|
|
KAPITEL 6 |
|
Fornuftens Rolle i Dīn |
|
|
|
|
1. Fornuft og lidenskab
Konflikten mellem fornuft og lidenskab har eksisteret op
igennem hele menneskehedens historie. Begge er nødvendige for et
indholdsrigt, afbalanceret og rigt liv; men det er ekstremt svært
at forene dem. Fornuften maner til varsomhed, medens lidenskaben
tilskynder mennesket til at turde og løbe risici. "Tænk dig om,
før du handler" siger fornuften, medens lidenskaben råber: "Spring
på hovedet ud i det og stol på skæbnen. Spild ikke din tid med
tøven." Russell siger i Vestens filosofi: "Uden det
bacchiske element ville livet være interesseløst; med det er det
farligt." (p. 32)
I historisk tid er rationalisme ofte blevet efterfulgt af en
periode med oprør imod fornuften. Overdreven tillid til fornuftens
magt er blevet efterfulgt af desillusion. Det attende århundrede
var en rationalismens tidsalder par excellence. I dag er vi vidne
til en voldsom modreaktion. Efter en længere periode, hvor
fornuften nød en ubestridt fortrinsstilling, blev dens autoritet
udfordret fra forskellig side. Romantikkens poeter insisterede på
følelsernes iboende værd og glorificerede uhæmmet alle følelsens
udtryksformer. Mystikerne proklamerede højlydt, at følelser var en
bedre og mere troværdig guide for mennesket end fornuften.
Filosofferne var hurtige til at tilslutte sig dette ramaskrig imod
fornuftens tyranni. Schopenhauer glorificerede den blinde viljes
vej igennem universet og affærdigede hånligt fornuften som blot
dens redskab. Bergson troede blindt på intuitionen og modsatte sig
resolut fornuftens brug. De søgte hjælp hos biologerne for at
detronisere fornuften. Psykologerne satte under Freuds lederskab
spørgsmålstegn ved det synspunkt, at mennesket er et rationelt
væsen og styrer sit liv ved brug af fornuft. I den freudianske
teori spiller den irrationelle underbevidsthed en dominerende
rolle, medens fornuften får tjenerens ydmyge rolle slet og ret.
Intellektet er tvunget til at opfinde plausible grunde til at
retfærdiggøre underbevidsthedens irrationelle virkemåde. Ikke så
underligt, at fornuften begyndte at vakle på sin trone under alle
disse hårde angreb fra forskellig side. Mennesket var
desillusioneret over fornuften og søgte efter vejledning i
irrationelle elementer i den menneskelige natur så som viljen,
følelserne, instinktet, intuitionen og den mystiske erfaring. Det
er på høje tid, at vi indser, at reaktionen er gået alt for vidt,
og at vi må genoprette balancen mellem fornuften og lidenskaben.
Russell bemærker viseligt i Vestens filosofi: "Det er en
strid, hvor man ikke bør slutte sig helt til en af parterne." (p.
32)
I forsvaret for fornuftens brug må vi være opmærksomme på, at
det ikke længere er muligt at give fornuften den absolutte
overlegenhed tilbage, som rationalismen tilskrev den. Der er en
god portion sandhed i den kritik, fornuften har været udsat for.
Joads bemærkninger i Guide To The Philosophy of Morals And
Politics fortjener omhyggelig overvejelse:
"Fornuften har tendens til at blive fremstillet som et simpelt
redskab for begæret. Dets funktion er at sikre de mål, som vi
ubevidst sætter for os selv, ved at opfinde undskyldninger for,
hvad vi instinktivt ønsker at gøre, og argumenter, som vi
instinktivt ønsker at tro på.... Fornuften er den kraft, vi
lader os narre af til at tro, at det, vi ønsker at tro, i
virkeligheden er sandt." (p. 239)
I Decadence siger han:
"Et menneskes tanker følger dets ønsker ligesom en sulten hund
følger sin næse." (p. 36)
Koranen kommer også med skarpe henvisninger til, hvorledes
mennesket skuffer sig selv, når det domineres af lave lidenskaber:
Ser du dem, der dyrker deres (personlige) lidenskaber som
(af)gud? Er du ansvarlig for dem? Eller tror du, at de fleste af
dem hører og forstår? (25:43-44)
Det er mennesker, der har tilladt deres fornuft at blive
perverteret af lave begær:
Ser du ikke ham, der dyrker sin (personlige) lidenskab som
(af)gud? Hvis Allahs Lov om Gengæld vildleder ham på trods af
hans viden, hæmmer hans hørelse, forsegler hans hjerte og slører
hans syn – hvem vil da kunne vejlede ham? (45:23)
Det kan ikke nægtes, at fornuften ofte lader sig hverve til
egoistiske begærs og lave lidenskabers tjeneste. I sådan et
tilfælde vil fornuften – i stedet for at lede mennesket til den
rette vej – lede det yderligere på vildspor indtil ulykke rammer
det. Koranen siger:
(Deres skæbne) klarlægges for jer fra deres (ødelagte og
forladte) boliger.... De fulgte deres lave begær, selv om de
var skarpsynede. (29:38)
Det er tydeligt, at fornuften, når den overskygges af
lidenskaben, ikke er en hjælp, men en hindring for at forfølge
værdige mål. Den kan kun vejlede på ret vis, når den fungerer
rigtigt og optimalt. Det er imidlertid ikke fornuftens skyld, at
den sommetider leder os på vildspor. Fejlen er vor egen, idet vi
tillader lidenskaben at dominere fornuften. I et velordnet sind
fungerer fornuften rigtigt og giver den rette vejledning. I en
moden og solid karakter er alle begær og ønsker føjet sammen til
et harmonisk hele og organiseret i et rationelt system ved hjælp
af fornuften. I en sådan karakter spiller fornuften en
kontrollerende, men ikke undertrykkende rolle. Dyriske lidenskaber
og sensuelle begær undertrykkes ikke, men sættes på rette plads.
En svag eller ubesindig karakter opretholdes derimod ikke af
fornuft, og derfor spiller fornuften en mindre rolle som
underordnet begæret. Ydermere må fornuften, hvis den skal spille
sin rolle fuldt ud, optrænes og udvikles ligesom andre af sindets
evner. Fornuften fungerer i overensstemmelse med den rolle, man
tildeler den. Spørgsmålet er blot at give den sin rette rolle.
Ellers er der intet i vejen med fornuften som sådan.
Vi må indrømme, at der kan være konflikt mellem fornuft og
lidenskab. Løsningen ligger imidlertid ikke i at undertrykke den
ene eller den anden, men i at finde en balance imellem de to.
Fornuft såvel som lidenskab er værdifulde bestanddele. At
eliminere eller svække den ene eller den anden af dem, vil
lemlæste personligheden. Vi må opdage en måde at finde harmoni
mellem de to og sikre, at de bliver brugt til gavn for mennesket.
Denne opdagelse gøres ved hjælp af fornuft. Lidenskab er blind og
kan hverken lægge bånd på eller styre sig selv. Fornuft kan
undersøge sig selv og opdage sine egne begrænsninger. Hvis begæret
overlades til sig selv, vil det forsøge at underkue fornuften; men
fornuften anerkender begærets rette plads i livet og vil ikke
berøve det den tilfredsstillelse, der rettelig tilkommer det.
Russell har uden tvivl ret, når han råder os til at afstå fra
ensidigt at tage parti for enten fornuft eller lidenskab. Vi er
enige med ham under det forbehold, at ensidig stillingtagen for
lidenskaben er meget værre end ensidig stillingtagen for
fornuften. Koranen taler uden omsvøb om 'slaver af begæret':
Og hvis de ikke svarer dig, da vid, at det, de følger, er
deres egne begær. Og hvem er mere på vildspor end den, der
følger sine begær uden vejledning fra Allah. (28:50)
2. Fornuft og åbenbaring
Videnskabsfolk insisterer på, at al den viden, vi har om
universets mysterier, skyldes fornuften. Denne viden kan være både
nødtørftig, ringe og utilstrækkelig, men ikke desto mindre
værdifuld og uundværlig. Videnskabelig forskning afslører
fornuften, når den er bedst. Langsomt øger forskningen stykke for
stykke vort kundskabsforråd. Vi må imidlertid spørge os selv, om
der ikke er andre veje – i det mindste til viden af større
betydning, viden om livets mål og bestemmelse, og om, hvorledes vi
bedst når dem.
De råd, som fornuften giver os, er baseret på den
forhåndenværende viden. Hvis den forhåndenværende viden er
utilstrækkelig, må rådet betragtes som en mulighed, som om
fornuften siger: "Prøv det og se, om det virker. Hvis ikke, vil
jeg genoverveje sagen og foreslå noget andet." Fornuften kan kun
føre til den rigtige beslutning, hvis den får forelagt alle
relevante kendsgerninger. Fornuften er hjælpeløs, hvis disse
kendsgerninger ikke er til stede. Hvad angår den materielle verden
og det menneskelige legeme, har vi i dag den fornødne viden. Vi
kan stole på fornuften til at give det rigtige svar på mange
spørgsmål, som måtte dukke op i forbindelse med menneskekroppen.
Mennesket besidder dog også et virkeligt selv, og vor viden om
dette selv er ganske utilstrækkelig. Det virkelige selv påvirkes
ikke af forskernes vedholdende behandling af emnet. Selvet kan
udelukkende vejledes i lyset af evige sandheder, der ligger uden
for fornuftens rækkevidde. Fornuften kan ikke fatte den
oprindelige årsag, og menneskets selv kan kun realisere sig gennem
den oprindelige årsag eller Gud. Derved opstår nødvendigheden af,
at mennesket søger guddommelig vejledning, uden hvilken det vil
forblive jordbunden. I spørgsmål med relation til den fysiske
verden, bør vi altid agere i henhold til fornuften. At afvise
fornuften i sådanne tilfælde ville være at udfordre skæbnen. Hvis
vi derimod higer efter at opfylde vor bestemmelse, ville vi være
dårligt hjulpet ved at stole udelukkende på fornuften. Vi bør søge
hjælp i åbenbaringen, der er den guddommelige vejlednings
udtryksmiddel. Fornuft, der virker i lyset af åbenbaringen, vil
lede os til den rette vej. Således supplerer åbenbaringen
fornuften og sætter os i stand til at tackle livets udfordringer.
Og vi vil gøre os skyldige i utaknemmelighed over for Gud, hvis vi
nægter at gøre brug af de evner, Han har givet os, og det lys, Han
har givet os i åbenbaringen.
Vi vil nu betragte et andet vigtigt aspekt af spørgsmålet. I
det praktiske liv hjælper fornuften os på to måder. For det første
fortæller den os, hvilke af vore ønsker er gode og nyttige, og
hvilke er slette og skadelige. Den bedømmer tingene i lyset af vor
egen interesse. Det, der bidrager til at bevare og forhøje
livskvaliteten, karakteriseres som godt, hvorimod det, der skader
og mindsker livskvaliteten og svækker menneskets evne til
udvikling, karakteriseres som uønsket og slet. Fornuften nøjes dog
ikke med sin bedømmelse. Den lægger vægt på det, den har bedømt
som godt og opfordrer mennesket til at vælge, selv om dets
tilbøjeligheder og begær foretrækker det slette. Når valget står
imellem det gode og det slette, vil et menneske ledt af fornuften
sjældent vælge forkert. Videnskaben har stillet den fornødne viden
om materielle tings egenskaber til vor rådighed, og om deres
effekt på menneskets helbred. På basis af denne viden finder
fornuften det let at besvare spørgsmål om, hvorvidt noget er
ønskværdigt eller uønskværdigt. Med andre ord: Med hensyn til
menneskets fysiske selv er vi sjældent i tvivl om, hvad der
gavner, og hvad der skader.
Mennesket besidder imidlertid, som vi har set, også et
virkeligt selv, som vi kun har ufuldkommen og fragmentarisk viden
om. Vi kan ikke forstå det virkelige selv, da det ligger uden for
den menneskelige fornuft. Vi kender ikke – og kan muligvis aldrig
komme til at kende – det virkelige selv. Vi opfanger flygtige
glimt af det gennem værdifuld erfaring og bevidst moralsk stræben.
Alt, hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at selvet er frit, og at
det besidder ubegrænsede evner til at udvikle sig og har en
iboende trang til selvudfoldelse og selvudvikling. Vi føler i vort
indre, at en pragtfuld skæbne venter det selv i os, som er kernen
i vor eksistens. Når fornuften derimod prøver at give en klar
definition af vor bestemmelse, viger den desorienteret og rådvild
tilbage. Alt, hvad vi kan sige, er, at vi kan nå målet – forudsat,
at vi lever i overensstemmelse med de evige sandheder. Disse
sandheder er skjult for vort øje og rækker ud over fornuften. Vi
må lade os nøje med de forjættende glimt, vi fanger af dem. Ikke
underligt, at vor fornuft – alt imens den famler i blinde – længes
efter det lys, der kunne oplyse fremtiden. Dette lys er os forundt
i åbenbaringen, der har sin kilde i Gud, der – med Koranens ord –
er "himlenes og jordens lys" (24:35).
Hidtil har vi beskæftiget os med spørgsmålet om valget mellem
godt og ondt. Vi står dog ofte i en situation, hvor vi må vælge
mellem to goder, hvor vi må ofre et gode til fordel for et andet.
Hvor langt kan fornuften hjælpe os i dette mere vanskelige valg?
Lad os illustrere det med to eksempler:
Vi kan komme i en situation, hvor vi enten kan redde vort liv
eller vor ejendom. Vor fornuft siger os, at vi skal vælge livet og
slå os til tåls med tab af ejendom. Vi kan også komme i en
situation, hvor vi kun kan redde æren på bekostning af livet.
Fornuften siger os – dog måske ikke uden tøven som i det
foregående tilfælde – at redde æren frem for livet. Hvorfor er det
sådan? Der er helt klart tale om en almen accepteret værdiskala.
Værdiskalaen hjælper os til at fastslå, hvilken af to goder, der
rangerer højere end den anden. Fornuften tilskynder os derefter
til at ofre det lavere rangerende til fordel for det højere
rangerende. Det, vi skal lægge mærke til, er, at værdierne mod
toppen af skalaen ikke kan opdages ved fornuftens hjælp. Viden om
disse forudsætter viden om de højder, til hvilke det menneskelige
selv kan stige i løbet af dets vedvarende udvikling. Her igen er
det åbenbaringen, der hjælper fornuften over gærdet. Den højeste
værdi kan kun bestemmes med reference til selvets bestemmelse. Den
værdiskala, der konstrueres ved hjælp af fornuften, er nyttig, men
ufuldstændig. Åbenbaringen fuldender den ved at udvide den.
Sluttelig giver videnskaben os nyttig viden om de midler, vi må
tage i brug for at nå vor bestemmelse. Den siger derimod intet om
det vitale spørgsmål, hvilke mål vi bør sætte for os selv.
De mål, vi burde stræbe efter, er dem, der kan tilfredsstille vore
behov fuldstændigt. Det fysiske selvs behov kan klart opfattes og
nemt tilfredsstilles. Føde og vand slukker hunger og tørst.
Fornuften kan hjælpe os til at sikre os føde og vand. Det
virkelige selvs behov kan være lige så vedholdende, men vanskelige
at erkende. Fornuften kan ikke lede os på sporet af, hvorledes
disse behov kan tilfredsstilles. Også her er fornuften nødt til at
læne sig op ad åbenbaringen.
Skelnen imellem det fysiske og det virkelige selv, der løber
som en rød tråd igennem vor diskussion, må klargøres yderligere i
lyset af Koranen. Skelnen mellem legeme og sjæl, materie og ånd,
danner basis for de fleste religioners lære. Koranen støtter ikke
denne opdeling. Ifølge Koranen består mennesket ikke af to
tydeligt adskilte størrelser – legeme og sjæl. Mennesket er ét
eneste og udeleligt væsen. Set ud fra en videnskabelig synsvinkel,
forekommer mennesket at være en fysisk organisme; men det afslører
sig selv som et frit væsen, når forskellige 'værdi'-kategorier
anvendes. Det er et syn, der ikke er forskelligt fra den teori,
som Goldstein og J. F. Brown udviklede. Koranens syn adskiller sig
fra denne teori ved at fastholde det højere selvs virkelighed. Det
kan synes, som om menneskets virkelige selv er nødt til at
materialisere sig for at kunne fungere i den fysiske verden af tid
og rum.
3. Åbenbaring og værdier
Det kan ikke nægtes, at viden om absolutte værdier er
uundværlig for anstændig opførsel og for selvets uhindrede
udvikling; men fornuften, vort vigtigste redskab til at udnytte
den viden, vi besidder, fortæller os kun noget om relative
værdier. Den kan end ikke give os et endeligt svar på spørgsmålet
om, hvorvidt der findes absolutte værdier, og – i bekræftende fald
– hvorledes de kan erkendes. Fornuften har tendens til at definere
værdier i subjektive termer og udelukkende i relation til det
enkelte individs erfaring. Den går så vidt som at afvise
eksistensen af et objektivt værdisystem, gyldigt for alle
mennesker til alle tider. Det er let at se, at dette synspunkt
kapper roden af dīn. Dīn involverer objektive, absolutte
værdier og en objektiv, absolut moralsk standard. Fornuften er med
sin forsigtige eksperimentelle tilgang konstant i færd med at
revidere og rekonstruere sin værdiskala og sin moralske standard i
lyset af nyvunden viden. Tænkere har derfor følt behov for en
pålidelig værdikilde ud over fornuften. Her kan vi ikke citere
bedre end Martin Buber fra Between Man and Man:
"De 'absolutte værdier' ... har naturligvis ikke kun subjektiv
værdi for det pågældende menneske. Don Juan finder absolut og
subjektiv værdi i at forføre det størst mulige antal kvinder, og
diktatoren ser den i den størst mulige akkumulation af magt.
'Absolut værd' kan kun relateres til universelle værdier og
normer, som det pågældende menneske erkender og anerkender." (p.
108)
Rashdall har samme pointe i The Theory of Good and Evil:
"At der er én absolut værdistandard, der er ens for alle
rationelle væsener, er netop hvad 'moral' betyder." (vol. II, p.
286)
I den følgende passage hævder Rashdall, at det ikke er
eksistensen af en objektiv gyldig morallov, men blot måden den
eksisterer på, der er kontroversiel:
"Man siger, at morallove virkelig eksisterer, at der
eksisterer sådan noget som absolut moral, at der er noget
absolut sandt eller falsk i etiske skøn, hvad enten vi eller et
hvilket som helst andet menneske på et givent tidspunkt virkelig
tænker således eller ej. Det ligger tydeligvis i det, vi kalder
moral. Tanken om en sådan ubetinget objektivt gældende morallov
eller -ideal er utvivlsomt en psykologisk kendsgerning.
Spørgsmålet er derfor, om den kan forsvares rent teoretisk, hvor
et sådant ideal i givet fald eksisterer, og hvilken
eksistensform vi kan tilskrive det. Det findes ganske givet ikke
i sin hele og komplette form i nogen individuel menneskelig
bevidsthed. Menneskene har forskellige holdninger til moralske
spørgsmål, og der er intet der tyder på, at det nogensinde vil
være anderledes. Eksisterer der virkelig noget som et
moralideal?" (p. 211)
Efter at have konkluderet, at den moralske standard må baseres
på et universelt og absolut værdisystem, går Rashdall videre med
at fortælle os, at et sådant system ikke kan have sin kilde andre
steder end i det guddommelige Selv:
"Et absolut moralideal kan ikke eksistere i materielle ting.
Og som vi har set, eksisterer det ej heller i dette eller hint
individs bevidsthed.... Et moralideal kan ikke eksistere
andetsteds og på anden måde end i en bevidsthed. Et absolut
moralideal kan kun eksistere i en bevidsthed, af hvilken den
fulde virkelighed udspringer. Vort moralideal kan kun påberåbe
sig objektiv validitet for så vidt som det rationelt kan anses
som en åbenbaring af et moralideal, der i al evighed eksisterer
i Guds bevidsthed." (p. 212)
Derfor siger Brightman i A Philosophy of Religion: "Hvis
vi overhovedet skal have en gud, må vi have et væsen, der er en
troværdig kilde til værdier." (p. 211)
Bergson diskuterer i The Two Sources of Religion and
Morality spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt for et
menneskeligt intellekt at nå virkeligheden, og giver et negativt
svar:
"Mennesket kan ikke nå virkeligheden hverken ved hjælp af
eller udelukkende ved hjælp af sit intellekt; det vil snarere
føre det i modsat retning. Intellektet blev givet et bestemt
objekt, og når det forsøger at spekulere på højere planer,
sætter det os højst i stand til at forestille os muligheder,
ikke til at nå frem til virkeligheden." (p. 201)
Einstein, vor tids mest eminente fysiker, tilstår åbent, at
videnskaben aldrig kan give os 'åndelig' vejledning. Han
argumenterer i Tanker og meninger fra mine senere år, at
kun mennesker, der har modtaget åbenbaring, kan vejlede os på det
'åndelige' område:
"På den anden side har videnskabens repræsentanter ofte gjort
forsøg på at komme frem til et fundamentalt bedømmelsesgrundlag
for livsværdier og -mål på en metodisk videnskabelig baggrund,
og har på denne måde sat sig selv i opposition til religionen.
Disse konflikter er alle opstået af skæbnesvangre fejltagelser.... Videnskaben kan imidlertid ikke skabe mål, og endnu mindre
indpode menneskene dem. Videnskaben kan højst tilvejebringe
midler til at nå visse mål; men målene i sig selv bliver
undfanget af personligheder med højtstræbende etiske idealer."
(pp. 26 & 42)
Joad har samme syn, men foretrækker udtrykket 'intuition' frem
for 'åbenbaring'. Intuition kan indordnes under wahi, hvis
vi holder os den vide betydning, den forekommer i Koranen, for
øje. Det skal dog bemærkes, at intuition ikke er synonym til den
wahi, som anbīya modtog. Forskellen mellem de to er
ikke kvantitativ, men kvalitativ. Joad skriver i Philosophical
Aspects of Modern Science:
"Intuition er sin egen autoritet og bærer garantien for sin
egen autenticitet i sig. Vi kan ikke påberåbe os nogen
begrundelse for de sandheder, som vi kender intuitivt, fordi de
ganske enkelt ikke er blevet til gennem ræsonnement. Fornuften
kan dog uden tvivl senere blive inddraget for at fremsætte
argumenter i deres favør." (p. 215)
Som den følgende passage fra Et essay om mennesket
viser, stoler ej heller Cassirer på fornuften som middel til at
fatte de højeste værdier:
"(I den græske filosofi) blev fornuften lovprist som
menneskets ypperste egenskab; men hvis mennesket først blev
oplyst af en særskilt hellig åbenbaring, ville det forstå, at
netop fornuften har en ekstra tvivlsom og mangetydig karakter."
(p. 17)
Kort sagt: Medens fornuftens autoritet ikke kan drages i tvivl
i virkelighedens verden, ligger alt, hvad der har med menneskets
bestemmelse at gøre, entydigt uden for fornuftens rækkevidde.
Åbenbaring er vor eneste kilde til viden om de højeste værdier.
Bevæbnet med tilstrækkelig viden om værdierne, kan vi, hvis vi
ønsker det, leve og handle i overensstemmelse med universets
uforanderlige moralske orden. Denne viden består ikke blot i
anerkendelse af en værdi som en værdi, men involverer et redeligt
skøn af værdiens betydning, således at den kan sammenlignes med
andre værdier. Konfronteres vi med en situation, hvor vi er nødt
til at vælge mellem to værdier, kan vi således uden tøven vælge
den højeste. Vor karakter styrkes, når vi frivilligt ofrer en
lavere værdi for at sikre en højere værdi. Når et menneske skal
vælge mellem liv og ejendom, tøver det ikke med at opgive sin
ejendom og vælge livet. Dette valg bakkes op af instinktet. Det
samme menneske kan være nødsaget til at vælge mellem livet og
æren. Det er et ubarmhjertigt valg, og det kan være vanskeligt at
affinde sig med at skulle miste enten det ene eller det andet af
to så værdifulde goder. Fornuften vil tilråde ham at redde æren på
bekostning af livet; men rationelle argumenter er ikke fuldt ud
overbevisende. Måske vil han træffe det rigtige valg, men af
forkerte årsager. Måske vælger han æren – ikke fordi han
værdsætter den højere end livet; men fordi han frygter den sociale
fordømmelse og dermed følgende udstødelse af fællesskabet. Han har
truffet det rigtige valg, og dog har han ikke den følelse af
fuldbyrdelse, der burde følge med det rette valg. At vælge den
højere rangerende værdi er et spørgsmål om overbevisning eller
imān; overbevisning om åbenbaringen og om det Hinsidige. Vi
vil ikke være i stand til at beslutte, hvilken af de to værdier,
der er den højeste på basis af viden og erfaring alene. Fornuften
kan råde til udsættelse af en afgørelse. Vi kan udsætte en
afgørelse; men vi kan ikke udskyde en handling, og når vi har
handlet, har vi allerede truffet valget. Vi har ikke andre
muligheder end at træffe en beslutning på basis af vilkårlighed
eller åbenbaring. Når fornuftens lys svigter, må vi lade os
vejlede af åbenbaringens lys. Åbenbaringen fortæller os om den
menneskelige personligheds bestemmelse. Ved at stræbe efter at nå
denne bestemmelse, vil personligheden kvalificere sig selv til at
fortsætte livet på et højere plan efter døden. Kort sagt, så er
guddommelig åbenbaring vor eneste kilde til viden om de højeste
værdier.
4. Nødvendigheden af imān
Vi håber, at et par ord om nødvendigheden af imān og om
dens organiske relation til fornuften ikke er malplaceret her.
Uden imān er mennesket som en båd uden ror, der driver
omkring uden mål og med og er i hvert eneste vindstøds vold. Med
imān bæres mennesket fremad, skridt for skridt, til
selvopfyldelse og selvrealisering. Svaret på spørgsmålet: "Imān
på hvad?" kan kun være: Imān på Gud, som opretholder
universet, der åbenbarer en flig af Hans uendelig mange aspekter.
Imān på eksistensen af et menneskeligt selv og på dets
ubegrænsede evner for udvikling. Imān på absolutte værdier,
der er mål for såvel den menneskelige stræben som for den kosmiske
proces. Og sluttelig imān på et formålsbestemt univers.
Lad os dvæle lidt ved Rashdalls syn på det menneskelige selv og
universets bestemmelse, som han udtrykker det i The Theory of
Good and Evil:
"Universet selv må have en bestemmelse eller et rationelt
formål, som en perfekt fornuft ville erklære for god." (vol. II,
p. 219)
Med hensyn til selvet siger han:
"Selvet er en varig realitet; men denne realitet er åndelig
for så vidt som den har sit eget permanente liv, der ikke er
identisk med de forandringer i den materielle organisme, som den
på den ene eller anden måde er forbundet med. Menneskets
handlinger udtrykker og udspringer reelt af selvets natur og
karakter … af den simple grund … at vi kun kan finde en rationel
mening med og forklaring på menneskelivet, som vi ser det, hvis
vi antager, at menneskets nuværende liv har en afslutning, som
til dels ligger ud over grænserne for den nuværende naturlige
orden – for så vidt som den orden er tilgængelig for nuværende
menneskelig observation. Den mest naturlige og intelligente form
af en sådan afslutning på verden er troen på udødelighed for den
enkelte sjæl, der har levet her." (pp. 205, 215-216)
Koranen udtrykker i det store og hele samme synspunkt i simple
og direkte vendinger. Koranen forsikrer os, at der er en mening
med skabelsen af himlene og jorden: "De er skabt i sandhed og
med et bestemt formål" for at "hver eneste sjæl må blive
belønnet efter fortjeneste" (45:22). Vi tilrådes at reflektere
over mennesket "der har gjort sine laveste begær til sin gud"
og som konsekvens deraf "er faret vild på trods af sin
viden, indsigt og erfaring" (45:23). Et sådant vildledt
menneske sætter lighedstegn mellem det virkelige selv og det
fysiske legeme og lytter udelukkende til kroppens behov. Det er
sådanne, der siger: "Der er intet andet end vort liv i den
eksisterende verden. Vi lever og dør, og kun tiden ødelægger os"
(45:24). Men Koranen hævder udtrykkeligt, at "de har ingen
som helst viden om alt dette, det er det rene gætværk" (45:24).
Nabī'en påbydes at "tage afstand fra dem, da de
udelukkende ønsker livet i denne verden" (53:29). Deres sind
er spærret inde i deres nuværende erfarings snævre rammer, og det
vide, ubegrænsede rum er lukket ude af deres synsfelt.
Dīn, såvel som det moralske liv, kan kun opnås af det
væsen, der besidder et varigt selv. Værdier er relative for en
person, der gør sig erfaringer, og et system af absolutte værdier
har kun mening i relation til et virkeligt selv. At fornægte
eksistensen af et varigt selv er at fornægte absolutte værdier, og
fornægtelsen af absolutte værdier medfører fornægtelse af en
moralsk standard. En etisk kodeks er baseret på et værdisystem.
Ved at få indsigt i de absolutte værdier bliver vi i stand til at
føre et moralsk liv. Med hensyn til de absolutte værdier, så er
guddommelig åbenbaring den eneste troværdige kilde til dem. Gennem
intens refleksion over åbenbaringen, kan vi håbe at forstå
betydningen af og hensigten med skabelsen, det menneskelige selvs
værdi, dets muligheder og skæbne. Vi ville gøre vel i at tage os
det følgende vers til hjerte:
I skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens
skiften er der visselig tegn for de indsigtsfulde. Sådanne, der
stående, siddende og hvilende ihukommer Guds Lov, og som
reflekterer over himlenes og jordens skabelse, idet de siger:
"Rabb! Du har ikke skabt alt dette forgæves." (3:190-191)
Wahi (åbenbaring) oplyser vor vej i 'værdiernes rige'. Vi
kan dog ikke forstå wahi ved hjælp af enten tro alene eller
fornuft alene. Der er brug for en lykkelig blanding af de to.
Fornuft sammenkædet med imān leder os til åbenbaringens
indre ånd og kerne. Koranen taler om mennesker, der har fattet
åbenbaringens mening som "indsigtsfulde og eftertænksomme"
(5:103). De er de sande troende, idet irrationel tro ikke har
nogen værdi overhovedet (65:10). Hvad angår Koranen, kan der ikke
være nogen virkelig konflikt mellem imān og fornuft. Den
taler om dem, der tror, som mennesker, der "har både viden og
imān" (30:56). Det er de tvillingestjerner, der oplyser
menneskets vej. I Vesten løber konflikten mellem tro og fornuft
som en rød tråd igennem historien. Krigen mellem videnskab og
religion (titlen på Whites berømte bog) har sat sine blodige spor
igennem flere århundreder. Kun for ganske nylig er det gået op for
vesterlændingene, at fornuft og tro ikke er modsætninger, men
behøver og opretholder hinanden. Locke har tydeliggjort dette i
sin essaysamlings fjerde bog (19.4) om sikker og sandsynlig
kundskab:
"Den, der udelukker fornuften for at bane vejen for
åbenbaringen, slukker lyset i dem begge."
Dette er i det store og hele det koranske syn, der fremføres i
mange vers og forstærkes af Nabī'ens tydelige udsagn. Det
skulle nu stå klart, at det ikke er åbenbaringens mål at kvæle
fornuften og sætte blind tro i stedet. Koranen glorificerer
intetsteds blind tro. Koranen rakker ikke ned på hverken fornuft,
viden og erfaring, men insisterer på, at vi gør fuldt brug af vore
intellektuelle evner til at forstå og værdsætte den ultimative
sandhed, der overbringes os gennem wahi. Wahi hjælper
fornuften til at modnes. Det menneskelige sind, der har nået dette
trin, ikke kun ved, men ser. At se refererer i denne sammenhæng
til klarsyn:
De gudfrygtige vil huske den guddommelige vejledning, når de
fristes af shaitān, og de vil visselig få indsigt. (7:201)
Mange mennesker kan få øje på sandheden ved hjælp af fornuften;
men de 'ser' den først i det rette perspektiv, når imān
sammenkædes med fornuft. Denne klare opfattelse af sandheden
hjælper mennesket til indre fred og evig lykke. Det hjælper
mennesket til at fastholde en lykkelig balance mellem kroppens og
det virkelige selvs behov. Den islamiske livsholdning har
udvikling af den menneskelige personlighed i alle dens aspekter
som mål. Den troende vil, når han indser dette, lægge sig selv i
Skaberens hænder og bede om sin personligheds fuldkommengørelse
til gengæld. Koranen henviser til denne 'handel' ved at sige:
Allah har visselig indgået en pagt med de troende, at deres
liv og ejendom tilhører Ham. (9:111)
For dem, der gør gode gerninger, er der belønning i denne
verden; men belønningen i det Hinsidige vil være endnu bedre.
(16:30)
Koranen forsøger at indprente mennesket imān – imān på
livet og på et nyt liv efter døden. |
|
|
|
|
|
|
|