Verden, vi lever i, er hverken et statisk eller færdigt produkt: Verden og alle ting i den forandrer sig konstant, hvert øjeblik bliver en lille smule anderledes. De gamle græske tænkere var dybt imponeret af fænomenet 'forandring'. De satte sig for at løse problemet om forandring og uforanderlighed i universet. Parmenides forkastede forandring som en illusion, medens Heraklit betragtede den som den eneste virkelighed. I flere århundreder havde filosofferne tendens til at ignorere, at tingenes forandring er en kendsgerning. Med den moderne videnskab, specielt med den større viden om geologi og biologi, er forestillingen om et dynamisk univers blevet generelt accepteret. Evolutionsteorien har forandret vort intellektuelle udsyn, og vi forsøger nu at forstå alting i historiens lys. Vi ved, at jorden har en lang historie bag sig. Den er et produkt af forandringer, der har fundet sted op igennem umindelige tider, og livet har udviklet sig langsomt over millioner af år. Et vigtigt spørgsmål tiltrækker sig nu vor opmærksomhed. Er de forandringer, der uden tvivl har fundet sted i verden, uberegnelige og tilfældige, eller følger de en overordnet plan? På nuværende tidspunkt kan vor viden ikke give os et entydigt svar på dette spørgsmål. Nogle fremtrædende tænkere mener, at forandringerne er både planløse og formålsløse, og at universet – selv om det undergår stadige forandringer – ikke bevæger sig i en bestemt retning, og slet ikke imod et bestemt mål. De påstår, at de kun kan se forandring på forandring som én bølge, der følger efter en anden. Fisher, der har forsket i et vidt udsnit af europæisk historie, vedgår, at han ikke kan se den mindste form for sammenhæng i den. Han indrømmer, at der sker fremskridt, men påstår hårdnakket i forordet til A History of Europe, at "der ikke er plan i udviklingen" (p. 1). Andre store tænkere så som C. Lloyd Morgan og Henry Bergson påstår derimod, at forandringerne efter nærmere undersøgelse afslører et mønster og synes at være målrettede.

Målet, som verden og hver enkelt ting i den stræber hen imod, er 'fuldkommengørelse'. Fuldkommengørelse betyder selvrealisering, dvs. virkeliggørelse af alle de potentialer, der findes i et bestemt væsen. Defineret på denne måde er det klart, at fuldkommengørelse, perfektion, ikke skal forstås i sin absolutte mening, men relativt til hver tings eller hvert væsens kapacitet eller evner. Der er således en direkte forbindelse mellem graden af kapacitet og graden af den mulige opnåelige perfektion. Udvikling er den proces, gennem hvilken ting realiserer sig selv og opnår den perfektion, der er mulig for den.

I næsten alle religioner har teologer brudt deres hjerne med skabelsens beskaffenhed. De har opfattet den på forskellig vis. Teorien om skabelse gennem udvikling synes at være i fuld overensstemmelse med de fakta, som videnskaben har bragt frem i lyset. Det passer også ind i det syn, der fremsættes i Koranen. Universet er ikke skueplads for vilkårlige forandringer. Det er evolutionsforandringer, der fører til fremkomsten af nye og højere kvaliteter og højere former for væsener. Hver naturlig ting, der bliver til, indgår i et udviklingsforløb. Hvert skabt væsen har en bestemt plads i det overordnede skabelsesmønster og er i den forstand godt. Men det er ikke meningen, at det skal forblive uforanderlig gennem hele sin levetid. Det er udstyret med nogle potentialer, som det instinktivt søger at virkeliggøre, og det bliver mere og mere fuldkomment, som processen skrider frem. Det er på grundlag af guddommelig vejledning, der i Koranen betegnes som rubūbiyya, at ting udvikler sig og til slut antager den form, som den er egnet til. Dette syn finder udtryk i dette simple og fyndige vers:

Lovpris din Rabb's navn, Den Højeste; Han, der skabte og fuldkommengjorde, der bestemte mål og med og vejledede. (87:1-3)

Disse vers henleder opmærksomheden på fire typiske guddommelige aktiviteter i relation til universet: khalq (skabelse), taswīya (fuldkommengørelse), taqdīr (bestemmelse), hudā (vejledning). En naturlig ting er udstyret med et vist potentiale og vil – (vej)ledt af sin Rabb (Herre) – bevæge sig fra trin til trin indtil det når sin fulde udvikling. Guds vejledende og støttende omsorg er væsentlig for al udvikling. Guddommelig vejledning virker overalt i universet. Måden, hvorpå den gives til modtageren betegnes i Koranen som wahi. Et ord, der almindeligvis oversættes til 'åbenbaring'; men wahi er mere generel og har en langt videre spændvidde end det danske ord. Det vil kunne lønne sig at se nærmere på wahi's funktion og beskaffenhed.

Wahi betyder ordret 'at tilskynde, inspirere eller indgyde en tanke eller følelse i en person'. På forskellige stadier i skabelsesforløbet, opererer wahi på forskellig vis: lige fra 'at incitere en blind trang' til 'at inspirere en tanke'. Alt og alle – lige fra fysiske legemer til rationelle væsener – er modtagelige for wahi. Jorden og de himmelske sfærer fremstår som underlagt guddommelig vejledning. Koranen siger:

Han gav hver Himmel beføjelser. (41:12)

Et andet sted siges, at en dag vil bryde frem, hvor

... jorden vil bekendtgøre, hvad hun har at berette, således som Rabb har inspireret hende (til at gøre). (99:4-5)

I dyrenes verden videregives den guddommelige vejledning, wahi, i form af en instinktiv drift, som det følgende vers antyder:

Jeres Rabb har inspireret bien ved at sige: "Byg jeres bo i bakkerne og i træerne og i de stader, som menneskene bygger." (16:68)

I kapitlet ved navn 'Lyset' siges der mere om de vejledende kræfter, der virker overalt:

Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden – (også) fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Allah? Hver eneste kender sin opgave (dvs. salāt, bøn) og dens løsen (dvs. tasbīh, lovprisning). (24:41)

Et andet vers uddyber dette punkt yderligere:

Der er intet levende væsen på jorden eller nogen fugl, der flyver med sine vinger, der ikke udgør samfund som I (og som I styres af guddommelig vejledning). (6:38)

Hele skabelsen får den fornødne vejledning fra Skaberen. Den ledende kraft, der har sit udspring i Gud, opererer overalt i universet. Den regelmæssighed, hvormed fysiske objekter bevæger sig, og de levende væseners målrettede opførsel, afslører Guds vejledende hånd. Han leder stjernerne i deres baner, og Han forhindrer planeterne i at forlade deres baner. Orden i den fysiske verden er en direkte konsekvens af guddommelig kontrol og vejledning. Fysiske legemer regeres af uforanderlige love. Himmelske legemer er underkastet disse love lige så vel som det mindste atom er det. Overalt er vi vidne til underordning under Guds Lov. Intet overskrider de grænser, som Guds Lov har sat for det. Dette er, hvad "knæfald for Gud" betyder. Koranen siger:

Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og malā'ika bøjer sig for Allah. (16:49)

I dyrenes verden tager den guddommelige vejledning form af instinkt. Instinkt gør dyret i stand til at tilpasse sig sine omgivelser på tilfredsstillende måde. Det sætter dyret i stand til at tilfredsstille sine basale behov og beskytte både sig selv og sine unger. Utallige værker er skrevet om instinktets vidundere; men et par eksempler er nok til at vise, hvor effektivt det vejleder dyret i en ukendt verden. Hvis en ælling og en kylling udruges af samme høne, vil ællingen uforfærdet lade sig plumpe ned i vandet, medens kyllingen vil vige tilbage og holde sig på det tørre. Begge synes de instinktivt at vide, hvad de kan og ikke kan. Trækfugle flyver tusinde af mil over ørkener og skove, sletter og bjerge, og fisk svømmer igennem søer og oceaner og farer aldrig vild. Deres instinkt leder dem usvigeligt til de egne, de leder efter. Hvepsen lægger sine æg og sørger for føde til sine unger, som den aldrig vil se. Den ledende faktor, der virker i ethvert dyrs natur, tilskynder det til at udføre handlinger, der leder til tilfredsstillelse af dets basale fornødenheder. Samme faktor er ansvarlig for ordenen og harmonien i naturen. Wahi er den virkelige faktor i enhver funktion. Galloways kommentar hertil i The Philosophy of Religion er værd at lægge mærke til:

"I ordets videste forstand er naturens orden en åbenbaring, for den åbenbarer en mening, der har sin oprindelige årsag i Gud." (p. 582)

Heraf kan vi drage to konklusioner. For det første, at det er guddommelig vejledning eller wahi, der bærer hver eneste ting fra trin til trin, indtil det har nået sin fulde udvikling. For det andet, at hver eneste ting må følge den kurs, der er foreskrevet for den. Dette kan kaldes tingens natur.

Mennesket har uden tvivl brug for guddommelig vejledning. Uden den vil det sandsynligvis komme på afveje. Den vejledning, som er mennesket forundt, er imidlertid af en anden slags og er tilpasset menneskets særpræg. Menneskets handlinger styres ikke af uforanderlige love, som tilfældet er med livløse ting. Ej heller bestemmes de af en iboende indre trang. Mennesket har fået tildelt en grad af frihed til at vælge den rette eller den forkerte vej – også til at begå fejl. Det kan vælge, hvad vil vise sig at være enten godt eller skadeligt. Mennesket har valgfrihed og må betale prisen for et forkert valg. Endog den sikre vejledning, som et instinkt giver, er nægtet mennesket. Kyllingen viger instinktivt tilbage og redder sig selv, når den står på bredden af en sø. Et menneskebarn kan bruge sin frihed forkert på grund af en indre tvang, så det springer i søen og drukner. Mennesket har meget til fælles med dyrene, men de indbyrdes forskelle er større en de indbyrdes ligheder. Menneskets intellekt og store indlæringspotentiale adskiller det fra andre dyr. Selv om mennesket har større potentialer end dyrene, er det ved livets begyndelse langt dårligere udrustet til den kamp, som livet er, end dyrene er det. Hvis mennesket udvikler sine evner, kan det hurtigt distancere sig fra dyrene; men hvis det undlader at udvikle dem, kan det synke dybere end det dyriske stade.

Mennesket er et moralsk væsen, der er i stand til at skelne det rigtige fra det forkerte – og har frihed til at vælge det ene eller det andet. Mennesket synes imidlertid, at det er svært at skelne det gode fra det onde; og at det er svært at vælge det gode, selv om det er indlysende. Menneskets selv er ingen sikker guide til det gode. Ingen moralske instinkter leder det sikkert til den rette vej. Det er åbenbart, at der ikke findes et universelt accepteret moralkodeks, for der er lige så mange moralkodekser som der er kulturelle grupperinger i verden. Hver gruppe synes at have udviklet sin egen kodeks, der ofte er uacceptabel for andre grupper. En uvildig oversigt over flere moralkodekser leder os til påstanden om etisk relativisme. En adfærdskodeks kan ikke dømmes som god eller dårlig som sådan. Den kan være god for et kulturelt stade, men dårlig for et andet. Før i tiden var det samvittigheden, der skulle skelne mellem ret og uret. I vore dage fastholder psykologer såvel som sociologer, at menneskets samvittighed formes af det kulturelle og sociale miljø, det vokser op i. Samvittighed er blot en gruppekode, som individet tager til sig. Vi må derfor konkludere, at mennesket ikke har nogen iboende sikker guide til det gode. Som Koranen siger:

Mennesket beder om sharr, som det beder om khair. (17:11)

Koranen støtter ikke det synspunkt, at evnen til at skelne mellem ret og uret findes i mennesket selv. Verset 91:8, der ofte citeres i denne sammenhæng, er blevet misforstået i vide kredse.¹ Det refererer ikke til nogen kvalitet som 'menneskelig natur'. For hvis mennesket havde evnen til at skelne det gode fra det onde, og dermed til at skelne ret fra uret uden hjælp fra guddommelig vejledning, ville begrebet nubuwwa (den opgave, der består i at modtage guddommelig åbenbaring) fuldstændig miste sin betydning. Hvorfor skulle Gud ellers have udnævnt anbīya i de forskellige folkeslag og have betroet dem opgaven at lede menneskene til den rette vej? Ydermere, hvis evnen til at skelne mellem ret og uret var en del af menneskets natur, ville hele menneskeheden fra sine første dage til i dag have fulgt én og samme moralkodeks; men som vi har set, findes der ingen universelt accepteret moralkodeks. Hver gruppe har sine egne etiske regler, og denne kode har ydermere forandret sig op igennem tiderne. Det ovenfor citerede vers betyder derfor ikke, at 'den menneskelige natur' eller menneskets bevidsthed er kvalificeret til på egen hånd at vide, hvad der er godt og dårligt, eller har evnen til at skelne mellem khair og sharr i sig. Ordene i 91:8 er derimod en konstatering af, at mennesket selv bestemmer, om det vil udvikle sig i den ene eller den anden retning. Siden personligheden (eller selvet) gives mennesket i uudviklet form, er der, som verset siger, lige muligheder for at opnå det højeste gode eller forspilde sit liv i synd og skam. Den korrekte oversættelse af verset lyder:

Det menneskelige selv besidder evnen til både at fuldkommengøre sig og til at kaste sig selv i fordærv. (91:8)

De, der tror, at samvittigheden er en absolut troværdig guide for mennesket henholder sig til 30:30, der for det meste oversættes som:

Allahs natur (fitratullah) i hvilken Han skabte mennesket. (30:30)

Det skal dog bemærkes, at det arabiske ord fitra, der forekommer i verset ikke betyder det samme som det danske ord 'natur'. Ordet 'natur' betyder 'beskaffenhed' eller 'grundlæggende og uforanderlig egenskab'. Fitra betyder blot 'skabelse' eller 'tilbliven'. Vi kan derfor ikke opfatte verset som en påstand om, at mennesket er af samme beskaffenhed som Gud. Verset skal blot minde os om, at mennesket er skabt i henhold til den samme guddommelige lov som alt andet i universet. Hvis vi skulle mene, at mennesket er skabt 'lig Guds natur', hvorledes kunne vi da få dette til at stemme overens med nogle af menneskets 'egenskaber', der nævnes i Koranen: Svag (4:28), overilet og uovervejet i sin adfærd (17:11), utaknemmelig (17:67), begærlig (17:100), utålmodig (70:19), trættekær (18:54) eller tyrannisk og uvidende (33:72)? Sandheden er, at der ikke eksisterer noget sådant, som i daglig tale kaldes 'menneskets natur', eftersom vi ved 'natur' forstår de egenskaber, der udgør selve en tings eksistens og derfor karakteriserer dens eksistens på en for tingen egenartet måde. Det er en tings natur, der bestemmer dens opførsel. Der kan derfor ikke være tale om, at den går imod sin natur. Den er som en rigid og ubrydelig lov. Under givne omstændigheder vil vand flyde, ild vil brænde, og et dyr må følge den kurs, dets natur foreskriver det.

Mennesket står derimod på et andet stade. I og med at det er en del af den fysiske verden, kan man sige, at det er dets 'natur' at handle i overensstemmelse med disse fysiske love, der er i dets fysiske selvs interesse, selv om det ofte, som vi har set, også handler i modstrid med disse love. Menneskets virkelige 'selv' har frihed til at vælge en hvilken som helst af de muligheder, der står åbne for det. Det er derfor, at ensartetheden i de lavere dyrs opførsel står i stærk kontrast til menneskets foranderlige og omskiftelige handlemåde. 'Den menneskelige natur' er særdeles påvirkelig og kan antage så mange forskellige former, at ingen passende karakteristik endnu har kunnet udarbejdes. Der er mange teorier om 'den menneskelige natur', men ingen af dem nyder universel anerkendelse. Tænkere fra Platon og Aristoteles til Freud og Gardiner har fremsat mange teorier om mennesket, men på en eller anden måde vil mennesket altid falde uden for enhver teoretisk ramme.

Ifølge det syn, der fremsættes i Koranen, er mennesket hverken godt eller ondt, men har magt og frihed til at blive enten det ene eller det andet. Mennesket er udstyret med enorme potentialer. Hvis det udvikler disse og bruger dem til gavn for menneskehedens moralske og materielle fremskridt, handler det godt. Hvis mennesket undlader at bruge sine enorme ressourcer eller bruger dem til skade for menneskeheden, handler det dårligt. Wahi eller guddommelig vejledning gør opmærksom på vejen til selvrealisering og til fremme af menneskelig viden og lykke. Ved at følge den vej, som wahi udstikker, kan mennesket til slut få status af mu'min. En mu'min lever i fred med sig selv og med verden, fordi han med succes har løst sine indre og ydre konflikter. Wahi viser vejen til harmoni såvel for individet som for samfundet. De ovenfor nævnte vers, der henviser til det dårlige i mennesket, påpeger blot, at mennesket vil blive værre og værre, hvis det ignorerer den guddommelige vejledning og følger sine egne lave begær.

Lad os gentage, at Koranen med bestemthed forkaster det syn, at den menneskelige natur har et fastsat mønster og en fast bestemt opførsel, idet et sådant syn berøver mennesket dets virkelige frihed.

Som ovenfor anført, er alle ting i verden – lige fra livløse masser til mennesket – afhængige af guddommelig vejledning for at udvikle sig og opfylde deres bestemmelse. Denne vejledning antager imidlertid mange forskellige former, og hver form er bestemt for et givent eksistensniveau. Den form, vejledningen antager på det menneskelige plan, fortjener speciel opmærksomhed.

Mennesket er et rationelt væsen og besidder et frit og autonomt selv. Mennesket værdsætter sin frihed og ved, at det alene er ansvarligt for sine handlinger og ikke har ret til at beklage sig, hvis de heraf følgende konsekvenser er ubehagelige. Mennesket irriteres over indre og ydre tvang. Også mennesket har brug for guddommelig vejledning, men kan kun modtage den på en sådan måde, at den ikke lægger bånd på dets frihed og forringer dets ret til selvbestemmelse. Mennesket tilbydes vejledning gennem wahi eller 'åbenbaring'. Det er imidlertid ikke alle, der kan modtage wahi. Kun en specielt udvalgt person, som af Gud opfattes som værende i stand til at udvise selvbeherskelse over for en så væsentlig erfaring, kan modtage vejledning direkte fra Gud. Betegnelsen nabī bruges om en sådan person. Nubuwwa henviser til to af nabī'ens karakteristiske funktioner. Da han er i harmoni med Gud, modtager han guddommelig åbenbaring eller wahi; og da han står i nær forbindelse til sine medmennesker, videregiver han wahi'en til dem i nøjagtig den form, han selv har modtaget den. Formidlerens renhed sikrer renheden i den åbenbaring, han videregiver. Endvidere udgør nabī'en ved sin forbilledlige levevis en levende og konkret virkeliggørelse af åbenbaringen, som ikke kan undgå at gøre indtryk på mennesker.

For at forstå nubuwwa's beskaffenhed, må vi allerførst have ryddet en misforståelse af vejen. I den jødisk-kristne tradition er en 'profet' et menneske, der profeterer eller forudsiger fremtidige begivenheder. Udstyret med usædvanlige psykiske kræfter, anses 'profeten' for at være i stand til at forudse fremtidige hændelser, som han advarer menneskene imod. Den islamiske opfattelse af nabī er ganske anderledes. Der kan på ingen måde sættes lighedstegn imellem det danske ord 'profetdømme' og begrebet nubuwwa, som Koranen bruger i denne sammenhæng. Nabī'en er ikke en 'profet' eller spåmand. Hans funktion er ikke at forudsige kommende begivenheder, men at videregive den åbenbaring, som det er blevet ham forundt at modtage. 'Profeti' i jødisk forstand er komplet irrelevant i forbindelse med nabī'ens opgave. Han fuldfører sin mission, hvis han videregiver wahi'en, akkurat som han modtager den, uden at hverken tilføje eller udelade den mindste detalje. Hensigten er ikke at forudsige, men at give moralsk vejledning til mennesket i lyset af guddommelig åbenbaring. Dette er tydeligt ud fra et andet begreb, der bruges om en nabī: Han er en rasūl, et sendebud. Han overbringer et budskab fra Gud, der fortæller mennesket, hvorledes det kan føre et godt liv og fuldkommengøre sig. Koranen er klar og tydelig på dette punkt:

Oh I Adams børn! Når som helst der kommer et sendebud til jer fra jeres egne rækker for at forklare Mine tegn for jer, da vil de gudfrygtige og retsindige ikke behøve hverken frygte (dommen) eller sørge (over udfaldet). (7:35)

Det skal bemærkes, at hensigten med wahi ikke er at tvinge mennesket til at vælge en bestemt vej. Wahi informerer blot mennesket om, hvilken vej, der leder til vækst og udvikling, og hvilken vej, der leder til fortabelse. Wahi bibringer mennesket den fornødne viden, men overlader det til mennesket selv, om det vil handle i overensstemmelse dermed eller ej. Koranen siger:

Sig: "Dette er sandheden fra Allah!" Lad den, der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)

Lad os uddybe det nærmere. Wahi er en gave fra Gud, som Han tildeler det menneske, Han har udvalgt. Wahi er ikke en pris, et menneske kan vinde ved egne anstrengelser. Ved at udvikle latente egenskaber kan et menneske ikke kvalificere sig til nubuwwa. Nabī'en 'opdager' ikke sandheden – Gud åbenbarer den til ham. Koranen definerer derfor åbenbaring som 'nedsendelse' eller nuzūl:

Vi har visselig nedsendt Bogen med sandheden til dig. (39:2)

Det, vi skal huske på, er, at modtagelse af wahi er en intens og overordentlig livskraftig oplevelse; men det er ikke en oplevelse, der er fremkaldt af subjektive faktorer. Nabī'en gør sig ikke til objekt for sine egne erfaringer. Han er helt igennem vidende om sit møde med det Guddommelige. Han opfatter sig selv som en passiv modtager af et budskab, som skal forblive ubesmittet af hans personlige ønsker og følelser:

Nabī'en er ikke styret af egne begær. (53:3)

Det er så langt vi kan komme i forståelse af wahi's beskaffenhed. Det er derfor ikke underligt, at nabī'en i dagligdagen taler og handler som alle andre. Kun når han er under indflydelse af wahi, taler han med absolut autoritet og åbenbarer sandheden, som mennesket ikke kan opdage med sit eget intellekt. De ord, han ytrer i denne tilstand, er ikke hans, men Guds. De, der stod Nabī Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) meget nær, har fortalt, at han i sekulære anliggender altid var villig til at give indrømmelser til dem, der var uenige med ham (naturligvis inden for de rammer, som wahi fastlagde for ham), hvis det kunne bidrage til at løse en disput i mindelighed. Han var derimod ubøjelig, når det drejede sig om den wahi, han havde modtaget. I dagligdagens affærer benyttede han den indbyrdes rådslagning (shūra) med dens 'noget for noget'-princip; men han gik aldrig med til at afvige fra sin wahi. Igennem hele livet følte han sig aldrig fristet til at ændre så meget som et eneste af de åbenbarede ord, når det ellers kunne være opportunt. Koranen bevidner dette faktum:

Sig (Muhammad): "Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som helst ændring (i åbenbaringerne). Jeg følger blot, hvad jeg har fået åbenbaret." (10:15)

En nabī har ikke den mindste forudanelse om åbenbaringen, før han faktisk modtager den. Ej heller stræber han efter at modtage den. Det er for ham en åbenbaring i ordets egentlige forstand, en oplevelse af noget nyt, uventet og uanet. Noget, der ikke udspringer af hverken tidligere erfaringer eller af hans aktuelle sindstilstand. Koranen siger:

Og således har Vi ved Egen befaling nedsendt en åbenbaring til dig. Du havde ingen anelse om, hvad Bogen eller troen indeholdt; men Vi gjorde den til et lys, ved hvilket Vi vejleder dem af Vore tjenere, Vi ønsker. (42:52)

Selv kaldet til nubuwwa kommer som en overraskelse for nabī'en, når det kommer. Han havde ikke ventet at blive udvalgt til at være et redskab for wahi. Gud udvælger et menneske til nabī'ens rolle, men lader ham uvidende derom, indtil han rent faktisk udpeges. Mennesket udvælges, fordi det besidder exceptionelle kvaliteter, der gør det egnet til rollen som nubuwwa. Mange års prøvelser, gennem hvilke hans karakter og handlinger efterprøves kritisk, går fra udvælgelsen og den faktiske kaldelse til nubuwwa. Mennesket er ikke klar over denne proces. Det vil udelukkende blive betroet denne opgave, hvis det viser sig værdig dertil. I Moses' tilfælde (må Herrens fred og velsignelser være med ham) er den periode, der gik forud for hans kaldelse til nubuwwa beskrevet i Koranen:

Vi har allerede tidligere vist dig (Moses) Vor gunst. Vi sendte et budskab til din moder: "Læg ham i kurven og sæt ham i floden, og den vil føre ham til bredden, og én af Mine fjender, der også er hans fjende, vil tage ham til sig." Og Jeg gav dig Min kærlighed, for at du måtte komme til at stå for Mit åsyn. Da din søster kom gående og sagde: "Skal jeg vise jer en, der vil tage vare (på barnet)?" gav Vi dig tilbage til din moder, at hendes øjne måtte frydes og hun ikke skulle sørge. Du dræbte en mand, og Vi frelste dig fra straffen, og Vi udsatte dig for forskellige prøvelser. I mange år opholdt du dig blandt Medians folk. Det var efter alt dette, at du, Moses, var i stand til at leve op til Vore krav. Og Jeg udvalgte dig til at tjene Mig. (20:37-41)

For virkelig at forstå wahi's beskaffenhed, er det nødvendigt ikke at forveksle den med mystisk erfaring, som det ofte sker. Nogle lærde er tilbøjelige til at opfatte åbenbaringer til en nabī som en kulmination af mystiske erfaringer. Dette er en misforståelse. Forskellen mellem de to former for erfaring er fundamental. Det er to vidt forskellige oplevelser – ikke to forskellige grader af samme oplevelse. Mystisk erfaring – hvad det så end er – ligger inden for ethvert menneskes rækkevidde, forudsat det vil underkaste sig en eller anden form for streng disciplin. Det er en kulmination af mystiske eller oceaniske sanseindtryk, som Koestler kalder dem, som findes i mennesket. De kan dyrkes og udvikles lige som sansen for det æstetiske. Den mystiske erfaring kan opnås ved selvspægelse, selvransagelse, afsondring og meditation. Det er en rent subjektiv erfaring, i hvilken den følelsesmæssige erfaring er dominerende. Bundet som den er til mystikerens selv, har den ingen betydning for omverdenen. Mystikeren finder erfaringen højst tilfredsstillende og absolut overbevisende. Han oplever i den en velsignelse, der overvælder ham og opløser hans begrænsede personlighed. Han føler sig hensat til virkelighedens ubegrænsede ocean. Mystikeren påstår, at hans erfaring er ladet med værdier af høj karakter, men den forbliver privat og kan ikke meddeles til andre. Mystikeren har måske haft en vision af noget, der tilfredsstiller ham som en form for sandhed; men han kan ikke lade sine medmennesker få del i denne vision. Han kan ikke meddele den viden, han har høstet, til andre. Mystikeren har måske en følelse af kontakt med, hvad han anser for virkeligheden; men hans erfaring – af hvilken art den så end er – forbliver personlig og subjektiv.

Åbenbarings-erfaringen er ganske anderledes. Det er en erfaring af virkelighedens frembrud i individets inderste. Nabī'en føler sig ikke kun i kontakt med det Guddommelige, men i samtale med det. Han nages aldrig af tvivl. Han er aldeles sikker på, at han modtager viden, som han skal meddele til alle andre. Wahi eller åbenbaring er bestemt til at skulle meddeles videre. Hensigten med wahi er ikke at tilfredsstille en enkelt persons håb og begær, eller blot at vejlede ham alene. Hensigten er gennem nabī'en at gøre vejledningen tilgængelig for alle, der ønsker at drage nytte af den. Det budskab, der overbringes gennem wahi, skal sendes ud over hele verden, da det er af objektiv værdi. Denne store forskel sætter wahi i en klasse helt for sig selv – langt borte fra alle former for mystisk erfaring. Mystisk erfaring kan berige mystikerens sind. Åbenbaring kan gennemsyre menneskeheden. Åbenbaring er en levende og dynamisk kraft, der vender historiens strøm i en ny retning. Islams opståen er et slående eksempel på åbenbaringens kraft.

Der er en anden markant forskel mellem wahi og mystisk erfaring. Mystikeren føler, at hans personlighed går i opløsning som et gran salt i et glas vand. Det er meningen, at det begrænsede selv skal gå op i en højere enhed med det uendelige. Befrielsen fra personlighedens snævre grænser sætter mystikeren i en opløftet stemning. Han svæver højt oppe over den virkelige verden i et område, hvor der hverken findes 'skal' eller 'bør'. Hvis han vender tilbage til den virkelige verden, henfalder han til nostalgi og stønner over livets byrder. Åbenbaring derimod beriger og styrker det menneskelige selv. Oplivet af den næring, som wahi forsyner selvet med, løser det effektivt sit eget livs umiddelbare problemer og stræber efter at etablere 'Himmelens kongerige' på jorden. Den åbenbaring, som nabī'en modtager, giver mennesket nyt liv, således at det med fornyet tro og energi kan gå fremad i kampen mod de destruktive og ødelæggende kræfter. Sagt i korthed, medens mystikeren stiler efter selvudslettelse, så opfordrer nabī'en med de åbenbarede ord mennesket til at styre mod et mål, der omfatter selvrealisering, selvudvikling og selvhævdelse. Muhammad Iqbal har i sin mesterlige diskussion om emnet i The Reconstruction of Religious Thought in Islam tydeliggjort forskellen mellem nabī'ens og mystikerens erfaring:

"'Muhammad af Arabien steg op til den højeste Himmel og vendte tilbage. Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg selv havde nået det punkt, ville jeg aldrig være vendt tilbage.' Således siger en stor muslimsk mystiker, Abdul Quddus af Gangoh. I hele spektret af sufi-litteratur vil det være vanskeligt at finde ord, der i en eneste sætning, og mere tydeligt afslører den psykologiske forskel mellem den profetiske og den mystiske bevidsthed. Mystikeren ønsker ikke at forlade sin tilstand af 'unik erfaring', og når han vender tilbage til virkeligheden – som han er nødt til – har han ikke større betydning for menneskeheden som sådan. Profetens tilbagevenden er skabende. Han vender tilbage for at blive en del af tidsånden – med henblik på at kontrollere historiens gang og derved skabe en ny mønstergyldig verden. For mystikeren er tilstanden af 'unik erfaring' noget endeligt – for Profeten betyder den en indre opvågning af psykologiske kræfter, der vil ryste verden og fuldstændig forandre menneskeheden. Ønsket om at se sin religiøse erfaring omdannet til en levende verdensmagt, ligger dybt i Profeten. Hans tilbagevenden bliver derved en form for prøvesten for værdien af hans religiøse erfaring. Når Profetens testamente bliver ført ud i livet, vil det fælde dom både over sig selv og over den omgivende verden. Ved at gå ind i den uigennemtrængelige materie, han har for sig, vil Profeten opdage sig selv for sig selv, og han vil afsløre sig selv for historiens kritiske øje. En anden måde at bedømme værdien af en profets religiøse erfaring ville derfor bestå i at undersøge den type menneske, han har skabt, og den kultur, der er opstået ud fra ånden i hans budskab." (pp. 124-125)

Nabī'ens opgave med at vejlede hele menneskeheden i overensstemmelse med det, wahi'en foreskriver, og som fremkalder en universel revolution med henblik på at forme historiens gang, er ikke nogen nem opgave. Det er med henvisning til denne tunge ansvarsbyrde, at Koranen bemærker:

Har Vi ikke udvidet dit bryst, og befriet dig for en byrde, der tyngede din ryg? (94:1-3)

Nabī'en forkynder det budskab, han har modtaget, og det er på grund af kraften i sandheden, at den rodfæster sig i sindet på dem, der er modtagelige. Nabī'en vil med sit eget liv og levned opildne dem, der har en ambition om at leve et renere, noblere og mere ophøjet liv. Disse mennesker samles omkring nabī'en og stræber oprigtigt efter at forme deres liv i lyset af åbenbaringen. Inspireret af den strålende og glødende tro (overbevisning), som nabī'en har antændt i dem, vil de anstrenge sig for at gøre verden til hjemsted for højere værdier. De går i gang med at opbygge et samfund, der giver mennesket mulighed for selvudfoldelse og selvudvikling, et samfund, der er frie mennesker, der er bevidste om deres værdighed som menneskelige væsener, værdigt. De vil derved aktivt bidrage til at realisere Guds plan for universet.

Mystisk erfaring – hvad det så end måtte være – er intet ud over udvikling af nogle indre menneskelige evner så som viljestyrke, som ethvert menneskeligt væsen kan udvikle uanset dets tro eller handlinger. Derfor findes der mystikere i enhver religion, kult eller gruppe. Mystikerens påstand om, at han er i harmoni med det uendelige eller har set virkeligheden, som den virkelig er, er blot en projicering af hans egen fantasi. Derfor er der stor forskel på de beskrivelser af virkeligheden, som forskellige mystikere har givet. Mysticisme har på ingen måde noget at gøre med dīn, og Koranen understøtter det ikke. Selv ordet tasawwuf (mysticisme) findes ikke i den tidlige islamiske litteratur, i Koranen eller Hadīth. "Mysticisme er," som Muhammad Iqbal fastslår, "en fremmed plante i islams jord." I islam er der intet mystisk. Islam består af et sæt simple leveregler, der sigter efter at etablere en social orden, i hvilken varige værdier bliver til konkret virkelighed.

Den ovenfor anførte diskussion leder til følgende kortfattede konklusion:

1. Enhver ting, levende eller livløs, besidder evnen til at udvikle sig. Dens udvikling ledes på hvert eneste skridt af Skaberen.
    
2. Man skal ikke antage, at vejledende kræfter arbejder under påvirkning udefra. Det er en del af deres iboende natur. Det ville være mere korrekt at sige, at det er en tings natur at søge at udvikle sine iboende evner og således nå sin bestemmelse.
    
3. Mennesket har på grund af, at det besidder et autonomt 'selv', en privilegeret stilling i universet. Guddommelig vejledning tilbydes det i en form, der passer til et frit, rationelt væsen. Det beskærer på ingen måde menneskets valg- og handlefrihed. Mennesket har ret til at afvise vejledningen, hvis det ønsker og er villigt til at betale prisen for afvisningen.
    
4. Wahi eller åbenbaring er en af de måder, hvorpå den guddommelige vejledning til mennesket kan finde udtryk. Gud udvælger et menneske, der er egnet til at vogte over sandheden. Dette menneske er nabī'en, der modtager åbenbaring fra Gud, som han på redelig vis videregiver til sine medmennesker. De, der af egen fri vilje tager budskabet til sig, befinder sig på en vej, der giver dem styrke og fører dem til fuldkommengørelse. De, der afviser vejledningen, vil uvægerligt synke dybere og dybere. Selvopfyldelse er lønnen for de første, hvorimod svaghed og pervertering er de afvisendes lod. Sådan virker Loven om Gengæld.
    
5. Wahi'en, den åbenbarede guddommelige vejledning, er virkelig Guds ord. Den er ikke besmittet af modtagerens personlige sympatier og antipatier, følelser eller begær. Den formidler, Gud har udvalgt til opgaven, er så ren, at budskabet ikke mister hverken renhed eller glans. Wahi overgår det menneskelige intellekt, men er ikke i modstrid med fornuften, den er snarere et supplement til den.

Vi håber, at et par ord om begrebet nubuwwa vil bidrage til at belyse dette punkt. På et tidligt stade i civilisationens historie, organiserede mennesket sig i sociale grupper og fungerede som et frit, selvbevidst medlem af gruppen. Ofte misbrugte det dog sin frihed og gav efter for de fristelser, det blev udsat for. Egoisme var skyld i, at der opstod konflikter gruppens medlemmer imellem. Disse konflikter udgjorde en alvorlig trussel mod samfundet, der langt fra var stabilt. Mennesket valgte kun alt for ofte uret frem for ret. Den uundgåelige katastrofe kunne være afværget ved at berøve mennesket dets frihed og gøre samfundet lige så disciplineret som en bikube eller et termitbo. Forsynets mål var imidlertid at forøge menneskets frihed og udvide dens rækkevidde – ikke at ophæve den fuldstændigt. Den eneste måde at bevare menneskets frihed og minimere faren for misbrug af den, var at give mennesket den fornødne vejledning. Nubuwwa opfyldte begge disse betingelser. Fra tid til anden udvalgte Gud mennesker, som Han betroede guddommelig åbenbaring. Hvert folkeslag har haft sin egen nabī, der ikke brugte tvang, men overbeviste sit folk om at følge retfærdighedens vej. Vejledningen var bestemt for frie væsener, der kunne acceptere eller afvise vejledningen, som de selv ville. Der er intet folkeslag, der ikke har haft en nabī. Der har været mange anbīya i tidens løb, men den åbenbaring, de har modtaget, har i det store og hele været den samme. Dette slås tydeligt fast i Koranen:

Vi har sendt dig (Muhammad) åbenbaringer, ligesom Vi sendte åbenbaringer til Noa og anbīya efter ham. Vi sendte åbenbaringer til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og til stammerne, til Jesus, Job, Jonas, Aron og Salomon. Og til David gav Vi Salmerne. Vi har førhen berettet om nogle sendebud – ikke om andre. Og Allah talte direkte til Moses. (4:163-164)

Mange anbīya nævnes ved navn i Koranen, der også omtaler deres ihærdige anstrengelser for at videregive åbenbaringerne og lede deres folk på den rette vej. Noa, Abraham, Ismael, Isak, Jakob, Josef, Moses, Aron, David, Salomon og Jesus er blandt dem, der udtrykkelig nævnes. Koranen fastslår tydeligt, at der har været mange anbīya, der ikke er nævnt, men som fortjener respekt, idet de også har overbragt guddommelig åbenbaring. Hensigten med Koranen er at betone enheden i den guddommelige åbenbaring, der blev nedsendt til forskellige mennesker i forskellige tider og områder. Koranen forbyder klart muslimer at gøre forskel på anbīya'erne:

De troende siger: "Vi gør ingen forskel på Hans sendebud." (2:285)

Nubuwwa har været til uvurderlig gavn for menneskeheden. Så længe som det menneskelige sind var umodent, havde mennesket brug for en personlig guide, der kunne forklare dem den guddommelige hensigt og være et forbillede for dem i bestræbelserne for at bringe deres liv i overensstemmelse dermed. Anbīya'erne medvirkede til at fremme menneskenes moralske og intellektuelle udvikling. Derfor fulgte nabī efter nabī i hurtig rækkefølge. Der kom imidlertid en tid, hvor menneskets sind var modnet og dets intellektuelle kræfter var rede til at håndtere livets problemer. Dette var hensigten med nubuwwa, og da målet var nået, var der ikke længere behov for at fortsætte den. Den glorværdige række af anbīya nåede sin naturlige afslutning med Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), overbringeren af den sidste åbenbaring. Nubuwwa havde opfyldt sine formål og var ikke længere nødvendig. Det moderne menneske, med dets modne sind, har ikke brug for en personlig guide, men for generel vejledning i form af evigtgyldige idéer og principper. Disse idéer og principper er bevaret for alle tider i Koranen, der indeholder den endelige åbenbaring:

Det er visselig Os, der har nedsendt advarselen (Koranen), og Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:9)

Desuden har vi i Muhammads sædvane (må Herrens fred og velsignelser være med ham) det bedste eksempel til efterfølgelse. De sublime tanker og idéer, der fandt deres konkrete udtryk i Nabī'ens liv og levned, er tilstrækkelige for alle, der oprigtigt søger sandheden. Der er ingen grund til at forvente nye åbenbaringer, og ingen mystiker eller helgen kan gøre krav gældende i den henseende. Der er ikke plads til kompromis på dette punkt. Enhver mystiker eller anden person, der påstår at modtage åbenbaringer fra Gud, undergraver troen på nubuwwa's endegyldighed.

Hensigten med nubuwwa var at tjene og bevare menneskets frihed, når det blev truet både indefra af menneskets uregerlige egoistiske begær og udefra af egenmægtige herskere og præster. Hensigten med ophævelse af nubuwwa var at udvide menneskets frihed og tillade det at dømme og træffe beslutning i alle spørgsmål vedrørende dets liv. Mennesket skulle ikke længere være slave af sædvaner og traditioner. Det skulle bruge sin egen dømmekraft, bane sig vej og forme sin skæbne i lyset af den guddommelige vejledning nedfældet i Koranen. Mennesket er nu blevet sig selv som et frit og ansvarligt væsen. Mennesket kan forme sit liv, som det ønsker, i overensstemmelse med det, dets samvittighed byder det inden for rammerne af den guddommelige vejledning bevaret i Koranen.

Det vil være nærliggende at sige noget til forsvar for troen på guddommelig åbenbaring. Nogle store vestlige tænkere har – alt imens de indrømmer at tro på Gud – afvist det synspunkt, at nogle mennesker skulle være udvalgt af Gud til at modtage Hans åbenbaring. De mener, at den menneskelige fornuft er i stand til at give al den vejledning, som mennesket har brug for i livet. De påstår, at mennesket ved hjælp af sin fornuft kan løse alle problemer i verden og derfor ikke har brug for direkte vejledning fra Gud. De tror på humanisme – religion uden åbenbaring – som i øvrigt er titlen på en velkendt bog af Julian Huxley. Det er der intet nyt i. Koranen beretter om, at dette var den fremherskende tro på Muhammads tid (må Herrens fred og velsignelser være med ham). Om dem, der støtter denne idé, siger Koranen:

Spørg dem: "Hvis I ved det, så sig, Hvem himlene og jorden og alt, hvad der er derimellem tilhører?" De vil sige: "De er Allahs." Sig til dem: "Tænk jer om!" og spørg dem: "Hvem er Rabb over alle de himmelske legemer og over (universets) glorværdige og mægtige trone?" De vil sige: "De er Allahs." Sig til dem: "Vil I da ikke følge Hans bud?" Spørg dem: "I Hvis hænder ligger herredømmet over alt og alle – Han, der beskytter (alt og alle); men som ikke selv behøver nogen beskyttelse?" De vil sige: "I Allahs." Sig til dem: "Hvorfor er I da fortsat på vildspor?" Vi har nedsendt sandheden (i denne bog, Koranen). De er blot løgnere. (23:84-90)

Tro på guddommelig åbenbaring er en naturlig og nødvendig konsekvens af troen på Gud. At fornægte åbenbaring er at fornægte dīn's kerne. At sætte den menneskelige fornuft i stedet for wahi er at lade mennesket tage Guds plads. Det er fuldstændig absurd at tro på Gud, alt imens man fornægter Hans vejledning. Lad os antage, at A tror, at universet er skabt af Gud, og B påstår, at det er et produkt af naturlige hændelser. Da disse påstande ikke har nogen praktiske konsekvenser, er det ligegyldigt, hvilket synspunkt man støtter, og hvilket man forkaster. Lad os derimod antage, at A tror, at han burde handle på en sådan måde, at han ikke overskrider den guddommelige åbenbarings grænser, og B tror, at han er fri til at handle efter forgodtbefindende. I dette tilfælde er det klart, at forskellen i deres opfattelser har vital betydning for andre. A er troværdig og pålidelig, hvorimod ingen vil risikere at sætte sin lid til B. Uden tro på åbenbaring er troen på Gud blot af akademisk interesse. Som det ses af følgende citat fra Et nyt verdensbillede, deler Ouspensky dette synspunkt:

"Uden åbenbaringer ingen religion. Og indenfor religionen er der altid noget, som er ukendt for den sædvanlige bevidsthed og den sædvanlige tænkemåde. Af denne grund er det aldrig lykkedes og vil aldrig lykkes at skabe en kunstfærdig, syntetisk religion ved hjælp af intellektet." (p. 41)