, selv om de
(selv) lider afsavn. (59:9)
Historien viser os, at en medhustru, der under disse
omstændigheder kom til en muslims hus i det koranske samfund i
Medina på Rasūl'ens tid, blev hilst hjertelig velkommen af
husets øvrige kvinder. De nyankomne kom ikke som rivaler, men var
tværtimod dybt taknemmelige over for deres nye omgivelser, for
troen havde ganske forandret deres syn på deres medsøstre.
Rasūl'en selv gav det smukkeste eksempel til efterfølgelse.
Han giftede sig som 25-årig med den 15 år ældre enke Khadīja. I 25
år var hun hans eneste hustru. Først efter hendes død giftede han
sig igen. Omstændighederne, der førte til, at han tog flere
hustruer, var dem, der er beskrevet i ovenstående koranvers. Den
muslimske menighed i Medina var i konstant krig med omkringboende
fjender. Krigene påførte menigheden store tab – antallet af mænd
faldt drastisk. Derudover var der en konstant strøm af flygtninge
fra Mekka – især kvinder – der ville slutte sig til muslimerne.
Det store antal enker og ugifte kvinder skabte problemer for
muslimerne, og man måtte tage drastiske midler i brug. Det var i
denne nødsituation, at polygami blev tilladt for at beskytte
kvinder og børn og give dem sikkerhed og social status. Også
Rasūl'en åbnede sit hjem og gav status til:
Sawda og hendes første mand var blandt de muslimer, der
søgte tilflugt i Abessinien for Quraish-stammens forfølgelser. Da
hendes mand døde, stod hun alene tilbage.
Hafsa var ‘Umar ibn al-Khattābs datter og enke efter
Khunais, der var blevet dræbt i slaget ved Uhud. ‘Umar prøvede
forgæves at gifte hende bort til en af sine venner – og senere en
anden. Rasūl'en kom ‘Umar til hjælp og giftede sig med
hende.
Zaynab bint Huzaimas tredje mand var faldet i slaget ved
Uhud, og hun stod uden forsørger, da Rasūl'en giftede sig
med hende. Hun døde dog få måneder senere.
Umm Salāma og hendes første mand havde også været blandt
dem, der søgte tilflugt i Abessinien. Efter deres hjemkomst blev
hendes mand dræbt i slaget ved Uhud, og hun var i stor nød, da
Rasūl'en kom hende til undsætning.
Zaynab bint Jahsh var af Rasūl'ens egen slægt. Hun
havde været gift med en tidligere slave, der dog havde skilt sig
fra hende. Som hustru til en tidligere slave, havde hun i
omgivelsernes øjne mistet sin status. For at gøre det klart for
samfundet i almindelighed, at denne traditionelle tænkemåde var i
modstrid med islams ånd, valgte Rasūl'en selv at gifte sig
med hende. Derved beviste han, at ingen mister status ved at gifte
sig med en frigiven slave.
Umm Habība var datter af Abū Sufyān, én af Quraish-stammens
ledere. Hun var udvandret til Abessinien med sin første mand, der
dog under opholdet dér blev kristen og lod sig skille fra hende.
Hun tog hjem, men blev afvist af sin egen familie, hvorpå Rasūl'en
gav hende både status og hjem.
Maimūnas anden mand døde i Mekka, og hun var uden
forsørger, da Rasūl'en giftede sig med hende.
Juwairiyya var også enke. Hun var datter af lederen af
Bani-Mustaliq-stammen og var blevet taget som krigsfange. Rasūl'en
gav hende fri og giftede sig med hende.
Safiyya havde mistet både sin far, sin bror og ægtemand i
krigen og stod uden forsørger.
‘Ā'isha var den eneste jomfru, Rasūl'en giftede sig
med. Han havde giftet sig med hende før udvandringen til Medina,
da hun var omkring 19 år gammel.
Kendsgerningerne taler for sig selv. Med ‘Ā'isha som eneste
undtagelse, var de kvinder, Rasūl'en giftede sig med, ældre
enker, der stod uden forsørgelse og tag over hovedet. (Koranen
specificerer ikke, hvor mange hustruer Rasūl'en havde ad
gangen.) Der herskede kaotiske tilstande i samfundet, og Rasūl'en
måtte løse de mange sociale problemer. De mange krige gjorde det
imidlertid umuligt for det lille samfund at sikre de mange enker
og faderløse underhold på anden vis. Da situationen blev bedre,
tilbød Rasūl'en kvinderne deres frihed; men de afslog og
blev hos ham.
3. Slavinder
Før islams komme var slaveri almindeligt over hele verden. For
datidens rige og magtfulde mænd syntes det ganske normalt at holde
slaver, som de havde taget som krigsfanger eller købt på
slavemarkedet. Grækerne var de førende tænkere i Den gamle Verden;
men ingen græsk tænker har nogensinde talt imod slaveri. Koranen
kundgjorde alle menneskers ligeværd for Gud. Den ramte ondet i
dets rod ved at anerkende menneskets værd som menneske. Ved islams
komme var der imidlertid mange slaver og slavinder i Arabien såvel
som andre steder i verden. Den arabiske økonomi var baseret på
slaveri, og det var umuligt at afskaffe slaveriet med et enkelt
pennestrøg uden at styrte hele samfundet i kaos. Alligevel
arbejdede Koranen hen imod afskaffelse af slaveriet og forbedring
af slavernes situation på alle tænkelige måder. Muslimerne blev
påbudt at behandle deres slaver venligt og hensynsfuldt. At
frigive en slave blev gjort til en fortjenstfuld handling, og man
kunne bøde for nogle af sine synder ved at give en slave fri.
Således mindskedes slavernes antal, og samfundet blev mindre
afhængigt af deres arbejdskraft. Vendingen 'som din højre hånd
ejede', der forekommer i Koranen, står i datid og hentyder til
dem, der allerede på Rasūl'ens tid var trælbundet. Da de
lidt efter lidt blev frigivet, led slaveriet en naturlig død.
Oprindeligt var det i første række krigsfanger – mænd og kvinder –
der blev gjort til slaver; men Koranen påbyder, at krigsfanger
skal sættes på fri fod enten kvit og frit eller imod løsepenge
(47:4). Dermed var døren for altid lukket for fremtidigt slaveri.
Hvad der derefter hændte, er ikke Koranens ansvar, men
muslimernes.
Islam var intet mindre end en revolution i menneskelige
relationer ved at erklære herre og slave, mand og kvinde lige for
Gud. I Arabien havde mændene – ligesom alle andre steder i verden
– udelukkende set kvinder som middel til at tilfredsstille deres
begær, og ægteskab var blot til for at hindre mændene i at skændes
om ejendomsretten til eftertragtede kvinder. Koranen højnede
kvindernes status i samfundet og gjorde dem til mændenes
ligeværdige partnere.
4. Sex og samfund
Kønsdriften er et af menneskets mange instinkter. Den er livets
fakkelbærer og er med til at sikre menneskehedens fortsatte
beståen.
Det er i dag generelt accepteret, at kønsdriften er en magtfuld
og afgørende faktor for menneskets adfærd. I mange år blev
menneskets kønsliv i puritanismens og rationalismens navn
imidlertid ikke regnet for et seriøst studie værd. I de højere
samfundslag blev emnet omhyggeligt undgået. Men i begyndelsen af
det tyvende århundrede indtraf reaktionen, og i dag overdrives
kønsdriftens betydning for mennesket. Nogle psykologer – anført af
Freud – betragter den som selve basis for menneskets natur og
allestedsnærværende. Psykoanalytikeren finder sexmotiver i så
simple aktiviteter som spisning og leg. Han prøver at løfte
kønsdriftens slør og opdager den på uventede områder.
Matematikerens grublen over linier og kurver og mystikerens
meditation tilfredsstiller begge samme drift, omend på forskellig
måde. Bliver kønsdrift omdirigeret i socialt accepterede kanaler,
skaber den kultur og civilisation.
Det synes, som om man i Vesten på dette område er gået fra den
ene yderlighed til den anden – fra ekstrem ligegyldighed til
intens optagethed. Koranen derimod følger den gyldne middelvej:
Den tilskriver kønsdriften dens rette plads i livet, men ikke
mere. I denne holdning støttes den af videnskaben. Forsøg i dyrs
adfærd viser, at kønsdriften – selv om den er stærk – på ingen
måde er den stærkeste. Den er svagere end både sult, tørst og
forældreinstinkt. Mennesket kan ikke leve i mange dage uden
indtagelse af føde og væske; men tilfredsstillelse af kønsdriften
kan udsættes på ubestemt tid uden at man tager fysisk eller
psykisk skade deraf. Nogle af tidens store mænd har levet et
fuldkommen normalt liv uden at dyrke sex. Et liv i cølibat har
været ganske naturligt for dem. Det synes, som om kønsdriftens
energi kan fortrænges og styres over i andre kanaler.
Der er også en anden vinkel på sagen: Overdreven nydelse af alt
andet end lige netop sex skader det umådeholdende menneske,
ligesom også ukontrolleret sex påvirker samfundet som helhed. Sex
kan være kilden til ukontrollerbar rivalisering og jalousi, som er
så ødelæggende for samfundet.
Kønsdriften tjener dog ikke kun artens beståen, men er også
særdeles behagelig for individet. Det er naturens list at få
mennesket engageret i en aktivitet, der hovedsageligt tjener arten
og ikke individet; men mennesket værdsætter kønsdriften for
personlig nydelses skyld – nydelsen bliver hovedformålet. For
bedre at kunne nyde kønsdriften, stimulerer mennesket sit
seksuelle begær kunstigt, hvorved det fordærves og ledes bort fra
dets naturlige leje. Derved bliver sex en hindring for menneskets
fremgang og selvrealisering.
På denne baggrund kan vi forstå og værdsætte Koranens holdning
til sex. Vi kan se, at de restriktioner, den pålægger os, er både
rimelige og i menneskets egen interesse. Selvfølgelig er
kønsdriften reguleret i ethvert samfund; men Koranen taber aldrig
det biologiske formål med kønsdriften af syne. Nogle store
religioner har den lære, at sex hovedsagelig er af det onde, og at
'åndelig' fremgang kun er mulig i cølibat. Koranen forkaster dette
synspunkt og betragter kønsdriften som en naturlig drift, som skal
tilfredsstilles, omend moderat og inden for visse rammer, som ikke
er til skade for nogen. I Vesten opfattes ægteskabsbrud som
forkasteligt, men ikke utugt blandt ugifte.4
Koranen forbyder al seksuel omgang uden for ægteskabets rammer. En
mand må udelukkende have sex med sin ægteviede hustru; men selv
her advares han imod udelukkende at tænke på nydelse. Han bliver
mindet om, at han er med til at bringe et levende, ansvarligt og
rationelt væsen til verden. I mange år fremover vil han være
ansvarlig for at opdrage og uddanne sine sønner og døtre til
nyttige samfundsborgere. Hvis han ikke har mulighed for at give
sit barn en god start i livet, bør han ikke avle det. Koranen
søger at bibringe begge partnere ansvarlighed i en aktivitet, som
kan være begyndelsen til et nyt liv. De bliver formanet til at se
længere frem end blot til den umiddelbare nydelse og til at forstå
deres ansvar. Nydelse er tilladt; men det er forkert at lade sig
slavebinde af den. Koranen fortæller menneskene, at de kan
og skal kontrollere deres kønsdrift og tilfredsstille den
med måde, og at de skal tænke alvorligt over de forpligtelser, de
påfører sig selv.
5. Ærbarhed
Koranen lægger følgelig særlig vægt på ærbarhed. Den anses for
en fornem dyd, der fremmer menneskets moralske og mentale
udvikling. Ærbarhed er nødvendig for moralsk renhed og mental
sundhed. Freuds teorier har – med rette eller urette – ansporet
mennesket til at tro, at seksuel afholdenhed er til skade for
helbredet. Seksuel afholdenhed antages at være kimen til
neurotiske forstyrrelser. De, der fastholder disse synspunkter,
gør Freud uret. Han forsvarede ikke selv tøjlesløshed. Det er ikke
seksuel afholdenhed, men undertrykt seksualitet, der giver
neurotiske forstyrrelser. Det er, hvad Freuds lære virkelig går ud
på. Nogle læger har kun overfladisk kendskab til psykoanalyse og
råder deres patienter til at få bugt med deres hæmninger ved at
'give slip på' sig selv: Intet under, at patienterne så ofte får
det værre i stedet for bedre. Neurotikerne er besat af sex på
grund af sociale fordomme og fortrængninger. Seksuel afholdenhed
skader ikke normale mennesker, men virker befordrende for den
mentale sundhed.
Hvad bør en mand da gøre, hvis omstændighederne ikke tillader
ham at gifte sig? Koranen råder ham til at bevare sin ærbarhed og
afstå fra at tilfredsstille sin kønsdrift, indtil det er muligt
for ham at få en passende partner:
De, der ikke har mulighed for at gifte sig, bør leve
afholdende, indtil Allah nådigt beriger dem. (24:33)
Det er bydende nødvendigt at tilfredsstille sult og tørst under
alle omstændigheder; men tilfredsstillelse af kønsdriften kan uden
at gøre skade udsættes i lange tider eller endog for altid. Ulig
sult og tørst, vækkes kønsdriften aldrig af sig selv: Den vækkes
helt bevidst. En travl, optaget mand vil føle tørst, når hans krop
mangler væske, uanset han selv er klar over det eller ej. Først
vil følelsen være svag, men med tiden vil den føles uudholdelig,
så han må standse op og indtage væske, hvis han vil overleve.
Således vil det også være med sultfølelse. Det forholder sig
imidlertid anderledes med kønsdriften. Den vil aldrig af sig selv
blive uimodståelig, medmindre den bliver mentalt eller fysisk
stimuleret. Den mest ophidsende faktor er selve tanken om sex, så
den må kontrolleres. Derfor er ærbarhed hverken en fysiologisk
eller en psykologisk umulighed. Ved at lægge vægt på vigtigheden
af at bevare sig selv ærbar, hjælper Koranen også med at løse
problemet med overbefolkning. Ærbarhed gælder ikke kun i
udenomsægteskabelige forhold, men også ægtepar bør kun
tilfredsstille deres kønsdrift, når de er parat til at hilse en
familieforøgelse velkommen. Dette ideal vil gavne både legeme og
sjæl og kontrollere befolkningstilvæksten.
Med vore dages moralopfattelse må dette råd synes perfekt.
Situationen er udelukkende som den er, fordi nydelse er blevet det
altdominerende mål. Selvtilfredsstillelse har sløret billedet af
hensigten med livet, som er at forberede sig selv til en
tilværelse på et højere plan. Koranens råd er ment for dem, der er
opmærksomme på denne mening. Det er ikke blot et råd for de
gudfrygtige, for Koranen giver det også et praktisk islæt. Det
gælder først om at dyrke den rigtige holdning til sex ved at huske
på, at hensigten med seksuel aktivitet er forplantning og ikke ren
og skær nydelse. Det vil have en dæmpende effekt på lidenskaben og
give os ansvarsfølelse. Viden om den mulige konsekvens af vor
handling vil holde os fra at handle tankeløst, så vi kan påtage os
de pligter, som vi aldrig kan frasige os. Hos dyrene er
kønsdriften kontrolleret af naturen og vækkes kun, når naturen
ønsker en undfangelse. Derfor er der ikke tale om
'familieplanlægning' hos dyr. Mennesket har derimod valgfrihed
også på det seksuelle område, så det kan sætte børn i verden i
overensstemmelse med sine egne planer. Misbrug af denne frihed med
sex for nydelsens skyld vil resultere i uønskede undfangelser med
alle de uheldige følger det har for både individet og samfundet.
Koranen opfordrer os til selvkontrol for at spare os for
sådanne situationer. Ved selvkontrol kan kønsdriften omdirigeres i
sunde kanaler. Det siger sig selv, at det vil vise sig til gavn
for både individet og samfundet som helhed. Det vil styrke
menneskets moral og afværge problemer med overbefolkning.
Koranen søger kort sagt at regulere menneskets kønsdrift på
følgende måder:
- Koranen opfordrer mennesket til konstant at holde sig
meningen med livet for øje. Den forsikrer mennesket om, at målet kan nås ved at
stræbe efter højere værdier.
- Koranen forsikrer kvinden, at hun ikke kun er et redskab
til tilfredsstillelse af mandens lyster, men at også hun er et
frit, uafhængigt og rationelt individ. "Hun er et mål i sig
selv." Hendes mål i livet bør ikke være at forføre manden, men
at være en del af et meningsfyldt partnerskab.
- Koranen fordømmer utugt, usømmelighed, pornografi og alt
det, der ophidser og ligger til grund for seksuel lidenskab:
Sig: "Rabb'en har visselig forbudt skammelige handlinger, åbenlyse såvel som skjulte." (7:33)
Koranen stadfæster værdien af ærbarhed og opfordrer både
mænd og kvinder til at føre et rent og ærbart liv. Den opfatter
ærbarhed som nødvendig for udvikling af menneskets personlighed
– både for mænd og kvinder.
Koranen minder mennesket om sit ansvar over for sine børn.
Det skal opdrage dem ordentligt og sørge for deres uddannelse.
Det skal indprente dem det menneskelige livs stade (i modsætning
til det dyriske stade) og de varige værdier, og give dem en god
start i livet.
Nogle nutidige forfattere er – efter indgående studier af
kønslivet i primitive såvel som civiliserede samfund – nået til
den konklusion, at ærbarhed er nødvendig for menneskehedens
udvikling og fremskridt. Unwin fra Cambridge University har
studeret kønslivet i omkring 80 primitive samfund og 16
civiliserede lande. I sit forord til bogen Sex and Culture
skriver han:
"Kort sagt er min endelige konklusion, at den kulturelle
adfærd i ethvert samfund frem for alt er afhængig af den
menneskelige organismes iboende natur og dernæst af det stade,
samfundet har nået som resultat af regulering af kønsdriften."
(p. xiv)
Og han drager følgende konklusioner af sine studier af
primitive folk:
- Grupper, hvor sex uden for ægteskab er åbenlyst tilladt,
har det laveste kulturelle niveau.
- Grupper, hvor man har visse restriktioner for sex uden for
ægteskab, har det mellemste kulturelle niveau.
- Grupper, der insisterer på seksuel afholdenhed før
ægteskab, har det højeste kulturelle niveau. (pp. 300-325)
Sammenfattende siger han om sine undersøgelser:
"Begrænsninger i seksuel adfærd må derfor anses at fremme den
kulturelle udvikling. (p. 317)
Intet samfund kan udfolde sig socialt, medmindre næste
generation arver et socialt system, der begrænser den seksuelle
udfoldelse til det mindst mulige. Hvis et sådant system
opretholdes, vil kultur og tradition blive konstant beriget og
forfinet." (p. 414)
Unwins slutbemærkninger fortjener nærmere overvejelse:
"Hvis et dynamisk samfund ønsker produktiv og evig udvikling
og fremgang, må det først og fremmest genskabe sig selv og
indrømme kønnene fuldstændig juridisk ligestilling. Dernæst må
det forandre sig socialt og økonomisk på en sådan måde, at det
er både muligt og acceptabelt, at seksuel udfoldelse til en vis
grad begrænses i en længere periode eller måske for altid.
Samfundet vil derved undergå en kulturel udvikling; dets
kulturelle traditioner vil konstant beriges, forfines og højnes
på en måde, der ganske overgår vor fatteevne." (p. 432)
Ved at give kvinden status som fri og ansvarlig borger, ved at
indrømme kønnene fuldstændig ligeberettigelse og ved at begrænse
den seksuelle udfoldelse til at finde sted inden for ægteskabets
rammer, opsætter Koranen nogle retningslinjer, der understøttes af
moderne forskning.
|
|
|
|
|
|
1. Sati
(enkebrænding) er en hinduistisk skik, der har eksisteret helt siden det 4.-3.
århundrede f.v.t. Den blev forbudt og klassificeret som mord i 1829, men har holdt
sig på afsides liggende steder endnu langt senere. (overs.)
2.
Oversættelsen af dette koranvers er foretaget på grundlag af forfatterens egen
Mafhūm-ul-Qur'ān (Exposition of the Holy Qur'ān).
3.
Klæder giver velvære og beskytter imod vind og vejr og nyfigne blikke, og de dækker
over evt. fejl og mangler. Jvf. også talemåden 'som hånd i handske'. (overs.)
4.
Jeg skal i denne forbindelse endnu engang minde om, at nærværende bog er
skrevet i Pakistan inden Vestens seksuelle 'frigørelsesproces' og inden Woodstocks
'Tre dage med fred, musik og kærlighed' i slutningen af 1960'erne. I øvrigt kan en
bedragen ægtefælle med loven i hånd straffe sin utro partner ved at forlange
omgående skilsmisse. (overs.) |
|
|
|
|
|