|
|
KAPITEL 4 |
|
Guddommelig Vejledning |
|
|
|
|
1. Beviser for vejledning
Verden, vi lever i, er hverken et statisk eller færdigt produkt:
Verden og alle ting i den forandrer sig konstant, hvert øjeblik
bliver en lille smule anderledes. De gamle græske tænkere var dybt
imponeret af fænomenet 'forandring'. De satte sig for at løse
problemet om forandring og uforanderlighed i universet. Parmenides
forkastede forandring som en illusion, medens Heraklit betragtede
den som den eneste virkelighed. I flere århundreder havde
filosofferne tendens til at ignorere, at tingenes forandring er en
kendsgerning. Med den moderne videnskab, specielt med den større
viden om geologi og biologi, er forestillingen om et dynamisk
univers blevet generelt accepteret. Evolutionsteorien har
forandret vort intellektuelle udsyn, og vi forsøger nu at forstå
alting i historiens lys. Vi ved, at jorden har en lang historie
bag sig. Den er et produkt af forandringer, der har fundet sted op
igennem umindelige tider, og livet har udviklet sig langsomt over
millioner af år. Et vigtigt spørgsmål tiltrækker sig nu vor
opmærksomhed. Er de forandringer, der uden tvivl har fundet sted i
verden, uberegnelige og tilfældige, eller følger de en overordnet
plan? På nuværende tidspunkt kan vor viden ikke give os et
entydigt svar på dette spørgsmål. Nogle fremtrædende tænkere
mener, at forandringerne er både planløse og formålsløse, og at
universet – selv om det undergår stadige forandringer – ikke
bevæger sig i en bestemt retning, og slet ikke imod et bestemt
mål. De påstår, at de kun kan se forandring på forandring som én
bølge, der følger efter en anden. Fisher, der har forsket i et
vidt udsnit af europæisk historie, vedgår, at han ikke kan se den
mindste form for sammenhæng i den. Han indrømmer, at der sker
fremskridt, men påstår hårdnakket i forordet til A
History of Europe, at "der ikke er plan i udviklingen" (p. 1).
Andre store tænkere så som C. Lloyd Morgan og Henry Bergson påstår
derimod, at forandringerne efter nærmere undersøgelse afslører et
mønster og synes at være målrettede.
Målet, som verden og hver enkelt ting i den stræber hen imod,
er 'fuldkommengørelse'. Fuldkommengørelse betyder selvrealisering,
dvs. virkeliggørelse af alle de potentialer, der findes i et
bestemt væsen. Defineret på denne måde er det klart, at
fuldkommengørelse, perfektion, ikke skal forstås i sin absolutte
mening, men relativt til hver tings eller hvert væsens kapacitet
eller evner. Der er således en direkte forbindelse mellem graden
af kapacitet og graden af den mulige opnåelige perfektion.
Udvikling er den proces, gennem hvilken ting realiserer sig selv
og opnår den perfektion, der er mulig for den.
I næsten alle religioner har teologer brudt deres hjerne med
skabelsens beskaffenhed. De har opfattet den på forskellig vis.
Teorien om skabelse gennem udvikling synes at være i fuld
overensstemmelse med de fakta, som videnskaben har bragt frem i
lyset. Det passer også ind i det syn, der fremsættes i Koranen.
Universet er ikke skueplads for vilkårlige forandringer. Det er
evolutionsforandringer, der fører til fremkomsten af nye og højere
kvaliteter og højere former for væsener. Hver naturlig ting, der
bliver til, indgår i et udviklingsforløb. Hvert skabt væsen har en
bestemt plads i det overordnede skabelsesmønster og er i den
forstand godt. Men det er ikke meningen, at det skal forblive
uforanderlig gennem hele sin levetid. Det er udstyret med nogle
potentialer, som det instinktivt søger at virkeliggøre, og det
bliver mere og mere fuldkomment, som processen skrider frem. Det
er på grundlag af guddommelig vejledning, der i Koranen betegnes
som rubūbiyya, at ting udvikler sig og til slut antager den
form, som den er egnet til. Dette syn finder udtryk i dette simple
og fyndige vers:
Lovpris din Rabb's navn, Den Højeste; Han, der skabte og
fuldkommengjorde, der bestemte mål og med og vejledede. (87:1-3)
Disse vers henleder opmærksomheden på fire typiske guddommelige
aktiviteter i relation til universet: khalq (skabelse),
taswīya (fuldkommengørelse), taqdīr (bestemmelse),
hudā (vejledning). En naturlig ting er udstyret med et vist
potentiale og vil – (vej)ledt af sin Rabb (Herre) – bevæge
sig fra trin til trin indtil det når sin fulde udvikling. Guds
vejledende og støttende omsorg er væsentlig for al udvikling.
Guddommelig vejledning virker overalt i universet. Måden, hvorpå
den gives til modtageren betegnes i Koranen som wahi. Et
ord, der almindeligvis oversættes til 'åbenbaring'; men wahi
er mere generel og har en langt videre spændvidde end det danske
ord. Det vil kunne lønne sig at se nærmere på wahi's
funktion og beskaffenhed.
2. Wahi og skabelsen
Wahi betyder ordret 'at tilskynde, inspirere eller indgyde
en tanke eller følelse i en person'. På forskellige stadier i
skabelsesforløbet, opererer wahi på forskellig vis: lige
fra 'at incitere en blind trang' til 'at inspirere en tanke'. Alt
og alle – lige fra fysiske legemer til rationelle væsener – er
modtagelige for wahi. Jorden og de himmelske sfærer
fremstår som underlagt guddommelig vejledning. Koranen siger:
Han gav hver Himmel beføjelser. (41:12)
Et andet sted siges, at en dag vil bryde frem, hvor
... jorden vil bekendtgøre, hvad hun har at berette, således
som Rabb har inspireret hende (til at gøre). (99:4-5)
I dyrenes verden videregives den guddommelige vejledning,
wahi, i form af en instinktiv drift, som det følgende vers
antyder:
Jeres Rabb har inspireret bien ved at sige: "Byg jeres bo i
bakkerne og i træerne og i de stader, som menneskene bygger."
(16:68)
I kapitlet ved navn 'Lyset' siges der mere om de vejledende
kræfter, der virker overalt:
Ser I ikke, at alle levende væsener i himlene og på jorden –
(også) fuglene med deres udbredte vinger – lovpriser Allah? Hver
eneste kender sin opgave (dvs. salāt, bøn) og dens løsen (dvs.
tasbīh, lovprisning). (24:41)
Et andet vers uddyber dette punkt yderligere:
Der er intet levende væsen på jorden eller nogen fugl, der
flyver med sine vinger, der ikke udgør samfund som I (og som I
styres af guddommelig vejledning). (6:38)
Hele skabelsen får den fornødne vejledning fra Skaberen. Den
ledende kraft, der har sit udspring i Gud, opererer overalt i
universet. Den regelmæssighed, hvormed fysiske objekter bevæger
sig, og de levende væseners målrettede opførsel, afslører Guds
vejledende hånd. Han leder stjernerne i deres baner, og Han
forhindrer planeterne i at forlade deres baner. Orden i den
fysiske verden er en direkte konsekvens af guddommelig kontrol og
vejledning. Fysiske legemer regeres af uforanderlige love.
Himmelske legemer er underkastet disse love lige så vel som det
mindste atom er det. Overalt er vi vidne til underordning under
Guds Lov. Intet overskrider de grænser, som Guds Lov har sat for
det. Dette er, hvad "knæfald for Gud" betyder. Koranen siger:
Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener
og malā'ika bøjer sig for Allah. (16:49)
I dyrenes verden tager den guddommelige vejledning form af
instinkt. Instinkt gør dyret i stand til at tilpasse sig sine
omgivelser på tilfredsstillende måde. Det sætter dyret i stand til
at tilfredsstille sine basale behov og beskytte både sig selv og
sine unger. Utallige værker er skrevet om instinktets vidundere;
men et par eksempler er nok til at vise, hvor effektivt det
vejleder dyret i en ukendt verden. Hvis en ælling og en kylling
udruges af samme høne, vil ællingen uforfærdet lade sig plumpe ned
i vandet, medens kyllingen vil vige tilbage og holde sig på det
tørre. Begge synes de instinktivt at vide, hvad de kan og ikke
kan. Trækfugle flyver tusinde af mil over ørkener og skove,
sletter og bjerge, og fisk svømmer igennem søer og oceaner og
farer aldrig vild. Deres instinkt leder dem usvigeligt til de
egne, de leder efter. Hvepsen lægger sine æg og sørger for føde
til sine unger, som den aldrig vil se. Den ledende faktor, der
virker i ethvert dyrs natur, tilskynder det til at udføre
handlinger, der leder til tilfredsstillelse af dets basale
fornødenheder. Samme faktor er ansvarlig for ordenen og harmonien
i naturen. Wahi er den virkelige faktor i enhver funktion.
Galloways kommentar hertil i The Philosophy of Religion er
værd at lægge mærke til:
"I ordets videste forstand er naturens orden en åbenbaring,
for den åbenbarer en mening, der har sin oprindelige årsag i
Gud." (p. 582)
Heraf kan vi drage to konklusioner. For det første, at det er
guddommelig vejledning eller wahi, der bærer hver eneste
ting fra trin til trin, indtil det har nået sin fulde udvikling.
For det andet, at hver eneste ting må følge den kurs, der er
foreskrevet for den. Dette kan kaldes tingens natur.
3. Mennesket og wahi
Mennesket har uden tvivl brug for guddommelig vejledning. Uden
den vil det sandsynligvis komme på afveje. Den vejledning, som er
mennesket forundt, er imidlertid af en anden slags og er tilpasset
menneskets særpræg. Menneskets handlinger styres ikke af
uforanderlige love, som tilfældet er med livløse ting. Ej heller
bestemmes de af en iboende indre trang. Mennesket har fået tildelt
en grad af frihed til at vælge den rette eller den forkerte vej –
også til at begå fejl. Det kan vælge, hvad vil vise sig at være
enten godt eller skadeligt. Mennesket har valgfrihed og må betale
prisen for et forkert valg. Endog den sikre vejledning, som et
instinkt giver, er nægtet mennesket. Kyllingen viger instinktivt
tilbage og redder sig selv, når den står på bredden af en sø. Et
menneskebarn kan bruge sin frihed forkert på grund af en indre
tvang, så det springer i søen og drukner. Mennesket har meget til
fælles med dyrene, men de indbyrdes forskelle er større en de
indbyrdes ligheder. Menneskets intellekt og store
indlæringspotentiale adskiller det fra andre dyr. Selv om
mennesket har større potentialer end dyrene, er det ved livets
begyndelse langt dårligere udrustet til den kamp, som livet er,
end dyrene er det. Hvis mennesket udvikler sine evner, kan det
hurtigt distancere sig fra dyrene; men hvis det undlader at
udvikle dem, kan det synke dybere end det dyriske stade.
Mennesket er et moralsk væsen, der er i stand til at skelne det
rigtige fra det forkerte – og har frihed til at vælge det ene
eller det andet. Mennesket synes imidlertid, at det er svært at
skelne det gode fra det onde; og at det er svært at vælge det
gode, selv om det er indlysende. Menneskets selv er ingen sikker
guide til det gode. Ingen moralske instinkter leder det sikkert
til den rette vej. Det er åbenbart, at der ikke findes et
universelt accepteret moralkodeks, for der er lige så mange
moralkodekser som der er kulturelle grupperinger i verden. Hver
gruppe synes at have udviklet sin egen kodeks, der ofte er
uacceptabel for andre grupper. En uvildig oversigt over flere
moralkodekser leder os til påstanden om etisk relativisme. En
adfærdskodeks kan ikke dømmes som god eller dårlig som sådan. Den
kan være god for et kulturelt stade, men dårlig for et andet. Før
i tiden var det samvittigheden, der skulle skelne mellem ret og
uret. I vore dage fastholder psykologer såvel som sociologer, at
menneskets samvittighed formes af det kulturelle og sociale miljø,
det vokser op i. Samvittighed er blot en gruppekode, som individet
tager til sig. Vi må derfor konkludere, at mennesket ikke har
nogen iboende sikker guide til det gode. Som Koranen siger:
Mennesket beder om sharr, som det
beder om khair. (17:11)
Koranen støtter ikke det synspunkt, at evnen til at skelne
mellem ret og uret findes i mennesket selv. Verset 91:8, der ofte
citeres i denne sammenhæng, er blevet misforstået i vide kredse.1
Det refererer ikke til nogen kvalitet som 'menneskelig natur'. For
hvis mennesket havde evnen til at skelne det gode fra det onde, og
dermed til at skelne ret fra uret uden hjælp fra guddommelig
vejledning, ville begrebet nubuwwa (den opgave, der består
i at modtage guddommelig åbenbaring) fuldstændig miste sin
betydning. Hvorfor skulle Gud ellers have udnævnt anbīya i
de forskellige folkeslag og have betroet dem opgaven at lede
menneskene til den rette vej? Ydermere, hvis evnen til at skelne
mellem ret og uret var en del af menneskets natur, ville hele
menneskeheden fra sine første dage til i dag have fulgt én og
samme moralkodeks; men som vi har set, findes der ingen universelt
accepteret moralkodeks. Hver gruppe har sine egne etiske regler,
og denne kode har ydermere forandret sig op igennem tiderne. Det
ovenfor citerede vers betyder derfor ikke, at 'den menneskelige
natur' eller menneskets bevidsthed er kvalificeret til på egen
hånd at vide, hvad der er godt og dårligt, eller har evnen til at
skelne mellem khair og sharr i sig. Ordene i 91:8 er
derimod en konstatering af, at mennesket selv bestemmer, om det
vil udvikle sig i den ene eller den anden retning. Siden
personligheden (eller selvet) gives mennesket i uudviklet form, er
der, som verset siger, lige muligheder for at opnå det højeste
gode eller forspilde sit liv i synd og skam. Den korrekte
oversættelse af verset lyder:
Det menneskelige selv besidder evnen til både at
fuldkommengøre sig og til at kaste sig selv i fordærv. (91:8)
De, der tror, at samvittigheden er en absolut troværdig guide
for mennesket henholder sig til 30:30, der for det meste
oversættes som:
Allahs natur (fitratullah) i hvilken Han skabte mennesket. (30:30)
Det skal dog bemærkes, at det arabiske ord fitra, der
forekommer i verset ikke betyder det samme som det danske ord
'natur'. Ordet 'natur' betyder 'beskaffenhed' eller 'grundlæggende
og uforanderlig egenskab'. Fitra betyder blot 'skabelse'
eller 'tilbliven'. Vi kan derfor ikke opfatte verset som en
påstand om, at mennesket er af samme beskaffenhed som Gud. Verset
skal blot minde os om, at mennesket er skabt i henhold til den
samme guddommelige lov som alt andet i universet. Hvis vi skulle
mene, at mennesket er skabt 'lig Guds natur', hvorledes kunne vi
da få dette til at stemme overens med nogle af menneskets
'egenskaber', der nævnes i Koranen: Svag (4:28), overilet og
uovervejet i sin adfærd (17:11), utaknemmelig (17:67), begærlig
(17:100), utålmodig (70:19), trættekær (18:54) eller tyrannisk og
uvidende (33:72)? Sandheden er, at der ikke eksisterer noget
sådant, som i daglig tale kaldes 'menneskets natur', eftersom vi
ved 'natur' forstår de egenskaber, der udgør selve en tings
eksistens og derfor karakteriserer dens eksistens på en for tingen
egenartet måde. Det er en tings natur, der bestemmer dens
opførsel. Der kan derfor ikke være tale om, at den går imod sin
natur. Den er som en rigid og ubrydelig lov. Under givne
omstændigheder vil vand flyde, ild vil brænde, og et dyr må følge
den kurs, dets natur foreskriver det.
Mennesket står derimod på et andet stade. I og med at det er en
del af den fysiske verden, kan man sige, at det er dets 'natur' at
handle i overensstemmelse med disse fysiske love, der er i dets
fysiske selvs interesse, selv om det ofte, som vi har set, også
handler i modstrid med disse love. Menneskets virkelige 'selv' har
frihed til at vælge en hvilken som helst af de muligheder, der
står åbne for det. Det er derfor, at ensartetheden i de lavere
dyrs opførsel står i stærk kontrast til menneskets foranderlige og
omskiftelige handlemåde. 'Den menneskelige natur' er særdeles
påvirkelig og kan antage så mange forskellige former, at ingen
passende karakteristik endnu har kunnet udarbejdes. Der er mange
teorier om 'den menneskelige natur', men ingen af dem nyder
universel anerkendelse. Tænkere fra Platon og Aristoteles til
Freud og Gardiner har fremsat mange teorier om mennesket, men på
en eller anden måde vil mennesket altid falde uden for enhver
teoretisk ramme.
Ifølge det syn, der fremsættes i Koranen, er mennesket hverken
godt eller ondt, men har magt og frihed til at blive enten det ene
eller det andet. Mennesket er udstyret med enorme potentialer.
Hvis det udvikler disse og bruger dem til gavn for menneskehedens
moralske og materielle fremskridt, handler det godt. Hvis
mennesket undlader at bruge sine enorme ressourcer eller bruger
dem til skade for menneskeheden, handler det dårligt. Wahi
eller guddommelig vejledning gør opmærksom på vejen til
selvrealisering og til fremme af menneskelig viden og lykke. Ved
at følge den vej, som wahi udstikker, kan mennesket til
slut få status af mu'min. En mu'min lever i fred med
sig selv og med verden, fordi han med succes har løst sine indre
og ydre konflikter. Wahi viser vejen til harmoni såvel for
individet som for samfundet. De ovenfor nævnte vers, der henviser
til det dårlige i mennesket, påpeger blot, at mennesket vil blive
værre og værre, hvis det ignorerer den guddommelige vejledning og
følger sine egne lave begær.
Lad os gentage, at Koranen med bestemthed forkaster det syn, at
den menneskelige natur har et fastsat mønster og en fast bestemt
opførsel, idet et sådant syn berøver mennesket dets virkelige
frihed.
4. Nubuwwa
Som ovenfor anført, er alle ting i verden – lige fra livløse
masser til mennesket – afhængige af guddommelig vejledning for at
udvikle sig og opfylde deres bestemmelse. Denne vejledning antager
imidlertid mange forskellige former, og hver form er bestemt for
et givent eksistensniveau. Den form, vejledningen antager på det
menneskelige plan, fortjener speciel opmærksomhed.
Mennesket er et rationelt væsen og besidder et frit og autonomt
selv. Mennesket værdsætter sin frihed og ved, at det alene er
ansvarligt for sine handlinger og ikke har ret til at beklage sig,
hvis de heraf følgende konsekvenser er ubehagelige. Mennesket
irriteres over indre og ydre tvang. Også mennesket har brug for
guddommelig vejledning, men kan kun modtage den på en sådan måde,
at den ikke lægger bånd på dets frihed og forringer dets ret til
selvbestemmelse. Mennesket tilbydes vejledning gennem wahi
eller 'åbenbaring'. Det er imidlertid ikke alle, der kan modtage
wahi. Kun en specielt udvalgt person, som af Gud opfattes
som værende i stand til at udvise selvbeherskelse over for en så
væsentlig erfaring, kan modtage vejledning direkte fra Gud.
Betegnelsen nabī bruges om en sådan person. Nubuwwa
henviser til to af nabī'ens karakteristiske funktioner. Da
han er i harmoni med Gud, modtager han guddommelig åbenbaring
eller wahi; og da han står i nær forbindelse til sine
medmennesker, videregiver han wahi'en til dem i nøjagtig
den form, han selv har modtaget den. Formidlerens renhed sikrer
renheden i den åbenbaring, han videregiver. Endvidere udgør
nabī'en ved sin forbilledlige levevis en levende og konkret
virkeliggørelse af åbenbaringen, som ikke kan undgå at gøre
indtryk på mennesker.
For at forstå nubuwwa's beskaffenhed, må vi allerførst
have ryddet en misforståelse af vejen. I den jødisk-kristne
tradition er en 'profet' et menneske, der profeterer eller
forudsiger fremtidige begivenheder. Udstyret med usædvanlige
psykiske kræfter, anses 'profeten' for at være i stand til at
forudse fremtidige hændelser, som han advarer menneskene imod. Den
islamiske opfattelse af nabī er ganske anderledes. Der kan
på ingen måde sættes lighedstegn imellem det danske ord
'profetdømme' og begrebet nubuwwa, som Koranen bruger i
denne sammenhæng. Nabī'en er ikke en 'profet' eller
spåmand. Hans funktion er ikke at forudsige kommende begivenheder,
men at videregive den åbenbaring, som det er blevet ham forundt at
modtage. 'Profeti' i jødisk forstand er komplet irrelevant i
forbindelse med nabī'ens opgave. Han fuldfører sin mission,
hvis han videregiver wahi'en, akkurat som han modtager den,
uden at hverken tilføje eller udelade den mindste detalje.
Hensigten er ikke at forudsige, men at give moralsk vejledning til
mennesket i lyset af guddommelig åbenbaring. Dette er tydeligt ud
fra et andet begreb, der bruges om en nabī: Han er en
rasūl, et sendebud. Han overbringer et budskab fra Gud, der
fortæller mennesket, hvorledes det kan føre et godt liv og
fuldkommengøre sig. Koranen er klar og tydelig på dette punkt:
Oh I Adams børn! Når som helst der
kommer et sendebud til jer fra jeres egne rækker for at forklare
Mine tegn for jer, da vil de gudfrygtige og retsindige ikke behøve
hverken frygte (dommen) eller sørge (over udfaldet). (7:35)
Det skal bemærkes, at hensigten med wahi ikke er at
tvinge mennesket til at vælge en bestemt vej. Wahi
informerer blot mennesket om, hvilken vej, der leder til vækst og
udvikling, og hvilken vej, der leder til fortabelse. Wahi
bibringer mennesket den fornødne viden, men overlader det til
mennesket selv, om det vil handle i overensstemmelse dermed eller
ej. Koranen siger:
Sig: "Dette er sandheden fra Allah!" Lad den, der vil, tro –
og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Lad os uddybe det nærmere. Wahi er en gave fra Gud, som
Han tildeler det menneske, Han har udvalgt. Wahi er ikke en
pris, et menneske kan vinde ved egne anstrengelser. Ved at udvikle
latente egenskaber kan et menneske ikke kvalificere sig til
nubuwwa. Nabī'en 'opdager' ikke sandheden – Gud åbenbarer den
til ham. Koranen definerer derfor åbenbaring som 'nedsendelse'
eller nuzūl:
Vi har visselig nedsendt Bogen med sandheden til dig. (39:2)
Det, vi skal huske på, er, at modtagelse af wahi er en
intens og overordentlig livskraftig oplevelse; men det er ikke en
oplevelse, der er fremkaldt af subjektive faktorer. Nabī'en
gør sig ikke til objekt for sine egne erfaringer. Han er helt
igennem vidende om sit møde med det Guddommelige. Han opfatter sig
selv som en passiv modtager af et budskab, som skal forblive
ubesmittet af hans personlige ønsker og følelser:
Nabī'en er ikke styret af egne begær. (53:3)
Det er så langt vi kan komme i forståelse af wahi's
beskaffenhed. Det er derfor ikke underligt, at nabī'en i
dagligdagen taler og handler som alle andre. Kun når han er under
indflydelse af wahi, taler han med absolut autoritet og
åbenbarer sandheden, som mennesket ikke kan opdage med sit eget
intellekt. De ord, han ytrer i denne tilstand, er ikke hans, men
Guds. De, der stod Nabī Muhammad (må Herrens fred og
velsignelser være med ham) meget nær, har fortalt, at han i
sekulære anliggender altid var villig til at give indrømmelser til
dem, der var uenige med ham (naturligvis inden for de rammer, som
wahi fastlagde for ham), hvis det kunne bidrage til at løse
en disput i mindelighed. Han var derimod ubøjelig, når det drejede
sig om den wahi, han havde modtaget. I dagligdagens affærer
benyttede han den indbyrdes rådslagning (shūra) med dens
'noget for noget'-princip; men han gik aldrig med til at afvige
fra sin wahi. Igennem hele livet følte han sig aldrig
fristet til at ændre så meget som et eneste af de åbenbarede ord,
når det ellers kunne være opportunt. Koranen bevidner dette
faktum:
Sig (Muhammad): "Det tilkommer ikke mig at foretage nogen som
helst ændring (i åbenbaringerne). Jeg følger blot, hvad jeg har
fået åbenbaret." (10:15)
En nabī har ikke den mindste forudanelse om
åbenbaringen, før han faktisk modtager den. Ej heller stræber han
efter at modtage den. Det er for ham en åbenbaring i ordets
egentlige forstand, en oplevelse af noget nyt, uventet og uanet.
Noget, der ikke udspringer af hverken tidligere erfaringer eller
af hans aktuelle sindstilstand. Koranen siger:
Og således har Vi ved Egen befaling nedsendt en åbenbaring
til dig. Du havde ingen anelse om, hvad Bogen eller troen
indeholdt; men Vi gjorde den til et lys, ved hvilket Vi vejleder
dem af Vore tjenere, Vi ønsker. (42:52)
Selv kaldet til nubuwwa kommer som en overraskelse for
nabī'en, når det kommer. Han havde ikke ventet at blive
udvalgt til at være et redskab for wahi. Gud udvælger et
menneske til nabī'ens rolle, men lader ham uvidende derom,
indtil han rent faktisk udpeges. Mennesket udvælges, fordi det
besidder exceptionelle kvaliteter, der gør det egnet til rollen
som nubuwwa. Mange års prøvelser, gennem hvilke hans
karakter og handlinger efterprøves kritisk, går fra udvælgelsen og
den faktiske kaldelse til nubuwwa. Mennesket er ikke klar
over denne proces. Det vil udelukkende blive betroet denne opgave,
hvis det viser sig værdig dertil. I Moses' tilfælde (må Herrens
fred og velsignelser være med ham) er den periode, der gik forud
for hans kaldelse til nubuwwa beskrevet i Koranen:
Vi har allerede tidligere vist dig (Moses) Vor gunst. Vi
sendte et budskab til din moder: "Læg ham i kurven og sæt ham i
floden, og den vil føre ham til bredden, og én af Mine fjender,
der også er hans fjende, vil tage ham til sig." Og Jeg gav dig
Min kærlighed, for at du måtte komme til at stå for Mit åsyn. Da
din søster kom gående og sagde: "Skal jeg vise jer en, der vil
tage vare (på barnet)?" gav Vi dig tilbage til din moder, at
hendes øjne måtte frydes og hun ikke skulle sørge. Du dræbte en
mand, og Vi frelste dig fra straffen, og Vi udsatte dig for
forskellige prøvelser. I mange år opholdt du dig blandt Medians
folk. Det var efter alt dette, at du, Moses, var i stand til at
leve op til Vore krav. Og Jeg udvalgte dig til at tjene Mig.
(20:37-41)
For virkelig at forstå wahi's beskaffenhed, er det
nødvendigt ikke at forveksle den med mystisk erfaring, som det
ofte sker. Nogle lærde er tilbøjelige til at opfatte åbenbaringer
til en nabī som en kulmination af mystiske erfaringer.
Dette er en misforståelse. Forskellen mellem de to former for
erfaring er fundamental. Det er to vidt forskellige oplevelser –
ikke to forskellige grader af samme oplevelse. Mystisk erfaring –
hvad det så end er – ligger inden for ethvert menneskes
rækkevidde, forudsat det vil underkaste sig en eller anden form
for streng disciplin. Det er en kulmination af mystiske eller
oceaniske sanseindtryk, som Koestler kalder dem, som findes i
mennesket. De kan dyrkes og udvikles lige som sansen for det
æstetiske. Den mystiske erfaring kan opnås ved selvspægelse,
selvransagelse, afsondring og meditation. Det er en rent subjektiv
erfaring, i hvilken den følelsesmæssige erfaring er dominerende.
Bundet som den er til mystikerens selv, har den ingen betydning
for omverdenen. Mystikeren finder erfaringen højst
tilfredsstillende og absolut overbevisende. Han oplever i den en
velsignelse, der overvælder ham og opløser hans begrænsede
personlighed. Han føler sig hensat til virkelighedens ubegrænsede
ocean. Mystikeren påstår, at hans erfaring er ladet med værdier af
høj karakter, men den forbliver privat og kan ikke meddeles til
andre. Mystikeren har måske haft en vision af noget, der
tilfredsstiller ham som en form for sandhed; men han kan ikke lade
sine medmennesker få del i denne vision. Han kan ikke meddele den
viden, han har høstet, til andre. Mystikeren har måske en
følelse af kontakt med, hvad han anser for virkeligheden; men hans
erfaring – af hvilken art den så end er – forbliver personlig og
subjektiv.
Åbenbarings-erfaringen er ganske anderledes. Det er en erfaring
af virkelighedens frembrud i individets inderste. Nabī'en
føler sig ikke kun i kontakt med det Guddommelige, men i samtale
med det. Han nages aldrig af tvivl. Han er aldeles sikker på, at
han modtager viden, som han skal meddele til alle andre. Wahi
eller åbenbaring er bestemt til at skulle meddeles videre.
Hensigten med wahi er ikke at tilfredsstille en enkelt
persons håb og begær, eller blot at vejlede ham alene. Hensigten
er gennem nabī'en at gøre vejledningen tilgængelig for
alle, der ønsker at drage nytte af den. Det budskab, der
overbringes gennem wahi, skal sendes ud over hele verden,
da det er af objektiv værdi. Denne store forskel sætter wahi
i en klasse helt for sig selv – langt borte fra alle former for
mystisk erfaring. Mystisk erfaring kan berige mystikerens sind.
Åbenbaring kan gennemsyre menneskeheden. Åbenbaring er en levende
og dynamisk kraft, der vender historiens strøm i en ny retning.
Islams opståen er et slående eksempel på åbenbaringens kraft.
Der er en anden markant forskel mellem wahi og mystisk
erfaring. Mystikeren føler, at hans personlighed går i opløsning
som et gran salt i et glas vand. Det er meningen, at det
begrænsede selv skal gå op i en højere enhed med det uendelige.
Befrielsen fra personlighedens snævre grænser sætter mystikeren i
en opløftet stemning. Han svæver højt oppe over den virkelige
verden i et område, hvor der hverken findes 'skal' eller 'bør'.
Hvis han vender tilbage til den virkelige verden, henfalder han
til nostalgi og stønner over livets byrder. Åbenbaring derimod
beriger og styrker det menneskelige selv. Oplivet af den næring,
som wahi forsyner selvet med, løser det effektivt sit eget
livs umiddelbare problemer og stræber efter at etablere 'Himmelens
kongerige' på jorden. Den åbenbaring, som nabī'en modtager,
giver mennesket nyt liv, således at det med fornyet tro og energi
kan gå fremad i kampen mod de destruktive og ødelæggende kræfter.
Sagt i korthed, medens mystikeren stiler efter selvudslettelse, så
opfordrer nabī'en med de åbenbarede ord mennesket til at
styre mod et mål, der omfatter selvrealisering, selvudvikling og
selvhævdelse. Muhammad Iqbal har i sin mesterlige diskussion om
emnet i The Reconstruction of Religious Thought in Islam
tydeliggjort forskellen mellem nabī'ens og mystikerens
erfaring:
"'Muhammad af Arabien steg op til den højeste Himmel og vendte
tilbage. Jeg sværger ved Gud, at hvis jeg selv havde nået det
punkt, ville jeg aldrig være vendt tilbage.' Således siger en
stor muslimsk mystiker, Abdul Quddus af Gangoh. I hele spektret
af sufi-litteratur vil det være vanskeligt at finde ord, der i
en eneste sætning, og mere tydeligt afslører den psykologiske
forskel mellem den profetiske og den mystiske bevidsthed.
Mystikeren ønsker ikke at forlade sin tilstand af 'unik
erfaring', og når han vender tilbage til virkeligheden – som han
er nødt til – har han ikke større betydning for menneskeheden
som sådan. Profetens tilbagevenden er skabende. Han vender
tilbage for at blive en del af tidsånden – med henblik på at
kontrollere historiens gang og derved skabe en ny mønstergyldig
verden. For mystikeren er tilstanden af 'unik erfaring' noget
endeligt – for Profeten betyder den en indre opvågning af
psykologiske kræfter, der vil ryste verden og fuldstændig
forandre menneskeheden. Ønsket om at se sin religiøse erfaring
omdannet til en levende verdensmagt, ligger dybt i Profeten.
Hans tilbagevenden bliver derved en form for prøvesten for
værdien af hans religiøse erfaring. Når Profetens testamente
bliver ført ud i livet, vil det fælde dom både over sig selv og
over den omgivende verden. Ved at gå ind i den
uigennemtrængelige materie, han har for sig, vil Profeten opdage
sig selv for sig selv, og han vil afsløre sig selv for
historiens kritiske øje. En anden måde at bedømme værdien af en
profets religiøse erfaring ville derfor bestå i at undersøge den
type menneske, han har skabt, og den kultur, der er opstået ud
fra ånden i hans budskab." (pp. 124-125)
Nabī'ens opgave med at vejlede hele menneskeheden i
overensstemmelse med det, wahi'en foreskriver, og som
fremkalder en universel revolution med henblik på at forme
historiens gang, er ikke nogen nem opgave. Det er med henvisning
til denne tunge ansvarsbyrde, at Koranen bemærker:
Har Vi ikke udvidet dit bryst, og
befriet dig for en byrde, der tyngede din ryg? (94:1-3)
Nabī'en forkynder det
budskab, han har modtaget, og det er på grund af kraften i
sandheden, at den rodfæster sig i sindet på dem, der er
modtagelige. Nabī'en vil med sit eget liv og levned opildne
dem, der har en ambition om at leve et renere, noblere og mere
ophøjet liv. Disse mennesker samles omkring nabī'en og
stræber oprigtigt efter at forme deres liv i lyset af
åbenbaringen. Inspireret af den strålende og glødende tro
(overbevisning), som nabī'en har antændt i dem, vil de
anstrenge sig for at gøre verden til hjemsted for højere værdier.
De går i gang med at opbygge et samfund, der giver mennesket
mulighed for selvudfoldelse og selvudvikling, et samfund, der er
frie mennesker, der er bevidste om deres værdighed som
menneskelige væsener, værdigt. De vil derved aktivt bidrage til at
realisere Guds plan for universet.
Mystisk erfaring – hvad det så end måtte være – er intet ud
over udvikling af nogle indre menneskelige evner så som
viljestyrke, som ethvert menneskeligt væsen kan udvikle uanset
dets tro eller handlinger. Derfor findes der mystikere i enhver
religion, kult eller gruppe. Mystikerens påstand om, at han er i
harmoni med det uendelige eller har set virkeligheden, som den
virkelig er, er blot en projicering af hans egen fantasi. Derfor
er der stor forskel på de beskrivelser af virkeligheden, som
forskellige mystikere har givet. Mysticisme har på ingen måde
noget at gøre med dīn, og Koranen understøtter det ikke.
Selv ordet tasawwuf (mysticisme) findes ikke i den tidlige
islamiske litteratur, i Koranen eller Hadīth. "Mysticisme er," som
Muhammad Iqbal fastslår, "en fremmed plante i islams jord." I
islam er der intet mystisk. Islam består af et sæt simple
leveregler, der sigter efter at etablere en social orden, i
hvilken varige værdier bliver til konkret virkelighed.
5. Konklusion
Den ovenfor anførte diskussion leder til følgende kortfattede
konklusion:
- Enhver ting, levende eller livløs, besidder evnen til at
udvikle sig. Dens udvikling ledes på hvert eneste skridt af
Skaberen.
- Man skal ikke antage, at vejledende kræfter arbejder under
påvirkning udefra. Det er en del af deres iboende natur. Det
ville være mere korrekt at sige, at det er en tings natur at
søge at udvikle sine iboende evner og således nå sin
bestemmelse.
- Mennesket har på grund af, at det besidder et autonomt
'selv', en privilegeret stilling i universet. Guddommelig
vejledning tilbydes det i en form, der passer til et frit,
rationelt væsen. Det beskærer på ingen måde menneskets valg- og
handlefrihed. Mennesket har ret til at afvise vejledningen, hvis
det ønsker og er villigt til at betale prisen for afvisningen.
- Wahi eller åbenbaring er en af de måder, hvorpå den
guddommelige vejledning til mennesket kan finde udtryk. Gud
udvælger et menneske, der er egnet til at vogte over sandheden.
Dette menneske er nabī'en, der modtager åbenbaring fra
Gud, som han på redelig vis videregiver til sine medmennesker.
De, der af egen fri vilje tager budskabet til sig, befinder sig
på en vej, der giver dem styrke og fører dem til
fuldkommengørelse. De, der afviser vejledningen, vil uvægerligt
synke dybere og dybere. Selvopfyldelse er lønnen for de første,
hvorimod svaghed og pervertering er de afvisendes lod. Sådan
virker Loven om Gengæld.
- Wahi'en, den åbenbarede guddommelige vejledning, er
virkelig Guds ord. Den er ikke besmittet af modtagerens
personlige sympatier og antipatier, følelser eller begær. Den
formidler, Gud har udvalgt til opgaven, er så ren, at budskabet
ikke mister hverken renhed eller glans. Wahi overgår det
menneskelige intellekt, men er ikke i modstrid med fornuften,
den er snarere et supplement til den.
Vi håber, at et par ord om begrebet nubuwwa vil bidrage
til at belyse dette punkt. På et tidligt stade i civilisationens
historie, organiserede mennesket sig i sociale grupper og
fungerede som et frit, selvbevidst medlem af gruppen. Ofte
misbrugte det dog sin frihed og gav efter for de fristelser, det
blev udsat for. Egoisme var skyld i, at der opstod konflikter
gruppens medlemmer imellem. Disse konflikter udgjorde en alvorlig
trussel mod samfundet, der langt fra var stabilt. Mennesket valgte
kun alt for ofte uret frem for ret. Den uundgåelige katastrofe
kunne være afværget ved at berøve mennesket dets frihed og gøre
samfundet lige så disciplineret som en bikube eller et termitbo.
Forsynets mål var imidlertid at forøge menneskets frihed og udvide
dens rækkevidde – ikke at ophæve den fuldstændigt. Den eneste måde
at bevare menneskets frihed og minimere faren for misbrug af den,
var at give mennesket den fornødne vejledning. Nubuwwa
opfyldte begge disse betingelser. Fra tid til anden udvalgte Gud
mennesker, som Han betroede guddommelig åbenbaring. Hvert
folkeslag har haft sin egen nabī, der ikke brugte tvang,
men overbeviste sit folk om at følge retfærdighedens vej.
Vejledningen var bestemt for frie væsener, der kunne acceptere
eller afvise vejledningen, som de selv ville. Der er intet
folkeslag, der ikke har haft en nabī. Der har været mange
anbīya i tidens løb, men den åbenbaring, de har modtaget,
har i det store og hele været den samme. Dette slås tydeligt fast
i Koranen:
Vi har sendt dig (Muhammad) åbenbaringer, ligesom Vi sendte
åbenbaringer til Noa og anbīya efter ham. Vi sendte åbenbaringer
til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og til stammerne, til Jesus,
Job, Jonas, Aron og Salomon. Og til David gav Vi Salmerne. Vi
har førhen berettet om nogle sendebud – ikke om andre. Og Allah
talte direkte til Moses. (4:163-164)
Mange anbīya nævnes ved navn i Koranen, der også omtaler
deres ihærdige anstrengelser for at videregive åbenbaringerne og
lede deres folk på den rette vej. Noa, Abraham, Ismael, Isak,
Jakob, Josef, Moses, Aron, David, Salomon og Jesus er blandt dem,
der udtrykkelig nævnes. Koranen fastslår tydeligt, at der har
været mange anbīya, der ikke er nævnt, men som fortjener
respekt, idet de også har overbragt guddommelig åbenbaring.
Hensigten med Koranen er at betone enheden i den guddommelige
åbenbaring, der blev nedsendt til forskellige mennesker i
forskellige tider og områder. Koranen forbyder klart muslimer at
gøre forskel på anbīya'erne:
De troende siger: "Vi gør ingen
forskel på Hans sendebud." (2:285)
Nubuwwa har været til
uvurderlig gavn for menneskeheden. Så længe som det menneskelige
sind var umodent, havde mennesket brug for en personlig guide, der
kunne forklare dem den guddommelige hensigt og være et forbillede
for dem i bestræbelserne for at bringe deres liv i
overensstemmelse dermed. Anbīya'erne medvirkede til at
fremme menneskenes moralske og intellektuelle udvikling. Derfor
fulgte nabī efter nabī i hurtig rækkefølge. Der kom
imidlertid en tid, hvor menneskets sind var modnet og dets
intellektuelle kræfter var rede til at håndtere livets problemer.
Dette var hensigten med nubuwwa, og da målet var nået, var
der ikke længere behov for at fortsætte den. Den glorværdige række
af anbīya nåede sin naturlige afslutning med Muhammad (må
Herrens fred og velsignelser være med ham), overbringeren af den
sidste åbenbaring. Nubuwwa havde opfyldt sine formål og var
ikke længere nødvendig. Det moderne menneske, med dets modne sind,
har ikke brug for en personlig guide, men for generel vejledning i
form af evigtgyldige idéer og principper. Disse idéer og
principper er bevaret for alle tider i Koranen, der indeholder den
endelige åbenbaring:
Det er visselig Os, der har nedsendt advarselen (Koranen), og
Vi vil bevare den (imod forvanskning og udslettelse). (15:9)
Desuden har vi i Muhammads sædvane (må Herrens fred og
velsignelser være med ham) det bedste eksempel til efterfølgelse.
De sublime tanker og idéer, der fandt deres konkrete udtryk i
Nabī'ens liv og levned, er tilstrækkelige for alle, der
oprigtigt søger sandheden. Der er ingen grund til at forvente nye
åbenbaringer, og ingen mystiker eller helgen kan gøre krav
gældende i den henseende. Der er ikke plads til kompromis på dette
punkt. Enhver mystiker eller anden person, der påstår at modtage
åbenbaringer fra Gud, undergraver troen på nubuwwa's
endegyldighed.
Hensigten med nubuwwa var at tjene og bevare menneskets
frihed, når det blev truet både indefra af menneskets uregerlige
egoistiske begær og udefra af egenmægtige herskere og præster.
Hensigten med ophævelse af nubuwwa var at udvide menneskets
frihed og tillade det at dømme og træffe beslutning i alle
spørgsmål vedrørende dets liv. Mennesket skulle ikke længere være
slave af sædvaner og traditioner. Det skulle bruge sin egen
dømmekraft, bane sig vej og forme sin skæbne i lyset af den
guddommelige vejledning nedfældet i Koranen. Mennesket er nu
blevet sig selv som et frit og ansvarligt væsen. Mennesket kan
forme sit liv, som det ønsker, i overensstemmelse med det, dets
samvittighed byder det inden for rammerne af den guddommelige
vejledning bevaret i Koranen.
6. Tro på Gud uden tro på åbenbaring
Det vil være nærliggende at sige noget til forsvar for troen på
guddommelig åbenbaring. Nogle store vestlige tænkere har – alt
imens de indrømmer at tro på Gud – afvist det synspunkt, at nogle
mennesker skulle være udvalgt af Gud til at modtage Hans
åbenbaring. De mener, at den menneskelige fornuft er i stand til
at give al den vejledning, som mennesket har brug for i livet. De
påstår, at mennesket ved hjælp af sin fornuft kan løse alle
problemer i verden og derfor ikke har brug for direkte vejledning
fra Gud. De tror på humanisme – religion uden åbenbaring – som i
øvrigt er titlen på en velkendt bog af Julian Huxley. Det er der
intet nyt i. Koranen beretter om, at dette var den fremherskende
tro på Muhammads tid (må Herrens fred og velsignelser være med
ham). Om dem, der støtter denne idé, siger Koranen:
Spørg dem: "Hvis I ved det, så sig, Hvem himlene og jorden og
alt, hvad der er derimellem tilhører?" De vil sige: "De er
Allahs." Sig til dem: "Tænk jer om!" og spørg dem: "Hvem er Rabb
over alle de himmelske legemer og over (universets) glorværdige
og mægtige trone?" De vil sige: "De er Allahs." Sig til dem:
"Vil I da ikke følge Hans bud?" Spørg dem: "I Hvis hænder ligger
herredømmet over alt og alle – Han, der beskytter (alt og alle);
men som ikke selv behøver nogen beskyttelse?" De vil sige: "I
Allahs." Sig til dem: "Hvorfor er I da fortsat på vildspor?" Vi
har nedsendt sandheden (i denne bog, Koranen). De er blot
løgnere. (23:84-90)
Tro på guddommelig åbenbaring er en naturlig og nødvendig
konsekvens af troen på Gud. At fornægte åbenbaring er at fornægte
dīn's kerne. At sætte den menneskelige fornuft i stedet for
wahi er at lade mennesket tage Guds plads. Det er
fuldstændig absurd at tro på Gud, alt imens man fornægter Hans
vejledning. Lad os antage, at A tror, at universet er skabt af
Gud, og B påstår, at det er et produkt af naturlige hændelser. Da
disse påstande ikke har nogen praktiske konsekvenser, er det
ligegyldigt, hvilket synspunkt man støtter, og hvilket man
forkaster. Lad os derimod antage, at A tror, at han burde handle
på en sådan måde, at han ikke overskrider den guddommelige
åbenbarings grænser, og B tror, at han er fri til at handle efter
forgodtbefindende. I dette tilfælde er det klart, at forskellen i
deres opfattelser har vital betydning for andre. A er troværdig og
pålidelig, hvorimod ingen vil risikere at sætte sin lid til B.
Uden tro på åbenbaring er troen på Gud blot af akademisk
interesse. Som det ses af følgende citat fra Et nyt
verdensbillede, deler Ouspensky dette synspunkt:
"Uden åbenbaringer ingen religion. Og indenfor religionen er
der altid noget, som er ukendt for den sædvanlige bevidsthed og
den sædvanlige tænkemåde. Af denne grund er det aldrig lykkedes
og vil aldrig lykkes at skabe en kunstfærdig, syntetisk religion
ved hjælp af intellektet." (p. 41)
Tro på Gud og tro på Hans åbenbaring er derfor fundamentale i
dīn. At fornægte åbenbaring forarmer dīn, så den
ophører med at være en levende kraft i det menneskelige liv.
Muslimer tror på, at Koranen indeholder den endegyldige
åbenbaring. De tror, at Koranen er den eneste åbenbarede bog, der
aldrig er blevet rettet i. Intet er hverken slettet eller
tilføjet, og Guds ord er bevaret i den, som det blev overgivet til
Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), hvilket
der er historisk bevis på. |
|
|
|
|
|
1. Dette vers oversættes fejlagtigt til: Gud inspirerede det menneskelige selv (med
bevidsthed om) hvad for det er ret, og hvad uret. (91:8) |
|
|
|
|
|