Mennesket har opfattet Gud på forskellig vis på forskellige stadier af sin mentale udvikling. Det primitive menneskes umodne antropomorfistiske opfattelse af Gud står i direkte modsætning til nutidige tænkeres abstrakte gudsopfattelse. Vi kan imidlertid ikke på basis af dette argumentere med, at Guds eksistens udelukkende eksisterer i menneskets sind. Vor opfattelse af verden har gennemgået lignende forandringer. Den vilde så verden som legeplads for lunefulde ånder, medens den moderne fysiker analyserer den ind i uendelige rækker af flygtige hændelser grupperet på forskellig vis. Mange verdensopfattelser ligger imellem disse to ekstremer. Ingen ville dog næppe for alvor gå ind for en anskuelse af verden som en ren subjektiv idé. I begge tilfælde er vi vidne til opfattelsen af en objektiv virkelighed. Med den gradvise udvikling af sin viden og sine mentale kræfter bringer mennesket sine idéer i nærmere kontakt med den eksterne virkelighed. Menneskets møde med verden såvel som med Gud er direkte og umiddelbar. Mennesket tror instinktivt, at begge eksisterer uafhængigt af ham selv. I begyndelsen er hans opfattelse af Gud lige så ufuldkommen og mangelfuld som hans opfattelse af verden. Måske vil han aldrig opnå en absolut fuldkommen opfattelse af hverken Gud eller verden, og dog er hans bestræbelser i den retning vedvarende og aldrig forgæves. Åbenbaringen hjælper os til at forme vor forestilling om Gud i henhold til vore behov på det intellektuelle og moralske plan. Åbenbaringen vil hjælpe os til at fatte denne idé fuldstændigt, hvis vi først beskæftiger os med en opfattelse, der førhen var generelt accepteret og som stadig farver vort mentale udsyn.

I århundreder levede menneskene i monarkier. Da de aldrig havde kendt nogen anden form for politisk organisation, troede de selvfølgelig, at anarki og lovløshed var det eneste alternativ til monarki. Konger var sædvanligvis tyranniske, undertrykkende og lunefulde. Hvis en konge blev offer for sine undertrykte undersåtters vrede, blev han ofte erstattet af en tyran, der kunne være meget værre. Mennesker, der voksede op under disse forhold, forbandt selvfølgelig magt med egenrådighed og lunefuldhed. Da de troede, at Gud var almægtig, troede de også, at Han var mere egenrådig og lunefuld end nogen jordisk konge, og at Hans handlinger var lige så uansvarlige som en diktators. Kort og godt, så blev Gud opfattet som en glorværdig konge – eller rettere som en overdimensioneret diktator. Han skilte sig udelukkende ud fra de jordiske diktatorer ved at have større magt. Umodne mennesker imponeres af magt, især når den bliver brugt til at tilfredsstille et forbigående lune. De mener, at Gud ødelægger enhver, god eller dårlig, blot for at demonstrere Sin absolutte magt. Disse mennesker var mest optaget af at formilde Gud, og dog var de ikke i stand til at udtænke en plan, der altid ville kunne tilfredsstille et så yderst lunefuldt væsen. Intet under, at menneskene følte sig hjælpeløse. De opgav håbet om, ved fornuftens hjælp, at finde frem til et livssyn i overensstemmelse med Guds vilje, fordi de troede, at Gud handlede vilkårligt, og at fornuft ikke havde nogen indflydelse på Hans handlinger.

Mennesket frygtede uden tvivl sådan en Gud; men de kunne umuligt hverken elske eller respektere Ham. Denne forestilling om Gud opmuntrede ikke til at søge en bedre måde at leve på eller at forstå den verden, de levede i. Der kunne ikke være ét livssyn, der var bedre end andre, fordi den selvsamme handling sommetider ville behage ham og til andre tider ville fremprovokere hans vrede. De så, hvorledes en pludselig indskydelse kunne få en despot til at straffe den, der havde gjort ham store tjenester, og belønne den, der havde været genstridig. Der kunne heller ikke være tale om at forsøge at forstå en verden, der var opstået på vilkårlig vis. Den kunne ikke rumme hverken lov eller orden, mening eller fornuft. Den kunne højst være skueplads for tilfældige handlinger, der hverken kunne forudsiges eller kontrolleres. Dette er, hvad forestillingen om Gud som en absolut despot, indebærer; en forestilling, der fuldstændig dominerede det primitive menneske.

Med stigende viden og de mentale evners vækst, kunne den velordnede rækkefølge i begivenhederne omkring mennesket ikke undgå at imponere det. Gradvist opdagede mennesket de love, der styrer naturens hændelser i den ydre verden. Langt senere vendte mennesket blikket mod den indre verden og opdagede derved den harmoni, der ligger bag den indre erfaring. Mennesket er imidlertid langt mere konservativt, når det drejer sig om religion. Denne urgamle forestilling om Gud spøger stadig i religiøse menneskers bevidsthed og slører deres syn. Det er nu vor opgave at frigøre os for denne forestilling og i stedet acceptere de idéer, der præsenteres af den guddommelige åbenbaring i Koranen. For at forstå denne nye idé, er det imidlertid nødvendigt at gøre sig nogle tanker om den guddommelige vilje. Guds vilje har uendelig mange aspekter; men tre af dem er af speciel interesse for os som moralske væsener. Hvad vi her fremlægger, er udelukkende baseret på Koranen, der indeholder bemærkelsesværdige kommentarer om den guddommelige vilje og dens virkemåde i forskellige sfærer. Vi skal udelukkende fremføre de synspunkter, som Koranen fremfører med hensyn til, hvorledes den guddommelige vilje fungerer i sig selv og i relation til den skabte verdens to hovedbestanddele.

Først vil vi betragte den guddommelige vilje som ren og skær vilje. Kan vi sige andet om den, end at den må være radikalt forskellig fra den vilje, vi kan opleve i os selv? Svaret er, at inden for visse grænser kan vi karakterisere den med hjælp fra Koranen. Det første, vi bemærker ved den guddommelige vilje, er, at den er absolut fri og ikke underlagt nogen som helst binding uden for sig selv. Den er vedholdende og spontant aktiv og ikke afhængig af sine omgivelser – hverken for at blive stimuleret eller for at få mulighed for at virke. Den er selvopretholdende og selvtilstrækkelig. Den agerer ikke på grundlag af et eksisterende materiale, som den blot former, afpasser og bearbejder på ny. Den er grundlæggende kreativ. Den er de skabende kræfters kilde. Som en kilde sprudler den konstant af kreativ energi. Hvert eneste øjeblik udspringer nye former på Hans befaling:

Når Han ønsker en ting, siger Han blot: "Bliv!" Og den er! (36:82)

Allah følger Sin plan. (14:27)

Allah gør, hvad Han har i sinde. (22:14)

Guds vilje er også fri i den betydning, at den står over Loven – den er en lov i sig selv. Den kan ikke dømmes ud fra ydre kriterier. Loven udspringer af Guds vilje og regulerer skabelsen, men lader den uberørt. Så man kan ikke med rette spørge "hvorfor?" med hensyn til den guddommelige vilje. Den skal ikke stå til regnskab for nogen eller noget uden for sig selv:

Allah kan ikke udspørges om Sine handlinger; men alt i universet vil blive udspurgt om deres. (21:23)

Den rene viljes sfære er den absolutte friheds sfære. At underlægge den loven er at berøve Skaberen Sin frihed til at skabe og Sin almagt og reducere Ham til samme status som et skabt væsen. Guds kreative aktivitet består i selvudfoldelse. Uden ophør skaber og opretholder Guds vilje, ud af Sit ubegrænsede selv, myriader af former, der til en vis grad afspejler den trang til selvudfoldelse, der karakteriserer deres kilde, Guds vilje. At betragte skabelsen som en selvudfoldelses-handling, rejser mange spørgsmål, som også optog tidligere filosoffer, så som: Hvad var Guds hensigt med skabelsen? Hvad ansporede Ham til at skabe? osv. Det er et selvs natur at udtrykke sig, og da Gud er det absolutte Selv, bliver hver eneste form for selvudfoldelse på samme tid en skabelseshandling. Begrundelsen for og berettigelsen af selvudfoldelse må søges inden for bemeldte væsen – ikke uden for det. Det er forkert at se på den guddommelige vilje som en upersonlig kraft. Vilje kan kun eksistere som et selvs aspekt. Den guddommelige vilje er virkelig Gud, der åbenbarer Sine egne ubegrænsede rigdomme.

Efter skabelsen trækker den guddommelige vilje sig ikke tilbage og lader verden sejle sin egen sø. Nogle præster fremsatte dette synspunkt i det attende århundrede. Det bunder imidlertid i en misforståelse af forholdet mellem Gud og verden. Dette forhold ligner ikke på nogen måde forholdet mellem den, der fremstiller et produkt og selve produktet. For det første er den guddommelige vilje ikke periodisk, men konstant. For det andet skaber den guddommelige vilje ikke blot verden, men fortsætter med at opretholde og pleje den. Dette er ikke usammenhængende aktiviteter, men forskellige aspekter af samme sammensatte hele. Således kan den guddommelige vilje være organisk og vitalt relateret til verden, der i ordets egentligste forstand eksisterer og lever i Gud, alt levendes ophav. Verden og alt i den er i direkte og tæt forbindelse med den guddommelige vilje i hvert eneste øjeblik af deres eksistens. Verden indeholder to kategorier af væsener – de upersonlige, livløse ting og de bevidste og selvbestemmende selv. Den guddommelige vilje forholder sig til disse to kategorier på forskellige måder, idet de hver især har behov for forskellige former for støtte. Koranen beskriver disse forhold i tydelige vendinger. Muhammad Iqbal giver i The Reconstruction of Religious Thought in Islam en klar fremstilling af Koranens skelnen mellem khalq og amr. Følgende citat belyser dette punkt:

"For at forstå betydningen af ordet amr må vi huske på, hvorledes Koranen skelner mellem amr og khalq. Pringle-Pattison beklager, at det engelske sprog kun indeholder ét ord – 'skabelse' – for at udtrykke forholdet mellem Gud og universets udstrækning på den ene side og forholdet mellem Gud og det menneskelige selv på den anden side. Det arabiske sprog er imidlertid mere heldigt på dette område. Det har to ord – khalq og amr – til at udtrykke de to måder, hvorpå Guds skaberaktivitet åbenbarer sig for os. Khalq er skabelse, og amr er vejledning." (p. 103)

Lad os se lidt nøjere på disse relationer:

1. Den guddommelige vilje og den enestående verden. Naturen er absolut og ubetinget afhængig af den guddommelige vilje. Alt i naturen er forudbestemt. Hvert eneste fysiske objekt er blevet skabt med visse egenskaber, der betinger dets bevægelser og dets forhold til andre objekter. Derudover holdes alle fysiske objekter i et fast greb af ubønhørlige naturlove. Disse love udspringer af den guddommelige vilje og er grundlaget for de uforanderlige love, der styrer naturen. Det er en velordnet verden, idet den guddommelige vilje manifesterer sig i den som en kontrollerende og regulerende kraft. Intet kan overskride de grænser, som naturlovene sætter. Enhver tings adfærd er nøje fastlagt af lovene. Det er umuligt at trodse dem. Disse love er forudbestemt og uforanderlige. Det er en verden, hvori 'fri vilje' ikke har nogen mening. Det er en verden, der regeres af et ubetinget 'must'. Alle ting opfører sig i overensstemmelse med deres naturlige egenskaber og i lydighed mod de love, der styrer dem. Overladt til sig selv, vil vand flyde nedad, og varm luft stige opad. Planeter vil bevæge sig i deres foreskrevne baner, og skyer må søge mindre tætte atmosfæriske regioner. Lovens herredømme udstrækker sig selv til tilsyneladende tilfældige katastrofale hændelser så som tordenkiler og jordskælv. I flere passager i Koranen henledes vor opmærksomhed på naturens love og orden, og vi opfordres til at reflektere over naturfænomenernes regelmæssighed. Denne regelmæssighed afspejler den guddommelige vilje, der er fri for ethvert spor af intern konflikt og dissonans:

Alt, hvad der er i himlene og på jorden, alle levende væsener og malā'ika, bøjer sig for Allah (og Hans Lov). (16:49)

2. Den guddommelige vilje og mennesket. Hvorledes optræder den guddommelige vilje i menneskets sfære? For at besvare dette spørgsmål, må vi huske på menneskets duale natur. Ved at besidde en krop er mennesket en del af den fysiske verden. Og som sådan er det underlagt naturlovene som et hvilket som helst andet objekt. Fødsel og død er naturlige hændelser, og vækst og forfald er naturlige processer, der styres af naturlovene. Mennesket besidder dog også et selv, og frihed er dette selvs livsnerve. Frihed til at vælge er en del af selvet. Det har frihed til at vælge et hvilket som helst alternativ. Den guddommelige vilje har givet mennesket et vist mål frihed, der er tilstrækkeligt for dets behov som et rationelt, ansvarligt væsen. Denne frihed har selvsagt sine begrænsninger. Således må det være for et begrænset væsen; men i og med, at dets handlinger ikke bestemmes udefra, og ej heller med en del af selvet, men med det fulde selv (der i bund og grund er rationelt), handler og udtrykker mennesket sig frit. Det er denne frihed, mennesket har ret til at kræve, og som den guddommelige vilje har givet det. Dette er menneskets mest dyrebare ejendom. Mennesket kan kun nå de højeste mål i sådanne sociale og politiske omgivelser, der ikke lægger bånd på den frihed, det har krav på. Menneskeheden har stadig ikke haft held til at leve op til dette krav. Det er utrolig svært – nogle vil måske mene næsten umuligt – at opretholde en balance mellem individets frihed og den sociale stabilitet. I århundreder har mennesket forsøgt at udtænke et socialt system, der kan forene de to. Der er blevet eksperimenteret med forskellige former for regering og social organisering. Man søger stadig; men det er muligt at se omridsene af et stabilt og progressivt samfund bestående af virkelig frie medlemmer. Det er også muligt at se den guddommelige vejlednings vejledende og beskyttende hånd op igennem tiderne på dette område.

Den fysiske verden er underlagt ufleksible love, der afspejler den guddommelige vilje i form af khalq; amr er kilden til morallovene, der kun har mening og kun er obligatoriske for et frit selv. Ved at handle i overensstemmelse med amr, skaber mennesket værdier og tilegner sig dem. Når mennesket dør, mister det ikke de værdier, det har oparbejdet i sit jordiske liv. De tages med og forbliver en integreret del af selvet, der tilpasser dem til den nye eksistens på et andet plan. Værdier er uforgængelige. Gud vejleder og beskytter ikke kun værdierne, men forstærker dem til gavn for det selv, der ved egen anstrengelse har tilegnet sig dem.

Det er således klart, at Gud, som Han beskrives i Koranen, er meget forskellig fra en vilkårlig hersker eller en egenrådig despot. Gud er naturligvis almægtig, og Hans vilje er som en skabende kraft ikke underlagt eller stækket af udefra kommende love eller magter. Hans vilje er ikke en blind kraft, skrækindjagende og uimodståelig, der fejer hen over universet og ødelægger alt på sin stormfulde færd. Det er et alvidende, alvist, barmhjertigt og kærligt væsens vilje. Som sådan er den nært forbundet med visdom og godhed, medlidenhed og gavmildhed. Kort sagt, så eksisterer og opererer den guddommelige vilje ikke isoleret. Den er et aspekt af den guddommelige personlighed. Det kan måske synes formasteligt at anvende udtrykket 'personlighed' om Gud; men der findes intet ord, der egner sig bedre for den unikke enhed midt iblandt den uendelige mangfoldighed, som Gud er. Enheden er transcendent og uforståelig for vor begrænsede fatteevne; men følelser og fornuft gør nogle få af dens uendelige aspekter tilgængelig for os.

Sammenfattende kan vi sige, at der er tre distinkte sfærer, i hvilke Guds vilje arbejder på forskellig vis. På amr's område er den ikke underlagt nogen som helst lov – den er en lov i sig selv. I universet, som Han har skabt, tager Hans vilje form af uforanderlige love, som alle fysiske objekter er underlagt. Disse love – naturlovene – kaldes kalimāt ullah i Koranens terminologi og er, som allerede nævnt, uforanderlige. "Allahs kalimāt er uforanderlige" (10:64). Det er disse loves uforanderlighed, der er hele videnskabens fæstning, og hvorpå videnskabens forudsigelser om den fysiske verden bygger. For så vidt angår mennesket – et væsen med egen fri vilje – er der også love, der styrer selvets udvikling; men mennesket har frihed til enten at adlyde eller modarbejde dem. På dette område opererer menneskets vilje. Initiativet ligger hos mennesket, og med et citat fra Muhammad Iqbals The Reconstruction of Religious Thought in Islam: "Gud selv kan ikke føle, dømme eller vælge for mig, når flere muligheder står åbne for mig. Han har begrænset Sin egen frie vilje ved at skabe et begrænset selv, der er i stand til at tage egne initiativer" (pp. 100 & 108). Der er således ikke rum for fatalisme i islam.

Mennesket har frihed til selv at vælge den kurs, det ønsker at følge. Har det truffet sit valg, er det slut med friheden. Resultatet og konsekvenserne er forbundet med den kurs, det har valgt. Mennesket har hverken frihed eller magt til at ændre på konsekvensen af det trufne valg. Hver eneste handling fører til et bestemt resultat i henhold til Guds uforanderlige Lov. Dette er Loven om Gengæld, der virker ubønhørligt i hele universet, inklusive menneskets verden. I sidstnævnte tilfælde viser resultatet sig enten i dette liv eller i det kommende.

Endelig: Verden er skabt af Gud, der er både almægtig og alvis. Verden er derfor velordnet og harmonisk, formålsbestemt og velsignet. Den er hjemsted for værdier. Den er modtagelig for fornuft. Den giver mennesket muligheder for fremskridt og udvikling. I en sådan verden kan mennesket opnå viden og lykke. Det kan forme sin skæbne ved at gøre fuldt brug af sine intellektuelle evner og søge vejledning i åbenbaringen. Det ville være en katastrofal fejl at mene, at der kan være nogen som helst konflikt mellem fornuft og åbenbaring – de supplerer hinanden. Overdreven læggen vægt på den ene af dem vil føre mennesket på vildspor. Der har ofte hersket konflikt mellem videnskaben og golde, ødelæggende teologiske dogmer; men der kan aldrig herske konflikt mellem videnskaben og dīn. Ouspensky har i Tertium Organum til dette bemærket:

Mennesket har brug for både videnskab og dīn, hvis det ønsker at indgå i et meningsfuldt forhold med Gud og verden.

1.   Religion strider altid imod videnskaben og vice versa. Dīn strider derimod ikke imod
      videnskaben, og videnskaben strider ikke imod den.