Kilden til åbenbaring (wahi), er en transcendent virkelighed, som ligger uden for fornuftens rækkevidde; men da åbenbaring er bestemt for mennesket og har til hensigt at vejlede det, er den selvfølgelig affattet i et sprog, som mennesket forstår. Fornuften kan derfor fatte åbenbaringens indhold.

Fornuften har sin egen specielle tilgang til virkeligheden og forstår den, omend i et begrænset omfang. Videnskaben er fornuftens største bedrift. Videnskaben benytter sig af metoder, der er helt igennem velbegrundede, og som resulterer i eksakt viden inden for et givent område. Fornuften har ganske vist sine begrænsninger, men skeptikere finder den helt upålidelig. Dette er ikke sandt. Teleskopet gør os i stand til at se himmellegemer, som vi ikke kan se med det blotte øje. Det ville være ufornuftigt at afvise teleskopets hjælp med den begrundelse, at det ikke kan udvide vort syn til også at omfatte de allerfjerneste af universets afkroge. På samme måde er det uden tvivl rigtigt, at fornuften ikke kan give os den absolutte viden. Ikke desto mindre er den viden, fornuften kan give os, både værdifuld og nyttig. Den gamle talemåde: "Lidt viden er farlig" er kun delvis sand, som traditionelle leveregler ofte er det. Lidt viden er kun farlig, hvis vi opfatter den som komplet viden. Hvert eneste fragment af viden er nyttigt, hvis vi bruger det med klogskab og vel vidende om, at det kun afslører en brøkdel af virkeligheden.

Hvis det er forkert at foragte og afvise fornuften som en utroværdig guide eller forklejne dens værdi, er det lige så forkert at overdrive dens betydning og påstå, at den indeholder hele sandheden. Kun ganske få aspekter af virkeligheden er tilgængelige for fornuften, og om dem giver den os værdifuld og nyttig viden. Virkeligheden har imidlertid uendeligt mange aspekter, og disse vil altid – ligesom virkelighedens inderste kerne – være utilgængelige for fornuften. Fornuften kan med rette udfolde sig inden for sin egen sfære, men mister sin troværdighed i samme øjeblik, den træder uden for den. Klogskab fordrer, at vi giver et rimeligt bud på fornuftens evner og begrænsninger. Vi kan kun udnytte fornuften maksimalt, hvis vi ved, hvad den kan, og hvad den ikke kan. Nogle lærde lader sig blænde af den moderne forsknings spektakulære og stadigt stigende succes og tror, at den tid ikke er fjern, hvor videnskaben vil have løst alle universets gåder og vil kunne besvare ethvert spørgsmål, som vi kan finde på at stille om mennesket og verden. Universet er for dem en gigantisk maskine, der – skønt utroligt kompleks – kan forstås til fulde og udnyttes ved fornuftens brug. Denne overmodige attitude kan næppe retfærdiggøres, og hvis den ikke korrigeres snart, vil den kunne gøre os megen fortræd. Vise mænd, inklusive store forskere, er klar over, at fornuft aldrig kan fatte dybden af virkeligheden. Hvad Shakespeare skrev i det syttende århundrede gælder stadig nu, hvor videnskaben tilsyneladende har nået sit højdepunkt:

"Der er mere i himmelen og på jorden, Horatio, end videnskaben drømmer om."

Den samme opfattelse deles endog af nogle af vore dages forskere. Dr. Aitken, direktør for Lick Observatoriet i Californien, indrømmede i en diskussion om universets opståen åbenhjertigt, at "vi praktisk taget intet ved om universets opståen og dets endelige skæbne."¹ Desuden er videnskabelige teorier aldrig endegyldige. Med opdagelsen af nye fakta vil selv veletablerede teorier skulle revideres eller endog forkastes. Vi kan derfor ikke stole fuldt på dem. Ej heller kan et sæt leveregler med gyldighed for alle mennesker bygges på skiftende 'sandheder' og videnskabelige teorier. Dr. Crowther bemærker træffende: "Det sidste ord om et hvilken som helst videnskabeligt emne vil blive ytret af det sidste menneske."² Det ville være rent ud sagt tåbeligt, hvis vi skulle være afhængige af fornuften alene for at finde frem til et sæt formålstjenlige leveregler. Fornuften har gentagne gange været ude af stand til at give den rette vejledning i at regulere de sociale relationer. Eksperimenter med sociale anliggender har ofte ledt til katastrofer. Først prøvede man med kongedømme, dernæst imperialisme, og i vore dage er demokratiet på prøve. Mennesket har betalt en høj pris for eksperimenter med forskellige styreformer: århundreders blodsudgydelser, ødelæggende krige, revolutioner, klassekamp samt økonomisk og politisk uro. Mennesket længes stadig inderligt efter retfærdighed, lighed, frihed og fred. I to hundrede år har mennesket sat sin lid til demokratiet; men der er umiskendelige tegn på desillusion. Vi vil senere diskutere emnet mere indgående.

Mennesket er et begrænset væsen, og de kræfter, det er udstyret med, er derfor nødvendigvis også begrænsede. Den menneskelige fornuft er ingen undtagelse; men derfor er der ingen grund til at foragte den og afvise at bruge den til at løse tilværelsens problemer. Den vejledning, som fornuften giver, er ikke mindre værdifuld, fordi den ikke er perfekt. Det er fornuften, der har hævet mennesket over det dyriske stade. At forkaste fornuften er at synke til det dyriske stade eller dybere endnu. Mennesket kan ikke falde tilbage på instinktet, som er dyrenes væsentligste støtte. Mennesket 'voksede fra' instinktet, da det udviklede fornuften. Fornuftens glorværdige succes forledte imidlertid mennesket til at overvurdere sine evner. Mennesket forventede, at fornuften ville givet det den absolutte viden. Da disse forventninger ikke blev indfriet, blev mennesket desillusioneret og gik til den anden yderlighed ved helt at forkaste fornuftens brug. Også iblandt troende mennesker, både mystikere og dogmatikere, er der en modstand mod fornuften. Mystikerne søger vejledning i mystisk erfaring, og dogmatikerne i Skriftens bogstav. De glemmer, at begge disse skal fortolkes af fornuften, hvis de skal være til gavn for mennesket overhovedet. De glemmer, at fornuft er menneskets særkende. At forkaste fornuften er at forkaste det bedste i mennesket. De glemmer, at Koranen ikke på nogen måde misbilliger fornuftens brug. Tværtimod opfordrer den os til at bruge vore rationelle kræfter fuldt ud.

Koranens syn på fornuften og dens plads i menneskelivet fortjener omhyggelig overvejelse. Kort sagt, så er det Koranens syn, at den lange evolutionsproces kulminerede i skabelsen af mennesket, som Koranen betegner som en "ny skabning" (23:14). Det var på dette stade, at "Han blæste Sin rūh ind i mennesket og gav det evnen til at høre, se og forstå" (32:9). Mennesket fik et sind (fu'ād), der gjorde det i stand til at tænke og til at opbygge en mængde viden ved hjælp af sit intellekt. Mennesket ville virkelig være et utaknemmeligt skarn, dersom det afviste at værdsætte og bruge den bedste guddommelige gave. Fornuft forvandler det råmateriale, som sanserne opfanger, til viden. Koranen giver fornuften en vigtig rolle i det menneskelige liv:

For de værste skabninger for Allah er de døve og stumme, der end ikke prøver at forstå. (8:22)

Dette er en grafisk beskrivelse af menneskets fornedrelse, hvis det ikke gør brug af fornuften. Sådan et menneske lever ikke blot et værdiløst og fornedret liv i denne verden, men gør også sig selv uegnet til at leve på et højere plan efter døden:

Dette, fordi:

De har hjerter, men forstår ikke. De har øjne, men ser ikke. De har ører, men hører ikke. De er (åndssløve) som kvæg – nej endnu værre: fuldstændig vildfarne. (7:179)

Emnet fremhæves i kapitlet ved navn Furqān (kriteriet). Rasūl'en stilles spørgsmålet:

Tror du, at de fleste af dem hører eller forstår? De er blot som kvæg (der sløvt følger hyrden). Nej! De har fjernet sig endnu længere fra vejen. (25:44)

Helvedes beboere vil fyldes med anger, fordi de havde forstand, men ikke brugte den til noget:

Havde vi dog blot lyttet eller brugt vor fornuft, ville vi ikke have været blandt Ildens beboere. (67:10)

I kapitlet ved navn Yā-Sīn bliver de vildfarne igen mindet om, hvorledes de forsømte pligten til at bruge deres sunde fornuft:

Men shaitān ledte mange af jer på vildspor. Forstod I det dog ikke? Dette er Jahannam, som I blev advaret imod. (36:62-63)

Det er derfor klart, at islam ikke er fjende af fornuften og ikke betragter den som en hindring for 'åndelig' udvikling. Lad os se på, hvilken rolle Koranen tildeler fornuften både på det 'sekulære' og det 'åndelige' område.

I Koranen prises den menneskelige fornuft igen og igen. Som allerede nævnt, betegnes fornuftens fødsel i mennesket som markering af en 'ny skabelse'. Det slås udtrykkeligt fast, at selv guddommelig åbenbaring ikke skal accepteres ukritisk og uden at stille spørgsmål. Mennesket påbydes at reflektere over den guddommelige åbenbaring og fortolke den i lyset af sin fornuft: "Vil de da ikke reflektere over Koranen?" (4:82). Mennesker, der finder refleksion kedsommeligt, beskrives med disse ord:

Det er sådanne, som Allah – i henhold til Loven om Gengæld – har berøvet livets velsignelser ved at gøre dem døve og blinde. Vil de dog ikke for alvor reflektere over Koranen – eller er deres hjerter forseglede? (47:23-24)

Koranen appellerer til menneskets fornuft og forstand. Dens lære er affattet i et klart og forståeligt sprog. "Således gør Allah Sine tegn tydelige for jer, for at I må reflektere over dem" (2:219). Den store sandhed, som mennesket skal forstå, er, at det selv er arkitekten bag sin egen skæbne, således at det, det er i dette liv, og det, det bliver i det kommende, alene afhænger af dets egne handlinger. Gode gerninger vil nødvendigvis højne mennesket, ligesom onde gerninger uundgåeligt vil fornedre det. Menneskets velfærd og elendighed er et resultat af dets egne handlinger. Det kan ikke skyde ansvaret herfor over på andre.

Koranen hævder, at selv krigslykke afhænger af fornuftens rette brug. Det antages almindeligvis, at en modig og ivrig hær er sikker på sejr. Koranen påstår derimod, at sejren tilfalder dem, der i farens stund holder hovedet koldt, holder sammen og ikke lader lidenskaben løbe af med sig. Hundrede sådanne mænd, de troende, siges at kunne måle sig med tusinde ikke-troende, der er behersket af lidenskab, fordi de, som Koranen udtrykker det, er "et uforstandigt folk." (8:65)

Koranen tildeler tydeligvis fornuften en vigtig rolle i menneskets liv. Nabī'en påbydes ikke at forlange blind lydighed af menneskene, men at tilskynde dem til at tænke og reflektere. Det følgende vers efterlader ingen tvivl om, at Koranen billiger og opmuntrer til selvstændig refleksion:

Sig: "Jeg påbyder jer én ting: At I to og to – eller alene – får øjnene op for Allahs sag og nøje reflekterer over den." (34:46)

Koranen forventer, at mennesket reflekterer og bruger sin evne til at forstå. Hvis det gør dette, vil det være sikker på at følge den rette vej. Det, man skal huske på, er, at vejen, der leder til succes og til et højere eksistensniveau, kun kan opdages og følges ved kombineret brug af fornuft og åbenbaring. Disse to kilder til vejledning supplerer hinanden, og hvis de bruges inden for hver deres område, vil der ikke opstå konflikt imellem dem. Rasūl'en påbydes derfor at sige:

Sig: "Dette er min vej. Min opfordring til jer om at følge Allahs vej er baseret på min såvel som mine tilhængeres fornuft og indsigt. (12:108)

Koranen udfordrer islams modstandere til at fremsætte argumenter, der underbygger deres påstande:

Sig: "Fremsæt jeres beviser, hvis I virkelig er sanddru." (2:111)

Islams modstandere bliver advaret imod at strides om ting, de ikke har viden om:

Men hvorfor mundhugges I om ting, hvorom I ingen viden har? (3:66)

Det fører ingen vegne hen at strides om ting, hvorom man ikke har viden. Koranen påbyder os at undgå sådanne frugtesløse diskussioner:

Udtal dig ikke om det, hvorom du ingen viden har. Du skal visselig aflægge regnskab for alt, hvad du har hørt, alt, hvad du har set, og alt, hvad du har i dit hjerte. (17:36)

Koranen betoner vigtigheden af korrekt viden og råder os til at acceptere den og efterleve den. Alt andet affærdiges som utroværdigt gætteværk: "Formodninger kan aldrig erstatte sandheden" (53:28). Som fornuftsvæsener er det vor pligt ikke at standse op, før vi har fundet sandheden. At stille sig tilfreds med rene 'gæt' er at forråde fornuften. Handler vi derefter, sætter vi vor selvopfyldelse på spil.

Koranen skitserer både den videnskabelige og den etiske proces, der fører til relevant viden. Processen starter med aktivering af de sanser, der leverer råmaterialet til al viden. Det næste trin består af bevidst erkendelse af det, tankerne kredser om. Tankerne overføres til ydre ting og hændelser, der sætter mennesket i stand til at fatte deres betydning og formål. På det tredje trin omsættes tankerne gennem analyse, sammenfatning, abstraktion og generalisering til viden af mere eller mindre generel art. På det endelige trin gælder det forståelsen af, hvorledes den nyvundne viden skal placeres og opfattes på baggrund af menneskets samlede viden og erfaring; og dens betydning for menneskets liv vurderes. Koranen påbyder menneskene at stræbe efter at opnå en sådan dybere forståelse af Nabī'ens ord, når som helst han henvender sig til dem. Koranen fordømmer dem, der ikke gør et sådant forsøg og stopper op allerede på første eller andet trin og lader sig nøje med mangelfuld viden:

Du vil se dem betragte dig; men de ser dig ikke. (7:198)

Det var mennesker, der syntes at se intenst på nabī'en og lytte til ham, men som ikke gjorde sig de ringeste anstrengelser for at forstå meningen med hans ord eller for at relatere dem til deres eget liv på en meningsfuld måde. Koranen sondrer mellem 'nazar' og 'basar'. 'Nazar' betyder passivt at modtage visse visuelle indtryk. 'Basar' er indsigt – det at fatte betydningen af det, som de visuelle indtryk blot er ydre tegn på. Den samme sondring bruges om andre sanser som f.eks. hørelsen:

Der er nogle iblandt dem, der synes at lytte til dig; men kan du få døve til at høre, når de ikke bruger deres sanser? (10:42)

Det, Koranen hentyder til, er, at en person, hvis tanker er slørede af fordomme og forudfattede meninger, vil være ude af stand til at forstå sandheden, selv om han så stirrer den direkte i øjnene. For at forstå Koranen må man have et åbent og fordomsfrit sind. Man må koncentrere sig til sit yderste og stræbe efter at forstå den i relation til sin viden og stadfæstede erfaringer. Koranen opfordrer i virkeligheden til, at man nærmer sig åbenbaringen ud fra konkrete erfaringer – og ikke ud fra en logisk begrundet påstand. Koranens syn på dette spørgsmål kan sammenfattes således: Frigør dit sind fra alle forudfattede og dårligt underbyggede forestillinger. Koncentrer dig oprigtigt om den åbenbarede tekst og hav fuld tillid (imān) til den. Sæt åbenbaringen i forbindelse med veletablerede kendsgerninger og menneskelig erfaring. Projicer dine resultater ind i fremtiden – lige så langt som din fornuft kan bringe dig hen ad den vej, som åbenbaringen har kastet sit lys over. Berig dine erfaringer ved hjælp af de nye erfaringer, du gør. I denne nye horisont, der åbner sig for dig, vil du få øje på din skæbne og være i stand til at tackle livets umiddelbare problemer. Hvis du nærmer dig åbenbaringen ud fra den rigtige synsvinkel og gør brug af alle dine evner – fornuft og imān, håb og omsorg for alt det skabte – vil du få øje på den sandhed, åbenbaringen indeholder. Og den vil lede dig fremad til den glorværdige skæbne, der venter dig – forudsat at du med velberåd hu og af egen fri vilje vælger den vej, der er udstukket. Gud kunne have tvunget dig til at handle godt, hvis Han havde villet; men en sådan godhed ville være ganske værdiløs. Kun den godhed, du opnår ved egne anstrengelser, har værdi. Du har frihed til at vælge, og hvis du bruger dine evner rigtigt, vil du træffe det rigtige valg.

Dette er i korthed det råd, Koranen giver mennesket. Det gentages i adskillige passager. Da Nabī'en var bekymret for, om menneskene nu også virkelig bed mærke i hans ord og gjorde forsøg på at forstå dem, blev han belært med disse ord:

Hvis det havde været Allahs vilje, ville alle på jorden have troet (på Ham). Vil du da tvinge menneskene til at tro? (10:99)

For at forstå Koranen (eller for den sags skyld en hvilken som helst anden åbenbaret bog) er det ikke nok at mestre dens sprog. Et menneske kan være nok så kyndigt i det arabiske sprog uden dog rigtigt at fatte meningen med Koranens tekst. Man bør nærme sig Bogen fordomsfrit og bevidst om at være en del af en meningsfyldt kosmisk proces. Man bør forsøge at undgå de faldgruber, man uvilkårligt vil møde på livets vej, og forsøge at holde sig fri af de forhindringer, der hæmmer ens udvikling. Dette er ifølge Koranen, hvad der er nødvendigt for at forstå den guddommelige bog. For dem, der ikke nærmer sig den på denne måde, vil den forblive en lukket og forseglet bog. I Koranens beretninger om de forskellige anbīya, hører vi om, hvorledes mennesker, der ikke var det mindste lydhøre over for nye tanker, blev desorienterede, når de lyttede til anbīya'ernes lidenskabelige formaningstaler. Nogle af dem indrømmede åbent, at de ikke forstod et muk af, hvad der blev sagt:

"Oh Shu‘aib! Vi forstår ikke meget af, hvad du siger." (11:91)

Også Nabī Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham) mødte ofte mennesker, der stod komplet uforstående over for hans ord, medens andre blev grebet af dem, troede på dem og efterlevede dem. Ind i mellem blev han utålmodig og frustreret i mødet med de førstnævnte; men Koranen påbyder ham at være tålmodig, tilgivende og tolerant og advarer ham imod at falde for fristelsen til at påtvinge dem sine tanker:

Vil du måske bekymre dig selv til døde, hvis de ikke tror på dette budskab? (18:6)

Gud forsikrer Nabī'en om, at han har fuldendt sin mission, hvis han i simple vendinger fremlægger budskabet for menneskene. Andet forventes der ikke af ham. Det er ikke hans pligt at sørge for, at menneskene accepterer hans synspunkter. Hans opgave består udelukkende i at fortælle menneskene, hvilken vej, der er den rigtige – og hvilken, der er den forkerte. Og at gøre dem bekendt med konsekvenserne af at følge den ene eller den anden vej. De har fuld frihed til selv at vælge. Gud ønsker ikke at tvinge menneskene til at tage imod Sin vejledning. Han har givet menneskene forstand, dømmekraft og fri vilje. Hvis de bruger disse evner, vil de kunne forstå åbenbaringen og drage nytte af den vejledning, den indeholder. Menneskene må tage konsekvensen af deres valg – hvad enten den er behagelig eller ej.

Sammenfattende kan siges, at der ikke hersker et modsætningsforhold mellem åbenbaring og fornuft – de supplerer snarere hinanden. Imān vil sammen med fornuften berige livet og gøre det udbytterigt. Imān giver næring til fornuften, og fornuften skaber harmoni mellem troen og den konkrete virkelighed. Uden den ene eller den anden af disse to faktorer ville livet være fattigt. Fornuft uden imān er som en velkonstrueret maskine, der ikke er gearet til at få en motor koblet til, medens imān uden fornuft blot er en blind kraft. Stærk imān og virksom fornuft har karakteriseret de mest glorværdige perioder i menneskehedens historie. Whitehead har ganske rigtigt bemærket:

Et emne som 'mirakler' er både vanskeligt og følelsesladet, og alligevel er det en udfordring for enhver religionsstuderende, der er sikker på at ville blive bedt om at definere sin holdning til mirakler og forklare sit syn på forholdet mellem religion og mirakler. Her står den studerende i et dilemma. På den ene side er det næsten umuligt for det moderne menneske at fæste lid til mirakuløse hændelser, og det har intet andet valg end at affærdige dem som ren og skær overtro. For forskeren er naturen et lukket system, og enhver indtrængen af det overnaturlige opfattes som utænkelig. Historien bærer derimod vidnesbyrd om en nær forbindelse mellem religion og troen på det mirakuløse. Fordums profeter var som regel udstyret med mirakuløse kræfter, og ofte blev en profet bedømt på sine undergerninger mere end på sin lære.

Hvordan det så end måtte forholde sig med religion, så understøtter islam ikke sådan overtro. Koranen appellerer til fornuften. Dens klare sigte er at gøre menneskene rationelle og klarsynede – ikke at gøre dem overtroiske. Koranen henleder menneskets opmærksomhed på naturfænomenerne og på historiske kendsgerninger, idet de synliggør Guds magt og visdom. Mennesket opfordres til at se på og reflektere over himlenes storhed, jordens skønhed, morgengryets friskhed, solnedgangens herlighed og vindens frygtindgydende kraft, som den fejer hen over ørkenens åbne vidder. Igen og igen stiller Koranen spørgsmålet: "Er det ikke storslået? Hvad mere kan du ønske?" Naturfænomenerne, på én gang smukke og mystiske, kan fuldt ud dække menneskets behov for underværker. De mennesker, som islams Nabī havde med at gøre, var gennemsyrede af overtro. De var besat af hang til det mirakuløse. De troede ikke kun, at naturlovene kunne brydes, men betragtede sådanne brud som det eneste fuldgyldige bevis på et udsagns sandhed. I stedet for at granske udsagnets rationelle fundering og acceptere det i tilfælde af fyldestgørende beviser i dets favør, spurgte de, om manden, der fremsatte udsagnet, kunne udføre mirakler eller ej. Det var ikke let at have med mennesker at gøre, hvis holdning til sandheden var så irrationel – og at vinde dem for sagen.

Nabī'en gjorde sit bedste under disse vanskelige omstændigheder. Med mildhed vendte han deres opmærksomhed fra hjernespind til livets og historiens konkrete kendsgerninger. Han påbød menneskene at reflektere over naturen og historien og at gøre et oprigtigt forsøg på at forstå dem begge. Han forsikrede dem, at han ikke gjorde krav på at have magt til at udføre mirakler; men at han baserede sig på rationelle argumenter og på lærens gavnlige effekt. Hans modstandere kunne ikke forventes at være tilfredse med denne enkle forklaring. De svarede, at hvis han var en sand nabī, ville han med lethed kunne udføre mirakler – hans manglende evne til at gøre dette var et bevis på, at han ikke med rette kunne påberåbe sig nubuwwa. Beskyldningerne var grundløse. Havde Nabī'en været en bedrager, kunne han så let som ingenting have påvirket deres overtroiske sind. Et enkelt eksempel er nok til at bevise hans integritet: Kort efter sin elskede søns død, formørkedes solen. Menneskene var skræmte over dette usædvanlige mørke, og de foreslog ham ydmygt, at selv naturen var chokeret over sønnens død. Uden den mindste tøven forsikrede han dem om, at dette var et naturfænomen, der ikke havde den mindste forbindelse til hans personlige anliggender. Naturen går sin gang upåvirket af de katastrofer, der rammer menneskene. Kun en mand af hans karat kunne undlade at benytte sig af en sådan lejlighed til at overbevise menneskene om, at han var en mirakelmager – derfor er han en sand nabī. Hændelsen viser Nabī'ens ubetingede ærlighed og integritet. Aldrig kunne udsigten til hurtig vinding friste ham til at gå på kompromis med de overtroiske hedninge.

Nabī'en forsøgte med ildhu at reformere folket og at tilskynde dem til at acceptere sandheden, som han forelagde for dem. Deres vedholdende krav om, at han skulle udføre mirakler for at overbevise dem, gjorde ham modløs. Koranen råder ham til ved sådanne lejligheder at stå fast og ikke fortvivle. Sommetider har han måske tænkt, at hvis han blot havde evnen til at udføre mirakler, kunne han hurtigt have overtalt folket til at tage hans lære til sig og følge den rette vej. Koranen lader selv ikke en så fjern tanke forblive ubesvaret:

Hvis deres aversion (imod sandheden) tager så hårdt på dig, da søg en vej ned i jorden eller en stige op i Himmelen, hvis du kan, for at give dem et tegn (der vil overbevise dem). Hvis Allah havde villet, kunne Han have vejledt dem alle sammen, så vær ikke iblandt de uvidende. (6:35)

Gud ønsker, at menneskene skal se og acceptere sandheden ved forstandens brug – ikke dogmatisk og irrationelt:

De, der ikke bruger deres intellekt, vil forblive forvirrede. (10:100)

Koranen opfordrer menneskene til at bruge deres evner i bestandig stræben efter at forstå dens mening og logiske begrundelser. Hvis de ikke besvarer kaldet, vil den dog ikke nedlade sig til at tage irrationelle metoder i brug for at påvirke dem. Den vil lade dem følge vildveje, hvis de frivilligt har besluttet sig herfor, frem for at ty til nogen som helst form for tvang (hvor velmenende den så end måtte være) for at lede dem til den rette vej. Værdighed kan måske pånødes nogen; men det kan godhed ikke. Koranen nøjes med igen og igen at advare om, at hvis tankevækkende impulser undertrykkes for længe, vil de i sidste ende miste deres evne til at vække tankernes pulseren. Den siger:

Det er lige meget, om du advarer dem, der afviser sandheden (uden at prøve at forstå den), (om konsekvensen af deres handlinger) eller ej. De vil ikke acceptere sandheden. Allah har forseglet deres hjerter og deres hørelse og sløret deres syn (som følge af deres opsætsighed). En smertelig straf venter dem. (2:6-7)

De, der besad fornuft og forstand, men ikke brugte den til at søge eksakt viden og opnå forståelse af åbenbaringen, fordømmes som de elendigste og foragteligste af alle:

Vi har i denne Koran fremlagt mange forskellige lignelser (for at tydeliggøre åbenbaringen), men ikke desto mindre vil de, der (hårdnakket) afviser at tro, sige: "Det er ikke andet end indholdsløs snak!" når du reciterer et vers fra Koranen for dem. Således forsegler Allah hjerterne på dem, der ikke prøver at forstå. (30:58-59)

Vore sendebud bringer blot gode nyheder og advarsler (til de vildfarne); men de, der afviser sandheden, kæmper forgæves for at modbevise sandheden med ord, og de tager Min åbenbaring og advarsel for spøg. Hvem gør større uret end den, der bliver mindet om Allahs Lov og alligevel vender sig bort fra den og glemmer, hvad han førhen har bedrevet. (Derfor) slører Vi deres hjerter, så de ikke kan forstå, og hæmmer deres hørelse. Så selv om du kalder dem til den rette vej, vil de aldrig følge den. (18:56-57)

Igen og igen understøtter Koranen sig selv ved at henlede menneskets opmærksomhed på naturfænomener og historiske begivenheder. Den bygger sin lære på verificerbare kendsgerninger og historiske vidnesbyrd. Koranen forsikrer mennesket, at dets højeste bestræbelser og idealer kan gå i opfyldelse, fordi det lever i et venligt og sympatisk univers, der kontrolleres af en vis og barmhjertig kraft. Mirakler er i modstrid med Koranens konsekvent rationelle ånd. De, der forlanger mirakler, irettesættes uden omsvøb.

Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved det her fremførte synspunkt, fordi Koranen beretter om mirakler, som tidligere anbīya udførte. Disse mirakler kan tolkes på forskellig vis. Nogle lærde har tyet til allegorisk fortolkning. Andre har holdt på, at det symbolske og levende billedsprog var et middel til at udlede en generel sandhed. En anden mulig teori går ud på, at Koranen i sin beskrivelse af tidligere folkeslag var nødt til at nævne de usædvanlige begivenheder, der udgjorde en psykologisk virkelighed for dem. Det er et spørgsmål, der angår de lærde, der er interesseret i menneskets mentale udvikling. Det har ingen forbindelse med dīn som sådan. Vi tilslutter os det synspunkt, at der er tale om billedlige beretninger, der kan fortolkes rationelt.⁵

Her må vi nødvendigvis mane til varsomhed. Begivenheder, der i gamle bøger bliver omtalt som 'mirakler', bør ikke nødvendigvis afvises som svagt troende menneskers hjernespind. Menneskets hjerne kan vel besidde for videnskaben uanede kræfter. Nogle af vore dages forskere er ikke nær så skeptiske, som deres forgængere var det. En ny videnskab, parapsykologien, er dukket op og synes at være meget aktiv i øjeblikket. Nogle få eminente psykologer arbejder på dette område og har allerede indsamlet beviser og opdaget kendsgerninger, over for hvilke dogmatisk skepsis forekommer lige så absurd som de gamles hjernespind. Telepati, clairvoyance, clairaudience og psyko-kinetiske fænomener studeres eksperimentelt. Det eneste, vi på nuværende tidspunkt kan sige, er, at sindet meget vel kan besidde overnaturlige kræfter. Vi må erkende, at intellektuel arrogance er en hindring for søgen efter sandheden. Hvad end resultatet af en undersøgelse af det okkulte måtte blive, vil Koranens sande svar til universet forblive uforandret. Spørgsmålet om mirakler kan måske fange videnskabens interesse; men det har ingen afgørende forbindelse med en søgen, der har den mindste forbindelse med dīn. Koranen søger at vække menneskets bevidsthed om sin inderste forbundethed med universet. Hovedvægten lægges på fornuft og viden. Det er Koranens hensigt at hjælpe med at opbygge en fri og rationel personlighed, der udstråler selvtillid og har en levende fornemmelse af Guds virke i universet i henhold til Hans uforanderlige Love. Derfor har mirakler, der strider imod naturlovene eller Guds uforanderlige Love, ingen plads i dette virke.

Vi afslutter denne diskussion med følgende træffende citat fra Muhammad Iqbals The Reconstruction of Religious Thought in Islam, der er et slående vidnesbyrd om hans dybe indsigt i og klare forståelse af islam:

"Islams fødsel ... er det induktive intellekts fødsel. I islam når profetierne deres fuldendelse i konstateringen af nødvendigheden af at afskaffe sig selv. Dette er forbundet med en opfattelse af, at livet ikke for altid kan holdes i en ledende snor; at mennesket omsider må sætte sin lid til egne ressourcer for at opnå fuld selvbevidsthed. Afskaffelsen af præstevælde og arveligt monarki i islam, Koranens konstante appel til fornuft og erfaring, og den vægt, Koranen lægger på naturen og historien som kilder til menneskelig viden, er alle forskellige aspekter af den samme forestilling om endegyldighed." (p. 126)

Vor første opgave er at forstå Koranens virkelige betydning ved hjælp af de intellektuelle evner, vi besidder. Derefter kan vi gå over til at vurdere værdien af Koranens lære. Hvorledes kan vi efterprøve sandheden i og værdien af den? Koranen selv hjælper os med at besvare dette spørgsmål. Den foreslår tre måder til at efterprøve den og tilbyder at rette sig efter udfaldet af disse tre prøver. Det er betegnende, at de foreslåede prøver alle er acceptable for fornuften. Intetsteds påkaldes det overnaturlige. Appellen er uvægerlig til menneskelig fornuft og erfaring.

Lad os opsummere Koranens lære, før vi går over til at se nærmere på prøverne: Koranen påbyder mennesket at tro på Gud, at følge Hans Love, at tro på sit eget selv, at elske og tjene sine medskabninger, at opføre sig anstændigt for at udvikle og udtrykke det bedste i sig selv, og endelig at tro på og forberede sig til det Hinsidige. Alt dette opfordres vi til at efterprøve i lyset af fornuften. Er der noget som helst fornuftsstridigt i dette? Det er uden tvivl muligt at tvivle på Guds og det Hinsidiges eksistens; men i så fald er det også muligt at betvivle verdens eksistens. Der er intet afgørende bevis på den objektive verdens eksistens, og nogle filosoffer har i ramme alvor fremført, at troen på en sådan verden er uberettiget. Alt, hvad vi kan være sikre på, er en aktuel, forbigående fornemmelse. På trods af filosofiske argumenter er vor tro på en objektiv virkelighed fortsat urokkelig. Livet ænser ikke filosoffernes tankespind. Det, vi skal huske på, er, at overrationelle virkeligheder ikke er mindre virkelige, fordi de ikke kan bevises ved logisk argumentation. Ved at bruge den rationelle prøve er det tilladt at spørge, hvorvidt der er noget i læren, der er i modstrid med fornuften og med den del af den menneskelige viden, der har opnået universel accept. Spørgsmålet om, hvorvidt hvert eneste element i læren kan bevises logisk er utilstedeligt, fordi læren, hvis den skal være tro imod sin egen natur, ikke kan undgå at referere til realiteter, der rækker ud over fornuften. I så fald vil den rationelle prøve tage form af en afgørelse om, hvorvidt læren er i direkte konflikt med fornuften eller ej, og hvorvidt den fremmer menneskehedens interesser. Det er unødvendigt at sige, at Koranen har bestået fornuftens prøve og bevist sig selv som værende i harmoni med det bedste i mennesket:

Sig (Muhammad): "Jeg siger ikke til jer, at jeg besidder de evner og den viden, som alene Allah i Sin rigdom besidder; ej heller kender jeg det usete. Jeg siger ej heller til jer, at jeg er en malā'ik (engel). Jeg følger blot det, som er blevet åbenbaret til mig." Sig: "Er den blinde lig den seende? Vil I dog ikke tænke jer om?" (6:50)

For det andet indbyder Koranen menneskene til at dømme den i historiens lys. Den beder dem reflektere over nationernes storhed og fald. Den forsikrer dem, at de – hvis de søger efter årsagerne til et folks undergang – vil se, at folket overtrådte de helt fundamentale principper om god opførsel og varige værdier, der blev givet til dem af deres samtidige nabī. Den rette tro og korrekt adfærd sætter en nation i stand til at nå magtens tinder – vantro og slet adfærd fører til dens fald. Igen og igen blev Koranens lære, der bekræfter tidligere anbīya's lære, sat på prøve og fundet pålidelig som vejledning til et godt liv. De folkeslag, der forkastede Koranen og fulgte et vildspor, forfaldt og blev indhentet af en frygtelig skæbne. Koranen råder menneskene til at være opmærksomme på historiske fakta for at forstå forskellen mellem de nationer, der havde fremgang, og dem, der gik til grunde. De vil da kunne se, at de sidste klyngede sig til falske og ødelæggende forestillinger, og at deres opførsel ikke var i harmoni med Guds evige Love:

De forkaster det, hvis rækkevidde de ikke kan fatte – uden at afvente forjættelsernes opfyldelse, ligesom deres forfædre gjorde. Men se, hvorledes det gik synderne. (10:39)

Til sidst kommer vi til den pragmatiske prøve. De ugudelige opfordres gentagne gange til at benytte denne prøve for at få et tilfredsstillende svar med hensyn til Koranens sandhed og værdi. Et træ dømmes på dens frugters kvalitet. En tro dømmes på dens effekt på menneskenes liv og levned. De troende, der har accepteret læren og har indrettet deres liv i overensstemmelse dermed, udgør et uigendriveligt bevis på lærens værdi for mennesket. Deres karakter har forandret sig fra den ene dag til den anden. Førhen var de tarvelige, egoistiske, krakilske, snæversynede, selvoptagne og småtskårne. Bagefter forfulgte de noble mål, var forenet i kærlighed og omsorg, var venlige og retfærdige over for deres fjender og levede op til de høje idealer, de bekendte sig til. Koranen havde gjort dem til nye mennesker med respekt for sig selv, med selvtillid, bevidste om deres værd og ivrige efter at styrke det yderligere, og optændt af en ambition om at indføre en bedre social orden i verden. Disse mennesker har med deres liv og levned bevist værdien af Koranens ånd, som de har taget til sig. Nabī'en har med rette peget på disse mænd som levende bevis på sandheden i den tro, han prædikede. Den forbløffende effekt, som troen har på menneskene, er det stærkeste bevis på dens sandhed og værdi:

Sig: "Oh mit folk! Lev på jeres måde – så vil jeg leve på min måde. Vi vil (til sin tid) se, hvem af os, der vil opleve den glædelige fortsættelse. Synderne vil visselig ikke have medgang." (6:135)

Således er de prøver, Koranen ønsker skal anvendes. Selv indædte kritikere må medgive, at disse prøver er afgørende, praktiske og provokerende.

Igen og igen opfordrer Koranen mennesket til at tænke – og tænke længe og grundigt. Den, der bruger sin fornuft, fremholdes som lysende eksempel:

Den blinde er ikke lig den seende, ej heller er mørke lig lys, ej heller er skygge lig solens stråleglans, ej heller er de levende lig de døde. (35:19-22)

De, der tænker i de rette baner, kan finde lærdommens lys og vil opdage vejen, der leder til succes:

Sig: "Er de vidende da lig de uvidende?" Kun de indsigtsfulde lader sig formane. (39:9)

Vi vil visselig lede dem, der ihærdigt stræber og kæmper for Vor sag, til Vor vej. Allah er visselig med de retfærdige. (29:69)

De troende (mu'minīn) er ifølge Koranen:

Dem, der – når Rabb'ens åbenbaringer præsenteres for dem – ikke forbliver upåvirkede som om de var døve og blinde. (25:73)

Dette er imān. Ikke at acceptere selv Guds åbenbaringer blindt og ureflekteret.

1.   Ifølge MASON: The Great Design, p. 35.
2.   Ifølge MASON: The Great Design, p. 52.
3.   Koranen taler i adskillige vers om jinn og ins, som her i 7:179. Ins betyder foruden
      'menneskehed' også 'fastboende' i modsætning til jinn, der betyder 'skjult' og
      henviser til nomaderne, der vandrer fra sted til sted og derved forbliver skjult for de
      fastboende. (Mafhūm-ul-Qur'ān - Exposition of the Holy Qur'ān). (overs.)
4.   Ifølge IQBAL: The Reconstruction of Religious Thought in Islam, p. 2.
5.   En rationel fortolkning af disse har jeg givet i Mafhūm-ul-Qur'ān (Exposition of the
      Holy Qur'ān).