Enhver menneskelig handling er rettet imod et mål. Målet kan være klart formuleret eller blot uklart fornemmet; men en eller anden form for ønske hos mennesket er nødvendig for at få det til at handle. Menneskets handlinger bliver kun tydelige, hvis vi ved, hvilket mål det forfølger. Religiøs aktivitet er også målrettet. Den har til hensigt at nå et mål, der – med rette eller urette – menes at tilfredsstille menneskets spirituelle længsler. De fleste af menneskehedens store religioner er enige om at opfatte frelse som det højeste mål for religiøs søgen og stræben. Man tror, at hensigten med religion er at hjælpe mennesket til at opnå frelse. De har forskellige opfattelser af, hvorledes frelsen kan nås; men de er enige om, at det er det bedste mål, et forstandigt menneske kan ønske. På grund af dens vigtige rolle i mange religioner, er det værd at se lidt nærmere på frelsebegrebet og undersøge dets underliggende formodninger.

Frelse betyder sjælens redning, eller med andre ord, sjælens befrielse fra synd og dens konsekvenser. Den opfattelse, der ligger bag, er, at sjælen allerede ved fødselen er plettet af synd. Denne plet kan kun udviskes ved at føre et oprigtigt religiøst liv. Det er klart, at frelsebegrebet bygger på arvesyndsbegrebet. Den nyfødtes sjæl er inficeret med det onde, og infektionen vil vokse og brede sig, hvis den ikke holdes i skak af religiøs tro og handling. Mennesket fødes i syndens skygge, og det kan kun fordrive den ved at underlægge sig en streng religiøs disciplin. De fleste religioners tilhængere er besat af tanken om synd, og deres hovedmål i livet er at løsne syndens greb om deres sjæl. Hver eneste religion har sit eget syn på kilden til synd og de midler, der kan udrydde den.

I hinduismen opfattes frelse eller mukti som befrielse fra avagawan, eller en cyklus af død og genfødelse. Begrebet karma giver et tilsyneladende fornuftigt svar på spørgsmålet om, hvorfor et menneske fødes med en sølvske i munden, medens et andet er dømt til et liv i nød og elendighed. Det er, fordi den første i sit tidligere liv har levet et hæderligt liv, og det andet har begået synd, som det skal bøde for i sit nuværende liv. Hvis hensigten er at tilskynde til kærlighed til det gode og had til det onde i mennesket, er det svært at se, hvorledes det kan opnås igennem denne cyklus af død og genfødelse. Mennesket kan intet huske om et tidligere liv og kan derfor ikke bevidst relatere sin nuværende elendighed til de slette gerninger, det har begået i det tidligere liv. Nogle enkelte mennesker har kunnet genkalde sig erfaringer fra et tidligere liv; men det skal nærmere henregnes til erindringsforfalskning end til virkelig hukommelse. Forestillingen om en cyklus af død og genfødelse, som de tidlige hinduer lånte fra de gamle grækere, har ikke bestået tidens prøve og forkastes af vore dages hinduer.

Vedisk filosofi indeholder de samme idéer i en lidt forskellig form. Den er hovedsagelig en panteistisk tro. Den enkelte sjæl jivatman har sit udspring i en kosmisk sjæl parmatman. Den blev af ikke nærmere specificerede årsager udskilt fra sin oprindelige kilde. Sjælen er ensom og ulykkelig og længes intenst efter genforening med sin kilde. Det kan den kun opnå ved at løbe bort fra den fysiske verden og underkaste sig den faste disciplin, der foreskrives i vedas. Jivatman's frelse ligger i genforeningen med den uendelige parmatman.

Buddhismen har et endnu mere pessimistisk syn på det menneskelige liv. Menneskets liv er svøbt i mørke, der kun lejlighedsvis kan forløses ved glimt af lykke. Smerte kan ikke adskilles fra livet. Buddha lærte, at begær er kilden til menneskets elendighed. Nogle begær kan ikke tilfredsstilles. Andre kan tilfredsstilles, men vil erstattes af nye begær. Begær gør os rastløse i dette liv og lænker os til en cyklus af død og genfødelse. For at opnå frelse, må man udviske begæret fra sit hjerte. Fred og lykke er uopnåelige i livet. Når begæret er rykket op med rode, ligger frelse eller nirvana foran os. Den, der ikke kan kvæle begæret i sig selv er dømt til at blive genfødt og lide smerte og elendighed igennem et helt liv. Eksistens er et onde, og vi kan kun kaste dets åg fra os ved at opholde med at eksistere. Den kloge stræber derfor efter tilintetgørelse, ikke-eksistens. Nirvana er ikke en tilstand af idel lykke, men en negativ tilstand karakteriseret ved fravær af følelser og derfor fravær af smerte.

Kristendommen indskærper arvesyndsbegrebet over for sine tilhængere. Adam og Eva var skyldige i ulydighed mod Gud, og blev straffet med uddrivelse fra Himmelen. Ethvert menneske fødes med en sjæl plettet af arvesynden, som det kun kan udviske ved at tro på Kristus og leve et liv i askese og streng disciplin. Frelse betyder genvinding af en tilstand af lyksalighed, som mennesket mistede retten til ved at synde. Mennesket genvinder ikke sin frelse ved at præstere vovestykker og glorværdige bedrifter, men ved at fornægte sig selv og nægte at deltage i denne verdens anliggender. Idealet er ikke selvopfyldelse, men selvfornægtelse. Således var Kirkens lære i middelalderen.

Også jøderne var besat af tanken om synd og dens konsekvenser. De levede i skræk for Helvedes pinsler, hvor de troede, de skulle lide for deres egne synder, såvel som for deres forfædres. De troede, at de kun kunne undslippe denne dom ved minutiøst at udføre detaljerede ritualer. Frelse betød for dem blot at blive sparet for Helvedes ild.

Det er klart, at der i alle disse trosretninger lægges vægt på frelsens negative aspekt. Frelse betragtes ikke som noget positivt, som opnåelse af nye værdier, men som udfrielse fra det onde, der klæber til mennesket fra fødselen. I islam lægges der vægt på frelsens positive aspekt. Islam påbyder mennesket at orientere sig mod fremtiden, at det må rette sine anstrengelser mod realisering af nye værdier og opnåelse af nye erfaringer. Islam søger at hindre mennesket i at fordybe sig i fortiden og i stedet give det håb om fremtiden. Menneskets mål i dette liv er ikke at genvinde et tabt paradis, men at skabe et nyt paradis for sig selv, i hvilket alle dets evner har rum for at udfolde og udvikle sig. Dette kan ikke ske ved at trække sig tilbage fra verden eller stirre sig blind på fortiden, men ved at leve fuldt ud i nuet og udnytte alle de muligheder, som dette liv tilbyder. Hensigten med islam er at nyorientere mennesket mod livet, så at det kan vække de enorme potentialer, som det har i sig. Denne 'frelse' ligger i opdagelsen af de forhåndenværende muligheder og i udvælgelsen af dem, der synes mest frugtbare. Islam går ind for en fremadrettet holdning og troen på, at mennesket kan stræbe efter sin egen 'frelse' ved at skabe betingelser for at udvikle sig maksimalt og ikke ved at destruere eller indskrænke sit selv.

De buddhistiske, kristne og hinduistiske frelsebegreber har meget til fælles. I hver lægges der vægt på frigørelse fra synd og på frelse fra det onde. I hver er målet at vende tilbage til det tidligere stade af uskyldighed og lyksalighed. Synd opfattes som uadskillelig fra livet, og denne vidunderlige verden opfattes som ondskabens arnested, hvorfor frigørelse fra synd kun kan opnås ved at give afkald på verden. Dette dogme fremstår klarest i buddhismen, og er til en vis grad nedtonet i kristendommen og hinduismen. I visse perioder af menneskets historie har dette dogme tiltrukket mange og tryllebundet selv lærde og intelligente mennesker. Det er fakta, at mennesket i disse perioder har lidt under akut frustration og desillusion over livet. Da de ikke havde noget at håbe på i denne verden, koncentrerede de deres håb om en anden verden, hvor de mente at opnå alt det, de var gået glip af i denne verden. Dette dogme er et produkt at desillusion og defaitisme. Det virker klart frastødende på sunde og normale mennesker. Det er i direkte modstrid med fornuft, med erfaring og med menneskets fremskridt. Håb kan ikke slås ihjel – det spirer frem på ny i menneskets hjerte. Når mennesket har genvundet sit naturlige livsmod, vil det med rædsel vige tilbage fra et sådant trist dogme. Mennesket ser på den fysiske verden som skueplads for mange forskellige frugtbare aktiviteter. Det nægter at tro, at dets sjæl vil fordærves af kontakt med verden. Dogmet implicerer også, at verden ikke har hverken plan eller bestemmelse. Hvis det accepteres fuldt ud, vil det vise sig at være en hæmsko for menneskets fremskridt. Det berøver mennesket appetit på livet og ønsket om fremskridt. Hvis det nogensinde bliver et dominerende dogme, vil menneskeheden være dømt til stagnation og forfald. Alle sunde instinkter i mennesket vil gøre oprør imod et så goldt koncept. At tro på en gud, der har skabt en verden, der skal tages afstand fra, er en nedvurdering af både Gud og menneske.

Koranens frelsebegreb er af en ganske anden slags, og – som det vil blive klart i denne fremlægning – i harmoni med menneskets konstruktive og progressive kræfter. For det første betragtes den fysiske verden som hjemsted for en hensigt – en hensigt, der harmonerer med det menneskelige selvs bestemmelse:

Vi skabte visselig ikke himlene og jorden og (alt) derimellem for (lutter) tidsfordriv. (21:16)

Det er en verden, der passer til menneskets fysiske og menneskelige behov. Det er en verden, som mennesket – hvis det ønsker – kan forme til at være 'nærmere til sit hjertes begær'. Det er en verden, der giver sine beboere optimale muligheder for udvikling og fuldkommengørelse. Og da de ved, at de kan engagere sig i frugtbare aktiviteter i denne verden, har de ingen undskyldning for ikke at engagere sig.

Desuden betoner Koranen frelsens positive indhold. Den opfattes ikke som en fornægtelse af smerte og udfrielse fra det onde. Den har et element af opfyldelse, realisering og ekspansion. Mennesket er udstyret med en vis portion evner. Ved at udvikle disse, vil det nå sin fulde vækst og kvalificere sig til stadigt højere stadier, der venter det. Mennesket må opdage, i hvilken retning dets selv kan udvikle sig og derefter skabe de fysiske og sociale betingelser for at fremme denne udvikling. Menneskets hovedopgave i dette liv er at udvikle sit selv ved at betvinge naturens kræfter og bruge dem i menneskehedens tjeneste:

Den, der udvikler sit selv, vil have fremgang, og den, der hæmmer dets udvikling, vil lide nederlag. (91:9-10)

Livet er en konstant kamp imod fjendtlige kræfter – kræfter, der kan ødelægge livet, hvis man ikke har held til at bekæmpe dem. I det ydre miljø er der store variationer i temperaturen. Sommetider er det for koldt for mennesket, sommetider for varmt. Den menneskelige temperaturreguleringsmekanisme holder normalt kropstemperaturen på det normale. Uden den ville kroppen enten brænde op eller fryse ihjel. Kroppen angribes konstant af forskellige skadelige bakterier, der søger at ødelægge den. Så længe mennesket lever, bliver det ved med at bekæmpe disse destruktive kræfter. Kampen slutter først ved døden. Det er dog ikke kun på det fysiske plan, at kampen føres. Også på det moralske plan må mennesket kæmpe imod destruktive kræfter, der vil ødelægge selvet og skabe kaos i det. Her er problemet dog mere vanskeligt og kompliceret, idet selvet både skal bekæmpe de destruktive kræfter fra den ydre verden såvel som de dyriske impulser, der rejser sig i mennesket, hvis de ikke kontrolleres. Mennesket ser sig selvfølgelig omkring efter hjælp, idet det ofte finder det vanskeligt at holde fjenden fra livet.

Den guddommelige vejledning i Koranen er en effektiv hjælp i den moralske kamp. Denne hjælp gives i henhold til et bestemt program. Første del af programmet kan karakteriseres som forebyggende, idet det hjælper mennesket til at beskytte sig selv imod både åbne og skjulte angreb fra de destruktive kræfter. Denne form for hjælp betegnes maghfirah i Koranen. Ghafrun betyder 'at dække', og mighfar, der er afledt deraf, betyder den hjelm, som beskytter en krigers hoved imod fjendens slag. Koranen beskytter det menneskelige selv lige så effektivt imod de destruktive kræfters slag. Mennesket mister modet, når det står ansigt til ansigt med den uendelige række af destruktive kræfter. Det svækkes og giver efter for fortvivlelsen. Det guddommelige program forhindrer mennesket i at give efter for bātil ved at fylde dets lager af moralsk energi op igen og ved at indgyde tro i dets hjerte, således at haqq sluttelig vil vinde over bātil. Mennesket kan føle sig forsvarsløst over for bātil's kræfter, men når den guddommelige åbenbaring har opfyldt menneskets hjerte med imān og mod, vil det genindtage arenaen med fornyet tillid og håb. Det er således, første del af programmet hjælper mennesket.

Den anden del, tawba, i Koranens terminologi, er helbredende. Mange har måske givet efter over for bātil og ikke fulgt den rette vej. Selv da, siger Koranen, er dets tilfælde ikke håbløst. Tawba er et sikkert middel til helbredelse. Tawba er udledt af ordet tāba, der betyder 'at vende om'. Tawba betyder derfor ikke tom anger. Det betyder, at mennesket bør have modet til at stoppe op og gå samme vej tilbage, når det indser, at det er på vildspor. Tawba betyder da selvransagelse og omvurdering af situationen. Lad os antage, at et menneske pludselig indser, at den vej, det følger, fører det længere og længere bort fra det virkelige mål. Et indsigtsfuldt menneske vil ikke blot give sig hen til uhæmmet sorg, men i stedet resolut haste tilbage til udgangspunktet og derudfra efter moden overvejelse begive sig ud på en ny vej. Tawba repræsenterer på det moralske plan den samme form for fornuftig handling; men tawba indeholder også et element af guddommelig hjælp. Den, der har indset sin fejl og er ivrig efter at rette den, er ikke kun anvist på sig selv. Han får uforbeholdent guddommelig hjælp i form af ufejlbarlig guddommelig vejledning. Ellers ville følelsen af at have spildt tiden og en følelse af usikkerhed med hensyn til den videre stræben, tynge mennesket og hæmme bestræbelserne for på finde tilbage til den rette vej. Den guddommelige hjælp, der følger med tawba, opfrisker og styrker mennesket, så det handler med fordoblet energi. Kort sagt, hjælper maghfirah mennesket til at afværge sharr; men når det rammes, hjælper tawba med at udbedre skaden. Det skal bemærkes, at tawba ikke er en passiv anger; det er en positiv indsats for at genvinde den tabte position med fornyet energi affødt af håbet og tilliden. Tawba er ikke blot afstandtagen fra det destruktive, men udviskelse af dets konsekvenser:

Gode handlinger udvisker slette handlinger. (11:114)

Tawba styrker således de konstruktive kræfter i mennesket og gør det i stand til at udbedre den skade, som de destruktive handlinger har forvoldt selvet. Koranen forsikrer mennesket, at så længe det ikke overgiver sig selv til sharr i de store spørgsmål, vil dets mindre forseelser ikke være en hindring for dets vej til målet:

Hvis I undgår de værste synder, Vi har forbudt jer, vil Vi eftergive jer jeres (mindre) forseelser og lade jer træde ind (i Paradis) ad en nobel port. (4:31)

idet de konstruktive resultater af deres fortjenstfulde handlinger vil mere end opveje de destruktive konsekvenser af deres fejltrin.

Vi har beskæftiget os med to forskellige frelsesyn. Heraf fremgår, at Koranens frelsesyn er en positiv præstation i modsætning til det negative og golde dogme om virkelighedsflugt, der er det fremherskende under visse andre himmelstrøg. Sidstnævnte bunder i et malplaceret syn på menneskets natur og i en misforståelse af menneskets relation til verden. Det kaster mennesket ud i et virvar handicappet af en plettet sjæl i en pervers verden, der ikke giver det andre muligheder end at opgive kampen og flygte fra verden. Hvorfor overhovedet denne formålsløse forestilling? Guddommelig hensigt gennemsyrer verden, en hensigt, der er beslægtet med hensigten med, at mennesket er udstyret med et selv. Mennesket har uden tvivl alle odds imod sig; men forhindringerne er der ikke for at frustrere det, men for at få det bedste frem i det. Forhindringerne er skabt til at anspore mennesket til at yde sit bedste og udvirke, at den ukuelige sjæl, mennesket besidder, åbenbarer sig i hele sin glans. Mennesket udvikler sine kræfter ved at overvinde forhindringer. Frustration tvinger det til at rekonstruere sin personlighed. Tilbageslag og forsinkelser hærder mennesket. Og ved at stå ansigt til ansigt med dem, udvikler mennesket en moden personlighed. Så vi ser, at selv når verden til tider synes at være barsk og uvenlig, vil den i det lange løb vise sig at være menneskets allierede og ikke dets fjende.

Mennesket er vitterlig ofte på vildspor. Det er et frit væsens privilegium. Når det begår fejl, må det betale prisen herfor, og i den proces vil det gå op for mennesket, at det er fuldt ud ansvarligt for sine handlinger, og at den frihed, det nyder, er virkelig og ikke illusorisk. Det er menneskeligt at fejle, og det er naturligt for et menneske at begå fejl nu og da. Hvis mennesket handler forkert, plettes dets selv, men pletten kan fjernes. Hvis mennesket indser sin fejl og oprigtigt forsøger at forbedre sig, kan det genvinde sin balance. Dette er sandheden, der fremgår tydeligt af Koranen. Koranen er håbets evangelium. Det forbyder mennesket at fortvivle. Et menneske kan have levet et dårligt liv i årevis; men hvis det resolut vender sig i den rigtige retning og vedholdende handler godt, vil det ikke finde vejen til selvrealisering blokeret for altid. Gode handlinger ophæver slette handlinger. Den, der frelses, er ikke én, der aldrig har begået fejl – hvilket er umuligt – men én, hvis gode gerninger har opvejet de slette gerninger:

De, hvis vægt vil blive fundet tung, vil have fremgang. Og de, hvis vægt vil blive fundet let, vil miste deres selv. (23:102-103)

Hvad betyder det, at 'miste eller redde sit selv'? Disse sætninger kan kun forstås, når de ses i relation til det menneskelige selvs målrettede aktiviteter. Trangen til selvudvikling og selvrealisering stikker dybt i mennesket. Når det bevæger sig hen imod sit mål, føler det sig lykkeligt og ved, at det er godt på vej til at kvalificere sig til at blive løftet til et højere eksistensplan. Selvet lever i og gennem aktivitet, og den aktivitet, der er naturlig for det, er altid opadrettet. Uvirksomhed og nedgang er selvets død. Når det menneskelige selv støt bevæger sig fremad mod målet – måske med lejlighedsvise afvigelser og tilbagefald, men langsomt bevæger sig fremad, vil det til slut befinde sig i en tilstand, der symboliseres ved Janna eller Paradis. Dette billede, hvormed Paradis beskrives, har vildledt mange til at tro, at der er tale om et sted, der tilfredsstiller sanserne. Det er imidlertid ikke et sted, men en sindstilstand, en tilstand ladet med en følelse af opfyldelse og higen. Den er beslægtet med den følelse, som en bjergbestiger oplever, når han – efter en møjsommelig opstigning med mange forhindringer – endelig når den knejsende tinde. Endnu højere tinder viser sig for ham og inciterer ham til nye erobringer. For ham er det på en gang afslutningen på en rejse og begyndelsen til en ny. Hans glæde ved at have fuldført opstigningen er blandet med en sindsbevægende gysen ved opdagelsen af nye eventyr. Således er sindstilstanden hos dem, der her realiseret sig selv fuldt ud på det menneskelige plan og er parate til at stige op til et højere plan.

Den diametralt modsatte sindstilstand betegnes som Jahannam. Det er det arabiske ord for gehenna. Oprindeligt var gehenna en henvisning til Hinnoms Dal, hvor mennesker blev ofret til Baal og Molok. Jahannam symboliserer den tilstand, hvor selvets virke er bragt til stilstand. Afkræftet og svækket af vedvarende og vedholdende forseelser, mister selvet sine evner til fremskridt og til fremdrift hen imod et højere eksistensniveau. Dets trang til fremskridt er ødelagt, og det udmarvede selv overgiver sig til fortrydelse og anger. Det har af egen vilje frafaldet sin ret til at deltage i jagten på det gode. Hvis selvet nogensinde skulle nære ønske om at genoptage de frie selvs udviklingsproces, er ønsket for svagt til at føre det ud af fortvivlelsens og passivitetens sump. Med poeten Robert Frosts ord har det 'intet at se tilbage på med stolthed og intet at se frem til med håb'. Koranen hævder:

Hver gang de i deres kvide ønsker at slippe bort, vil de blive tvunget tilbage. (22:22)

Janna's beboere vil blive sparet for synet af denne fortvivlelsens sump:

De vil ikke kunne høre den mindste lyd derfra. (21:102)

De vil fortsætte deres fremrykning. Støt og roligt vil de stige højere og højere og nyde selvopfyldelsens glæder. Deres selvudvikling vil være vedholdende og ubegrænset. Når de når et højt plan, vil visioner om stadigt højere plan anspore dem til fornyet anstrengelse. For dem er sejrens belønning ikke kun et velfortjent hvil, men ensbetydende med fornyet energi og nye visioner for deres ambitioner.

Således er billedet af Himmel og Helvede, som Koranen fremlægger til menneskets opbyggelse. Ifølge Koranen er frelse ikke udfrielse fra det onde i os selv eller i verden. At blive frelst er at bevise sin egnethed til et højere eksistensplan. Belønning og straf opfattes fejlagtigt som kommende udefra. De er naturlige konsekvenser af vore tanker og handlinger, der manifesterer sig i vort selvs berigelse eller forarmelse. Himmel og Helvede findes ikke uden for os, et eller andet sted i det ydre rum. Det er sindstilstande. Helvede er den tilstand, hvor selvets fremskridt er blokeret. Himmel er den tilstand, hvor vejen til udvikling ligger åben for selvet. At ophøre med at stræbe er at være dømt til Helvede; at være i stand til at hige og stræbe er at være i Himmelen. Der er derfor ingen plads for forbøn og løskøbelse i islam. Hvad vi får, får vi på grund af vore egne handlinger. Vi kan ikke bære nogen andens byrde, og ingen kan befri os for vor egen byrde. Syndsbegrebet må altså omformuleres for at harmonisere med dette syn. Synd bør ikke opfattes som en sort plet, der klæber til sjælen fra fødselen og være en arv fra vore forfædre eller resultatet af et syndefuldt tidligere liv. Synd er den dårlige effekt, vi påfører vort selv igennem vore forseelser. Den kan udviskes ved vore egne gode handlinger – ikke ved nogen som helst andens handlinger. Hvis vi ubevidst eller sågar bevidst har handlet forkert, kan vi finde trøst i visheden om, at vi holder helbredelsen i vore egne hænder.