|
|
Konklusion |
|
|
|
|
Før vi konkluderer vor
afhandling, vil det ikke være malplaceret – håber vi – i korthed
at rekapitulere, hvad vi har diskuteret med hensyn til religion,
dens kilde, dens forskellige aspekter og dens betydning for
menneskeheden – individuelt såvel som for samfundet som helhed – i
modsætning til islam som en dīn.
1. Religion og dīn
En grundig gennemlæsning af de foregående kapitler må have
kastet lys over den fundamentale misforståelse, som det er, at
betragte islam som én ud af mange forskellige religioner, der har
været fremherskende i verden fra tid til anden, og over det
urimelige i at vurdere dīn på dette grundlag. Det er
ligeledes vildledende at forsøge at forstå meningen med islam og
dens indvirkning på samfundet ud fra det synspunkt, at islam er en
religion i gængs forstand.
Religion som sådan er intet andet end en form for privat
forhold mellem mennesket og dets skaber. Vi vil ikke her opholde
os ved dette forholds beskaffenhed, der er blevet indgående
beskrevet i bøger som William James' Religiøse erfaringer.
Hvorom alting er, og af hvilken beskaffenhed sådan en erfaring end
måtte være, er det utvivlsomt en erfaring af individuel og rent
subjektiv karakter uden nogen som helst relation til verdslige
anliggender, der ej heller kan overføres fra én person til en
anden. Dette private forhold mellem mennesket og dets skaber er
primært baseret på frelsebegrebet. Frelse er fælles for alle
religioner, selv for buddhismen, der ikke anerkender Guds
eksistens. Frelsebegrebet opstod i forbindelse med troen på, at
menneskets ophold på jorden var trælbunden. At udfri sig fra denne
trældom blev hovedformålet med livet.
Islam er derimod hverken sådan et forhold mellem mennesket og
Gud, ej heller er den karakteriseret ved et individs erfaring af
en subjektiv natur; men den er primært en 'livs-kodeks', der
regulerer individets såvel som kollektivets anliggender. For det
andet betragter islam ikke menneskets liv på jorden som en
trældomsperiode, hvorfor frelsebegrebet ikke opstår. Da islam
tildeler mennesket en meget høj position i universet, forventer
islam, at mennesket tager livets udfordringer op for at arbejde
sammen med naturens kræfter for at udvikle sit eget selv og det
udvidede fællesskab, menneskeheden. Misforståelsen i at betragte
islam som en religion udspringer af det faktum, at absolut 'tro'
på Gud er af fundamental vigtighed for islam som den – før som nu
– er det mere eller mindre i alle religioner; men det er ikke kun
'troen' på Gud, der skal tjene som kriterium for, hvorledes vi
betragter hinanden. Det virkelige spørgsmål, vi burde beskæftige
os med, er: "Hvad er det for et gudsbegreb, der antages at være
den fælles faktor?"
2. Gudsbegrebet
Islam har for sit vedkommende præsenteret et gudsbegreb
fuldstændig i strid med de forskellige verdensreligioners. Sammen
med imān på Gud ligger islams særkende i troen på, at Gud
ikke kun har skabt universet, men også har fastlagt nogle love,
der regulerer funktionen og rækkevidden af de forskellige objekter
i universet. Loven om 'årsag og virkning' og om 'naturens
forbundethed' er bl.a. af grundlæggende vigtighed. De vedrører
universets eksterne natur. Gud har desuden foreskrevet bestemte
love, der regulerer menneskenes liv og adfærd.
Viden om de guddommelige love der angår det ydre univers, er
afledt af omhyggelig observation af naturen og af videnskabelige
eksperimenter og opdagelser. Dette er dog ikke tilfældet for de
love, der regulerer menneskenes liv og adfærd, som er blevet
meddelt gennem åbenbaring til rusul og videregivet af dem
som Guds sendebud til menneskeheden. Det er også derved, at islam
som dīn adskiller sig fra den materialistiske
livsopfattelse, der ikke anerkender eksistensen af guddommelig
vejledning gennem åbenbaring.
Islam hævder, at sådanne guddommelige love fra tid til anden er
blevet meddelt til alle verdens folkeslag. Guds sendebud, rusul,
modtog dem gennem åbenbaring og videregav dem til deres folk.
Efter en Rasūl's bortgang skete der imidlertid det, at hans
tilhængere – først og fremmest deres ledere – forvanskede lovene
ved at fjerne og slette, hvad de fandt skadeligt for deres egne
interesser, og ved at tilføje andet, med det resultat, at ikke en
eneste af verdens religioner kan fremvise den originale
guddommelige åbenbaring, der ikke er blevet forvansket i tidens
løb. Disse guddommelige love er imidlertid blevet omhyggelige
bevaret i deres oprindelige form og fulde omfang, bogstav for
bogstav og ord for ord, i Koranen, der er den sidste og endelige
af en serie åbenbarede skrifter fra Gud, som den blev åbenbaret
til den sidste af alle rusul. Så længe som disse love
forbliver i deres originale form og oprindelige pragt, udgør de,
hvad benævnes som dīn; men dersom de ændres og forvanskes,
vil de falde fra deres høje piedestal og blive, hvad er kendt som
religion. Af alle verdens religioner, er det derfor alene islam,
der fortjener at blive betegnet som en dīn. Det er en
kendsgerning, at ingen anden religion hverken hævder eller kan
bevise at besidde en åbenbaret bog, som bogstav for bogstav og ord
for ord er blevet givet dem af deres Rasūl. Islam
fremsætter denne påstand, som er blevet verificeret og fuldt
underbygget af upartiske vidnesbyrd af endog ikke-muslimske
historikere.
Islam er derfor en lovkodeks åbenbaret af Gud gennem Hans
Rasūl Muhammad (må Herrens fred og velsignelser være med ham),
til vejledning for menneskeheden og fuldstændig bevaret i Guds
Bog, Koranen. Disse love udgør, hvad man kan kalde de varige
værdier. Endvidere fremsætter islam eftertrykkeligt og
tillidsfuldt den påstand, at hvis livet leves i fuld
overensstemmelse med de varige værdier, vil det være fri for al
den nød og elendighed, som den hele verden i dag plages af, og som
fordømmer menneskeheden til et helvedes liv på trods af
vidunderlige og imponerende ressourcer og videnskabelige
fremskridt. Livets orden bliver ifølge disse varige værdier
benævnt den koranske samfundsorden, eller med andre ord, Den
islamiske Stat. Det skal imidlertid præciseres, at ikke enhver
samfundsorden oprettet af såkaldte muslimer, nødvendigvis må være
Den islamiske Stat som sådan, idet Den islamiske Stat udelukkende
er benævnelsen for en stat, der er baseret på og i fuld
overensstemmelse med de varige værdier. Enhver anden stat, der
ikke er oprettet på dette grundlag, er uislamisk, selv om den
måtte være blevet oprettet af muslimerne selv. En islamisk stat er
således et organ for håndhævelse af koranske påbud og love
oprettet i lyset af de principper, der er formuleret deri.
3. Uforanderlighed og forandring
Det skal imidlertid ikke misforstås derhen, at disse love er
rigide og snæversynede, at de ikke giver spillerum til fremskridt,
og at de er ude af stand til at imødekomme de krav, som en
progressiv verdens altid forandrede vilkår og omstændigheder
stiller. Faktisk er Den islamiske Stat autoriseret til – efter
indbyrdes rådslagning – at lovgive inden for rammerne af de varige
værdier, for at imødekomme tidens krav. Den lovsamling, der derved
kundgøres, må ændres og tilpasses til en given tids omstændigheder
– med denne vigtige klausul, at den under ingen omstændigheder må
kollidere med rammen for de varige værdier. Set fra denne
synsvinkel kan Den islamiske Stat betragtes som et 'kontrolleret
demokrati', som er tydeligt forskelligt fra det demokrati-koncept,
der er almindeligt i Vesten, idet folket eller dets repræsentanter
i et vestligt demokrati nyder en uindskrænket magt til at lovgive.
4. Menneskets personlighed
En anden grundlæggende forskel mellem den materialistiske
livsanskuelse og islam er, at medens menneskets liv i den første
er begrænset af og til menneskets fysiske eksistens i denne verden
og slutter ved døden, så kan den menneskelige krop i den anden
udvikle sig og blomstre for til slut at opløses i henhold til de
fysiske love. Der er dog noget mere i mennesket end dets krop,
nemlig dets 'selv' eller 'personlighed', der hverken er fysisk
eller underlagt fysiske love som sådan. Det bliver givet til
ethvert menneskebarn i lige mål ved fødselen, men kun i uudviklet
form. Målet for enhver menneskelig anstrengelse er at udvikle
selvet til sin fulde modenhed og give det en perfekt og harmonisk
form. Enhver af selvets handlinger udført i overensstemmelse med
de varige værdier bidrager til selvets udvikling, og hvad end det
gør i modstrid med disse værdier, vil forhale denne proces og
svække selvet. Det skal bemærkes, at en handling også inkluderer
tanke og hensigt. Det selv eller den personlighed, der således er
udviklet, kan nemt modstå dødens chok og overleve desintegrationen
og opløsningen af den fysiske krop. Det vil vedblive med at
udvikle sig og gennemgå flere udviklingstrin, som vi kan kalde
'det Hinsidige' eller 'livet efter døden'. Tanken om, at ikke kun
menneskets konkrete handlinger, men også dets tanker og hensigter
indvirker på selvet, er, hvad man kalder 'Loven om Gengæld'; en
lov, der er lige så ubønhørlig og uforanderlig som naturens love.
Fra det foregående må det fremgå tydeligt, at enhver, der tror
på selvet eller personligheden, ikke har behov for
politiovervågning eller påbud fra en domstol for at blive
overbevist om at handle i fuld samklang med de varige værdier og
at leve et liv i overensstemmelse med de principper, der
udspringer heraf. Et sådant menneske handler uopfordret og efter
eget valg i overensstemmelse med disse principper, og undgår
omhyggeligt andre modstridende strømninger. Fuldt bevidst som
mennesket er om, at en sådan kurs bidrager til dets eget ve og
vel, vil det villigt og brændende ønske at følge den. Det er
derfor udelukkende sådanne mennesker, der oprigtigt tror på den
koranske samfundsordens effektivitet og velfærd, der kan oprette
en sådan livsorden, og det er dem, der er betroet opgaven at forme
samfundet i overensstemmelse med denne orden.
Der er ofte i de foregående kapitler blevet refereret til de
varige værdier. Her skal nogle af de grundlæggende nævnes igen for
at demonstrere, hvorledes individer, der lever i samklang med dem,
kan forskønne ikke kun deres egen karakter, men også andres;
hvorledes et samfund, hvor disse værdier er de dominerende, kan
blomstre og fyldes med fred; hvorledes et sådant samfund vil være
besjælet af gode ønsker for andre individer og samfund, som det
kommer i kontakt med; og hvorledes en æra af fred og fremskridt
vil indledes, når disse værdier bliver universelt anerkendt og
efterlevet – selveste Janna på jorden. At indlede en sådan
æra er islams endelige mål.
5. De varige værdier
Lad os nu nævne nogle af de mere fundamentale varige værdier:
- Respekt for menneskeheden generelt. Den kendsgerning,
at hvert menneskebarn ved fødselen ligeligt begaves med et selv
eller en personlighed, berettiger ethvert individ i egenskab af en
menneskelig eksistens til lige anseelse og respekt. Der burde
derfor ikke tillades nogen som helst skelnen på grund af fødsel,
familie, stamme, race eller samfund, nationalitet, tro eller køn,
for, som Koranen siger:
Vi har visselig hædret (hvert eneste af) Adams børn. (17:70)
- Kriterium for en høj social position i samfundet.
Hvert eneste menneskes indre værd er det samme; men kriteriet for
at bestemme hvert individs relative position og status er baseret
på hans karakteregenskaber og personlige meritter:
For alle er der en rang i overensstemmelse med deres gerninger. (46:19)
og det underliggende princip er:
Den mest ærede for Allah er den mest retsindige af jer. (49:13)
-
Menneskehedens enhed. Alle mennesker er ifølge Koranen medlem af ét broderskab og grene på det samme træ:
Menneskeheden udgør et eneste fællesskab. (2:213)
At opdele menneskeheden efter race eller i forskellige samfund og nationer
ved at trække linjer over kloden, er i modstrid med selve tanken
om menneskeheden som én eneste enhed, og er i modstrid med
naturens hensigter og formål. Der er kun et kriterium for
opdeling, og ikke andre: At de, der tror på de varige værdier er
medlem af ét fællesskab, og de, der er ligeglade med dem og lever
deres liv i modstrid med dem, hører til et andet fællesskab, som
Koranen siger:
Det er Ham, der har skabt jer (som mennesker);
men nogle af jer afviser (de varige værdier), andre tror (på dem).
(64:2)
Menneskets personlighed indbefatter ansvar. Det
betyder, at ethvert menneske vil blive holdt ansvarlig for sine
egne handlinger – belønning såvel som straf kan ingen anden dele
eller påtage sig:
Den, der synder, gør det imod sig selv. (4:111)
og ingen anden skal stå til ansvar for den: Ingen,
der bærer en byrde, kan bære en andens byrde. (53:38)
Dette gør det tydeligt, at begreber som 'arvesynd', 'forbøn' eller 'bod'
ikke har plads i islam. At enhver er ansvarlig for sine egne
handlinger er derfor ifølge Koranen en absolut værdi.
Frihed. Ifølge Koranen er hvert menneskeligt individ
født frit og skal derfor forblive frit. Frihed betyder, at ingen –
hvem det så end måtte være – kan aftvinge et andet menneske
lydighed. I et islamisk samfund er det udelukkende Koranens Love,
der skal adlydes. Dette er ensbetydende med lydighed imod Gud, for
Koranen siger klart:
Det sømmer sig ikke for nogen, hvem Gud
har givet Bogen, (foruden) autoritet og nubuwwa, at sige: "Adlyd
mig i stedet for Allah!" (3:79)
Faktisk er det islamiske
samfund garant for, at de koranske love håndhæves, og dette er
hovedkriteriet for at skelne mellem den muslimske og den
ikke-muslimske tro:
Enhver, der ikke dømmer i lyset af det,
Allah har åbenbaret, er vantro. (5:44)
Denne bestemmelse
gælder i samme grad for alle uanset position. Selv Guds Rasūl
blev påbudt at kundgøre:
"Jeg følger blot, hvad jeg har fået
åbenbaret. Hvis jeg ville modsætte mig min Rabb, ville jeg
visselig selv frygte straffen på den Store Dag (Dommedag)." (10:15)
Det skal bemærkes, at det, der i religion kaldes
'tilbedelse', kaldes 'lydighed imod Guds Love' i dīn.
Fri vilje – ingen tvang. Ansvaret for et menneskes
handling bestemmes af dets egen vilje og hensigt i en sådan grad,
at hvis nogen bliver tvunget til at tro noget eller med magt
tvinges til at handle på en bestemt måde imod sin vilje, ikke vil
blive holdt ansvarlig for en sådan tro eller handling, idet imān er et andet ord for 'overbevisning'. Koranen siger:
Der må ikke være tvang i spørgsmål vedrørende dīn. (2:256)
og andetsteds:
Sig: "Dette er sandheden fra jeres Rabb!" Lad den,
der vil, tro – og lad den, der vil, afvise at tro. (18:29)
Bortset fra fysisk og mental tvang, kan intet, som man pr.
tradition samtykker i eller følger uden brug af fornuft og
intellekt, betegnes som imān. At acceptere noget pr.
tradition er ifølge Koranen de vantros måde:
Når der siges til
dem: "Følg, hvad Allah har åbenbaret!" siger de: "Nej! Vi følger
vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både
indsigt og vejledning? (2:170)
De troende er derimod:
Dem
der, når Rabb'ens åbenbaringer præsenteres for dem, ikke bliver
døve og blinde derved. (25:73)
Tolerance. Islam tolererer ikke kun
anderledes-troende, men giver dem også alle menneskerettigheder og
påtager sig højtideligt at beskytte deres bedesteder:
Hvis
Allah ikke holdt nogle (mennesker) i skak ved hjælp af andre,
ville både klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Allahs
navn ihukommes uafladeligt, være blevet ødelagt. Allah hjælper
visselig dem, der virker for Hans sag. (22:40)
Retfærdighed. Retfærdighed er en af de fundamentale
varige værdier (16:90), og ingen forskelsbehandling tillades, om
det drejer sig om ven eller fjende, for, som Koranen siger:
Lad
ikke andres had til jer lede jer bort fra retfærdigheden. Vær
retfærdige; thi retfærdighed er beslægtet med fromhed. (5:9)
Med hensyn til domstolene, giver Koranen nogle tydelige
retningslinjer:
- Forveksl ikke sandhed med løgn. (2:42)
- Dæk
ikke forsætligt over sandheden. (2:42)
- Skjul ikke et
vidnesbyrd. (2:283)
- Begå ikke mened. (4:135)
- Forsvar ikke
den svigefulde. (4:105)
- Forsvar ikke den skyldige. (28:17)
- Vær standhaftige og retsindige som vidner for Allah – selv om det
skulle være til skade for jer selv, for jeres forældre eller jeres
slægt, eller for rig eller fattig, for Allah er bedre til at
varetage deres interesser. Følg ikke jeres egne begær på
bekostning af retfærdigheden. Hvis I fraviger eller omgår
sandheden, er Allah visselig vel bekendt med alt, hvad I gør.
(4:135)
Forbrydelser er ifølge Koranen ikke kun sådanne, der
rent faktisk og fysisk begås; selv tanken om at bryde de varige
værdier er en forbrydelse. Sådanne forbrydelser falder uden tvivl
uden for rettens jurisdiktion. Ikke desto mindre er det
forbrydelser i henhold til den guddommelige Lov om Gengæld, og har
indflydelse på forbrydernes personlighed, som Koranen siger:
Allah ved, hvad menneskene skjuler i deres inderste og bag bevidst
forstillede blikke. (40:19)
Underhold. Ifølge Koranen påhviler det det islamiske
samfund at sørge for ethvert af dets medlemmers basale
fornødenheder og at træffe forholdsregler, der sikrer udvikling af
deres menneskelige evner. Derefter bør den udvide mulighederne til
også at gælde andre mennesker og således gøre Rubūbiyya-ordenen
universel. Et samfund, der ikke lever op til dette ansvar
fortjener ikke at blive kaldt islamisk, idet et islamisk samfund,
der er oprettet i Guds navn har pligt til at erklære:
Vi
underholder både jer og jeres børn. (6:151)
Det er ganske
tydeligt, at intet samfund kan påtage sig dette ansvar medmindre
det har alle produktionsmidler under sin kontrol og har de
nødvendige ressourcer til rådighed. Det er udelukkende af denne
grund, at produktionsmidler ikke kan ejes privat i islam; ej
heller kan produktionen af sådanne midler eller rigdomme udgøre en
privat kapital (9:34-35). Af samme grund udtrykkes det princip,
som væksten og udviklingen af den menneskelige personlighed er
underlagt, således: At et individ bør arbejde hårdt og tjene og
producere så meget som muligt, beholde, hvad der er nødvendigt for
sit eget underhold og for dem, som han personligt er ansvarlig
for, og at give resten for at sikre andre i nød et nødvendigt
underhold, som Koranen foreskriver:
De spørger, hvad de skal
give (til gavn for andre). Sig: "Jeres overflod!" (2:219)
og
deres holdning til dette skulle være således, at de erklærer:
"Vi ønsker hverken belønning eller tak fra jer." (76:9) Køn. Ærbarhed er ifølge Koranen en af de varige
værdier, og et brud på denne er en alvorlig forseelse (24:2).
Ærbarhedskravet er pålagt kvinder og mænd (24:30-31), og ægteskab
anses som middel til at leve et liv i fællesskab og gensidig
samvirke, hvor begge parter står på samme niveau og bør behandles
ens, idet Koranen ikke skelner mellem mand og kvinde på grund af
køn. Begge er mennesker, lig hinanden og lige i alle
henseender:
Det er Ham, der har skabt (menneskeheden) ud af en
enkelt livscelle. (6:98) Æstetisk sans. Der er en grundlæggende forskel
mellem et dyr og et menneske: Medens et dyrs behov er begrænset
til tilfredsstillelse af fysiske fornødenheder, går menneskets
behov længere end som så. Mennesket er også udstyret med en
æstetisk sans, en forkærlighed og smag for at værdsætte skønhed.
Koranen respekterer menneskets tilbøjelighed til de skønne kunster
og opfatter den som et nødvendigt element for personlighedens
vækst og udvikling:
Sig: "Hvem kan forbyde det smukke og
gavnlige, Allah har skabt for Sine tjenere?" (7:32)
Koranen
tilskynder derfor til, at smukke ting inden for de forskellige
kunstarter værdsættes, ligesom alt andet skabt, med den eneste
klausul, at de grænser, Koranen fastlægger, ikke overskrides.
Naturens kræfter. Man kan i Koranen støde på flere
vers som dette:
Og Han har underlagt jer alt, hvad der er i
himlene og på jorden som en gave fra Ham. (45:13)
Det er
derfor islam opfordrer os til at underlægge os og tæmme naturens
kræfter med det ene formål at bruge dem i overensstemmelse med de
varige værdier til gavn for hele menneskeheden – aldrig til
destruktive formål. Det grundlæggende princip herfor er:
Kun det vil bestå, der gavner (hele) menneskeheden. (13:17)
Vi har ovenfor nævnt nogle af de grundlæggende værdier, der
giver menneskets aktiviteter deres fundamentale betydning, og som
ikke kun bør overholdes omhyggeligt, men også beskyttes imod brud
og misligholdelse af det islamiske samfund.
Koranen ignorerer ikke, men lægger tværtimod stor vægt på
tilfredsstillelse af menneskets fysiske behov, velvære og
bekvemmelighed – under iagttagelse af de varige værdier,
naturligvis. Hvis menneskets fysiske og andre behov
tilfredsstilles i harmoni og i overensstemmelse med de varige
værdier, vil der ikke opstå vanskeligheder som sådan. Hvis der
eksisterer et bånd eller opstår en konflikt mellem behov og
værdier, giver islam – det siger sig selv – fortrinsret til
opretholdelse af de varige værdier, idet de udgør kernen i
menneskets karakter. Denne levevis bidrager i høj grad til selvets
udvikling og trivsel. Den materialistiske livsopfattelse drejer
sig udelukkende om at tilfredsstille fysiske behov i luksus og
overflod uden at de varige værdier spiller den mindste rolle.
Denne holdning er uforenelig med islam. Langt fra at bifalde det,
vil islam under ingen omstændigheder så meget som gå på kompromis
med den materialistiske livsanskuelse. En overbevisning, der
foragter denne verdens goder og glæder og overser de fysiske
behov, er ligeledes uacceptabel for islam.
6. Sammenligning
Et sammenlignende studie af religion eller madhhab og
dīn kan hjælpe os til at forstå de vitale og fundamentale
karakteristika for hver af dem og forskellene imellem dem:
- Madhhab er en form for subjektiv erfaring og
beskæftiger sig udelukkende med det såkaldte private forhold
mellem Gud og mennesket.
Dīn er en objektiv virkelighed, et
livssyn og en kollektiv levevis.
- Enhver tilhænger af madhhab er tilfreds med at have
etableret kontakt med Den Almægtige, og hvert enkelt individs mål
er hans egen frelse.
Målet for dīn er hele menneskehedens
velfærd og fremskridt, og et samfunds karakter og konstitution
indikerer, hvorvidt det er baseret på den guddommelige lov eller
ej.
- Madhhab opstiller intet objektivt kriterium for at
afgøre, hvorvidt vore handlinger fører til de ønskede resultater
eller ej.
I et samfund styret af dīn er udvikling af et
kollektivt og harmonisk liv en indikator for, om et folk følger
den rette kurs eller ej.
- Madhhab er fjendtligsindet over for videnskabelig
forskning og er imod fornuft, således at den kan blomstre
uforstyrret ved hjælp af blind tro.
Dīn hjælper udviklingen
af fornuft og viden, tillader fuld frihed til at acceptere eller
forkaste på basis af fornuft og argumenter, og den opmuntrer
forskning og opdagelse af alle naturfænomener for at oplyse
menneskets vej og dets fremskridt i lyset af de varige værdier.
- Madhhab følger og fremmer menneskenes påvirkelighed
og fordomme.
Dīn søger at lede menneskene til en livsvej,
der er i harmoni med livets virkelighed.
- I hver tidsalder har madhhab opsat nye afguder og
komplicerede, meningsløse ritualer for at lede folks opmærksomhed
bort fra livets virkelige problemer.
Dīn er derimod
rationel og radikal: Den bryder med alle nye som gamle idoler, og
dens principper er ikke omskiftelige.
- Madhhab fremkalder en konstant angst i menneskene og
søger at skræmme dem til konformitet,
medens dīn derimod
behandler frygt som en form for flerguderi og søger at opmuntre
menneskene til at turde stole på sig selv.
- Madhhab tilskynder menneskene til at bøje sig for
autoritative og prestigefyldte personer eller institutioner,
religiøse såvel som sekulære.
Dīn ansporer mennesket til at
vandre omkring med løftet hoved for at opnå selvværd.
- Madhhab tilskynder mennesket til at flygte fra livets
besværligheder,
medens dīn tilskynder mennesket til at stå
ansigt til ansigt med livets virkelighed, ærligt og redeligt,
koste hvad det vil.
- Madhhab behandler den fysiske verden med foragt og
opfordrer mennesket til at give afkald på den. Den lover Paradis
udelukkende i det Hinsidige som belønning for forsagelse af den
materielle verden.
Dīn pålægger mennesket at erobre
materien og leder det til umålelige højder. Den tilskynder
mennesket til at søge trivsel og lykke i denne verden såvel som i
det hinsidige liv.
- Madhhab opmuntrer til at tro på skæbnen, hvilket er
tilbøjeligt til at holde mennesket fra at være aktivt og
selvudviklende.
Dīn giver mennesket magt til at udfordre
skæbnen og giver det energi til et aktivt liv og selvudvikling.
- Madhhab søger at trøste den svage, den hjælpeløse og
den undertrykte med troen på, at deres anliggender ligger under
for Guds vilje, og at deres accept og resignation hjælper dem til
at vinde Guds hengivenhed. Denne form for lære tenderer det
sygelige og opmuntrer de religiøse ledere, der foregiver at
fortolke Guds vilje, til at tillade sig at øve misgerninger uden
risiko og overbevise troens tilhængere til komplet og tavs
underkastelse.
Dīn løfter revoltens banner højt imod alle
former for tyranni og udbytning. Den opfordrer de svage og de
undertrykte til at følge de guddommelige love for derved at
etablere en social orden, hvor alle tyranner og undertrykkere
tvinges til at acceptere rettens og retfærdighedens diktat. I
denne sociale orden er der ikke plads til diktatorer, kapitalister
eller præster. De er dīn's fjender.
- Madhhab påbyder religiøs meditation i gudsdyrkelsens
navn og forårsager derved selvbedrag.
Dīn opfordrer
menneskene til at hævde sig og konstant kæmpe for etablering af
den guddommelige sociale orden og dens forbedring, når den én gang
er etableret. Tilbedelse er i dīn ensbetydende med
lydighed imod Guds Love.
- Madhhab rynker på panden af og håner alle former for
kunst og skønhed.
Dīn tager afstand fra dem, der forbyder
nydelse af de gode og smukke ting i livet, som Gud har skabt til
glæde for mennesket.
- Madhhab fordømmer alt nyt og erklærer al nyskabelse
som syndig.
Dīn påstår, at menneskets behov og krav fortsat
forandres i takt med livsbetingelsernes forandring. Selve livet
kræver forandring og nyskabelse. Kun Guds Love er uforanderlige.
Det skulle herefter være nemt for os at se den fundamentale
forskel mellem dīn og madhhab. Islam betyder at sige
'ja' til livet; medens religions svar er 'nej'!
Således er islam en åben udfordring til religion som sådan. |
|
|
|
|
|
|
|