|
|
KAPITEL 8 |
|
Loven om Gengæld |
|
|
|
|
1. Hvad forstås ved Loven om
Gengæld? For det primitive menneske som for barnet er verden
skueplads for tilfældige hændelser, der ikke står i nogen som
helst relation til hinanden. Med intellektets vækst vågner de
begge op til tilstedeværelsen af orden i verden omkring dem. Det
første, de lægger mærke til, er sekvensen i visse hændelser,
f.eks. efterfølges lyn af tordenskrald, kontakt med ild medfører
brand. Gængs viden hjælper dem til bedre tilpasning til verden. De
bliver bevidste om årsagssammenhænge. De søger at lære årsagen til
hændelserne at kende, fordi denne viden hjælper dem til at
forudsige effekten og til at kontrollere dem. De bliver bevidste
om, at de selv kan forårsage forandring i verden. Den viden, at
alle deres handlinger har en konsekvens, giver dem en følelse af
magt såvel som af ansvar. De indser, at ved at handle på en
bestemt måde, vælger de samtidig konsekvensen af deres handling.
Mennesket kan kun undgå ubehagelige konsekvenser ved ikke at
udføre den handling, der går forud. Loven om Gengæld fastslår, at
hver eneste af menneskets handlinger har en konsekvens, som
gerningsmanden må tage – om han vil det eller ej. Virkningen på
gerningsmandens personlighed er imidlertid endnu vigtigere end den
ydre effekt. Alle handlinger ændrer dog ikke nødvendigvis
gerningsmandens personlighed. En handling begået uagtsomt eller i
letsindighed har ringe indflydelse på menneskets personlighed. En
handling begået med velberåd hu i en ganske bestemt hensigt vil
ændre personligheden i den ene eller anden retning. Den styrker
eller svækker menneskets moralske karakter. Den fremmer eller
hindrer dets udvikling imod selvopfyldelse. Denne skelnen mellem
menneskets handlinger gøres af Koranen og er af største betydning
for menneskets moralske liv. Loven om Gengæld er særlig relevant
for de personlighedsændringer, der er resultatet af menneskets
forsætlige handlinger. Det betyder, at konsekvensen af sådanne
handlinger uundgåeligt er en del af menneskets personlighed, der
enten styrker eller svækker den.
2. Mennesket og Loven om Gengæld
Mennesket har gradvist indset, at det lever i en verden, der
ikke er i lunefulde ånders magt, men er yderst velordnet.
Mennesket kunne udelukkende indrette sig efter verden ved at
opdage de love og processer, der styrer hændelserne. Mennesket gav
sig i kast med opgaven og fik langsomt og tålmodigt den viden, der
sætter det i stand til at udøve effektiv kontrol over verden.
Derefter vendte mennesket sig mod sig selv og sin egen opførsel.
Også her opdagede det tilstedeværelsen af en lov. Det så, at det
havde frihed til at handle og vælge, men at loven kræver en pris
for den frihed: Mennesket skulle bære ansvaret for sine
handlinger. Det kunne ikke nægte at vedkende sig konsekvensen af
sine egne handlinger. Mennesket kunne give efter for en pludselig
indskydelse og opnå kortvarig tilfredsstillelse; men siden hen
ville samvittighedsnag og skyldfølelse tynge dets sind og gøre det
ulykkeligt. Det ville ikke ustraffet kunne lade hånt om Loven om
Gengæld. Denne lov er lige så fast og ubønhørlig som nogen anden
naturlov. Men ulig naturlovene, der begrænser sig til den fysiske
sfære, opererer Loven om Gengæld i tre forskellige sfærer. Lad os
se nærmere på, hvordan den opererer i hver af disse sfærer:
- Af alle de sammenhænge mellem hændelser, der eksisterer i
verden, er årsagssammenhængen den vigtigste. Når to hændelser er
beslægtet med hinanden, vil den forudgående handling uvægerligt
efterfølges af en deraf følgende hændelse eller virkning. Årsag
og virkning er relative begreber, der kun kan defineres i
relation til hinanden. Vi taler her ikke om de tilfælde, hvor
begge hændelser er fysiske – de hører ind under de fysiske
videnskabers rammer. Vi har set, hvorledes også menneskets
handlinger har konsekvenser i verden. Set ud fra dīn ses
menneskets handlinger og deres konsekvenser som eksempel på
Loven om Gengæld. Konsekvensen er, hvad mennesket høster for
sine handlinger, hvad enten det opfatter den som en velgørende
belønning eller en ubehagelig straf. Hvis et menneske stikker
sin hånd i ilden, vil det brænde sig; hvis det stikker hånden i
vand, vil den blive våd. Hvis mennesket handler forkert, vil
konsekvensen være skadelig. Mennesket må lide, fordi det har
bragt ulykke over sig selv. Det er dets eget værk, som det ikke
kan klandre andre for. Barnet vil i sin opvækst hurtigt lære,
hvorledes Loven om Gengæld virker i den fysiske sfære, og
hvorledes det kan beskytte sig selv imod fysisk skade og smerte,
hvis det respekterer den.
- I den sociale sfære virker Loven om Gengæld som en civillov.
Samfundet kan ikke eksistere uden lov og orden. Handlinger, der
truer samfundets integritet, må straffes. Mennesket handler ofte
asocialt. Tilskyndet af egoistisk begær handler det ofte på en
måde, så det skaber kaos i den gruppe, det tilhører. Det kan kun
holdes tilbage gennem viden om, at dets forkerte handlinger vil
have højst ubehagelige konsekvenser for det selv. Et menneske
kan skade sine medmennesker eller bestjæle dem, men ved, at det
efterfølgende må sidde inde eller betale en stor bøde. Udsigten
til straf vil afholde mennesket fra at handle imod samfundets
interesser. I et velorganiseret samfund er menneskene
sædvanligvis lovlydige, fordi de ser, at enhver, der overskrider
loven, straffes ubønhørligt. Vi må imidlertid ikke glemme, at
selv i et velstyret samfund, vil nogle kriminelle gå fri for
straf medens uskyldige straffes uretmæssigt. Menneskelige love
er ikke perfekte, og der er i ethvert samfund alvorlige mangler
i administration af retfærdigheden. Behændighed og rigdom kan
ofte hjælpe en forbryder til at undgå straf. Derfor har ethvert
samfund sine kriminelle. Det eneste middel til at råde bod derpå
er at perfektionere den måde, retfærdigheden administreres på.
Vi ser, hvorledes Loven om Gengæld virker i den sociale sfære,
selv om dens virkemåde ikke er fri for fejl.
- I den moralske sfære oplever vi Loven om Gengæld i sin
reneste form. Her vedrører den forbindelsen mellem menneskets
handlinger og den efterfølgende personlighedsændring. Menneskets
handlinger har ikke kun indflydelse på samfundet og verden, men
også på mennesket selv, idet de forvandler dets personlighed til
det bedre eller det værre. Ydre faktorer har ingen indflydelse
på et menneskes personlighed. Mennesket kan være frit, selv om
det er indespærret i en fængselscelle. Mennesket kan være
hæmmet, selv om det har fysisk frihed. Den menneskelige
personlighed er yderst følsom over for det moralske i sine
handlinger. Enhver overskridelse af moralloven svækker den i sin
evne til at spille sin rette rolle. Loven om Gengæld virker i
denne sfære på en meget mere subtil måde end i andre sfærer. Et
menneske kan tilfældigt komme på afveje og fortsætte med at begå
ubetydelige forseelser uden at være opmærksom på den gradvise
skade, han gør på sin personlighed. En dag vil han blive
chokeret, når det går op for ham, hvorledes hans personlighed
har lidt skade. Skønt subtil, virker Loven om Gengæld på dette
område ubarmhjertigt. Enhver handling har en effekt, god eller
dårlig, på personligheden. Effekten kan på et givent tidspunkt
måske næppe mærkes; men hvis mennesket fortsætter med at handle
forkert, vil den ophobede effekt forandre personligheden. De
slette handlingers afsmitning på personligheden er i begyndelsen
ubetydelig; men den virker snigende og underminerer gradvis
selvet. Et moralsk følsomt menneske kan mærke den snigende
forandring og få hold på sig selv, før en uoprettelig skade er
sket.
3. Hvorledes virker Loven om Gengæld?
Alle vore handlinger er ikke underlagt Loven om Gengæld.
Handlinger, der begås ubevidst eller uagtsomt, kan måske anses for
værende moralsk neutrale; men bevidste handlinger, gennem hvilke
vi udtrykker vort virkelige selv, og som vi kan anerkende som vore
egne, vil uvægerligt blive belønnet, hvis de er gode, og straffet,
hvis de er slette. Den moralske orden i universet er baseret på
denne lov. Vi kan kun forlange, hvad der tilkommer os. Kun gode
handlinger berettiger os til belønning. Koranen bekræfter dette
syn:
Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Allah, for
at Han (i henhold til Sin Lov om Gengæld) må gengælde dem, der
gør a‘māl-us-sayyi'ah for det, de har gjort, og a‘māl-ul-hasanah
med godhed. (53:31)
Gud har givet mennesket en vis mængde frihed, men holder øje
med os for at se, hvorledes vi bruger denne frihed:
Han skabte himlene og jorden ... for
at prøve hvem af jer, der er retsindige. (11:7)
Koranen erklærer, at Gud ikke kun 'ser' menneskets åbenlyse
handlinger, men også dets indre motiver og skjulte intentioner. Og
Hans dom over mennesket sker på dette grundlag:
Det er lige meget, om én af jer skjuler sine ord eller siger
dem rent ud, om han skjuler sig om natten eller står åbenlyst
frem om dagen. Enhver har en vogter, der på Allahs befaling
vogter over ham fra alle sider. Allah vil visselig aldrig ændre
menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:10-11)
Hvad mennesket end ønsker sig, kan det kun få ved egne
anstrengelser. Hvis det blev tilbudt det som en fri gave, ville
det ikke gavne dets personlighed. Mennesket kan ikke håbe, at Gud
lader sig narre af en foregiven stræben. Det må stræbe oprigtigt:
Der er vogtere, der beskytter jer og på hæderlig vis
rapporterer (jeres færden til Allah), og de har kendskab til
alt, hvad I foretager jer. (82:10-12)
Vi skabte mennesket og kender dets inderste tanker; og Vi er
det nærmere end dets (egen) halspulsåre. (50:16)
Koranen forsikrer mennesket, at dets handlinger ikke er som
krusninger på søens vand, der en efter en forsvinder ud i den blå
luft. Tværtimod, så efterlader de et uudsletteligt aftryk på
menneskets personlighed. De opføres på kredit- eller debetsiden i
den protokol, der føres over dets handlinger:
Ethvert menneske bærer sin skæbne omkring sin hals, og på
Dommedag vil Vi konfrontere det med en vidt åben bog. (17:13)
Mennesket er ansvarligt for alle de handlinger, der involverer
selvet. Hvis handlingen var slet, har det intet andet valg end at
bøje sig for den 'straf', der er den nødvendige følge af
handlingen. En undskyldning om, at det har handlet ubetænksomt og
åndsfraværende eller i god hensigt, vil ikke gavne ham den mindste
smule. Hans eget hjerte vidner imod ham:
Mennesket er et levende vidnesbyrd
imod sig selv, selv om det undskylder sig. (75:14-15)
Loven om Gengæld svigter aldrig. Der er en nødvendig
forbindelse mellem handlinger og deres virkning. Gode handlinger
belønnes nødvendigvis, ligesom slette handlinger straffes. I det
sociale liv er forbindelsen mellem en socialt accepteret handling
og dens belønning ydre og tilfældig. Som hvis en mand f.eks.
påtager sig at udføre et arbejde i forståelse af, at han vil blive
betalt en aftalt sum ved dets afslutning. Han fuldfører arbejdet,
men får måske ikke sin løn. Hans arbejdsgiver kan dø, blive
insolvent eller blot løbe fra sine aftaler. Forbindelsen mellem
moralske handlinger og deres virkning er derimod både indre og
nødvendig, idet virkningen spores på gerningsmandens personlighed.
Hvis virkningen er god, vil gerningsmanden blive båret fremad mod
sit mål om selvrealisering; er virkningen dårlig, vil det
nødvendigvis give bagslag. Enhver moralsk handling efterfølges af
forandringer i den menneskelige personlighed. Disse forandringer
kan enten betyde større integrering eller desintegrering. De kan
bidrage til 'åndelig' helse eller ej. 'Åndelig' helse kræver andet
end den fysiske helse. Antag, at et menneske besidder penge, som
det giver ud på smør og æg. Dets helbred vil forbedres på denne
nærende kost. Om pengene er ærligt tjent eller stjålne, gør ingen
forskel på helbredet; men dets 'åndelige' helbred er noget ganske
andet. Det vil lide, fordi pengene er stjålet, selv om de er
blevet brugt til et godt formål. Vi må derfor skelne mellem den
fysiske og den moralske effekt af vore handlinger. Loven om
Gengæld refererer i den moralske sfære udelukkende til moralsk
effekt, til den menneskelige personligheds vækst eller forfald.
Deraf kan vi drage følgende konklusioner:
- Menneskets forsætlige handlinger har indflydelse på
personligheden.
- Noble handlinger udvikler personligheden.
- Ligegyldighed over for eller afstandtagen fra absolutte
værdier medfører selvets desintegration.
- Mennesket er ansvarligt for sine handlinger og må acceptere
deres konsekvenser.
- Mennesket kan ikke skyde ansvaret over på andre.
Koranen betoner dette sidste punkt:
Den, der handler slet, gør det imod
sig selv, for Allah er alvidende og alvis. (4:111)
Den, der handler godt, gør det (alene) til sit eget bedste.
Og den, der handler slet, gør det (alene) til skade for sig
selv. Ingen kan bære en andens byrde. (17:15)
Menneskets ansvar for egne handlinger betones igen i følgende
vers:
Enhver handler for egen regning;
ingen kan bære en andens byrde. (6:164)
Det følgende vers efterlader ingen tvivl om, at mennesket kun
kan nå sit mål ved egne anstrengelser. Ingen udefra kommende hjælp
vil gavne:
Bered jer på den dag, da enhver skal stå alene, hvor hverken
forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden)
kan hjælpe. (2:48)
Det er ikke kun enkeltindivider, der er underlagt Loven om
Gengæld: Også nationer må lide under den, hvis de kommer på
vildspor; men når et samfund går i forkert retning, vil det tage
år, før effekten melder sig. Loven vil måske virke langsommere,
når der er tale om en nation; men før eller senere vil den skulle
stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af den fejlagtige kurs.
(Dette punkt vil blive uddybet nærmere i et senere kapitel).
Spørgsmålet om, hvilke handlinger, der er gode, og hvilke, der
er dårlige, besvares dels ved fornuft, dels ved åbenbaring.
Åbenbaringen giver den generelle vejledning og angiver i store
træk forskellen mellem ret og uret. Den menneskelige fornuft, der
virker i lyset af åbenbaringen, kan ikke fare vild. Åbenbaringen
kan efterprøves ved at man handler i overensstemmelse med den og
eksaminerer resultaterne. Koranen selv lægger op til, at den skal
dømmes ved denne pragmatiske prøve:
Sig (Muhammad): "Oh mit folk! Handl i henhold til jeres
overbevisning, så vil jeg handle i henhold (til min). I vil se,
hvem af os, der vil få del i lyksalighederne (i det Hinsidige).
De vildfarne vil visselig ikke have succes." (6:135)
Koranens begreb 'Loven om Gengæld' rejser et vigtigt spørgsmål:
Vi har set, at denne lov udelukkende er baseret på retfærdighed.
Spørgsmålet er nu, om der er rum for tilgivelse og nåde. Svaret er
både ja og nej. Hvis jeg handler ondt imod et medmenneske, kan det
tilgive mig, dvs. ikke søge hævn over mig. Hvis jeg derimod skader
mig selv, kan ingen tilgive mig. Tilsvarende er nåde en emotionel
reaktion, der ikke har plads dér, hvor lov og retfærdighed virker.
Som det ses af det næste eksempel, er der dog stadig rum for
tilgivelse og barmhjertighed. Du stikker fingeren i ilden, og du
må lide konsekvensen – den smerte, som er den uundgåelige følge.
Der kan ikke være tale om, at nogen tilgiver eller har
barmhjertighed med dig. Men den samme Gud, der har lavet den lov,
ifølge hvilken ild brænder og smerter, har lavet en anden lov, der
går ud på, at en bestemt medicin har de egenskaber, der skal til
for at lindre smerten. At ty til denne lov vil eliminere den
smertefulde effekt af din tidligere handling. Denne anden lov er
barmhjertighed fra Gud, og adlyder vi denne lov er resultatet
'tilgivelse' af vore egne forseelser. Denne lov er lige så
universel som den første og virker ikke forskelligt i forskellige
individuelle sager. Ej heller appellerer den til følelserne. Dette
er det koranske begreb 'tilgivelse' og 'nåde'. Det vil vi vende
tilbage til senere. |
|
|
|
|
|
|
|