En grundig gennemlæsning af de foregående kapitler må have kastet lys over den fundamentale misforståelse, som det er, at betragte islam som én ud af mange forskellige religioner, der har været fremherskende i verden fra tid til anden, og over det urimelige i at vurdere dīn på dette grundlag. Det er ligeledes vildledende at forsøge at forstå meningen med islam og dens indvirkning på samfundet ud fra det synspunkt, at islam er en religion i gængs forstand.

Religion som sådan er intet andet end en form for privat forhold mellem mennesket og dets skaber. Vi vil ikke her opholde os ved dette forholds beskaffenhed, der er blevet indgående beskrevet i bøger som William James' Religiøse erfaringer. Hvorom alting er, og af hvilken beskaffenhed sådan en erfaring end måtte være, er det utvivlsomt en erfaring af individuel og rent subjektiv karakter uden nogen som helst relation til verdslige anliggender, der ej heller kan overføres fra én person til en anden. Dette private forhold mellem mennesket og dets skaber er primært baseret på frelsebegrebet. Frelse er fælles for alle religioner, selv for buddhismen, der ikke anerkender Guds eksistens. Frelsebegrebet opstod i forbindelse med troen på, at menneskets ophold på jorden var trælbunden. At udfri sig fra denne trældom blev hovedformålet med livet.

Islam er derimod hverken sådan et forhold mellem mennesket og Gud, ej heller er den karakteriseret ved et individs erfaring af en subjektiv natur; men den er primært en 'livs-kodeks', der regulerer individets såvel som kollektivets anliggender. For det andet betragter islam ikke menneskets liv på jorden som en trældomsperiode, hvorfor frelsebegrebet ikke opstår. Da islam tildeler mennesket en meget høj position i universet, forventer islam, at mennesket tager livets udfordringer op for at arbejde sammen med naturens kræfter for at udvikle sit eget selv og det udvidede fællesskab, menneskeheden. Misforståelsen i at betragte islam som en religion udspringer af det faktum, at absolut 'tro' på Gud er af fundamental vigtighed for islam som den – før som nu – er det mere eller mindre i alle religioner; men det er ikke kun 'troen' på Gud, der skal tjene som kriterium for, hvorledes vi betragter hinanden. Det virkelige spørgsmål, vi burde beskæftige os med, er: "Hvad er det for et gudsbegreb, der antages at være den fælles faktor?"

Islam har for sit vedkommende præsenteret et gudsbegreb fuldstændig i strid med de forskellige verdensreligioners. Sammen med imān på Gud ligger islams særkende i troen på, at Gud ikke kun har skabt universet, men også har fastlagt nogle love, der regulerer funktionen og rækkevidden af de forskellige objekter i universet. Loven om 'årsag og virkning' og om 'naturens forbundethed' er bl.a. af grundlæggende vigtighed. De vedrører universets eksterne natur. Gud har desuden foreskrevet bestemte love, der regulerer menneskenes liv og adfærd.

Viden om de guddommelige love der angår det ydre univers, er afledt af omhyggelig observation af naturen og af videnskabelige eksperimenter og opdagelser. Dette er dog ikke tilfældet for de love, der regulerer menneskenes liv og adfærd, som er blevet meddelt gennem åbenbaring til rusul og videregivet af dem som Guds sendebud til menneskeheden. Det er også derved, at islam som dīn adskiller sig fra den materialistiske livsopfattelse, der ikke anerkender eksistensen af guddommelig vejledning gennem åbenbaring.

Islam hævder, at sådanne guddommelige love fra tid til anden er blevet meddelt til alle verdens folkeslag. Guds sendebud, rusul, modtog dem gennem åbenbaring og videregav dem til deres folk. Efter en Rasūl's bortgang skete der imidlertid det, at hans tilhængere – først og fremmest deres ledere – forvanskede lovene ved at fjerne og slette, hvad de fandt skadeligt for deres egne interesser, og ved at tilføje andet, med det resultat, at ikke en eneste af verdens religioner kan fremvise den originale guddommelige åbenbaring, der ikke er blevet forvansket i tidens løb. Disse guddommelige love er imidlertid blevet omhyggelige bevaret i deres oprindelige form og fulde omfang, bogstav for bogstav og ord for ord, i Koranen, der er den sidste og endelige af en serie åbenbarede skrifter fra Gud, som den blev åbenbaret til den sidste af alle rusul. Så længe som disse love forbliver i deres originale form og oprindelige pragt, udgør de, hvad benævnes som dīn; men dersom de ændres og forvanskes, vil de falde fra deres høje piedestal og blive, hvad er kendt som religion. Af alle verdens religioner, er det derfor alene islam, der fortjener at blive betegnet som en dīn. Det er en kendsgerning, at ingen anden religion hverken hævder eller kan bevise at besidde en åbenbaret bog, som bogstav for bogstav og ord for ord er blevet givet dem af deres Rasūl. Islam fremsætter denne påstand, som er blevet verificeret og fuldt underbygget af upartiske vidnesbyrd af endog ikke-muslimske historikere.

Islam er derfor en lovkodeks åbenbaret af Gud gennem Hans Rasūl Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham), til vejledning for menneskeheden og fuldstændig bevaret i Guds Bog, Koranen. Disse love udgør, hvad man kan kalde de varige værdier. Endvidere fremsætter islam eftertrykkeligt og tillidsfuldt den påstand, at hvis livet leves i fuld overensstemmelse med de varige værdier, vil det være fri for al den nød og elendighed, som den hele verden i dag plages af, og som fordømmer menneskeheden til et helvedes liv på trods af vidunderlige og imponerende ressourcer og videnskabelige fremskridt. Livets orden bliver ifølge disse varige værdier benævnt den koranske samfundsorden, eller med andre ord, Den islamiske Stat. Det skal imidlertid præciseres, at ikke enhver samfundsorden oprettet af såkaldte muslimer, nødvendigvis må være Den islamiske Stat som sådan, idet Den islamiske Stat udelukkende er benævnelsen for en stat, der er baseret på og i fuld overensstemmelse med de varige værdier. Enhver anden stat, der ikke er oprettet på dette grundlag, er uislamisk, selv om den måtte være blevet oprettet af muslimerne selv. En islamisk stat er således et organ for håndhævelse af koranske påbud og love oprettet i lyset af de principper, der er formuleret deri.

Det skal imidlertid ikke misforstås derhen, at disse love er rigide og snæversynede, at de ikke giver spillerum til fremskridt, og at de er ude af stand til at imødekomme de krav, som en progressiv verdens altid forandrede vilkår og omstændigheder stiller. Faktisk er Den islamiske Stat autoriseret til – efter indbyrdes rådslagning – at lovgive inden for rammerne af de varige værdier, for at imødekomme tidens krav. Den lovsamling, der derved kundgøres, må ændres og tilpasses til en given tids omstændigheder – med denne vigtige klausul, at den under ingen omstændigheder må kollidere med rammen for de varige værdier. Set fra denne synsvinkel kan Den islamiske Stat betragtes som et 'kontrolleret demokrati', som er tydeligt forskelligt fra det demokrati-koncept, der er almindeligt i Vesten, idet folket eller dets repræsentanter i et vestligt demokrati nyder en uindskrænket magt til at lovgive.

En anden grundlæggende forskel mellem den materialistiske livsanskuelse og islam er, at medens menneskets liv i den første er begrænset af og til menneskets fysiske eksistens i denne verden og slutter ved døden, så kan den menneskelige krop i den anden udvikle sig og blomstre for til slut at opløses i henhold til de fysiske love. Der er dog noget mere i mennesket end dets krop, nemlig dets 'selv' eller 'personlighed', der hverken er fysisk eller underlagt fysiske love som sådan. Det bliver givet til ethvert menneskebarn i lige mål ved fødselen, men kun i uudviklet form. Målet for enhver menneskelig anstrengelse er at udvikle selvet til sin fulde modenhed og give det en perfekt og harmonisk form. Enhver af selvets handlinger udført i overensstemmelse med de varige værdier bidrager til selvets udvikling, og hvad end det gør i modstrid med disse værdier, vil forhale denne proces og svække selvet. Det skal bemærkes, at en handling også inkluderer tanke og hensigt. Det selv eller den personlighed, der således er udviklet, kan nemt modstå dødens chok og overleve desintegrationen og opløsningen af den fysiske krop. Det vil vedblive med at udvikle sig og gennemgå flere udviklingstrin, som vi kan kalde 'det Hinsidige' eller 'livet efter døden'. Tanken om, at ikke kun menneskets konkrete handlinger, men også dets tanker og hensigter indvirker på selvet, er, hvad man kalder 'Loven om Gengæld'; en lov, der er lige så ubønhørlig og uforanderlig som naturens love.

Fra det foregående må det fremgå tydeligt, at enhver, der tror på selvet eller personligheden, ikke har behov for politiovervågning eller påbud fra en domstol for at blive overbevist om at handle i fuld samklang med de varige værdier og at leve et liv i overensstemmelse med de principper, der udspringer heraf. Et sådant menneske handler uopfordret og efter eget valg i overensstemmelse med disse principper, og undgår omhyggeligt andre modstridende strømninger. Fuldt bevidst som mennesket er om, at en sådan kurs bidrager til dets eget ve og vel, vil det villigt og brændende ønske at følge den. Det er derfor udelukkende sådanne mennesker, der oprigtigt tror på den koranske samfundsordens effektivitet og velfærd, der kan oprette en sådan livsorden, og det er dem, der er betroet opgaven at forme samfundet i overensstemmelse med denne orden.

Der er ofte i de foregående kapitler blevet refereret til de varige værdier. Her skal nogle af de grundlæggende nævnes igen for at demonstrere, hvorledes individer, der lever i samklang med dem, kan forskønne ikke kun deres egen karakter, men også andres; hvorledes et samfund, hvor disse værdier er de dominerende, kan blomstre og fyldes med fred; hvorledes et sådant samfund vil være besjælet af gode ønsker for andre individer og samfund, som det kommer i kontakt med; og hvorledes en æra af fred og fremskridt vil indledes, når disse værdier bliver universelt anerkendt og efterlevet – selveste Janna på jorden. At indlede en sådan æra er islams endelige mål.

Lad os nu nævne nogle af de mere fundamentale varige værdier:

Således er islam en åben udfordring til religion som sådan.