For det primitive menneske som for barnet er verden skueplads for tilfældige hændelser, der ikke står i nogen som helst relation til hinanden. Med intellektets vækst vågner de begge op til tilstedeværelsen af orden i verden omkring dem. Det første, de lægger mærke til, er sekvensen i visse hændelser, f.eks. efterfølges lyn af tordenskrald, kontakt med ild medfører brand. Gængs viden hjælper dem til bedre tilpasning til verden. De bliver bevidste om årsagssammenhænge. De søger at lære årsagen til hændelserne at kende, fordi denne viden hjælper dem til at forudsige effekten og til at kontrollere dem. De bliver bevidste om, at de selv kan forårsage forandring i verden. Den viden, at alle deres handlinger har en konsekvens, giver dem en følelse af magt såvel som af ansvar. De indser, at ved at handle på en bestemt måde, vælger de samtidig konsekvensen af deres handling. Mennesket kan kun undgå ubehagelige konsekvenser ved ikke at udføre den handling, der går forud. Loven om Gengæld fastslår, at hver eneste af menneskets handlinger har en konsekvens, som gerningsmanden må tage – om han vil det eller ej. Virkningen på gerningsmandens personlighed er imidlertid endnu vigtigere end den ydre effekt. Alle handlinger ændrer dog ikke nødvendigvis gerningsmandens personlighed. En handling begået uagtsomt eller i letsindighed har ringe indflydelse på menneskets personlighed. En handling begået med velberåd hu i en ganske bestemt hensigt vil ændre personligheden i den ene eller anden retning. Den styrker eller svækker menneskets moralske karakter. Den fremmer eller hindrer dets udvikling imod selvopfyldelse. Denne skelnen mellem menneskets handlinger gøres af Koranen og er af største betydning for menneskets moralske liv. Loven om Gengæld er særlig relevant for de personlighedsændringer, der er resultatet af menneskets forsætlige handlinger. Det betyder, at konsekvensen af sådanne handlinger uundgåeligt er en del af menneskets personlighed, der enten styrker eller svækker den.

Mennesket har gradvist indset, at det lever i en verden, der ikke er i lunefulde ånders magt, men er yderst velordnet. Mennesket kunne udelukkende indrette sig efter verden ved at opdage de love og processer, der styrer hændelserne. Mennesket gav sig i kast med opgaven og fik langsomt og tålmodigt den viden, der sætter det i stand til at udøve effektiv kontrol over verden. Derefter vendte mennesket sig mod sig selv og sin egen opførsel. Også her opdagede det tilstedeværelsen af en lov. Det så, at det havde frihed til at handle og vælge, men at loven kræver en pris for den frihed: Mennesket skulle bære ansvaret for sine handlinger. Det kunne ikke nægte at vedkende sig konsekvensen af sine egne handlinger. Mennesket kunne give efter for en pludselig indskydelse og opnå kortvarig tilfredsstillelse; men siden hen ville samvittighedsnag og skyldfølelse tynge dets sind og gøre det ulykkeligt. Det ville ikke ustraffet kunne lade hånt om Loven om Gengæld. Denne lov er lige så fast og ubønhørlig som nogen anden naturlov. Men ulig naturlovene, der begrænser sig til den fysiske sfære, opererer Loven om Gengæld i tre forskellige sfærer. Lad os se nærmere på, hvordan den opererer i hver af disse sfærer:

1. Af alle de sammenhænge mellem hændelser, der eksisterer i verden, er årsagssammenhængen den vigtigste. Når to hændelser er beslægtet med hinanden, vil den forudgående handling uvægerligt efterfølges af en deraf følgende hændelse eller virkning. Årsag og virkning er relative begreber, der kun kan defineres i relation til hinanden. Vi taler her ikke om de tilfælde, hvor begge hændelser er fysiske – de hører ind under de fysiske videnskabers rammer. Vi har set, hvorledes også menneskets handlinger har konsekvenser i verden. Set ud fra dīn ses menneskets handlinger og deres konsekvenser som eksempel på Loven om Gengæld. Konsekvensen er, hvad mennesket høster for sine handlinger, hvad enten det opfatter den som en velgørende belønning eller en ubehagelig straf. Hvis et menneske stikker sin hånd i ilden, vil det brænde sig; hvis det stikker hånden i vand, vil den blive våd. Hvis mennesket handler forkert, vil konsekvensen være skadelig. Mennesket må lide, fordi det har bragt ulykke over sig selv. Det er dets eget værk, som det ikke kan klandre andre for. Barnet vil i sin opvækst hurtigt lære, hvorledes Loven om Gengæld virker i den fysiske sfære, og hvorledes det kan beskytte sig selv imod fysisk skade og smerte, hvis det respekterer den.
    
2. I den sociale sfære virker Loven om Gengæld som en civillov. Samfundet kan ikke eksistere uden lov og orden. Handlinger, der truer samfundets integritet, må straffes. Mennesket handler ofte asocialt. Tilskyndet af egoistisk begær handler det ofte på en måde, så det skaber kaos i den gruppe, det tilhører. Det kan kun holdes tilbage gennem viden om, at dets forkerte handlinger vil have højst ubehagelige konsekvenser for det selv. Et menneske kan skade sine medmennesker eller bestjæle dem, men ved, at det efterfølgende må sidde inde eller betale en stor bøde. Udsigten til straf vil afholde mennesket fra at handle imod samfundets interesser. I et velorganiseret samfund er menneskene sædvanligvis lovlydige, fordi de ser, at enhver, der overskrider loven, straffes ubønhørligt. Vi må imidlertid ikke glemme, at selv i et velstyret samfund, vil nogle kriminelle gå fri for straf medens uskyldige straffes uretmæssigt. Menneskelige love er ikke perfekte, og der er i ethvert samfund alvorlige mangler i administration af retfærdigheden. Behændighed og rigdom kan ofte hjælpe en forbryder til at undgå straf. Derfor har ethvert samfund sine kriminelle. Det eneste middel til at råde bod derpå er at perfektionere den måde, retfærdigheden administreres på. Vi ser, hvorledes Loven om Gengæld virker i den sociale sfære, selv om dens virkemåde ikke er fri for fejl.
    
3. I den moralske sfære oplever vi Loven om Gengæld i sin reneste form. Her vedrører den forbindelsen mellem menneskets handlinger og den efterfølgende personlighedsændring. Menneskets handlinger har ikke kun indflydelse på samfundet og verden, men også på mennesket selv, idet de forvandler dets personlighed til det bedre eller det værre. Ydre faktorer har ingen indflydelse på et menneskes personlighed. Mennesket kan være frit, selv om det er indespærret i en fængselscelle. Mennesket kan være hæmmet, selv om det har fysisk frihed. Den menneskelige personlighed er yderst følsom over for det moralske i sine handlinger. Enhver overskridelse af moralloven svækker den i sin evne til at spille sin rette rolle. Loven om Gengæld virker i denne sfære på en meget mere subtil måde end i andre sfærer. Et menneske kan tilfældigt komme på afveje og fortsætte med at begå ubetydelige forseelser uden at være opmærksom på den gradvise skade, han gør på sin personlighed. En dag vil han blive chokeret, når det går op for ham, hvorledes hans personlighed har lidt skade. Skønt subtil, virker Loven om Gengæld på dette område ubarmhjertigt. Enhver handling har en effekt, god eller dårlig, på personligheden. Effekten kan på et givent tidspunkt måske næppe mærkes; men hvis mennesket fortsætter med at handle forkert, vil den ophobede effekt forandre personligheden. De slette handlingers afsmitning på personligheden er i begyndelsen ubetydelig; men den virker snigende og underminerer gradvis selvet. Et moralsk følsomt menneske kan mærke den snigende forandring og få hold på sig selv, før en uoprettelig skade er sket.

Alle vore handlinger er ikke underlagt Loven om Gengæld. Handlinger, der begås ubevidst eller uagtsomt, kan måske anses for værende moralsk neutrale; men bevidste handlinger, gennem hvilke vi udtrykker vort virkelige selv, og som vi kan anerkende som vore egne, vil uvægerligt blive belønnet, hvis de er gode, og straffet, hvis de er slette. Den moralske orden i universet er baseret på denne lov. Vi kan kun forlange, hvad der tilkommer os. Kun gode handlinger berettiger os til belønning. Koranen bekræfter dette syn:

Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Allah, for at Han (i henhold til Sin Lov om Gengæld) må gengælde dem, der gør a‘māl-us-sayyi'ah for det, de har gjort, og a‘māl-ul-hasanah med godhed. (53:31)

Gud har givet mennesket en vis mængde frihed, men holder øje med os for at se, hvorledes vi bruger denne frihed:

Han skabte himlene og jorden ... for at prøve hvem af jer, der er retsindige. (11:7)

Koranen erklærer, at Gud ikke kun 'ser' menneskets åbenlyse handlinger, men også dets indre motiver og skjulte intentioner. Og Hans dom over mennesket sker på dette grundlag:

Det er lige meget, om én af jer skjuler sine ord eller siger dem rent ud, om han skjuler sig om natten eller står åbenlyst frem om dagen. Enhver har en vogter, der på Allahs befaling vogter over ham fra alle sider. Allah vil visselig aldrig ændre menneskenes lod, før de forandrer sig selv. (13:10-11)

Hvad mennesket end ønsker sig, kan det kun få ved egne anstrengelser. Hvis det blev tilbudt det som en fri gave, ville det ikke gavne dets personlighed. Mennesket kan ikke håbe, at Gud lader sig narre af en foregiven stræben. Det må stræbe oprigtigt:

Der er vogtere, der beskytter jer og på hæderlig vis rapporterer (jeres færden til Allah), og de har kendskab til alt, hvad I foretager jer. (82:10-12)

Vi skabte mennesket og kender dets inderste tanker; og Vi er det nærmere end dets (egen) halspulsåre. (50:16)

Koranen forsikrer mennesket, at dets handlinger ikke er som krusninger på søens vand, der en efter en forsvinder ud i den blå luft. Tværtimod, så efterlader de et uudsletteligt aftryk på menneskets personlighed. De opføres på kredit- eller debetsiden i den protokol, der føres over dets handlinger:

Ethvert menneske bærer sin skæbne omkring sin hals, og på Dommedag vil Vi konfrontere det med en vidt åben bog. (17:13)

Mennesket er ansvarligt for alle de handlinger, der involverer selvet. Hvis handlingen var slet, har det intet andet valg end at bøje sig for den 'straf', der er den nødvendige følge af handlingen. En undskyldning om, at det har handlet ubetænksomt og åndsfraværende eller i god hensigt, vil ikke gavne ham den mindste smule. Hans eget hjerte vidner imod ham:

Mennesket er et levende vidnesbyrd imod sig selv, selv om det undskylder sig. (75:14-15)

Loven om Gengæld svigter aldrig. Der er en nødvendig forbindelse mellem handlinger og deres virkning. Gode handlinger belønnes nødvendigvis, ligesom slette handlinger straffes. I det sociale liv er forbindelsen mellem en socialt accepteret handling og dens belønning ydre og tilfældig. Som hvis en mand f.eks. påtager sig at udføre et arbejde i forståelse af, at han vil blive betalt en aftalt sum ved dets afslutning. Han fuldfører arbejdet, men får måske ikke sin løn. Hans arbejdsgiver kan dø, blive insolvent eller blot løbe fra sine aftaler. Forbindelsen mellem moralske handlinger og deres virkning er derimod både indre og nødvendig, idet virkningen spores på gerningsmandens personlighed. Hvis virkningen er god, vil gerningsmanden blive båret fremad mod sit mål om selvrealisering; er virkningen dårlig, vil det nødvendigvis give bagslag. Enhver moralsk handling efterfølges af forandringer i den menneskelige personlighed. Disse forandringer kan enten betyde større integrering eller desintegrering. De kan bidrage til 'åndelig' helse eller ej. 'Åndelig' helse kræver andet end den fysiske helse. Antag, at et menneske besidder penge, som det giver ud på smør og æg. Dets helbred vil forbedres på denne nærende kost. Om pengene er ærligt tjent eller stjålne, gør ingen forskel på helbredet; men dets 'åndelige' helbred er noget ganske andet. Det vil lide, fordi pengene er stjålet, selv om de er blevet brugt til et godt formål. Vi må derfor skelne mellem den fysiske og den moralske effekt af vore handlinger. Loven om Gengæld refererer i den moralske sfære udelukkende til moralsk effekt, til den menneskelige personligheds vækst eller forfald.

Deraf kan vi drage følgende konklusioner:

1. Menneskets forsætlige handlinger har indflydelse på personligheden.
2. Noble handlinger udvikler personligheden.
3. Ligegyldighed over for eller afstandtagen fra absolutte værdier medfører selvets desintegration.
4. Mennesket er ansvarligt for sine handlinger og må acceptere deres konsekvenser.
5. Mennesket kan ikke skyde ansvaret over på andre.

Koranen betoner dette sidste punkt:

Den, der handler slet, gør det imod sig selv, for Allah er alvidende og alvis. (4:111)

Den, der handler godt, gør det (alene) til sit eget bedste. Og den, der handler slet, gør det (alene) til skade for sig selv. Ingen kan bære en andens byrde. (17:15)

Menneskets ansvar for egne handlinger betones igen i følgende vers:

Enhver handler for egen regning; ingen kan bære en andens byrde. (6:164)

Det følgende vers efterlader ingen tvivl om, at mennesket kun kan nå sit mål ved egne anstrengelser. Ingen udefra kommende hjælp vil gavne:

Bered jer på den dag, da enhver skal stå alene, hvor hverken forbøn eller løsepenge vil blive godtaget, og hvor ingen (anden) kan hjælpe. (2:48)

Det er ikke kun enkeltindivider, der er underlagt Loven om Gengæld: Også nationer må lide under den, hvis de kommer på vildspor; men når et samfund går i forkert retning, vil det tage år, før effekten melder sig. Loven vil måske virke langsommere, når der er tale om en nation; men før eller senere vil den skulle stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af den fejlagtige kurs. (Dette punkt vil blive uddybet nærmere i et senere kapitel).

Spørgsmålet om, hvilke handlinger, der er gode, og hvilke, der er dårlige, besvares dels ved fornuft, dels ved åbenbaring. Åbenbaringen giver den generelle vejledning og angiver i store træk forskellen mellem ret og uret. Den menneskelige fornuft, der virker i lyset af åbenbaringen, kan ikke fare vild. Åbenbaringen kan efterprøves ved at man handler i overensstemmelse med den og eksaminerer resultaterne. Koranen selv lægger op til, at den skal dømmes ved denne pragmatiske prøve:

Sig (Muhammad): "Oh mit folk! Handl i henhold til jeres overbevisning, så vil jeg handle i henhold (til min). I vil se, hvem af os, der vil få del i lyksalighederne (i det Hinsidige). De vildfarne vil visselig ikke have succes." (6:135)