|
|
KAPITEL 5 |
|
Fornuft og Imān |
|
|
|
|
1. Fornuften og dens
begrænsninger Kilden til åbenbaring (wahi), er en
transcendent virkelighed, som ligger uden for fornuftens
rækkevidde; men da åbenbaring er bestemt for mennesket og har til
hensigt at vejlede det, er den selvfølgelig affattet i et sprog,
som mennesket forstår. Fornuften kan derfor fatte åbenbaringens
indhold.
Fornuften har sin egen specielle tilgang til virkeligheden og
forstår den, omend i et begrænset omfang. Videnskaben er
fornuftens største bedrift. Videnskaben benytter sig af metoder,
der er helt igennem velbegrundede, og som resulterer i eksakt
viden inden for et givent område. Fornuften har ganske vist sine
begrænsninger, men skeptikere finder den helt upålidelig. Dette er
ikke sandt. Teleskopet gør os i stand til at se himmellegemer, som
vi ikke kan se med det blotte øje. Det ville være ufornuftigt at
afvise teleskopets hjælp med den begrundelse, at det ikke kan
udvide vort syn til også at omfatte de allerfjerneste af
universets afkroge. På samme måde er det uden tvivl rigtigt, at
fornuften ikke kan give os den absolutte viden. Ikke desto mindre
er den viden, fornuften kan give os, både værdifuld og nyttig. Den
gamle talemåde: "Lidt viden er farlig" er kun delvis sand, som
traditionelle leveregler ofte er det. Lidt viden er kun farlig,
hvis vi opfatter den som komplet viden. Hvert eneste fragment af
viden er nyttigt, hvis vi bruger det med klogskab og vel vidende
om, at det kun afslører en brøkdel af virkeligheden.
Hvis det er forkert at foragte og afvise fornuften som en
utroværdig guide eller forklejne dens værdi, er det lige så
forkert at overdrive dens betydning og påstå, at den indeholder
hele sandheden. Kun ganske få aspekter af virkeligheden er
tilgængelige for fornuften, og om dem giver den os værdifuld og
nyttig viden. Virkeligheden har imidlertid uendeligt mange
aspekter, og disse vil altid – ligesom virkelighedens inderste
kerne – være utilgængelige for fornuften. Fornuften kan med rette
udfolde sig inden for sin egen sfære, men mister sin troværdighed
i samme øjeblik, den træder uden for den. Klogskab fordrer, at vi
giver et rimeligt bud på fornuftens evner og begrænsninger. Vi kan
kun udnytte fornuften maksimalt, hvis vi ved, hvad den kan, og
hvad den ikke kan. Nogle lærde lader sig blænde af den moderne
forsknings spektakulære og stadigt stigende succes og tror, at den
tid ikke er fjern, hvor videnskaben vil have løst alle universets
gåder og vil kunne besvare ethvert spørgsmål, som vi kan finde på
at stille om mennesket og verden. Universet er for dem en
gigantisk maskine, der – skønt utroligt kompleks – kan forstås til
fulde og udnyttes ved fornuftens brug. Denne overmodige attitude
kan næppe retfærdiggøres, og hvis den ikke korrigeres snart, vil
den kunne gøre os megen fortræd. Vise mænd, inklusive store
forskere, er klar over, at fornuft aldrig kan fatte dybden af
virkeligheden. Hvad Shakespeare skrev i det syttende århundrede
gælder stadig nu, hvor videnskaben tilsyneladende har nået sit
højdepunkt:
"Der er mere i himmelen og på jorden, Horatio, end videnskaben
drømmer om."
Den samme opfattelse deles endog af nogle af vore dages
forskere. Dr. Aitken, direktør for Lick Observatoriet i
Californien, indrømmede i en diskussion om universets opståen
åbenhjertigt, at "vi praktisk taget intet ved om universets
opståen og dets endelige skæbne."1 Desuden er
videnskabelige teorier aldrig endegyldige. Med opdagelsen af nye
fakta vil selv veletablerede teorier skulle revideres eller endog
forkastes. Vi kan derfor ikke stole fuldt på dem. Ej heller kan et
sæt leveregler med gyldighed for alle mennesker bygges på
skiftende 'sandheder' og videnskabelige teorier. Dr. Crowther
bemærker træffende: "Det sidste ord om et hvilken som helst
videnskabeligt emne vil blive ytret af det sidste menneske."2
Det ville være rent ud sagt tåbeligt, hvis vi skulle være
afhængige af fornuften alene for at finde frem til et sæt
formålstjenlige leveregler. Fornuften har gentagne gange været ude
af stand til at give den rette vejledning i at regulere de sociale
relationer. Eksperimenter med sociale anliggender har ofte ledt
til katastrofer. Først prøvede man med kongedømme, dernæst
imperialisme, og i vore dage er demokratiet på prøve. Mennesket
har betalt en høj pris for eksperimenter med forskellige
styreformer: århundreders blodsudgydelser, ødelæggende krige,
revolutioner, klassekamp samt økonomisk og politisk uro. Mennesket
længes stadig inderligt efter retfærdighed, lighed, frihed og
fred. I to hundrede år har mennesket sat sin lid til demokratiet;
men der er umiskendelige tegn på desillusion. Vi vil senere
diskutere emnet mere indgående.
2. Fornuftens funktion
Mennesket er et begrænset væsen, og de kræfter, det er udstyret
med, er derfor nødvendigvis også begrænsede. Den menneskelige
fornuft er ingen undtagelse; men derfor er der ingen grund til at
foragte den og afvise at bruge den til at løse tilværelsens
problemer. Den vejledning, som fornuften giver, er ikke mindre
værdifuld, fordi den ikke er perfekt. Det er fornuften, der har
hævet mennesket over det dyriske stade. At forkaste fornuften er
at synke til det dyriske stade eller dybere endnu. Mennesket kan
ikke falde tilbage på instinktet, som er dyrenes væsentligste
støtte. Mennesket 'voksede fra' instinktet, da det udviklede
fornuften. Fornuftens glorværdige succes forledte imidlertid
mennesket til at overvurdere sine evner. Mennesket forventede, at
fornuften ville givet det den absolutte viden. Da disse
forventninger ikke blev indfriet, blev mennesket desillusioneret
og gik til den anden yderlighed ved helt at forkaste fornuftens
brug. Også iblandt troende mennesker, både mystikere og
dogmatikere, er der en modstand mod fornuften. Mystikerne søger
vejledning i mystisk erfaring, og dogmatikerne i Skriftens
bogstav. De glemmer, at begge disse skal fortolkes af fornuften,
hvis de skal være til gavn for mennesket overhovedet. De glemmer,
at fornuft er menneskets særkende. At forkaste fornuften er at
forkaste det bedste i mennesket. De glemmer, at Koranen ikke på
nogen måde misbilliger fornuftens brug. Tværtimod opfordrer den os
til at bruge vore rationelle kræfter fuldt ud.
Koranens syn på fornuften og dens plads i menneskelivet
fortjener omhyggelig overvejelse. Kort sagt, så er det Koranens
syn, at den lange evolutionsproces kulminerede i skabelsen af
mennesket, som Koranen betegner som en "ny skabning" (23:14).
Det var på dette stade, at "Han blæste Sin rūh ind i
mennesket og gav det evnen til at høre, se og forstå" (32:9).
Mennesket fik et sind (fu'ād), der gjorde det i stand til
at tænke og til at opbygge en mængde viden ved hjælp af sit
intellekt. Mennesket ville virkelig være et utaknemmeligt skarn,
dersom det afviste at værdsætte og bruge den bedste guddommelige
gave. Fornuft forvandler det råmateriale, som sanserne opfanger,
til viden. Koranen giver fornuften en vigtig rolle i det
menneskelige liv:
For de værste skabninger for Allah er de døve og stumme, der
end ikke prøver at forstå. (8:22)
Dette er en grafisk beskrivelse af menneskets fornedrelse, hvis
det ikke gør brug af fornuften. Sådan et menneske lever ikke blot
et værdiløst og fornedret liv i denne verden, men gør også sig
selv uegnet til at leve på et højere plan efter døden:
Mange fastboende og nomader lever et liv, der fører dem lukt i
Jahannam. (7:179)3
Dette, fordi:
De har hjerter, men forstår ikke. De har øjne, men ser ikke.
De har ører, men hører ikke. De er (åndssløve) som kvæg – nej
endnu værre: fuldstændig vildfarne. (7:179)
Emnet fremhæves i kapitlet ved navn Furqān (kriteriet).
Rasūl'en stilles spørgsmålet:
Tror du, at de fleste af dem hører eller forstår? De er blot
som kvæg (der sløvt følger hyrden). Nej! De har fjernet sig
endnu længere fra vejen. (25:44)
Helvedes beboere vil fyldes med anger, fordi de havde forstand,
men ikke brugte den til noget:
Havde vi dog blot lyttet eller brugt vor fornuft, ville vi
ikke have været blandt Ildens beboere. (67:10)
I kapitlet ved navn Yā-Sīn bliver de vildfarne igen
mindet om, hvorledes de forsømte pligten til at bruge deres sunde
fornuft:
Men shaitān ledte mange af jer på vildspor. Forstod I det dog
ikke? Dette er Jahannam, som I blev advaret imod. (36:62-63)
Det er derfor klart, at islam ikke er fjende af fornuften og
ikke betragter den som en hindring for 'åndelig' udvikling. Lad os
se på, hvilken rolle Koranen tildeler fornuften både på det
'sekulære' og det 'åndelige' område.
3. Fornuft og tro (imān) – det koranske syn
I Koranen prises den menneskelige fornuft igen og igen. Som
allerede nævnt, betegnes fornuftens fødsel i mennesket som
markering af en 'ny skabelse'. Det slås udtrykkeligt fast,
at selv guddommelig åbenbaring ikke skal accepteres ukritisk og
uden at stille spørgsmål. Mennesket påbydes at reflektere over den
guddommelige åbenbaring og fortolke den i lyset af sin fornuft:
"Vil de da ikke reflektere over Koranen?" (4:82). Mennesker,
der finder refleksion kedsommeligt, beskrives med disse ord:
Det er sådanne, som Allah – i henhold til Loven om Gengæld –
har berøvet livets velsignelser ved at gøre dem døve og blinde.
Vil de dog ikke for alvor reflektere over Koranen – eller er
deres hjerter forseglede? (47:23-24)
Koranen appellerer til menneskets fornuft og forstand. Dens
lære er affattet i et klart og forståeligt sprog. "Således gør
Allah Sine tegn tydelige for jer, for at I må reflektere over dem"
(2:219). Den store sandhed, som mennesket skal forstå, er,
at det selv er arkitekten bag sin egen skæbne, således at det, det
er i dette liv, og det, det bliver i det kommende, alene afhænger
af dets egne handlinger. Gode gerninger vil nødvendigvis højne
mennesket, ligesom onde gerninger uundgåeligt vil fornedre det.
Menneskets velfærd og elendighed er et resultat af dets egne
handlinger. Det kan ikke skyde ansvaret herfor over på andre.
Koranen hævder, at selv krigslykke afhænger af fornuftens rette
brug. Det antages almindeligvis, at en modig og ivrig hær er
sikker på sejr. Koranen påstår derimod, at sejren tilfalder dem,
der i farens stund holder hovedet koldt, holder sammen og ikke
lader lidenskaben løbe af med sig. Hundrede sådanne mænd, de
troende, siges at kunne måle sig med tusinde ikke-troende, der er
behersket af lidenskab, fordi de, som Koranen udtrykker det, er
"et uforstandigt folk." (8:65)
Koranen tildeler tydeligvis fornuften en vigtig rolle i
menneskets liv. Nabī'en påbydes ikke at forlange blind
lydighed af menneskene, men at tilskynde dem til at tænke og
reflektere. Det følgende vers efterlader ingen tvivl om, at
Koranen billiger og opmuntrer til selvstændig refleksion:
Sig: "Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene –
får øjnene op for Allahs sag og nøje reflekterer over den."
(34:46)
Koranen forventer, at mennesket reflekterer og bruger sin evne
til at forstå. Hvis det gør dette, vil det være sikker på at følge
den rette vej. Det, man skal huske på, er, at vejen, der leder til
succes og til et højere eksistensniveau, kun kan opdages og følges
ved kombineret brug af fornuft og åbenbaring. Disse to kilder til
vejledning supplerer hinanden, og hvis de bruges inden for hver
deres område, vil der ikke opstå konflikt imellem dem. Rasūl'en
påbydes derfor at sige:
Sig: "Dette er min vej. Min opfordring til jer om at følge
Allahs vej er baseret på min såvel som mine tilhængeres fornuft
og indsigt. (12:108)
Koranen udfordrer islams modstandere til at fremsætte
argumenter, der underbygger deres påstande:
Sig: "Fremsæt jeres beviser, hvis I virkelig er sanddru."
(2:111)
Islams modstandere bliver advaret imod at strides om ting, de
ikke har viden om:
Men hvorfor mundhugges I om ting, hvorom I ingen viden har?
(3:66)
Det fører ingen vegne hen at strides om ting, hvorom man ikke
har viden. Koranen påbyder os at undgå sådanne frugtesløse
diskussioner:
Udtal dig ikke om det, hvorom du ingen viden har. Du skal
visselig aflægge regnskab for alt, hvad du har hørt, alt, hvad
du har set, og alt, hvad du har i dit hjerte. (17:36)
Koranen betoner vigtigheden af korrekt viden og råder os til at
acceptere den og efterleve den. Alt andet affærdiges som
utroværdigt gætteværk: "Formodninger kan aldrig erstatte
sandheden" (53:28). Som fornuftsvæsener er det vor pligt ikke
at standse op, før vi har fundet sandheden. At stille sig tilfreds
med rene 'gæt' er at forråde fornuften. Handler vi derefter,
sætter vi vor selvopfyldelse på spil.
Koranen skitserer både den videnskabelige og den etiske proces,
der fører til relevant viden. Processen starter med aktivering af
de sanser, der leverer råmaterialet til al viden. Det næste trin
består af bevidst erkendelse af det, tankerne kredser om. Tankerne
overføres til ydre ting og hændelser, der sætter mennesket i stand
til at fatte deres betydning og formål. På det tredje trin
omsættes tankerne gennem analyse, sammenfatning, abstraktion og
generalisering til viden af mere eller mindre generel art. På det
endelige trin gælder det forståelsen af, hvorledes den nyvundne
viden skal placeres og opfattes på baggrund af menneskets samlede
viden og erfaring; og dens betydning for menneskets liv vurderes.
Koranen påbyder menneskene at stræbe efter at opnå en sådan dybere
forståelse af Nabī'ens ord, når som helst han henvender sig
til dem. Koranen fordømmer dem, der ikke gør et sådant forsøg og
stopper op allerede på første eller andet trin og lader sig nøje
med mangelfuld viden:
Du vil se dem betragte dig; men de ser dig ikke. (7:198)
Det var mennesker, der syntes at se intenst på nabī'en
og lytte til ham, men som ikke gjorde sig de ringeste
anstrengelser for at forstå meningen med hans ord eller for at
relatere dem til deres eget liv på en meningsfuld måde. Koranen
sondrer mellem 'nazar' og 'basar'. 'Nazar' betyder
passivt at modtage visse visuelle indtryk. 'Basar' er
indsigt – det at fatte betydningen af det, som de visuelle indtryk
blot er ydre tegn på. Den samme sondring bruges om andre sanser
som f.eks. hørelsen:
Der er nogle iblandt dem, der synes at lytte til dig; men kan
du få døve til at høre, når de ikke bruger deres sanser? (10:42)
Det, Koranen hentyder til, er, at en person, hvis tanker er
slørede af fordomme og forudfattede meninger, vil være ude af
stand til at forstå sandheden, selv om han så stirrer den direkte
i øjnene. For at forstå Koranen må man have et åbent og
fordomsfrit sind. Man må koncentrere sig til sit yderste og stræbe
efter at forstå den i relation til sin viden og stadfæstede
erfaringer. Koranen opfordrer i virkeligheden til, at man nærmer
sig åbenbaringen ud fra konkrete erfaringer – og ikke ud fra en
logisk begrundet påstand. Koranens syn på dette spørgsmål kan
sammenfattes således: Frigør dit sind fra alle forudfattede og
dårligt underbyggede forestillinger. Koncentrer dig oprigtigt om
den åbenbarede tekst og hav fuld tillid (imān) til den. Sæt
åbenbaringen i forbindelse med veletablerede kendsgerninger og
menneskelig erfaring. Projicer dine resultater ind i fremtiden –
lige så langt som din fornuft kan bringe dig hen ad den vej, som
åbenbaringen har kastet sit lys over. Berig dine erfaringer ved
hjælp af de nye erfaringer, du gør. I denne nye horisont, der
åbner sig for dig, vil du få øje på din skæbne og være i stand til
at tackle livets umiddelbare problemer. Hvis du nærmer dig
åbenbaringen ud fra den rigtige synsvinkel og gør brug af alle
dine evner – fornuft og imān, håb og omsorg for alt det
skabte – vil du få øje på den sandhed, åbenbaringen indeholder. Og
den vil lede dig fremad til den glorværdige skæbne, der venter dig
– forudsat at du med velberåd hu og af egen fri vilje vælger den
vej, der er udstukket. Gud kunne have tvunget dig til at handle
godt, hvis Han havde villet; men en sådan godhed ville være ganske
værdiløs. Kun den godhed, du opnår ved egne anstrengelser, har
værdi. Du har frihed til at vælge, og hvis du bruger dine evner
rigtigt, vil du træffe det rigtige valg.
Dette er i korthed det råd, Koranen giver mennesket. Det
gentages i adskillige passager. Da Nabī'en var bekymret
for, om menneskene nu også virkelig bed mærke i hans ord og gjorde
forsøg på at forstå dem, blev han belært med disse ord:
Hvis det havde været Allahs vilje, ville alle på jorden have
troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskene til at tro? (10:99)
For at forstå Koranen (eller for den sags skyld en hvilken som
helst anden åbenbaret bog) er det ikke nok at mestre dens sprog.
Et menneske kan være nok så kyndigt i det arabiske sprog uden dog
rigtigt at fatte meningen med Koranens tekst. Man bør nærme sig
Bogen fordomsfrit og bevidst om at være en del af en meningsfyldt
kosmisk proces. Man bør forsøge at undgå de faldgruber, man
uvilkårligt vil møde på livets vej, og forsøge at holde sig fri af
de forhindringer, der hæmmer ens udvikling. Dette er ifølge
Koranen, hvad der er nødvendigt for at forstå den guddommelige
bog. For dem, der ikke nærmer sig den på denne måde, vil den
forblive en lukket og forseglet bog. I Koranens beretninger om de
forskellige anbīya, hører vi om, hvorledes mennesker, der
ikke var det mindste lydhøre over for nye tanker, blev
desorienterede, når de lyttede til anbīya'ernes
lidenskabelige formaningstaler. Nogle af dem indrømmede åbent, at
de ikke forstod et muk af, hvad der blev sagt:
"Oh Shu‘aib! Vi forstår ikke meget af, hvad du siger." (11:91)
Også Nabī Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være
med ham) mødte ofte mennesker, der stod komplet uforstående over
for hans ord, medens andre blev grebet af dem, troede på dem og
efterlevede dem. Ind i mellem blev han utålmodig og frustreret i
mødet med de førstnævnte; men Koranen påbyder ham at være
tålmodig, tilgivende og tolerant og advarer ham imod at falde for
fristelsen til at påtvinge dem sine tanker:
Vil du måske bekymre dig selv til døde, hvis de ikke tror på
dette budskab? (18:6)
Gud forsikrer Nabī'en om, at han har fuldendt sin
mission, hvis han i simple vendinger fremlægger budskabet for
menneskene. Andet forventes der ikke af ham. Det er ikke hans
pligt at sørge for, at menneskene accepterer hans synspunkter.
Hans opgave består udelukkende i at fortælle menneskene, hvilken
vej, der er den rigtige – og hvilken, der er den forkerte. Og at
gøre dem bekendt med konsekvenserne af at følge den ene eller den
anden vej. De har fuld frihed til selv at vælge. Gud ønsker ikke
at tvinge menneskene til at tage imod Sin vejledning. Han har
givet menneskene forstand, dømmekraft og fri vilje. Hvis de bruger
disse evner, vil de kunne forstå åbenbaringen og drage nytte af
den vejledning, den indeholder. Menneskene må tage konsekvensen af
deres valg – hvad enten den er behagelig eller ej.
Sammenfattende kan siges, at der ikke hersker et
modsætningsforhold mellem åbenbaring og fornuft – de supplerer
snarere hinanden. Imān vil sammen med fornuften berige
livet og gøre det udbytterigt. Imān giver næring til
fornuften, og fornuften skaber harmoni mellem troen og den
konkrete virkelighed. Uden den ene eller den anden af disse to
faktorer ville livet være fattigt. Fornuft uden imān er som
en velkonstrueret maskine, der ikke er gearet til at få en motor
koblet til, medens imān uden fornuft blot er en blind
kraft. Stærk imān og virksom fornuft har karakteriseret de
mest glorværdige perioder i menneskehedens historie. Whitehead har
ganske rigtigt bemærket:
"Troens tidsaldre er rationalismens tidsaldre."4
4. Mirakler
Et emne som 'mirakler' er både vanskeligt og følelsesladet, og
alligevel er det en udfordring for enhver religionsstuderende, der
er sikker på at ville blive bedt om at definere sin holdning til
mirakler og forklare sit syn på forholdet mellem religion og
mirakler. Her står den studerende i et dilemma. På den ene side er
det næsten umuligt for det moderne menneske at fæste lid til
mirakuløse hændelser, og det har intet andet valg end at affærdige
dem som ren og skær overtro. For forskeren er naturen et lukket
system, og enhver indtrængen af det overnaturlige opfattes som
utænkelig. Historien bærer derimod vidnesbyrd om en nær
forbindelse mellem religion og troen på det mirakuløse. Fordums
profeter var som regel udstyret med mirakuløse kræfter, og ofte
blev en profet bedømt på sine undergerninger mere end på sin lære.
Hvordan det så end måtte forholde sig med religion, så
understøtter islam ikke sådan overtro. Koranen appellerer til
fornuften. Dens klare sigte er at gøre menneskene rationelle og
klarsynede – ikke at gøre dem overtroiske. Koranen henleder
menneskets opmærksomhed på naturfænomenerne og på historiske
kendsgerninger, idet de synliggør Guds magt og visdom. Mennesket
opfordres til at se på og reflektere over himlenes storhed,
jordens skønhed, morgengryets friskhed, solnedgangens herlighed og
vindens frygtindgydende kraft, som den fejer hen over ørkenens
åbne vidder. Igen og igen stiller Koranen spørgsmålet: "Er det
ikke storslået? Hvad mere kan du ønske?" Naturfænomenerne, på
én gang smukke og mystiske, kan fuldt ud dække menneskets behov
for underværker. De mennesker, som islams Nabī havde med at
gøre, var gennemsyrede af overtro. De var besat af hang til det
mirakuløse. De troede ikke kun, at naturlovene kunne brydes, men
betragtede sådanne brud som det eneste fuldgyldige bevis på et
udsagns sandhed. I stedet for at granske udsagnets rationelle
fundering og acceptere det i tilfælde af fyldestgørende beviser i
dets favør, spurgte de, om manden, der fremsatte udsagnet, kunne
udføre mirakler eller ej. Det var ikke let at have med mennesker
at gøre, hvis holdning til sandheden var så irrationel – og at
vinde dem for sagen.
Nabī'en gjorde sit bedste under disse vanskelige
omstændigheder. Med mildhed vendte han deres opmærksomhed fra
hjernespind til livets og historiens konkrete kendsgerninger. Han
påbød menneskene at reflektere over naturen og historien og at
gøre et oprigtigt forsøg på at forstå dem begge. Han forsikrede
dem, at han ikke gjorde krav på at have magt til at udføre
mirakler; men at han baserede sig på rationelle argumenter og på
lærens gavnlige effekt. Hans modstandere kunne ikke forventes at
være tilfredse med denne enkle forklaring. De svarede, at hvis han
var en sand nabī, ville han med lethed kunne udføre
mirakler – hans manglende evne til at gøre dette var et bevis på,
at han ikke med rette kunne påberåbe sig nubuwwa.
Beskyldningerne var grundløse. Havde Nabī'en været en
bedrager, kunne han så let som ingenting have påvirket deres
overtroiske sind. Et enkelt eksempel er nok til at bevise hans
integritet: Kort efter sin elskede søns død, formørkedes solen.
Menneskene var skræmte over dette usædvanlige mørke, og de
foreslog ham ydmygt, at selv naturen var chokeret over sønnens
død. Uden den mindste tøven forsikrede han dem om, at dette var et
naturfænomen, der ikke havde den mindste forbindelse til hans
personlige anliggender. Naturen går sin gang upåvirket af de
katastrofer, der rammer menneskene. Kun en mand af hans karat
kunne undlade at benytte sig af en sådan lejlighed til at
overbevise menneskene om, at han var en mirakelmager – derfor er
han en sand nabī. Hændelsen viser Nabī'ens
ubetingede ærlighed og integritet. Aldrig kunne udsigten til
hurtig vinding friste ham til at gå på kompromis med de
overtroiske hedninge.
Nabī'en forsøgte med ildhu at reformere folket og at
tilskynde dem til at acceptere sandheden, som han forelagde for
dem. Deres vedholdende krav om, at han skulle udføre mirakler for
at overbevise dem, gjorde ham modløs. Koranen råder ham til ved
sådanne lejligheder at stå fast og ikke fortvivle. Sommetider har
han måske tænkt, at hvis han blot havde evnen til at udføre
mirakler, kunne han hurtigt have overtalt folket til at tage hans
lære til sig og følge den rette vej. Koranen lader selv ikke en så
fjern tanke forblive ubesvaret:
Hvis deres aversion (imod sandheden) tager så hårdt på dig,
da søg en vej ned i jorden eller en stige op i Himmelen, hvis du
kan, for at give dem et tegn (der vil overbevise dem). Hvis
Allah havde villet, kunne Han have vejledt dem alle sammen, så
vær ikke iblandt de uvidende. (6:35)
Gud ønsker, at menneskene skal se og acceptere sandheden ved
forstandens brug – ikke dogmatisk og irrationelt:
De, der ikke bruger deres intellekt, vil forblive forvirrede.
(10:100)
Koranen opfordrer menneskene til at bruge deres evner i
bestandig stræben efter at forstå dens mening og logiske
begrundelser. Hvis de ikke besvarer kaldet, vil den dog ikke
nedlade sig til at tage irrationelle metoder i brug for at påvirke
dem. Den vil lade dem følge vildveje, hvis de frivilligt har
besluttet sig herfor, frem for at ty til nogen som helst form for
tvang (hvor velmenende den så end måtte være) for at lede dem til
den rette vej. Værdighed kan måske pånødes nogen; men det kan
godhed ikke. Koranen nøjes med igen og igen at advare om, at hvis
tankevækkende impulser undertrykkes for længe, vil de i sidste
ende miste deres evne til at vække tankernes pulseren. Den siger:
Det er lige meget, om du advarer dem, der afviser sandheden
(uden at prøve at forstå den), (om konsekvensen af deres
handlinger) eller ej. De vil ikke acceptere sandheden. Allah har
forseglet deres hjerter og deres hørelse og sløret deres syn
(som følge af deres opsætsighed). En smertelig straf venter dem.
(2:6-7)
De, der besad fornuft og forstand, men ikke brugte den til at
søge eksakt viden og opnå forståelse af åbenbaringen, fordømmes
som de elendigste og foragteligste af alle:
Vi har i denne Koran fremlagt mange forskellige lignelser
(for at tydeliggøre åbenbaringen), men ikke desto mindre vil de,
der (hårdnakket) afviser at tro, sige: "Det er ikke andet end
indholdsløs snak!" når du reciterer et vers fra Koranen for dem.
Således forsegler Allah hjerterne på dem, der ikke prøver at
forstå. (30:58-59)
Vore sendebud bringer blot gode nyheder og advarsler (til de
vildfarne); men de, der afviser sandheden, kæmper forgæves for
at modbevise sandheden med ord, og de tager Min åbenbaring og
advarsel for spøg. Hvem gør større uret end den, der bliver
mindet om Allahs Lov og alligevel vender sig bort fra den og
glemmer, hvad han førhen har bedrevet. (Derfor) slører Vi deres
hjerter, så de ikke kan forstå, og hæmmer deres hørelse. Så selv
om du kalder dem til den rette vej, vil de aldrig følge den.
(18:56-57)
Igen og igen understøtter Koranen sig selv ved at henlede
menneskets opmærksomhed på naturfænomener og historiske
begivenheder. Den bygger sin lære på verificerbare kendsgerninger
og historiske vidnesbyrd. Koranen forsikrer mennesket, at dets
højeste bestræbelser og idealer kan gå i opfyldelse, fordi det
lever i et venligt og sympatisk univers, der kontrolleres af en
vis og barmhjertig kraft. Mirakler er i modstrid med Koranens
konsekvent rationelle ånd. De, der forlanger mirakler,
irettesættes uden omsvøb.
Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved det her fremførte
synspunkt, fordi Koranen beretter om mirakler, som tidligere
anbīya udførte. Disse mirakler kan tolkes på forskellig vis.
Nogle lærde har tyet til allegorisk fortolkning. Andre har holdt
på, at det symbolske og levende billedsprog var et middel til at
udlede en generel sandhed. En anden mulig teori går ud på, at
Koranen i sin beskrivelse af tidligere folkeslag var nødt til at
nævne de usædvanlige begivenheder, der udgjorde en psykologisk
virkelighed for dem. Det er et spørgsmål, der angår de lærde, der
er interesseret i menneskets mentale udvikling. Det har ingen
forbindelse med dīn som sådan. Vi tilslutter os det
synspunkt, at der er tale om billedlige beretninger, der kan
fortolkes rationelt.5
Her må vi nødvendigvis mane til varsomhed. Begivenheder, der i
gamle bøger bliver omtalt som 'mirakler', bør ikke nødvendigvis
afvises som svagt troende menneskers hjernespind. Menneskets
hjerne kan vel besidde for videnskaben uanede kræfter. Nogle af
vore dages forskere er ikke nær så skeptiske, som deres forgængere
var det. En ny videnskab, parapsykologien, er dukket op og synes
at være meget aktiv i øjeblikket. Nogle få eminente psykologer
arbejder på dette område og har allerede indsamlet beviser og
opdaget kendsgerninger, over for hvilke dogmatisk skepsis
forekommer lige så absurd som de gamles hjernespind. Telepati,
clairvoyance, clairaudience og psyko-kinetiske fænomener studeres
eksperimentelt. Det eneste, vi på nuværende tidspunkt kan sige,
er, at sindet meget vel kan besidde overnaturlige kræfter. Vi må
erkende, at intellektuel arrogance er en hindring for søgen efter
sandheden. Hvad end resultatet af en undersøgelse af det okkulte
måtte blive, vil Koranens sande svar til universet forblive
uforandret. Spørgsmålet om mirakler kan måske fange videnskabens
interesse; men det har ingen afgørende forbindelse med en søgen,
der har den mindste forbindelse med dīn. Koranen søger at
vække menneskets bevidsthed om sin inderste forbundethed med
universet. Hovedvægten lægges på fornuft og viden. Det er Koranens
hensigt at hjælpe med at opbygge en fri og rationel personlighed,
der udstråler selvtillid og har en levende fornemmelse af Guds
virke i universet i henhold til Hans uforanderlige Love. Derfor
har mirakler, der strider imod naturlovene eller Guds
uforanderlige Love, ingen plads i dette virke.
Vi afslutter denne diskussion med følgende træffende citat fra
Muhammad Iqbals The Reconstruction of Religious Thought in
Islam, der er et slående vidnesbyrd om hans dybe indsigt i og
klare forståelse af islam:
"Islams fødsel ... er det induktive intellekts fødsel. I islam
når profetierne deres fuldendelse i konstateringen af
nødvendigheden af at afskaffe sig selv. Dette er forbundet med
en opfattelse af, at livet ikke for altid kan holdes i en
ledende snor; at mennesket omsider må sætte sin lid til egne
ressourcer for at opnå fuld selvbevidsthed. Afskaffelsen af
præstevælde og arveligt monarki i islam, Koranens konstante
appel til fornuft og erfaring, og den vægt, Koranen lægger på
naturen og historien som kilder til menneskelig viden, er alle
forskellige aspekter af den samme forestilling om endegyldighed."
(p. 126)
5. Tilnærmelse til Koranen
Vor første opgave er at forstå Koranens virkelige betydning ved
hjælp af de intellektuelle evner, vi besidder. Derefter kan vi gå
over til at vurdere værdien af Koranens lære. Hvorledes kan vi
efterprøve sandheden i og værdien af den? Koranen selv hjælper os
med at besvare dette spørgsmål. Den foreslår tre måder til at
efterprøve den og tilbyder at rette sig efter udfaldet af disse
tre prøver. Det er betegnende, at de foreslåede prøver alle er
acceptable for fornuften. Intetsteds påkaldes det overnaturlige.
Appellen er uvægerlig til menneskelig fornuft og erfaring.
Lad os opsummere Koranens lære, før vi går over til at se
nærmere på prøverne: Koranen påbyder mennesket at tro på Gud, at
følge Hans Love, at tro på sit eget selv, at elske og tjene sine
medskabninger, at opføre sig anstændigt for at udvikle og udtrykke
det bedste i sig selv, og endelig at tro på og forberede sig til
det Hinsidige. Alt dette opfordres vi til at efterprøve i lyset af
fornuften. Er der noget som helst fornuftsstridigt i dette? Det er
uden tvivl muligt at tvivle på Guds og det Hinsidiges eksistens;
men i så fald er det også muligt at betvivle verdens eksistens.
Der er intet afgørende bevis på den objektive verdens eksistens,
og nogle filosoffer har i ramme alvor fremført, at troen på en
sådan verden er uberettiget. Alt, hvad vi kan være sikre på, er en
aktuel, forbigående fornemmelse. På trods af filosofiske
argumenter er vor tro på en objektiv virkelighed fortsat
urokkelig. Livet ænser ikke filosoffernes tankespind. Det, vi skal
huske på, er, at overrationelle virkeligheder ikke er mindre
virkelige, fordi de ikke kan bevises ved logisk argumentation. Ved
at bruge den rationelle prøve er det tilladt at spørge, hvorvidt
der er noget i læren, der er i modstrid med fornuften og med den
del af den menneskelige viden, der har opnået universel accept.
Spørgsmålet om, hvorvidt hvert eneste element i læren kan bevises
logisk er utilstedeligt, fordi læren, hvis den skal være tro imod
sin egen natur, ikke kan undgå at referere til realiteter, der
rækker ud over fornuften. I så fald vil den rationelle prøve tage
form af en afgørelse om, hvorvidt læren er i direkte konflikt med
fornuften eller ej, og hvorvidt den fremmer menneskehedens
interesser. Det er unødvendigt at sige, at Koranen har bestået
fornuftens prøve og bevist sig selv som værende i harmoni med det
bedste i mennesket:
Sig (Muhammad): "Jeg siger ikke til jer, at jeg besidder de
evner og den viden, som alene Allah i Sin rigdom besidder; ej
heller kender jeg det usete. Jeg siger ej heller til jer, at jeg
er en malā'ik (engel). Jeg følger blot det, som er blevet
åbenbaret til mig." Sig: "Er den blinde lig den seende? Vil I
dog ikke tænke jer om?" (6:50)
For det andet indbyder Koranen menneskene til at dømme den i
historiens lys. Den beder dem reflektere over nationernes storhed
og fald. Den forsikrer dem, at de – hvis de søger efter årsagerne
til et folks undergang – vil se, at folket overtrådte de helt
fundamentale principper om god opførsel og varige værdier, der
blev givet til dem af deres samtidige nabī. Den rette tro
og korrekt adfærd sætter en nation i stand til at nå magtens
tinder – vantro og slet adfærd fører til dens fald. Igen og igen
blev Koranens lære, der bekræfter tidligere anbīya's lære,
sat på prøve og fundet pålidelig som vejledning til et godt liv.
De folkeslag, der forkastede Koranen og fulgte et vildspor,
forfaldt og blev indhentet af en frygtelig skæbne. Koranen råder
menneskene til at være opmærksomme på historiske fakta for at
forstå forskellen mellem de nationer, der havde fremgang, og dem,
der gik til grunde. De vil da kunne se, at de sidste klyngede sig
til falske og ødelæggende forestillinger, og at deres opførsel
ikke var i harmoni med Guds evige Love:
De forkaster det, hvis rækkevidde de ikke kan fatte – uden at
afvente forjættelsernes opfyldelse, ligesom deres forfædre
gjorde. Men se, hvorledes det gik synderne. (10:39)
Til sidst kommer vi til den pragmatiske prøve. De ugudelige
opfordres gentagne gange til at benytte denne prøve for at få et
tilfredsstillende svar med hensyn til Koranens sandhed og værdi.
Et træ dømmes på dens frugters kvalitet. En tro dømmes på dens
effekt på menneskenes liv og levned. De troende, der har
accepteret læren og har indrettet deres liv i overensstemmelse
dermed, udgør et uigendriveligt bevis på lærens værdi for
mennesket. Deres karakter har forandret sig fra den ene dag til
den anden. Førhen var de tarvelige, egoistiske, krakilske,
snæversynede, selvoptagne og småtskårne. Bagefter forfulgte de
noble mål, var forenet i kærlighed og omsorg, var venlige og
retfærdige over for deres fjender og levede op til de høje
idealer, de bekendte sig til. Koranen havde gjort dem til nye
mennesker med respekt for sig selv, med selvtillid, bevidste om
deres værd og ivrige efter at styrke det yderligere, og optændt af
en ambition om at indføre en bedre social orden i verden. Disse
mennesker har med deres liv og levned bevist værdien af Koranens
ånd, som de har taget til sig. Nabī'en har med rette peget
på disse mænd som levende bevis på sandheden i den tro, han
prædikede. Den forbløffende effekt, som troen har på menneskene,
er det stærkeste bevis på dens sandhed og værdi:
Sig: "Oh mit folk! Lev på jeres måde – så vil jeg leve på min
måde. Vi vil (til sin tid) se, hvem af os, der vil opleve den
glædelige fortsættelse. Synderne vil visselig ikke have medgang."
(6:135)
Således er de prøver, Koranen ønsker skal anvendes. Selv
indædte kritikere må medgive, at disse prøver er afgørende,
praktiske og provokerende.
Igen og igen opfordrer Koranen mennesket til at tænke – og
tænke længe og grundigt. Den, der bruger sin fornuft, fremholdes
som lysende eksempel:
Den blinde er ikke lig den seende, ej heller er mørke lig
lys, ej heller er skygge lig solens stråleglans, ej heller er de
levende lig de døde. (35:19-22)
De, der tænker i de rette baner, kan finde lærdommens lys og
vil opdage vejen, der leder til succes:
Sig: "Er de vidende da lig de uvidende?" Kun de indsigtsfulde
lader sig formane. (39:9)
Vi vil visselig lede dem, der ihærdigt stræber og kæmper for
Vor sag, til Vor vej. Allah er visselig med de retfærdige.
(29:69)
De troende (mu'minīn) er ifølge Koranen:
Dem, der – når Rabb'ens åbenbaringer præsenteres for dem –
ikke forbliver upåvirkede som om de var døve og blinde. (25:73)
Dette er imān. Ikke at acceptere selv Guds åbenbaringer
blindt og ureflekteret.
|
|
|
|
|
|
1. Ifølge MASON: The Great Design, p. 35.
2. Ifølge MASON: The Great Design, p. 52.
3. Koranen taler i adskillige vers om
jinn og ins, som her i 7:179. Ins betyder foruden
'menneskehed' også 'fastboende' i modsætning til
jinn, der betyder 'skjult' og
henviser til nomaderne, der vandrer fra sted til sted og derved forbliver skjult for de
fastboende. (Mafhūm-ul-Qur'ān - Exposition of the Holy Qur'ān). (overs.)
4. Ifølge IQBAL: The Reconstruction of Religious Thought in Islam, p. 2.
5.
En rationel fortolkning af disse har jeg givet i Mafhūm-ul-Qur'ān (Exposition of the
Holy Qur'ān). |
|
|
|
|
|