|
|
KAPITEL 9 |
|
Frelse |
|
|
|
|
1. Religion og frelse
Enhver menneskelig handling er rettet imod et mål. Målet kan være
klart formuleret eller blot uklart fornemmet; men en eller anden
form for ønske hos mennesket er nødvendig for at få det til at
handle. Menneskets handlinger bliver kun tydelige, hvis vi ved,
hvilket mål det forfølger. Religiøs aktivitet er også målrettet.
Den har til hensigt at nå et mål, der – med rette eller urette –
menes at tilfredsstille menneskets spirituelle længsler. De fleste
af menneskehedens store religioner er enige om at opfatte frelse
som det højeste mål for religiøs søgen og stræben. Man tror, at
hensigten med religion er at hjælpe mennesket til at opnå frelse.
De har forskellige opfattelser af, hvorledes frelsen kan nås; men
de er enige om, at det er det bedste mål, et forstandigt menneske
kan ønske. På grund af dens vigtige rolle i mange religioner, er
det værd at se lidt nærmere på frelsebegrebet og undersøge dets
underliggende formodninger.
Frelse betyder sjælens redning, eller med andre ord, sjælens
befrielse fra synd og dens konsekvenser. Den opfattelse, der
ligger bag, er, at sjælen allerede ved fødselen er plettet af
synd. Denne plet kan kun udviskes ved at føre et oprigtigt
religiøst liv. Det er klart, at frelsebegrebet bygger på
arvesyndsbegrebet. Den nyfødtes sjæl er inficeret med det onde, og
infektionen vil vokse og brede sig, hvis den ikke holdes i skak af
religiøs tro og handling. Mennesket fødes i syndens skygge, og det
kan kun fordrive den ved at underlægge sig en streng religiøs
disciplin. De fleste religioners tilhængere er besat af tanken om
synd, og deres hovedmål i livet er at løsne syndens greb om deres
sjæl. Hver eneste religion har sit eget syn på kilden til synd og
de midler, der kan udrydde den.
I hinduismen opfattes frelse eller mukti som befrielse
fra avagawan, eller en cyklus af død og genfødelse.
Begrebet karma giver et tilsyneladende fornuftigt svar på
spørgsmålet om, hvorfor et menneske fødes med en sølvske i munden,
medens et andet er dømt til et liv i nød og elendighed. Det er,
fordi den første i sit tidligere liv har levet et hæderligt liv,
og det andet har begået synd, som det skal bøde for i sit
nuværende liv. Hvis hensigten er at tilskynde til kærlighed til
det gode og had til det onde i mennesket, er det svært at se,
hvorledes det kan opnås igennem denne cyklus af død og genfødelse.
Mennesket kan intet huske om et tidligere liv og kan derfor ikke
bevidst relatere sin nuværende elendighed til de slette gerninger,
det har begået i det tidligere liv. Nogle enkelte mennesker har
kunnet genkalde sig erfaringer fra et tidligere liv; men det skal
nærmere henregnes til erindringsforfalskning end til virkelig
hukommelse. Forestillingen om en cyklus af død og genfødelse, som
de tidlige hinduer lånte fra de gamle grækere, har ikke bestået
tidens prøve og forkastes af vore dages hinduer.
Vedisk filosofi indeholder de samme idéer i en lidt forskellig
form. Den er hovedsagelig en panteistisk tro. Den enkelte sjæl
jivatman har sit udspring i en kosmisk sjæl parmatman.
Den blev af ikke nærmere specificerede årsager udskilt fra sin
oprindelige kilde. Sjælen er ensom og ulykkelig og længes intenst
efter genforening med sin kilde. Det kan den kun opnå ved at løbe
bort fra den fysiske verden og underkaste sig den faste disciplin,
der foreskrives i vedas. Jivatman's frelse ligger i
genforeningen med den uendelige parmatman.
Buddhismen har et endnu mere pessimistisk syn på det
menneskelige liv. Menneskets liv er svøbt i mørke, der kun
lejlighedsvis kan forløses ved glimt af lykke. Smerte kan ikke
adskilles fra livet. Buddha lærte, at begær er kilden til
menneskets elendighed. Nogle begær kan ikke tilfredsstilles. Andre
kan tilfredsstilles, men vil erstattes af nye begær. Begær gør os
rastløse i dette liv og lænker os til en cyklus af død og
genfødelse. For at opnå frelse, må man udviske begæret fra sit
hjerte. Fred og lykke er uopnåelige i livet. Når begæret er rykket
op med rode, ligger frelse eller nirvana foran os. Den, der
ikke kan kvæle begæret i sig selv er dømt til at blive genfødt og
lide smerte og elendighed igennem et helt liv. Eksistens er et
onde, og vi kan kun kaste dets åg fra os ved at opholde med at
eksistere. Den kloge stræber derfor efter tilintetgørelse,
ikke-eksistens. Nirvana er ikke en tilstand af idel lykke,
men en negativ tilstand karakteriseret ved fravær af følelser og
derfor fravær af smerte.
Kristendommen indskærper arvesyndsbegrebet over for sine
tilhængere. Adam og Eva var skyldige i ulydighed mod Gud, og blev
straffet med uddrivelse fra Himmelen. Ethvert menneske fødes med
en sjæl plettet af arvesynden, som det kun kan udviske ved at tro
på Kristus og leve et liv i askese og streng disciplin. Frelse
betyder genvinding af en tilstand af lyksalighed, som mennesket
mistede retten til ved at synde. Mennesket genvinder ikke sin
frelse ved at præstere vovestykker og glorværdige bedrifter, men
ved at fornægte sig selv og nægte at deltage i denne verdens
anliggender. Idealet er ikke selvopfyldelse, men selvfornægtelse.
Således var Kirkens lære i middelalderen.
Også jøderne var besat af tanken om synd og dens konsekvenser.
De levede i skræk for Helvedes pinsler, hvor de troede, de skulle
lide for deres egne synder, såvel som for deres forfædres. De
troede, at de kun kunne undslippe denne dom ved minutiøst at
udføre detaljerede ritualer. Frelse betød for dem blot at blive
sparet for Helvedes ild.
Det er klart, at der i alle disse trosretninger lægges vægt på
frelsens negative aspekt. Frelse betragtes ikke som noget
positivt, som opnåelse af nye værdier, men som udfrielse fra det
onde, der klæber til mennesket fra fødselen. I islam lægges der
vægt på frelsens positive aspekt. Islam påbyder mennesket at
orientere sig mod fremtiden, at det må rette sine anstrengelser
mod realisering af nye værdier og opnåelse af nye erfaringer.
Islam søger at hindre mennesket i at fordybe sig i fortiden og i
stedet give det håb om fremtiden. Menneskets mål i dette liv er
ikke at genvinde et tabt paradis, men at skabe et nyt paradis for
sig selv, i hvilket alle dets evner har rum for at udfolde og
udvikle sig. Dette kan ikke ske ved at trække sig tilbage fra
verden eller stirre sig blind på fortiden, men ved at leve fuldt
ud i nuet og udnytte alle de muligheder, som dette liv tilbyder.
Hensigten med islam er at nyorientere mennesket mod livet, så at
det kan vække de enorme potentialer, som det har i sig. Denne
'frelse' ligger i opdagelsen af de forhåndenværende muligheder og
i udvælgelsen af dem, der synes mest frugtbare. Islam går ind for
en fremadrettet holdning og troen på, at mennesket kan stræbe
efter sin egen 'frelse' ved at skabe betingelser for at udvikle
sig maksimalt og ikke ved at destruere eller indskrænke sit selv.
2. Koranens frelsebegreb
De buddhistiske, kristne og hinduistiske frelsebegreber har
meget til fælles. I hver lægges der vægt på frigørelse fra synd og
på frelse fra det onde. I hver er målet at vende tilbage til det
tidligere stade af uskyldighed og lyksalighed. Synd opfattes som
uadskillelig fra livet, og denne vidunderlige verden opfattes som
ondskabens arnested, hvorfor frigørelse fra synd kun kan opnås ved
at give afkald på verden. Dette dogme fremstår klarest i
buddhismen, og er til en vis grad nedtonet i kristendommen og
hinduismen. I visse perioder af menneskets historie har dette
dogme tiltrukket mange og tryllebundet selv lærde og intelligente
mennesker. Det er fakta, at mennesket i disse perioder har lidt
under akut frustration og desillusion over livet. Da de ikke havde
noget at håbe på i denne verden, koncentrerede de deres håb om en
anden verden, hvor de mente at opnå alt det, de var gået glip af i
denne verden. Dette dogme er et produkt at desillusion og
defaitisme. Det virker klart frastødende på sunde og normale
mennesker. Det er i direkte modstrid med fornuft, med erfaring og
med menneskets fremskridt. Håb kan ikke slås ihjel – det spirer
frem på ny i menneskets hjerte. Når mennesket har genvundet sit
naturlige livsmod, vil det med rædsel vige tilbage fra et sådant
trist dogme. Mennesket ser på den fysiske verden som skueplads for
mange forskellige frugtbare aktiviteter. Det nægter at tro, at
dets sjæl vil fordærves af kontakt med verden. Dogmet implicerer
også, at verden ikke har hverken plan eller bestemmelse. Hvis det
accepteres fuldt ud, vil det vise sig at være en hæmsko for
menneskets fremskridt. Det berøver mennesket appetit på livet og
ønsket om fremskridt. Hvis det nogensinde bliver et dominerende
dogme, vil menneskeheden være dømt til stagnation og forfald. Alle
sunde instinkter i mennesket vil gøre oprør imod et så goldt
koncept. At tro på en gud, der har skabt en verden, der skal tages
afstand fra, er en nedvurdering af både Gud og menneske.
Koranens frelsebegreb er af en ganske anden slags, og – som det
vil blive klart i denne fremlægning – i harmoni med menneskets
konstruktive og progressive kræfter. For det første betragtes den
fysiske verden som hjemsted for en hensigt – en hensigt, der
harmonerer med det menneskelige selvs bestemmelse:
Vi skabte visselig ikke himlene og jorden og (alt) derimellem
for (lutter) tidsfordriv. (21:16)
Det er en verden, der passer til menneskets fysiske og
menneskelige behov. Det er en verden, som mennesket – hvis det
ønsker – kan forme til at være 'nærmere til sit hjertes begær'.
Det er en verden, der giver sine beboere optimale muligheder for
udvikling og fuldkommengørelse. Og da de ved, at de kan engagere
sig i frugtbare aktiviteter i denne verden, har de ingen
undskyldning for ikke at engagere sig.
Desuden betoner Koranen frelsens positive indhold. Den opfattes
ikke som en fornægtelse af smerte og udfrielse fra det onde. Den
har et element af opfyldelse, realisering og ekspansion. Mennesket
er udstyret med en vis portion evner. Ved at udvikle disse, vil
det nå sin fulde vækst og kvalificere sig til stadigt højere
stadier, der venter det. Mennesket må opdage, i hvilken retning
dets selv kan udvikle sig og derefter skabe de fysiske og sociale
betingelser for at fremme denne udvikling. Menneskets hovedopgave
i dette liv er at udvikle sit selv ved at betvinge naturens
kræfter og bruge dem i menneskehedens tjeneste:
Den, der udvikler sit selv, vil have fremgang, og den, der
hæmmer dets udvikling, vil lide nederlag. (91:9-10)
3. Livet – en kamp
Livet er en konstant kamp imod fjendtlige kræfter – kræfter,
der kan ødelægge livet, hvis man ikke har held til at bekæmpe dem.
I det ydre miljø er der store variationer i temperaturen.
Sommetider er det for koldt for mennesket, sommetider for varmt.
Den menneskelige temperaturreguleringsmekanisme holder normalt
kropstemperaturen på det normale. Uden den ville kroppen enten
brænde op eller fryse ihjel. Kroppen angribes konstant af
forskellige skadelige bakterier, der søger at ødelægge den. Så
længe mennesket lever, bliver det ved med at bekæmpe disse
destruktive kræfter. Kampen slutter først ved døden. Det er dog
ikke kun på det fysiske plan, at kampen føres. Også på det
moralske plan må mennesket kæmpe imod destruktive kræfter, der vil
ødelægge selvet og skabe kaos i det. Her er problemet dog mere
vanskeligt og kompliceret, idet selvet både skal bekæmpe de
destruktive kræfter fra den ydre verden såvel som de dyriske
impulser, der rejser sig i mennesket, hvis de ikke kontrolleres.
Mennesket ser sig selvfølgelig omkring efter hjælp, idet det ofte
finder det vanskeligt at holde fjenden fra livet.
Den guddommelige vejledning i Koranen er en effektiv hjælp i
den moralske kamp. Denne hjælp gives i henhold til et bestemt
program. Første del af programmet kan karakteriseres som
forebyggende, idet det hjælper mennesket til at beskytte sig selv
imod både åbne og skjulte angreb fra de destruktive kræfter. Denne
form for hjælp betegnes maghfirah i Koranen. Ghafrun
betyder 'at dække', og mighfar, der er afledt deraf,
betyder den hjelm, som beskytter en krigers hoved imod fjendens
slag. Koranen beskytter det menneskelige selv lige så effektivt
imod de destruktive kræfters slag. Mennesket mister modet, når det
står ansigt til ansigt med den uendelige række af destruktive
kræfter. Det svækkes og giver efter for fortvivlelsen. Det
guddommelige program forhindrer mennesket i at give efter for
bātil ved at fylde dets lager af moralsk energi op igen og ved
at indgyde tro i dets hjerte, således at haqq sluttelig vil
vinde over bātil. Mennesket kan føle sig forsvarsløst over
for bātil's kræfter, men når den guddommelige åbenbaring
har opfyldt menneskets hjerte med imān og mod, vil det
genindtage arenaen med fornyet tillid og håb. Det er således,
første del af programmet hjælper mennesket.
Den anden del, tawba, i Koranens terminologi, er
helbredende. Mange har måske givet efter over for bātil og
ikke fulgt den rette vej. Selv da, siger Koranen, er dets tilfælde
ikke håbløst. Tawba er et sikkert middel til helbredelse.
Tawba er udledt af ordet tāba, der betyder 'at vende
om'. Tawba betyder derfor ikke tom anger. Det betyder, at
mennesket bør have modet til at stoppe op og gå samme vej tilbage,
når det indser, at det er på vildspor. Tawba betyder da
selvransagelse og omvurdering af situationen. Lad os antage, at et
menneske pludselig indser, at den vej, det følger, fører det
længere og længere bort fra det virkelige mål. Et indsigtsfuldt
menneske vil ikke blot give sig hen til uhæmmet sorg, men i stedet
resolut haste tilbage til udgangspunktet og derudfra efter moden
overvejelse begive sig ud på en ny vej. Tawba repræsenterer
på det moralske plan den samme form for fornuftig handling; men
tawba indeholder også et element af guddommelig hjælp. Den,
der har indset sin fejl og er ivrig efter at rette den, er ikke
kun anvist på sig selv. Han får uforbeholdent guddommelig hjælp i
form af ufejlbarlig guddommelig vejledning. Ellers ville følelsen
af at have spildt tiden og en følelse af usikkerhed med hensyn til
den videre stræben, tynge mennesket og hæmme bestræbelserne for på
finde tilbage til den rette vej. Den guddommelige hjælp, der
følger med tawba, opfrisker og styrker mennesket, så det
handler med fordoblet energi. Kort sagt, hjælper maghfirah
mennesket til at afværge sharr; men når det rammes, hjælper
tawba med at udbedre skaden. Det skal bemærkes, at tawba
ikke er en passiv anger; det er en positiv indsats for at genvinde
den tabte position med fornyet energi affødt af håbet og tilliden.
Tawba er ikke blot afstandtagen fra det destruktive, men
udviskelse af dets konsekvenser:
Gode handlinger udvisker slette handlinger. (11:114)
Tawba styrker således
de konstruktive kræfter i mennesket og gør det i stand til at
udbedre den skade, som de destruktive handlinger har forvoldt
selvet. Koranen forsikrer mennesket, at så længe det ikke
overgiver sig selv til sharr i de store spørgsmål, vil dets
mindre forseelser ikke være en hindring for dets vej til målet:
Hvis I undgår de værste synder, Vi har forbudt jer, vil Vi
eftergive jer jeres (mindre) forseelser og lade jer træde ind (i
Paradis) ad en nobel port. (4:31)
idet de konstruktive resultater af deres fortjenstfulde
handlinger vil mere end opveje de destruktive konsekvenser af
deres fejltrin.
4. Konklusion
Vi har beskæftiget os med to forskellige frelsesyn. Heraf
fremgår, at Koranens frelsesyn er en positiv præstation i
modsætning til det negative og golde dogme om virkelighedsflugt,
der er det fremherskende under visse andre himmelstrøg.
Sidstnævnte bunder i et malplaceret syn på menneskets natur og i
en misforståelse af menneskets relation til verden. Det kaster
mennesket ud i et virvar handicappet af en plettet sjæl i en
pervers verden, der ikke giver det andre muligheder end at opgive
kampen og flygte fra verden. Hvorfor overhovedet denne formålsløse
forestilling? Guddommelig hensigt gennemsyrer verden, en hensigt,
der er beslægtet med hensigten med, at mennesket er udstyret med
et selv. Mennesket har uden tvivl alle odds imod sig; men
forhindringerne er der ikke for at frustrere det, men for at få
det bedste frem i det. Forhindringerne er skabt til at anspore
mennesket til at yde sit bedste og udvirke, at den ukuelige sjæl,
mennesket besidder, åbenbarer sig i hele sin glans. Mennesket
udvikler sine kræfter ved at overvinde forhindringer. Frustration
tvinger det til at rekonstruere sin personlighed. Tilbageslag og
forsinkelser hærder mennesket. Og ved at stå ansigt til ansigt med
dem, udvikler mennesket en moden personlighed. Så vi ser, at selv
når verden til tider synes at være barsk og uvenlig, vil den i det
lange løb vise sig at være menneskets allierede og ikke dets
fjende.
Mennesket er vitterlig ofte på vildspor. Det er et frit væsens
privilegium. Når det begår fejl, må det betale prisen herfor, og i
den proces vil det gå op for mennesket, at det er fuldt ud
ansvarligt for sine handlinger, og at den frihed, det nyder, er
virkelig og ikke illusorisk. Det er menneskeligt at fejle, og det
er naturligt for et menneske at begå fejl nu og da. Hvis mennesket
handler forkert, plettes dets selv, men pletten kan fjernes. Hvis
mennesket indser sin fejl og oprigtigt forsøger at forbedre sig,
kan det genvinde sin balance. Dette er sandheden, der fremgår
tydeligt af Koranen. Koranen er håbets evangelium. Det forbyder
mennesket at fortvivle. Et menneske kan have levet et dårligt liv
i årevis; men hvis det resolut vender sig i den rigtige retning og
vedholdende handler godt, vil det ikke finde vejen til
selvrealisering blokeret for altid. Gode handlinger ophæver slette
handlinger. Den, der frelses, er ikke én, der aldrig har begået
fejl – hvilket er umuligt – men én, hvis gode gerninger har
opvejet de slette gerninger:
De, hvis vægt vil blive fundet tung, vil have fremgang. Og
de, hvis vægt vil blive fundet let, vil miste deres selv.
(23:102-103)
Hvad betyder det, at 'miste eller redde sit selv'? Disse
sætninger kan kun forstås, når de ses i relation til det
menneskelige selvs målrettede aktiviteter. Trangen til
selvudvikling og selvrealisering stikker dybt i mennesket. Når det
bevæger sig hen imod sit mål, føler det sig lykkeligt og ved, at
det er godt på vej til at kvalificere sig til at blive løftet til
et højere eksistensplan. Selvet lever i og gennem aktivitet, og
den aktivitet, der er naturlig for det, er altid opadrettet.
Uvirksomhed og nedgang er selvets død. Når det menneskelige selv
støt bevæger sig fremad mod målet – måske med lejlighedsvise
afvigelser og tilbagefald, men langsomt bevæger sig fremad, vil
det til slut befinde sig i en tilstand, der symboliseres ved
Janna eller Paradis. Dette billede, hvormed Paradis beskrives,
har vildledt mange til at tro, at der er tale om et sted, der
tilfredsstiller sanserne. Det er imidlertid ikke et sted,
men en sindstilstand, en tilstand ladet med en følelse af
opfyldelse og higen. Den er beslægtet med den følelse, som en
bjergbestiger oplever, når han – efter en møjsommelig opstigning
med mange forhindringer – endelig når den knejsende tinde. Endnu
højere tinder viser sig for ham og inciterer ham til nye
erobringer. For ham er det på en gang afslutningen på en rejse og
begyndelsen til en ny. Hans glæde ved at have fuldført
opstigningen er blandet med en sindsbevægende gysen ved opdagelsen
af nye eventyr. Således er sindstilstanden hos dem, der her
realiseret sig selv fuldt ud på det menneskelige plan og er parate
til at stige op til et højere plan.
Den diametralt modsatte sindstilstand betegnes som Jahannam.
Det er det arabiske ord for gehenna. Oprindeligt var
gehenna en henvisning til Hinnoms Dal, hvor mennesker blev
ofret til Baal og Molok. Jahannam symboliserer den
tilstand, hvor selvets virke er bragt til stilstand. Afkræftet og
svækket af vedvarende og vedholdende forseelser, mister selvet
sine evner til fremskridt og til fremdrift hen imod et højere
eksistensniveau. Dets trang til fremskridt er ødelagt, og det
udmarvede selv overgiver sig til fortrydelse og anger. Det har af
egen vilje frafaldet sin ret til at deltage i jagten på det gode.
Hvis selvet nogensinde skulle nære ønske om at genoptage de frie
selvs udviklingsproces, er ønsket for svagt til at føre det ud af
fortvivlelsens og passivitetens sump. Med poeten Robert Frosts ord
har det 'intet at se tilbage på med stolthed og intet at se frem
til med håb'. Koranen hævder:
Hver gang de i deres kvide ønsker at
slippe bort, vil de blive tvunget tilbage. (22:22)
Janna's beboere vil
blive sparet for synet af denne fortvivlelsens sump:
De vil ikke kunne høre den mindste lyd derfra. (21:102)
De vil fortsætte deres fremrykning. Støt og roligt vil de stige
højere og højere og nyde selvopfyldelsens glæder. Deres
selvudvikling vil være vedholdende og ubegrænset. Når de når et
højt plan, vil visioner om stadigt højere plan anspore dem til
fornyet anstrengelse. For dem er sejrens belønning ikke kun et
velfortjent hvil, men ensbetydende med fornyet energi og nye
visioner for deres ambitioner.
Således er billedet af Himmel og Helvede, som Koranen
fremlægger til menneskets opbyggelse. Ifølge Koranen er frelse
ikke udfrielse fra det onde i os selv eller i verden. At blive
frelst er at bevise sin egnethed til et højere eksistensplan.
Belønning og straf opfattes fejlagtigt som kommende udefra. De er
naturlige konsekvenser af vore tanker og handlinger, der
manifesterer sig i vort selvs berigelse eller forarmelse. Himmel
og Helvede findes ikke uden for os, et eller andet sted i det ydre
rum. Det er sindstilstande. Helvede er den tilstand, hvor selvets
fremskridt er blokeret. Himmel er den tilstand, hvor vejen til
udvikling ligger åben for selvet. At ophøre med at stræbe er at
være dømt til Helvede; at være i stand til at hige og stræbe er at
være i Himmelen. Der er derfor ingen plads for forbøn og
løskøbelse i islam. Hvad vi får, får vi på grund af vore egne
handlinger. Vi kan ikke bære nogen andens byrde, og ingen kan
befri os for vor egen byrde. Syndsbegrebet må altså omformuleres
for at harmonisere med dette syn. Synd bør ikke opfattes som en
sort plet, der klæber til sjælen fra fødselen og være en arv fra
vore forfædre eller resultatet af et syndefuldt tidligere liv.
Synd er den dårlige effekt, vi påfører vort selv igennem vore
forseelser. Den kan udviskes ved vore egne gode handlinger – ikke
ved nogen som helst andens handlinger. Hvis vi ubevidst eller
sågar bevidst har handlet forkert, kan vi finde trøst i visheden
om, at vi holder helbredelsen i vore egne hænder.
Sluttelig kan vi definere 'det forkastelige' –
a‘māl-us-sayyi'ah – som en handling, der forarmer selvet,
indskrænker dets frihed, sætter dets uafhængighed på spil og
svækker dets trang til udvikling. At reagere med afmægtig harme,
hjælpeløs sorg eller skuffelse tjener intet formål. En
hensigtsmæssig reaktion er at gøre en beslutsom indsats for at
genvinde balancen og følge den rette vej med forstærket energi. Vi
gør også klogt i at huske, at vor endelige succes ikke er afhængig
af syndfrihed, men af en overvægt af gode handlinger over slette
handlinger. Følelse af syndighed er en af hovedkilderne til
elendighed. En sund holdning til et svækket selv er, som Koranen
indskærper os, det bedste bolværk imod elendighed og en skrøbelig
bestemmelse. Det bør tilføjes, at Janna og Jahannam
ikke kun hører det Hinsidige til; de manifesterer sig allerede i
dette liv og fortsætter i det Hinsidige. Det vil vi vende tilbage
til i næste kapitel. |
|
|
|
|
|
|
|